Det er på forunderlig vis blevet årets sidste dag. De sidste måneder af 2018 har på en måde stået stille, på en anden måde føltes som at stå på et løbebånd, hvor nogen insisterer på, at blive ved med at skrue op for farten.
På flere måder bliver nytåret i år således en ekstra nostalgisk størrelse for mig. Da det i sensommeren stod nogenlunde klart, hvad vi stod overfor af udfordringer, var jul og årsskiftet en tidshorisont, jeg klamrede mig til. “Når bare vi når til jul, så vil det hele forhåbentlig være overstået og noget vi ser tilbage på.”
Og nu er vi her så. Med to børn, os selv og vores parforhold intakt. Og det gik jo det hele, selvom jeg tvivlede undervejs. For pokker, hvor jeg tvivlede.
Vi kom igennem med hiv og sving. Ved fælles hjælp og med hjælp fra de bedste mennesker omkring os. Vi slipper næppe uden ridser på sjælen. Ridser som kan føjes til de andre ridser, rifter og skrammer, som dét at skabe en familie sammen, efterhånden har sat af spor på vores indre.
Så farvel 2018, dit utilregnelige røvhul. Du gav os noget af det bedste, og noget af det sværeste. Vi er klar til et 2019, som gerne må være så trivielt og leverpostej som overhovedet muligt.
Tak 💜
ErDuHerIkkeSnart? 