En ny begyndelse, et sidste kapitel

Igennem bloggens tid har jeg skrevet mange indlæg, som har været svære for mig. Dette her bliver et af dem, men af andre grunde end med de hidtidige. Dette er svært at skrive, fordi det bliver en form for afsked med noget, som har betydet meget for mig igennem en svær tid i mit liv.

Da det hele faldt sammen om ørene på mig, blev det mit fristed at skrive en form for dagbog over alle frustrationerne. Jeg var ved at koge over af tanker og følelser, og behøvede et sted at parkere dem. At disse skriverier hurtigt blev til denne blog og fortsatte igennem halvandet år, kan jeg takke et par gode mennesker i mit liv for – og selvfølgelig de mange hundrede læsere derude bag skærmene, som har fulgt med, kommenteret, rost og opmuntret.

Det har været et fantastisk åndehul at lufte store og små glæder og sorger, i et forum som på én og samme tid er anonymt, og noget af det mest personlige jeg har begivet mig ud i. Selvom jeg aldrig helt havde forstået konceptet “blogging” før, må jeg erkende at det hurtigt blev en integreret del af min dagligdag og af mit behandlingsforløb, at læsse alle tankerne af herinde. Det føltes godt at vide, at der var nogen derude som lyttede, nogen som fulgte med, nogen som ønskede at det ville lykkes for os – uden at kræve noget tilbage, sige noget forkert, eller at dømme. Af samme grund endte bloggen også med at leve med igennem hele min sidste graviditet, og helt frem til at vores datter endelig meldte sin ankomst.

Men nu… nu skal der ske noget andet. Bloggen skal på én eller anden måde videre, og jeg tror måske også, at jeg skal det samme. Jeg skal for en stund fordybe mig i at være min datters mor, og ikke i samme omfang som tidligere lade mig opsluge af alt det, som fortiden desværre har budt. Det skal følge med mig og vil for altid være en del af den jeg er, men jeg skal også til at være noget andet end barnløs nu. Noget andet end ulykkelig. Noget andet end vred.

Derfor tror jeg at det er det rigtige valg, at lukke bloggen ned. Det er ikke noget nemt valg, men jeg tror at det er det rigtige. Jeg vil have noget på hjerte når jeg skriver, og jeg føler for første gang i bloggens levetid, at jeg er ved at være fattig for ord. Jeg har skældt ud og grædt i så lange tider nu, at det tager tid at lære at gøre noget andet også. Men det kommer ligeså langsomt, dag for dag. Jeg er blevet en anden, men jeg er heldigvis også stadig noget der minder om mig selv, inden under de ekstra lag.

Det er svært at sige farvel, og jeg kan ikke undlade at føle af jeg svigter lidt. Der sidder så mange tilbage derude, som stadig befinder sig midt i kampen – og en del af mig har lyst til at blive hos jer og kæmpe med. En anden del af mig har lyst til at lægge lidt afstand til hele dette kapitel, i hvert fald for en stund.

Det bliver dog ikke et endeligt punktum. Bloggen skal udgives som en bog, og den beslutning vil jeg holde mig selv oppe på. Om jeg så skal ende med at udgive den selv, så skal den ud og leve blandt de mange kvinder og mænd, som hver dag kæmper en kamp der minder om vores. Det er på én eller anden måde mit håb, at fortællingerne kan bruges til noget for de som lever i det, deres pårørende, eller måske endda de fagprofessionelle. Blandt de mange kommentarer, mails og historier som jeg har modtaget fra jer igennem tiden, findes der så meget materiale, som jeg tror må kunne gøre gavn et sted.

Derfor bliver det et tak for denne gang – med et håb om gensyn i én eller anden form. Bloggen får lov at blive stående på nettet fuldt tilgængelig, og jeg vil fortsat kunne kontaktes både herinde og på mail. Hvis man ønsker at gøre brug af materialet herindefra, bedes man kontakte mig for nærmere aftale.

Af hjertet tak, fordi I var med. Jeg kommer til at savne bloggen og alt hvad den har indeholdt. Nu vil jeg rejse mig og tørre tårerne bort – og så vil jeg kysse min datter og hendes far en ekstra gang, inden vi siger godnat.

Vi klarede den, vi er her endnu – og vi er her sammen.

