Ny i job, gammel i fertilitetsbehandling

Da vi i efteråret 2014 ramte den fortsat største krise undervejs i vores fertilitetsforløb, stod det efterhånden langsomt klart for mig, at det ikke længere var muligt, at skjule problemerne i forhold til min arbejdsgiver (det forhindrede mig ikke i at fortsætte med at forsøge – men erkendelsen var på vej). Da jeg på et tidspunkt var kommet så langt bagud med mine arbejdsopgaver, at det ikke længere var realistisk, at jeg skulle kunne nå at opfylde mine forpligtelser inden min kontrakt udløb, fik jeg langt om længe i værksat en såkaldt paragraf 56-aftale med min arbejdgiver, kommune og læge.

Faktisk var det et tilfælde, at jeg fandt ud af at en sådan mulighed overhovedet fandtes, for der var indtil da ikke nogen, som havde oplyst mig om at man har sådanne rettigheder som ufrivillig barnløs. At det faktisk giver en form for sikring af både medarbejder og arbejdsgiver undervejs i forløbet. Ganske kort går det ud på, at infertilitet (i hvert fald på papiret) anerkendes som en kronisk lidelsen, og man kan derfor oprette en aftale, der sikrer at arbejdsgiver får kommunal refusion for løn under sygdom, allerede fra første sygedag (mod de normale 30 dage).

I slutningen af 2015 kunne jeg dokumentere intet mindre end 3,5 måneders sporadisk sygdom spredt ud over de foregående år, som resultat af operationer, abort, lægebesøg, kontrolbesøg, mv., hvilket i sidste ende gjorde, at min kontrakt blev forlænget med et antal måneder og jeg således nåede i mål med opgaverne. Men det havde trukket tænder ud, og sat spor undervejs, også i forholdet til arbejdsgiver.

I denne runde er situationen lidt en anden, men tankerne omkring de konsekvenser som den forestående behandling potentielt kommer til at have for mit arbejdsliv, fylder alligevel. På den ene side vil jeg enormt gerne foregribe, at jeg igen kommer så langt bagud og “ned i hullet”, at jeg for sent for meldt ud til min arbejdsgiver, at jeg har behov for hjælp. Eller at jeg igen kører mig selv i sænk, fordi jeg forsøger at kompensere for mit fravær ved at arbejde dag og nat, så de ikke opdager, at der er udfordringer. Og egentlig vil jeg også gerne give mig selv “lov” til at være syg, hvis det er nødvendigt – hvilket det jo heldigvis ikke er sport sikkert at det bliver. Hvis jeg får behov for en sygedag i forbindelse med ægudtagning, så vil jeg faktisk gerne kunne tage den med god samvittighed, og uden selv at skulle kompensere for den.

Sagen er dog den, at jeg siden vores sidste forsløb har fået en ny arbejdsgiver. En rigtig god én af slagsen, på en arbejdsplads hvor jeg er virkelig tilfreds med at være. Modsat min tidligere ansættelse, som i alle årene var alt for prægede af det vi kæmpede mod, så er jeg faktisk oprigtig glad for at gå på arbejde. Jeg brænder igen for alt det jeg laver på det nye sted og med fremragende og dygtige kollegaer ved min side. Jeg har genfundet min faglige stolthed og gejsten for det jeg udretter – det er pisse fedt!

Men hvad stiller jeg lige op med alt det, nu hvor vi er på vej ind i friske IVF-forsøg på ubestemt tid? Går jeg til min nye leder allerede nu, og smider alle kort på bordet? Det har jeg faktisk af mange grunde ikke spor lyst til. Eller venter jeg, til tiden viser mig om det bliver nødvendigt, med risiko for at det bliver for sent og allerede har gjort skade? Det synes jeg er mega svært at hitte rede i og jeg er endnu ikke kommet frem til, hvad der er det rigtige for mig…

Advertisements

Nytår i venteland

Selvom vi på mærkværdig vis skriver den 10. januar, og tiden således på den ene side synes at være fløjet afsted i de seneste uger, har jeg samtidig en underlig oplevelse af, at tiden er gået i stå. Af at være sat på standby – endnu engang – og være gjort magtesløs overfor den ventetid, som jeg kender og husker alt for godt, fra sidst vi var i behandling.

