Skal man have søskende?

Det tror jeg, at nogen synes, sådan helt som automat-refleks-holdning og uden at tænke over normativiteten i et sådan udsagn. Eller på biologien, for den sags skyld.

Flere gange end jeg kan tælle, har jeg hørt ytringer i retning af at “det er den største gave, man kan give sine børn” eller at “det er så sundt for børn, at få søskende”. De har ligefrem godt af det, forstår man – og hvis man er en god forældre, som gerne vil sikre at ens barn udvikler sig som et godt og helstøbt menneske, der har lært at dele sit legetøj med andre, ja så skylder man dem det altså, på en eller anden måde.

“Av”. Sådan på flere planer, “av”. Selvfølgelig det helt åbenlyse “av” ved, at jeg ikke aner om jeg kommer til at kunne levere de her søskende, som mit barn åbenbart afhænger af at få, hvis det skal gå hende bare nogenlunde godt. Men også en lillebitte smule “av” fordi jeg selv er vokset op som enebarn, indtil jeg som 18-årig opdagede, at jeg havde verdens bedste halvstoresøster. Manden i mit og C’s er også vokset op som enebarn (her viste det sig mærkeligt nok også, at der var flere “halve” ude i verden, men det er en historie til en anden gang). Egentlig synes jeg jo, at vi er sluppet meget godt fra det begge to – og vi er også blevet nogenlunde i stand til at indgå nogenlunde normalt  i sociale sammenhænge.

Så er der selvfølgelig den med den fælles livshistorie og baggrund. Den forstår jeg godt. Men i og med at jeg aldrig selv har hverken haft den, eller har savnet den, så ved jeg også at vigtigheden af livslange venskaber, eller en tæt fætter eller kusine at vokse op med, i lang udstrækning kan give én nogelunde samme fornemmelse af, at nogen kender ens baggrund og har været vidne til ens liv. Det er måske bare slet ikke det sammen, det ved jeg ikke… Men jeg tænker at der alligevel findes så mange tusindvis af voksne mennesker, som har brudt med deres søskende, eller blot ikke bryder sig særlig meget om dem, så det at være helblodssøskende er alligevel ikke nogen garanti for et tæt sammenhold. Uanset perspektivet, står jeg nu engang i den situation, at det kan være, at jeg slet ikke selv kommer til at bestemme, hvorvidt C ender som enebarn eller ej.

Om det bare er en selvbeskyttende refleks at tænke lidt kritisk ift. “behovet for søskende”, det ved jeg ikke rigtig. Faktum er jo, at jeg brænder inderligt og dybtfølt for at få flere børn. Og det var i flertal, ja tak. Men jeg må erkende at det dybt inderst inde nok mere er et egoistisk projekt, end det er fordi jeg tænker, at det uomtvisteligt vil være for C’s skyld. Jeg håber på, at hun nok skal få det godt, uanset om kampen lykkes eller ej. Faktisk er jeg overbevist om, at hun vil være bedre tjent med, at det ikke bliver for enhver pris, at vi kæmper os frem mod nummer to.

Men så er der jo så mig tilbage. Mig der gerne vil være gravid igen, have en nyfødt igen og have samme sindssyge oplevelse af at se et barn vokse op lige for øjenene af mig, med alt hvad det medfører af gylp, kaos og kærlighed. Jeg vil så gerne tage hele turen igen – for vores alle sammens skyld, men bestemt også bare fordi det brænder i mig på den dårlige måde, ved tanken om aldrig at få lov … måske er det forkælet? Skal man bare være glad for det man fik? Er jeg måske lidt “enebarn” alligevel, og nægter at indse, at jeg bare skal være taknemmelig. Eller er det rimeligt nok, at jeg ligesom så mange andre forældre, bare gerne vil opleve det hele igen. Og igen, og igen, og igen…

Så er det måske i virkeligheden mest af alt bare mig, der vil have godt af at hun får en søskende? Fordi jeg synes at vi har tiden, rummet (altså ikke fysisk – det har vi faktisk overhovedet ikke) og mest af alt lysten til at tage os af endnu en lille krabat. Vi er tre i vores lille hule her midt i byen, og der er mere end rigeligt plads nok til én til.

Tankerne sværmer rundt. Jeg bliver irriteret og såret, når nogle insinuerer, at det er synd for børn, hvis de ikke får søskende. At de har ret til det eller krav på det. Og jeg tror ikke at jeg er enig. Men det bliver flettet sammen med tankerne om, at det da er pisse uretfærdigt at årsagen til at C får eller ikke får lov til at vokse op med søskende, handler om at hendes mor har uduelige æggeledere. Hvad helvede er retfærdigheden i det? Og endnu engang vender jeg tilbage til følelsen af urimelig magtesløshed – hvorfor helvede må vi ikke bare gerne selv få lov til at bestemme, hvordan vi ønsker at vores familie kommer til at se ud, og hvor mange vi skal være i den?

