Homecoming

Her er så stille, at jeg ikke forstår det. Jeg ligger i min egen seng!! Mand og ældstebarn er sendt ud af døren i god ro og orden og på min mave ligger en baby, på godt og vel fire uger og med en vægt, der ligner den hans søster havde, da hun kom til verden 41+6.

Han følger sin vægtkurve med militær præcision og vi foretager os egentlig ikke ret meget andet, end at amme, gå ture, lege med storesøster, amme igen, sove lidt når vi kan, osv. Alt er nærmest sat i slowmotion. Selv barselsbesøg har været og er fortsat holdt til absolut minimum.

Men min egen seng!!! Vores egen seng. Det er næsten magisk. Her er ingen bippende maskiner, ingen slanger eller stuegang, ingen håndsprit eller neonlys i loftet.

Oh, du velsignede fryd.

Det har været en trinvis process, som nu er kulmineret i udskrivelse. Og ja, hvis nogen får lyst til at indsætte et enkelt “HIP HURRA” eller et diskret “Halleluja” et sted her i teksten, så vurderer jeg, at det på alle måder er passende!

Først fik vi fjernet sonden. Et par dage havde den alene fungeret som ekstra tryghed, “hvis nu”, men vi ammede efterhånden mere eller mindre almindeligt. Registreringshelvedet var reduceret til alene at notere bleer og til sidst fjernede de hans såkaldte CVK, et venekateder som sad ved kravebenet og udgjorde “indgang og udgang” for medicintildeling, blodprøver, osv.

Det sidste døgn var vi uden nogen former for “særheder”. Det betød at vi pludselig kunne bevæge os og opføre os, som man almindeligvis ville med en baby. Og selvom der kl. 23.00 endnu engang rykkede nye med-patienter ind på stuen, kunne jeg ikke slås ud af kurs. I morgen ville vi få lov at komme hjem på orlov. To nætter hjemme – det smagte næsten lidt magisk.

Da vi første gang forlod Riget og gik ud af opgang 4, var jeg rørstrømsk som bare pokker. Jeg snurrede rundt om mig selv og kunne ikke finde ud af at være i min krop. Som en straffefange der endelig sættes på fri fod. Babyen sov i barnevognen og vejen hjem var som bekendt kort, så vi dykkede kortvarigt indenfor på en café og fik tiltrængt morgenmad og kaffe, mens den tidligere patient snorkede i sin lift. “Damn, vi ligner jo nogen, som er på helt almindelig barsel“, udbrød jeg begejstret.

Det var vi jo sådan set også. De to dages orlov fløj afsted, mens vi langsomt smagte på øvelsen af, at være blevet fire mennesker på matriklen. Den del er gået over al forventning, men det er en anden historie.

Orloven blev forlænget efter kontrolbesøg og diverse – og til sidst konverteret til en art åben indlæggelse, hvor vi alene skal forbi til snak og kontrol og ellers blot følges tæt af sundhedsplejersken herhjemme. Hun er i øvrigt tidligere sygeplejerske på den afdeling vi kommer fra, så på den led er der jo en ganske glimrende overgang og sammenhæng.

Så nu ligger vi her. Vi er vist alle grund-trætte helt ind i de inderste dele af krop og sind. Men også lettede og lykkelige – og en lille smule bange for at vågne op på stue 25 i morgen og opdage, at det med hjemsendelsen bare har været en drøm.

Advertisements

Got milk?

Ja, sagen er sgu den, at “vi” ammer. Altså babyen og jeg. På fulde drøn og uden at se os tilbage. Den (knapt så) korte version af, hvordan det endte med at kunne lade sig gøre, ser nogenlunde således ud:

Da vi første gang fandt ud af, at den lille fyr i maven var syg, trådte alt andet i baggrunden. På et splitsekund blev alle de ting, man normalt kan lade sig optage af som gravid, kastet i baggrunden som ubetydelige: Fødslen, amning, barselstiden, indlæggelse, osv.

