Hvad så nu?

Her sidder jeg og kigger ud af vinduet, mens Danmark kører forbi i mørket. Det er koldt, klamt og tåget, men jeg har varm kaffe og en croissant foran mig, så det hele er faktisk til at holde ud, til trods for at vækkeuret sagde 05.15,  Jeg er i et lidt usædvanligt humør. På én eller anden måde er dagen i dag nemlig både virkelig rar, ret symbolsk og så en lille bitte smule vemodig.

Det er min sidste arbejdsdag, inden barsel. Jeg skal arbejde et andet sted på Sjælland, så derfor har jeg allerede sagt farvel til mine kontor-naboer og pakket de første stakke med bøger sammen. De skal med mig hjem og bo resten af 2016, så der bliver plads til min søde studentermedhjælp, der i mellemtiden kommer nu og da og hjælper med lidt opgaver.

Jeg sidder med en sjov følelse af “hvad så nu”? Ja, det er vel meningen at jeg nu går ud og bliver nogens mor, indenfor ikke så forfærdelig lang tid. Men altså… hvor går man lige hen, hvis man synes at tiden er gået alt for stærkt og at man egentlig ikke helt er nået dertil, hvor man er klar til at gå på barsel? Bare lige en måned mere… jeg skal bare lige…

Dels er jeg ikke færdig arbejdsmæssigt – ikke det som ligner. Dels er min krop slet ikke færdig med at være gravid. Mere, jeg vil bede om lidt mere af det her, tak! Jeg er klar over at det er vanvittigt priviligeret at have det sådan i 8. måned. En kombination af at være svine-heldig, og så det at have en krop der igennem et par år fandt sig i at alt gjorde ondt på den dumme måde, grundet hormoner, behandlinger og aborter. Nu er der da i det mindste en mening med galskaben, når kroppen i ny og næ giver et pip fra sig.

At det også spørger lidt i baghovedet, at jeg hellere bare må suge det hele til mig – fordi jeg ikke tør håbe på at få lov til at opleve det hele igen, det skal jeg ikke helt udelukke. Blandet med ovenstående, er jeg samtidig helt varm i maven ved tanken om, at denne dag rent faktisk er kommet. At vi er nået hertil, til trods for alle de mange bump på vejen.

Der er ikke rigtig nogen vej tilbage nu – og den sidste fase sætter for alvor ind. Fedlingen kommer ud om ikke så længe, uagtet om jeg føler mig parat eller ej. Nu skal jeg (officielt i hvert fald) ikke arbejde mere – verden forventer i stedet at jeg så småt bygger reden færdig og kaster mig over de sidste praktiske og mentale forberedelser.

Det gør jeg da nok også – altså lige forbereder det sidste – men jeg synes nu ikke at der er så meget igen. Jeg vil hellere i biffen, til yoga, ses med en masse med folk omkring mig og så ellers nyde stilheden, mens den varer. Og arbejde lidt – hjemmefra og i hemmelighed – med bloggen, med mit almindelige arbejde og så lidt med et par andre hyggeprojekter.

Det der med at “gå fra” på arbejde, har haft næsten symbolsk status i mit hoved igennem meget lange tider – også længe før jeg blev gravid og for en gangs skyld blev ved med at være det. Det har været et decideret svært tema for mig, fordi det var så uopnåeligt. Alle andre “gik fra” hele tiden – og jeg gik ingen steder. Drømmen for mig smuldrede altid længe, længe før målstregen overhovedet var i sigte.

Kollegaer er både gået på (og kommet tilbage fra) barsel, gravide veninder i hobetal har meldt sig ind i barsels-klubben og talt om babyrytmik, café-kaffe og lange gåture med barnevognen. Imens har jeg siddet ved siden af og mest af alt følt mig helt grå inden i. Nu er det så blevet min tur til at pakke arbejdslivet ned i en flyttekasse for en lille stund. Og det er en rigtig underlig, men også rigtig dejlig, oplevelse at få lov til at få med sig.

Advertisements

Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

To og tre på tur…

Jeg sidder i en bus i mørket, mens alle andre sover. Den drøner afsted på motorvejen og her er ret stille. Men jeg sover ikke. Jeg sidder i mørket med hånden på maven og smiler, imens hun rumler glad rundt derinde.

Bussen skal køre mig til Berlin, som så mange gange før. Sammen med manden. Her skal vi holde nytår, i vores by. Her har vi boet og været så ofte, at det næsten er hjem. Jeg kan dårligt huske, hvor mange gange før jeg har været gravid i Berlin. Men det er mere end én, er jeg sikker på.