Det er måske lidt en blanding af alle disse overvejelser, der til tider gør mig ekstra sprød overfor folks åbenlyse lyst til at fortælle mig, at “børn da har bedst af at få søskende”.

Advertisements

Vi kører!

De sidste uger er gået med at puste ud og finde fodfæste igen, efter første runde i fertilitsbehandling version 2.0. Det har været godt at skubbe det hele lidt på afstand, og som jeg skrev i et tidligere indlæg, har chokket og skuffelsen over det fejlslagne resultat, alt andet lige har været mildere, end jeg havde turdet håbe på. Mine andre nærmeste har vist holdt vejret en smule, og med bekymret mine spurgt ind til, hvordan jeg klarede den? Der er vist andre end mig, der lidt for tydeligt husker, hvor grundlæggende knækket jeg var dengang for ikke særlig længe siden, da det sidst gik galt igen og igen.

Men ud over at jeg har mugget lidt og taget mig god tid til at tænke over en masse ting, har mine reaktioner været begrænsede. Tiden er gået med at arbejde, holde en fødselsdag med absurd mange cocktails, samt være dagligt vidne til godt og vel 92 cm. finurligt og vidunderligt barn med fuld knald på udviklingen. Samlet set begrænser det alt andet lige den tid jeg har til rådighed til, at pille navle og have ondt af mig selv.

Vi aftalte fra starten af, at hvis det første forsøg ikke lykkes, ville vi stoppe op og tage en status, inden vi kastede os ud i det næste. Så det gjorde vi derfor også. Stoppede op, pustede ud og tænkte. Og så talte vi om det af flere omgange. Manden er langt mere pragmatisk end jeg, så han hældte lidt til at vi ventede til starten af det nye år, hvor der ville være mere ro på vores lille liv, både i forhold til arbejde og andre arrangementer. Men han kiggede samtidig skævt over på mig, da han sagde det. Han vidste godt, at løbet var skudt igang, allerede ved første opringning til klinikken. Han kender mig godt nok til at vide, at den efterhånden permanente skrukhed jeg slæber rundt på, ville være rigtig svær at tøjle igen, også bare for et par måneder.

Så da han spurgte “hvor jeg var henne”, var det ret tydeligt, hvad jeg gerne ville – og jo før jo bedre. Jeg var klar på, at vi lige gav kroppen en ekstra cyklus til at komme sig ovenpå den biokemiske abort, men så heller ikke meget mere. I øvrigt handlede det måske mindst ligeså meget om, at jeg godt kunne se, at vores efterårsferie alternativt ville komme i fare, hvis jeg ikke tøjlede utålmodigheden og ventede en måned.

Kompromisset (hø!) blev med andre ord, at vi starter op igen her i november. Det betyder mere præcist, at jeg har en tid op klinikken nu på tirsdag, med henblik på at følge cyklus frem til tidspunktet for ægløsning og forhåbentlig en oplægning af en blastocyst. Det sidste af dem vi har tilbage i fryseren, før virkeligheden pludselig risiskerer at blive en helt anden.

Det forsøger jeg at lade være med at forholde mig til, det der med at det er det sidste fryseæg vi har. Det har betydet så meget for os at vide, at vi havde to æg til en eventuel anden omgang, men nu risikerer vi lige om lidt at de er opbrugt og at de slet ikke kunne leve op til alle de håb og drømme, som vi mere eller mindre ubevidst har tildelt dem. Damn, jeg har endda en enkelt gang eller to tænkt på, at det jo i princippet kunne være at vi var heldige med dem begge to. Tænk hvis man kunne være barnløs, og så alligevel ende med at få tre børn? Det er ikke særlig ofte, at jeg har tilladt mig selv at være så håbefuld, men det har da tittet frem nu og da, før jeg har nået at banke mig selv tilbage på plads.

Men måske er det netop dét, der gør mig lidt utålmodig. Netop det som gør, at jeg gerne vil have afklaret andet og sidste forsøg inden året udgang, fremfor at vente til januar. At jeg har behov for at vide, hvad der venter os i 2018 – og hvis det betyder at vi skal forfra med IVF, så vil jeg gerne have noget tid til at samle mig og være både mentalt, øknomiske og tidsmæssigt forberedet. Hvis det viser sig, at ingen af vores to små frosne håb alligevel kunne blive til noget, så vil jeg gerne have revet plasteret af, så jeg kan begynde at ruste mig til kampen for at komme videre og til alt det, som så skal ske.

(Hvis nogen en dag finder en opskrift på, hvordan man lærer at acceptere, at man alligevel ikke kan få al den her kontrol jeg snakker om, så smid lige en mail).