Men efterhånden som udredningerne viste, at vi efter alt at dømme ville få lov til at beholde ham hos os, blev der atter på ny plads til de mere “almindelige” bekymringer. Flittige læsere af bloggen vil vide, at særligt amningen herefter kom til at fylde en del i min bevidsthed, for hvordan pokker ammer man et barn, der får så bøvlet en start på sin lille tilværelse?

Det var nyt for mig, at den slags skulle fylde så meget. Under sidste graviditet og egentlig også starten af denne, regnede jeg med at krop og baby ville finde ud af det sammen, hvis jeg blot krydrede kombinationen med lidt selvtillid og tålmodighed. Jeg er ikke normalt fan af den store informationssøgning eller har haft særligt behov for at definere, hvordan jeg vil gribe moderskabet an, jeg regner i stedet normaltvist med, at jeg finder ud af det meste undervejs.

Men denne gang var jeg komplet på bar bund. Kombinationen af vores mulige adskillelse efter fødslen, uvisheden og hans tilstand, samt operation, respirator og sondemad gjorde mig til sammen mere usikker end jeg før husker at have prøvet. Ville det overhovedet kunne lade sig gøre? I så fald hvordan og hvornår? Hvem kunne informere mig om muligheder og fremgangsmåde? Eller kunne jeg stadig stole på at jeg ville finde ud af det? – og så videre.

So I came prepared! Jeg modtog flere gode råd fra læsere herinde og kontaktede sågar en ammevejleder hos en frivillig organisation, som til min store forbavselse tog sig al tid i verden til at guide mig igennem mine usikkerheder. Jeg talte også med jordmødre og læger undervejs i vores forløb – hvortil sidstnævnte dog ikke var så voldsomt optaget af temaet, men ofte blot mente at “det jo også var fint med flaske”. Det er det selvfølgelig også, hvis vi er ude i tvivl omkring et barns helbred – men alt andet lige er det (eller blev det) af kæmpe betydning for mig, at få amningen til at køre hvis den overhovedet kunne.

De fleste jeg talte med synes dog enige om, at det ville kunne lade sig gøre, selvom det ville være op ad bakke. Og op ad bakke blev det da også.

Kort efter fødslen bad jeg en sygeplejerske om lån af maskine til udmalkning. Ingen på neonatal havde nævnt noget for os, men jeg vidste fra min research, at det var godt at komme i gang. Sygeplejersken stillede malkemaskinen ved min seng og meddelte, at jeg kunne få en vejledning senere. Jeg så hende dog aldrig igen. Derpå gik jeg i krig. Jeg malkede hver 3. time og kendte gudskelov både mine bryster og udmalkningsteknikken fra min amning af C. Havde jeg været granat-chokeret førstegangsmor med spædbarn på intensiv, ved jeg ikke hvad vej pilen havde peget. Eneste kommentar jeg modtog fra en sygeplejerske gik på, om det var nødvendigt at udmalke om natten.

Men mælken kom – og endda i rigelige mængder. Allerede på anden dagen leverede jeg adskillige små flasker til den store sultne kummefryser, og det var faktisk ikke uden en snert af stolthed – så langt så godt. Nu gjalt det om at få produktionen op, og dernæst håbe at baby ville kunne huske teknikken, trods forsinkelsen.

Jeg spurgte flere gange ind til planen for amme-opstart, men det gik snart op for mig, at en sådan ikke fandtes. Min mælk kunne gives i sonde når tid var, og derefter synes der ikke at være nogen det havde overvejet de videre skridt. En kær veninde, som desværre har tilbragt mange måneder med sin lille pige på neonatal og en række andre afdelinger på Riget, advarede mig lidt forsigtigt i en sms, uden at kende til mine egne observationer og begyndende undren.

Hun skrev, at såfremt jeg havde lyst til at amme, ville hun virkelig anbefale mig at blive ved med at insistere. Hendes erfaring var fra egen tid, at det lynhurtigt gik i glemmebogen fordi sonden var tilpas komfortabel for personalet at arbejde med. Den allerførste mælk Sylvester modtog, blev ganske rigtigt også givet i sonden. Ganske få dråber, i afmålte intervaller. Den langsomme optrapning trak tænder ud, som tidligere beskrevet, men vi var blot lykkelig for overhovedet at være i gang.

