Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Og nu til poesien…

En læser på bloggen gjorde mig for nyligt opmærksom på en netop udkommet digtsamling. Samlingen bærer titlen Stik og er skrevet af to kvinder, henholdvis elev på forfatterskolen Stine Dige og cand.mag i litteraturvidenskab Marie Ladefoged – som begge har haft ufrivillig barnløshed alt for tæt inde på livet. Dertil er samlingen krydret med smukke og dystre billeder af en kvindelig billedkunstner.

Digtsamlingen handler om ufrivilligt barnløshed, fertilitetsbehandling, håb, sorg, frustrationer og alt derimellem. Det taler selvsagt direkte ind i de emner, som behandles her på bloggen og jeg blev derfor straks interesseret. Nu har jeg jeg været så heldig, at få en aftale i hus med forlaget. Jeg har modtaget et fint anmeldereksemplar af udgivelsen, som jeg efter endt læsning efter bedste evne vil forsøge at anmelde her på bloggen til de interesserede.

Da digtsamlingen ankom med posten, kastede jeg mig over den med frådende nysgerrighed. Dog vidste jeg ikke rigtig, hvad det var jeg skulle forvente at blive mødt af. Dels er det nyt for mig at læse digte på denne måde, dels er temaet for digtsamlingen en smule usædvanligt. Derfor var jeg meget spændt efter at se, hvad der mon kom ud af denne kombination.

Jeg slugte de første sider – men måtte hurtigt standse op. Det er nogle tunge temaer som berøres, og det gik hurtigt op for mig, at det til trods for den begrænsede tekstmængde, tager tid at læse digte. Derfor er jeg i stedet begyndt at tage udgivelsen frem og læse lidt i mindre bider. Helst når jeg er alene og helst når jeg er i rette humør til den eftertænksomhed som jeg synes at det kræver.

Om lidt kommer bogen med mig på nytårsferie. Der er en lang køretur inkluderet i planerne, hvor jeg glæder mig til at dykke endnu mere ned i den og lukke verden lidt ude. Om jeg så kan finde ud af at sætte de rette ord på for jer efterfølgende, vil tiden vise – men jeg vil forsøge at gøre mit bedste. Indtil da tænker jeg at I skal have en lille forsmag:

Vi tørster
efter dig
du lille
der gik i stå
mens vi stirrede ud af vinduet

Om værket skriver forfatterinderne selv: Vi tænker, at vores bog vil kunne hjælpe andre barnløse, som kæmper med nogle af de samme tanker. Fordi vi er så hudløst ærlige og beskriver de følelser, som følger i kølvandet på infertilitet. Bogens inderlighed og poesi gør det muligt for andre i samme situation at spejle sig i de følelser, som bogen og et fertilitetsbehandlingsforløb er så fuld af: håb, håbløshed, sorg, eufori, længsel, tristesse, trøst, frygt …

Så er stilen lagt og I kan måske fornemme hvor det bærer hen. Udgivelsen hedder Stik og er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag her i 2015. I kan læse mere om den her: http://detpoetiskebureau.dk/nyheder/#stik

Døden som tabu

Under den meget dramatiske overskrift ovenfor, gemmer sig et meget alvorligt emne. Et emne som to journaliststuderende er i gang med at undersøge i forbindelse med en eksamenopgave, hvorfor de har kontaktet mig og bedt mig hjælpe. Det gør jeg altid gerne, når nogen forsøger at belyse så svære, men vigtige områder.

De skriver:

Vi er to journaliststuderende på Danmarks Medie- og journalisthøjskole, der i forbindelse med en eksamen på kandidatuddannelsen arbejder på en artikelserie om døden som tabu.

En af seriens artikler skal være en artikel, der fortæller, hvordan man trøster og hjælper sine nærmeste, når de har mistet et barn.

Her vil vi rigtig gerne have udtalelser fra pårørende, der kan fortælle os hvordan det føles at stå i en så magtesløs situation, hvor man måske hverken kan gøre fra eller til.