Men first things first; Nu tager vi en snak med klinikken tirsdag, og derpå følger et forløb som (v)i nogenlunde kender. Hvis alt skulle vise sig at skride planmæssigt frem, når vi således at have gennemført forsøget og kender svaret på de indledende blodprøver inden jul. Det bliver tydeligvis en december med et temmelig moderat indtag af gløgg. Pokkers også!

Hvor meget må det fylde?

“Hvordan har du det egentlig”, spurgte min veninde igår, over det glas vin som jeg havde sneget mig ud hjemmefra, for at drikke i hendes nye lejlighed. Hun mente selvfølgelig mere specifikt noget i retning af, “hvordan har du det nu her, ovenpå abort nummer 917, og med et liv der pludelig er sendt tilbage i den fertilitetsbehandling, der for bare få år siden var ved at vælte hele din verden omkuld”?

Efter bedste evne forsøgte jeg at svare hende, men kunne undervejs mærke, at jeg ikke selv var hundrede procent sikker på, hvad svaret var. For hvordan har jeg det? På mange måder har jeg det nogenlunde. Særligt når man tager i betragtning, at outcome af vores første behandlingsforsøg i denne omgang, faktisk blev præcis det jeg havde frygtet mest; der var bid, det var kortvarigt, og så var der ikke bid alligevel, og halvdelen af vores fryseæg er nu opbrugt.

Når jeg svarer, at jeg har det nogenlunde, så mener jeg det også på mange punkter, for jeg synes ikke at denne omgang har været ligeså altoverskyggende hård, som tidligere tiders forsøg. Selve behandlingen med fryseforsøg har været relativ skånsom, og ventetiden alt andet lige anderledes, end dengang hvor der ikke fandtes et 90 cm. højt lille menneske, til at optage min tid og gøre krav på min kærlighed og omsorg.

Jeg er med andre ord ikke væltet. Endnu. Jeg svejede bare lige lidt i vinden undervejs, uden at det føltes så voldtsomt. De dage hvor det stod klar, at den begyndende graviditet alligevel ikke ville blive til noget, var jeg bestemt trist og ked af det. Men jeg gik på arbejde, jeg passede afkom, jeg snakkede godt og længe med manden af mange omgange. Og vi var begge, trods alt, hurtigere ovenpå end jeg før har oplevet. Måske havde det næsten også været for godt til at være sandt, hvis vi skulle slippe så nemt i gennem anden runde? Jeg synes ikke at jeg var super negativ eller pesimistisk omkring forsøget, slet ikke – men jeg må jo nok samtidig erkende, at der skal mere end en positiv graviditetstest til, før jeg begynder for alvor at hæve armene over hovedet. Expectation management, eller kald det hvad du vil.

Alt i alt føler jeg, at vi har styrken til mere og at vi ikke på den måde har været tæt på, at blive for alvor pressede til vores yderste. Men vi er jo også kun lige gået i gang. Og jeg er sgu alligevel også bange, midt i al denne her “jeg har det egentlig ok”-snak. Jeg er pisse bange for hvad fremtiden bringer, og for hvor meget vi kan og vil holde til i denne omgang. Jeg er bange for at vi ender ud med at skulle igennem friske IVF-forsøg igen, med alt hvad der dertil hører af økonomi, psyke og arbejdslivskvaler. Jeg er endnu mere bange for, at friske IVF-forsøg ikke vil give os det resultat vi så brændende ønsker os – eller at min krop slet ikke kan finde ud af at være gravid alligevel. Måske var det med C bare rent held?

Det er sådanne tanker, jeg tumler med. Det er sådanne tanker, som alligevel sænker lidt mørkt lys nedover dét dér med at være ok. Jeg kommer til at forsøge at tænke ud i fremtiden og kontrollere alle potentielle scenarier – og jeg kan mærke hvordan det langsomt men sikkert optager mere af min tid og flere af mine tanker; bekymringerne for fremtiden. Åh, dem var jeg jo ellers langt om længe sluppet for.

Men hvor meget må det fylde? Hvor meget kan jeg og vi holde til, at det igen overtager vores liv, krop og verden at være i behandling? Jeg er endnu ikke engang helt er holdt op med at være bitter over de år, som barnløsheden allerede i forvejen har stjålet – over de år hvor jeg følte at, vi på mange måder var sat på stand by- Hvad kan vi tillade os at byde C – ud over at jeg på ingen måder kan tillade mig, at ryge ligeså langt ned som dengang? Hvordan skal jeg bære mig af med, at være en bare nogenlunde nærværende og halvvejs anstændig mor, hvis jeg samtidig skal navigere i samme dybe sorg og frustration som sidst? Og kommer vores lille familie nogensinde til at være bare nogenlunde, som vi godt kunne tænke os, hvis vi havde fået lov til selv at bestemme bare en lille bitte smule af alt det her?

Først var der to streger … og så var der ingenting.

