Når ens pis….

… slet ikke kan komme i kog over småting. Når man ikke engang overvejer at bruge hjernekapacitet på dét, man opfatter som småting. Når man bare slet, slet ikke har været i nærheden af at overveje, om dét skulle være et problem man skulle forhold sig til…

Måske er det et par barske års forsøg på at blive mor, hvor alle intentioner om planlægning og “kontrol” brutalt blev pillet ud af os skridt for skridt, og hvor vi gang på gang måtte lære at moder natur var hamrende ligeglad med vores ønsker og planer. Eller måske er det bare fordi jeg som person ikke er sådan voldsomt bekymret anlagt… (ja ja, omkring alt andet end frygten for endnu en abort, altså!). Eller måske er det bare fordi jeg slet ikke har noget som helst begreb om, hvad jeg er på vej ind til.

Anywho, her er en liste over ting der ikke formår at få mit pis i kog på en snevejrs-lørdag:

  • Om jeg vil friamme, blokamme eller alt muligt derimellem (det aner jeg virkelig intet om… jeg ved ikke engang hvad det er … må man se på det, når det kommer?).
  • Om mit barn må blive introduceret til madvare med sukker i, inden det er gammelt nok til selv at efterspørge det (godt nok får jeg et super fremmeligt og intelligent barn, men mon ikke der går lidt tid før det er relevant at overveje en Nutella-politik?)
  • Om jeg er en “samsover”-mor eller en “godnat og sov godt”-mor. Om jeg vil lade mig barn græde sig i søvn alene (næææ, det tror jeg ikke… særlig tit, hø!) eller om jeg vil have hende sovende på maven indtil hun er teenager (må man gerne lande et sted midt i mellem de to?)
  • Hvilke former for smertestillende, jeg ønsker under at modtage under fødslen (kan man bede om 2 af det hele, tak?). Nej, egentlig tænker jeg mest at se hvor ondt jeg har og så vurdere hvad der er nødvendigt derfra…

Det er ikke fordi at nogle at ovenstående ting ikke kan være fine nok lige at runde i tankerne, enten nu eller senere. Men det kan seriøst ikke holde mig vågen om natten. Jeg forestiller mig alligevel at jeg kan planlægge herfra og til jeg er grøn i skalden… men at jeg alligevel kommer til at måtte føle mig frem og finde ud af hvad mit temperament dutter til og hvad fedlingen har behov for?

Det mærkeligste af det hele er dog… og her bliver jeg lidt bekymret for min egen apati…. jeg kan helt alvorligt ikke få mit pis i kog over, hvad vores datter skal hedde? Og det er sgu da en smule mærkelig, hvis jeg selv må have lov til at sige det! Manden har mange meninger (det har alle andre i øvrigt også – helt uden at man beder om den)… men ud over at der findes en pæn portion navne som jeg synes er ganske fine og pæne, ja så er der faktisk ikke ét eller flere af dem som får mig helt op og ringe…

Lige nu hedder hun derfor primært en blanding af:

  • Fedlingen (fordi… hun jo er lidt fed derinde..)
  • Pippi (fordi hun er en stærk lille satan, som formåede at holde fast trods alle odds…)
  • Olga (fordi en veninde synes det er hyggeligt…)
  • Clausen (fordi mine veninder til min fødselsdag – efter 16 drinks – synes at det var et fremragende navn).

Der er 10 uger til termin… så på ét eller andet tidspunkt vil det vel være passende at tage stilling. Manden er som sagt fast besluttet og er begyndt at kalde hende ved “sit” navn til daglig, så før jeg får set mig om er det vel blevet vedtaget?

Jeg vender tilbage med en status, såfremt vi nogensinde lander et sted…

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Drømmeland

Min søde jordemoder påstår, at der ikke er noget underligt ved de mange mærkværdige drømme og horrible mareridt, som stadig er en fast tilbagevendende følgesvend, selvom jeg har det mærkbart bedre og bedre, som tiden går…

Min hjerne ryder op, siger hun – og den har da i så fald gang i den helt store hovedrengøring derinde! Det er ikke nemlig slet ikke så lidt, der sådan kommer frem i drømmeland i løbet af en nat. Noget af det er skræmmende, noget andet er uforståeligt, og andet igen er bare downright mærkeligt.

