Sommerfugle i kroppen

På torsdag sætter jeg mig ind i en flyvemaskine, og flyver til den anden ende af landet. Det har jeg gjort så ofte før, som en del af mit arbejde. Men denne gang er det anderledes. Jeg skal nemlig op og holde foredrag om ufrivillig barnløshed – og det giver godt nok sommerfugle i hele kroppen- også selvom jeg har prøvet det før.

Det er foregår i Hånbæk-kirken ved Frederikshavn, torsdag 24. maj kl. 17-19 og er åbent for alle. Det er et initiativ foretaget af den lokale præst, som ønsker at starte en samtalegruppe for kvinder i behandling – og mit oplæg skal være med som en kick-starter.

Det er nok unødvendigt at sige, at jeg glæder mig virkelig meget. Og er virkelig spændt, for jeg skal selvsagt tale om emner, der ligger allerdybest inde. Og jeg håber sådan, at der kommer nogle modige kvinder, som vil snakke med. Wich me luck!

PS: Og kig da lige forbi, hvis du bor på de kanter…

Advertisements

En lille tur…

Selvom klokken nærmest nærmer sig normal sengetid, sidder jeg ret op og ned og med sommerfugle i maven, i en metro på vej mod lufthavnen. Forude venter 4-dages venindetur med to af de bedste jeg kender.

Vi har besluttet os for, at vi alle tre har haft de ture til Berlin, Paris og Barcelona, som vi behøver i dette årti. At vi hellere ville prøve noget helt nyt … og derfor er vi nu på vej til Island. Her står den på masser af regnvejr, lange vandreture, hvaler, varme kilder og alt muligt andet jeg endnu ikke kender.

Bagude et sted ligger den 2-årige og sover trygt i sin seng, uvidende om min afgang. Det stak mere i hjertet end det plejer, at forlade hende og hendes far, jeg ved ikke hvorfor. Måske hormoner, måske erkendelsen af at hun er gammel nok til at spørge efter mig utallige gange frem til mandag, og så måske også en lille fornemmelse af, at der vil gå lidt tid før jeg sådan igen kan stikke af fra det hele derhjemme.Skæbnen vil, at 2/3 af rejsegruppen er gravide. Min ene veninde og jeg har termin i samme måned og selvsagt en hel masse babysnak til gode lige under overfladen, som jeg har lovet hende, at jeg snart blive klar til… jeg skal bare lige have lidt tid… bare lige lidt længere ind i min graviditet. Men det skal (heller) ikke være på denne tur, at alt går op i graviditet og baby. For én af os er ikke gravid. Én af os er single og savner lidt en kæreste. Er måske endda bekymret for, hvad livet vil bringe i forhold til familieliv og børn. Og den følelse kender jeg kun alt for godt. Den kan godt gøre andres babylykke en lille smule besværlig at blive mødt for meget af (ok, for eget vedkommende ganske rædsom, men det må stå for egen regning). Og uden at skulle trække egne traumer ned over hovedet på hende, tror jeg at vi dæmper os lidt. Og det passer mig faktisk (stadigvæk) rigtig fint.Jordemoder-besøget er i øvrigt vel overstået, og fortjener sit eget indlæg i næste uge, når jeg er hjemme igen. Island, vis mig hvad du har!

Mere øvelse …

“Hvordan er det muligt, at du er gået fra overhovedet ikke at være gravid sidst, til at være mega gravid nu”, spurgte én af mine studerende i dag i en pause fra undervisningen.

En sandhed med modifikationer, for jeg var selvsagt også gravid for en måned siden, da jeg sidst underviste hendes hold – men da var temperaturen en anden, og trangen til at gemme mig bag store sweatre langt mere påtrængende. Men i dag skinnende solen – og jeg havde vovet en halvstram højtaljet nederdel og kort skjorte, som gav frit udsyn til bulen på maven.

Den hastigt voksende bule, vel at mærke. Som kommer bag på folk, fordi jeg dels skjulte det så længe jeg orkede, og dels er fyldt godt ud på den sidste korte tid. Og det både nyder jeg og skræmmes af på samme tid. Nyder det, fordi jeg godt kan lide at være gravid, når bare for pokker jeg får lov til at blive ved med at være det. Og godt kan lidt at jeg nu er kommet så langt, at man ikke er i tvivl. Og er taknemmelig for, at bulen vokser, osv.