De to andre beboere i husstanden er syge, og jeg har puttet dem i hver deres seng, med alt hvad der dertil hører af yndlingsbamser (den mindste) og Netflix (den største). Jeg nyder stilheden, tager et langt bad, ordner negle, ryder lidt op. I skuffen finder jeg graviditetstesten. Det er mig ubegribeligt, hvorfor jeg har gemt den. Men det gør jeg nu og da. Jeg har stadig den fra C – altså én af dem, ud af de tusinde jeg tog. Alle de andre, alle dem hvor det ikke gik, er røget ud undervejs.

Men denne her ligger der stadig. Det er en af de flotte dyre mærker, med hætte, plusser og hele møget. Én af dem man for længst holder op med at investere i, når man forbruger i det omfang, som jeg gjorde engang. Næh du, stik mig 55 af de billigste strips, så er der lidt at tage af.

Men denne her var den eneste jeg havde, da jeg testede for et par uger siden. To dage for tidligt, selvfølgelig! Man er vel masochist. Frem med koppen, ned med buksen, holde vejret og prøve at ramme. Derpå vente. Og vente. Jeg kiggede på testen og forsøgte at hypnotisere den – og det lykkedes, Frem i håbets fint afgrænsede felt, tonede den forjættede anden streg. Tynd, utydeligt og kun lige på grænsen af test-tidens udløb. Men den var der.

“Ovitrelle”, råbte stemmen i mit baghoved. “Det er bare hornonrester fra ægløsningssprøjten”, fortsatte den. Og jeg vidste godt, at stemmen meget vel kunne have ret. Det var kun en uge siden, at jeg havde sprøjtet mig i maven, for anden gang efter oplægningen af vores dyrebare fryseæg. Det skulle efter sigende understøtte en eventuel begyndende graviditet, men også risikere at give falsk positive tests i op til 10 dage efter. Fandens også.

Vi havde i ugerne forinden endelig taget springet. Jeg havde ringet til klinikken med bævrende læber, og bedt om opstart i fryseforsøg. Ustimuleret, selvom min cyklus er både en smule lang og temmelig rodet. Vi havde været til forsamtale og jeg havde haft en reunion med den enøjede dildo-scanner. Et besøg med blandede følelser.

Jeg havde siddet i venteværelset forud for samtalen, og mærket uroen i kroppen. Det startede allerede ved gensynet med bygningen, da jeg parkerede min cykel ude foran klinikken. “Kroppen husker, hvad hjernen nogle gange glemmer”, var der en læser, der skrev her på bloggen for nogle dage siden. Og det var sådan det var. Min krop huskede alt det, som hjernen i en blanding af forventning og håb havde lagt til side igennem de to år der var gået, siden jeg sad her sidst.

Jeg kiggede rundt i venteværelset. Et ungt par sad sammenbidt ved et bord, og famlede med hver deres Iphone. En kvinde kom alene ud fra lægens kontor med røde øjne og styrede målrettet mod udgangen. En anden kvinde sad med forsigtigt smil på læben, og ventede på en blodprøve. Jeg kendte dem alle sammen, hver og en. Jeg har været dem alle sammen, engang for ikke så længe siden.

Derfra gik det slag i slag – og hurtigt. En scanning, en snak, en ny tid, svar på et par spørgsmål. Halvanden uge efter første besøg på klinikken, tog jeg en ægløsende sprøjte, en sen aften ved køkkenbordet. Det rørte mig ikke; been there and done a lot worse. Yderligere 5 dage senere ringede jeg til klinikken med hjertet i halsen, for at høre til optøningen af vores blastocyst. Den første blastocyst vi har prøvet at få nedfrosset og den ene ud af de to eneste, som overlevede og “blev tilovers” fra de tidligere IVF-forsøg. Det ene af de to æg, som vi har klamret os til siden vi fik C, når snakken i ny og næ er faldet på drømmen om flere børn. Måske var der håb… vi havde jo to i fryseren…

Damen fra laboratoriet var alvorlig, men venlig, da hun oplyste, at den desværre ikke artede sig helt som “man kunne ønske”. Hun ville gerne se tiden an lidt, og håbe på at det alligevel blev til noget, der kunne bruges. Efter et par timers følelsesmæssigt limbo, hvor vores lille håb alligevel viste sig at tø nogenlunde helskindet op, smækkede jeg benene i de kolde bøjler og lod lægen gøre dét, som jeg nu engang havde betalt ham for. Derfra tog jeg hjem, rugende på en blastocyst af “middelgod kvalitet”. Hvad det så end betød.

