Enden på historien

Det føles meget mærkeligt, at pippe herinde efter så lang tid. “Mon nogen overhovedet stadig læser med”, tænker jeg, som jeg fisker telefonen frem under hovedpuden her på tærsklen til min sidste barselsdag. Nu hvor jeg egentlig er på vej til at sove, og blive veludhvilet til dagen i morgen. Men jeg bliver pludselig grebet af en lyst til at skrive bare lidt. En lyst til at formulere en form for punktum.

Ved siden af mig snorker en ferietræt 3-årig ganske let. I soveværelset ved siden af er far og baby faldet i søvn arm i arm, klar til deres nye tilværelse, en hverdag som de skal dele i de kommende måneder. I morgen venter arbejdslivet for mit vedkommende – en ambivalent og bittersød størrelse. Jeg glæder mig og føler mig oplagt – og er på samme tid splittet i tusinde stykker over at sige farvel til tiden med mine unger, fleksibiliteten i hverdagen, boblen med baby – og alt det der følger med.

Hvor blev barslen af? Hvad fik vi lavet? Gik det som jeg havde håbet og drømt om?

Jeg ved det ikke. Det gik i hvert fald stærkt. Da de første måneders dramatik og overarbejde havde lagt sig i slipstrømmen bag vores lille familie, kom der på sin vis en slags ro på – og tiden blev igen en størrelse, som jeg havde nogenlunde føling med. Så meget som det nu lader sig give, med to små børn på armen. Men vi fandt en rytme, alle fire. Ungerne faldt til ro og de voksne ligeså. Dagene gik deres skæve og ofte alt for hurtige gang.

Gåture, amning, svømmeture, venindekaffe, børnehavestart for den store, flere gåture, og ikke mindst en pludselig involvering i en af nyere tids største folkelige bevægelser i dansk politik: Forældrebevægelsen (#Hvorerderenvoksen) og de landsdækkende protester over de alt for ringe normeringer i vores daginstitutioner – som endte med at påvirke et helt folketingsvalg og føre til politiske aftaler. Det er en historie for sig – men pludselig var det i hvert fald blevet sommer, ferie og nu jobstart. Tilbage ligger jeg her og kigger rundt i det mørke børneværelse – og begriber ikke helt den overgang, jeg står midt i.

For en overgang er det. Jeg forstår endnu ikke engang rigtig, at jeg er blevet mor til to børn. Med alt hvad de sidste mange år har budt os, er det over min fatteevne, at de begge to er hos os, tilsyneladende velfungerende, sunde og raske.

Vores børn. To børn. En stor pige, som taler som et vandfald, går i skovbørnehave, for længst har smidt ble og sut, insisterer på at hun kan cykle og svømme selv (“helt uden dig, moar!!”) og som nu og da er så stor, at det tager pusten fra mig. Og en lille dreng, der er så mild og medgørlig og 2’er-barn, som spiser som en fuldvoksen håndværker, kigger beundrende på sin storesøster og griner til tårerne triller ned af hans små buttede kinder, når hun gøgler for ham. De er mine børn, begge to. Både når de gør mig brølende lykkelig og dybt frustreret og dødtræt.

Er det mon min sidste barsel? Ligger min sidste graviditet, min sidste fødsel og tiden med mit sidste spædbarn bag mig? Det gør det nok, er jeg bange for. Selvom mine fingre gør en form for modstand, når jeg prøver at taste ordene. Det føles forbudt at tænke andet, end at vi allerede har fået meget mere, end hvad moder natur havde i kortene til os. At vi allerede er gået imod og henover alle tænkelige udfordringer for at få de to børn vi har, og at det ingen mening ville give, at udsætte hverken os selv eller dem for flere potentielle udfordringer, sorger og frustrationer, end vi allerede har været igennem. For ikke at tale om de fysiske udfordringer, det faktum at jeg er steril og slet ikke kan få børn ved egen hjælp, de økonomiske aspekter, de lavpraktiske hverdagsting, osv. Der er kun gode grunde til at tænke og mene, at denne aften udgør et endeligt punktum i det kapitel at vores liv, som handlede om at få børn. Slut – punktum – udråbstegn?