I starten var jeg primært plaget af klassiske mareridt om at miste. I mange drømme skete ulykken mens jeg sov, og jeg begyndte at pludseligt at bløde voldsomt. Så kunne jeg ligger i flere timer om natten og svæve mellem sovende og vågen, uden helt at kunne finde ud af om jeg virkelig blødte, eller om jeg blot drømte at jeg gjorde. Jeg vågnede op for at finde ud af, at det hele var indbildning – og var derefter fuldstændig udmattet i både krop og sjæl. Sådan en drøm kunne godt sidde i mig resten af dagen og det var derfor ret anstrengende til tider.

En af disse drømme foregik ved, at jeg var faret vild i en by jeg ikke kendte. Jeg fik pludselige smerter i maven, og ledte efter nogen der kunne hjælpe mig. Jeg vidste desværre bare ikke hvor jeg skulle gå hen (ja ja, symbolerne er da til at tage og føle på her). Jeg endte i en baggård bag en container, hvor jeg blødte kraftigt og faldt om. Af én eller anden grund måtte der i min drøm ikke være nogen der opdagede mig.

Så vågnede jeg.

De mest markabre mareridt er aftaget noget i styrke. Hvor de i den tidlige graviditet nærmest lignede en form for sovende angstanfald, som også kunne mærkes fysisk dagen derpå, er de nu langsomt mere og mere håndtérbare, og består også af meget andet end blod og det at miste.

Omdrejningspunktet for drømmene bliver i tiltagende grad snarere en frygt for ikke at blive forstået, i forskellige sammenhænge. Jeg oplever gerne dette, hvis jeg i forvejen er frustreret over min omverdens til tider manglende forståelse af, hvordan det er at være gravid i den situation jeg befinder mig i. Den anden dag drømte jeg at min far ikke ville lade sig overtale til ét eller andet – og ligemeget hvor meget jeg bad, tryglede, græd og råbte, ville han bare ikke forstå hvad jeg sagde til ham. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor det lige var ham der blev målet for min drøm… for i den virkelige verden er han og min mor nogle af mine helt store støtter.

Så er der som sagt også nogle drømme, som bare er så helt igennem underlige, at jeg er glad for at det alene er mig selv der har kendskab til dem. Nu deler jeg så godt nok ud af dem på bloggen her – but try not to judge me! Disse drømme kan være en blanding af alle mulige (og umulige) ting, men har ofte graviditet eller baby som omdrejningspunkt.

Min seneste drøm var så bizar, at jeg tøvede med at fortælle selv manden om den. Scenariet var nogenlunde som følger: Min mand og jeg bor i vores lejlighed i København, hvor vi desværre ikke må holde hund. Derfor har vi i stedet valgt at anskaffe os en kælegris, da der ikke står noget forbud imod dette i vores lejekontrakt. Da det går op for os at jeg har svært ved at blive gravid (hvilket jo egentlig ikke er spor korrekt), får vi lavet en insemination med grisens DNA – og jeg bliver gravid. Derfor er jeg således gravid i drømmen, med en baby som et halvt gris, halvt menneske…

Lader det lige synke ind et øjeblik… gravid med en gris… what.the.shit.fuck?

Hele drømmen går på at min kæreste og jeg er voldsomt uenige om hvad vi skal stille op. Det er ulovligt det vi har gjort, men vi er alligevel virkelig glade for, at vi endelig skal være forældre. Min kæreste insisterer på at vi ikke skal sige det til nogen, for så vil de bare tage grise-baby fra os, og så skal vi starte helt forfra. Jeg hælder mere til den overbevisning, at nogen nok vil opdage det, når baby kommer ud og er lavet af 50 % svinekød…

Jeg ved simpelthen ikke hvilken tolkning jeg skal trække ned over sådan en drøm. Men seriøst… er der nogen der gider at ringe og alarmere kommunen?

