Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

Advertisements

En anden form for 30…

Sidste gang jeg rundede 30, var det med en række blandede følelser i maven, som på forskellig vis gjorde dagen mærkelig for mig. Det var ikke så meget dét dér med en rund fødselsdag eller at blive ældre (den “krise” snuppede jeg ved de 25). Det var mere alt det omkring mig, som gjorde dagen en lille bitte smule uoverskuelig…

Vi var på vej i IVF-behandling, efter en  benhård sommer og et tilsvarende hårdt efterår, hvor håb og drømme langsomt med sikkert blev begravet én efter én. Jeg var stadig ikke gravid (ikke på den blivende måde, i hvert fald) og det gjorde ondt at runde endnu en milepæl og en mærkedag, som gjorde mig smerteligt bevidst om at jeg ikke var kommet spor videre i mit ønske om at blive mor. Den slags kan man bruge en hel del tanker på, når man er ufrivilligt barnløs, hvilket jeg tidligere har smidt nogle tanker afsted omkring, her. Inseminationsbehandlingerne havde ikke givet resultat og min krop responderede nu i stedet ved udelukkende at ville lave æg i den side, hvor min æggeleder var fjernet som resultat af én af de første ekstrauterine graviditeter. Alle andre blev til gengæld gravide i hobetal…

Jeg holdt en lidt halvhjertet fest, for selvom jeg elsker den slags og nyder at have mit hjem fyldt til bristepunktet med glade og fulde venner og veninder, så orkede jeg slet ikke det helt store “30 års show”, som jeg ellers havde forestillet mig. Jeg inviterede nogle veninder til mad og drinks og tog den i stedet derfra. Det var også rigtig fint og endte med at blive en glimrende aften. Mine tanker var godt nok til tider andetsteds, men det var alligevel nogenlunde til at håndtere (efter lidt krisehjælp fra en kvik veninde og en smøg noget frisk luft på altanen). Derfor rundede jeg med andre ord 30 år som en stor pige, uden det helt vilde postyr.

I denne uge er der så sket dét finurlige, at jeg har rundet en helt anden form for 30. Jeg har rundet den 30. uge af min graviditet. Intet mindre end 75% af tiden som rugekasse er nu overstået, og jeg aner ikke hvor den er blevet af. Jeg forsøger at holde fast og opleve alt det som foregår lige nu, men samtidig er der fuld knald på job og alle andre aktiviteter, så det næsten er svært at følge med. At fedlingen skal forestille at komme til verden indenfor det næste kvartal, er mig simpelthen ganske umuligt at forstå.

Folk spørger om jeg tæller ned til barsel? Nej for pokker – jeg har slet ikke nået alt det jeg gerne ville, og jeg nyder faktisk at jeg endelig kan yde en bare nogenlunde normal arbejdsindsats, uden at være forstyrret af fertilitetsbehandlingens mange glæder. Så man kan selvfølgelig godt sige at jeg på en måde tæller ned… men det er ikke på den helt længselsfulde måde. Endnu. Faktisk ville jeg meget gerne trække den lidt, inden jeg skulle gå fra, hvis jeg kunne…

Jeg er en blanding af vild glæde og lykkerus ved tanken om at hun inden for overkommelig tid er på vej – samtidig forstår jeg nok slet ikke hvad det betyder. Og sidst men ikke mindst er der en del af mig som ville ønske at det her graviditets-halløj kunne blive ved bare lidt endnu. Det korte af det lange er vist, at der er tale om to vidt forskellige måder at runde de famøse 30 på… Og jeg kan helt klart bedst lide den sidstnævnte!

Når ens pis….

… slet ikke kan komme i kog over småting. Når man ikke engang overvejer at bruge hjernekapacitet på dét, man opfatter som småting. Når man bare slet, slet ikke har været i nærheden af at overveje, om dét skulle være et problem man skulle forhold sig til…

Måske er det et par barske års forsøg på at blive mor, hvor alle intentioner om planlægning og “kontrol” brutalt blev pillet ud af os skridt for skridt, og hvor vi gang på gang måtte lære at moder natur var hamrende ligeglad med vores ønsker og planer. Eller måske er det bare fordi jeg som person ikke er sådan voldsomt bekymret anlagt… (ja ja, omkring alt andet end frygten for endnu en abort, altså!). Eller måske er det bare fordi jeg slet ikke har noget som helst begreb om, hvad jeg er på vej ind til.

