Uge 34

Ja. Det var så det. Vi nåede uge 34 med vores søn på den rette (inder)side af maveskindet. Det føles uvirkeligt og alligevel helt fint og rigtigt, at vi nåede hertil. Trods ubekendte, bekymringer og forestillinger om de værste scenarier. Trods forsvar af Ph.d.-afhandlinger, dårlig samvittighed overfor den 2-årige og temmelig svært ved at huske dét der med at slappe af. Men vi nåede dertil!

Dels betyder det, at lægerne ikke længere vil forsøge at stoppe fødslen, skulle den gå i gang nu. Det betyder også noget for hvor “intensiv” begyndelsen af vores indlæggelse forventeligt bliver. Og dertil betyder det selvsagt noget, at hver eneste dag som går gør ham den lille større og mere robust til at modstå det som venter.

Han må stadig rigtig gerne blive derinde, allerhelst i nogle uger endnu. Men han kan godt tåle at komme ud nu, hvis han insisterer, og det giver mig mere ro i maven, end jeg havde turde håbe.

Tak for samarbejdet, lille du. Vi skal sgu nok klare denne her sammen. We’ve got this!

Advertisements

Det dér med uvisheden…

Efterhånden som ugerne er gået, føler jeg mere og mere behov for at indstille mig selv til én eller anden form for medalje over, at jeg endnu ikke er gået i panik ved tanken om, ikke at have en såkaldt “fødeplan”. Ikke at jeg bilder mig ind, at man skal læne sig for tillidsfuldt op ad planer for de ting i livet, som alligevel overhovedet ikke lader sig planlægge – men det kunne alt andet lige være meget rart, snart at få vendt en gang fødselssnak med en jordemoder, snart at vide om det bliver vaginalt eller kejsersnit, snart at vide lidt om, hvad en høj-risiko-fødsel egentlig indebærer, og sådan.

Men nej, sådan arbejder vi ikke her. Om fødslen sker på den ene eller anden vis, er stadig omringet af så mange ubekendte, at jeg har opgivet at tælle. Det bliver vist mest af alt en helhedsvurdering i øjeblikket: Går det i gang af sig selv eller skal det stimuleres, hvordan har baby det, hvor langt i graviditeten er jeg nået, hvordan ligger han, hvordan arter mit tidligere kejsersnit-ar sig, har jeg selv mod på at prøve, osv. Mit ønske er fortsat det samme – hvis der giver mening at forsøge en vaginal fødsel, så vil jeg gerne det. Hvis de af én eller anden grund fraråder det, så tager vi selvsagt den “anden udvej” (indsæt selv dåselatter grundet finurligt ordspil).

Oveni dette, er der selvfølgelig også alle de mange andre ubekendte. De ugentlige kontroller fortsætter og viser fornuftige takter. Lillebror vokser, gudskelov, hvilket er noget af det vigtigste for mig i disse uger (ud over at undgå spontan vandafgang i bussen med C på armen – det bliver ligesom bare noget rod for alle parter). Han er nu over 2 kilo – en milepæl som betød mere for mig, end jeg var klar over, og som jeg tænker på ofte og med en vis ro i maven. Da jeg for mange uger siden spurgte børnekirurgen, om han ville operere på samme måde hvis Sylvester kom før tid, svarede han, at han havde foretaget operationen på børn ned til lidt over 500 gram. I det lys,  bliver vores situation jo alt andet lige en lidt anden.

Det er efterhånden mange uger siden, at jeg fik tappet fostervand. Det steg dog relativt hurtigt igen, hvorfor der blev snak om yderligere tapninger inden termin og dermed også flere indgreb, end jeg lige havde håbet. Da vi dukkede op til tapning, var “vandstanden” dog faldet igen – og vi blev sendt hjem med en ny kontroltid fire dage senere. Denne viste det samme – intet behov for tapning og en baby der trives. Så langt så godt. Næate kontrol er torsdag, så må vi se, hvad dagen bringer.

