Hvad så nu?

Her sidder jeg og kigger ud af vinduet, mens Danmark kører forbi i mørket. Det er koldt, klamt og tåget, men jeg har varm kaffe og en croissant foran mig, så det hele er faktisk til at holde ud, til trods for at vækkeuret sagde 05.15,  Jeg er i et lidt usædvanligt humør. På én eller anden måde er dagen i dag nemlig både virkelig rar, ret symbolsk og så en lille bitte smule vemodig.

Det er min sidste arbejdsdag, inden barsel. Jeg skal arbejde et andet sted på Sjælland, så derfor har jeg allerede sagt farvel til mine kontor-naboer og pakket de første stakke med bøger sammen. De skal med mig hjem og bo resten af 2016, så der bliver plads til min søde studentermedhjælp, der i mellemtiden kommer nu og da og hjælper med lidt opgaver.

Jeg sidder med en sjov følelse af “hvad så nu”? Ja, det er vel meningen at jeg nu går ud og bliver nogens mor, indenfor ikke så forfærdelig lang tid. Men altså… hvor går man lige hen, hvis man synes at tiden er gået alt for stærkt og at man egentlig ikke helt er nået dertil, hvor man er klar til at gå på barsel? Bare lige en måned mere… jeg skal bare lige…

Dels er jeg ikke færdig arbejdsmæssigt – ikke det som ligner. Dels er min krop slet ikke færdig med at være gravid. Mere, jeg vil bede om lidt mere af det her, tak! Jeg er klar over at det er vanvittigt priviligeret at have det sådan i 8. måned. En kombination af at være svine-heldig, og så det at have en krop der igennem et par år fandt sig i at alt gjorde ondt på den dumme måde, grundet hormoner, behandlinger og aborter. Nu er der da i det mindste en mening med galskaben, når kroppen i ny og næ giver et pip fra sig.

At det også spørger lidt i baghovedet, at jeg hellere bare må suge det hele til mig – fordi jeg ikke tør håbe på at få lov til at opleve det hele igen, det skal jeg ikke helt udelukke. Blandet med ovenstående, er jeg samtidig helt varm i maven ved tanken om, at denne dag rent faktisk er kommet. At vi er nået hertil, til trods for alle de mange bump på vejen.

Der er ikke rigtig nogen vej tilbage nu – og den sidste fase sætter for alvor ind. Fedlingen kommer ud om ikke så længe, uagtet om jeg føler mig parat eller ej. Nu skal jeg (officielt i hvert fald) ikke arbejde mere – verden forventer i stedet at jeg så småt bygger reden færdig og kaster mig over de sidste praktiske og mentale forberedelser.

Det gør jeg da nok også – altså lige forbereder det sidste – men jeg synes nu ikke at der er så meget igen. Jeg vil hellere i biffen, til yoga, ses med en masse med folk omkring mig og så ellers nyde stilheden, mens den varer. Og arbejde lidt – hjemmefra og i hemmelighed – med bloggen, med mit almindelige arbejde og så lidt med et par andre hyggeprojekter.

Det der med at “gå fra” på arbejde, har haft næsten symbolsk status i mit hoved igennem meget lange tider – også længe før jeg blev gravid og for en gangs skyld blev ved med at være det. Det har været et decideret svært tema for mig, fordi det var så uopnåeligt. Alle andre “gik fra” hele tiden – og jeg gik ingen steder. Drømmen for mig smuldrede altid længe, længe før målstregen overhovedet var i sigte.

Kollegaer er både gået på (og kommet tilbage fra) barsel, gravide veninder i hobetal har meldt sig ind i barsels-klubben og talt om babyrytmik, café-kaffe og lange gåture med barnevognen. Imens har jeg siddet ved siden af og mest af alt følt mig helt grå inden i. Nu er det så blevet min tur til at pakke arbejdslivet ned i en flyttekasse for en lille stund. Og det er en rigtig underlig, men også rigtig dejlig, oplevelse at få lov til at få med sig.

Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

En anden form for 30…

Sidste gang jeg rundede 30, var det med en række blandede følelser i maven, som på forskellig vis gjorde dagen mærkelig for mig. Det var ikke så meget dét dér med en rund fødselsdag eller at blive ældre (den “krise” snuppede jeg ved de 25). Det var mere alt det omkring mig, som gjorde dagen en lille bitte smule uoverskuelig…

Vi var på vej i IVF-behandling, efter en  benhård sommer og et tilsvarende hårdt efterår, hvor håb og drømme langsomt med sikkert blev begravet én efter én. Jeg var stadig ikke gravid (ikke på den blivende måde, i hvert fald) og det gjorde ondt at runde endnu en milepæl og en mærkedag, som gjorde mig smerteligt bevidst om at jeg ikke var kommet spor videre i mit ønske om at blive mor. Den slags kan man bruge en hel del tanker på, når man er ufrivilligt barnløs, hvilket jeg tidligere har smidt nogle tanker afsted omkring, her. Inseminationsbehandlingerne havde ikke givet resultat og min krop responderede nu i stedet ved udelukkende at ville lave æg i den side, hvor min æggeleder var fjernet som resultat af én af de første ekstrauterine graviditeter. Alle andre blev til gengæld gravide i hobetal…

Jeg holdt en lidt halvhjertet fest, for selvom jeg elsker den slags og nyder at have mit hjem fyldt til bristepunktet med glade og fulde venner og veninder, så orkede jeg slet ikke det helt store “30 års show”, som jeg ellers havde forestillet mig. Jeg inviterede nogle veninder til mad og drinks og tog den i stedet derfra. Det var også rigtig fint og endte med at blive en glimrende aften. Mine tanker var godt nok til tider andetsteds, men det var alligevel nogenlunde til at håndtere (efter lidt krisehjælp fra en kvik veninde og en smøg noget frisk luft på altanen). Derfor rundede jeg med andre ord 30 år som en stor pige, uden det helt vilde postyr.

I denne uge er der så sket dét finurlige, at jeg har rundet en helt anden form for 30. Jeg har rundet den 30. uge af min graviditet. Intet mindre end 75% af tiden som rugekasse er nu overstået, og jeg aner ikke hvor den er blevet af. Jeg forsøger at holde fast og opleve alt det som foregår lige nu, men samtidig er der fuld knald på job og alle andre aktiviteter, så det næsten er svært at følge med. At fedlingen skal forestille at komme til verden indenfor det næste kvartal, er mig simpelthen ganske umuligt at forstå.

Folk spørger om jeg tæller ned til barsel? Nej for pokker – jeg har slet ikke nået alt det jeg gerne ville, og jeg nyder faktisk at jeg endelig kan yde en bare nogenlunde normal arbejdsindsats, uden at være forstyrret af fertilitetsbehandlingens mange glæder. Så man kan selvfølgelig godt sige at jeg på en måde tæller ned… men det er ikke på den helt længselsfulde måde. Endnu. Faktisk ville jeg meget gerne trække den lidt, inden jeg skulle gå fra, hvis jeg kunne…

Jeg er en blanding af vild glæde og lykkerus ved tanken om at hun inden for overkommelig tid er på vej – samtidig forstår jeg nok slet ikke hvad det betyder. Og sidst men ikke mindst er der en del af mig som ville ønske at det her graviditets-halløj kunne blive ved bare lidt endnu. Det korte af det lange er vist, at der er tale om to vidt forskellige måder at runde de famøse 30 på… Og jeg kan helt klart bedst lide den sidstnævnte!

Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Nye begyndelser

Normalt ligger det ikke til mig at lave de helt store tilbageblik omkring nytår. Jeg plejer ikke at dvæle så meget ved de store nostalgiske referater af “året der gik”. Alligevel kan jeg ikke helt dy mig for at fortsætte lidt af sentimentaliteten fra mit juleindlæg, skrevet for nogle uger siden. For 2016 bliver forventeligt en smule anderledes, end de foregående år har været – forhåbentlig på den helt rigtige måde, og af de helt rigtige årsager….