Derfor: Har din bror, søster, mor, tante, veninde eller lignende mistet sit barn inden det når at fylde fem år? Og har du lyst til at fortælle hvordan det påvirkede dig? Så hører vi meget gerne fra dig.

Tak fordi vi måtte låne lidt plads på bloggen. God jul, god læselyst!

Kærlig hilsen

Charlotte Kusk Clausen

Tlf. 22 94 94 19

Mail: Charlotte-Clausen@hotmail.com

Deres opfordring er hermed givet videre – selvom det ligger en anelse udenfor bloggens normale ramme. Måske der alligevel sidder nogen af jer derude, som kan hjælpe?

Har du været i fertilitetsbehandling med donorsæd – og har mod på at fortælle om det?

Som det sker fra tid til anden, er jeg blevet kontaktet af to journaliststuderende, som har fattet interesse for et spændende område af fertilitetsbehandling og dens muligheder. Desværre er jeg ikke selv den rette case, men jeg vil gerne formidle deres søgen videre til jer, i håbet om at vi kan stable et match på benene. De skriver:

Vi er to journaliststuderende, som er ved at producere vores afsluttende bachelor-projekt på Syddansk Universitet. Bachelor-projektet er en tv-dokumentar, som vil tage fat på emner som sæddonation, fertilitetsbehandling og hjemmeinsemination.

Vi søger en kvindelige case til programmet, som er åben om at være ufrivillig barnløs, og som har lyst til at fortælle om sit liv som barnløs, samt drømme, forventninger og tanker omkring fertilitetsbehandling med donorsæd.

Helt specifikt søger viEn kvinde eller et par, der enten er i gang med fertilitets-behandling med donorsæd, skal i gang eller har været i gang. Det gør ingen forskel, om du er barnløs, gravid eller har født. Det vigtigste er, at du kan fortælle om, hvordan det er at ønske sig et barn, men ikke kunne få det uden hjælp. Optagelserne vil kunne laves på en dag, og det bliver mest af alt rigtig hyggeligt!

Vi vil gerne filme hjemme hos dig selv, når det passer. Her føler du dig bedst tilpas, og her ser vi også den mest autentiske side af dig. Optagelserne vil bestå af et interview, hvor vi spørger ind til dine oplevelser, tanker og overvejelser omkring at få hjælp til at få børn samt nogle optagelser, hvor der sker lidt. Det kan være en tur på legepladsen, en tur på klinikken eller til fødselsforberedelse. Det afhænger selvfølgelig af, hvem vi har med at gøre.

Opgaven er en intern opgave og vil derfor i første omgang ikke blive offentliggjort, så du skal ikke bekymre dig om at skulle i fjernsynet. Vi håber på at få vores projekt afsat senere hen. Men det sker kun med tilladelse fra vores medvirkende. Så hvis det skulle blive aktuelt, tager vi den bare til den tid.

Er det dig, vi leder efter? Så vil jeg meget gerne høre fra dig (også hvis du har uddybende spørgsmål til projektet)!

De bedste hilsner

Jeppe Sig

Telefon: 31132844

Mail: jeppesig@gmail.com

Et kækt forslag…

Som reaktion på det seneste indlæg og den fremlagte debat, modtog jeg et gyldent svar fra en af læserne her på bloggen, som jeg bliver nødt til at dele med jer. Der er tale om et genialt forslag til en lidt alternativ kampagne, som kommune og stat kunne skyde igang, såfremt de virkelig gerne vil rykke ved fødselstallene herhjemme.

Den skulle lyde nogenlunde sådan her:

Kære borgere.

Vi ved godt mange af os har svært ved at få børn, så derfor er det nu ganske gratis at få hjælp til fertilitetsbehandling fremover. Ellers bliver vi simpelthen for få mennesker her i landet, til at få det hele til at løbe rundt.