Og så er der hjertet, på den anden side. Det forbandede morhjerte, som slet ikke kan holde ud, at det skal være slut med alt det. Som ikke tænker tilnærmelsesvis logisk eller rationelt, men som muligvis heller aldrig vil føle sig mættet, uanset hvor mange børn der måtte fylde det. Det hjerte må nok desværre se sig slået ud af de andre hensyn. Desværre. Jeg tør ikke tro eller tænke, at vi skulle kunne klare en tur mere. Jeg får lyst til at skrive, at jeg er så dybt taknemmelig over at have fået hvad jeg har, at det stadig nu og da tvinger tårer frem og klumper i halsen. Men det tror jeg ikke, at jeg behøver. Jeg håber, at det siver igennem i alt hvad jeg nogensinde har skrevet. Det er en grundfølelse, som jeg aldrig slipper, heller ikke selvom der ligger andre lag underneden. Heller ikke selvom virkeligheden kunne have været en anden, hvis og hvis og hvis.

Så nu ligger jeg her – og snart lukker jeg telefonen ned og sætter alarmen på “arbejdsliv” igen. Vi er blevet fire i vores lille familie. Vi har det godt. Det er mere, end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Jeg ville stadig nu og da ønske, at jeg kunne træde tilbage til 2014 og fortælle dengang-Signe, at livet nok skulle lykkes. At hun ikke skulle frygte årene som kom. At hun en dag ville stå på den anden side af alt det grimme, det meningsløse og det ødelæggende – med sig selv, sit parforhold og sin tilværelse i behold. Jeg ville fortælle hende, at hun på godt og ondt ville opleve at blive en anden undervejs, eller i hvert fald blot en anden version af den Signe, som fandtes før. At den nye version egentlig slet ikke ville blive så tosset, selvom hun gerne ville have været de grimme oplevelser foruden. Jeg ville fortælle hende, at hun nok skulle blive okay igen. Også selvom jeg godt ved, at hun ikke ville have lyttet til mig.

Men hun blev okay igen. Jeg blev okay igen. Og ligeså gjorde vores fine lille familie.

Tak for denne gang <3

Advertisements

Tilbageblik – amning

Åh, men den amning altså. Den er jeg åbenbart ikke helt færdig med at snakke om, så her er “endnu en”, som Nik og Jay ville have sagt det.

Det er som om, det stadig forundrer mig, at der rent faktisk lykkedes. Samtidig kommer det nu og da bag på mig, at jeg må have haft flere følelser forbundet med det, end jeg var klar over.

Det startede allerede med C. Før jeg blev gravid kunne jeg have svoret på, at amning ikke havde den store betydning for mig hverken i den ene eller anden retning – altså jeg ville da gerne, hvis jeg kunne. Det var jo eftersigende også “det bedste” for barnet, så hvorfor ikke.

Og så lå hun pludselig i mine arme (altså, så pludseligt som det nu kan være i uge 41+6, efter en 18-20 timers fødsel). Der fandt hun selv vej til brystet og vi så os ikke tilbage – og så kom det lige pludselig til at betyde noget. Jeg var stolt og glad for, at vi kunne. For at se hende vokse og trives, så at sige blive “bygget” på noget min krop kunne levere. Efter de mange år i barnløshedens helvede, hvor kropslig selvforagt lurer lige under overfladen, efterfulgt af en fødsel, der måtte opgives midt på målstregen, var der endelig noget, som bare spillede! Noget hun og jeg kunne sammen, som var så fint, naturligt og ligetil. Mange aftener sad vi således dengang i foråret 2016, mens mine kærlighedståre dryppede ned på hendes lyse hår, og rifterne på krop og sjæl langsomt helede en smule.

Jeg fik en anden forståelse for, hvorfor nogle mødre synes at det er hamrende svært, når det ikke bare fungerer. Hvorfor nogen forbinder det med uendeligt meget andet og mere, end bare mad til en baby. For der er, eller blev, meget mere end bare det for mig.

Da det stod klart at lillebror skulle komme til verdens under andre omstændigheder end håbet, og da den første panik havde lagt sig en smule, kom amningen igen på banen. Kunne jeg? Kunne han? Hvordan pokker skulle det gå, når operationer, kejsersnit, sonder og alt muligt andet stod i vejen for os.