Dermed startede også den ventetid, som de fleste i fertilitetsbehandling kender som den sværeste. En ventetid bestående af tanker, overfortolkninger af kroppens signaler, håb, angst og så lidt flere tanker. Og på et tidspunkt begynder hjernen at bilde én ind, at selvom man har tid til blodprøve en torsdag, så kan man jo godt teste lidt inden da. Bare en lillebitte smule. Også selvom man godt ved, at resultatet af testen ikke kan bruges til noget synderligt. At det ikke gør nogen forskel. At det blot skaber mere tvivl, flere tanker, mere overfortolkning. At en negativ test alligevel ikke afviser en graviditet – ligeså vel som en positiv ikke bekræfter den.

Så som enhver anden rationel kvinde i behandling tog jeg den forbandede test. Den flotte, dyre test, som var den eneste jeg lige havde.

Og den var positiv.

Et par dage efter, også kendt som 4+3, skulle jeg have taget blodprøven. Den første rigtig afgørende time var kommet i denne omgang – vi skulle have af vide, om vi var købt eller solgt – eller et sted midt imellem. Og jeg vidste egentlig godt, at vi ville lande lige netop midt imellem. Jeg har fem andre begyndende graviditeter at sammenligne med, så selvom jeg godt kunne mærke, at der var noget i gang, nagede også en klar følelse af, at det hele var ved at gå i sig selv igen. At kroppen gjorde sig klar til at give slip, før noget for alvor var kommet i gang.

Således tog jeg det faktisk med overraskende ro, da damen i telefonen leverede dommen med alvorlig stemme, senere samme eftermiddag: Mit Hcg-tal lå på 11.

Alt, alt for lavt til at være en sund og rask graviditet. Formentlig en biokemisk, som kun lige var startet, før det var slut igen. En biokemisk graviditet, en biokemisk abort. Begreberne var ellers lykkeligt forsvundet fra min bevisthed. Nu var de tilbage.

Jeg kendte godt forløbet derefter; kontrolblodprøver, en sidste scanning og så vente på at kroppen selv klarede udstødelsen. Få dage efter, på indgangen til den 6.  graviditetsuge, gav kroppen slip og lod naturen klare resten. Det var udramatisk. Trist, vemodigt, men problemfrit i øvrigt. Overstået på et par dage.

Så nu sidder jeg så her i stilheden, mens de andre sover. Det er rart, men også tomt og vemodigt på samme tid. Vores håb og chancer er halveret – og kroppen skal have tid til at komme stille og roligt videre. Måske skal jeg også selv lige have en puster. Før vi starter igen.

Og stregen på testen – den lille forræder – er forsvundet på de uger, den har ligget i min skuffe. Symbolikken er til at tage og føle på.

Der var en streg, og nu er den væk.

Avocado

Modningstidspunktet for en avocado, altså det tidsrum hvori den er helt perfekt spiselig, er som bekendte afskyelig kortvarig. Køber du den umoden hos grønthandleren, skal du vente rundt regnet 7,5 måned efter du er kommet hjem, før den er spiseklar. Køber du den når den er moden, er den tilgengæld pivråden inden du når at få pakket indkøbsposerne ud.

Nogenlunde ligeså kort et tidsmæssigt spænd findes for, hvornår det er socialt acceptabelt (og forventligt) at få barn nr. 2. I hvert fald inden folk begynder at spørge hemningsløst ind til planerne. Den første tid efter nummer 1 er man fredet lidt. Faktisk kan man risikere at få af vide at man “nu virkelig skal huske at nyde det” og at det “også ville være synd, hvis børnene kom alt for hurtigt efter hinanden”. Derpå følger så en mimimal tidslomme – et lillebitte vindue – hvori det er acceptabelt og forventligt at man planlægger, laver og føder nummer 2, førend omverdenen igen er klar med udsagn ala “nu skal I jo heller ikke vente for længe” og “børn har godt af at få søskende, uden at der er for mange år imellem dem”.

Selv med vores mere eller mindre tragiske forhistorie på det reproduktive område, måtte vi sande, at fredningsperioden var ganske kortvarig. Knapt et års tid gik der, før vi mødte spørgsmålene første gang. Ikke blandt vores nærmeste, for her har hersket en trods alt temmelig forståelig tøven med at spørge for meget ind til fremtiden – men mere sådan lidt ude i rækkerne, hvor folk måske ikke har været helt så inviet i tidligere tiders traumer og derfor heller ikke ved, hvilken hvepserede de tramper rundt i. At jeg har drømt om nummer to siden C var et par timer gammel er sådan set sagen uvedkommende. For lidt ligesom sidste gang bloggen levede højt på al min brok og galde, er det mig stadig gangske ubegribeligt, hvordan familieplanlægning kan opfattes som et semi-offentligt anlæggende: Hvornår er det så jeres tur? Hvor mange børn skal I have? Nu skal I vel ikke vente for længe? … osv…

PAS NU BARE DIN EGEN KAGE! Har jeg lyst til at snerre…

Men det gør jeg selvfølgelig ikke. For jeg er pænt opdraget og ved jo godt at folk spørger af misforstået venlighed, og uden at fatte at nogen af os slet ikke selv er herrer over svarene på deres mange dybt personlige spørgsmål. Jeg ved jo godt, at det er mig som er ualmindeligt følsom på området. Enkelte gange har jeg været i tilpas bittert humør og svaret ærligt, at det ville vi gerne/var vi i gang med, men at det var pisse svært for os og at det blev ved med at gå galt. Det får folk til at klappe i som østers – allerede inden de får serveret alle de blodige detaljer, som de jo ellers egentlig selv på en måde har bedt om.