Vi venter, og dagene går. Vi venter på æggeløsning, derefter på første menstruationsdag. Vi venter på en samtale på klinikken, som skal handle om, hvad vi mon nu skal gøre. Hvilke muligheder vi har tilbage, og hvad der giver mening. Og hvis meldingen fra klinikken er, som jeg tror, venter vi derefter på opstart af den friske IVF-behandling. Den behandling som jeg for alt i verden håbede, at jeg aldrig ville skulle navigere ud i. Men det skal jeg – det skal vi.

År 2017 blev således ikke et år, som forløste drømmen om endnu et barn. Det havde måske også netop været for godt til at være sandt, når man errindrer alt, hvad vi måtte igennem for at få C. Men jeg havde nu alligevel håbet, og jeg troede måske et sted langt inde i det stille, at vores tro, gåpåmod og optimisme ville gøre os fortjent til en let omgang.

Men jeg tog fejl. Vi skal forfra og jeg kan kun gisne om omfanget af den kamp som måtte vente på os.

Nytåret er i forvejen en tid med tilbøjelighed til lidt ekstra nostalgi. Og selvom nytåret 2017 forløb i selskab med gode venner og skønne unger, sneg der sig nu og da et vist vemod ind under huden på mig, når jeg blev strejfet af følelsen af uretfærdighed og uforløste drømme. Når snakken faldt på alt det, som de andre gerne ville bruge deres 2018 på – mens jeg selv kom til at tænke, at der faktisk kun er ét ønske for året på min liste. Der er kun en eneste ting jeg gerne vil, og så kan alt andet få lov til at være lige gyldigt. Jeg kom til at tænke tilbage på den gang, hvor jeg afsluttede det ene og det andet år med præcis samme vemod og på hvordan jeg hvert år tænkte, at nu måtte det blive bedre i det kommende.

Men nu skriver vi som sagt allerede uge 2 i året 2018. Så tiden går åbenbart, selvom den er ventetid, måske endda spildtid – og den føles trods alt mindre spildt, end dengang jeg ikke havde nogen som helst vished for, at jeg mon nogensinde skulle blive nogens mor. Dengang jeg ikke var klar over, om jeg ville blive tvunget til at gentænke livsplanerne, ja måske endda meningen med det hele, om man vil. Trods alt, må man på den måde give 2018, at det formentlig vil føles mindre meningsløst, end de andre år før det.

Så nu vil jeg forsøge at byde året velkommen og fremtvinge en lillebitte smule forhåbning for dét som kommer, og i hvert fald for en stund bilde mig selv ind, at 2018 vil blive året, hvor det lykkes. For det skal det fandme!

Det bliver godt igen…

Bølgerne har lagt sig lidt,  den værste skuffelse er blevet fordøjet, i hvert fald for en stund. Det er blevet jul, og jeg ligger på mit gamle værelse i mit barndomshjem, med et tungt sovende barn på maven. Tvunget til at blive liggende, fordi hun for en gangs skyld gerne vil ligge helt tæt. Det er en næsten ubeskrivelig følelse af at være det helt rigtige sted.

Så her kan jeg jo passende ligge og tænke lidt. Over hvordan jeg har det, når nu 2018 ikke slutter, som vi drømte om og håbede på. “Heller ikke i år”, fristes jeg til at skrive, for det er jo desværre ikke noget nyt, at runde et år af med drømme, som ikke blev. Men jeg tror ikke, at jeg lige nu er så ulykkelig, som jeg burde være, eller måske bliver.

Igår var en dejlig, rolig lillejuleaften, trods et hus fuld af gæster. Morgenen gik i nattøj, med julemusik og et lykkeligt barn, der dansede rundt med sin far og lavede fis og ballade med nissehue på. Og lige midt i alt hyggen, kunne jeg pludselig ikke stoppe en forræderisk lille tåre, fra at trille ned af kinden. En taknemmelig lillebitte lykketåre, midt i al skuffelsen og frygten for hvad 2018 har i vente.

For vi har hende. Hun er vores, og vil være det lige meget hvilket forløb, der ellers venter os. Og vi har det jo godt, bare vi tre sammen. Midt i en helt almindelig småtravl børnefamilie-hverdag, med sure sokker, opvask og alt for lette aftensmadsløsninger. Vi har det sjovt, vi er gode ved hinanden – og vi er okay – for det bliver godt igen, på den ene eller anden måde.