Fertilitetsproblemer er langt om længe en anerkendt “sygdom” på lige fod med alt andet – og det er ligemeget om det er medfødt, livstilsbetinget eller hvad det er. I må få så mange børn I overhovedet magter. “Magter” skriver vi, fordi vi ved, at det er et latterlig hårdt og opslidende forløb, hvis man ikke kan reproducere sig naturligt. Derudover er det nu muligt at få hjælp på ALLE landets sygehuse, og transportministeren og SKAT har i samråd besluttet at give fradrag for besøg til fertilitets behandlingerne. I må få 10 timers parterapi betalt, så vi hjælper til, at I rent faktisk ikke bliver skilt i kampen for at reproducere.

Når I skal føde jeres børn, er der selvfølgelig en overskudsagtig og udhvilet jordemoder til stede, og en stue I kan føde på. I får hjælp til amning og noget ordentlig mad at komme jer på, inden I bliver sendt hjem.

I skal ikke bekymre jer om at få en vuggestueplads, for dem er der nemlig nok af nu, og prisen er tilmed sat ned, så I rent faktisk har råd til det. Samtidig har vi ansat rigeligt med pædagoger til at tage godt imod jeres lille små vidundre.

Til de af jer, der har lyst (mor eller far), er I garanteret ved lov at måtte arbejde deltid/nedsat tid indtil jeres barn starter i skole, om I har lyst og økonomi til det. Hvis I ikke har økonomi til det, så I rent faktisk kan nå at hente jeres børn, og ikke mindst se dem – får I et såkaldt “jeg gir’ en skalle for Danmark og laver en baby mere” fradrag.

Tak fordi I knalder for Danmark, det er nemlig ikke for sjov!
Venlig hilsen hele Danmark – for vi vil nemlig gerne have nogle til at passe os når vi bliver gamle.

——————————————

Jeg ved ikke hvad I andre tænker – men personligt synes jeg at kvinden bag ovenstående kommentar bør udråbes til fertilitets-minister så snart det er muligt, så vi kan få sat lidt skik på reproduktionen herhjemme :-)

Lidt til debatten…

Ja – jeg er sgu lidt sent ude denne gang. Ikke fordi nedenstående ikke har medvirket til en kraftig stigning i mit blodtryk, men mere bare fordi der har været gang i så meget andet at passe (læs: middagslure, kaffeaftaler, plukkeveer, chokolade – fortsæt selv). Jeg henviser til de nylige kampagner, som både min kommune (København) og senest Danmarks Radio, har iværksat.

Fællesnævneren for kampagnerne er en bekymring over de dalende fødselstal – dels i hovedstaden og dels i hele Danmark (Man fristes til at spørge, hvor den bekymring har været siden 1980’erne, hvor tallene var endnu lavere end i dag – men nok om det).

Formålet med kampagnerne har eftersigende været, at ruske os danskere ud af vores skønhedssøvn og få os til at knalde noget mere og derved få nogle børn – vel at mærke oftere og tidligere end vi selv kan finde ud af at tage initiativ til.

Pyha. Dyb indånding. Den kampagne er jo ikke rettet mod dig, vel Signe? Den er heller ikke rettet mod single-solo-mødrene, eller de mange andre med udfordringer på det reproduktive område, vel? Slap nu lidt af…

Alligevel hidsede jeg mig vist en smule op. For jeg synes i den grad at de kampagner rammer forbi målet. I stedet for at se på (strukturelle) årssagsforklaringer, kører kampagner hårdt på med en individualisering af problemerne – og puster en hel masse mennesker i nakken med formaninger om, at de saft-susemig skal skynde sig at få nogle børn, hvis de nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at kunne. Ellers står alderdommen og alverdens andre ulykker nemlig og venter lige om hjørnet.

Om Københavns Kommunes seneste kampagne (“Har du talt dine æg”) har jeg ikke meget godt at sige. Dels finder jeg flere af deres “fakta” i kampagnen misvisende – dels er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes at der er en kommunal opgave, at gennemføre en sådan skræmmekampagne, uden at forholde sig til nogle af årsagerne til, at Københavnerne generelt er noget sene om at lave deres meget få børn.

Så som den sure gamle dame jeg er (hej, hormoner!), kunne jeg ikke holde fingrene fra tasterne. Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg fejlede. Det kom der nogenlunde følgende besked ud af:

Kære Kommune.