Men den søde opmærksomhed gipper også i mig. Giver mig stadig lyst til at tage forbehold, en trang som jeg behændigt undertrykker. Jeg øver mig hver dag i at forstå, at jeg er gravid og i at begrænse “hvad nu hvis”… og det går fremad, tror jeg – langsomt og stødt. Men det kræver meget af mig, og der skal ikke meget til at puste korthuset omkring.I morgen er første jordemoderbesøg – en ambivalent størrelse. Ved sidste graviditet var det som bekendt end rigtig positiv oplevelse og et møde med den helt rigtige jordemoder, som jeg aldrig glemmer. Hun forstod at støtte på den helt rigtige måde undervejs i graviditeten, og hun hjalp C til verden med forbilledlig ro og overblik under det akutte kejsersnit for godt to år siden.Men hun arbejder ikke længere i afdelingen (ja, jeg har fandme’ Googlet hende – go ahead and judge me!!). Det betyder, at i morgen også er en dag, hvor jeg for 1732. gang skal åbne op og forklare om mit livs største sorg og angst. Det er udmattende at tænke på, især fordi jeg er smerteligt bevidst om, at hverken jordemødre eller læger kan forhindre de ting, jeg frygter allermest. Sker de, så sker de. Og derfor virker en times snak om kost, motion og graviditetsgener også en smule omsonst. Jeg er helt med på de to førstnævnte, det er som bekendt ikke raketvidenskab – og sidstnævnte har jeg ingen nævneværdige af. Fødslen behøver vi for min skyld ikke at beskæftige os med, den ligger årevis ude i fremtiden, så den tager vi, når vi måtte komme så langt – og bekymrer mig i øvrigt heller ikke synderligt.Så i morgen skal blot overstås på en så god og rolig måde, som det nu er muligt. Og selvfølgelig er den nye jordemoder ligeså sød og ligeså dygtig som den sidste. Og selvfølgelig kan jeg nå at tørre de røde øjne, og gemme mig bag solbrillerne, på vej på cykelturen til job efterfølgende. Det skal nok gå.

Følelser som social regulering…

“Følelsesforskning” står der i overskriften på den artikel, som møder mig, da jeg åbner en halvgammel Weekendavis over formiddagskaffen. Søndagen byder på solskin, avislæsning på altanen og en halvsløj 2-årig, som helst bare vil ligge og putte i fred inde på sit værelse. No arguments here!

Artiklen handler om en nyere historisk interesse i samfundets regulering af befolkningens følelser igennem tiden. En central pointe er, at forskellige følelser til skiftende tider og i forskellige subkulturer, har været anset for mere eller mindre legitime. Til alle tider har en række følelser været anskuet som uacceptable (tænk evt. på de bibelske dødssynder som et retro-inspirationskatalog).

Ligeledes har man fra samfundsmæssig og endda politisk side jævnligt haft en interesse i at begrænse (eller opildne!) befolkningens frygt, for at legitimere den første politik (deltagelse i krig og indvandringspolitiske tiltag bliver her de åbenlyse eksempler).

Feministiske kredse af denne forskning peger på en kønnet forskel i legitime følelser og reaktioner igennem tiden (mænd må i en vis udstrækning gerne være “vrede og agressive”, kvinder må der i mod hellere være “kede af det”) – og at denne sociale styring af kønnenes følelser implicit har modarbejdet kvindelig kritik af mandlig dominans igennem århundreder (ingen vrede og agression = intet oprør og kamp mod eksisterende orden).

Uagtet om man køber ind på den feministiske tolkning af følelsernes sociale historie, får artiklen mig til at tænke på netop forbudte følelser. Jeg kommer til at tænke på, at jalousi, frygt og sorg på mange måder er enormt normative – at der findes holdninger til hvad man “bør” og ikke “bør” føle – eksempelvis i et fertilitetsforløb. Hvor meget det må fylde, hvor jaloux man må være, hvordan man bør håndtere det?

