Ved I så, hvad det bliver?

Præcis som dengang jeg ventede C, er det et af de mest oplagte spørgsmål at møde fra folk, når de opdager min efterhånden halvstore mave. Måske er det efterhånden blevet mere normalt at nysgerrige forældre betaler sig fra kønsscanninger så tidligt som det er muligt, eller også er det bare høflig smalltalk fra folk, som gerne vil være deltagende.

Det generer mig ikke i denne omgang, sådan som jeg husker det med C. Dengang kunne jeg ikke nyde at folk spurgte interesseret ind til min graviditet, fordi jeg hele tiden var fyldt med forbehold og havde behov for ikke at “jinxe” alt det som var på spil. Bær over med den lidt flabede tone i dette indlæg, jeg var stadig vred og skræmt, selvom jeg var gravid.

Men denne gang er lidt anderledes, at tale om det hele. Min gravide veninde (hende som har termin kort før jeg), sagde den anden dag, at hun mærkede en kæmpe forskel på den måde vi talte sammen om min graviditet denne gang, til forskel fra sidst. Selvfølgelig gør det en bemærkelsesværdig forskel, at hun nu er i samme båd, men hun fortalte at det var en kæmpe lettelse for hende at mærke, at vi kunne dele mange flere ting og tanker, end hun havde turdet håbe på, baseret på hvordan jeg var påvirket under sidste graviditet.

Trods ovenstående er sagen den, at vi ikke kender kønnet på den lille spir, der ivrigt sparker mod mit laveskind, mens jeg skriver disse linjer. Og hvor det under sidste gravditet i den første lange tid handlede om, at jeg var angst for at knytte mig til alt det jeg alligevel frygtede at miste, handler det denne gang mere om, at det er helt vildt ligegyldigt for mig, om det er en tissemand eller -kone, der gemmer sig derinde i mørket. Jeg er ikke oprigtigt nysgerrig for at vide det, jeg synes snarere at det er lidt hyggeligt at være lidt i uvished og bygge en masse forestillinger op  – hvilket passer ret fint til mit temperament vedrørende alt for kønsbetinget opdragelse i forvejen.

Måske er det fordi det er gået endnu mere op for mig, efter at jeg er blevet mor til en lille pige, hvor lynhurtigt verden går i selvsving (hej svigermor) i en sky af lyserøde dukkelege og pæne forventninger. Og meget kan man sige om C, men hun er ikke nogen forsigtig, sart, yndig lille blomst – hun er en bullerbasse med sår på knæene, kondisko og masser af krudt. Hun er mest af alt bare en blanding af det hele – kærlig, vild, forsigtig, modig, stærk, sjov og skør – og sådan kan jeg rigtig godt lide at hun får lov til at være længst muligt. Og sådan kan jeg også godt lide at forestille mig, at baby i maven får lov at være – og så er det ikke så relevant om det er et X eller Y på det andet kromosom.

I mine øjne får vi det tidsnok af vide. Enten ved fødslen, eller ved nogle af de kontrolscanninger vi skal til igennem resten af gravditeten. Min mand er dog – i lighed med sidste gang – ikke heeeeelt ligeså neutral i sin opfattelse. Han ønsker sig i bund og grund en pige mere og vil gerne vide, hvad han skal se frem til, uanset hvad. Men eftersom at han fik lov at bestemme sidst, er turen på demokratisk vis kommet til mig i denne omgang. Dog har vi lavet en lille aftale. Ligesom sidste gang, fik vi den søde scanningsdame til at skrive en lille seddel til os, hvis nysgerrigheden en dag alligevel skulle tage overhånd. Den ligger nu i en fin lille kuvert, som manden har gemt et sted derhjemme.

Så må vi se, om én af os alligevel bukker under, en dag i den kommende tid.

PS: Måske er det bare virkelig irriterende for folk, at have det som ovenfor? Min søster er i hvert fald ved at gå helt kold vores manglende behov for at vide kønnet (og dele det med hende, vel at mærke). Og jeg forstår ikke helt hvorfor. En veninde fortalte, at hendes mor var blevet decideret fornærmet over, at de ikke ville vide det med deres første… er der noget jeg overser her, eller er folk bare (lidt for) søde og interesserede?

Advertisements

Roen der varede ved … næsten…

Det gjorde den faktisk, selvom jeg vedblev at være forundret over hvor den stammede fra. Jeg var fortrøstningsfuld, lidt spændt … men rolig. Fuldkommen modsat alle de scanninger jeg nogensinde før har været til – og det nærmer sig godt og vel en 100 stykker igennem de sidste syv graviditeter (indsæt evt. selv chokeret smiley).

