En del af forklaringen …

Kan man have dårlig samvittighed overfor en blog? Eller rettere; overfor læserne af en blog? For det har jeg lidt, tror jeg – på en underlig måde. Ikke fordi der har været lidt langt mellem indlæggene den sidste tid, det er egentlig ok tænker jeg – men fordi der er en lille ting igennem de seneste mange uger, som jeg har undladt at fortælle nogen om, heruden også undladt at skrive om herinde.

Vi har spillet højt spil. Og det viser sig måske nu, at vi sidder med en del af forklaringen på, hvorfor den lille spir i maven ikke har udviklet helt som den skulle i de første spæde uger af denne graviditet. Det er mest på spekulations-stadiet, men mistanken blev bestyrket hos en gynækolog i sidste uge (rutinetjek, scanning, var gået i panik uden årsag, alt var fint), som selv bragte teorien på banen. “Det viser sig nogle gange ved tidlige tvillingegraviditeter, at når den ene går til, så bliver den anden lidt en “slow starter”, før den catcher up og ender med normal størrelse”…

Ovenstående kræver forklaring. I know. Det kræver en tilståelse af, at manden og jeg tilbage i februar måned overtalte lægerne til oplægning af ikke ét, men to befrugtede æg af relativ fornuftig kvalitet. Vi havde åbne øjne og følte os bevidste om, hvad vi gik ind i. Men vi aftalte også, at det blev mellem os. Indtil videre. At det ville skabe for meget snak, for mange holdninger og for mange forhåbninger blandt dem vi elsker, hvis der pludselig gik tvillinge-feber i den.

Sagen er lidt forenklet sagt den, at tvillinger på ingen måder skræmmer mig. Jeg er rædselsslagen for ikke at få de børn, jeg så inderligt ønsker mig, for at skulle være i behandling på ubestemt tid, for hvordan det slider på vores familie… men jeg er ikke bange for at få for mange, eller for at skulle igennem nogle potentielt udmattende år, med alt for mange blebørn – that shit I can handle! Så derfor beslutningen, i sidste øjeblik, da jeg bogstavelig talt lå med benene i bøjlerne, og indså at lægen godt kunne overtales.

Men jeg kunne ikke overskue at omverdenen fandt endnu mere grund til at finde forløbet “spændende”. For det har ikke været spændende, det har været rædsomt og jeg har haft brug for fred til at lade tiden gå. Derfor har vi knapt nok talt om beslutningen siden vi tog den. Vi vidste godt, at det var en chance at tage, på en kvindekrop som jo trods alt bliver gravid oftere end gennemsnittet.

Og ja, begge æg satte sig fast. Måske derfor var min HCG stigning lidt besynderlig og måske derfor kunne jeg teste positiv allerede 3+4. Måske. Men allerede inden vi næsten selv forføjede hvad der foregik, indså vi at næsten-spir nummer 2 var gået i stå igen. I nogen tid var den under observation – det kunne jo være, men til sidst forsvandt den endegyldigt i det sort/hvide flimmer på lægens skærm. Ved siden af den bankede til gengæld et stædigt lille hjerte – og det hjerte banker endnu. Så måske skyldes den svære opstart, at der har hersker mild forvirring i min livmoder den seneste tid. Lægerne er uenige og det er egentlig ikke vigtigt. Men jeg havde nu for første gang lyst til at fortælle om det – og så sagt så gjort. Undskyld, at jeg glemte at sige det noget tidligere.

Advertisements

At hive plasteret af…

Ligesom dengang ved C, er jeg kommet til et punkt hvor det ikke lader sig gøre, at trække den længere. Hvor jeg (på glædelig vis) er nået så langt i en graviditet, at jeg er nødt til at tage nogle små forsigtige skridt ind i den verden, der ellers for mig er forbeholdt de almindelige gravide. De “rigtige” gravide. Det handler om lægebesøg, tilmelding til jordemoder, booking af nakkefoldsscanning. Alt dét som man vel egentlig burde glæde sig til og se frem mod.

Det husker jeg også, at jeg gjorde ved min allerførste graviditet. At jeg synes, at det var lidt spændende, også selvom det er jo mildest talt er begrænset hvad sådan et første lægebesøg egentlig dækker over, meget andet end en blodprøve og en snak om, at man skal forsøge at holde sig fra euforiserende stoffet (duh!).

Men så skete der bare lige dét, gang på gang, at jeg skulle gå en rigtig tung og svær gang, når hver graviditet gik i vasken. Så skulle jeg ringe 2-3 foreskellige steder hen og aflyse aftalerne igen og gang på gang forklare, “at det desværre ikke blev til noget alligevel”. En enkelt gang eller to er den tilmed smuttet i systemet, så jeg er blevet ringet op af en lægesekretær som glad ønsker tillykke med graviditeten, og lige vil meddele ét eller andet. Og så har jeg måtte fortælle hende, at jeg var midt i en a) abort, b) graviditet udenfor livmoderen, C) operation. Av.

