Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Når ens pis….

… slet ikke kan komme i kog over småting. Når man ikke engang overvejer at bruge hjernekapacitet på dét, man opfatter som småting. Når man bare slet, slet ikke har været i nærheden af at overveje, om dét skulle være et problem man skulle forhold sig til…

Måske er det et par barske års forsøg på at blive mor, hvor alle intentioner om planlægning og “kontrol” brutalt blev pillet ud af os skridt for skridt, og hvor vi gang på gang måtte lære at moder natur var hamrende ligeglad med vores ønsker og planer. Eller måske er det bare fordi jeg som person ikke er sådan voldsomt bekymret anlagt… (ja ja, omkring alt andet end frygten for endnu en abort, altså!). Eller måske er det bare fordi jeg slet ikke har noget som helst begreb om, hvad jeg er på vej ind til.

Anywho, her er en liste over ting der ikke formår at få mit pis i kog på en snevejrs-lørdag:

  • Om jeg vil friamme, blokamme eller alt muligt derimellem (det aner jeg virkelig intet om… jeg ved ikke engang hvad det er … må man se på det, når det kommer?).
  • Om mit barn må blive introduceret til madvare med sukker i, inden det er gammelt nok til selv at efterspørge det (godt nok får jeg et super fremmeligt og intelligent barn, men mon ikke der går lidt tid før det er relevant at overveje en Nutella-politik?)
  • Om jeg er en “samsover”-mor eller en “godnat og sov godt”-mor. Om jeg vil lade mig barn græde sig i søvn alene (næææ, det tror jeg ikke… særlig tit, hø!) eller om jeg vil have hende sovende på maven indtil hun er teenager (må man gerne lande et sted midt i mellem de to?)
  • Hvilke former for smertestillende, jeg ønsker under at modtage under fødslen (kan man bede om 2 af det hele, tak?). Nej, egentlig tænker jeg mest at se hvor ondt jeg har og så vurdere hvad der er nødvendigt derfra…

Det er ikke fordi at nogle at ovenstående ting ikke kan være fine nok lige at runde i tankerne, enten nu eller senere. Men det kan seriøst ikke holde mig vågen om natten. Jeg forestiller mig alligevel at jeg kan planlægge herfra og til jeg er grøn i skalden… men at jeg alligevel kommer til at måtte føle mig frem og finde ud af hvad mit temperament dutter til og hvad fedlingen har behov for?

Det mærkeligste af det hele er dog… og her bliver jeg lidt bekymret for min egen apati…. jeg kan helt alvorligt ikke få mit pis i kog over, hvad vores datter skal hedde? Og det er sgu da en smule mærkelig, hvis jeg selv må have lov til at sige det! Manden har mange meninger (det har alle andre i øvrigt også – helt uden at man beder om den)… men ud over at der findes en pæn portion navne som jeg synes er ganske fine og pæne, ja så er der faktisk ikke ét eller flere af dem som får mig helt op og ringe…

Lige nu hedder hun derfor primært en blanding af:

  • Fedlingen (fordi… hun jo er lidt fed derinde..)
  • Pippi (fordi hun er en stærk lille satan, som formåede at holde fast trods alle odds…)
  • Olga (fordi en veninde synes det er hyggeligt…)
  • Clausen (fordi mine veninder til min fødselsdag – efter 16 drinks – synes at det var et fremragende navn).

Der er 10 uger til termin… så på ét eller andet tidspunkt vil det vel være passende at tage stilling. Manden er som sagt fast besluttet og er begyndt at kalde hende ved “sit” navn til daglig, så før jeg får set mig om er det vel blevet vedtaget?

Jeg vender tilbage med en status, såfremt vi nogensinde lander et sted…

Hende i hjørnet…

I disse dage får den fuld skrue med arbejdet, både frivilligt og dét jeg får løn for. Jeg er i Jylland til nogle dages sammenhængende møde i en bestyrelse jeg sidder med i og er derfor intenst sammen med nogle mennesker, som jeg efterhånden kender ganske godt. Vi er en lille sluttet flok, der nu skal bo sammen i 24 timer. Der bliver selvfølgelig dermed også tid til en hel del privat snak og hyggeligt samvær.