Vi afleverede C til farmor, som holdt fridag og hygge med hende på eget initiativ. Vi slentrede over mod Riget og stoppede efter morgenmad på vejen, nu vi havde god tid. Vi snakkede om alt muligt andet end scanningen – først til allersidst rundede vi lige de manglende nerver. “Det gør mig nærmest nervøs, at jeg ikke er nervøs”, sagde manden pludselig. Jeg trak på smilebåndet over ironien, men vidste hvad han mente. Da jeg trykkede “udgiv” på sidste indlæg havde jeg tænkt det samme; det skulle lige passe, at man sænkede skuldrene i et sekund – at jeg rent faktisk var nået så langt i min håndtering af den angst, jeg har for at miste – og så komme til en scanning og få en dårlig besked?

Vi sludrede lidt videre, før vi betalte og bevægede os den sidste vej mod Juliane Maries Vej nr. 4.

Roen varede ved helt ind i venteværelset. Det mest forhadte rum på hele Rigshospitalet i min bog. Men vi fik lov at sidde der i under 3 minutter, før vi blev kaldt ind til hos en venlig og bestemt ældre sygeplejerske. Hun smalltalkede venligt mens hun startede – og jeg var rent faktisk i stand til både at lytte og svare hende. Jeg blev for en gangs skyld ikke irriteret over, at hun ikke havde orienteret sig i vores journal. Jeg kiggede blot mod skærmen og glædede mig til gensynet.

Så tonede små bevægelser frem på skærmen, og den endelige ro sænkede sig. Der var liv og spræl, ganske som forventet. Selv da sygeplejersken nåede til hjertet og undersøgte det tavst og meeeeeeget længe, var jeg tryg og rolig. For første gang i mit liv nød jeg rent faktisk bare, at se det lille liv spjætte rundt foran os.

Da hele omgangen var overstået, kiggede sygeplejersken på os og leverede en besked, som for er par uger siden formentlig havde sendt mig ud i en dyb krise. For selvfølgelig slipper vi ikke for drama i resten af denne graviditet, det ville være for unaturligt. Hun havde opdaget et manglende kar på navlestrengen – hvor kun to ud af de normale tre sørgede for blodtilførslen mellem baby og jeg.

Tilstanden hedder åbenbart SUA. Og selvom den bør være relativt ufarlig (!!), betyder den potentielle udfordringer for babys vækst i den sene graviditet. Derfor må vi finde os I at blive fulgt med scanninger efter sommeren og frem til termin.

Manden min skævede til mig flere gange undervejs, men jeg klemte hans hånd og sendte et indforstået “jeg er okay”-blik. Jeg var fattet og fik stillet alle mine spørgsmål, inden vi forlod lokalet og bookede de nye scanninger hos receptionisten på vejen ud.

Ja, det er sgu da belastende. Ja, jeg fløj (selvfølgelig) lige hjem og Googlede “SUA”, for selv at vurdere, hvad vi står overfor. Men dette bekræftede egentlig blot den fortrøstning jeg følte – og da manden skrev fra sit arbejde, at hans kollegas datter netop var født helt sund og rask efter samme omgang, ja så parkerede jeg faktisk paranoiaen endegyldigt i hjørnet.

Og nu føles det okay. Jeg er stadig rolig, afklaret – glad for at have set vores lille spir. Og de ekstra scanninger bliver en mulighed for at se ham/hende igen og igen, og for at sikre at alt vitterligt er som det skal være.

Så… Hvor fanden den kommer fra, roen, det ved jeg ikke. Mine nærmeste stirrer lidt mistroisk på mig nu og da. Men jeg nyder den manglende vægt på mine skuldre. Jeg kan trække vejret på ny. Og det vil jeg nyde til fulde, i tilfælde af at det ikke varer ved.

Stilhed og ro

Da det alligevel ikke var muligt at sove mere, og da skraldemændende i gården var ganske vedholdende med deres rumsteren, besluttede jeg mig for at stå op.

Kigger ind til C, der snorker som en lille traktor – for tiden skal hun nærmest hives ud af sengen om morgenen, for at vi når vuggestue og arbejde.

Lader hende sove, går ud i køkkenet og laver kaffe. Stilhed. Sætter mig og kigger ud over København med min kop i hånden. Ro.

Hvor bliver nerverne af? Angsten? Scanningen er jo kun et par timer væk nu?