Denne gang er jeg dog rigtig gravid. Officielt og synligt og hele molivitten. Sådan på den måde hvor der formentlig kommer en baby ud af det i den anden ende. Vildt.

Sidst vi var her var en helt anden slags tur. Det var i sommers og var vist mest af alt en flugt fra nåle, IVF og ægudtagningerne. Vi hoppede på en bus så snart jeg havde fået lagt æg op, bogstavelig talt. Væk, væk, væk!

Da vi havde været der et par dage blev jeg syg af det, som senere viste sig at være en overstimulering. Jeg var ganske tidligt gravid, men vidste det endnu ikke. På den måde er det vel egentlig hendes anden tur til Berlin. Denne gang har hendes hylster det dog væsentligt bedre end sidst.

Jeg glæder mig. Vi har for én  gangs skyld snuppet et hotel fremfor at bo privat – lidt luksus på den sidste kærestetur i lidt tid. Her skal vi stå på en tagterrasse og kysse nytåret ind under fyrværkeriet, når klokken bliver midnat. Romantikkken vil ingen ende tage. Jeg glæder mig – fik jeg godt sagt det?

Jeg vil også!

Så var der lige dét med julefrokoster. I ved … de dér sociale arrangementer, hvor folk drikker hjernen ud i snaps og hvor det pludselig virker som verdens bedste idé, at fotokopiere diverse kropsdele på firmaet store Xerox-maskine.

Jeg plejer egentlig ikke at være sådan helt igennem begejstret. Ikke fordi jeg ikke er vild med fest, ballade og fine mængder alkohol. Heller ikke fordi jeg som sådan har noget imod kopimaskiner. Det er mest bare fordi det nogle gange bliver liiiige lovligt i overkanten med alle de arrangementer, som gerne starter i november og slutter engang i januar, og måske måske har det med at blive lige lovligt opblæste til min smag. Jeg vil nok mest af alt bare gerne drikke vin og store kolde øl med et par veninder, sådan helt uden at der nødvendigvis går pakkeleg og “chefens juletale” i den.

MEN i år har jeg faktisk savnet det! Dels er antaller af arrangementer af forskellige tilfældige årsager skåret temmelig meget ned – og dels bliver den slags events jo ikke ligefrem mere interessante af at man er ædru. Jeg nyder da selvfølgelig alligevel at være med, og har også deltager i et par stykker… Meeeen, det tager toppen af engagementet, når man ikke kan vælte bare lidt rundt i en lille bitte gløgg-brandert. There, I said it.

Nå, men manden min har jo ikke helt de samme udfordringer på alkoholfronten. Tvært om, fristes man til at sige! Han nyder at være “almindelig” igen ovenpå vores hårde år, tror jeg. Han er støbt af lidt det samme hypersociale gen som jeg, så han elsker arrangementer, gode aftener med gutterne, sene nattetimer, musik og dans. Jeg elsker til gengæld at se ham gøre det (ud over at han larmer og snorker som en havnearbejder når han kommer hjem midt om natten!). Der er ikke den mindste del af mig som ikke under ham al den fis og ballede i verden, som han overhovedet kan rumme, inden virkeligheden om et par måneder byder os begge noget ganske andet.

Men altså… det er jo ikke det samme som at jeg ikke inderligt gerne ville have bare en lillebitte juleøl selv… eller fem(ten)!

Den anden weekend kom han hjem efter én af de helt farlige. Den årligt tilbagevendende julefrokost i “De fine herrers klub” – en betegnelse der mest af alt dækker over at en gruppe grandvoksne mænd i 30’erne mødes på et værtshus i indre by til julebuffet og snaps i et omfang, der gør at de fleste kollapser inden midnat.

Da nøglen blev sat i døren derhjemme kl. 23.15, kunne jeg derfor godt regne ud af det var gået højt for sig. Jeg kunne høre på måden han tog sko og tøj af på, at balancen var udfordret. Derpå kom han listende (så stille som det nu er muligt i den tilstand) ind i soveværelset, hvor han troede at jeg sov fast. Han lagde sagde på knæ ved siden af sengen og krammede armene ud til siden og lagde hovedet på bulen… og mumlede… “Iiih, jeg skulle bare lige hjem og kramme lidt på min lille pige”.

Jeg forsøgte at undertrykke mit grin, og jeg er på alle måder tilfreds med, at jeg havde tændt optageren på min telefon, så øjeblikket er foreviget… For bedst som han lå dér og krammede i en øm far-datter stund, blev jeg nødt til at sige til ham:

“Dit stive spektakel… det er virkelig sødt det dér… men det er altså ikke min mave du krammer, det er sofapuden…”

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!