Forbeholdene lyser måske lidt ud af ovenstående. Jeg er stadig ikke helt dygtig til at sige “når vi skal være forældre”. Nu og da sniger der sig stadig et stædigt lille “hvis” ind i sætningen. Men for nytårsløjernes skyld, handler dette indlæg om forventningerne og håbet, mere end om frygten. For selvfølgelig tyder alt på, at 2016 bliver en stor del sjovere på baby-fronten, end de tidligere år har været.

Da vi rundede 2013 af var drømmen om vores ønske-baby netop blevet knust. Operationsarrene var stadig friske og arrene på sjælen ligeså. Vi havde dertil måtte sige farvel til en kær venindes far, som var gået bort efter lang tids sygdom. En anden venindes mor havde netop fået konstateret cancer og en sidste veninde var blevet skilt fra kæresten igennem mange år og var blevet boligløs. Vi skåledes igennem tårerne og bød 2014 velkommen, med tanker om at det da forhelvede kun kunne gå fremad herfra. Vi blev lidt klogere.

Før 2014 var omme havde vi sagt farvel graviditet nummer to, og til håbet om at vi kunne blive forældre af naturlig vej. At nøjes med insemineringer var heller ikke længere muligt, og vi gennemgik vores første IVF-forsøg uden resultat. Det var frygteligt nedslående – og efteråret havde været hårdt for både venskaber og parforhold. Min venindes mor var gået bort og endnu et lorte-år blev således afsluttet med håbet om, at næste år ville byde på fremgang.

År 2015 satte ind med en perlerække af graviditeter. Mislykkedes gjorde de godt nok alle, bevares, men måske var vi så følelsesmæssigt lammede, at det egentlig ikke engang fremstår som den værste periode. Til sidst blev der banket i bordet og jeg sagde farvel til drømmen om nogensinde at skulle få børn på naturlig vis. Jeg afleverede min fertilitet på Rigshospitalet sammen med min sidste æggeleder, og ville bare gerne videre! Videre kom vi – og nu sidder vi her – med hinanden i hånden og en bule på maven.

Endnu et år er gået, kampe er kæmpet mange slag er blevet tabt. Men ėt enkelt afgørende slag blev også vundet – og 2016 tegner derfor lysere, end jeg i lange tider turde håbe på. Jeg er spændt, nervøs og lykkelig helt ind i mit inderste – og jeg forsøger stadig på bedste vis at nyde graviditeten under de forudsætninger, som jeg nu engang har.

År 2016 bydes velkommen med mange forventninger til alt hvad der venter – og med meget færre tårer end de foregående år. Lad det nu for helvede vare ved.

Tanker til jer og tak for at I har ladet bloggen leve i endnu et år. Det er jeg meget glad for. Rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side!

To og tre på tur…

Jeg sidder i en bus i mørket, mens alle andre sover. Den drøner afsted på motorvejen og her er ret stille. Men jeg sover ikke. Jeg sidder i mørket med hånden på maven og smiler, imens hun rumler glad rundt derinde.

Bussen skal køre mig til Berlin, som så mange gange før. Sammen med manden. Her skal vi holde nytår, i vores by. Her har vi boet og været så ofte, at det næsten er hjem. Jeg kan dårligt huske, hvor mange gange før jeg har været gravid i Berlin. Men det er mere end én, er jeg sikker på.

Denne gang er jeg dog rigtig gravid. Officielt og synligt og hele molivitten. Sådan på den måde hvor der formentlig kommer en baby ud af det i den anden ende. Vildt.

Sidst vi var her var en helt anden slags tur. Det var i sommers og var vist mest af alt en flugt fra nåle, IVF og ægudtagningerne. Vi hoppede på en bus så snart jeg havde fået lagt æg op, bogstavelig talt. Væk, væk, væk!

Da vi havde været der et par dage blev jeg syg af det, som senere viste sig at være en overstimulering. Jeg var ganske tidligt gravid, men vidste det endnu ikke. På den måde er det vel egentlig hendes anden tur til Berlin. Denne gang har hendes hylster det dog væsentligt bedre end sidst.