Jeg søgte råd og vejledning – og fik det. Både her på bloggen og ved opsøgning af jordemoder og ammevejleder. Jeg kontaktede min sundhedsplejerske før tid, så også hun var på banen – ja, jeg gjorde hvad jeg kunne.

Og så kom han. Og så malkede vi. Og malkede. Og malkede. Hvilket forpulet helvede det var. Endnu engang kan jeg mærke, hvor forundret jeg er over, at der hverken på neonatal eller børnekirurgisk var nogen synderlig vejledning eller støtte til projektet. Det havde de fandme’ lovet, men deres manglende interesse, viden og opbakning kom uendeligt meget bag på mig. Jeg er stadig overbevist om, at havde jeg været granat-chokeret førstegangsmor med nyopereret spædbarn, så var den amning gået i vasken før den overhovedet var kommet i gang.

Men det lykkedes. Et par uger efter hans fødsel og operation, havde jeg insisterende spurgt lægerne til, hvornår og hvordan vi kunne forsøge at etablere amning. Til sidst gav en ældre overlæge med et skuldertræk besked om, at “jeg da godt kunne prøve, hvis jeg ville”.

I et minut af gangen. Og kun hver tredje time.Så pludselig var vi i gang. Præcis som sin storesøster, viste Lille S vejen og vidste præcis hvad han skulle. Og siden da har min opgave primært bestået i at forsøge at følge med. Og lige bide tænderne sammen igennem en brystbetændelse af de lidt hardcore slags (findes det andre former?).

Nu har vi en fryser fuld af udmalket ammemælk, som barnet i strategiske doser har fået serveret på flaske, så særligt de første dages råmælk kunne komme indenbords. For er par dage siden bemærkede min mor, at han nu havde samme alder som dengang hun afleverede mig i naboens dagpleje og drog tilbage på arbejde – og således opgav amningen i samme forbindelse. Det var sådan man gjorde, mange steder.

Vi fortsætter ufortrødent, så længe det er hyggeligt og rart. Han er en sulten herre, så moderen kan utvivlsomt nu og da drømme hen mod fremtidens grød-mætnings-muligheder. Men vi har ikke travlt. De små tarme skal næppe presses mere end nødvendigt.

Vi ser hvad der sker, vi er allerede kommet meget længere, end jeg turde håbe.

Tilbageblik – juleferie

Da vi så småt var kommet på benene efter efterårets mange lidelser, var det såmænd gået hen og blevet jul.

Jeg havde ved graviditetens begyndelse tænkt lidt på, at det da kunne være ret hyggeligt med sådan en omgang december-barsel, med alt hvad det så end måtte indebære af småkagebagning og julegaveshopping. Senere, da fødsel og operation stod for døren, tænkte jeg på julen som en slags milepæl. Når vi bare kom til jul og årsskifte, ville vi se tilbage på alt det som var sket, og forhåbentlig ånde lettet op.

Realiteten blev det berømte sted midt i mellem alle forestillingerne. Bevares, jeg har bagt absurd mange småkager, men mest fordi ældstebarnet synes at det er hyggeligt og det således har været en fin måde at lave noget sammen på, uden at jeg og mine mælkereserver behøvede at bevæge sig for langt udenfor døren.

Juleshopping blev der ikke meget af. For første gang i mit liv er så godt som alt købt på nettet. Ikke særlig hyggeligt eller tilfredsstillende, men til gengæld effektivt. Thank God, at jeg ikke er på julegaver med ret mange mennesker. C og jeg nåede også at kreere de obligatoriske hjemmelavede gaver og sende et halvhjertet julekort (på den helt analoge måde!) til en ældre tante i sidste øjeblik.