Vi fik nu og da lov til at dryppe lidt mælk i munden på ham med en lille sprøjte, fordi jeg havde en idé om, at det måtte være godt, hvis han fik lov til at smage og lugte mælken, fremfor blot passivt at få den hældt i mavesækken. Ved overflytning til børnekirurgisk klinik var planen en fortsat optrapning af madindtaget. Jeg havde fortsat ingen vejledning eller lignende modtaget omkring udmalkning, amning eller andet. Sygeplejerskerne var søde og tog pænt imod den mælk jeg bad om at få lagt på frys, men ellers var der ingen forholden-sig til den del.På børnekirurgisk deles alle de indlagte mødre om tre malkemaskiner. Man får ét malkesæt pr. dag, som skal koges og steriliseres mellem hver udmalkning. Det fandtes dog ikke sterile faciliteter til dette på afdelingen og sygeplejersken på vagt havde ikke erfaring med, hvordan det skulle håndteres fortalte hun. Det var heller ikke flere flasker til at fryse mælken i, og der nåede aldrig at blive leveret nogen, selvom de efter sigende bestilte dem på vores opfordring. Hvis man ikke tror, at ovenstående samlet set har betydning for, om indlagte mødre lykkes med udmalkning og amning, så ved man ganske enkelt for lidt om deres situation.

Nå, men efter mit famøse sammenbrud beskrevet i tidligere indlæg, foreslog en læge endelig, at jeg måtte forsøge at amme, omend under skarp tidskontrol. Dette var ikke et forslag opstået af ingenting – jeg havde dagen før (igen) spurgt en sygeplejerske, om det var tænkt noget ind i hans “madplan” om, hvornår amning kunne blive aktuelt. Hun kiggede venlig og lidt uforstående på mig, og sagde noget i retning af: ” Hmmm, det ved jeg ikke lige. Vil du da gerne amme? Det tror jeg ikke, at der skulle være noget i vejen for sådan umiddelbart, jeg kan da lige høre lægen ad i morgen“.

Suk…

Nå, men jeg fik endnu engang understreget, at ja gu pokker ville jeg da gerne amme, hvis jeg kunne. Og derpå fulgte så den rare føromtalte læges forslag, for fodenden af min seng dagen efter.

Derpå gik det egentlig stærkt. Jeg ønskede ro på stuen, en sygeplejerske jeg virkelig godt kunne lide stod diskret og ordnede nogle småting i hjørnet og tog samtidig tid. Jeg lagde en sulten Sylvester i position og lirkede lidt rundt: SVUP! Fast sad han – og han har sgu mere eller mindre siddet siden.

Det har ikke været smertefrit. Udsultning af baby, justering af hans sutteteknik og derpå en gang hardcore brystbetændelse hos moderen (undertegnede havde ikke lige opsnappet problemet ved, at min produktion blev sat fuldkommen vanvittigt i vejret de første uger – så hverken baby eller bryster kunne følge med).

Men vi ammer. For hulan da, hvor vi ammer. Så godt og problemfrit nu, at jeg forsigtig har turde introducere lidt af den råmælk vi stadig har på frys i en flaske, for det er som bekendt ikke uvæsentligt, at han får den også.

Og jeg er sgu lidt stolt, det må jeg indrømme. Jeg tror ikke tidligere, at jeg til fulde har forstået, hvor mange følelser der kan være involveret i amning – men det blev langt vigtigere for mig, end jeg havde kunnet tro – og jeg er pisse hamrende taknemmelig og tilfreds over, at vi klarede den!!! Godt hjulpet på vej af gode råd fra udefrakommende, gode erfaringer tillært af ammeforløbet med C … og så helvedes masse tålmodighed og insisteren.

Dengang de andre havde ret…

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan læse mine egne indlæg. Og derved også regne ud, at vi har været mere pressede end normalt i den foregående tid. Fordi det her. Og det her. Men alligevel blev dagen ovenpå mit klædelige lille sammenbrud noget af en øjenåbner, omkring alvoren af også at passe på sig selv, når man har pisse travlt med at passe på andre.