Kontrollerne viser dog også, at de mange plukkeveer og den tidligere øgede vandmængde har tærret lidt på min livmoderhals, som er forkortet mere, end vi lige have håbet. Det er pisse svært, for resten af min krop har det fint og energiniveauet ligeså, men jeg har alligevel forsøgt at tage det ekstra roligt i den forgangne uge. Jeg skal fandme’ nå til den magiske uge 34 milepæl, koste hvad pokker det vil. Derefter må fødslen principielt få lov at køre, hvis den går i gang, også selvom deres melding stadig er “læg dig ned hvis vandet går, ring til akutnummeret og så kommer vi og henter dig”. Den form for drama vil jeg af gode grunde gerne forsøge at undgå.

Alt sammen giver det anledning til ikke så få spørgmål inde i mit ellers så kølige sind (ha!). Skæbnen vil samtidig bare lige dét, at min jordemoder (som jeg ikke har set siden vi fandt ud af, at Sylvester er syg), har langtidssygemeldt sig. Det betyder også, at jeg ikke på noget tidspunkt har fået talt med en jordemoder omkring fødsel efter kejsersnit, fødsel af sygt barn der skal opereres, amning af potentielt for tidlig født, amning af sondebarn… jeg har faktisk ikke fået talt om noget som helst af det, som ellers begynder at virke temmelig relevant. Jeg har fået en tid, langt om længe, hos en specialjordemoder i slutningen af denne måned. Så må vi jo se, om jeg kommer så langt, eller om jeg bliver nødt til at “tage den på rutinen”, som en veninde lidt kækt formulerede det.

Det store hus

Hvordan snakker man med en 2-årig, om alt det der skal ske i den nogenlunde nære fremtid? Hvordan får man lige formuleret svære ting, i børnehøjde og i den rette balance mellem afdramatisering og sandhed?

Én ting er, at det kan være vanskeligt nok i sig selv at forholde sig til, at der skal komme en lillebror. Det er vi kommet nogenlunde omkring, har taget meget stille og roligt og har nedtonet det lidt overfor hende, uden for mange forventninger. Nu og da vil hun gerne snakke om det, nu og da er hun meget stolt over, at hun skal være storesøster. Andre gange synes hun ikke, at vi skal tage lillebror med, når vi fx skal i svømmehallen – og hun synes også, at lillebror skal have sin egen mor, når han kommer ud. Hun har ikke lyst til at dele, siger hun. Fair nok.

Men hvordan siger man så noget med, at lillebror er syg, når han kommer ud? Siger man overhovedet det? At han skal opereres og bo på hospitalet i noget tid, og at mor er nødt til at bo der sammen med ham, og derfor ikke kan være hjemme? Den sammenblanding har jeg ikke rigtig fået knækket endnu. Omvendt vil jeg gerne forsøge på én eller anden måde at forberede hende lidt, på den kommende tid.

For på den ene side, er jeg overbevist om, at hun opsnapper store dele af det, der foregår omkring hende. Voksensamtaler når folk spørger os, hvordan det går. Og selvom jeg egentlig har den grund-instilling, at vi er nødt til at involvere hende så udramatisk og ærligt som muligt, og at børn har bedst af at få serveret sandheden i nogenlunde tilpassede bidder, fremfor at der dækkes over det – ja, så har jeg ikke fundet den rette “balance” endnu.

Vi cykler jævnligt forbi Rigshospitalet i forskellige sammenhænge. Så taler vi lidt om “det store hus”, hvor vi skal hente lillebror, når han engang er klar til at komme ud af maven. Så fortæller C, at hun gerne vil med over og hente lillebror, når han kommer. Men jeg svarer, at hun skal være sammen med mormor og morfar, fordi det godt kan tage lidt tid at få sådan en lillebror ud af maven – og at hun i stedet må kommer over og besøge os, når han er kommet ud. Derpå bliver jeg nødt til at tilføje noget om, at det godt kan være, at mor og lillebror skal blive lidt ovre i det store hus og sove i flere dage, fordi lillebror har lidt bøvl med maven, som lægerne skal sørge for bliver rigtig fint. Og så kommer vi hjem, alle sammen, og skal bo sammen.