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

En spøjs form for forberedelse?

Det har egentlig altid undret mig, at mange kvinder har behov for at fortælle gravide og vordende mødre, om alle de åbenbart ganske horrible ting og sager, som er gået galt under deres egne, eller deres veninders fødsler.

Hvis man ikke besidder bare en lillebitte smule kritisk sans, får man dælme hurtigt en opfattelse af, at alle fødsler består af 34 timers vestorm efterfulgt af et skrev så flækket, at man aldrig igen kommer til at sidde oprejst, eller nogensinde igen vil formå at gemme tissetåren til man når ud på toilettet.

Jeg kan jo sagtens forstå, at en fødsel for den enkelte er noget ganske vanvittigt, livs-ændrende og unikt, som man ikke i sin vildeste fantasi tror at nogen som helst andre nogensinde kan forestille sig. Men det er alligevel også lidt pudsigt at det så ofte bliver præsenteret som et mareridt, hvor blodet flød i litervis og hvor alle parter kun lige med nød og næppe nåede derfra med livet i behold.

Altså – selvfølgelig gør det formentlig helt absurd ondt, det anfægter jeg slet ikke. Og jeg vil på ingen måde forsøge at spille helt, for jeg er sikker på at jeg kommer til at bande, svovle og klynke ligeså meget som gennemsnittet. Men vi kvinder er sgu da fucker-sejt indrettet, når vi kan klare os igennem sådan en omgang. Så hvor er alle de gode historier? Og hvorfor tror man i øvrigt at det er de dårlige versioner, som bedst muligt vil hjælpe den gravide kvinde man nu står overfor? Hvad er det man ønsker at opnå med skrækhistorierne om, at hun ikke skal forvente at kunne gå i ugevis? Meget mystisk…

En anden lidt påfaldende form for forberedelse, som jeg også har bidt mærke i, kommer fra folk der allerede har et afkom eller to. De kigger én helt intenst i øjnene, læner sig ind over bordet og hvisker betroet ”At blive mor bliver det bedste, der nogensinde kommer til at ske for dig. Det er vildt, du bliver aldrig den samme igen”.

Altså igen – det er jo vildt sødt – men sådan har alle det vel for fanden i én eller anden udstrækning med lige præcis deres eget afkom – og det er vel ikke en statshemmelig for de særligt indviede? Eller hvad? Jeg mener bare – det er sgu da lige præcis ud fra den forventning, at jeg igennem de seneste par år har forsøgt temmelig hårdnakket på at blive nogens mor – fordi jeg netop har en idé om at det er temmelig livsbekræftende, på den overdrevent fede måde?

En sidste ting der undrer mig for i dag – det lover jeg: Forældre med småbørn understreger gerne (igen og igen) hvor vanvittigt hårdt det hele er, og hvor meget jeg skal vende mig til aldrig nogensinde (nogensinde!) at sove igen, eller have tid til mit parforhold, mine veninder, eller min egen navle. Sex kommer jeg aldrig mere til at opleve, forstår jeg – og et glas vin på en fredag aften er ligeså utopisk som tanken om, at jeg nogensinde igen skal være tilnærmelsesvis produktivt på arbejdsmarkedet…?

Det forekommer mig temmelig logisk, at sådan en lille størrelse kommer til at optage godt og vel samtlige af mine vågne timer (og sovende, hvis de da nogensinde forekommer) – men dels er det min opfattelse at der er virkelig mange forskellige måder at begrave sig i mor-rollen på, og samtidig er det mig igen en gåde, hvad det dog skal hjælpe, med alle de dér skræmmebilleder?