Men faktisk …. kan jeg ikke rigtig huske ret meget fra december måned? November egentlig ej heller. På én eller anden måde, midt mellem lettelsen over at være udskrevet og forsøget på at jonglere to børn (heraf én med maveonde), har jeg mest fornemmelsen af, at jeg ikke var ret meget til stede i det hele? Som om jeg var så koncentreret om blot at føre bilen og holde den nogenlunde på midten af vejen, at jeg fuldkommen glemte at orientere mig i bag- og sidespejle. Jeg aner ikke hvilket landskab vi kørte igennem eller hvem vi passerede forbi (Er denne her metafor ved at køre i grøften?). Anyway…

Måske var der flere ting på spil, tænker jeg nu. Dels var der noget ren og skær overlevelse i “livet nu som familie på fire”, hvilket vel er temmelig almindeligt. Jeg kørte muligvis lige en smule i ekstra gear for at kompensere mit fravær overfor C. Hun skulle dælme ikke blive alt for ked af, at vi nu flyttede hjem og ind med lillebror.

Det er samtidig ved at gå op for mig, at jeg har haft brug for en håndfuld uger og endda måneder til at bearbejde fødsel og indlæggelse. Én ting var at vi var kommet hjem i god behold – en anden ting var, at det nu blev muligt at slippe tøjlerne, ånde lidt lettet op og derved også tid til at tænke, fordøje og bearbejde – på godt og ondt.

Jeg var udmattet. Ikke på grund af baby, amning eller nattesøvn. Ikke på grund af den 2,5-årige eller de mange julearrangementer. Ikke på grund af den nyligt overståede graviditet og fødsel. Næ, tvært imod var hele den bunke af faktorer faktisk nogenlunde i den tilforladelige ende. Men jeg var til gengæld mentalt udmattet af siden august at have været i én eller anden art alarmberedskab. På vagt, opmærksom, vedholdende. Yde omsorg, planlægge, koordinere, bekymre sig. Udmattet.

Og nu blev der rent faktisk plads til at være det.

Midtvejs i juleferien gjorde jeg to erkendelser, som rystede mig lidt. Men som også har hjulpet mig anderledes godt og fortrøstningsfuldt ind i 2019. Første skridt til løsningen er som bekendt erkendelsen af problemet.

For det første gik det op for mig, at jeg midt imellem lægebesøg, storesøster og julebag havde fuldkommen glemt at lære min baby rigtigt at kende. Hvor jeg dengang med C ikke havde meget andet at tage mig, end at lære at læse hendes signaler, var lillebror mest af alt blevet kastet ind i vores allerede eksisterende rytme. Meget 2’er klassisk måske – men kombineret med hans mavekneb betød det, at så snart han pippede, stak jeg enten en babs i munden på ham, eller smed ham i slyngevuggen til en lur – uden egentlig at forholde mig til, hvorvidt han egentlig udviste tegn på sult eller træthed.

Ovenstående gav (og giver!) mig akut dårlig samvittighed. Hvor jeg med C husker at disse måneder af babylivet bød på intens symbiose, følte jeg mig her måske faktisk en lille bitte smule fremmedgjort? Jeg ydede omsorg og alt det man skal – men på en underlig afkoblet måde?

En anden erkendelse og et ulideligt klarsyn, blev bragt på banen af min mand. Selvom den nybagte storesøster havde taget de seneste måneders hurlumhej på en måde jeg, som er inderligt imponeret over, er hun samtidig også bare en lille pige fanget midt i trodsalderens urimelig greb. Kombineret med vores (relativt) nogenlunde stringente måde at opdrage på som forældre, gik det op for mig, at vi stillede alt for store m krav til det lille menneske, hvis liv stod midt i en række omvæltninger. Og at dette var kilde til ret mange frustrationer for både os og hende. Det bliver et vist et helt selvstændigt indlæg, som kommer en af dagene, kan jeg mærke – men det korte af det lange er blevet, at vi har måtte sadle lidt om i forhold til de krav vi stiller til hende – og de konflikter, vi går ind i med hende.

Og så sad vi der. Halvvejs igennem juleferien og med ovenstående frit svævende i bevidstheden. Og så lavede vi faktisk en u-vending. Mest mig måske. En mental u-vending ikke mindst. Dels begyndte jeg at kigge meget mere på min baby, og forholde mig til at vurdere, om han var træt, sulten eller andet. Dels besluttede jeg mig for, at droppe en række af kravene til den store og glide af på nogle af de irritationer, det flere gange dagligt fik tingene til at spidse til.