Derefter mister hun interessen for min historie. Indtil næste gang vi kører forbi “det store hus” – så peger hun og siger “der mig henter lillebror – meget snart”. Og så griner hun og ser undersøgende på mig – og jeg undertrykker klumpen i halsen og smiler og siger, at det bliver rigtig dejligt, når hendes lillebror kommer ud til os.

Dårlig samvittighed på forhånd

I realiteten ser livet nogenlunde såvan her ud: Barnet lever en luksustilværelse med omkring 20 timer i daginstitution. Afleveres så sent som vi kan slippe afsted med uden at pædagogerne bliver for trætte af os. Holder ugentlige fridage. Hentes senest kl. 15.00, ofte før. Tilværelsen er en lang række af nærvær, ture i svømmehallen og gyngen-på-legeplads-til-vi-er-blå-i-hovederne-og-røde-i-kinderne. Vi spiser for meget is, når solen skinner. Drikker for meget saftevand og spiser hjemmebag med tandsmør. Vi tilbringer væsentligt mere tid sammen end vi plejer. Den gode tid, vel at mærke. Og det er så tiltrængt og dejligt.

Men inde i mit hoved, ser det nogenlunde sådan her ud: Stakkels barn!!! Lige om lidt skal vi være væk fra hinanden i mange uger!!! Hun skal også være storesøster til en lillebror der skal indlægges!! Og hun skal starte børnehave. Og. Og. Og. Hun skal alt for meget mere, end hvad der er rimeligt for en lille pige. Ve-oh-skræk!!!

Jeg kan godt selv høre det. Jeg har dårlig samvittighed på forhånd. Og jeg skal virkelig tale med mig selv dagligt, om ikke at lade det gå i selvsving. Om at der selvfølgelig skal være de samme regler og rammer som der plejer at være, og om at vi ikke skal overkompensere for noget, vi endnu ikke ved hvor slemt bliver. At hun får langt mere tryghed ved, at “alt er som det plejer”, end ved at jeg hvirvler rundt om hende med over-forkælelse. Jeg ved det godt, jeg ved det godt.

Men det er sgu svært nok alligevel – altså det her med at have en form for dårlig samvittighed på forhånd. Jeg tænker over det, når jeg er lidt for streng ved puttetid (ej, det er også synd for hende), bliver sur over at hun protesterer over selv at gå op til tredje sal (du har fået ben – brug dem!), når hun er lidt for meget i trodsalderen (det er nok en reaktion på alt det som sker, siger hønemor), eller når hun bare kræver alt for meget service fra de voksne (ja, ja, mor skal selvfølgelig nok hente den bamse, du lige grinende har kylet igennem lokalet – møgunge).

Sagen er selvfølgelig den, at det ikke er spor holdbart at lade dårlig samvittighed over noget, jeg ikke er herre over, æde mig op. Jeg gør ikke nogen af os en tjeneste og der kommer ikke særlig meget ud af, at overanalysere barnets hver eneste bevægelse, for tegn på reaktioner, tegn på utryghed, tegn på noget anderledes. Som med alt andet i hendes lidt over 2 år på kloden, så kommer og går alt i faser – og hendes nuværende insisteren på, at vi skal holde i hånd ved sengetid (i det der føles som timevis) behøver ikke at være udtryk for en hel masse andet, end bare det at hun er 2 år gammel og gerne vil holde i hånden. Det behøver formentlig ikke at være tegn på, at hun føler sig omsorgssvigtet og er på vej du i afgrundsdyb identitetskrise, der vil jage hende igennem resten af tilværelsen. Tror jeg nok.