Findes der slet ingen, der synes at dét dér med børn er sådan gennemsnitligt til at holde ud, og at det trods alt er muligt at finde en nogenlunde balance i tilværelsen? Er jeg bare vanvittigt naiv når jeg tror på, at det vil være muligt for en periode at skære ned på forventninger og ambitioner på en række andre områder, for derefter stille og roligt at finde en mellemvej mellem “mor” og “menneske”, efterhånden som ungen kan undvære mine babser i længere og længere intervaller? I don’t know…

Når nu jeg generelt med det meste andet i livet, har haft det rimelig godt med at tage tingene som de kommer, arbejde hårdt og så satse på at det hele nok går – er det så helt igennem absurd at forestille sig, at der ligger et dejligt og indholdsrigt liv på den anden side af babys ankomst, som ud over selvfølgelig at indebære rigtig meget “mor-hed”, også indholder alt muligt andet lækkert og meningsfyldt? Igen… hvad ved jeg…

PS: Folk med børn over 10 år har ofte lykkeligt glemt livet som trætte småbørnsforældre, så de er meget mere med på det-skal-I-nok-klare-vognen. Folk i mine forældres generation synes til gengæld komplet at have glemt hele molevitten, og hentyder derfor mest af alt bare til at vores generation klynker helt forfærdeligt meget. Den er jeg så alligevel ikke helt enig i, trods alt :-)

Kontraster

Tidligere skrev jeg om vores sidste besøg på Riget – som heldigvis endnu engang gik mere end almindelig fint og medførte stor lettelse og lykke.

Glad og forpustede nåede vi caféen i Ryesgade efter scanningen, hvor vi ville puste ud og fejre med lidt frokost. Det var møgvejr og tilpas deprimerende, hvis det altså ikke var fordi vi var helt høje på en fantastisk fin oplevelse.

Inde på caféen sad Maria Gerhardt med sin kone. Både manden og jeg er netop nu i gang med at læse hendes selvbiografi, som dels handler om hendes møde med sit livs store kærlighed, og dels handler om den alvorlige kræftdiagnose som hun på tragisk vis fik stillet for nogle år tilbage. For de af jer som måske ikke lige er opdaterede på den danske musikscene, er hun en kvindelig DJ som har gået under navnet Djuna Barnes.

Hun er ikke voldsomt meget ældre end os – og jeg ved fra hendes biografi at hun sammen med sin kone har en lille dreng. Hun var egentlig erklæret rask, men der er nu kommet et tilbagefald, kunne jeg for nyligt læse i medierne. Prognoserne ser vist ikke alt for gode ud, er mit indtryk. Der er blevet startet nogle landsindsamlinger rundt omkring, som vist skal hjælpe til at finansiere noget behandling i udlandet. Et sidste forsøg, måske.

De sad der kun et par borde fra os.Vi kunne ikke høre hvad de talte, om jeg måtte virkelige koncentrere mig for ikke at kigge hen på dem. Ikke fordi hun er kendt, men fordi det var underligt at vide noget så personligt om et andet menneske, selvom hun overhovedet ikke kender mig og omvendt. I hendes biografi kan jeg læse, at hun ofte drager over forbi caféen efter sine utallige besøg og behandlinger på Riget. Nu virkede det alt for kontrastfyldt at vi sad der og fejrede vores nyfundne lykke, alt i mens de sad der midt i noget af det sværeste livet kan byde på.

Jeg følte lige pludselig enormt meget med dette smukke fremmede menneske på caféen. Faktisk havde jeg lyst til at sige ét eller andet til hende, selvom det ville have været virkelig upassende. Men jeg havde lyst til at sige noget i retning af, at det er en røvsej og uretfærdig kamp hun og hendes kære kæmper, og at jeg ønsker hende al mulig styrke til at komme igennem den næste tid. Men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg tænkte bare på hende… og det gør jeg stadig nu her et par dage efter…

X eller Y?

Som i kromosomer – er det en dreng eller en pige? Selvom det nærmest virker umuligt, er vi så småt ved at nå frem tidspunktet for, hvor det er muligt at få afklaret, hvad der gemmer sig bag bulen i maven og under de ømme bryster. Hvis man har lyst, altså.

Men jeg er ikke klar.