Når livet er indstillet i tre-timers intervaller af omsorg, bliver der sjældent tid til hverken at sove eller spise. Og når der endelig er tid til enten det ene eller andet af de to, kan sjældent 10 vilde heste jage mig op i kantinen efter livstræt hospitalsmad. Ikke hvis jeg alternativt kan nå bare en halv times søvn. Resultat: Under to uger efter fødslen, gik jeg under min før-fødselsvægt. Av!

Taget i betragtning af, at jeg tabte mig betragteligt af at amme C igennem en 9-10 måneder og at jeg forhåbentlig også kommer til at amme S i de næste mange, er det ganske enkelt alt for hurtigt! Mest af alt fordi det er sket på den virkelig usunde måde: Manglende mad og søvn.

Egentlig skulle jeg have forsøgt at tage lidt ekstra på i denne graviditet. Med C blev det ikke til voldsomt meget, og da jeg så tabte halvanden gang det samme under amningen, ramte jeg underkanten af, hvad der er pænt og sundt for en kvinde af min bygning.

Men de mange liter ekstra fostervand i denne graviditet, gjorde det umuligt at indtage særlig meget mad. Jeg kunne ganske enkelt ikke spise ret meget og jeg tror derfor ikke, at jeg tog særlig meget på i de sidste måneder. Og nu stod jeg så dét og stirrede trodsigt på hospitalsvægten.

Jeg var trådt op på den for at lukke munden på manden. Han skældte mig ud over min manglende appetit og sagde, at jeg tabte mig alt for hurtigt. Da både min mor og en sygeplejerske havde kommenteret madindtag og vægt samme dag, fik jeg ganske enkelt (endnu!) et tudeflip og brølede, at jeg for pokker gjorde alt hvad jeg kunne, og at det ikke ligefrem hjalp på overskuddet at alle stod og skreg af mig hele tiden, at jeg skulle spise noget mere. Jeg bad manden bakke ned og passe sin egen butik, og gik trodsigt ned i kiosken og åd et koldt og daggammelt pølsehorn – og nu stod jeg så her og gloede på vægten.

Og ja… det går jo for fanden ikke. Selvom min appetit er væk og tiden til at spise bare ikke eksisterer, så skal der for dælen energi til at køre det ræs vi gør lige nu. Så nu tager jeg mig sammen! Jeg har således begået en selvopfunden regel om kronisk at små-snacke dagen igennem og samtidig spise minimum 2-3 måltider pr. dag. Det lyder ikke sf noget særligt for en som jeg, der normalt har en virkelig glubsk appetit, men når jeg tænker på det lige nu, er det næsten uoverkommeligt.

Men sådan må det være, når nu ikke jeg kan finde ud af det helt naturligt. Godt med måltider – og hvis der serveres sauce eller kage, skal det på tallerkenen (I know, life is tough!).

Så må og skal det nok gå – og selvfølgelig gør det også det. Jeg blev blot en anelse chokeret i dag, over hvor hurtigt man glemmer sig selv midt i alt det andet rod. Og så hader jeg i øvrigt altid, når jeg en sjælden ny og næ er nødsaget til at give manden ret…

Breaking Point

Hvis man undres over kronologien i mine indlæg, eller manglen på samme, må det hermed undskyldes med grødhjerne og en anelse søvnmangel. Men her er et, som er skrevet for nogle dage siden – og som nogen glemte at trykke “udgiv” på:

Hvis man nogensinde har tænkt over, hvor længe en krop mon kan klare sig uden søvn, i et nogenlunde højt alarmberedskab og med på et minimum af mad, så er svaret for en 34-årig kvinde af almindelig kropsbygning: Lige omkring en uges tid.

Det var i hvert fald den tidsperiode der havde udfoldet sig, siden de snuppede vandet den dér lidt spontane aften på Riget – og indtil jeg oplevede min første store nedtur i vores turbulente forløb.

