Her sidder jeg og kigger ud af vinduet, mens Danmark kører forbi i mørket. Det er koldt, klamt og tåget, men jeg har varm kaffe og en croissant foran mig, så det hele er faktisk til at holde ud, til trods for at vækkeuret sagde 05.15, Jeg er i et lidt usædvanligt humør. På én eller anden måde er dagen i dag nemlig både virkelig rar, ret symbolsk og så en lille bitte smule vemodig.
Det er min sidste arbejdsdag, inden barsel. Jeg skal arbejde et andet sted på Sjælland, så derfor har jeg allerede sagt farvel til mine kontor-naboer og pakket de første stakke med bøger sammen. De skal med mig hjem og bo resten af 2016, så der bliver plads til min søde studentermedhjælp, der i mellemtiden kommer nu og da og hjælper med lidt opgaver.
Jeg sidder med en sjov følelse af “hvad så nu”? Ja, det er vel meningen at jeg nu går ud og bliver nogens mor, indenfor ikke så forfærdelig lang tid. Men altså… hvor går man lige hen, hvis man synes at tiden er gået alt for stærkt og at man egentlig ikke helt er nået dertil, hvor man er klar til at gå på barsel? Bare lige en måned mere… jeg skal bare lige…
Dels er jeg ikke færdig arbejdsmæssigt – ikke det som ligner. Dels er min krop slet ikke færdig med at være gravid. Mere, jeg vil bede om lidt mere af det her, tak! Jeg er klar over at det er vanvittigt priviligeret at have det sådan i 8. måned. En kombination af at være svine-heldig, og så det at have en krop der igennem et par år fandt sig i at alt gjorde ondt på den dumme måde, grundet hormoner, behandlinger og aborter. Nu er der da i det mindste en mening med galskaben, når kroppen i ny og næ giver et pip fra sig.
At det også spørger lidt i baghovedet, at jeg hellere bare må suge det hele til mig – fordi jeg ikke tør håbe på at få lov til at opleve det hele igen, det skal jeg ikke helt udelukke. Blandet med ovenstående, er jeg samtidig helt varm i maven ved tanken om, at denne dag rent faktisk er kommet. At vi er nået hertil, til trods for alle de mange bump på vejen.
Der er ikke rigtig nogen vej tilbage nu – og den sidste fase sætter for alvor ind. Fedlingen kommer ud om ikke så længe, uagtet om jeg føler mig parat eller ej. Nu skal jeg (officielt i hvert fald) ikke arbejde mere – verden forventer i stedet at jeg så småt bygger reden færdig og kaster mig over de sidste praktiske og mentale forberedelser.
Det gør jeg da nok også – altså lige forbereder det sidste – men jeg synes nu ikke at der er så meget igen. Jeg vil hellere i biffen, til yoga, ses med en masse med folk omkring mig og så ellers nyde stilheden, mens den varer. Og arbejde lidt – hjemmefra og i hemmelighed – med bloggen, med mit almindelige arbejde og så lidt med et par andre hyggeprojekter.
Det der med at “gå fra” på arbejde, har haft næsten symbolsk status i mit hoved igennem meget lange tider – også længe før jeg blev gravid og for en gangs skyld blev ved med at være det. Det har været et decideret svært tema for mig, fordi det var så uopnåeligt. Alle andre “gik fra” hele tiden – og jeg gik ingen steder. Drømmen for mig smuldrede altid længe, længe før målstregen overhovedet var i sigte.
Kollegaer er både gået på (og kommet tilbage fra) barsel, gravide veninder i hobetal har meldt sig ind i barsels-klubben og talt om babyrytmik, café-kaffe og lange gåture med barnevognen. Imens har jeg siddet ved siden af og mest af alt følt mig helt grå inden i. Nu er det så blevet min tur til at pakke arbejdslivet ned i en flyttekasse for en lille stund. Og det er en rigtig underlig, men også rigtig dejlig, oplevelse at få lov til at få med sig.