Anywho, her er en liste over ting der ikke formår at få mit pis i kog på en snevejrs-lørdag:

  • Om jeg vil friamme, blokamme eller alt muligt derimellem (det aner jeg virkelig intet om… jeg ved ikke engang hvad det er … må man se på det, når det kommer?).
  • Om mit barn må blive introduceret til madvare med sukker i, inden det er gammelt nok til selv at efterspørge det (godt nok får jeg et super fremmeligt og intelligent barn, men mon ikke der går lidt tid før det er relevant at overveje en Nutella-politik?)
  • Om jeg er en “samsover”-mor eller en “godnat og sov godt”-mor. Om jeg vil lade mig barn græde sig i søvn alene (næææ, det tror jeg ikke… særlig tit, hø!) eller om jeg vil have hende sovende på maven indtil hun er teenager (må man gerne lande et sted midt i mellem de to?)
  • Hvilke former for smertestillende, jeg ønsker under at modtage under fødslen (kan man bede om 2 af det hele, tak?). Nej, egentlig tænker jeg mest at se hvor ondt jeg har og så vurdere hvad der er nødvendigt derfra…

Det er ikke fordi at nogle at ovenstående ting ikke kan være fine nok lige at runde i tankerne, enten nu eller senere. Men det kan seriøst ikke holde mig vågen om natten. Jeg forestiller mig alligevel at jeg kan planlægge herfra og til jeg er grøn i skalden… men at jeg alligevel kommer til at måtte føle mig frem og finde ud af hvad mit temperament dutter til og hvad fedlingen har behov for?

Det mærkeligste af det hele er dog… og her bliver jeg lidt bekymret for min egen apati…. jeg kan helt alvorligt ikke få mit pis i kog over, hvad vores datter skal hedde? Og det er sgu da en smule mærkelig, hvis jeg selv må have lov til at sige det! Manden har mange meninger (det har alle andre i øvrigt også – helt uden at man beder om den)… men ud over at der findes en pæn portion navne som jeg synes er ganske fine og pæne, ja så er der faktisk ikke ét eller flere af dem som får mig helt op og ringe…

Lige nu hedder hun derfor primært en blanding af:

  • Fedlingen (fordi… hun jo er lidt fed derinde..)
  • Pippi (fordi hun er en stærk lille satan, som formåede at holde fast trods alle odds…)
  • Olga (fordi en veninde synes det er hyggeligt…)
  • Clausen (fordi mine veninder til min fødselsdag – efter 16 drinks – synes at det var et fremragende navn).

Der er 10 uger til termin… så på ét eller andet tidspunkt vil det vel være passende at tage stilling. Manden er som sagt fast besluttet og er begyndt at kalde hende ved “sit” navn til daglig, så før jeg får set mig om er det vel blevet vedtaget?

Jeg vender tilbage med en status, såfremt vi nogensinde lander et sted…

Hende i hjørnet…

I disse dage får den fuld skrue med arbejdet, både frivilligt og dét jeg får løn for. Jeg er i Jylland til nogle dages sammenhængende møde i en bestyrelse jeg sidder med i og er derfor intenst sammen med nogle mennesker, som jeg efterhånden kender ganske godt. Vi er en lille sluttet flok, der nu skal bo sammen i 24 timer. Der bliver selvfølgelig dermed også tid til en hel del privat snak og hyggeligt samvær.

De fleste har børn og derfor en efterhånden halvstor gravid mave et hurtigt omdrejningspunkt for den megen smalltalk. Hvornår skal det være, hvordan har du det, hvad bliver det, hvordan med arbejde og barsel, og.alt.det.andet. Det var også på sådan en tur, at jeg engang fik svaret meget direkte på dét der med, om ikke kæresten og jeg snart skulle have børn. Det skrev jeg lidt om, her.

Efterhånden har jeg det mere og mere ok med den form for opmærksomhed, der følger med en graviditet. Det snørrer sig ikke længere sammen i halsen på mig og jeg får ikke samme lyst til at moonwalke baglæns ud af lokalet. Det er okay at folk spørger deltagende ind, og jeg får mindre og mindre behov for at overfuse dem med alle mine forbehold. Jeg skal ikke længere bide mig selv helt ligeså hårdt i kinden for ikke at råbe – “ja ja, lad os nu for helvede lige se om der kommer en baby ud af det i den anden ende”. Det ville nok også undre mange af dem, som ikke kender forhistorien.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at slappe lidt af i det – og selv når jeg faktisk synes det er svært, har jeg ikke samme behov for at sige det højt. Det er nemmere at gemme det til de mennesker omkring mig, som forstår hvorfor tingene til tider stadig er lidt anderledes, end de normalt ville være for en gravid.