Selvom fødslen ikke som sådan havde nedslidt mig, var jeg selvfølgelig mør. Øm, træt og drænet. Men især dagene efter Sylvesters operation, de uendelig udmalkninger, plejen og overvågningen af syg baby, gjorde også til sammen deres for, at det virkelig betød meget for mig, at vi nu blev overført til en mindre intensiv afdeling. Jeg var så uendelig stolt af, hvor langt vores lille fyr var kommet, og jeg glædede mig oprigtigt til næste del af kampen, for nu skulle vi fandme’ også snart hjem altså! Men mine forventninger skulle også blive indgangen til mit første store sammenbrud. Efter at have holdt mig selv gående på begejstring over de mange løbende fremskridt, blev vores første nat på ny afdeling én af de længste og hårdeste indtil nu. Af mange årsager:

Hospitalskuller. Det er vel en slags tilstand. Kald mig bare sart, men jeg sover sgu ikke tilnærmelsesvis brugbart på en 4-sengsstue, hvor lyset tændes på timebasis og man desuden både malker ud og giver sondemad, skal tisse ude på gangen og har er barn man ikke selv kan tage op og flytte rundt på, på grundet de mange slanger stukket ind i dets lille krop.

Udsultning: Også af mig, men nu mest af baby. Vi var så minimalt begyndt med mad. Sylvesters lille mave skulle lære at modtage og bearbejde modermælk, i et tilrettelagt og minutiøst planlagt skematisk helvede. Det betød, at lægerne langsomt skruede ned for den intravenøse ernæring. Vupti = sulten baby. Men en sulten baby, som alene måtte gives ganske få dråber mælk hver 3. time vel at mærke (udregn selv konsekvens og indsæt her).

Kontroltab: Det sled på mig, ikke at kunne styre mit barns behandling og tilstand. Hvem der vækkede ham hvornår, hvor meget de undersøgte og stak i ham, hvordan og hvornår jeg kunne få ham op til mig, hvordan han blev mæt… alt det basale, der normalt er en forældres hovedansvar, var taget ud af mine hænder og det rev mere og mere i mig, hvergang en natsygeplejerske stak hovedet ind i et velment ærinde.

Da næste morgen endelig kom ovenpå endnu en søvnløs nat, gjorde personalet antræk til at flytte en ny børnefamilie ind på vores stue. S var lige faldet til ro for første gang i timevis og jeg forsøgte febrilsk at nå den udmalkning, som allerede var timevis overskredet. Klokken var 7.30 da det væltede ind med personale, rengøring, stuegang og vores kommende roomies.

Og lige dér var så åbenbart mit knækpunkt. Mens jeg sad der i sengen og missede mod neonlyset, der pludselig bragede ned over mig og min ynkelig malkemaskine, ovenpå en nat som var blevet alt andet end det, jeg havde holdt mig selv oppe ved tanken om. Langt væk fra C og manden min, med udmattet og dødsulten lille baby vuggen ved siden af.

Her var jo ingen ro, her var jo ikke mere “normalt” eller rart – her var jo bare larmende, rædsomt, lyst og kaotisk. Og vi skulle sikkert blive her i uendelige tider. Nu på en overfyldt stue, så vi kunne vække hinanden hver gang de syge børn græd, blev undersøgt eller overvåget. Jeg kunne slet ikke se nogen udvej og min krop var nærmest desperat. Søvnig, sulten, ulykkelig.

Og så græd jeg. Som pisket. Lydløst og lige ned i min egen mælk. Tårerne trillede og trillede uden ophør og lod de sidste mange ugers og måneders mentale overarbejde dryppe ned i skødet på mig.

Jeg troede aldrig, at de skulle stoppe igen. Heller ikke da en sygeplejerske nænsomt og diskret satte en skærm op omkring lille hjørne af stuen og rakte mig en kilometer Klinex. Heller ikke da hun hviskende spurgte, om jeg var okay. Jeg kunne ikke svare hende, men rystede bare på hovede og krop og lod løbet fortsætte ud af øjnene. Til sidst lagde hun armen på min og sagde “Din mand kommer lige om lidt. Så kan du få sovet. Og jeg ved godt, at vi er nødt til at skaffe dig noget mere ro, jeg arbejder på sagen, stol på mig“.