Det er mig, der fortolker. Mig der har dårlig samvittighed. Mig, som allerede savner hende på forhånd, ved tanken om, at hun lige om lidt skal dele mig og hendes far med en anden, og at denne anden kommer til at have nogle behov, der for en stund overskygger resten af familiens behov. Pokkers også. Jeg var forberedt på den helt almindelige dårlige samvittighed, der efter-sigende følger med at blive andengangs-mor. Men jeg var ikke helt forberedt på det her.

Koma

Klokken er godt 13.30 og jeg knapt forladt min seng endnu (!). Jo bevares, for lige at spise henholdsvis havregrød, banan og kartoffelmos med C (læs: mad der krævede et minimum af voksen-indsats), samt for at brygge en frisk kop kaffe nu og da.

Jeg har bekæmpet alle mor-instinkter og behov for at “nu skulle vi da også ud og have noget ud af dagen”. For gu skal vi ej, i dag skal intet som helst formål have, andet end at vi skal restituere ovenpå nogle vanvittige dage og uger. Slut.

Så vi og jeg har bare ligget her. Som en udsplattet kartoffel mellem de to bedste mennesker jeg kender. Vi har slæbt fjernsynet ind i soveværelset og ladet Gurlig Gris køre på repeat. Vi har samlet bamser, mennesker og legetøj i en stor sammenfiltret bunke og bare ligget. Flettet tæer. Sovet på skift. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har haft sådan en dag før, men for pokker hvor kan det dog anbefales.

Nu sover den mindste ude på altanen, i den barnevogn som snart er kriminelt for lille til hendes lange ben. Manden er løbet en tur alt imens jeg skiftevis småsover og spiser kold pizza fra igår – hver sin lyst som bekendt.

Det føles som en slags tømmermandsdag, bare uden hovedpinen. Den helt perfekte søndag, uden planer. Solen skinner sikkert også en anden dag.

Sammensmeltninger

Dagene flyder helt sammen i denne til, og der sker så meget om ørene på os, at det forekommer nærmest ud-af-kroppen-agtigt.

Lige nu ridder vi på en bølge af (primært) gode nyheder, og jeg forsøger at fordøje dem én efter én. Det er dog som om, de ikke rigtig synker ind i samme tempo som de ankommer.

Den først tapning af fostervand i fredags betød, at vi takkede ja til en udvidet kromosom-analyse og svar på, om vores søns misdannelse skyldes større og mere komplekse problemer, end en enkeltstående isoleret problemstilling, som kan korrigeres ved en operation.

Selvom den ansvarlige læge for vores forløb har forsøgt at forsikre os om, at hun ikke mistænker blivende handicap, har jeg fra start af været smerteligt bevidst om, at hans maveproblemer hænger statistisk sammen med en risiko for blandt andet Downs Syndrom.

Det burde på mange måder i sig selv betyde en uges ventetid i helvedets forgård. Og sjovt eller nemt har det da heller ikke været. Men sagen er bare den, at der samtidig har været andre ting på tapetet, som har konkurreret om mit fokus. Trods min sygemelding, har jeg efter aftale med både læger og min arbejdsgiver, arbejdet mig frem mod noget som med en vis rimelighed kan kaldes et karrieremæssigt højdepunkt.

Onsdag fløj jeg derfor til den anden ende af landet (ja, efter lægetjek). Torsdag fik jeg tildelt den Ph.d.-grad, som jeg efterhånden har arbejdet på i et halvt årti, fordi en lind strøm af sygdom, graviditet og komplikationer har forlænget processen. Og i dag fredag har vi modtaget besked om, at vi venter en dreng, som fortsat vokser som han skal og tilsyneladende ikke fejler andet end den forsnævring på tarmen, som vi allerede kender til.

