Tilbageblik – sygdom

Advarsel. Dette indlæg indeholder en jævn portion selvmedlidenhed, klynk og jammer. Det grænser sig måske endda til det patetiske og navlepillende – til gengæld bliver det også virkelig langt.

På plussiden tæller, at det primært drejer sig om følelser, som jeg har haft, men ikke (i ligeså vid udstrækning i hvert fald) er voldsomt underlagt længere.

Vi kom hjem vores indlæggelse i en rus af udmattelse og glæde. Mit sidste indlæg på bloggen, inden jeg gik komplet i stå oppe i hovedet, oser af lettelse og en meget træt mor. Jeg var så uendelig lykkelig over at være hjemme, det var vi alle. Der blev åndet lettet op, også fra de gode folk vi har omkring os.

Vi var hjemme, lillebror havde det godt, nu var vi samlet.

Dagene gik sådan set også ret fint, taget i betragtning at vi lige skulle finde ud af at have dobbelt så mange børn, som vi plejer.

C blev sendt afsted til et par korte dage i vuggestuen og nød tilsyneladende en vis form for rytme. Hun begyndte faktisk at sove igennem om natten igen, noget der ellers havde været lidt svært i et par uger. Måske et tilfælde?

Weekenderne var intense, men også fyldt med en masse godt. Vi kom hurtigt ind i gamet: Lillebror ned i barnevogn, storesøster op på cyklen og så afsted på legeplads indtil mindsten skulle fodres på ny (novembervejr, du er ej min amme-ven)!

Som jeg husker det, var nætterne også tilforladelige nok, så meget som de nu kan være med en nyfødt. Har man først været tvunget til at sulte sit spædbarn i kølvandet på en maveoperation, så står man på én eller anden måde gladeligt op og ligger krop til et måltid eller to. Han var og er en sulten dreng, og jeg var ikke uden stolthed i den sammenhæng.

En eftermiddag kiggede min mor forbi, lige da jeg vågnede fra en middagslur på sofaen. Hele min ene side af brystkassen var krampet sammen og snurrede underligt, og mit ene bryst var brandvarmt og stenhårdt.

Man skal ikke være ammeekspert for at indsætte “brystbetændelse” her, men da jeg ikke har prøvet at slås med ammeproblemer før, håbede jeg lidt, at det måske ville gå i sig selv. Jeg tog alle kneb i brug: massage, varme bade, tømme brystet, osv.

Natten igennem blev det værre og jeg fik kuldeture og mere og mere svært ved at amme på det bryst, som jo netop havde mest brug for det. Talte med vagtlægen dagen efter (søndag), som sendte mig til egen læge (mandag), og tog endnu et døgn under dynen med rysteture. Manden tog sig af to børn og vækkede mig udelukkende for at jeg kunne amme den mindste. Inden jeg nåede til lægen kom sundhedsplejersken forbi, og hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at det var tid til at smide heltekostumet og kyle noget penicillin i halsen, før det gik galt. Således fik babyen endnu en dosis ufrivillig medicin i løbet af sit spæde liv, men alternativet syntes værre.

Jeg kom op og stå efter endnu et døgns tid, hvilket mand og ældstebarn fejrede ved at smide sig kollektivt med feber og dårlig mave. “Omgangssyge”, sagde vuggestuen og bad om at børne først kom igen, når de have været symptomfri i over et døgn.

Så langt så godt. Da vi første dag derefter havde held med at sende mand og barn afsted til respektive dagsaktiviteter kaldet job og vuggestue, opdagede jeg nogle røde hævelser på Lillebrors fine operationsar, der bugter sig tværs henover den lille bløde mave. Om aftenen havde det udviklet sig, og jeg ringede derfor til det døgnnummer, som vi havde modtaget ved afsked med Riget sammen med formaningen om, at vi skulle “ringe ved det mindste”.

Vi blev over telefonen bedt om at komme ind næste morgen, hvor en læge ved kort konsultation konstaterede en infektion og udskrev (endnu) en antibiotikakur.

Ind mellem ovenstående trummerum var vi til den vanlige hørescreening af baby på Riget, en udvidet hørescreening på Gentofte (grundet væske på ørene, som ødelagde første screening), samt havde vores søde sundhedsplejerske rendende og kontrolveje baby i ét væk.

Jeg kunne til sidst brække mig over aftaler, undersøgelser og lægebesøg, som alle fuckede med vores mulighed for at finde bare en smule rytme, og som rev min arme baby ud af sin søvn i tide og utide. Da vi fik udleveret en folder om “potentiel hørenedsættelse” efter første mislykkede hørescreening, magtede jeg faktisk ikke engang at læse den igennem. Vi købte to kopper kaffe, satte os i parken og talte om noget andet. Complete Denial. Men ingen af os kunne hverken orke eller rumme flere bekymringer, tror jeg. Tanken om at flere skulle pille ved min baby, uagtet hvor harmløs en undersøgelse, satte sig som en klump i halsen. Heldigvis fik vi heller ikke behov for at bekymre os om hørelse, da næste screening viste alt godt.