De kærligste hilsner

Signe

20160515_093641

PS: Når der kommer skred i bogprojektet, vil der blive opdateret herinde med oplysninger. Såfremt du ønsker at vide besked, kan du klikke ude i højre side og følge bloggen.

Tidsperspektiver

Knapt et lille døgns tid, tog det at føde hende – fra da vandet blev taget og til at jeg tidligt næste morgen, lå med hende i armene på opvågningen og konstaterede at solen atter var ved at stå op…

En måned gammel er hun i dag, det lille pjok. En måned har vi haft sammen til at falde ind i alle de nye rytmer. Den måned er fløjet afsted som ingen andre måneder før den. Vi laver ingenting og alting på samme tid. Og det med at lave ingenting, er pludselig blevet nærmest meningsfyldt.

Ni måneder bar jeg hende i maven, imens frygten langsomt måtte lære at dele plads med håbet. Til allersidst måtte begge dele også dele plads med lykken over, at det nu så ud til at lykkes. At det så ud til at jeg langsomt kunne begynde at tilgive min krop. Den var ikke konstant, men den begyndte at spire i det små. Langt langsommere, end hvad der blev forventet, men på min egen måde, da jeg var klar.

Knapt tre år, fra vi besluttede os for at vi ønskede os et barn sammen, og til at hun langt om længe landede hos os. Landede hvor hun hører hjemme, lige midt imellem os. De uden sammenligning længste år i vores liv. De mest smertefulde og mest forspildte. For nogle varer kampen endda uendeligt meget længere – jeg ved ikke hvordan de overlever.

Lidt mindre end et årti, har jeg kendt og elsket ham, som nu er far til min datter. Ham som startede hele den der idé med at få børn, selvom jeg vrængede af ham og sagde “aldrig i livet”. Ham som dog hurtigt blev den eneste jeg kunne forestille mig at få dem med. Ham som holdt os oppe og holdt os sammen, da det blev allersværest.

Et helt langt liv, skal hun forhåbentlig være her, selvom vi næppe bliver vidner til meget mere end halvdelen, selv hvis vi er heldige. Hun skal blive stor, ja endda voksen. En dag skal hun selv tage stilling til alt det med børn. En dag skal jeg fortælle hende hele hendes egen historie, om hvordan hun endelig blev til. En dag…

Det hele har varet evigheder og et splitsekund, på én og samme tid. Tid er i sandhed relativt til hvad man foretager sig…

Er det ovre nu?

Et lidt rodet indlæg er under opsejling – hermed advaret. Dels fordi det skrives i brudstykker undervejs i amninger, og dels bare fordi det handler om en række følelser som jeg ikke er færdig med at tygge mig igennem.

Det er måske nok et udtryk for noget, som jeg tidligere i dette forløb måtte lære: At modsatrettede følelser ikke altid er gensidigt udelukkende, men sagtens kan gå lidt hånd i hånd… deraf måske udtryk som “bittersød” eller “tragi-komisk”?

Et par velmenende sjæle har nemlig i de sidste uger forsøgt at minde mig om, at det hele nu er overstået. At det vi kæmpede og led for så længe, nu er en realitet. At jeg fik lov til at være gravid, forblive gravid og til sidst føde en sund og velskabt datter. Hun ligger lige her og pludrer, som det ultimative trofæ og bevis på at vores anstrengelser endelig er ovre…

Det startede egentlig allerede da jeg var gravid. Folk omkring os ville så gerne fejre lykken – og endnu hellere se os glade. Jeg var bare ikke rigtig klar, men holdt til sidst tilbage med alle mine forbehold. For ikke at skuffe – og endnu mere for at slippe for at forklare.

Og nu her – midt i noget af det smukkeste der findes, må det være ekstra umuligt for nogen at forstå, hvorfor forhistorien stadig fylder. Hvordan ubeskrivelig lykke og en smule vemod faktisk bor dør om dør – og måske altid vil gøre det?

For gu fanden er vi da overrumplede af forelskelse og babylykke lige nu. Taknemmelige over hvad vi har fået. Ydmyge over hvor godt det går, og over at hun ser ud til at trives. Og selvfølgelig er kærligheden ufattelig, når jeg nat efter nat ligger med min næse mod hendes, og inhalerer hendes duft i fulde drag. Selvfølgelig! Sådan er det heldigvis ofte for nye forældre. Det er derfor at man finder sig i at blive tisset på, gylpet ned af nakken og skreget af i de resterende 87 % af tiden.