Jeg forstår godt at det er noget, som normalt driver nysgerrige forældre til randen af utålmodighedens sinddsyge, når de får muligheden for at vide, om at det er en bob eller en bobine, som ligger derinde. Jeg synes egentlig også, at det er ret fantastisk, at man kan se den slags allerede nu, hvor fosteret egentlig ikke er meget længere end mit dankort.

Men jeg har slet ikke på nogen måde travlt. Det er ikke fordi jeg som sådan er i mod man får det oplyst – eller har særlige kønspolitiske argumenter i ærmet – det er rent og skær følelsesmæssigt. Jeg er ikke klar til at personificere min graviditet så meget, at jeg ved om der gemmer sig en lille tissemand- eller kone derinde. Det er som om at det vil gøre det en tand for virkeligt, end tand for menneskeligt? Åh for fanden, hvis det så går galt… har man så ikke endnu mere man mister? Eller er jeg helt idiot?

Manden vil vældig gerne vide det. I sin evigt optimistiske tilgang til verden tror jeg ikke at der er så super mange forsvars-mekanismer tilbage i ham. Han skal være far, og der er ikke så megen grund til at lade glæden påvirke af for mange forbehold. Derfor kan man jo ligeså godt få kønnet af vide også – nu hvor det kan lade sig gøre?

Men han har lovet at give mig tid. Og jeg har til gengæld lovet at forsøge at arbejde på at blive klar. Arbejde på at få lyst til at vide det.

Jeg kan godt se at det er praktisk. Men jeg har nu aldrig drømt om at gå amok i hverken lyserødt eller -blåt (måske er der alligevel en anelse kønspolitik gemt i mig?). Selv er jeg vokset udmærket op i forholdsvis kønsneutrale omgivelser og med arvetøj fra min fætter, som sjovt nok var en dreng. Faktisk giver det mig en anelse creeps når forældre går komplet prinsesse-amok i en sky af lyserød tyl og flæser…

Don’t get me started på dem, som rent faktisk omtaler deres afkom som netop “prinsessen”…

Men igen… det er altså mest af alt bare fordi jeg endnu ikke er klar. Jeg har rigeligt at gøre med at forstå, at der gror noget derinde. Når jeg stadig intet mærker og ingen gener har, er det svært nok i sig selv at tro på. Bulen på maven kunne ligeså godt skyldes dét lune thebirkes, som jeg lidt for ivrigt kører ned næsten hver morgen.

Det er svært for mig for alvor at tro, at man kan have en mavefornemmelse for den slags – altså for hvilket køn det gemmer sig derinde. Ud over at man jo har temmelig gode odds for at gætte rigtigt. Sådan omkring 50 % vil jeg mene.

Men hvis jeg skal vælge, tror jeg at det er en dreng. Mest fordi jeg nok tidligere har forestillet mig, at jeg ville blive mor til drenge. Måske ubevidst fordi mit temperament passer mere til lego end til perleplader. Men vi får se… og det er jo i virkeligheden komplet og aldeles ligegyldigt hvad det er for én derinde, det er indlysende. Hvis bare den er sund og glad.

Men jeg er endnu ikke klar…

Dagene derpå…

Lige nu er jeg glad. Stadig glad. Stadig lettet. Det er så længe siden at jeg har haft sådan en følelse i maven (og hovedet) i flere dage i træk, at det egentlig føles ganske uvirkeligt. Som en drøm jeg slet ikke har lyst til at vågne fra igen.

En veninde spurgte mig over morgenkaffen, hvordan jeg så havde det nu? Jeg havde netop forsigtigt fortalt om de gode resultater fra i onsdags. Det er første gang i umindelige tider, at jeg med ærlighed i stemmen kunne svare, at jeg har det godt. “Så længe det varer”, skyndte jeg mig at tilføje – man skulle jo nødig blive for kæphøj og optimistisk.

Det føles skønt, og det føles underligt. For en stund fylder forventninger og glæde mere end sorg og frygt. Puha, det er sådan det føles at være glad? Jeg venter næsten på at vågne op igen, af denne herlige drøm – der må snart ske et eller andet, for det kan umuligt bare være godt herfra?