Men jeg kan ikke rigtig mærke noget. En let spænding eller måske endda forventning i maven, er det eneste jeg kan fornemme. Og så resterne af en meget forvirrende drøm, jeg vidst nok drømte i løbet af natten.

Men det er dét. Ingen ondt i maven. Ingen rysten på hænderne. Ingen kvalme?

Nu lyder et søvndrukkent og velkendt “moar” inde fra det lille værelse. Jeg trækker på smilebåndet og går derind. Manden vågner i soveværelset. Roen er på sin vis overstået for nu – men i min krop er der stadig fredeligt.

Sådan bliver det …

Om godt og vel halvandet døgn, sidder vi atter i Rigshospitalets rædsomme scanningsventeværelse. Blandt de runde maver og forventningsfulde smil. Jeg har formentlig kvalme, koldsved og hjertebanken. Siger nok ikke rigtig noget. Der vil være ventetid, for hvor meget jeg end hader at sidde der, kan jeg slet heller ikke holde ud at komme for sent. Hvilket i øvrigt ikke sker, da vi bor 10 minutter derfra. Men alligevel.

Så vil vi formentlig blive kaldt ind. Til en scanningslæge/sygeplejerske/jordemoder, som knapt har skimmet min journal og derfor ikke aner, hvorfor jeg opfører mig hammer akavet og er ligbleg i hovedet. Jeg vil formentlig ikke orke at forklare noget, men stille undre mig over, hvorfor jeg egentlig har skulle udfylde de samme spørgsmål om historik, graviditet og fødsel tre gange indtil nu, når ingen alligevel synes at anvende oplysningerne til noget.

Så vil vedkommende scanne på livet løs og vi vil sidde i tavshed, og vente på dommen. Først når vedkommende begynder at tale, vil der forhåbentlig falde en smule ro. Hver tøven eller stilhed vil dog blive overfortolket. Til sidst vil vedkommende, forhåbentlig, hvis mine bønner til de gud jeg ikke tror på, er blevet hørt, fortælle os at det hele efter alt at dømme ser sundt og godt ud på skærmen.

Og så vil jeg bryde grædende sammen. I lettelse, forundring og af udmattelse. Og vi vil gå derfra med hinanden i hånden og være et par bekymringer fattigere. Jeg vil ringe til min mor, som også vil begynde at tude i telefonen. Derpå vil jeg skrive til min søster og mine veninder, som vil sende søde og kærlige tillykker retur, selvom de ved at jeg ikke er så god til at modtage dem.

Sådan håber jeg at det bliver. Sådan har det været før og sådan skal det være igen, når nu ikke jeg synes at kunne blive det bekymrede forspil foruden.

Små glimt af noget lykkeligt …

Tjah… når jeg sådan skimmer igennem bloggen over tid, kan jeg godt se at de tunge indlæg fylder væsentligt mere end de lette. Bekymringer fylder ofte mere end glæder. Sorg mere end lykke. Det er såmænd også okay – og andet ville måske være påfaldende, på en blog der handler om ufrivillig barnløshed og livet i fertilitetsbehandling.

Men det er ikke sort det hele, selvfølgelig er det ikke dét! Og i dag er én af de dage, der er både lyse og lette – og det fortjener måske også en lille plads, især nu hvor MD-scanningen lurer om hjørnet i næste uge og sikkert nok skal få mig til at gå i selvsving.

I dag skinner solen – bogstavelig talt – på mig og min familie. Vi er flygtet til et af byens hemmelige åndehuller, som vi elsker mere end meget andet. Vi har smidt et badebassin op, smurt ungen ind i solcreme og tændt grillen. Forskellige venner med og uden børn har meldt deres ankomst dagen igennem – og lige nu, hvor den mindste sover middagslur, kaffen er varm, damebladet tilpas underholdende på den uforpligtende måde, og hvor baby sparker i maven… ja, der er det sgu svært at være meget andet end taknemmelig.

Super-pessimisten inde i mig må overgive sig og erkende, at livet ikke kun domineres af de mørke skygger.

Er vi mon ude på den anden side? Blev vi de forældre, hvor både parforhold, arbejdsliv og psyke alligevel holdt til mange år i helvedets forgård, og som endte med to sunde og raske børn?

Ej, så langt får mine tanker alligevel ikke lov til at løbe. Ro på, der er lang vej endnu. Men lige nu, lige her, vil jeg blive resten af dagen og holde fast i den lille lykke-bobbel.