Og så skete der noget magisk. Vi fik ro på! Og resten at jule- og nytårsferien blev faktisk… rolig. Og hyggeligt. Og virkelig rar at være i.

Da ferien sluttede den 7. januar havde jeg ikke den mindste smule lyst til at sende mand og ældstebarn afsted ud af døren igen. Jeg havde for første gang en fornemmelse af, at vi nu var ved at have knækket koden. På det tidspunkt rundede vi også næsten tre måneder som en familie på fire – og jeg begyndte igen at trække vejret helt derned, hvor det gør godt.

Tilbageblik – sygdom

Advarsel. Dette indlæg indeholder en jævn portion selvmedlidenhed, klynk og jammer. Det grænser sig måske endda til det patetiske og navlepillende – til gengæld bliver det også virkelig langt.

På plussiden tæller, at det primært drejer sig om følelser, som jeg har haft, men ikke (i ligeså vid udstrækning i hvert fald) er voldsomt underlagt længere.

Vi kom hjem vores indlæggelse i en rus af udmattelse og glæde. Mit sidste indlæg på bloggen, inden jeg gik komplet i stå oppe i hovedet, oser af lettelse og en meget træt mor. Jeg var så uendelig lykkelig over at være hjemme, det var vi alle. Der blev åndet lettet op, også fra de gode folk vi har omkring os.

Vi var hjemme, lillebror havde det godt, nu var vi samlet.

Dagene gik sådan set også ret fint, taget i betragtning at vi lige skulle finde ud af at have dobbelt så mange børn, som vi plejer.

C blev sendt afsted til et par korte dage i vuggestuen og nød tilsyneladende en vis form for rytme. Hun begyndte faktisk at sove igennem om natten igen, noget der ellers havde været lidt svært i et par uger. Måske et tilfælde?

Weekenderne var intense, men også fyldt med en masse godt. Vi kom hurtigt ind i gamet: Lillebror ned i barnevogn, storesøster op på cyklen og så afsted på legeplads indtil mindsten skulle fodres på ny (novembervejr, du er ej min amme-ven)!

Som jeg husker det, var nætterne også tilforladelige nok, så meget som de nu kan være med en nyfødt. Har man først været tvunget til at sulte sit spædbarn i kølvandet på en maveoperation, så står man på én eller anden måde gladeligt op og ligger krop til et måltid eller to. Han var og er en sulten dreng, og jeg var ikke uden stolthed i den sammenhæng.

En eftermiddag kiggede min mor forbi, lige da jeg vågnede fra en middagslur på sofaen. Hele min ene side af brystkassen var krampet sammen og snurrede underligt, og mit ene bryst var brandvarmt og stenhårdt.

Man skal ikke være ammeekspert for at indsætte “brystbetændelse” her, men da jeg ikke har prøvet at slås med ammeproblemer før, håbede jeg lidt, at det måske ville gå i sig selv. Jeg tog alle kneb i brug: massage, varme bade, tømme brystet, osv.

Natten igennem blev det værre og jeg fik kuldeture og mere og mere svært ved at amme på det bryst, som jo netop havde mest brug for det. Talte med vagtlægen dagen efter (søndag), som sendte mig til egen læge (mandag), og tog endnu et døgn under dynen med rysteture. Manden tog sig af to børn og vækkede mig udelukkende for at jeg kunne amme den mindste. Inden jeg nåede til lægen kom sundhedsplejersken forbi, og hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at det var tid til at smide heltekostumet og kyle noget penicillin i halsen, før det gik galt. Således fik babyen endnu en dosis ufrivillig medicin i løbet af sit spæde liv, men alternativet syntes værre.

Jeg kom op og stå efter endnu et døgns tid, hvilket mand og ældstebarn fejrede ved at smide sig kollektivt med feber og dårlig mave. “Omgangssyge”, sagde vuggestuen og bad om at børne først kom igen, når de have været symptomfri i over et døgn.

Så langt så godt. Da vi første dag derefter havde held med at sende mand og barn afsted til respektive dagsaktiviteter kaldet job og vuggestue, opdagede jeg nogle røde hævelser på Lillebrors fine operationsar, der bugter sig tværs henover den lille bløde mave. Om aftenen havde det udviklet sig, og jeg ringede derfor til det døgnnummer, som vi havde modtaget ved afsked med Riget sammen med formaningen om, at vi skulle “ringe ved det mindste”.