Jeg glæder mig. Vi har for én  gangs skyld snuppet et hotel fremfor at bo privat – lidt luksus på den sidste kærestetur i lidt tid. Her skal vi stå på en tagterrasse og kysse nytåret ind under fyrværkeriet, når klokken bliver midnat. Romantikkken vil ingen ende tage. Jeg glæder mig – fik jeg godt sagt det?

Og nu til poesien…

En læser på bloggen gjorde mig for nyligt opmærksom på en netop udkommet digtsamling. Samlingen bærer titlen Stik og er skrevet af to kvinder, henholdvis elev på forfatterskolen Stine Dige og cand.mag i litteraturvidenskab Marie Ladefoged – som begge har haft ufrivillig barnløshed alt for tæt inde på livet. Dertil er samlingen krydret med smukke og dystre billeder af en kvindelig billedkunstner.

Digtsamlingen handler om ufrivilligt barnløshed, fertilitetsbehandling, håb, sorg, frustrationer og alt derimellem. Det taler selvsagt direkte ind i de emner, som behandles her på bloggen og jeg blev derfor straks interesseret. Nu har jeg jeg været så heldig, at få en aftale i hus med forlaget. Jeg har modtaget et fint anmeldereksemplar af udgivelsen, som jeg efter endt læsning efter bedste evne vil forsøge at anmelde her på bloggen til de interesserede.

Da digtsamlingen ankom med posten, kastede jeg mig over den med frådende nysgerrighed. Dog vidste jeg ikke rigtig, hvad det var jeg skulle forvente at blive mødt af. Dels er det nyt for mig at læse digte på denne måde, dels er temaet for digtsamlingen en smule usædvanligt. Derfor var jeg meget spændt efter at se, hvad der mon kom ud af denne kombination.

Jeg slugte de første sider – men måtte hurtigt standse op. Det er nogle tunge temaer som berøres, og det gik hurtigt op for mig, at det til trods for den begrænsede tekstmængde, tager tid at læse digte. Derfor er jeg i stedet begyndt at tage udgivelsen frem og læse lidt i mindre bider. Helst når jeg er alene og helst når jeg er i rette humør til den eftertænksomhed som jeg synes at det kræver.

Om lidt kommer bogen med mig på nytårsferie. Der er en lang køretur inkluderet i planerne, hvor jeg glæder mig til at dykke endnu mere ned i den og lukke verden lidt ude. Om jeg så kan finde ud af at sætte de rette ord på for jer efterfølgende, vil tiden vise – men jeg vil forsøge at gøre mit bedste. Indtil da tænker jeg at I skal have en lille forsmag:

Vi tørster
efter dig
du lille
der gik i stå
mens vi stirrede ud af vinduet

Om værket skriver forfatterinderne selv: Vi tænker, at vores bog vil kunne hjælpe andre barnløse, som kæmper med nogle af de samme tanker. Fordi vi er så hudløst ærlige og beskriver de følelser, som følger i kølvandet på infertilitet. Bogens inderlighed og poesi gør det muligt for andre i samme situation at spejle sig i de følelser, som bogen og et fertilitetsbehandlingsforløb er så fuld af: håb, håbløshed, sorg, eufori, længsel, tristesse, trøst, frygt …

Så er stilen lagt og I kan måske fornemme hvor det bærer hen. Udgivelsen hedder Stik og er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag her i 2015. I kan læse mere om den her: http://detpoetiskebureau.dk/nyheder/#stik

En anden slags jul…

Det bliver måske svært at skrive dette indlæg, uden den efterhånden obligatoriske klump i halsen. Jeg må indse at jeg er en anelse hormon-følsom i disse dage, selvom jeg nødigt vil være ved det. Det er heldigvis ikke på den “gale-og-enormt-hidsige” måde, hvor ingen kan gøre noget rigtigt. Det er mere bare på sådan en måde hvor alt omkring mig giver mig lyst til at fælde en tåre af glæde og varme. Vorherre bevares!

