Hvad så nu?

Her sidder jeg og kigger ud af vinduet, mens Danmark kører forbi i mørket. Det er koldt, klamt og tåget, men jeg har varm kaffe og en croissant foran mig, så det hele er faktisk til at holde ud, til trods for at vækkeuret sagde 05.15,  Jeg er i et lidt usædvanligt humør. På én eller anden måde er dagen i dag nemlig både virkelig rar, ret symbolsk og så en lille bitte smule vemodig.

Det er min sidste arbejdsdag, inden barsel. Jeg skal arbejde et andet sted på Sjælland, så derfor har jeg allerede sagt farvel til mine kontor-naboer og pakket de første stakke med bøger sammen. De skal med mig hjem og bo resten af 2016, så der bliver plads til min søde studentermedhjælp, der i mellemtiden kommer nu og da og hjælper med lidt opgaver.

Jeg sidder med en sjov følelse af “hvad så nu”? Ja, det er vel meningen at jeg nu går ud og bliver nogens mor, indenfor ikke så forfærdelig lang tid. Men altså… hvor går man lige hen, hvis man synes at tiden er gået alt for stærkt og at man egentlig ikke helt er nået dertil, hvor man er klar til at gå på barsel? Bare lige en måned mere… jeg skal bare lige…

Dels er jeg ikke færdig arbejdsmæssigt – ikke det som ligner. Dels er min krop slet ikke færdig med at være gravid. Mere, jeg vil bede om lidt mere af det her, tak! Jeg er klar over at det er vanvittigt priviligeret at have det sådan i 8. måned. En kombination af at være svine-heldig, og så det at have en krop der igennem et par år fandt sig i at alt gjorde ondt på den dumme måde, grundet hormoner, behandlinger og aborter. Nu er der da i det mindste en mening med galskaben, når kroppen i ny og næ giver et pip fra sig.

At det også spørger lidt i baghovedet, at jeg hellere bare må suge det hele til mig – fordi jeg ikke tør håbe på at få lov til at opleve det hele igen, det skal jeg ikke helt udelukke. Blandet med ovenstående, er jeg samtidig helt varm i maven ved tanken om, at denne dag rent faktisk er kommet. At vi er nået hertil, til trods for alle de mange bump på vejen.

Der er ikke rigtig nogen vej tilbage nu – og den sidste fase sætter for alvor ind. Fedlingen kommer ud om ikke så længe, uagtet om jeg føler mig parat eller ej. Nu skal jeg (officielt i hvert fald) ikke arbejde mere – verden forventer i stedet at jeg så småt bygger reden færdig og kaster mig over de sidste praktiske og mentale forberedelser.

Det gør jeg da nok også – altså lige forbereder det sidste – men jeg synes nu ikke at der er så meget igen. Jeg vil hellere i biffen, til yoga, ses med en masse med folk omkring mig og så ellers nyde stilheden, mens den varer. Og arbejde lidt – hjemmefra og i hemmelighed – med bloggen, med mit almindelige arbejde og så lidt med et par andre hyggeprojekter.

Det der med at “gå fra” på arbejde, har haft næsten symbolsk status i mit hoved igennem meget lange tider – også længe før jeg blev gravid og for en gangs skyld blev ved med at være det. Det har været et decideret svært tema for mig, fordi det var så uopnåeligt. Alle andre “gik fra” hele tiden – og jeg gik ingen steder. Drømmen for mig smuldrede altid længe, længe før målstregen overhovedet var i sigte.

Kollegaer er både gået på (og kommet tilbage fra) barsel, gravide veninder i hobetal har meldt sig ind i barsels-klubben og talt om babyrytmik, café-kaffe og lange gåture med barnevognen. Imens har jeg siddet ved siden af og mest af alt følt mig helt grå inden i. Nu er det så blevet min tur til at pakke arbejdslivet ned i en flyttekasse for en lille stund. Og det er en rigtig underlig, men også rigtig dejlig, oplevelse at få lov til at få med sig.

Advertisements

Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Når ens pis….

… slet ikke kan komme i kog over småting. Når man ikke engang overvejer at bruge hjernekapacitet på dét, man opfatter som småting. Når man bare slet, slet ikke har været i nærheden af at overveje, om dét skulle være et problem man skulle forhold sig til…

Måske er det et par barske års forsøg på at blive mor, hvor alle intentioner om planlægning og “kontrol” brutalt blev pillet ud af os skridt for skridt, og hvor vi gang på gang måtte lære at moder natur var hamrende ligeglad med vores ønsker og planer. Eller måske er det bare fordi jeg som person ikke er sådan voldsomt bekymret anlagt… (ja ja, omkring alt andet end frygten for endnu en abort, altså!). Eller måske er det bare fordi jeg slet ikke har noget som helst begreb om, hvad jeg er på vej ind til.