Vi blev over telefonen bedt om at komme ind næste morgen, hvor en læge ved kort konsultation konstaterede en infektion og udskrev (endnu) en antibiotikakur.

Ind mellem ovenstående trummerum var vi til den vanlige hørescreening af baby på Riget, en udvidet hørescreening på Gentofte (grundet væske på ørene, som ødelagde første screening), samt havde vores søde sundhedsplejerske rendende og kontrolveje baby i ét væk.

Jeg kunne til sidst brække mig over aftaler, undersøgelser og lægebesøg, som alle fuckede med vores mulighed for at finde bare en smule rytme, og som rev min arme baby ud af sin søvn i tide og utide. Da vi fik udleveret en folder om “potentiel hørenedsættelse” efter første mislykkede hørescreening, magtede jeg faktisk ikke engang at læse den igennem. Vi købte to kopper kaffe, satte os i parken og talte om noget andet. Complete Denial. Men ingen af os kunne hverken orke eller rumme flere bekymringer, tror jeg. Tanken om at flere skulle pille ved min baby, uagtet hvor harmløs en undersøgelse, satte sig som en klump i halsen. Heldigvis fik vi heller ikke behov for at bekymre os om hørelse, da næste screening viste alt godt.

Og derefter, som toppen af den famøse præmature kransekage, gik babys mave i stå. Helt i stå. Ingen bleer, bare en masse luft – og en lille dreng som tydeligt led og vred sig mange timer om dagen.

Alt imens Google fortalte mig, at ammebørn ikke kan blive forstoppede, kunne jeg konstatere et stigende antal dage mellem de store bleer og en tiltagende smerteplaget baby for hver dag der gik.

Vi holdt egentlig ud ret længe, synes jeg – det er jo helt almindeligt at babyer bøvler med maven, og at ammebørn kan have flere dage mellem afføring. Men det var alligvel i overkanten af, hvad jeg var tryg ved. Han havde mere ondt i så store dele af døgnet, at jeg nogle dage knapt synes, at jeg havde ordentlig øjenkontakt med ham.

Vi ringede igen på døgnnummeret, som dog ikke var alarmerede af vores fortælling. Vi kunne enten give ham nogle små klyx, når det blev for slemt, eller slet og ret vente det ud, sagde de. Vi gav den et par dage mere, måske en uge, før jeg ved næste sundhedsplejerskebesøg bragte emnet på banen. Hun konstaterede som jeg, at han var tilbageholdende med øjenkontakten og vi talte samtidig om, at jeg stort det aldrig formåede at ligge ham på maven i de dage/uger, hvor han var trist og pylret. Hun foreslog, at jeg kontaktede hospitalet endnu en gang.

Som sagt, så gjort. Vi fik en akut tid den kommende mandag på ambulatoriet. Endnu en morgen blev sat i skema og to børn flået op og ud, så vi kunne stille på hospitalet 7.50 som aftalt. Her stod en sød sygeplejerske klar … til at veje ham?!?! Det var med andre ord ikke en lægetid der var booket til os, og det velmenende menneske kunne ikke rigtig gøre sandet for os, end at oplyse os, at han vejede hvad han skulle. Det vidste vi sådan set godt allerede.

Mine frustration voksede i takt med, at jeg indså, at jeg var gået forgæves. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg havde været mere bekymret end som så, og nu havde brug for at det blev taget alvorlig.

Som om klumpen i halsen lige skulle have et sidste spark, blev vi mødt af en fortravlet og arrogant børnekirurg på vej ud af døren. Uden så meget som at kaste et blik på babyen, fik vedkommende på 5 minutter leveret følgende guldkorn:

  1. “Det er nok bare fordi du ammer ham alt for meget, og lader ham bruge dig som sut”.
  1. “Han har nok bare kolik…”
  1. “… eller refluks.”

Derpå blev jeg gennet hastigt ud af døren og var så befippet, at jeg desværre ikke nåede at svare bistert tilbage:

1. “Nu kom brystet vel for helvede før sutten, så det kan vel allerhøjest være omvendt, din båtnakke.”