Nå, men sagen var egentlig den, at jeg midt i al opmærksomheden, blev bevidst om en helt anden mekanisme. Nemlig den, hvor jeg pludselig er hende der er genstand for graviditets-orienteret snik-snak, uden at jeg egentlig ved, om der kunne sidde én i hjørnet og blive en lille smule indadvendt. Én som måske af den ene eller anden årsag ikke synes at temaet “baby” er det fedeste i hele verden. Èn som måske er igennem noget svært, helt uden at nogen af os andre kan se det? For pokker… det var jo mig for ganske kort tid siden.

Derfor bliver mine antenner pludselig er tændt på 120 % i forhold til, om dette samtaleemne potentielt støder nogen omkring mig. For jeg ved udmærket godt, at der kan sidde nogen et sted i sådan en gruppe, og krumme tæer. Sådan er det ikke altid muligt eller ønskværdigt at tænke, men jeg gør det alligevel. Jeg forventer ikke at andre gør det samme, eller at vi skal indrette os sådan at vi aldrig kan tale om gode ting i frygt for at andre bliver kede af det. Men jeg kan alligevel ikke lade være. For jeg ved lige præcis hvor ondt det gør. Langt mere ondt og meget større, end mit behov for at glædes med andre nogensinde kan blive…

Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

Nye begyndelser

Normalt ligger det ikke til mig at lave de helt store tilbageblik omkring nytår. Jeg plejer ikke at dvæle så meget ved de store nostalgiske referater af “året der gik”. Alligevel kan jeg ikke helt dy mig for at fortsætte lidt af sentimentaliteten fra mit juleindlæg, skrevet for nogle uger siden. For 2016 bliver forventeligt en smule anderledes, end de foregående år har været – forhåbentlig på den helt rigtige måde, og af de helt rigtige årsager….

Forbeholdene lyser måske lidt ud af ovenstående. Jeg er stadig ikke helt dygtig til at sige “når vi skal være forældre”. Nu og da sniger der sig stadig et stædigt lille “hvis” ind i sætningen. Men for nytårsløjernes skyld, handler dette indlæg om forventningerne og håbet, mere end om frygten. For selvfølgelig tyder alt på, at 2016 bliver en stor del sjovere på baby-fronten, end de tidligere år har været.

Da vi rundede 2013 af var drømmen om vores ønske-baby netop blevet knust. Operationsarrene var stadig friske og arrene på sjælen ligeså. Vi havde dertil måtte sige farvel til en kær venindes far, som var gået bort efter lang tids sygdom. En anden venindes mor havde netop fået konstateret cancer og en sidste veninde var blevet skilt fra kæresten igennem mange år og var blevet boligløs. Vi skåledes igennem tårerne og bød 2014 velkommen, med tanker om at det da forhelvede kun kunne gå fremad herfra. Vi blev lidt klogere.

Før 2014 var omme havde vi sagt farvel graviditet nummer to, og til håbet om at vi kunne blive forældre af naturlig vej. At nøjes med insemineringer var heller ikke længere muligt, og vi gennemgik vores første IVF-forsøg uden resultat. Det var frygteligt nedslående – og efteråret havde været hårdt for både venskaber og parforhold. Min venindes mor var gået bort og endnu et lorte-år blev således afsluttet med håbet om, at næste år ville byde på fremgang.

År 2015 satte ind med en perlerække af graviditeter. Mislykkedes gjorde de godt nok alle, bevares, men måske var vi så følelsesmæssigt lammede, at det egentlig ikke engang fremstår som den værste periode. Til sidst blev der banket i bordet og jeg sagde farvel til drømmen om nogensinde at skulle få børn på naturlig vis. Jeg afleverede min fertilitet på Rigshospitalet sammen med min sidste æggeleder, og ville bare gerne videre! Videre kom vi – og nu sidder vi her – med hinanden i hånden og en bule på maven.

Endnu et år er gået, kampe er kæmpet mange slag er blevet tabt. Men ėt enkelt afgørende slag blev også vundet – og 2016 tegner derfor lysere, end jeg i lange tider turde håbe på. Jeg er spændt, nervøs og lykkelig helt ind i mit inderste – og jeg forsøger stadig på bedste vis at nyde graviditeten under de forudsætninger, som jeg nu engang har.

År 2016 bydes velkommen med mange forventninger til alt hvad der venter – og med meget færre tårer end de foregående år. Lad det nu for helvede vare ved.

Tanker til jer og tak for at I har ladet bloggen leve i endnu et år. Det er jeg meget glad for. Rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side!