Men de andre følelser – de er der altså også endnu, om jeg vil dem eller ej og uanset om omverdenen forstår. Følelsen af uretfærdighed over alt hvad vi skulle igennem for at få hende. Over alt hvad vi mistede undervejs. Følelsen af sorg over ikke at vide om jeg kan give hende søskende – over at være gået så meget i stykker, at jeg aldrig igen bliver “spontant gravid”.

Følelsen af en smule skam over nogle af de sider af mig selv, som jeg stiftede bekendtskab med undervejs. Over stadig at mærke et lille stik i hjertet, når andre tager deres graviditet og fertilitet for givet. Tristhed over at have spildt gode år og have grædt uendelige tårer. Over at manden jeg elsker, skulle igennem alt dette sammen med mig.

Oveni ligger så trods alt også en stolthed over, at vi klarede den. Over at min uduelige krop alligevel godt kunne bære da det gjaldt. Over en dejlig fødsel, omend med momenter af drama til sidst.

Så det er en god omgang blandede bolcher – langt mere komplekst en blot følelsen af at “det hele nu er ovre”.

Jeg kommer aldrig til at ytre at “det var det hele værd”! For selvfølgelig er hun det hele værd – om og om igen. Men for helvede, hvor ville jeg hellere have været det foruden. Noget har mistet sin uskyld – og noget er for altid rystet rundt inde i mig. En lethed er forsvundet – erstattet af noget mere alvorligt.

Vi er stadig ved at rejse os – og det tager åbenbart tid for mig at lære at blive lykkelig igen. Sådan grund-lykkelig, let og glad. Jeg er på vej – og jeg har det egentlig helt igennem ok, her midt i alt det blandede. Ligesom at jeg måtte lære at være gravid på min egen måde og med al min bagage, må jeg nu til at lære at være nybagt mor med ditto. Jeg tror på at det nok skal blive rigtig godt, alt som venter på os.

Hvis det bare ikke var så pokkers svært at forklare…

At starte op…

Et pip her fra boblen, hvor dagene går deres gang, og hvor tidsfornemmelsen forlængst er forsvundet, sammen med den fredelige og uforstyrrede nattesøvn.

Vi nyder de sidste dage af mandens barsel i fulde drag og sammen med det spirende forårsvejr.

Man må ikke blive for kæphøj, når folk spørger ind til hvordan det går. Så man tager forbehold – for ikke at risikere noget: “Det går godt indtil videre – vi håber at det bliver ved”. Lidt ligesom at være højgravid og have det fremragende – man tør ikke sige det alt for højt…

Status er dog den, at det alt i alt har været en rigtig god start for os alle tre. Det betyder ikke at baby ikke kan skrige (hun har eksempelvis ikke lavet andet, siden vi stod op i morges), at mine brystvorter ikke har været tygget til hudløshed (for helvede, det har gjort nas!), eller at vi ikke har snerret  af hinanden i et presset øjeblik (stik mig nu for pokker den stofble – hun gylper!).

Men… uden at male med alt for rosenrøde farver, skal vi vist være glade for en lille sund pige, som spiser, sover og skider præcis som sådanne størrelser  åbenbart gerne skal.

Hun er fin og nem at have med omkring. Vi har været til fødselsdag, på lange gåture, på besøg hos venner, på café. .. og mere i den boldgade. Så længe vi styrer at hun ikke bliver overstimuleret (den er glippet et par gange – og straffen falder prompte!), så lader det meste sig gøre.

I går var en præmiedag uden lige. Først en gåtur og morgenmad på græsset i en park, mens manden fik sig en løbetur. Derpå hjem og pusle, amme og slappe lidt af. Så en gåtur ind til Strøget med diverse indkøb og en spritny, svinedyr, sort læderjakke til undertegnede – for så at runde dagen af med smørrebrød og en lille iskold fadøl i solen (min første i et år – jeg har ikke ord for hvor himmelsk!). It’s the little things…

Jeg oplever ikke at jeg har været ramt af det famøse “granetchok” endnu. I ved, den der paralyserende tilstand som nogle forældre lover én vil ramme, når man pludselig sidder dér med sit spædbarn på armen og overvældes af ansvar og usikkerhed. Det er indtil nu udeblevet… (Måske manden har haft en lille snert, da han den anden dag efter en times skrål kiggede desperat på mig, og ganske afgjort mente, at hun måtte fejle noget alvorligt)…

Faktisk oplever jeg at føle mig næsten stærk og fortrøstningsfuld – jeg oplever at baby trives og kræver nogenlunde det af os, som jeg havde forventet – og at mine følelser for hende er præcis ligeså gennemtrængende og vanvittige, som jeg havde håbet på og drømt om så længe.