De fleste har børn og derfor en efterhånden halvstor gravid mave et hurtigt omdrejningspunkt for den megen smalltalk. Hvornår skal det være, hvordan har du det, hvad bliver det, hvordan med arbejde og barsel, og.alt.det.andet. Det var også på sådan en tur, at jeg engang fik svaret meget direkte på dét der med, om ikke kæresten og jeg snart skulle have børn. Det skrev jeg lidt om, her.

Efterhånden har jeg det mere og mere ok med den form for opmærksomhed, der følger med en graviditet. Det snørrer sig ikke længere sammen i halsen på mig og jeg får ikke samme lyst til at moonwalke baglæns ud af lokalet. Det er okay at folk spørger deltagende ind, og jeg får mindre og mindre behov for at overfuse dem med alle mine forbehold. Jeg skal ikke længere bide mig selv helt ligeså hårdt i kinden for ikke at råbe – “ja ja, lad os nu for helvede lige se om der kommer en baby ud af det i den anden ende”. Det ville nok også undre mange af dem, som ikke kender forhistorien.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at slappe lidt af i det – og selv når jeg faktisk synes det er svært, har jeg ikke samme behov for at sige det højt. Det er nemmere at gemme det til de mennesker omkring mig, som forstår hvorfor tingene til tider stadig er lidt anderledes, end de normalt ville være for en gravid.

Nå, men sagen var egentlig den, at jeg midt i al opmærksomheden, blev bevidst om en helt anden mekanisme. Nemlig den, hvor jeg pludselig er hende der er genstand for graviditets-orienteret snik-snak, uden at jeg egentlig ved, om der kunne sidde én i hjørnet og blive en lille smule indadvendt. Én som måske af den ene eller anden årsag ikke synes at temaet “baby” er det fedeste i hele verden. Èn som måske er igennem noget svært, helt uden at nogen af os andre kan se det? For pokker… det var jo mig for ganske kort tid siden.

Derfor bliver mine antenner pludselig er tændt på 120 % i forhold til, om dette samtaleemne potentielt støder nogen omkring mig. For jeg ved udmærket godt, at der kan sidde nogen et sted i sådan en gruppe, og krumme tæer. Sådan er det ikke altid muligt eller ønskværdigt at tænke, men jeg gør det alligevel. Jeg forventer ikke at andre gør det samme, eller at vi skal indrette os sådan at vi aldrig kan tale om gode ting i frygt for at andre bliver kede af det. Men jeg kan alligevel ikke lade være. For jeg ved lige præcis hvor ondt det gør. Langt mere ondt og meget større, end mit behov for at glædes med andre nogensinde kan blive…

Nye begyndelser

Normalt ligger det ikke til mig at lave de helt store tilbageblik omkring nytår. Jeg plejer ikke at dvæle så meget ved de store nostalgiske referater af “året der gik”. Alligevel kan jeg ikke helt dy mig for at fortsætte lidt af sentimentaliteten fra mit juleindlæg, skrevet for nogle uger siden. For 2016 bliver forventeligt en smule anderledes, end de foregående år har været – forhåbentlig på den helt rigtige måde, og af de helt rigtige årsager….

Forbeholdene lyser måske lidt ud af ovenstående. Jeg er stadig ikke helt dygtig til at sige “når vi skal være forældre”. Nu og da sniger der sig stadig et stædigt lille “hvis” ind i sætningen. Men for nytårsløjernes skyld, handler dette indlæg om forventningerne og håbet, mere end om frygten. For selvfølgelig tyder alt på, at 2016 bliver en stor del sjovere på baby-fronten, end de tidligere år har været.

Da vi rundede 2013 af var drømmen om vores ønske-baby netop blevet knust. Operationsarrene var stadig friske og arrene på sjælen ligeså. Vi havde dertil måtte sige farvel til en kær venindes far, som var gået bort efter lang tids sygdom. En anden venindes mor havde netop fået konstateret cancer og en sidste veninde var blevet skilt fra kæresten igennem mange år og var blevet boligløs. Vi skåledes igennem tårerne og bød 2014 velkommen, med tanker om at det da forhelvede kun kunne gå fremad herfra. Vi blev lidt klogere.