“I kan se, at mange bliver overraskede over, hvor svært det kan være at få børn hvis man venter?”. Derfor har I valgt jeres såkaldte “oplysningskampagne”, kan jeg læse mig til. Selvom I nødigt vil forholde jer til kritikken, vil jeg alligevel forsøge med et par spørgsmål:

Hvor kan I dog se disse fakta henne? Hvordan måler I overraskelsen, og hvordan vurderer I, at problemerne skyldes alder? I hvilken udtrækning forholder I jer til andre årsager og forklaringer, end blot det at folk vælger at vente for længe?

I øvrigt – hvis I genlæser kapitel 1 i en begynderbog om statistik, vil I lære at “korrelation er ikke det samme som kausalitet” – det betyder at det sene landsgennemsnit for børneproduktion i Hovedstaden, meget vel kunne skyldes andet end borgernes uvidenhed. Lad mig foreslå i flæng: Det høje uddannelsesniveau (presset igennem på rekordfart), lange arbejdsdage, de ringe forhold i daginstitutionerne, manglen på (billige) boliger….?

Venlig hilsen én, som faktisk har talt sine æg. De er ganske frugtbare – og der er mange af dem! Men mine ødelagte æggeledere havde været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde ønsket mig børn som 25-årig.

Fertilitetsproblemer har mange årsager…

Mit opstød var ikke det eneste utilfredse, der var at finde på Københavns Kommunes Facebookside. Desværre var det svært at få kommunen til for alvor at forholde sig til kritikken – eller underbygge deres tal og påstande for den sags skyld. I stedet vaskede de hænder og henviste til Rigshospitalets fertilitetsklinik. Det var nu som sådan heller ikke fordi jeg forventede, at de stakkels ansatte der håndterer kommunens sociale medier, for alvor ville bruge tid på at svare – eller endsige vidste hvad de skulle sige. Det var mest bare fordi jeg synes at kampagner er så ensporede…

Jeg forestiller mig at kampagnerne prikker til et eller andet, hos mange der er i fertilitetsbehandling… Eller er det bare mig? Jeg er sgu lidt nysgerrig på, hvad I andre mener om det derude – er det en opgave for kommunen, er den grebet an på den rigtig måde, og sådan? Skriv løs…

Mere om bloggens fremtid

Da jeg for lidt tid tilbage skrev om bloggens identitetskrise, handlede det i høj grad om, at jeg befandt mig lidt i et dilemma. På den ene side ville jeg ikke fortsætte bloggen bare for at gøre det – jeg vil som nævnt have noget på hjerte, ellers bliver det hurtigt for tyndt. Samtidig ved jeg fra mig selv, at jeg til tider har haft svært ved at følge andre blogge, når vedkommende bag den er blevet gravid, og på den vis er trådt over “på den anden side”. Det har gjort for ondt at være vidne til, at det endnu engang lykkedes for en anden.

Samtidig har jeg dog været ganske trist ved tanken om, at bloggen skulle lukkes helt og aldeles ned. Jeg tror og håber stadig på at der findes en masse materiale herinde, som andre kan få glæde af. Men det er bare ofte sådan, at blogge som ikke er aktive drukner i cyberspace, og bliver mindre og mindre interessante som tiden går.

Alle jeres tilkendegivelser og virkelig fine kommentarer har varmet rigtig meget. Det viste sig at være en god gammeldags ego-booster, at modtage alle jeres pæne ord. Der var mange gode argumenter og forslag til måder at fortsætte på – og samtidig et par søde og ærlige meldinger fra læsere, som følte at det var på tide for dem at “springe fra”, i takt med at det simpelthen blev for hårdt for dem at læse med.

Jeg sætter stor pris på begge dele – både roserne og de ærlige udmeldinger. Og jeg kan levende sætte mig ind i begge dele – både de som gerne vil følge historien til dørs, og de som ikke har behov for at kigge på flere scanningsbilleder. Det må eksempelvis være svært at høre om min angst og usikkerhed på dette tidspunkt, hvor jeg efter alle fornuftige parametre at dømme, har fået mit på det tørre.