Derpå faldt jeg faktisk i en slags søvn, der omme bag min skærm. I en halv times tid, før både min mand og afdelingslægen stod ved foden af min seng og havde en art forhandling. Den gode nyhed synes at være, at lægen mente, at det var på tide, at jeg prøvede at amme. Hvis jeg havde lyst? Og kun i 1 minut hver 3. time indtil vi så mavens reaktion!

Og så fik jeg luft igen.

Og tænkte, at vi jo var nødt til at fortsætte. At vi var kommet ufatteligt langt og at det satme’ ikke skulle gå ned uden kamp, med den amning. Det var jo for pokker blevet skide vigtigt for mig, og havde været hele årsagen til det komiske malkeshow jeg havde gennemført den seneste tid.

Og nu var manden kommet, så jeg skulle nok få sovet til formiddag, for han kunne jage alle ud af stuen med er stædigt blik.

Og børnefamilien overfor viste sig kun at skulle være indlagt i dagtimerne en enkelt dag.

Og efterårssolen skinnende igen en smule udenfor.

Og sådan blev jeg alligevel klar til at tage et par dage mere i helvedet.

Tik tak around the clock…

Døgnet har som bekendt hele 24 timer, af hvilke arbejderbevægelsen i gamle dage slog et slag for, at vi skulle bruge 8 på at arbejde, 8 på fritid og 8 på søvn.

Vores døgn har i stedet 8 moduler af tre timers interval. Hvert interval ligner det foregående til forveksling og derfor aner vi sjældent rigtig, hvor på et almindeligt menneskedøgn vi befinder os. Var det ikke fordi C lever ude i den rigtige verden, hvor daginstitutioner åbner og lukker og aftensmad skal spises, well, om aftenen … ja, så tvivler jeg på om vi ville have noget tidsfornemmelse overhovedet.

Hver tredje time skal jeg:

– Malke ud, sterilisere flasker og pumpeudstyr, sætte labels på mælk som skal fryses og sætte i skema.

– Måle og tø mælk op til sonden og sætte i skema. Aspirere sonde, vurdere hvad han må få ud fra hvor meget der står i hans mavesæk, og tildele mælken… laaaaangsomt!

– Pusle og veje bleer. Tage temperatur. Sætte i skema. Trøste, kysse og putte baby på ny efter det overdådige “måltid”.

– Huske selv at spise, sove og gå på toilettet. Nu og da et bad, når bølgerne går højt. As if…

Og så er der selvfølgelig “det løse” hvert døgn: Blodprøver, lægeundersøgelser, måling af værdier, stuegang, tjek om natten, en storesøster der skal hentes og bringes, og.så.fucking.videre….

Så jeg tror måske, at det er på tide, at jeg kontakter min fagforening. For mine nye arbejdeopgaver må helt bestemt bryde med nogle regler (og internationale konventioner!!) for arbejds- og hviletider. Jeg føler mig i hvert fald lidt træt i håret og tænker bestemt, at jeg ville performe væsentligt bedre i min ansættelse, hvis jeg fik lov til at afspadsere lidt …

Kan man mon ringe til nogen?

Når hvert et lille skridt tæller…

Dagene på neonatal flyder sammen i et slør af biblyde og håndsprit. Vi er trætte, dødtrætte, men vi er også lettede og taknemmelige – og særligt jeg ridder på den bølge af fødselsadrenalin, som kan holde en voksen kvinde vågen i et års tid eller to.

Vi rumsterer rundt på Riget på to afdelinger – neonatal hvor én af os er indlagt med S og barselsafsnittet for sårbare gravide, hvor vi barmhjertigt har fået hele to senge stillet til rådighed. Det bliver hurtigt fjollet, at optage den megen plads i et presset system – og vi vil alligevel gerne have manden hjem og sove hos C, så relativt hurtigt siger vi tak for denne gang til barselsafsnittet og deler os op i henholdvis “medindlagt forældre” og “hjemmeboende forældre”. Logistikken bliver derfor i den følgende tid et kapitel ganske for sig.