Følelser er i høj grad præget af sociale konventioner. Eksempelvis hersker der nogenlunde enighed om, at man skal undgå at skraldgrine under en begravelse. Og det er på mange måder okay, at vi har nogle sociale koder at navigere efter – ovenstående scenarie ville træde folk over tærterne og i den grad bryde rammerne for det acceptable. Men samme måde findes der en hel masse reguleringer af, hvor længe og hvordan man må bære på en række negative og mindre elskelige følelser. Hvor længe må man fx sørge over en abort. Eller hvor længe man må bære angsten for at miste med sig ind i en graviditet? Eller må man melde afbud til en barnedåb, fordi man som ufrivillig barnløs ikke magter at omringe sig med gravide og småbørn, og har svært ved at finde oprigtig glæde på andres vegne? Når vores følelser ikke lever op til de sociale konventioner for det acceptable, kan vi enten trække os fra fællesskabet, eller forsøge at omdanne billedet af det acceptable.

Men sidstnævnte kræver godt nok umenneskeligt mange kræfter, hvis man befinder sig i en følelsesmæssigt presset situation. Og måske det forklarer, hvorfor mange vælger at trække sig i stedet. At de i perioder dækker over vreden, jalousien, skammen, eller hvad det nu er de (vi!) bærer rundt på, som ikke er særlig socialt “ønskværdigt”?

Nå, det var vist rigeligt med højpandede søndagstanker herfra. Hvad man dog ikke gør, for at ignorere at det er Mors dag.

God solskinsdag til jer der læste med!

PS: Der er et par nye læsere, som for nyligt har skrevet og spurgt, hvorfra de skal starte med at læse på bloggen, for at få hele historien med. Og jeg har svaret dem, at de med fordel vil kunne starte: HER.

Det vrimler jo med dem…

I forlængelse af seneste indlæg, som handlede om noget der er temmelig svært for mig, er jeg blevet ekstra opmærksom på et forårsfænomén, som jeg med gru kan huske fra dengang jeg var “rigtig” barnløs.

Det fucking vrimler med gravide maver og barnevogne i hele byen. Det er umuligt at gå en tur om søerne, uden at vælte over enten babyer eller gravide damer. Og hvor andre formentlig ville finde dette fænomén vældig livsbekræftende, så er det som bekendt bare aldrig rigtig noget, som bliver min favorit kop the.

Min kusine er gravid. Det vidste jeg godt, da vi for uger tilbage var til familiearrangement. Det er deres første, de glæder sig, det fylder (selvfølgelig!) i hele familien – præcis som det skal. Og hvis jeg havde være bare nogenlunde normal i knolden, havde vi jo siddet i vores gravide symbiose og dyrket dét fællesskab hele aftenen. Men jeg orkede ikke. Jeg føler mig stadig ikke som en del af den klub. Så jeg bad min mor om ikke at annoncere graviditeten op til festen, og tog derpå en alt for løs kjole på og undgik høfligt emnet hele aftenen.

Min gode, dejlige, tætte veninde er gravid. Ved et uheld, siger hun. Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg tror på den slags uheld for folk midt i 30’erne i faste parforhold, men hun er glad og lykkelig og det er det absolut vigtigste. Men det er også været hammer svært, for vi har temin næsten samtidig og det første lange tid turde jeg slet ikke at gå ind i hendes glæde, eller tale om “hvad vi skulle sammen, når…”. Jeg var så rystenden angst for, at én af os skulle miste. Jeg turde ikke dele hendes begejstring eller gå ind i snakke om det ene og andet fremtidsscenarie. Jeg frygtede som så mange gang før, at jeg (eller hun) ville ende alene tilbage med en tom livmoder, mens den anden voksede sig smuk og rund lige ved siden af. Om nogen husker jeg så ganske tydeligt, ved den slags desværre kan gøre ved et venskab. Det bliver langsomt bedre og bedre – og jeg tackler det mere og mere naturligt – og kommer vi begge to helt og godt i mål, vil det være en ubeskrivelig gave, at få mulighed for at dele hele oplevelsen på tæt hold med hende – ligesom jeg sidste gang fik lov til at gøre, med min allerbedste storesøster.

Mine kollegaer er gravide, og alle snakker om babyer rundt om frokostbordet. Siden min egen tilståelse i sidste uge, opfattes jeg naturligvis som en del af gruppen på dét område. Hvilket både gør det nemmere men også lidt sværere, fordi det stadig gipper i mig, når snakken falder på emnet. Jeg er glad for deres venlige interesse og deltagelse – men jeg har hele tiden lyst til at begrænse deres begejstring med et “lad os nu se”. Hvilket ville være både overdramatisk og underligt, når de nu ikke kender vores historie og årsagen til min skepsis.