I morges var det en lille kluntet hundehvalp, som jeg mødte på vej til arbejdet. Den var så nuttet og helt forvirret over alt omkring den, at det gik lige i tårekanalerne på mig. I går var det finalen i kvindehåndbold, som gjorde udslaget. Jeg kom til at tude da Norge vandt, fordi de var så glade og jeg synes at det var så rørende (jeg holdt egentlig med Holland) – alt imens min mand sad i den anden ende af sofaen og stirrede vantro på mig.

Lige om et øjeblik er det jul, siger min kalender. Jeg har da også smidt en bunke gran ind i stuen med en rød sløjfe om, og bagt vaniljekranse i så store mængder, at alle omkring mig er vej at blive kvalt. Men ganske som det plejer, er det som at julen ikke sådan for alvor får mit pis i kog. Vi skal holde både lillejuleaften og 2. juledag hos os, og jeg glæder mig rigtig meget til hyggelige dage med både familie og venner, men det er ikke ligefrem fordi julestemningen er ved at fælde mig omkuld.

Alligevel er det anderledes med denne jul, end det har været de foregående to af slagsen. Anderledes på en rigtig god og tiltrængt måde, hvor jeg af indlysende årsager er meget mindre vred og ulykkelig, og meget mindre træt af verden. Jeg har lyst til at se mennesker og lave hyggelige ting, jeg har behov for andet og mere, end at gemme mig under dynen og være i fred. Det er en tiltrængt forandring.

I julen 2013 var jeg lige blevet opereret. Skuffelsen over at være blevet vældet bagover og chokket over at være blevet både en graviditet og en æggeleder fattigere, satte sine tydelige spor. Dels var vi rystede over at det overhovedet kunne ske, dels var vi bekymrede og bange for hvad det hele mon betød for vores fremtidsudsigter. Jeg sørgede over at jeg slet ikke at skulle være mor alligevel, men havde samtidig slet intet begreb om hvad der ventede. Heldigvis.

Året 2014 startede med en abort, som af forskellige årsager strakte sig over mange ugers usikkerhed og manglende afklaring. Derefter stod den på lægeordineret “pause” og et pusterum, som skabte nye forventninger til at det hele nok skulle løse sig henover sommeren. Det gjorde det som bekendt ikke.

Selvom resten af 2014 var graviditets- og abortfri, betød blandt andet opstarten i IVF, at efteråret stod på en af de største nedture i hele dette forløb. Jeg opsøgte hjælp hos en professionel og langsomt fik vi stablet os selv og hinanden nogenlunde på benene igen. Året sluttede desværre med at vores første IVF-forsøg var uden resultat. Vi gemte os på en skiferie med gode venner og forsøgte at se fremad.

År 2015 startede desværre som 2014 også havde gjort det. Først gravid, så ikke gravid. Så gravid igen, men gravid udenfor livmoderen.  Operation, fjernelse af sidste æggeleder. Frustration og sorg. Tvivl om hvorvidt det nogensinde skulle lykkes – og snak om hvad der var af alternativer. Vi ville ikke blive ved, men vi var heller ikke klar til at give op. Vi hævede opsparingen og gjorde det eneste vi kunne komme i tanker om. I et desperat forsøg på at gøre noget andet, opsøgte vi hjælp på en privatklinik. Resultatet ligger nu og sparker i min mave.

Og nu er det så, at klumpen i halsen vender tilbage imens jeg skriver. For det er pokkers så kontrastfyldt alt dette lige pludselig bliver, når jeg nu sidder her og er ved at blive overvældet af taknemmelighed. De mange ar på krop og sjæl findes absolut stadig, og frygten for hvornår lykken vender bider også fra tid til anden. Men jeg er så pisse hamrende glad for dét hvor vi er lige præcis nu. Uanset hvad der sker, kommer alt dette aldrig dårligt tilbage og jeg lapper det hele i mig som et sulten dyr.

Og så kan det godt være at jeg ikke føler mig direkte i julestemning på klassisk manér – men jeg foretrækker godt nok at holde jul med lige præcis de her følelser i maven, som jeg netop har beskrevet – fremfor oplevelsen af at det hele vælter forbi mig, mens jeg sidder hjælpeløst og kigger på, at resten af verden bevæger sig videre.