Hjernen har siden opslaget været lagt godt i blød, for at finde ud af hvad den fremtidige form så skal være – og hvordan det gøres på en måde, som både gør det rart og overkommeligt for mig selv, samtidig med at jeg ikke bliver straffet alt for hårdt på “læsertallene”.

Jeg er nået frem til, at bloggen får lov til at fortsætte lidt endnu. Det giver mening for mig, at gøre historien færdig, nu hvor den forhåbentlig er på vej mod noget, der minder om en lykkelig slutning. Jeg har stadig en masse tanker og kampe at kæmpe igennem de næste måneder – og bloggen er som altid en meget givende platform til at få sorteret ud i disse tanker og følelser.

Hvis alt går vel, kommer der en baby ud af hele historien i den anden ende. Det bliver forhåbentlig til april, og det bliver forhåbentlig godt. Når jeg kommer så langt, kommer jeg til at lukke bloggen ned.

Men den skal ikke have lov til at dø helt  – for det føles på én eller anden måde ikke som det rigtige. Der ligger flere hundrede siders fortællinger herinde fra mig selv og fra andre, som jeg ikke synes må gå til spilde. Den beskriver nogle meget personlige fortællinger om livets mange uretfærdigheder, samt op- og nedture igennem det som hidtil har været den største udfordring, jeg nogensinde har stået overfor.

Derfor kommer jeg på et tidspunkt til at kaste mig over bloggen som et bogprojekt. Jeg har i den sammenhæng en længere liste af potentielle forlag og andre muligheder, som jeg skal igang med at kontakte. Jeg er temmelig ny i den verden, men står samtidig med et stort set færdigt manuskript i hånden, hvilket gør mig optimistisk. Jeg ved godt at det er et long-shot, men jeg synes at bloggen fortjener forsøget. Hvis nogen derude sidder med gode idéer, kontakter eller måder at gribe det an på, hører jeg meget gerne jeres erfaringer.

Tak for opbakningen, det skal I altså have – der er sgu nogle virkelig dejlige kvindfolk med på listen over følgere herinde!

Fosteradoption

Selv når man tror at man er blevet ganske garvet i fertilitetens mange muligheder, viser der sig stadig nye og ganske utrolige aspekter af denne verden.

Jeg er for nyligt blevet kontaktet af Anna Eg Pedersen, som er journaliststuderende fra Syddansk Universitet og som er i gang med sit afsluttende bachelorprojekt.

Anna arbejder på at lave en artikelserie om fosteradoption. Fosteradoption indebærer kort sagt adoption af befrugtede æg. Dette er på nuværende tidspunkt ulovligt i Danmark, men lovligt i flere andre EU-lande

Hun ønsker via sit arbejdet at bidrage til at puste liv i diskussionen om fosteradoption, og belyse et stadig meget tabubelagt emne. Hun søger derfor nogle af de mennesker, som det handler om – ufrivilligt barnløse par og enlige – til et interview om de overvejelser, man går med, og om hvorvidt fosteradoption kunne være en mulighed, hvis det var lovligt.

Anna leder efter personer, der enten allerede har haft held med fertilitetsbehandling, eller som stadig er i gang, eller har måtte give op.

Anna behandler alle henvendelser med stor respekt og en fuld forståelse for, at det er et eget ømtåleligt emne for de involverede parter. Hvis man er interesseret i at høre mere, er man velkommen til at kontakte hende helt uforpligtende på annaegpedersen@hotmail.com eller telefon 4161 2610.

Hendes henvendelse har fået mig til at tygge på, om fosteradoption kunne have været en mulighed for os i vores situation, såfremt det havde været lovligt i Danmark. Umiddelbart opfatter jeg det ikke meget anderledes end donation af eksempelvis æg eller sæd (her er det jo blot begge dele på én gang), men jeg er samtidig i tvivl om, hvorvidt det havde været noget for os.