Damen overfor mig her i lufthavnsterminalen er gravid. Hun smiler inforstået til min mave og jeg til hendes. Jeg aner intet om hende, det kan være hendes historie har været langt fra let og ligetil – men alligevel har jeg følelsen af, at jeg ikke helt hører til at samme klub som hende. At jeg ikke helt hører til blandt alle de gravide, som det vrimler med dette forår.

Heller ikke selvom jeg begynder at ligne dem lidt.

Det som stadig er svært…

Hvor er det altså svært og trælst at skrive om noget, man godt ved fremstiller én på ærgerlig vis. Det er heldigt at bloggen tillader dette semi-anonyme format, for ellers er jeg ikke sikkert på, at jeg ville turde sætte ret mange af de kommende ord på mine følelser – jeg har i hvert fald ret svært ved at tale med andre om det.

Faktisk kender jeg kun én person, som med sikkerhed forstår dem, og som jeg tør dele dem med. Og det handler om, at hun selv bokser med noget lignende, og har ligeså svært ved at navigere i det som jeg. Resten af min omverden er jeg bange for vil have meget svært ved ikke at tænke, at tingene har taget overhånd for mig og at jeg bliver nødt til på én eller anden måde, at komme videre.

Det handler om den skide jalousi og sorg som jeg stadig oplever, hver gang noget handler om graviditet eller fertilitet, som bare synes at komme hamrende nemt til alle andre end mig og os.

Og selvom det også var svært at tale om dengang det handlede om, at jeg ingen børn havde (og var bange for aldrig at få dem), så var det dog i det mindste nogenlunde til at forstå for folk omkring mig, at det var lidt svært når andre blev gravide. Der var også mange der ikke forstod det, inklusiv mig selv i det første lange stykke tid. Og det var tæt på at koste mig venskabet til en af de mennesker, jeg holder mest af.

Men nu… nu er det helt umuligt. Jeg har fået det barn, jeg så inderligt drømte om. Ja, måske er der endda nummer to på vej, hvilket vel er langt mere end man kan tillade sig at drømme om, når man er i min situation. Men den er der endnu, den der fandens jalousi. Det er stadig svært, når andre tager deres fertilitet for givet eller bliver gravide på splitsekuner og gerne beretter vidt og bredt omkring det. Det sårer mig, jeg bliver ked af det, gal, jeg tænker utilgivelige tanker. Og jeg forstår det ikke altid selv – hvad fanden handler det om – har jeg ikke fået mit på det tøre og burde være taknemmelig? Get over it alright…

Sådan er det bare ikke. Faktisk kan jeg blive et sekund jalous, bare jeg ser en smuk højgravid kvinde på gaden. Pregnant Bitch syndromet lever endnu. Indtil jeg kommer i tanker om, at jeg jo selv har været gravid, at jeg er det igen. At hun intet har med min situation at gøre, og alt det dér. Jeg har også stadig antennerne ude – de er aldrig gået væk; Jeg kan opsnuse andres graviditeter på 117 kilometers afstand og undgår dem gerne, hvis jeg kan – en gammel forsvarsmekanisme, gætter jeg på.

Og når jeg den anden dag er sammen med en veninde, som annoncerede sin graviditet på arbejdet i 10. uge, uden at være tryghedsscannet, eller hører en anden veninde sige, at hun helst vil blive gravid i juli, for så passer det med hendes ferieplaner året efter – ja, så gør det bare pisse hamrende ondt. Det minder mig endnu engang om, at jeg blev frarøvet al den uskyld, som de oplever. Og det forstærker min følelse af, at stå alene om de oplevelser vi har været igennem – af at ingen andre helt kan forstå. Af at være efterladt tilbage på parronen, mens alle andre bliver ved med at drøne afsted.

Så selvom jeg er virkelig ked af, at jeg (stadig) har det sådan, så erkender jeg, at der er sådan det er. I hvert fald over for mig selv – selvom jeg ikke rigtig tør tale særlig højt om det med andre. Måske vil det ændrer sig med årene – men jeg tror det ikke. Jeg tror altid jeg vil sidde tilbage med en tristhed, måske endda bitterhed, over alt det vi har været igennem – og som de fleste andre, heldigvis, er forskånet for.