Måske det vender (der var de der forbehold igen!) – men jeg er uanset hvad ret taknemmelig for vores opstart. Ovenpå vores år i helvede, med magtesløsheden og uretfærdigheden som følgesvende, kan alt dette nærmest give mig fornemmelsen af at kunne flyve.

… Og imellem alle lortebleerne og den afbrudte nattesøvn, skal der som bekendt bare et lille-bitte smil fra hende til, så er vi klar på at gøre det hele igen, og igen, og igen…

Før og efter…

Der findes en verden før og efter at livet startede, for et par uger siden. Hendes liv – og vores liv med hende. Ugerne og dagene smelter en smule sammen, og tiden står på én gang stille og flyver afsted, på samme tid.

Om natten sover hun med sin hånd i min. Hendes små arme stikker op over den alt for store dyne – og hendes fingre knuger sig om min pegefinger, som vil hun aldrig give slip. Jeg kigger på hende i mørket og forstår vist ikke helt at hun er min. Undres og glædes på samme tid, imens jeg forsøger at overtale mine øjne til at lukke sig og nyde lidt søvn.

Hun er nem og glad – for det meste. Hun spiser med en iver jeg sjældent har set og vi forsøger at følge med så godt vi kan. “Hun trives”, siger sundhedsplejersken, så vi er ved at revner af stolthed. Jeg stoler på at hun har ret.

Hun smiler mere og mere som dagene går. Jeg ved godt at de ikke er til mig, at de endnu ikke er bevidste – men jeg suger dem til mig alligevel.

Alt er nyt og ukendt, så vi må lære en masse. Samtidig er det som om hun altid har været her. Her hører hun til – hos os – som langsomt forsøger at forstå, hvad det vil sige at skulle være hendes mor og far.

Cornelia Måneskin II

På operationsbordet blev jeg straks vendt rundt på maven og fik lagt en rygmarvsbedøvelse. Hvilken velsignelse. Kroppen blev varm, blød og følelsesløs fra brystet og ned. Ovenpå 16-18 timers veer, var dette noget nær det mest fantastiske der kunne overkomme min krop. Jeg huskede mig selv på, hvad andre havde fortalt mig om kejsersnit. Det gør ikke ondt, mest af alt er det bare ubehageligt at kunne mærke, hvordan de hiver i én. Jeg var klar og forberedt. Giv mig så mit barn.

Manden min sad skråt bag mig, og holdt min hånd i sin. Han ønskede ikke at kigge med på hvad der foregik på den anden side af skærmen, det var for voldsomt. Jeg kunne mærke at de begyndte at arbejde, og tårene væltede ud af øjnene på mig. Ikke af smerte eller angst, men af forventning og lettelse. Jeg skulle ikke gøre mere nu. Jeg skulle bare ligge her og vente. Lige om lidt skulle jeg høre den lyd, som jeg havde længtes sådan efter. Som vi havde knoklet sådan for. Den lyd som alle nye forældre ser frem mod. Lyden af mit barns allerførste gråd.

Hun havde det skidt derinde, den lille stakkel. Fostervandet var grønt og hun var stresset. Jordemoder Amalie var med hele vejen, og forklarede os hvad der skete. “I skal ikke være nervøse, men der står en børnelæge klar til at tage hende, når hun kommer, så vi kan være sikre på at hun har det godt”. Det betød også at hverken min man eller jeg ville få hende med det samme. Ingen navlesnor at klippe, ingen baby på brystet. Men det var ok – bare hun var ok.

Så kom lyden. Hele min krop dirrede og jeg gjorde hvad jeg kunne for at kigge mig omkring, fra min umulige position. Et spædt lille skrål, efterfulgt af en masse stemmer og postyr. Jeg kunne fornemme at de bar hende over bag briksen, hvorpå jeg lå. Jeg bad manden følge med dem. Han slap min hånd.