2. “Øh, okay – og hvad bygger du så dét forslag på, Einstein – og hvad betyder det i så fald?”

3. “Hvad snakker du om? Han har ingen som helst tegn på refluks, han har til gengæld svært ved at skide, siger jeg jo?”

Jeg skummede af irritation og blev faktisk rigtig ked af det. Jeg følte mig i den grad parkeret i en bås af “pylremor” og ikke taget spor alvorligt. De havde jo selv været så insisterende på, at vi skulle kontakte dem ved mindste bekymring?

Da jeg var kølet lidt af, marcherede jeg hjem og gjorde præcis hvad Rigshospitalet havde frarådet: Jeg ringede til egen læge og sang for min syge moster (baby?), hvilket udløste en tid allerede næste morgen. Verdens bedste beslutning.

Vi kom derop og hun tog Sylvester i hænderne, hvorpå han kvitterede med et kæmpe smil. Derpå gennemgik og fjernede hun systematisk mine bekymringer én efter én. Hun undersøgte alle ender af babyen, og roste både ham og den trætte mor på den helt rette måde. Hun kunne intet finde. Hun foreslog et par småting og spurgte, om jeg ville henvises til en fysioterapeut/ergoterapeut med ham, eller havde mod på at gå hjem og se tiden an i to uger mere, før vi så talte sammen igen. Jeg besluttede mig for sidstnævnte. Jeg havde alt mulig mod på at holde ud. Jeg skulle jo for Søren bare have nogen til at forsikre mig om, at det ikke var farligt og at jeg ikke var ved at overse noget alvorligt.

Derpå gik jeg hjem og sænkede skuldrene. Ringede til sundhedsplejersken og aftalte et sidste “kontrolbesøg” og vejning. Og så sænkede jeg skuldrene lidt mere. Nu skulle vi fandme’ på juleferie og nyde hinanden uden mere drama, besluttede jeg – så det gjorde vi. Mere om det lidt senere.

At knække koden

Sådan har det føltes i løbet af denne juleferie. Ekstra lang som den har været, har vi nu været to voksne og to børn på matriklen i to uger. Og hvor de første dage føltes lidt som det føromtalte løbebånd, som nogen blev ved med at skrue op for farten på, og hvor vi trods modsatte intentioner alligevel endte med at afholde såvel lillejuleaften, juleaften og nytår med os som værter herhjemme, så har den seneste uge givet mig følelsen af, at vi trods alt er ved at finde melodien som en familie på fire.

Vi ved nu nogenlunde, hvor længe det tager at komme ud af døren. Vi ved nogenlunde, hvornår og hvordan det yngste medlem skal sove, og vi ved nogenlunde hvor meget stimuli én dag kan indeholde, før vi kollektivt kollapser og det hele når ned i flammer, truthorn og nytårshatte.

I forlængelse af at hjerne og hjerte er faldet nogenlunde tilbage i takt, er mine ord også så småt ved at vende tilbage. Det svære lige nu er sådan set at forsøge at sortere i dem, så de fremstår tilnærmelsesvis sammenhængende.

Når jeg kigger tilbage på de seneste måneder, er der sket overvældende meget, ikke mindst inde i mig, som jeg godt kunne tænke mig at se, om jeg på én eller anden vis kunne finde ud af at smide ned på papir. Både for terapiens skyld, men også fordi jeg tænker at det er en del af S’ historie, som han måske en dag skal have lov til at læse.

For at gøre det, har jeg været nødt til at tage min kalender i brug. Helt alvorligt er det den eneste måde, jeg kan komme omkring de sidste uger og måneders forløb. Meget typisk bliver jeg en ganske ypperlig kontrolfreak, når jeg er presset nok, så det har ikke været vanskeligt at følge vores spor. Alt har været noteret ned og alt er sirligt gemt.

Så de næste par indlæg bliver en række små tilbageblik, som hver kredser om et tema der fylder noget hos mig eller os. Lidt om efterforløbet i kølvandet på udskrivning, lidt om (måske) at være blevet en frygtelig pylremor, lidt om den nybagte storesøster, osv.