Før 2014 var omme havde vi sagt farvel graviditet nummer to, og til håbet om at vi kunne blive forældre af naturlig vej. At nøjes med insemineringer var heller ikke længere muligt, og vi gennemgik vores første IVF-forsøg uden resultat. Det var frygteligt nedslående – og efteråret havde været hårdt for både venskaber og parforhold. Min venindes mor var gået bort og endnu et lorte-år blev således afsluttet med håbet om, at næste år ville byde på fremgang.

År 2015 satte ind med en perlerække af graviditeter. Mislykkedes gjorde de godt nok alle, bevares, men måske var vi så følelsesmæssigt lammede, at det egentlig ikke engang fremstår som den værste periode. Til sidst blev der banket i bordet og jeg sagde farvel til drømmen om nogensinde at skulle få børn på naturlig vis. Jeg afleverede min fertilitet på Rigshospitalet sammen med min sidste æggeleder, og ville bare gerne videre! Videre kom vi – og nu sidder vi her – med hinanden i hånden og en bule på maven.

Endnu et år er gået, kampe er kæmpet mange slag er blevet tabt. Men ėt enkelt afgørende slag blev også vundet – og 2016 tegner derfor lysere, end jeg i lange tider turde håbe på. Jeg er spændt, nervøs og lykkelig helt ind i mit inderste – og jeg forsøger stadig på bedste vis at nyde graviditeten under de forudsætninger, som jeg nu engang har.

År 2016 bydes velkommen med mange forventninger til alt hvad der venter – og med meget færre tårer end de foregående år. Lad det nu for helvede vare ved.

Tanker til jer og tak for at I har ladet bloggen leve i endnu et år. Det er jeg meget glad for. Rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side!

En anden slags jul…

Det bliver måske svært at skrive dette indlæg, uden den efterhånden obligatoriske klump i halsen. Jeg må indse at jeg er en anelse hormon-følsom i disse dage, selvom jeg nødigt vil være ved det. Det er heldigvis ikke på den “gale-og-enormt-hidsige” måde, hvor ingen kan gøre noget rigtigt. Det er mere bare på sådan en måde hvor alt omkring mig giver mig lyst til at fælde en tåre af glæde og varme. Vorherre bevares!

I morges var det en lille kluntet hundehvalp, som jeg mødte på vej til arbejdet. Den var så nuttet og helt forvirret over alt omkring den, at det gik lige i tårekanalerne på mig. I går var det finalen i kvindehåndbold, som gjorde udslaget. Jeg kom til at tude da Norge vandt, fordi de var så glade og jeg synes at det var så rørende (jeg holdt egentlig med Holland) – alt imens min mand sad i den anden ende af sofaen og stirrede vantro på mig.

Lige om et øjeblik er det jul, siger min kalender. Jeg har da også smidt en bunke gran ind i stuen med en rød sløjfe om, og bagt vaniljekranse i så store mængder, at alle omkring mig er vej at blive kvalt. Men ganske som det plejer, er det som at julen ikke sådan for alvor får mit pis i kog. Vi skal holde både lillejuleaften og 2. juledag hos os, og jeg glæder mig rigtig meget til hyggelige dage med både familie og venner, men det er ikke ligefrem fordi julestemningen er ved at fælde mig omkuld.

Alligevel er det anderledes med denne jul, end det har været de foregående to af slagsen. Anderledes på en rigtig god og tiltrængt måde, hvor jeg af indlysende årsager er meget mindre vred og ulykkelig, og meget mindre træt af verden. Jeg har lyst til at se mennesker og lave hyggelige ting, jeg har behov for andet og mere, end at gemme mig under dynen og være i fred. Det er en tiltrængt forandring.

I julen 2013 var jeg lige blevet opereret. Skuffelsen over at være blevet vældet bagover og chokket over at være blevet både en graviditet og en æggeleder fattigere, satte sine tydelige spor. Dels var vi rystede over at det overhovedet kunne ske, dels var vi bekymrede og bange for hvad det hele mon betød for vores fremtidsudsigter. Jeg sørgede over at jeg slet ikke at skulle være mor alligevel, men havde samtidig slet intet begreb om hvad der ventede. Heldigvis.

Året 2014 startede med en abort, som af forskellige årsager strakte sig over mange ugers usikkerhed og manglende afklaring. Derefter stod den på lægeordineret “pause” og et pusterum, som skabte nye forventninger til at det hele nok skulle løse sig henover sommeren. Det gjorde det som bekendt ikke.