For selvom drømmen om at blive gravid har været så brændende for mig, så har det også været en meget stor del af ønsket, at der var tale om en sammenblanding af kæresten og jeg – den store romantiske drøm om “hvad vi ville kunne skabe sammen”. Så hvis ikke dette var muligt, ville jeg måske hellere have adopteret et født barn, som af den ene eller anden grund ikke kunne være hos sine forældre (her leger vi lige, at adoptionsreglerne ikke er så top-tåbelige som de er).

Men jeg er sindsygt meget i tvivl. Hvad tænker I – skal fosteradoption lovliggøres i Danmark? Og hvis det skal… hvilke forbehold skal der så tages for at sikre de forskellige etiske hensyn?

Identitetskrise…

Ja, altså ikke for mig selv, for jeg har det faktisk ret godt.

Shit, hvor er det længe siden at jeg har sagt den sætning: “Jeg har det faktisk ret godt” – og ment det.

Men det er bloggen den er gal med, i denne omgang. Den lider af gennemtrængende identitetskrise som resultat af min nuværende situation – for giver det overhovedet mening at skrive om ufrivillig barnløshed, når man er gravid? Bliver det ikke i længden røv-trættende at høre på alle mine usikkerheder og brokkerier, nu hvor jeg egentlig har krydset den almene grænse for, hvornår det giver mening at slappe lidt af og bare nyde at være gravid?

Jeg kan ikke helt finde ud af det – og som konsekvens er bloggen altså også blevet forvirret.

I forbindelse med nakkefoldsscanningen i forrige uge, modtog jeg en sød besked fra en læser herinde, som ønskede mig mange gange held og lykke. Jeg blev rigtig glad for hendes fine hilsen, som var både varm og oprigtig – og ret ærlig. For hun indrømmede også, at hun var ret jaloux over, at læse om hvordan det endelig var lykkes for mig. Her havde bloggen jo netop været hendes fristed til at finde ligesindede i samme sorg – og så er det ligesom bare ikke helt det samme, når skriverierne kommer fra én, som nu er tæt ved målet.

Den samme frustration husker jeg selv, fra nogle af de blogs jeg tidligere har fulgt med i undervejs i kampen. Når kvinden bag bloggen endelig blev gravid, holdt jeg faktisk nogle gange helt op med at læse med, for det var jo slet ikke det jeg havde behov for. Endnu en påmindelse om at det lykkes for f****** hele verden at blive gravide – bare ikke mig.

Derfor går jeg pt. og tygger lidt på, hvad der mon skal ske med bloggen. Jeg har stadig nogle ting på hjerte, som jeg egentlig gerne vil skrive om. For jeg føler jo (modsat resten af verden) slet ikke at jeg har mit på det tørre endnu, selvom det helt bestemt går den rigtige vej. Men hvis det fortsætter med at gå godt, vil der forhåbentlig også komme et tidspunkt, hvor det giver mening for mig at “give slip” på bloggen og den del af mit liv som den repræsenterer. Jeg ønsker ikke at “skrive for at skrive” – jeg vil have noget at sige – og jeg kommer ikke til at mommy-blogge, det er jeg ret overbevist om.

Men samtidig synes jeg også, at det er lidt trist at lukke ned. Tanken om at mit frirum skal have en ende og at alle skriblerierne, tankerne og frustrationerne ikke længere skal have modtagere, gør mig sgu i lidt gråt humør. Så derfor er jeg ikke afklaret endnu – og bloggens identitetskrise får lov til at vare en stund mere, indtil jeg finder den rette løsning.

Senere tanker om bloggens fremtid, finder du her.

Kirstine’s historie – Del 2 & 3

I skal jo ikke holdes unødigt hen – og derfor følger hermed den resterende del af Kirstine’s rørende beskrivelse af sine oplevelser som ufrivillig barnløshed.

I finder anden og tredje del her: Kirstine’s historie Del 2 & 3

Skulle du have glippe første del, findes den her.

God weekend til jer.

PS: Ja ja, som mange utvivlsom har bemærket roder jeg godt rundt i det for tiden – og er kommet til at lægge de to dele op samtidig, i et samlet dokument. Mine undskyldninger er en blanding af dårlig Internetforbindelse og en hjerne som åbenbart bare kører sig helt eget ræs for tiden. Jeg beklager!