Jeg skal vel egentlig op og pynte juletræ nu, men jeg kan ikke slippe hende den lille. Hun dufter så dejligt, selvom hun klister op af mig og er smurt ind i noget, som jeg gætter på er en gammel brunkage. Hun er min – og med hende skal jeg nok kunne klare alt!

Rigtig glædelig jul 🎄

Halmstrået knak

Det bliver ikke den juleferie, jeg havde håbet på. Klinikken har netop ringet og bekræftet det, som jeg godt vidste i forvejen. Jeg faldt nemlig i igår aftes. Som en anden junkie kastede jeg mig ud i det trøstesløse selvpineri, som er hjemmetesten. I et anfald af vente-psykose flåede jeg pakken op og tissede skamfuldt i min lille plastikkop i toiletlysets ucharmerende skarpe skær. Testen viste bragende negativ.

I morges begyndte jeg at bløde. Så da damen ringede med resultaterne på min blodprøve her ved frokosttid, var der ikke mange overraskelser i hendes oplysning om, at det heller ikke skulle være vores tur i denne omgang. Jeg er ikke gravid. Mit HCG-tal ligger på fire. It is over and the fat lady has sung. Fanden tage det. Jeg havde ellers en god fornemmelse undervejs i denne omgang. Jeg troede lidt på det, for en gangs skyld. I hvert fald til tider.

Skuffelsen skal fordøjes, og det vil tage et par dage. Der er ikke flere fryseæg tilbage og foran os ligger nu en kamp, som jeg har forsøgt at undgå at tage stilling til igennem de seneste to år. Det ved jeg ikke, hvordan jeg har det med. Men det er realiteten – og det er det, som bliver vores virkelighed i 2018.

Så nu vil jeg få færdiggjort mit arbejde henover de næste par dage, og så vil jeg drage på juleferie på en anden måde, end jeg havde håbet. Jeg vil formentlig knuge C ekstra tæt ind til mig i de kommende dage, måske fælde en enkelt lille trist juletåre ned i hendes fine lyse lokker. Uden at hun opdager det.

For sådan er det. Jeg bliver nødt til at tage hjem og holde en god juleferie med dem jeg elsker, og sørge for at de ikke lider under, at vores vej til forældreskab også i version 2.0 desværre tegner til, at blive længere end gennemsnittets.

 

 

Om overfortolkningens magiske kræfter i en ventetid…

Der så uendelige lang tid til den forjættede blodprøve, som er i morgen. Så.lang.tid.! Selvom man ved blastocystoplægning faktisk kun skal vente halvanden uge, og selvom jeg havde troet at jeg ville være travlt optaget af arbejde, barn og juletid, så snegler dagene sig afsted. Virkelig langsomt.

I kombination med utålmodigheden vokser tankerne – og overfortolkningerne, som er så velkendte af mange i behandling. Hvad var det? Er det her normalt? Er jeg lidt gravid nu? Eller er håbet slukket? Har jeg ømme bryster? En lillebitte smule kvalme? Anything? Please?

Mine krop har ikke ligget på den lade side i de sidste dage, og min hjerne arbejder på højtryk. Jeg deler kun 14 % af mine tanker med manden, for ellers frygter jeg, at han vil tro, at jeg for alvor er blevet kuk. Eller også vil jeg inderst inde ikke skabe alt for meget håb, som alligevel veksles til skuffelse, ved at tale om alle de mange ting jeg mærker – eller bare bilder mig ind. Derfor hælder jeg tankerne ud over bloggen i stedet for.

I disse dage, nyder jeg nemlig godt af følgende forvirring:

Kulde-ture: De eneste tidspunkter i mit liv, hvor jeg nogensinde fryser, har været de gange, hvor jeg har været gravid. Faktisk kan jeg se, at jeg skrev om det, i mit allerførste indlæg på bloggen nogensiden. Ellers er jeg altid varm, vil altid have et vindue på klem, går altid i mindre tøj end gennemsnittet. Kæresten og jeg er stik modsatte på det punkt – han er top-pjevset og vil have varme på i september, hvis det stod til ham. Men i disse dage klaprer jeg tænder, som en slædehund (klaprer de tænder, egentlig?). Lige meget hvor mange lag tøj, jeg tager på. Og mine fingre og tæer er kronisk kølige. Men hey – samtidig er det jo sådan set blevet ret meget vinter udenfor, og mon ikke alle andre også går rundt og pissefryser i disse tider?