Nu ligger vi og puster ud. Ingen af os har vi været synderligt gode forældre for den 2-årige i den sidste uges tid og aftenens putning gik da også fuldkommen skævt, med en overtræt og urolig lille pige, som slet ikke kunne finde ro. Nu bider jeg den dårlige samvittighed over min alt for korte lunte i mig, og husker mig selv på, at vi i de kommende uger ikke skal andet, end at være gode ved hinanden og vente på lillebrors ankomst – noget som vel at mærke stadig meget gerne må vente mindst en måned.

Og de mange gode nyheder og vel-overståede milepæle må alt andet lige generere noget ekstra overskud – selvom det fortsat er mig en gåde, hvordan der lykkedes at balancere det hele.

Hvad må man gerne sige?

Årh, nu står jeg her midt i det igen. På et overfølsomt sted, hvor det er urimelig svært for andre omkring én, at vide hvad de må sige og ikke sige. Og af en eller anden grund trænger både jeg og bloggen måske til et sarkastisk og små-rasende indlæg med glimt i øjet, bare for at lette stemningen for engangs skyld.

Det er noget jeg har talt og skrevet om en del før herinde – oftest med henvisninger til de mange tåbelige ting folk kan finde på at sige, til de af os som kæmper ret meget med det at få lov til at få børn. Et par af de mest læste, går ret langt tilbage i tiden:

How to piss off a not-so-pregnant lady

“Du skal bare lade være med at tænke så meget over det”…

Den anden dag skrev bloggerende Sneglcille om, hvordan en kommetar om kvalme og opkast havde medførst en lavine af spørgsmål om, hvorvidt hun var gravid. Noget hun fandt dybt grænseoverskridende og personligt – og bare ikke i orden. Det medførte lidt diskussion i kommentarfeltet, for flere mente jo, at det var sødt og omsorgsfuldt at spørge, bare man mente det godt. Og folk kunne jo bare svare nej.

Jeg må erklære mig helt på holdet med dem der synes, at “det spørger man bare ikke om”. Det er utvivlsom farvet af min egen historie, det er klart – men at spørge til noget så personligt og ømt hos folk, er i min bog gået hen og blevet direkte hensynsløst. Dels ved jeg selv, hvordan det føles at gemme sig grædende på toilettet, når folk vader i noget af det som gør allermest ondt (ja, jeg har også fået spørgsmålet imens jeg var midt i at abortere – det var nogenlunde ligeså rart som når folk spurgte, om vi “da ikke snart skulle have nogle børn”).

Der er kun to udfald på et sådant spørgsmål – enten er hende man spørger gravid, eller også er hun ikke. Hvis hun er gravid, har hun jo valgt, at hun ikke har lyst til at fortælle dig det. Hun har ikke lyst til at dele det med dig endnu, uanset hvor fortrolig du mener I er, eller hvor velment du sender spørgsmålet afsted. Det er hendes hemmelighed, det har hun ikke pligt til at dele med dig, hvis hun af én eller anden grund ikke ønsker. Og det er ikke fair at tvinge hende til enten at lukke op for posen før tid, eller til at fyre hvide løgne afsted, fordi du er nysgerrig. Det er ikke hendes behov, det er dit.

Alternativt er hun ikke gravid. Og så er det bare gigantisk akavet for alle parter. Du aner ikke nødvendigvis, om hun gerne vil være det. Om hun måske kæmper for at blive det. Om hun har mistet. Eller noget helt femte. Og hovedpointen er igen, at hun ikke har bedt om at dele alt dette med dig. Ligemeget hvor kærligt du sender spørgsmålet afsted.

Nå, så fik vi da pudset de holdninger af.

Næste ting på listen over akavede samtaler, oplever jeg dagligt lige nu. Det handler om at nogle mennesker ganske bramfrit føler sig kaldet til at kommenere på den gravide krop. Som om den på én eller anden måde ikke har følelser tilknyttet, på samme måder som til almindelige kroppe (og vi ved jo alle, at gravide kvinder ikke er spor følsomme).