Selvom resten af 2014 var graviditets- og abortfri, betød blandt andet opstarten i IVF, at efteråret stod på en af de største nedture i hele dette forløb. Jeg opsøgte hjælp hos en professionel og langsomt fik vi stablet os selv og hinanden nogenlunde på benene igen. Året sluttede desværre med at vores første IVF-forsøg var uden resultat. Vi gemte os på en skiferie med gode venner og forsøgte at se fremad.

År 2015 startede desværre som 2014 også havde gjort det. Først gravid, så ikke gravid. Så gravid igen, men gravid udenfor livmoderen.  Operation, fjernelse af sidste æggeleder. Frustration og sorg. Tvivl om hvorvidt det nogensinde skulle lykkes – og snak om hvad der var af alternativer. Vi ville ikke blive ved, men vi var heller ikke klar til at give op. Vi hævede opsparingen og gjorde det eneste vi kunne komme i tanker om. I et desperat forsøg på at gøre noget andet, opsøgte vi hjælp på en privatklinik. Resultatet ligger nu og sparker i min mave.

Og nu er det så, at klumpen i halsen vender tilbage imens jeg skriver. For det er pokkers så kontrastfyldt alt dette lige pludselig bliver, når jeg nu sidder her og er ved at blive overvældet af taknemmelighed. De mange ar på krop og sjæl findes absolut stadig, og frygten for hvornår lykken vender bider også fra tid til anden. Men jeg er så pisse hamrende glad for dét hvor vi er lige præcis nu. Uanset hvad der sker, kommer alt dette aldrig dårligt tilbage og jeg lapper det hele i mig som et sulten dyr.

Og så kan det godt være at jeg ikke føler mig direkte i julestemning på klassisk manér – men jeg foretrækker godt nok at holde jul med lige præcis de her følelser i maven, som jeg netop har beskrevet – fremfor oplevelsen af at det hele vælter forbi mig, mens jeg sidder hjælpeløst og kigger på, at resten af verden bevæger sig videre.

Drømmeland

Min søde jordemoder påstår, at der ikke er noget underligt ved de mange mærkværdige drømme og horrible mareridt, som stadig er en fast tilbagevendende følgesvend, selvom jeg har det mærkbart bedre og bedre, som tiden går…

Min hjerne ryder op, siger hun – og den har da i så fald gang i den helt store hovedrengøring derinde! Det er ikke nemlig slet ikke så lidt, der sådan kommer frem i drømmeland i løbet af en nat. Noget af det er skræmmende, noget andet er uforståeligt, og andet igen er bare downright mærkeligt.

I starten var jeg primært plaget af klassiske mareridt om at miste. I mange drømme skete ulykken mens jeg sov, og jeg begyndte at pludseligt at bløde voldsomt. Så kunne jeg ligger i flere timer om natten og svæve mellem sovende og vågen, uden helt at kunne finde ud af om jeg virkelig blødte, eller om jeg blot drømte at jeg gjorde. Jeg vågnede op for at finde ud af, at det hele var indbildning – og var derefter fuldstændig udmattet i både krop og sjæl. Sådan en drøm kunne godt sidde i mig resten af dagen og det var derfor ret anstrengende til tider.

En af disse drømme foregik ved, at jeg var faret vild i en by jeg ikke kendte. Jeg fik pludselige smerter i maven, og ledte efter nogen der kunne hjælpe mig. Jeg vidste desværre bare ikke hvor jeg skulle gå hen (ja ja, symbolerne er da til at tage og føle på her). Jeg endte i en baggård bag en container, hvor jeg blødte kraftigt og faldt om. Af én eller anden grund måtte der i min drøm ikke være nogen der opdagede mig.

Så vågnede jeg.

De mest markabre mareridt er aftaget noget i styrke. Hvor de i den tidlige graviditet nærmest lignede en form for sovende angstanfald, som også kunne mærkes fysisk dagen derpå, er de nu langsomt mere og mere håndtérbare, og består også af meget andet end blod og det at miste.