Tissetrang: Hele tiden, hele tiden, hele tiden! Jeg sjat-tisser som en 90-årig og må også op om natten. Det var jeg ellers lykkeligt fravændet efter jeg holdt op med at amme C om natten i starten af året. Øv, hvor er det nedern. Men sådan er der jo mange helt almindelige mennesker, med helt almindeligt ubefrugtede livmødre, der også har det. Det er vel for pokker begrænset, hvad det kan betyde.

Menstruationssmerter: Murren i underlivet – ikke på nogen dårlig måde, men bare sådan som om der er nogen, der niver eller vrider lidt rundt på det hele dernede. Sådan har jeg også haft det de andre gange, jeg har været tidligt gravid. Men det er jo blandt andet dét, hormorner kan – så jeg har ingen mulighed for at vide, om mine tidligere oplevelser skyldes graviditeterne, eller fertilitetshormonerne. Jeg har jo faktisk kun prøvet et enkelt IVF-forsøg, som slet ikke gav resultat i noget som helst (vores første forsøg) – og jeg kan ærligt talt ikke huske, hvordan jeg oplevede det dengang.

Humørsvingninger: Oh boy! Som læsere af de seneste indlæg vil vide det, svinger jeg tilnærmelsesvis psykotisk imellem sort humor, fortrøstningsfuldhed og surmulende depression. Min mand trækker tålmodigt på smilebåndet over mig (han skulle da også lige prøve andet) – men jeg ved, at vi tænker det samme; skyldes det ægte graviditetshormoner, der begynder at spirre, eller er det “bare” de kunstigt tilførte fertilitetshormoner? Eller er jeg bare presset af ventetid, håb og frygt?

Åh, jeg var eller lige blevet så gode venner med min krop igen, efter alt det den var blevet budt – og havde budt – i sidste omgang. Efter endt graviditet og amning gik det faktisk stærkt med at “blive mig selv igen” og jeg har nydt, nydt, nydt at genvinde følelsen af, at være nogenlunde glad og tilfreds med mit hylster – og ikke skulle stille det til rådighed for hverken fertilitetsbehandlinger, scanninger, graviditet, fødsels eller mælkeproduktion.

Men nu er det tilbage til dengang, hvor alting blev gjort til genstand for frustration og tankespind. Og hvis det i sidste ende viser sig, at der ikke er den mindste smule graviditet under opsejlning, så ved jeg kun alt for godt, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at have gjort mig selv komplet til grin med alle mine overfortolkninger. Don’t judge me!

Stadig pisse hamrende urimelig…

På mange måder havde jeg lidt glemt, hvor befriende det er, at have bloggen som et naturligt afløb for galde, når man bare ikke evner at holde den inde længere. Måske er det de skide fertilitets-hormoner, måske ventetiden – eller måske er det bare en dårlig undskyldning for at opførte mig edderspændt rasende og indebrændt (igen) i dag, at det er godt at bloggen eksisterer, så ikke jeg skyder katten, eller sparker manden over skindebenet. Og jeg har ikke nogen kat!

Med andre ord har jeg brug for en god gammeldags “rant” – altså sådan en længere omgang vred udskæld på verden og alle de idioter, der findes i den. Og hvor bedre end her? Jeg har i gamle dage flere af dens slags mavesure indlæg på min samvittighed, eksempelvis når det handlede om gåde råd, kost forbud eller alverdens anden vrøvl fra omverdenen.

Så denne gang kommer en liste over ting, som du saft-sparke-mig skal forsøge at undgå at sige til folk, der har et barn i forvejen, men hvem du overhovedet ikke kender godt nok, til at begynde at snage i deres familieplanlægning – eller til at vide, om de har fertilitetsproblemer.