Hvor bloggen så skal henad derefter, vil tiden vise, men nu starter jeg i hvert fald med at skrive, til der ikke er flere ord tilbage i denne omgang.

Afslutning og begyndelse

Det er på forunderlig vis blevet årets sidste dag. De sidste måneder af 2018 har på en måde stået stille, på en anden måde føltes som at stå på et løbebånd, hvor nogen insisterer på, at blive ved med at skrue op for farten.

På flere måder bliver nytåret i år således en ekstra nostalgisk størrelse for mig. Da det i sensommeren stod nogenlunde klart, hvad vi stod overfor af udfordringer, var jul og årsskiftet en tidshorisont, jeg klamrede mig til. “Når bare vi når til jul, så vil det hele forhåbentlig være overstået og noget vi ser tilbage på.”

Og nu er vi her så. Med to børn, os selv og vores parforhold intakt. Og det gik jo det hele, selvom jeg tvivlede undervejs. For pokker, hvor jeg tvivlede.

Vi kom igennem med hiv og sving. Ved fælles hjælp og med hjælp fra de bedste mennesker omkring os. Vi slipper næppe uden ridser på sjælen. Ridser som kan føjes til de andre ridser, rifter og skrammer, som dét at skabe en familie sammen, efterhånden har sat af spor på vores indre.

Så farvel 2018, dit utilregnelige røvhul. Du gav os noget af det bedste, og noget af det sværeste. Vi er klar til et 2019, som gerne må være så trivielt og leverpostej som overhovedet muligt.

Tak 💜

Pust og livstegn

Den er god nok. Vi er her faktisk endnu – og selvom det er længe siden, at bloggen sidst har ligget så stille, har det været ganske tiltrængt. Et eller andet sted på vej igennem de seneste uger, er mine ord ganske enkelt forsvundet og jeg har ikke anet, hvordan nogle af mine ofte påbegyndte blogindlæg skulle færdiggøres.

Det har mange årsager, og de et meget blandede. Nogle af dem er først så småt ved at gå op for mig nu, og jeg har længe ikke vidst hvilke ord det var, jeg egentlig havde mistet.

En af årsagerne er heldigvis den mest indlysende: Vi er hjemme, vi er skvattet ned ind i barselsboblen med hovedet først og hjertet fyldt, lige præcis som det skal være på nuværende tidspunkt. Men det har samtidig været på en anden og meget mere blandet måde, end forventet.

Dertil kommer de mere lavpraktisk årsager: Vi er blevet fire mennesker. Ét menneske mere end vi plejer. Det kræver tilvending for alle, måske faktisk mest for de voksne. Når der endelig er er lufthul, ligger blogindlæg fjernt og Netflix lidt nærmere. Jeg har haft er enormt behov for … ingenting. Ikke at snakke, ikke at tænke – og åbenbart også for ikke at skrive.

Og så de dumme årsager: Det er som om, vi ikke rigtig får lov at slippe for sundhedsvæsenet: Brystbetændelse (mig), maveproblemer (ham), infektioner (ham), almindelig børnesygdom (storesøsteren), ørebøvl (ham igen). Og så lidt mere mavekneb (ham).

Det vil ligesom bare ikke tage en ende. Og selvom det meste egentlig nok har været temmelig udramatisk, er vi vist bare tilpas møre af de sidste måneders tumult, at der ikke skal spor meget til, før sårene springer op. Hospitalsbesøg med den lille gut, står øverst på listen over ting, der tricket min baby-PTSD og det har taget tid at erkende, at vi ikke er sluppet igennem helt uden skrammer på krop og sind.De sidste dage, har jeg dog fornemmelsen af at være vågnet lidt igen. Jeg fornemmer atter mod på at skrive lidt, selvom der lige nu synes at være næsten uoverkommeligt meget, jeg burde/kunne skrive om. Tankerne begynder at ligne mine egne, og jeg kan igen mærke min vejrtrækning det rigtige sted i maven.

Så jeg tror at mine ord er på vej tilbage. Tak fordi I så trofast har holdt øje med bloggen igennem de sidste uger – og så selvfølgelig rigtig glædelig jul og godt nytår 💜