Gad vide, hvordan folk med to børn oplever ovenstående. Mon de er fredet i lidt længere tid, før omverden igen fatter interesse for deres familieplanlægning? Før én eller anden kæk type byder ind med “kommer der så ikke snart en 3’er?”-spørgsmålet? Eller dem med 3-4 børn, hvor “onkel-en-enkelt-snaps-for-meget” lige anser det som sin opgave, at fyre en morsom kommentar ala “går I efter et helt fodboldhold, eller hvad?” afsted.

Egentlig kunne jeg jo også bare være ligeglad. Hvis ikke min historik gjorde mig så pokkers ømskinnet overfor denne slags temaer, ville jeg måske ikke engang bide mærke i folks holdninger til form og størrelse på andre mennneskers børneflok.

Gad vide, om man overhovedet kan tillade sig at drømme om mange børn, når man ikke rigtig kan finde ud af overhovedet selv at lave dem? Eller tillade sig, at have ønsker til hvor længe der skal være mellem børnene, eller andre ting, som andre tager for givet? Det kunne være, at jeg skulle tale lidt med folk om disse spørgsmål, næste gang de får behov for at snage…

Beslutningen

Da vi i sidste omgang var på jagt efter drømmen om et barn, havde jeg ikke de store tanker om, hvorvidt vi gerne ville have flere end ét. Det virkede uoverkommeligt at rumme sådanne tanker, når frygten for aldrig at få nogen børn overhovedet, fyldte så meget som den gjorde. Jeg husker engang en veninde, som grinte lidt upassende da vi havde fået lagt to æg op. Hun sagde noget i retning af at “det ville altså være virkelig komisk, hvis du fik tvillinger” – og jeg husker, at jeg egentlig ikke rigtig forstod, hvad hun mente. For jeg var komplet ligeglad med, om der var en eller to – bare der dog ville være nogen. Jeg var langt mere bange for aldrig at blive mor, end jeg var bekymret for antal og timing.

Min manglende livsplan for hvor “mange børn jeg gerne vil have” går længere tilbage end første runde fertilitetsbehandling. Jeg har aldrig lidt af skrukhed i særlig udbredt grad (altså før jeg fandt ud af, hvor eminent dårlig jeg er til at lave børn) og jeg har aldrig haft et bestemt billede af antallet af børn i min fremtidige familie. Min mand sagde, dengang jeg mødte ham (alt for ung i øvrigt, til at møde manden jeg skulle have børn med), at han ville have tre. Det grinede jeg af og tænkte, at det i så fald måtte blive med en anden end mig. Jeg vidste ikke hvad jeg ville – og erkendelsen af hvor svært det skulle blive bare at få en enkelt, lagde yderligere en dæmper på langtidsplanlægningen.

Igennem graviditeten med C var jeg fortsat så følelsesmæssigt mør ovenpå strabadserne, at tankerne om en 2’er ikke som sådan fyldte noget særligt. Efterhånden som jeg i slutningen af graviditeten rent faktisk begyndte at forholde mig til, at hun formentlig kom ud til os i god behold, pippede det dog i ny og næ frem i mit baghoved, om jeg nogensinde ville blive i stand til at give hende søskende. Da min søster blev gravid et par måneder efter jeg selv, bestod en stor del af glæden i at vide, at mit barn uanset hvad nu ville have en jævnaldrende at vokse op med og være fælles vidne til vores familieliv sammen med.

Men så kom C til verden, og man skulle tro at det for en stund ville sætte enhver begyndende skrukhed på pause. Det gjorde det også – i godt og vel 6 timers tid efter hun var kommet ud ved det akutte kejsersnit, som desværre blev udgangen på en ellers dejlig fødsel. Da jeg lå med hende i armene på opvågningsstuen og hulkede lykketåre ned i hendes hår, kiggede jeg på manden og bad inderligt om at få lov til at få denne oplevelse en gang mere. SNART! Vi grinede og jeg tror at han indvilgede dels fordi han ikke havde sovet i et døgn, og dels fordi han regnede med, at jeg ville tage mine ord i mig igen, når morfinen var dampet lidt af.