Den svære situation vi står i pt. gør selvfølgelig, at særligt jeg er temmelig sprød og følsom – ligesom min krop ikke er komplet på toppen, eller i hvert fald at jeg tænker lige vel meget over, om den mon kan klare det der venter, om jeg vil blive ved med at danne for meget fostervand, om den lille kan klare at blive tappet igen, om hvor længe jeg kan holde ud, og alt muligt andet. Så når de personer omkring, der ikke lige er nære nok, til at være blevet indviet i alt det vi står overfor, bramfrit kommenterer på størrelsen af min mave, så er det faktisk svært at finde rette grimasse.

“Nu må det da være lige oppe over med den mave, hva”? Nej, der er faktisk, forhåbentlig, mere end to måneder til. Hvis vi kan holde så længe. For det skal vi. For han er syg og har brug for at blive inde, så længe han kan. Men jeg render på hospitaler hele tiden, bliver tappet for vand og synes i det hele taget, at det hele er en smule overvældende nu og da.

“Er du sikker på at der ikke er to derinde”. Ja, onkel-type-med-super-sofistikeret-humor, det er jeg helt sikker på. Der har faktisk været to, for vi fik lagt to æg op efter et langt opslidende fertilitetsforløb. Men den ene tvilling gik til meget tidligt. Og jeg er scannet i alt 31 gange side, fordi der fortsat er problemer. Er der andet du vil vide?

“Hold nu op, hvor er den stor den mave”. Ja, min mave er nok lidt stor – og din næse er grim. Men min mave forvinder igen – så pak bare roligt sammen med dine friske kommentarer, Rudolf!

Ej okay, jeg er slet ikke så sur og vanskelig, som ovenstående lyder. Men på én eller anden måde, er der bare kun to måder at komme ud af de der akavede samtaler på igen. Den version jeg indtil nu har holdt mig til, er at smile lidt skævt og lade som om kommentaren ikke er malplaceret – og så skynder jeg mig ellers at skifte emne. Alternativt skal jeg fortælle, at spørgsmålet egentlig er lidt svært eller endda sårende, og at der er en meget sårbar årsag til, at maven virker stor. At jeg som relativt lille kvinde i øvrigt står overfor en del udfordringer i den forbindelse, at det bekymrer mig meget, at jeg frygter hvordan det påvirker både mig og min baby, osv. Altså en masse ting, jeg slet ikke selv har inviteret kommentatoren til at få indlik i.

En god tidligere kollega, fik altid de modsatte kommentarer. Hendes mave var meget lille. Det fløj afsted med “du er nok slet ikke gravid” eller “har du ikke bare luft i maven, er der overhovedet noget derinde”. Og hun betroede mig siden, hvordan hun led i stilhed under det. For det folk ikke lige vidste var, at hun bar på en meget lille pige derinde, som var bekymrende langt under sin vætkurve igennem hele den sidste halvdel af graviditeten. Og at der vare fare for alt fra misdannelser til tidlig fødsel, løsrevet moderkage, og meget andet. Men hun orkede naturligvis ikke at forklare alt dette hver gang, når kommentarerne kom fra mere eller mindre tilfældige mennesker. Så hun smilede bare.

Og så er der selvfølglig bare alle de helt almindelige sunde og raske gravide, som vel egentlig ikke på noget tidspunkt sådan direkte har bedt om at få kommenteret deres kropsform? Hvis man gerne vil bevæge sig ud i venlig ment smalltalk med en gravid, så gå da aldrig af vejen for et “hvor ser du bare fin ud med den mave”. Simple and to the point. Så fortæller hun sikkert selv, hvis der er mere hun synes, at man skal vide.

Nå, så gik der også et blogindlæg med det. Og jeg mener ikke i virkeligheden alting så surt og skarpt. Jeg ved ikke præcis hvor den gyldne løsning ligger. Jeg ved blot, at man nogle gange kan blive oprigtigt trist, når én eller anden afsender et meget personligt spørgsmål eller en kæk kommentar, uden måske helt at have fået tænkt sig om.