Og derefter, som toppen af den famøse præmature kransekage, gik babys mave i stå. Helt i stå. Ingen bleer, bare en masse luft – og en lille dreng som tydeligt led og vred sig mange timer om dagen.

Alt imens Google fortalte mig, at ammebørn ikke kan blive forstoppede, kunne jeg konstatere et stigende antal dage mellem de store bleer og en tiltagende smerteplaget baby for hver dag der gik.

Vi holdt egentlig ud ret længe, synes jeg – det er jo helt almindeligt at babyer bøvler med maven, og at ammebørn kan have flere dage mellem afføring. Men det var alligvel i overkanten af, hvad jeg var tryg ved. Han havde mere ondt i så store dele af døgnet, at jeg nogle dage knapt synes, at jeg havde ordentlig øjenkontakt med ham.

Vi ringede igen på døgnnummeret, som dog ikke var alarmerede af vores fortælling. Vi kunne enten give ham nogle små klyx, når det blev for slemt, eller slet og ret vente det ud, sagde de. Vi gav den et par dage mere, måske en uge, før jeg ved næste sundhedsplejerskebesøg bragte emnet på banen. Hun konstaterede som jeg, at han var tilbageholdende med øjenkontakten og vi talte samtidig om, at jeg stort det aldrig formåede at ligge ham på maven i de dage/uger, hvor han var trist og pylret. Hun foreslog, at jeg kontaktede hospitalet endnu en gang.

Som sagt, så gjort. Vi fik en akut tid den kommende mandag på ambulatoriet. Endnu en morgen blev sat i skema og to børn flået op og ud, så vi kunne stille på hospitalet 7.50 som aftalt. Her stod en sød sygeplejerske klar … til at veje ham?!?! Det var med andre ord ikke en lægetid der var booket til os, og det velmenende menneske kunne ikke rigtig gøre sandet for os, end at oplyse os, at han vejede hvad han skulle. Det vidste vi sådan set godt allerede.

Mine frustration voksede i takt med, at jeg indså, at jeg var gået forgæves. Jeg kunne pludselig mærke, at jeg havde været mere bekymret end som så, og nu havde brug for at det blev taget alvorlig.

Som om klumpen i halsen lige skulle have et sidste spark, blev vi mødt af en fortravlet og arrogant børnekirurg på vej ud af døren. Uden så meget som at kaste et blik på babyen, fik vedkommende på 5 minutter leveret følgende guldkorn:

  1. “Det er nok bare fordi du ammer ham alt for meget, og lader ham bruge dig som sut”.
  1. “Han har nok bare kolik…”
  1. “… eller refluks.”

Derpå blev jeg gennet hastigt ud af døren og var så befippet, at jeg desværre ikke nåede at svare bistert tilbage:

1. “Nu kom brystet vel for helvede før sutten, så det kan vel allerhøjest være omvendt, din båtnakke.”

2. “Øh, okay – og hvad bygger du så dét forslag på, Einstein – og hvad betyder det i så fald?”

3. “Hvad snakker du om? Han har ingen som helst tegn på refluks, han har til gengæld svært ved at skide, siger jeg jo?”

Jeg skummede af irritation og blev faktisk rigtig ked af det. Jeg følte mig i den grad parkeret i en bås af “pylremor” og ikke taget spor alvorligt. De havde jo selv været så insisterende på, at vi skulle kontakte dem ved mindste bekymring?

Da jeg var kølet lidt af, marcherede jeg hjem og gjorde præcis hvad Rigshospitalet havde frarådet: Jeg ringede til egen læge og sang for min syge moster (baby?), hvilket udløste en tid allerede næste morgen. Verdens bedste beslutning.

Vi kom derop og hun tog Sylvester i hænderne, hvorpå han kvitterede med et kæmpe smil. Derpå gennemgik og fjernede hun systematisk mine bekymringer én efter én. Hun undersøgte alle ender af babyen, og roste både ham og den trætte mor på den helt rette måde. Hun kunne intet finde. Hun foreslog et par småting og spurgte, om jeg ville henvises til en fysioterapeut/ergoterapeut med ham, eller havde mod på at gå hjem og se tiden an i to uger mere, før vi så talte sammen igen. Jeg besluttede mig for sidstnævnte. Jeg havde alt mulig mod på at holde ud. Jeg skulle jo for Søren bare have nogen til at forsikre mig om, at det ikke var farligt og at jeg ikke var ved at overse noget alvorligt.

Derpå gik jeg hjem og sænkede skuldrene. Ringede til sundhedsplejersken og aftalte et sidste “kontrolbesøg” og vejning. Og så sænkede jeg skuldrene lidt mere. Nu skulle vi fandme’ på juleferie og nyde hinanden uden mere drama, besluttede jeg – så det gjorde vi. Mere om det lidt senere.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s