Det skete bare aldrig rigtig. Faktisk har lysten til at få nummer to hængt ved, lige siden den tidlige morgen i hospitalssengen. Lysten til at prøve at være gravid igen, mærke liv igen – måske endda opleve en mere normalt og mere angstfri graviditet, hvor man godt tør købe en sparkedragt før uge 30, fordi man ikke hele tiden er sikker på, at baby skal dø. Lysten til at føde igen, amme, snuse til sin nyfødte og lysten til det vanvittige adrenalin-rush, som vi levede på i de første mange måneder af C’s liv. Og så selvfølgelig lysten til endnu et lille fantastisk menneske, med alt hvad det medfører af grin, gråd og kærlighed. Med andre ord – hele pakken.

Omstændighederne vil jo så bare, at vejen til hele ovenstående herlighed, for os går via en fertilitetsbehandling, som vi ikke kan kende udfaldet på. Hvor længe vil det tage, hvor mange aborter skal jeg igennem, hvor meget vil det koste, hvor stor vil sorgen og angsten være anden gang, hvor meget vil det gå ud over C?

Ja, der er mange ubekendte.

De følelsesmæssige aspekter blev kobineret med ydre faktorer i form af en usikker jobsituation og en afhandling, der skulle afleveres få måneder efter, at jeg var vendt tilbage fra barsel. Så selvom angsten for alt hvad vi potentielt risikerer at skulle igennem, langsomt begyndte at vige for trangen til at prøve igen, skulle vi derfor frem til sommeren 2017, før vi tog den store snak. Den store snak viste sig dog slet ikke at være så stor, for vi var enige – vi var klar.

Så var spørgsmålet bare lige, hvornår det skulle være. I juli måned dumpede et brev fra fertilitetsklinikken som ventet ind af døren – der var gået to år fra nedfrysningen af blastocysterne fra sidste IVF – og vi skulle tage stilling til hvad der nu skulle ske. Kunne man tillade sig at gå i behandling, når man som jeg skulle til at være jobsøgende? Skulle vi vente til jeg fik et job, hvis jeg fik det – hvor længe skulle vi så vente, før det var acceptabelt at gå i gang? Hvad hvis vi ventede og ventede til det rigtige tidspunkt – for så at opdage at det igen ville tage os årevis at lykkes med en sund og rask graviditet?

Alt i alt gik vi død i planlægning. En aften over endnu en snak om det “rigtige tidspunkt” fik  jeg nok. Havde vi for pokker ikke lært noget som helst? Her sad vi på ny og forsøgte at planlægge og kontrollere noget, som naturen jo ret tydeligt har signaleret, at vi alligevel ikke kommer til at bestemme selv. Præcis som med C, var vi lige på nippet til at blive ved med at udskyde, fordi vi bekymrede os om det “rigtige tidspunkt”. Det fik os til at stoppe op engang – og vi blev enige om, at alt andet måtte bære eller briste. Vi havde fået modet til at prøve igen, og vi vidste jo godt,hvad der var det vigtigste for os. Langt vigtigere end job og hensyn til noget som helst andet. Uanset hvornår tidspunktet måtte være rigtigt, vil vi ikke kunne kontrollere hvornår det lykkes eller om det lykkes overhovedet. Og lavpraktikken skal jo nok løse sig, skulle vi endelig være i en situation hvor vi rent faktisk lykkes med en graviditet.

Så vi besluttede os for at gå i gang.

Fra vi havde taget beslutningen, gik der en uge – og så stod jeg med et jobtilbud på hånden. Et job som jeg rigtig gerne ville have, vel at mærke, Hvis jeg havde hang til udtryk som “drømmejob”, ville jeg tage det i brug i denne sammenhæng. Men vi holdt stædigt ved vores aftale. Vi ville i gang – uden dårlig samvittighed og uden skelen til at timingen helt afgjort kunne være bedre.

Så jeg takkede ja til jobbet – og så gik vi igang!

Nå, hvor kom vi fra…

Siden mit indlæg for et par dage tilbage, har jeg tænkt over, hvordan jeg egentlig bærer mig ad med at samle op dér, hvor jeg efterlod bloggen sidst. De fine kommentarer I har efterladt den sidste tid, gav anledning til mange smil på læben. Jeg er rørt over at så mange stadig læser med. Flere af jer skrev om, hvor I er henne nu, i forhold til sidst I læste med, og jeg vil derfor forsøge at gøre nogenlunde det samme.

Godt og vel et års tid er gået, siden at jeg sagde farvel og på gensyn, fordi jeg ikke længere oplevede, at jeg havde tilstrækkeligt på hjerte til at blogge videre. Nu var jeg blevet en helt igennem almindelig mor, med et helt igennem almindeligt barn – og der var måske ikke så meget mere, at vride ud af den sag. Samtidig havde jeg selv brug for at ligge lidt låg på hele historien for en stund, og begynde at orientere mig mod normaliteten igen. Nu skulle baby, barsel og sommer nydes for fuld udblæsning.