Det er også en liste over, hvad det vil være en rigtig god idé at modstå fristelsen til at sige, hvis man smalltalker med en tvær, sur, gammel, barnløs type som mig:

  1. Nåååååååå… så er det vel også snart jeres tur igen?” Sagt fire sekunder efter, at man har rejst sig fra barselssengen og dårligt er blevet lappet sammen endnu. Og hvad var det i øvrigt, du ikke forstod, da jeg sagde at vi var tre år om, at lave den første?
  2. Det er jo klart også bedst for børn, at have søskende – de har bare så godt af det” Nå, men du er sgu da ellers blevet en solid idiot alligevel, selvom du havde en bror/søster… og igen, hvad var det du ikke opsnappede, da jeg fortalte, at det ikke var nemt at få den første?
  3. Vi var ligesom slet ikke klar til nummer to endnu, det skete ligesom bare“. Luk aret. Hvis ikke I brugte prævention, så prøvede I med andre ord at få børn. Der er ikke nogen mellemvej, med mindre du er 16 år og aldrig har modtaget seksualundervisning. Slut.
  4. Jeg troede faktisk slet ikke, at jeg kunne blive gravid mens jeg ammede” Igen… Du skal tie stille nu. Bare helt stille. Stille!
  5. Det er bare en klar fordel, hvis der er X-antal år mellem søskende” (Indsæt antallet af år mellem vedkommendes egne to røvsyge børn). Og tak i øvrigt, for at understrege, at du stadig tror, man selv bestemmer, præcis hvornår man gerne vil formere sig.
  6. Vi havde også svært ved nummer 1, men så kom nummer 2 bare helt af sig selv og sådan er det altså ofte!”. Lækkert for jer – helt oprigtigt! Men fertilitet er ofte ikke enten/eller – den ændrer sig hele livet, og man kan være heldig – både med nr. 1, 2 og 3. Bare ikke mig. Så din ellers fine historie kan ikke bruges til at generalisere noget som helst.
  7. Kroppen skal bare lige finde ud af det, du skal se, det kommer nok af sig selv“. Nej, min krop har ikke “bare lige skulle lære det” og det “kommer ikke til at ske af sig selv med nr. 2” – når jeg siger, at jeg ikke kan få børn, så er det rent faktisk fordi… jeg med 110% sikkerhed ikke kan få børn!
  8. Men måske kunne der ske et mirakel – det hører man jo om“. Nej, det gør man faktisk ikke. Man hører faktisk aldrig nogensinde om, at kvinder uden æggeledere får børn naturligt. Så stop dig selv. Bare … stop!

Aaaaah! Det lettede. Tak fordi I lagde øre (øjne?) til. I morgen, når jeg igen er meget mindre sur og tvær, får jeg helt sikkert dårlig samvittighed over indlægget og ved jo godt inderst inde, at folk siger de ting de gør, fordi de gerne vil hjælpe og støtte, men bare ikke ved hvordan. Men i morgen kan jeg så fortryde og vide bedre. For nuværende vil jeg nøjes med at trykke “udgiv indlæg” og nyde at smitte verden med min irritation.

Og så vil jeg overveje at gå ud og finde nogen, som jeg kan råbe lidt af…

Hvor meget tager man hensyn?

Jeg kan huske alle de gange, hvor det har været mig. Hvor jeg har været den, der sad med en klump i halsen under et middagsselskab, eller måtte ud og snøfte stille ned i ærmet ude på toilettet. Alle de gange, hvor andre som det mest naturlige i verden har talt om børn, graviditet og fødsel. Selvfølgelig! For det er jo netop noget af det mest naturlige i verden – altså lige indtil at det ikke er, og man opdager, at man har pisse svært ved det. Måske har de endda spurgt ind til mine planer eller ønsker, eller også har de bare siddet og ævlet løs om deres eget afkom, eller hvor nemt de blev gravide. Og der sad jeg så midt i det hele. Helt og aldeles barnløs og lammet af frygt for, om jeg nogensinde ville blive nogens mor.

Jeg har forbandet dem langt væk, alle dem som glemte at tage hensyn. Ellers som formentlig bare ikke anede, at der var et hensyn at tage. Fra damen i venteværelset, som havde sin nuttede baby på armen, alt imens jeg ventede på kontrol efter abort nr. 117, eller til den veninde som lige i et øjeblik glemte at jeg var til stede, da hun grinende råbte op om at hun blev gravid af at kigge på sin mands underhylere.