Så ja… jeg har vel mine grunde til at være forbeholden, og intet kunne falde mig fjernere end at traske ned til egen læge i uge 8 og få lavet vandrejournal og blodprøver. Jeg skal ikke nyde noget, nej tak ellers tak. Men nu er jeg så i 12. uge, tyder det på. Og tiden begynder at tikke derud af. Første undersøgelse hos egen læse skulle være sket inden uge 10 og nakkefold skal bookes inden det er for sent at bruge den til noget. Osv.

Så afsted måtte jeg jo.

Jeg har skrevet om det før, det med de fysiske reaktioner og med at kroppen husker forbandet godt, alle de traumer den har været budt. Hele dagen op til et lægebesøg er jeg rastløs og nervøs, kan ikke koncentrere mig. Det føles ubeskriveligt ubehageligt at skulle “sidde der og lege gravid”, når man er så fandens bange for, at den lille spir river sig løs i næste sekund. Løsningen plejer at være: book en morgentid, sørg for at det er hos egen læge som kender dig, hav en ren bluse med i tasken, så den der bliver gennemblødt af koldsved kan skiftes ud, inden du skal tilbage på arbejde. Alle tre ting fejlede selvfølgelig i sidste uge, da jeg endelig fik sjosket ned til mit lægehus.

Den yngre mandlige lægevikar var til gengæld ligeså sød som har blev forskrækket over min historie, da jeg satte mig ned og på de første 14 sekunder oversvømmede hans kontor i snot og tåre. Han fangede sjovt nok hurtigt, at jeg ikke synes, vi var på hyggevisit. Så han gjorde kort process; blodprøve, enkelte spørgsmål, udfyld de mest nødvendige papirer. Færdig. “Er der noget jeg kan gøre for dig”, sluttede han af. “Nej, jeg tror ikke rigtig, at der er nogen der kan gøre så meget de kommende uger, mumlede jeg”. Jeg så godt, at han klikkede af ved “udvidet basistilbud” i min vandrejournal, men kommenterede det ikke – jeg forstår godt hvis han på baggrund af min reaktion tænker at jeg er småskør. Han tilbød at vente med at sende mig vandrejournal videre i systemet, hvis jeg ikke var klar. Men jeg var nødt til at booke nakkefoldsscanning, så det var alligevel for fjollet, bestemte jeg mig for. Afsted kom den.

Derpå tog jeg på job. Som det første jeg gjorde, da jeg tændte computeren, bookede jeg den skide nakkefoldsscanning. “Hold nu op med at skabe dig – du bliver ked af det uanset om du skal afmelde den skide scanning eller ej. Hvis det går galt, går det galt”, skældte min rationelle hjernehalvdel ud inde i hovedet på mig. Som sagt, så gjort. Igår landede indkaldelsen så i min Eboks med blandede føleleser. Men det skal jo gøres for pokker. Og det skal gå godt, skal det. Ligesom sidst. There is no such thing as a jinx.

Alt det som ikke kan forklares…

Tak for jeres mange omsorgsfulde beskeder og hilsner igennem det seneste døgn. De har varmet og jeg har glædet mig over hver og én.

En lang historie lort: Vi har det godt, baby er okay. Den lidt længere version af den korte fortælling, handler om at vores læge ved gårsdagens scanningen frikendte os for umiddelbar bekymring, og at han ikke ønsker at se os igen, før på den anden side af en nallefoldsscanning. Med mindre der opstår noget uventet.

Jeg var som bekendt taget alene afsted, hvilket jeg kun kortvarigt fortrød, da jeg sad i venteværelset og kæmpede for at trække vejret normalt. Vi kom heldigvis hurtigt til sagen, og lægen bad mig beholde tøjet på, så han kunne gennemføre en udvendig scanning. Han vidste det ikke, mens hans ord har en kæmpe symbolsk betydning for mig. Kun én gang før har jeg været så langt i en forhåbentlig sund graviditet, at jeg ikke længere skulle lægge krop til dildo-scanneren. At jeg i stedet kunne blive scannet som en “rigtig gravid”, en helt almindelig gravid…Han konstaterede hurtigt at baby var i live, med hjerteblink og bevægelse. Gudskelov. Derpå målte han blot en enkelt gang, før han lidt hovedrystende meddelte, at han ikke kunne forklare det, men at baby nu kun lå ganske få millimeter fra optimalen, og at alt tilsyneladende var i orden.