Det blev den bestemt også. Jeg brugte dog samtidig nogle måneder efter C’s fødsel på at slikke sår over alt det, vi havde været igennem. Det tog formentlig længere tid for mig, end mange forventede, eller måske endda lagde mærke til. Jeg havde det godt og var gennemgående lettet, men samtidig tog det faktisk noget tid, at slippe vreden og sorgen over alt det, der var sket for os årene for inden.

Det kunne opstå i alle mulige situationer, men blev især tydeligt for mig, når andre brokkede sig over ting, der i mine øjne var bagateller, eller hvis de tog deres graviditeter eller fertilitet for givet. Eksempelvis, hvis nogen jokkede med, hvor nemt de var blevet gravide. Jeg var og er helt klar over det urimelige i disse tanker, men det var ikke desto mindre til tider, sådan jeg fik det.

Samtidig kunne jeg ikke helt ignorere følelserne af vrede, over al den tid vi havde mistet – midt i al taknemmeligheden over at have fået C, kunne jeg blive enormt gal over, at vejen dertil havde været så svær. Hvorfor skulle vi vente så længe, på noget der var så rigtigt? Selv i dag kan jeg fyldes med en vis bitterhed over, at de(t) år hvor det var allerværst, faktisk ligeså godt kunne hives ud af min livskalender. Vi stod på stand-by i lange perioder. Spildte perioder. Det har jeg svært ved at finde mening med, selv så længe efter.

Efter C var kommet til verden, ville folk stadig meget gerne have ”var-det-ikke-det-hele-værd-snakken”. Men den faldt mig (dengang som nu) ganske malplaceret. For selvsagt var C da al smerte i hele verden værd – sådan har man det jo med sine børn. Men jeg ville saftsusme’ da hellere have været forløbet foruden. Eller have haft at det var graviditet nr. 1, 2, 3 eller 4, der var blevet til den baby, jeg elskede så inderligt. Eller havde bevaret min fertilitet, så jeg selv kunne lave det næste barn. Eller, eller, eller…

Langsomt begyndte jeg dog alligevel at blive lettere om hjertet, som tiden gik. Hvor jeg i starten af min barsel faktisk stadig havde det lidt beklemt ved alt for meget babysnak, gravidfokus og fødsels/barselshygge, blev jeg langsomt mere og mere i stand til at indgå i almindelige sammenhænge omkring børn, babyer, nybagte og kommende forældre. Jeg kunne dog i lange tider – og måske til dels stadigvæk – ikke rigtig få mit pis i kog over småting som tigerspringsteori eller antallet af minutter et spædbarn må sidde i en autostol, men jeg blev langsomt bedre til at smile deltagende, når snakken faldt på disse temaer.

Alt i alt blev jeg overraskende god, til at nyde at hengive mig til tiden med C. Hun var en nem og omgængelig baby, som gerne ville være med på farten. Fra starten havde vi relativt nemt ved at tolke hendes signaler og barslen bød derfor på mange herlige småture og længere rejser, enten bare for os selv eller sammen med venner og familie. Efter et halvt års tid begyndte jeg dog at blive en lille smule rastløs, og klar til at lade far tage over. Så efter julen 2016 og en måneds rundrejse i Asien, passede det vist alle parter meget godt, at mor så småt vendte tilbage til arbejdslivet, og at far tog over på hjemmefronton.

Mit arbejdsliv var i de næstkommende måneder vanvittig hektisk og jeg var ramt af den klassiske og kronisk dårlige samvittighed over, at tilbringe forsvindende få timer i døgnet sammen med min lille familie. C trivedes heldigvis stort og begyndte i institution i foråret 2017, men moderhjertet blødte alligevel i kraft af mit fravær. Da jeg i starten af sommeren kastede min Ph.d.-afhandling ind over målstregen i sidste øjeblik, var det derfor med ambitionen om en lang sommerferie og en søgen efter et arbejdsliv, som tillod et væsentligt mere balanceret familieliv. Arbejdslivet er sidenhen faldet på plads, på mange måder bedre end jeg havde turde håbe. Manden min har ligeledes startet nyt arbejde, så vi er så småt ved at finde fodfæste og rytme i alt det nye; livet som børnefamilie med institutionsbarn og helt almindeligt arbejde.

Det er gange rart og tilforladeligt det hele – selv når barnet pt. gennemgår en ufattelig vred (og morsyg) fase, hvor voksne er idioter der enten ikke forstår hvad man siger, eller ikke altid vil lade én gøre alting selv (på den 10-dobbelte tid).

Midt i al idyllen var det så bare lige sådan, at vi blev nødt til at snakke om, hvorvidt vi skulle have flere børn. Og det skulle vi så, hvis vi altså kunne få lov. Derpå startede det hele ligesom på én eller anden måde lidt forfra – og den tager vi så i næste indlæg.