“Hun har det godt”, blev der sagt over skuldrene på de mange rygge, der stod bag mig. Jeg har ingen fornemmelse af hvad de gjorde, eller hvor længe det tog. Efter nogen tid kunne jeg se toppen af min elskede, som holdt noget i sine arme som han stirrede stift ned på. Jeg kan stadig ikke bestemme hans blik, for jeg har aldrig set det før. Forundret, fortumlet, lettet, træt. Han stirrede ned på den lille bylt i sine arme.

Endelig kiggede han over på mig, og forsøgte at komme omkring den sygeplejerske, som blokerede mit udsyn. Han nåede kun lige kort over til mig, og bukkede sig ned mod mig, så jeg kunne se. I favnen holdt han en lille krøllet og mørkerød baby, som kiggede mildest talt forundret omkring sig, med meget mørkeblå øjne.

Jeg tudbrølede. “Hvor er hun fin…. og grim” grinede og snøftede jeg, på én og samme tid. Manden grinede og jeg gjorde det samme, imens tusinde ukendte følelser fløj rundt i krop og sind. Jeg ville se hende mere, røre hende, mærke hende. Bliv nu færdige!

Det tog noget tid. Livmoderen ville ikke trække sig sammen. Efter noget møje og besvær blev vi kørt på opvågning. Manden fulgte min seng og holdt fast og roligt om den lille byldt med stof. Hun var helt stille, det lille pus, men var af børnelægen bedømt til at have klaret alle skær til üpperste karaktér.

På opvågningen kunne jeg næsten ikke rumme mere. Min krop sitrede efter hende og mit hjerte stak af. Endelig, endelig, blev hun lagt på mit bryst. Lige dér, så jeg kunne snuse hende i håret og holde om hende, uden nogensinde at ville give slip igen. Min elskede lille skat. Endelig.

Jordemødre og læger bakkede ud af rummet og vi blev overladt til os selv. Hvor længe vi lå der, bare os tre, ved jeg ikke. Manden sad på en stol og jeg lå med hende, imens knapt tre års sammenlagte følelser skyllede ind over mig i en hvirvelvind af hormontåger og træthed. Håbet, glæden, sorgerne, smerten – og nu den ultimative forløsning i form af en velskabt lille pige, så smuk at jeg næsten ikke kunne rumme alle de følelser hun medførte. Aldrig har jeg følt så mange ting, på samme korte tid.

Her stod solen så atter op over hustagene, imens jeg lå og græd lykketåre ned i hendes sparsomme lyse hår. Manden sov på sin stol og der var komplet stille omkring os. Jeg ringede til mig mor, som trods tidspunktet var lysvågen. Vi tudede om kap i telefonen, imens jeg fortalte kort om hvad der var sket. For godt og vel 31 år siden, var jeg kommet til verden på Hvidovre Hospital, på præcis samme måde.

De næste to døgn tilbragte vi på Riget, imens vi langsomt tog bestik af hinanden og vores nye situation. Jeg var på benene ganske hurtigt, godt kørende på en cocktail af adrenalin og Panodiler. I et akut anfald af hospitals-kuller, besluttede vi os for at tage hjem søndag aften, da en ny familie tog anløb til at flytte ind på vores 4-sengs-stue, og vi således kunne se frem til en nat med to nyfødte spædbørn, på meget få kvadratmeter.

Klokken 22.00 pakkede vi vores sidste sager og sagde farvel og tak for god behandling til personalet på afdeling 4021. Så slentrede vi ganske langsomt ud fra Rigshospitalet og ned langs søerne.

Månen lyste over Fredensbro, da vi krydsede “vores bænk”. Et hurtigt kys, og så sad vi lige så stille dér og stirrede ud i luften med armene om hinanden. Der hvor vi havde siddet så mange gange før. Der hvor jeg havde tudet over min venindes graviditet. Over mine hjertesorger, hver gang det gik galt. Hvor vi havde fejret de gode scanninger, da det endelig begyndte at gå godt. Hvor vi havde grædt og grinet.

Nu kiggede vi ud over den sorte sø og jeg spurgte retorisk, om det virkelig kunne være sandt. Kæresten nikkede fraværende. Den er god nok. Det er sandt. Så gik vi hånd i hånd de sidste hundrede meter hjem. Sammen med vores Cornelia. I det fineste måneskin.