Da vi kort efter sad ved hans skrivebord, gentog han beskeden. Og jeg spurgte ham igen, og igen, mens hans tålmodigt forklarede dét, som han netop ikke kunne forklare. Vi ved ikke, hvorfor udviklingen ham været atypisk, vi ved ikke, om det har betydning – men vi ved at tingene lige nu ser tæt på normale ud og at baby tilsyneladende er okay.

Jeg spurgte ham om han var overrasket. Han svarede tøvende, at han ikke rigtig havde turde tro på, at den lille var blevet hængende, dengang han for efterhånden en del uger siden konstaterede, at den var for lille. Jeg ved ikke rigtig, om den udmelding er positiv eller negativ, men ærlig var den da.

Efter at have ringet til manden og mine forældre og gjort en ende på deres lidelser, som de hver især sad klistrede til deres telefoner, gik jeg hjem og faldt omkuld. Selvom jeg havde planlagt lidt arbejde, var jeg fuldstændig drænet for enhver evne til at tænke eller handle, sådan som jeg har oplevet det før, når min krop har været i alarmberedskab og derpå finder afklaring og lettelse.

Og lettelsen holder endnu. Jeg ved godt, at lægens ord over den kommende uge vil glide mere og mere i baggrunden af min hukommelse, og derpå erstattes af nyopfundne bekymringer. Men for nuværende kan jeg stadig huske, at han sagde at alt så fint ud, at der var gode chancer. Og det vil jeg forsøge at nyde, så længe min hjerne og krop tillader.

Næste stopprøve bliver Nakkefold… om to meget lange uger.

Tidsrøver

Det har bliver et indlæg uden noget som helst andet formål, end at få tiden til at gå, frem mod scanningen senere i dag. En scanning som af én eller anden grund føles som én af de mest afgørende hidtil. Måske fordi det foregår tilbage hos egen fertilitetslæge, efter den kedelige besked fra sidste uge. Måske fordi jeg skifter mellem håb og optimisme på den ene side, og tristhed og opgivenhed på den anden. Måske bare fordi jeg ikke kan huske, at alle de andre scanninger har føltes mindst ligeså afgørende.

Nogle dage er jeg afklaret med, at det ikke bliver til noget denne gang heller. Tænker, at jeg nok skal klare det og at vi må tage den tid det tager at sørge og samle kræfter, så vi kan overkomme at gå i behandling igen. At det er godt, at vi allerede har tømt sparegrisen, så vi ikke skal have endnu flere penge op af lommen til næste forsøg. Og så videre. Andre dage er jeg knust ved tanken, kan slet ikke finde vej i mørket og synes, at det hele er håbløst.

Ovenpå flere symptomfri dage, var jeg sikker på at den lille havde givet op derinde og at det ville være et spørgsmål om tid, før kroppen opdagede det og gav slip. Igår og i dag har en forsigtig morgenkvalme givet mig håb endnu engang, og med den har fulgt en forsigtig tro på, at det måske alligevel ikke er så galt.

For at gøre dagen mere kompliceret, er manden i udlandet med arbejdet. Planlagt inden vi vidste, at dagens ville blive scanningsdag – og uden at vi kunne gøre så meget ved det. Med den hyppighed, vi fører lægebesøg, er det også næsten umuligt ikke at opleve planer, som kolliderer. Så jeg tager alene afsted, efter lange overvejelser. Min stakkels mor kunne slet ikke overskue det, og har flere gange forsøgt at overtale mig til, at tage enten hende, min far eller en veninde med. Jeg forstår hende godt; hun vil have én til at samle mig op, hvis nu…

Men jeg er endt med at beslutte, at jeg har brug for så lidt påstyr som muligt. At jeg har brug for en rolig og ensom cykeltur til klinikken og for ikke at lade en anden persons nervøsitet påvirke mig. Der skal ikke være nogen, at tage hensyn til. Så jeg har sagt nej tak, og nu sidder jeg alene og forsøger at få timerne til at gå.

Det er ok. I eftermiddag er jeg mere afklaret, og det er godt.

Virkelig dumt…

Jeg banker mig selv oveni hovedet. Jeg er SÅ TRÆT af mig selv og mine latterlige beslutninger. Hvorfor skulle jeg falde i? Lige ned i den store scanningsgryde? Det var så meget bedre med uvisheden.

Kastede håndklædet i ringen og tog en ekstra scanning. Hos en anden læge, havde en henvisning, fik en hurtig tid. Blandt andet fordi manden er forhindret i at tage med til næste scanning hos egen fertilitetslæge. Havde behov for vished. Det fik vi på ingen måde.

Ovenpå den evige rykken frem og tilbage på dato, størrelse og termin igennem efterhånden mange uger, blev vi nu endnu engang sat tilbage. Ligeså langt tilbage, faktisk, som allerførste gang vores egen læge blev bekymret. Den søde scanningssygeplejerske gjorde alt hvad hun kunne – målte, målte og målte. Men hun kunne ikke få den til at være større end den var, ligemeget fra hvilken vinkel.