Anywho, her er en liste over ting der ikke formår at få mit pis i kog på en snevejrs-lørdag:

  • Om jeg vil friamme, blokamme eller alt muligt derimellem (det aner jeg virkelig intet om… jeg ved ikke engang hvad det er … må man se på det, når det kommer?).
  • Om mit barn må blive introduceret til madvare med sukker i, inden det er gammelt nok til selv at efterspørge det (godt nok får jeg et super fremmeligt og intelligent barn, men mon ikke der går lidt tid før det er relevant at overveje en Nutella-politik?)
  • Om jeg er en “samsover”-mor eller en “godnat og sov godt”-mor. Om jeg vil lade mig barn græde sig i søvn alene (næææ, det tror jeg ikke… særlig tit, hø!) eller om jeg vil have hende sovende på maven indtil hun er teenager (må man gerne lande et sted midt i mellem de to?)
  • Hvilke former for smertestillende, jeg ønsker under at modtage under fødslen (kan man bede om 2 af det hele, tak?). Nej, egentlig tænker jeg mest at se hvor ondt jeg har og så vurdere hvad der er nødvendigt derfra…

Det er ikke fordi at nogle at ovenstående ting ikke kan være fine nok lige at runde i tankerne, enten nu eller senere. Men det kan seriøst ikke holde mig vågen om natten. Jeg forestiller mig alligevel at jeg kan planlægge herfra og til jeg er grøn i skalden… men at jeg alligevel kommer til at måtte føle mig frem og finde ud af hvad mit temperament dutter til og hvad fedlingen har behov for?

Det mærkeligste af det hele er dog… og her bliver jeg lidt bekymret for min egen apati…. jeg kan helt alvorligt ikke få mit pis i kog over, hvad vores datter skal hedde? Og det er sgu da en smule mærkelig, hvis jeg selv må have lov til at sige det! Manden har mange meninger (det har alle andre i øvrigt også – helt uden at man beder om den)… men ud over at der findes en pæn portion navne som jeg synes er ganske fine og pæne, ja så er der faktisk ikke ét eller flere af dem som får mig helt op og ringe…

Lige nu hedder hun derfor primært en blanding af:

  • Fedlingen (fordi… hun jo er lidt fed derinde..)
  • Pippi (fordi hun er en stærk lille satan, som formåede at holde fast trods alle odds…)
  • Olga (fordi en veninde synes det er hyggeligt…)
  • Clausen (fordi mine veninder til min fødselsdag – efter 16 drinks – synes at det var et fremragende navn).

Der er 10 uger til termin… så på ét eller andet tidspunkt vil det vel være passende at tage stilling. Manden er som sagt fast besluttet og er begyndt at kalde hende ved “sit” navn til daglig, så før jeg får set mig om er det vel blevet vedtaget?

Jeg vender tilbage med en status, såfremt vi nogensinde lander et sted…

Hende i hjørnet…

I disse dage får den fuld skrue med arbejdet, både frivilligt og dét jeg får løn for. Jeg er i Jylland til nogle dages sammenhængende møde i en bestyrelse jeg sidder med i og er derfor intenst sammen med nogle mennesker, som jeg efterhånden kender ganske godt. Vi er en lille sluttet flok, der nu skal bo sammen i 24 timer. Der bliver selvfølgelig dermed også tid til en hel del privat snak og hyggeligt samvær.

De fleste har børn og derfor en efterhånden halvstor gravid mave et hurtigt omdrejningspunkt for den megen smalltalk. Hvornår skal det være, hvordan har du det, hvad bliver det, hvordan med arbejde og barsel, og.alt.det.andet. Det var også på sådan en tur, at jeg engang fik svaret meget direkte på dét der med, om ikke kæresten og jeg snart skulle have børn. Det skrev jeg lidt om, her.

Efterhånden har jeg det mere og mere ok med den form for opmærksomhed, der følger med en graviditet. Det snørrer sig ikke længere sammen i halsen på mig og jeg får ikke samme lyst til at moonwalke baglæns ud af lokalet. Det er okay at folk spørger deltagende ind, og jeg får mindre og mindre behov for at overfuse dem med alle mine forbehold. Jeg skal ikke længere bide mig selv helt ligeså hårdt i kinden for ikke at råbe – “ja ja, lad os nu for helvede lige se om der kommer en baby ud af det i den anden ende”. Det ville nok også undre mange af dem, som ikke kender forhistorien.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at slappe lidt af i det – og selv når jeg faktisk synes det er svært, har jeg ikke samme behov for at sige det højt. Det er nemmere at gemme det til de mennesker omkring mig, som forstår hvorfor tingene til tider stadig er lidt anderledes, end de normalt ville være for en gravid.

Nå, men sagen var egentlig den, at jeg midt i al opmærksomheden, blev bevidst om en helt anden mekanisme. Nemlig den, hvor jeg pludselig er hende der er genstand for graviditets-orienteret snik-snak, uden at jeg egentlig ved, om der kunne sidde én i hjørnet og blive en lille smule indadvendt. Én som måske af den ene eller anden årsag ikke synes at temaet “baby” er det fedeste i hele verden. Èn som måske er igennem noget svært, helt uden at nogen af os andre kan se det? For pokker… det var jo mig for ganske kort tid siden.

Derfor bliver mine antenner pludselig er tændt på 120 % i forhold til, om dette samtaleemne potentielt støder nogen omkring mig. For jeg ved udmærket godt, at der kan sidde nogen et sted i sådan en gruppe, og krumme tæer. Sådan er det ikke altid muligt eller ønskværdigt at tænke, men jeg gør det alligevel. Jeg forventer ikke at andre gør det samme, eller at vi skal indrette os sådan at vi aldrig kan tale om gode ting i frygt for at andre bliver kede af det. Men jeg kan alligevel ikke lade være. For jeg ved lige præcis hvor ondt det gør. Langt mere ondt og meget større, end mit behov for at glædes med andre nogensinde kan blive…

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?