Dagene er både korte og lange. Når alt er inddelt i intervaller af 3 timer, er det umuligt at holde styr på en normalt døgnfornemmelse. Men det går fremad med den lille … stødt, roligt, sikkert. Der er milepæle, der skal tjekkes af listen – og det bliver de:

    Hver gang lægerne nedtrapper hans morfin.
    Ditto med anden smertestillende.
    Da S får de første spæde dråber mælk i sonden.
    Da lægerne fjerner overvågning 1, 2, og 3.
    Da sygeplejersken endegyldigt kører den slukkede respirator ud og væk fra stuen.
    Hver gang en slange, en forbinding eller et plaster fjernes og ikke erstattes af nye.
    Da lægen kommer og fortæller os, at de snart gerne vil overflytte os til børnekirurgisk afdelingen (!!)

Det sidste punkt tager næsten vejret fra os. Det betyder dels at de anser ham som helt stabil og ufarlig at flytte til en afdeling uden intens overvågning og pleje – det betyder også en forhåbentlig mere rolig tilværelse og noget, som smager lidt mere af normal. Og så betyder det, at det lange seje træk skal til at begynde – vi skal til at lære det lille menneske at få noget at spise.

Der er ikke langt fra tanke til handling, så allerede samme eftermiddag bliver vi pakket sammen og får hjælp til at flytte os er par etager længere op i bygningen. Her modtages vi venligt og installeres på den kæmpestue, som skal udgøre vores hjem på ubestemt tid. Jeg er høj på forventning om en mere rolig nattesøvn og ånder igen og igen lettet op over, at vi er overflyttet så hurtigt efter en på mange måder virkelig overbevisende opstart. Jeg er også træt, træt, træt ….

Men de mange milepæle ovenfor er krydset af langt hurtigere, end vi var stillet i udsigt og havde turde håbe. Hver gang et potentielt problem rejser sig, klarer den lille fyr sig igennem mere positivt end nogen forventer. De roser ham venligt og lægerne trækker på smilebåndene – men husker os også på, at det fortsat er sandsynligt at hans vej vil være fyldt med skridt såvel frem, som tilbage. Det kan vi godt klare, tænker vi – for vi er fanden-gale-mig kommet så uendelig langt, siden hans lillebitte liv begyndte.

Nu skal vi bare fortsætte – videre, vedholdende, tålmodigt.

Dagene der fulgte

At bo på en neonatalafdeling, er en ganske særlig størrelse. Det er en blanding af ro, monotoni og det komplette kaos. Nogle familier er på gennemrejse, som vi selv. Andre tvinges til at tage ophold, slå sig ned i uger og måneder. Man bor mellem biplyde, steril afspritning og småbitte skæbner. Gigantisk sorg og ubeskrivelig lykke side om side.

Den første vi mødte, var en kvinde med komplet neonatal-kuller. Hun havde boet der en måned, med en alt for tidligt født lille størrelse og havde tre andre børn derhjemme. Hun var så godt som ude af stand til at føre en normal samtale, og var så påtrængende ærlig i sit forsøg på kontakt, at jeg virkelig skulle finde tålmodighed frem dybt derinde hvor den egentlig ikke fandtes få timer efter at have født. Hun fortalte rask væk om døde spædbørn og spurgte – alt imens jeg sad og fumlede med udmalkningen og forsøgte at gemme mig bare lidt – om vores søn mon også “kunne dø af det han fejlede”. Jeg svarede hende vist ikke rigtigt.

Den næste jeg husker er en natsygeplejerske, lad os kalde hende Line. Hun havde fået den opgave at sidde ved siden af Sylvester og jeg på hans første nat, uden at tage øjnene fra ham. Hun var så rar og rolig, at jeg ikke på noget tidspunkt var sådan rigtig bange. Heller ikke, da hans hjertefrekvens dykkede og de måtte have ham grundigt op og rykke frem tilbage. Hverken første eller anden gang det skete. Eller de efterfølgende.

