Milepælen…

Det er overstået. En helt igennem vanvittig og symbolsk milepæl i vores kamp på vejen mod forældreskab, er nu overstået. Og det gik godt. Selvfølgelig gik det godt, for fanden da!

Rigshospitalets afdeling for ultralydsscanning viste sig at være et gangske rædselsfuld sted i denne sammenhæng. Det er det rene samlebånd. Et propfyldt venteværelse på kogepunktet og en alt for hektisk aktivitet, var slet ikke hvad mine nerver behøvede. Vi knugede hinandens hænder og jeg var ret taknemmelig, da en sygeplejerske efter ganske kort tid kaldte os ind.

Hun synes ikke at kende det mindste til vores historie – hun spurgte i hvert fald om intet, og gik ligesom bare til sagen. Det var sådan set også fint nok, for jeg får på alle måder koldsved af at befinde mig i disse situationer – og jeg kan slet ikke hverken høre eller se noget som helst, før nogen siger at “der er hjerteblink”.

Dét sagde hun heldigvis hurtigt. Og derfra så jeg ikke særligt meget. Jeg tudede mildest talt som en stukket gris – så meget at jeg dårligt hørte risikovurderingen, størrelsen på nakkefolden, og alt det andet som vi egentlig var kommet for. På ganske kort tid var det ovre, og sygeplejersken lod os vente i rummet, imens hun hentede svarene på min blodprøver. Jeg var taknemlig for at hun ikke sendte os ud i det frygtelige venteværelse igen.

Mens vi sad der og ventede, fortsatte min reaktion. Jeg var så lettet og samtidig så udmattet af at holde sammen på mig selv igennem de sidste dage, at det hele væltede frem. Jeg hulkede og grinede på én og samme tid, så meget at jeg dårligt kunne trække vejret. Det må have set helt vanvittigt ud – og manden min kiggede da også flere gange mistroisk på mig, imens han efter bedste evne krammede og grinede med.

Sygeplejersken kom tilbage og betragtede optrinnet med nogenlunde professionel distance. Måske havde hun luret i journalen på vejen, for hun nævnte noget om at det da “også måtte være helt fantastisk, endelig at opleve gode svar”. Der ud over dvælede hun ikke mere ved det. Risikoberegningen var fin, størrelse og udvikling det samme – tillykke og tak for i dag!

Kort efter sad vi ved søerne, med hver vores store kaffe og et sort/hvidt scannings-billede imellem os. Det var ganske uvirkeligt. Jeg har ikke tal på, hvor intenst og inderligt jeg har drømt mig frem til lige netop den situation, igennem hele vores tur rundt i manegen. Nu sad vi der bare… nu var det ligesom bare det.

Om det er den store altoverskyggende forløsning, der gør at vi nu smider armene ubekymret over hovedet i sejrs-glæde? Nej. Om vi er klar til at råbe det ud over hele verden, at vi skal have en baby? Heller ikke. Men lige nu – lige præcis i dag, er glæden stor og bekymringerne mindre. Og jeg har tænkt mig at lade det boble rundt i kroppen, lige så længe som jeg overhovedet kan.