At hive plasteret af…

Ligesom dengang ved C, er jeg kommet til et punkt hvor det ikke lader sig gøre, at trække den længere. Hvor jeg (på glædelig vis) er nået så langt i en graviditet, at jeg er nødt til at tage nogle små forsigtige skridt ind i den verden, der ellers for mig er forbeholdt de almindelige gravide. De “rigtige” gravide. Det handler om lægebesøg, tilmelding til jordemoder, booking af nakkefoldsscanning. Alt dét som man vel egentlig burde glæde sig til og se frem mod.

Det husker jeg også, at jeg gjorde ved min allerførste graviditet. At jeg synes, at det var lidt spændende, også selvom det er jo mildest talt er begrænset hvad sådan et første lægebesøg egentlig dækker over, meget andet end en blodprøve og en snak om, at man skal forsøge at holde sig fra euforiserende stoffet (duh!).

Men så skete der bare lige dét, gang på gang, at jeg skulle gå en rigtig tung og svær gang, når hver graviditet gik i vasken. Så skulle jeg ringe 2-3 foreskellige steder hen og aflyse aftalerne igen og gang på gang forklare, “at det desværre ikke blev til noget alligevel”. En enkelt gang eller to er den tilmed smuttet i systemet, så jeg er blevet ringet op af en lægesekretær som glad ønsker tillykke med graviditeten, og lige vil meddele ét eller andet. Og så har jeg måtte fortælle hende, at jeg var midt i en a) abort, b) graviditet udenfor livmoderen, C) operation. Av.

Så ja… jeg har vel mine grunde til at være forbeholden, og intet kunne falde mig fjernere end at traske ned til egen læge i uge 8 og få lavet vandrejournal og blodprøver. Jeg skal ikke nyde noget, nej tak ellers tak. Men nu er jeg så i 12. uge, tyder det på. Og tiden begynder at tikke derud af. Første undersøgelse hos egen læse skulle være sket inden uge 10 og nakkefold skal bookes inden det er for sent at bruge den til noget. Osv.

Så afsted måtte jeg jo.

Jeg har skrevet om det før, det med de fysiske reaktioner og med at kroppen husker forbandet godt, alle de traumer den har været budt. Hele dagen op til et lægebesøg er jeg rastløs og nervøs, kan ikke koncentrere mig. Det føles ubeskriveligt ubehageligt at skulle “sidde der og lege gravid”, når man er så fandens bange for, at den lille spir river sig løs i næste sekund. Løsningen plejer at være: book en morgentid, sørg for at det er hos egen læge som kender dig, hav en ren bluse med i tasken, så den der bliver gennemblødt af koldsved kan skiftes ud, inden du skal tilbage på arbejde. Alle tre ting fejlede selvfølgelig i sidste uge, da jeg endelig fik sjosket ned til mit lægehus.

Den yngre mandlige lægevikar var til gengæld ligeså sød som har blev forskrækket over min historie, da jeg satte mig ned og på de første 14 sekunder oversvømmede hans kontor i snot og tåre. Han fangede sjovt nok hurtigt, at jeg ikke synes, vi var på hyggevisit. Så han gjorde kort process; blodprøve, enkelte spørgsmål, udfyld de mest nødvendige papirer. Færdig. “Er der noget jeg kan gøre for dig”, sluttede han af. “Nej, jeg tror ikke rigtig, at der er nogen der kan gøre så meget de kommende uger, mumlede jeg”. Jeg så godt, at han klikkede af ved “udvidet basistilbud” i min vandrejournal, men kommenterede det ikke – jeg forstår godt hvis han på baggrund af min reaktion tænker at jeg er småskør. Han tilbød at vente med at sende mig vandrejournal videre i systemet, hvis jeg ikke var klar. Men jeg var nødt til at booke nakkefoldsscanning, så det var alligevel for fjollet, bestemte jeg mig for. Afsted kom den.

Derpå tog jeg på job. Som det første jeg gjorde, da jeg tændte computeren, bookede jeg den skide nakkefoldsscanning. “Hold nu op med at skabe dig – du bliver ked af det uanset om du skal afmelde den skide scanning eller ej. Hvis det går galt, går det galt”, skældte min rationelle hjernehalvdel ud inde i hovedet på mig. Som sagt, så gjort. Igår landede indkaldelsen så i min Eboks med blandede føleleser. Men det skal jo gøres for pokker. Og det skal gå godt, skal det. Ligesom sidst. There is no such thing as a jinx.

Advertisements

2 thoughts on “At hive plasteret af…

  1. Åh, frygten for jinx. Jeg havde den meget i min første graviditet. Til stor ærgrelse for min svigermor, som måtte brænde inde med den gode nyhed frem til efter nakkefold. Hvilket hun tydeligt gav udtryk for var svært for hende.

    Da jeg blev gravid anden gang, var jeg anderledes ubekymret. Lige indtil jeg aborterede. Nu er jeg gravid igen og efterhånden i 32. uge. Nu begynder behovet for at bygge rede og gøre klar at melde sig, men åh, jeg kan stadig få et lille besøg af jinx-angsten.

    Og det må jo være sådan gange tusind, du har det. Jeg krydser alt, hvad jeg kan for, at den lille spire vokser helt uanfægtet videre, og at du, som ugerne går, får mere og mere ro i maven.

    Mange tanker herfra.

    Like

    1. Det lyder så bekendt det hele… inklusiv hvor svært det kan være for de nærmeste helt at styre egne behov for at dele glæden med omverdenen. Især min søde far og ligeså søde svigermor, er desværre ikke helt fintfølende lige dér, hvilket jeg prøver at finde en balance på at sige fra overfor, men samtidig forstå.

      Jeg begynder at have svært ved at skjule det allerede nu denne gang, hvilket gør det endnu sværere. Med C kunne jeg vente med at involvere omverdenen til engang lige før MD scanningen … denne gang er det vist et spørgsmål om tid ….

      Men jinx… det er så pokkers fjollet og så alligevel så svært at slippe. Prøver at huske mig selv på at jeg bliver ulykkelig lige meget hvad, hvis den er gal, uanset hvem der har vidst det og hvad jeg har sagt/booket/tænkt …..

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s