Så nu er vi lige vidt. Jeg aner ikke om vi er købt eller solgt. Jeg prøver, prøver, prøver at tro på, at det er en målefejl, en anden person, en anden maskine … anything, der kan forklare det, med andet end at den lille spir fejler noget. Den lå så smukt og vinkede til os derinde. Helt bogstaveligt. Men jeg kan ikke forholde mig til det, jeg tør ikke. Og jeg kan ikke holde ud, at min krop begynder at se gravid ud, hvis jeg alligevel lige om lidt skal sige farvel.

Hvorfor helvede skulle jeg også tage den dumme scanning.

Brudte løfter

De vanlige 4-5 dage siden sidste scanning er gået, også kendt som perioden hvori jeg normalt formår at huske den positive melding fra lægen, og finde nogenlunde tryghed ved tanken om, at det er håb. Det er de dage, hvor jeg tør tænke på, at jeg måske skal være mor og de dage, hvor jeg tør drømme mig bare en lille anelse fremad mod voksende mave eller ønskelige forberedelser. De dage tør jeg godt tænke på, hvordan det bliver at skulle på barsel, eller på hvilken type fødsel jeg håber på. Der tør jeg sige til manden, at “jeg glæder mig til… hvis nu …”.

Faktisk er der gået endnu længere denne gang. En uge nogenlunde – og jeg er endnu ikke fuldkommen panisk. Heller ikke selvom tvivlen prikker til mig hver eneste dag. Time, faktisk. De sidste mange dage har været fyldt med ferieaktiviteter og en masse adspredelse, efterfulgt af en rolig, men spændende, opstart på job igen. Symptomer har der været en smule af, hvilket jeg tager imod med kyshånd, og tydeligt mærker dæmper nerverne.

Men nu … nu er det hverdag. Nu kommer tankerne igen. Katastrofetankerne, som jo egentlig overhovedet ikke er katastrofetanker, men er helt reelle minder, om hvad der før er sket. Tvivlen vokser, analyse af kroppen signaler ligeså. Er symptomerne ikke mindre i dag, end de var i går?

Jeg har et frikort til scanning, så snart jeg har behov. Jeg skal bare ringe og bestille tid. Men jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle holde ud til næste planlagte undersøgelse i den kommende uge. At jeg skulle tage mig sammen og turde vente. Huske, at det ikke vil gøre en forskel – hvis det går galt, går det galt. Uanset hvornår jeg bliver scannet.

Men nu … tvivler jeg på om jeg overholder mit løfte til mig selv. Om jeg kaster håndklædet i ringen og griber telefonen. Samtidig er der en lille del af mig, som ikke tør. Hvis der er gået noget galt, vil jeg måske helst vente med at få det bekræftet…

Midt i mørket …

… og med en febervarm pige på maven, ligger jeg og føler bølger af lykke skylde ind over mig. Tårerne triller ganske forsigtigt og har deres egen vilje – og for første gang i mange måneder, er jeg let og boblende inde i maven.

Det gik med andre ord godt til dagens scanning. Så godt som det nu kan i vores situation – og så godt at lægen ikke ønsker at se os igen før om 14 dage. Der var både hjerteblink og vokseværk – og selvom det lille myr stadig er en anelse for lille, tegner det bedre, end det gjorde for kort tid siden.

Så nu ligger jeg her og er helt rundt på gulvet ved tanken om, at der måske er en reel chance for, at vi skal være forældre igen. At vores pige skal være storesøster. En chance for at få vores højeste ønske opfyldt? Det er som om, det ikke før er noget, jeg for alvor har overvejet.

Vi slipper ikke for flere scanninger, for flere bekymringer eller alt det andet der følger med. Men lige nu føles alting mere muligt, end det har gjort længe. Jeg ser glimt af håb og måske endda optimisme – så meget at jeg glemte at blive sur på min mor over, at hun blev alt for glad over dagens resultater. Det var i stedet bare dejligt at vise hende billederne.

Vi kan nu se frem til en Påskeferie, som forhåbentlig byder mere ro og forhåbning, end vi har kendt længe. Efter ferien må vi så fortsætte med, at tage ugerne én efter én. Jeg går og brygger på en teori i mit lille hovede om, hvorfor de seneste uger har været så umulige og resultaterne så meget “frem og tilbage”, men det er både langt og kompliceret (og uden hold i noget som helst andet end mine egne spekulationer), så det må blive i næste indlæg.

For nuværende vil jeg ligge her med min store feberpige, og nyde følelsen af at en meget tung vægt for en stund har løfter sig fra mine skuldre.