Men jeg har også med tiden accepteret, at meget af det handlede om min egen sorg og om at folk nu og da ikke tænker sig om. Eller en blanding begge dele. Og jeg har skammet mig, når jeg godt vidste at jeg var urimelig, og har banket mig selv oveni hovedet, når jeg ikke har magtet at indgå i relationer og arrangementer, med for mange gravide eller småbørn til stede. Men sådan var det nu engang, dengang. Faktisk er det stadigvæk nu og da en lille smule sådan. Kun lidt. Men jeg kan faktisk godt blive en lille bitte smule jalous, når jeg ser en flot gravid mave, selvom det langt fra fylder, som det gjorde engang. Eller når en veninde tager sin egen fertilitet for givet og griner af, at hun “godt nok er glad for, at hun ikke skal have flere unger”. Jeg bliver et lille sekund af såret, lidt stødt eller trist, selvom det er på en anden måde end før. Og det er jo bare fordi jeg godt ved, at jeg desværre ikke har den luksus selv at bestemme.

På en måde er jeg på én og samme tid både tilbage i nogle af disse de følelser, samtidig med at jeg på andre måder er et helt andet sted. For jeg er jo allerede mor – og derved en del af “den klub”, som jeg så længe higede efter og hadede på samme tid. Det betyder, at jeg på den ene side er enormt sårbar overfor mine omgivelser og deres (til tider manglende) forståelse og hensyn, samtidig med at jeg selv repræsentere noget af det, som andre med ondt i forplantningsevnen kan blive sårede over.

Personligt er jeg ikke sikker på, at jeg kunne have fulgt en blog dengang jeg kæmpede for at få C, som var skrevet af én, der havde et barn i forvejen. Jeg tror, at jeg ville have afskrevet hendes historie som irrelevant, for hun ville ikke for alvor kunne relatere til min situation, nu hvor hun havde fået et barn. Selvom jeg rationelt ville vide, at hendes frustrationer og sorg kunne være ligeså reel ved barn nummer to, tror jeg bare, at jeg alligevel ville være frustreret over, at hun jo “havde fået sit på det tørre”. Sådan ville min hjerne – dengang den var allermest presset og bange for at den aldrig ville få børn – formentlig havde fungeret.

Og faktisk prøver jeg i det daglige, at tage en række hensyn, som helt sikkert er farvet af min egen historie. Jeg spørger af princip aldrig nogensinde nogen, hvorvidt de skal have (flere) børn – det kunne jeg ikke drømme om! For jeg ved, hvor meget jeg risiskerer at rippe op sår af den ene eller anden art – og i ting som slet ikke vedkommer mig, med mindre vedkommende selv har behov for at fortælle. Og jeg går ultra stille med dørene, når jeg er i selskab med mennesker, som jeg ved på den ene eller anden vis slås med fertiliteten. Ikke på den måde, at jeg aldrig taler om C eller forsigtigt inddrager mine egne oplevelser nu og da, men jeg er bare hele tiden meget bevidst om, at der er klare grænser for, hvor meget børne- og graviditetssnakken behøver at fylde. Jeg gør også en dyd ud af aldrig, aldrig, aldrig at henfalde til “når det kunne lykkes for os, kan det også for jer” eller “du vil se, at det er det hele værd i sidste ende” – for jeg kunne personligt have slået i hjel over sådan noget pladder, for et par år siden.

Så da lægen på fertilitetsklinikken den anden uge sagde, at jeg da bare kunne tage C med til en undersøgelse den kommende uge, fordi jeg var udfordret på pasningsfronten, så føltes det bare helt forkert. Selvom det ikke havde været noget praktisk problem, så kunne jeg ikke få mig selv til at marchere igennem et venteværelse af barnløse kvinder og mænd, med et mindre barn på armen. Survivor guilt, much? Måske støredelen af dem havde været komplet ligeglade, eller ikke havde skænket det en tanke. Men jeg ved at jeg selv, dengang alting var allerværst, kunne være blevet såret over det. Det er ikke logisk, men sådan er det, når man er grund-ked af noget.

Og derfor synes jeg på en eller anden måde, at det er i orden og nødvendigt at tage en eller anden form for hensyn. Også selvom det er svært, og selvom jeg sikkert nu og da selv glemmer det, fordi min situation trods alt er anderledes denne gang, end da jeg ingen børn havde. Men jeg prøver alligevel.