Cornelia Måneskin I

Hvordan laver man en fødselsberetning? Hvordan beskriver man et af de vildeste døgn i ens liv, på en måde som indfanger bare en snert af alle de følelser, som man gennemlever så intenst, imens det hele står på?

Jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse af forløbet, så jeg har måtte støtte mig til mandens genfortællinger. Det eneste jeg rigtig husker, er at det på et tidspunkt var blevet nat… og på et andet tidspunkt, da jeg endelig lå med hende i mine arme, var solen ved at stå op over hustagene igen. Alligevel føles det hele som noget, der skete på et splitsekund.

Torsdag morgen tog de vandet. Vi gik en tur ud i solen og spiste brunch – og ca. en time senere fik jeg små, men relativt regelmæssige veer. Manden cyklede hjem efter vores ting og jeg stod i solen foran Rigshospitalet og tog et par dybe indåndinger. Jeg ringede til min mor, uden at afsløre hvad der var los, og nød at stå der med forventninger til op over begge ører. Nu skulle det være. Nu ville hun lige straks være hos os.

Vi blev installeret på en fødestue med søde jordemoder Karen. Selvom jeg endnu ikke var i aktiv fødsel, fik vi lov at blive. Vi gik så småt i gang med alle forberedelserne: Jeg kom i bad, fik lavement, lidt at drikke og ellers bare afslapning imellem de tiltagende veer.

Stille og roligt arbejdede vi os fremad. Mine veer fungerede fint og tidlig eftermiddag gik vi ind i den aktive fase. Vi skiftede jordemoder til meget unge Emma, som heldigvis var både vældig kompetent og havde en dejlig rolig tilgang til det hele. (Manden har siden indrømmet, at hun også var temmelig heldigt skruet sammen – hvilket jeg på ingen måder havde registreret). Tingene flyder sammen i disse timer, men jeg husker det som om vi mest blot fik ro til at arbejde, og at vi gjorde brug af de remedier som jeg følte behov for: Jeg var i vand og powernappede mellem veerne. Tilbage på tørt land hev jeg noget lattergas indenbords. Sad på en pilatesbold. Lå, gik, vendte og drejede mig.

Timerne gik og vi var godt med. Jeg åbnede mig – selvom det til tider gik lidt langsomt efter min smag. Jordemoderen beroligede mig – alt gik som det skulle. Teknikerne fungerede. Med brug af vejrtrækning, afspænding og opmuntrende ord fra manden sled vi os frem mod den sene del af udvidelsesfasen. Samarbejdet var fantastisk – han overvågede veerne og fodrede mig med blåbær og saftevand. Huskede mig på at sænke skuldrene.  Jeg, som eller har tendens til at blive pisse arrig når jeg har smerter, elskede at han var ved min side og gjorde alt det rigtige. Jeg husker det som om at vi high-fivede ved 8-9 cm. og at veerne nu begyndte at bide mere fra sig. Mellem to veer sagde  jeg til manden, at uanset hvad der videre skete, skulle vi huske på at de første 80% af fødslen havde været en virkelig god oplevelse. Måske var jeg lige kæk nok…

Et nyt vagtskifte nærmede sig. Jeg indså at det ikke ville blive på denne side af midnat, at vi fik vores datter at se. Det var ok, selvom jeg havde håbet. Veerne trak tænder ud, og jeg var ikke optaget af den slags detaljer længere.

Efter endnu én ve og en anelse udmattelse, trådte næste jordemoder ind af døren. Vores højt elskede “egen” jordemoder, Amalie, som har fulgt os igennem hele min graviditet og været en fantastisk støtte undervejs. Jeg var så lettet, at jeg højt udbrød hendes navn med et kæmpe smil, da endnu en ve begyndte at give slip på sit tag i mig. Det var lige præcis sådan at vi skulle slutte af. Amalie kendte os og hun kendte vores historie. Hun kendte mine ønsker til fødslen og jeg har stor tillid til hende. Nu skulle vi bare i mål.

Mellem veerne overhørte jeg de to jordemødre overlevere til hinanden. Status var knap 10 cm. åben, ingen brug af ve-stimulering eller andet. Lattergas og varme som smertelindring. Vi var godt kørende, selvom det var hårdt arbejde. Jeg forsøgte at se frem mod den afsluttende fase, som jo for pokker måtte være lige om hjørnet.