Omdrejningspunktet for drømmene bliver i tiltagende grad snarere en frygt for ikke at blive forstået, i forskellige sammenhænge. Jeg oplever gerne dette, hvis jeg i forvejen er frustreret over min omverdens til tider manglende forståelse af, hvordan det er at være gravid i den situation jeg befinder mig i. Den anden dag drømte jeg at min far ikke ville lade sig overtale til ét eller andet – og ligemeget hvor meget jeg bad, tryglede, græd og råbte, ville han bare ikke forstå hvad jeg sagde til ham. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor det lige var ham der blev målet for min drøm… for i den virkelige verden er han og min mor nogle af mine helt store støtter.

Så er der som sagt også nogle drømme, som bare er så helt igennem underlige, at jeg er glad for at det alene er mig selv der har kendskab til dem. Nu deler jeg så godt nok ud af dem på bloggen her – but try not to judge me! Disse drømme kan være en blanding af alle mulige (og umulige) ting, men har ofte graviditet eller baby som omdrejningspunkt.

Min seneste drøm var så bizar, at jeg tøvede med at fortælle selv manden om den. Scenariet var nogenlunde som følger: Min mand og jeg bor i vores lejlighed i København, hvor vi desværre ikke må holde hund. Derfor har vi i stedet valgt at anskaffe os en kælegris, da der ikke står noget forbud imod dette i vores lejekontrakt. Da det går op for os at jeg har svært ved at blive gravid (hvilket jo egentlig ikke er spor korrekt), får vi lavet en insemination med grisens DNA – og jeg bliver gravid. Derfor er jeg således gravid i drømmen, med en baby som et halvt gris, halvt menneske…

Lader det lige synke ind et øjeblik… gravid med en gris… what.the.shit.fuck?

Hele drømmen går på at min kæreste og jeg er voldsomt uenige om hvad vi skal stille op. Det er ulovligt det vi har gjort, men vi er alligevel virkelig glade for, at vi endelig skal være forældre. Min kæreste insisterer på at vi ikke skal sige det til nogen, for så vil de bare tage grise-baby fra os, og så skal vi starte helt forfra. Jeg hælder mere til den overbevisning, at nogen nok vil opdage det, når baby kommer ud og er lavet af 50 % svinekød…

Jeg ved simpelthen ikke hvilken tolkning jeg skal trække ned over sådan en drøm. Men seriøst… er der nogen der gider at ringe og alarmere kommunen?

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

At elske og at arbejde…

En af psykologiens “grand old men” – Sigmund Freud – er kendt for at have sagt, at det psykisk sunde menneske kendetegnes ved, at kunne elske og at kunne arbejde (“lieben und arbeiten”). I vores kære lille land genkender vi måske til tider primært den sidste halvdel af Freuds psykiske sundhedsbegreb, fordi der over tid er sket en vægtning af arbejdsevnen over elskeevnen eller relationsevnen…

Anyway… normalt synes jeg at det er nogenlunde ligetil for mig med begge dele – både at elske og at arbejde – og sågar nogle gange ligefrem at elske mit arbejde, når bølgerne går rigtig højt. Denne følelse har dog været udfordret i flere omgange, blandt andet som følge af de ting vi er blevet trukket igennem på fertilitetsfronten igennem de seneste år.

Jeg har skrevet om de udfordringer, jeg har haft med arbejdsgiver i forbindelse med fertilitetsbehandling, sygdom, forlængelse – og nu barsel. Jeg var sen om at melde min graviditet ud på jobbet, af åbenlyse personlige årsager. Nu er katten imidlertid ude af sækken, hvorfor jeg tænker at det er på sin plads med en lille status.

Det er alt i alt gået nogenlunde med at melde ud, selvom det ikke har været helt uden udfordringer. Jeg har bestemt måtte sluge nogle kameler undervejs, og jeg har valgt mine kampe med omhu. Jeg har godt 5 måneder tilbage af min projektansættelse – og jeg drømmer på ingen tænkelige måder om at blive fastansat. Derfor føler jeg at det gælder om at komme så godt som muligt i mål – uden at blive trampet helt synder og sammen undervejs, selvfølgelig.

Da jeg delte nyheden, blev den af langt de fleste af de meget fornuftige mennesker jeg arbejder sammen med, taget helt fantastisk varmt imod. Så mange fine kommentarer og helt rigtige måder at ønske tillykke på. Mange blev selvsagt meget overraskede over hvor langt jeg var henne (18 uger ca.) – men det sneg jeg mig udenom at forklare, med et par små hvide løgne og et lille smil.