Jeg ved godt at frygten vender tilbage. At min urhjerne stadig er traumatiseret. Jeg kan stadig godt huske hvordan det er at vågne op efter en operation, uden en baby i maven og med endnu en knust drøm til samlingen. Men for første gang i virkelig lang tid, har jeg ikke lyst til at dvæle ved det. Ikke lige nu. Lige nu vil jeg nyde at gå en weekend i møde, hvor det skal handle om alt muligt andet. Hvor jeg skal være kæreste for min kæreste, veninde for mine veninder – og mest af alt bare glad og let inden i mig selv.

God weekend – for pokker!

Dem man holder af…

For nogen tid tilbage modtog jeg en rigtig fin mail fra en læser på bloggen. Hun er ikke selv barnløs, men havde nogle spørgsmål om hvordan hun bedst muligt kan hjælpe sin gode veninde, som lige nu kæmper en svær kamp for at blive gravid. Jeg synes at det var rørende at læse, at hun i det grad gerne ville vide noget om, hvordan hun bedst muligt kunne være der for én hun holder meget af.

Dette har efterfølgende sat nogle tanker i gang – for jeg har selvfølgelig også selv mærket frustrationerne hos mine nærmeste, når de ikke har anet hvilket ben de har skulle stå på, for bedst muligt at kunne være der for mig (og os) når det har været sværest.

Så jeg har i stedet tænkt lidt, og så har jeg skrevet – sådan som jeg har for vane. Jeg har skrevet en række ting ned, som jeg tror at pårørende måske kunne have glæde af at få med i deres overvejelser, hvis de er tæt på én som er ufrivilligt barnløs. At nedestående står helt og aldeles for egen regning, det er klart:

  • Sætninger i retning af “måske skal du prøve ikke at tænke så meget over det”, skal slettes fra dit ordforråd. Det kan kun gå for langsomt. Ingen der lider af ufrivillig barnløshed kan lade være med at tænke på det! Slut!
  • I det hele taget, så forsøg at lade være med at stille krav til hvad vedkommende skal tænke og føle. Det giver dårlig samvittighed (er det nu min egen skyld, at jeg stresser mig fra en graviditet?) og er samtidig med til at sløre de grundlæggende biologiske faktorer der ofte er skyld i barnløsheden (mine æggeledere havde ikke været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde tænkt positivt!).
  • Selvom du mener det godt, så lad være med at komme med gode råd, med mindre du mærker at de efterspørges. Kost-råd eller anbefalinger om lige præcis dén alternative behandling, som du har læst om og mener vil virke, er næppe med til at gøre forvirringen hos vedkommende mindre. Du skal nok blive spurgt, hvis det er dét som vedkommende søger.
  • Det samme gælder anekdoterne om, hvad din kusine, nabo, hundelufter eller gymnasieveninde gjorde for at opnå graviditet. Det er alligevel formentlig ikke relevant, men understreger bare hvor let det synes at være for hele resten af verden, at blive gravide.
  • Selvom det kribler i hele kroppen for at sige noget, som kan gøre situationen for den du holder af mindre håbløs, så prøv at modstå fristelsen til at glatte ud. Nogle gange er det ok at konstatere, at en situation bare er pisse svær, og uden nogle nemme løsninger. Det er nemlig den usikkerhed og sorg, som ufrivilligt barnløse alligevel står op til hver morgen.
  • Sætninger som “det skal nok gå” er sikkert ligeledes velmenende, men det føles alt for hurtigt som en negligering af alt det, som vedkommende bærer rundt på.  Der er ingen som helst garanti for at “det nok skal gå” – det har vi lært på den hårde måde. og vi ved godt, at du ingen chance har for at love dette alligevel. Så forsøg at lade vedkommende tale ud, i stedet for at “fixe” situationen, eller feje den af vejen.
  • Nogle af de største kærlighedserklæringer jeg har fået undervejs, er når jeg har mødt accept af mine følelser, selvom jeg godt ved at mine nærmeste ikke helt har forstået dem (eller selvom jeg har været urimelig). Det er okay ikke at forstå alt, når man ikke har prøvet det på egen krop. Du behøver ikke at forstå det hele – så længe at det er ok, at den anden har det som hun/han har det.
  • Man kan desværre godt blive frygteligt navlepillende og ih-hvor-er-det-synd-for-mig-agtig, når man gennemgår noget der er så pisse svært, og som rusker så meget ved hele ens eksistens. Hvis du kan rumme denne til tider lidt urimelige og sikkert krævende adfærd, er du guld værd.
  • Hvis du er i tvivl, så spørg! Det kan være at vedkommende til tider virkelig gerne vil have en skulder at græde ved – og andre gange bare slet ikke orker at tale mere om det hele. Det kan du ikke vide, med mindre I taler om at begge dele er ok. Du kan ligeledes sagtens spørge, om det er noget særligt du kan gøre/ikke skal gøre i forskellige situationer.