Måske var Sylvester kommet lige vel hurtigt ud af den respirator, mente den ansvarlige læge den nat. Men det var heller ikke ukompliceret at lægge han tilbage, grundet det friske operationssår i maven, som gjorde ham skrøbelig for at få ilt pustet ned. Så det blev ved overvejelserne. Flere gange.

Men jeg sov selvsagt ikke den nat. Jeg kiggede bare på vuggen han lå i og Line og jeg fortalte anekdoter fra hver vores arbejdsliv. Spændingen i en intensivsygeplejerskes hverdag er markant højere, end i en samfundsforskers, fik vi dermed klarlagt én gang for alle, skulle nogen have været i tvivl.

Næste dag gjorde sin ankomst og vi åndede lettet op. Der blev længere mellem hans dyk, og jeg fik både en lur og noget mad. Sylvester var stadig svært morfinpåvirket og jeg havde nu ikke set ham åbne øjnene siden kort efter fødslen. Han sov bare. Og sov.

Vi havde enestue, de næste par dage. Det er noget, som nedbringer mængden af lyde og forstyrrelser markant, men man hører dem stadig, alarmerne. Når de går, kan man se på skærmene på stuer og gange, hvor den er gal; Er det hos lille Esther? Hos Waldemar? Hos Sylvester?

Samtidig kan tilstanden på afdelingen kan være forbavsende rolig, samtidig med at den er så intens. Alle er hele tiden parate, klar, i beredskab. Men alt kører også i ring. I vores tilfælde i intervaller af 3 timers varighed:

– Malke ud.

– Sterilisere udstyr.

– Pusle.

– Veje bleer.

– Registrere alt i skemaer.

– Ligge hud mod hud.

– Sove.

– Repeat.

Da vi efter nogen tid kom til at dele stue med lille Rita, som var for tidligt født, opereret og muligvis hjerneskadet, fik vi igen for alvor alarmernes grundangst at smage. Rita havde det skidt. Hver gang hendes maskiner bimlede kom en hel flok mennesker væltende. Sådan havde det været i mange uger, forstod vi. Hendes forældre var knækkede, af flere omgange. Særligt moderen, som vi næsten ikke så på afdelingen. Hun kunne ikke mere, forklarede faderen. Sådan kan det også være på neonatal.

Alt er sterilt. Man afspritter og afsprittes i et væk. At bevæge sig ud i det såkaldte “mælkekøkken”, er en surrealistisk oplevelse ud i ekstremhygiejnen. Jeg får aldrig et normalt forhold til håndsprit igen.

Det var efterhånden tre dage siden, at Sylvester var kommet til verden og han havde endnu ikke fået noget mad. Han levede af en underlig snasket ernæringsblanding af fedt, proteiner og salte, som hang på et dropstativ og blev givet intravenøst. Sådan noget man også giver til hårdt ramte anoreksipatienter, som nægter at spise, eller ældre mennesker, som ikke kan.

Jeg startede udmalkningen, så snart jeg kunne. Maste det underlige gule klister ud i bittesmå plastikbøtter. Amning og udmalkning er i den kategori af bekymring, som der først løbende blev skabt plads til i takt med at vi blev mere trygge ved, at Sylvesters tilstand forhåbentlig ikke var livstruende. Det har fyldt en del for mig, at jeg så gerne ville gøre noget godt for den lille mave.

I er kommet med guldkorn og erfaringer herinde, og jeg har været i kontakt med både ammevejleder og sundhedsplejerske forud for fødslen. Jeg vidste godt, at det ville blive op ad bakke – but I came prepared! Så mælk og malkning, fortjener sit eget skriv, lidt senere.

Jeg vil i stedet slutte mit korte persongalleri af med at beskrive, hvordan mennesker der arbejder på en sådan afdeling som neonatal, må være gjort af et ganske særligt stof. Hver og én mødte de os med en rummelighed og et overskud, jeg ikke før har kendt mage i sundhedsvæsenet. Selv efter at have befundet mig i yderligt presset tilstand i dagevis i træk, er jeg benovet og imponeret over den måde hvorpå de har slæbt os igennem. Der er ret mange ansigter derfra, som jeg ikke tror, jeg glemmer foreløbigt.