Mere lunkent blev det taget imod på ledelsesfronten. Blandt andet med nogle lidt afdæmpede (omend høflige) lykønskninger – lige sådan tilpas af hvad man kan tillade sig at slippe afsted med, uden at være et røvhul. Jeg har dog også fået kommentarer i retning af: “Det passer jo ikke ligefrem helt godt” og “Det ville vi da gerne have vidst”. Temmelig upassende, egentlig – men jeg har ladet flere af dem passere for husfredens skyld. Jeg nægter at undskylde for at det langt om længe er lykkedes os at få vores store drøm opfyldt, og jeg vil ikke gå den mindste smule med på præmissen om, at det er til besvær!

Dels er det noget useriøst pjat at en arbejdsplads ikke kan håndtere en graviditet (og det havde det også været, hvis de ikke havde kendt vores situation) og nu er det jo i øvrigt sådan at kvinder omkring de 30 år har det med at få børn i ny og næ… gudskelov for det! Egentlig kan de være taknemmelige for mine reproduktive udfordringer – det har sikret dem at jeg kun når en enkelt barsel under min ansættelse…

Trumfen kom under et møde med et par samarbejdspartnere den anden dag. De skulle briefes om at resultaterne fra det projekt jeg arbejder på, vil blive forsinket i den tid jeg er på barsel. De tog i mod med på nogenlunde stil til at starte med. Da vi så taler tidsplanlægning, siger direktøren højlydt og undrende om “man virkelig skal gå hele 6 uger før termin?” – sagt i en tone som på alle måder understregede, at det blev opfattet som hysteri. Jeg svarede tørt – at man bestemt ikke skulle – men at det var min plan at gøre, som jeg havde ret til. Senere på dagen spurgte min chef gudhjælpemig, om jeg var “sådan en” som slet ikke have tænkt mig at besvare mails eller arbejde lidt, mens jeg var på barsel. Den lader vi bare stå et øjeblik…

Når jeg læser ovenstående virker det lidt grotesk. Både at det rent faktisk er forekommet, men også at jeg har fundet mig i det uden at råbe bål, brænd og fagforening ud over det hele. Jeg har valgt at holde mig i skindet – samtidig med at jeg har nægtet at lade mig presse til at gå på kompromis. For selvfølgelig går jeg 6 uger før – sådan som jeg har ret til, og sådan som alle mine kollegaer i øvrigt også gør. Og jeg vil den-onde-lynemig heller ikke være forpligtet til at arbejde, når jeg er på barsel!!

Jeg vil ikke undskylde for at jeg er gravid (tvært i mod – det skal saftsparkemig fejres!) og jeg vil på barsel på samme vilkår som alle andre! Fordi min ansættelse udløber undervejs, betaler jeg sådan set også selv for størstedelen af den – røvhuller! Jeg vil på barsel for at være mor – ikke for at være en besværlig deltidsmedarbejder med dårlig samvittighed. De må være vanvittige!!

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Jubilæum

WordPress fortæller mig, at det netop nu er et år siden, at jeg oprettede bloggen. Der er sket ikke så lidt siden da – det gør mig en smule svimmel at tænke på.

Da jeg oprettede bloggen, var jeg allerlængst nede og vende. Både før og efter i processen har der været svære perioder, men filmen var for alvor knækket for mig og jeg greb muligheden for at gemme mig væk og skrive mig ud af de mange knudrede tanker og følelser. Jeg anede ikke hvem der kunne finde på at læse med, eller om de ting jeg rendte rundt og tænkte over, kunne have nogen som helst relevans for andre end mig selv og min egen navle.

Siden da er der blevet klikket rundt på bloggen godt og vel 110.000 gange. Det virker helt vanvittigt, og jeg er meget taknemmelig. Jeg modtager så fine kommentarer, mails og historier fra jer – og det har for alvor understreget for mig, hvor mange der enten interesserer sig for emnet, eller oplever frustrationerne på egen krop. Det er dels altid dejligt ikke at være alene i verden – det er dels trist at vide, at der er så mange som kæmper.

Tak for jeres evigt fine feedback. Bloggen får som tidligere nævnt lov til at leve videre lidt endnu og følge graviditeten til dørs, samtidig med at jeg pusler videre med bogprojektet.

Kærlig hilsen

Signe