Listen er ikke udtømmende, det er jeg helt sikker på, så kom gerne med tilføjelser hvis der er noget du har oplevet virkelig at savne (eller være træt af) fra dem omkring dig.

PS: Jeg har været virkelig heldig at have en solid horde af både tålmodige veninder og kærlige familiemedlemmer ved min side igennem de sidste par år. Så jeg håber ikke at ovenstående får mig til at fremstå som et komplet utaknemmeligt skarn (ikke i alt for stor stil, i hvert fald) :-)

Så længe det varer…

Den der lettelse varede ikke så længe. Euforien blev urimeligt hurtigst aflyst af hjernens søgen efter faresignaler – var der noget som stak? Føles det ikke lidt underligt? Hvorfor har jeg ikke kvalme?

Hvis alt går vel vil jeg netop være påbegyndt den 8, graviditetsuge. Selvom det kun er ganske få dage siden, at vi i fredags så dét hjerteblik, som i så mange år har synes ganske uopnåeligt, fylder frygten og skepsissen atter meget mere end hvad der er rimeligt.

“Det er jo i denne uge, at mange fostre går til…” siger min hjerne – og fortsætter med at remse gode grunde til alverdens ulykker op på en lang række. “Det er jo i denne uge at en række vitale dele dannes, og der kan gå så meget galt”, siger den. Jeg prøver at slukke for den og ignorere advarslerne. Jeg prøver at insistere på, at lægen sagde at der var gode chancer for at alt ville gå godt. Hold nu fast i dét, for fanden!

Det har været en mærkelig dag. Jeg er alene hjemme og forsøger at arbejde. Det driller mig og jeg får slet, slet ikke produceret nok. Jeg er nedtrykt, eller måske nærmere sådan uforklarligt rastløs og ubeslutsom. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor jeg er småtrist, småstresset og samtidig ret irriteret på resten af verden. Alle omkring mig synes at have forvandlet sig til idioter natten over. Måske meget godt at manden ikke er hjemme de næste par dage.

Ved siden af mig ligger min telefon. Den og jeg venter begge på at min egen læge ringer tilbage til mig. Jeg skal dels temmelig modvilligt have bestilt nogle tider til første lægeundersøgelse. Dette strider imod al lyst, for jeg føler at det er at friste skæbnen ALT for meget. Jeg vil fandme ikke forholde mig til hverken vandrejournaler eller NF! Jeg vil gerne først vente og se om jeg overhovedet når dertil, tak!

Men når telefonen ringer er der til gengæld noget andet jeg gerne vil snakke med længe om. Nemlig muligheden for en henvisning til en tryghedsscanning (eller gerne 12!), som igennem de næste uger måske kan hjælpe med at tage toppen af nerverne. Jeg ved jo desværre godt, at det vil vare kort, men jeg må omvendt sande at det nok bare er et vilkår i en graviditet som min. Og hvis jeg kan få bare 2 dages glæde og mindre bekymring, så vil det oprigtigt være kærkomment!