Natten var faldt på og fødestuen var med afdæmpet belysning. Veerne tog til i styrke, men desværre også af i hyppighed. Jeg var sikker på at hele etagen kunne høre mig bande og svovle som en håndværker. Jeg skældte ud på veerne det bedste jer havde lært. For satan, de bed fra sig nu.

Her gik den ellers så fine fremgang i stå. Trods veerne intensitet gjorde de ikke deres arbejde tilstrækkeligt, og den allersidste åbning lod vente på sig. Baby rykkede sig ikke og roterede ikke ned af som hun skulle. Jeg oplevede for første gang følelsen af ikke at “være med”. Mine teknikker begyndte at svigte mig, og kroppen kæmpede for at følge med.

For at forsøge at sætte gang i mere effektive veer, fik jeg lagt et par akupunkturnåle. Det hjalp en smule, men desværre ikke tilstrækkeligt. Det ve-stimulerende drop blev lagt – jeg bandede og svovlede – men det satte i det mindste gang i sagerne. I den næste tid havde jeg et minut imellem veer, der føltes så voldsomme, at min krop rystede sig igennem dem, alt imens jeg blot forsøgte at snappe lidt luft ind her og der. Jeg frøs for første gang, og blev mere og mere desperat.

Jeg smed håndklædet i ringen og bad om en pundendusblokade – som er noget blokade man ligger i understellet, til at tage topppen af smerterne. Knapt havde jordemoderen lagt den, før baby lavede udslag. Nu gad hun ikke mere. Hendes lille hjerte dykkede, jeg måtte rykke om på siden midt i en kraftig ve, i et forsøg på at aflaste hende. Det hjalp en lille smule.

Jordemoder tilkaldte afdelingslægen, og pludselig var der flere mennesker på stuen. Lægen studerede skærmen og jeg opsnappede ordet “sectio”. Jeg vidste kun alt for godt hvad det betød og skævede op til manden, som ikke så ud til at have fanget meldingen. Jeg kiggede spørgende tilbage på vores kære jordemoder. Om hun forstod mit ønske, eller om det var hendes egen idé ved jeg ikke, men hun sagde til mig at jeg måtte få lov til at presse med ved næste vé. I et desperat forsøg gav jeg den i de kommende 3-5 veer alt hvad jeg nogensinde har haft i mig. Aldrig har jeg lagt så mange kræfter i noget, i hele mit liv.

Men at presse uden presseveer, er en utaknemmelig opgave. Baby flyttede sig ikke en millimeter, trods alle anstrengelser. Selvom det var en befrielse af få lov til at presse med og “gøre” noget aktiv, kunne jeg godt se, at det ikke nyttede noget. Jeg kiggede på manden med tårer i øjnene, og spurgte om at det var ok, at jeg gav op nu. Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte, eller hvorfor jeg havde behov for tilladelsen, men jeg følte at vi stod så tæt ved målet nu, og så alligevel var jeg nødt til at give op.

Da vi træf beslutningen, væltede lettelsen ind over mig. Stuen vrimlede med jordemødre, læger og sygeplejersker. Min mand kom i grønt operationstøj og jeg blev klargjort i en vældig fart. En anæstesilæge forsøgte at oplyse mig om diverse risici ved kejsersnit. Jeg måtte afbryde ham undervejs, og bede ham om enten at stikke mig noget, der kunne stoppe mine veer, eller acceptere at jeg ikke hørte et ord af hvad han sagde. Jeg fik en sprøjte i låret, og langsomt slappede kroppen af.

Alt gik på én gang utroligt hurtigt og var meget roligt. Hvis der var nogen former for panik, formåede de alle at skjule det for mig på bedste vis. Jeg var ikke bange eller ulykkelig, men mest af alt opsat på at få baby ud i god behold, uanset metoden.

Det er svært at fatte sig i korthed, når noget fylder så meget i en. Så selvom det er urimeligt at stoppe her midt i det hele, skal jeg lige samle tankerne et øjeblik. Den sidste bid af beretningen smider jeg afsted én af de kommende dage, så snart jeg igen får en ledig stund. Tak fordi du læste med så langt.