Trodsige barn…

Måske er det en modreaktion på mine to forrige indlæg om, hvordan hovedet har lidt svært ved at følge med og hvordan følelsen af at være tæt knyttet til det liv, som har taget bo i min livmoder, fortsat lader vente på sig. For siden slutningen af arbejdsugen har den bitte orm derinde forsøgt at sparke sig vej til min opmærksomhed. Det er på ingen måder som jeg husker det med C, men der er ikke noget at tage fejl af. Der er nogen derinde og vedkommende er nu langt om længe blevet stærkt nok til at gøre opmærksom på sin eksistens.

Det er en underlig oplevelse – både forundrende og livsbekræftende – som jeg ville ønske inderligt at jeg kunne dele med min mand. Men C kunne han mærke sparkene udenpå maven i løbet af ganske få dage fra jeg selv mærkede hende første gang. Men nye babys spark ligger så langt inde og nede, at jeg vil skyde på, at der går en rum tid endnu før han kommer med.

Det får det hele til at rykke tættere på – herunder MD-scanningen, der truer lige om hjørnet. Den skal jeg lige arbejde lidt med, kan jeg god mærke. Jeg glæder mig dels til at få det overstået – jeg gruer samtidig fordi jeg godt ved hvad den slags læge besøg aktiverer i mig og hvor udmattende det bliver i dagene omkring, at være i fuldblæst alarmberedskab.

Men for nuværende er babyen ligeglad. Den sparker bare. Som om den insisterer på at sparke sig vej ind i min tungnemme bevidsthed. Det er jeg på én eller andne måde meget taknemmelig for.

Det er lidt svært at forklare…

I forlængelse af forrige indlæg, får jeg lyst til at skrive om noget, som egentlig ikke er så let at formulere. Jeg ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud på skrift, og jeg er bekymret for, at der er meget som let lader sig misforstå. Virke utaknemmeligt – eller måske dårlig-mor-agtigt? Men nu prøver jeg lige alligevel.

Selvom jeg vokser, selvom ugerne går, selvom jeg mærker liv… så mærker jeg… ikke rigtig noget. Det har jeg det ambivalent med at skrive, for det er både sandt og forkert på samme tid. Jeg er taknemmelig, jeg er lidt spændt – men der er også alt for meget ved vores fremtidige liv, som jeg endnu har til gode at forholde mig til. Og så er der den der følelse af tilknytning, af sammenhørighed og intimitet med dét lille væsen, som vokser i min krop… den er der bare ikke helt. Ikke endnu i hvert fald. Omsorg, ja. Forsigtig glæde, måske. Men afgrundsdyb kærlighed og forestillinger om et barn i mine arme? Nej, ikke rigtig.

Jeg kan se på andre omkring mig, at de når dertil meget tidligere i deres graviditeter. At der opstår ét eller andet bånd mellem mor og ufødt barn. Og hvis jeg ikke havde prøvet det med C, ville jeg nok være endnu mere bekymret. Men med hende måtte jeg sande, at det at være gravid under disse betingelser og med den konkrete forhistorie, gør noget ved den måde, man udvikler sig på undervejs. Og at knytte sig følelsesmæssigt til noget, som man har været så dødsensagst for at miste, er en øvelse der kræver mere, end hvad der rimeligt kan klares på 18 uger. En sød jordemoder sagde dengang med C til mig, at jeg var ca. et trimester længere om at “rykke” end normalt, grundet alt det jeg havde været igennem – og at det var helt normalt.

Så det tager tid.

Og den er der som sagt ikke rigtig endnu.

Forsigtigt nævnte jeg det for min nye jordemoder. Hun var (heller) ikke synderligt bekymret. Vi har tidligere talt om, at man ved kvinder i min situation er ekstra opmærksom på risikoen for fødselsdepressioner (ja, det er lidt paradpoksalt, men den er god nok) og at jeg derfor også bliver fulgt efter fødsel, ved det mindste tegn på noget svært. Men for nuværende så hun ingen alarmklokker. Så langt så godt…

Så selvom jeg tænker over alt det, jeg har skrevet om ovenfor, så prøver jeg for alvor at undlade bekymring i nogen tid endnu. Jeg stoler på de som siger, at det nok skal komme. Og hvis det ikke er nok, tænker jeg på, hvordan det var med C. Jeg husker på hvordan alting faldt på plads den tidlige morgen, hvor hun landede i mine arme. Hvordan ingen eller intet har kunnet skille os ad siden da.

Sådan tror jeg også på, at det bliver med den lille, det tager åbenbart bare noget tid endnu.