Da bomben blev sprunget…

Nølende slæbte jeg mig ind på chefens kontor den anden morgen. Jeg kunne simpelthen ikke strække den længere, det grænsede til det pinlige at blive krampagtigt ved med at ignorere den hastigt voksende bold på min mave, og lade som om intet var på færde. Så da jeg øjnede en mulighed for at fange hende på tomandshånd inden starten på en hektisk arbejdsdag, måtte jeg jo slå til.

Hun grinede til mig, allerede inden jeg var kommet helt ind på kontoret. Og jeg nåede dårligt at sætte mig, før jeg udbrød – “Ja, jeg er vist gravid”. Så grinede hun videre og sagde, at hun nok havde tænkt, at det var dét jeg havde på hjerte. Derefter var hun simpelthen så rar, at jeg knuselskede hende helt upassende meget. Hun var oprigtig glad, spurgte ind lyttede – og uden at jeg på nogen måder havde planlagt det (!!), fik jeg pludselig åbnet op for hele vores historie og forløb, mens hun lyttede og bare var rar og rolig at tale med.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig kom til at fortælle det hele. Men hendes interesse virkede så oprigtig, og jeg kan i forvejen virkelig godt lide hende. Da jeg begyndte at tale lidt om nogle praktiske ting vedrørende overdragelse af arbejdsopgaver, afbrød hun mig med formaning om, at det på ingen måder var min hovedpine at lægge dét puslespil, men hendes. Jeg skulle bare nyde min barsel og derpå love at jeg kom tilbage og ikke pludselig fik skøre idéer om at skifte job. Det var med helt igennem oprigtighed i stemmen, at jeg forsikrede hende om, at jeg ikke kunne drømme om at løbe nogen vegne.

Hele oplevelsen mindede mig om, hvor meget jeg gik glip af ift. barsel og arbejdsliv ved min graviditet med C. Min daværende arbejdsgiver var en røv, hvis eneste kommentar til min graviditet var “Nå, er du så sådan én, som slet ikke har tænkt sig at arbejde under barslen?”. Den lader vi lige stå et øjeblik. Derpå fortsatte med en tør kommentar om, at han ikke håbede, at jeg havde spekuleret i tidspunktet (det var ganske kort før min kontrakt udløb). Han kendte i øvrigt til det forløb vi havde været igennem forinden og havde jeg ikke været så følelsesmæssigt presset dengang, havde jeg slæbt ham i hoved og røv hen til min fagforening dengang.

Min barsel med C var skøn, ingen tvivl om det. Men den var også præget af dårlig samvittighed og forsøg på at arbejde med småopgaver undervejs. Jeg arbejdede op til få dage før termin, og jeg havde ikke ret meget lyst til at vende tilbage til de sidste måneder af min kontrakt, da min barsel var slut -selvom jeg faktisk havde savnet mit arbejdsliv og det at være “andet end blot på barsel”

Oplevelsen på mit nuværende arbejde forsikrede mig om, at jeg er landet på det helt rigtige sted. Folks oprigtige glæde på mine vegne resulterede i, at rygtet spredte sig i løbet af få timer og at flere kollegaer derfor kom og ønskede tillykke. Det har været lidt overvældende, og jeg får stadig et sug i maven, når andre er “for” glade på mine vegne.

Jeg kan ikke finde ro i snak om navne, terminsdatoer eller fødsler, for jeg har lyst til at øse alle mine forbehold ud over den jeg taler med. Men det er umuligt, når ikke de kender forhistorien – og heller ikke er tæt nok på til at få den serveret. Så jeg nikker og smiler lidt, takker for deres lykønskninger – og trækker derpå vejret dybt mange gange efterfølgende. Men det var godt at få det sagt. Det var godt for mig – og godt for mit forsøg på at komme til at tro på, at denne graviditet rent faktisk kan ende med en baby.

Det føles rart ikke at skulle spille teater på arbejdet længere – og for første gang i umindelige tider, er jeg i dag hoppet ud af de store oversize bluser og ned i noget, som afslører den lille donutform rundt om min navle.