Den (u)virkelige bobbel

Jeg er vist lidt stille og introvert i disse dage, ovenpå nyheden om, hvad der gemmer sig inde i min voksende mave. At det virkelig skulle være en lille dreng, der sparker og møffer sig omkring på fuld kraft, har jeg stadig meget svært ved at tro. Det er uvirkeligt, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg troede jo, at jeg var komplet ligeglad med kønnet. Men jeg er både glad og forbavset – og måske havde jeg været præcis det samme, hvis det var en pige – måske er det mest bare fordi, det er noget “nyt”. I don’t know.

Nerverne er ikke dominerende lige for tiden. I hvert fald er det på et plan, hvor de vaskes nogenlunde rene flere gange dagligt, når jeg mærker liv derinde. Og det manglende blodkar i navlestrengen og de deraf kommende følge-scanninger, fylder heller ikke så meget i bevidstheden, som jeg sagtens kunne have pisket en stemning op omkring. Alt i alt er der nogenlunde ro, og vi ser frem mod den snarlige sommerferie med C. Tre ugers fredfyldt ro og afslapning hvor alting skal tages i det tempo, vi gider.

Vi nyder hinanden rigtig meget for tiden, og den store fleksibilitet der er fulgt i kølvendet på at have en nu 2-årig, som kan sove til middag alle vegne, ikke behøver mad og sengetid på (ligeså) faste tidspunkter, og gør at en udflugt ikke kræver meget mere end en ekstra ble og en pakke vådservietter i tasken. Selvom jeg aldrig for alvor følte mig ramt på spontaniteten da vi fik C, så kan jeg alligevel godt mærke hvor meget mere simpelt alting er blevet allerede nu – hvilket jeg suger til mig i stor stil, inden det om nogle måneder starter lidt forfra igen. Der er stille på jobbet i disse uger og jeg holder i det hele taget alt den fri jeg overhovedet kan, for at være sammen med bare hende. Så dejligt! Hun vokser med raketfart og kan så mange nye ting hver eneste dag, at jeg slet ikke kan følge med – hvor fanden lærer hun det henne?

I går tiggede hun en is på hjemvejen fra en lille udflugt, ved helt alvorligt at lægge hovedet på skrå, rynke sine bryn og holde en lille buttet pegefinger op i hovedet på mig, mens hun sagde: “Muuuar! Bare én lillebittebitte is? Kun én is, den føles bedre i maven!”. Og så grinede hun over hele hovedet – og jeg grinede med, forbavset over både de mange ord og forhandlingsevnen i den lille pige, der for et øjeblik siden fyldte 2 år.

Alt i alt er vi måske i gang med en del af den process, jeg husker mod slutningen af min graviditet med C. At ånde mere eller mindre lettet op. Selvom de mange forbehold og angsten ikke er langt væk, så kan jeg mærke tydelige momenter af boblende glæde og en følelse af, at vi har været mere privilligerede, end vi havde kunnet vente. Taknemmeligheden er til at tage at føle på, her hvor vi tilsyneladende gå vores sidste sommer som en familie på tre i møde.

Advertisements

Den lille kuvert …

Siden seneste scanning for nogle uger siden, har manden min rendt rundt med en kuvert i lommen.

På kuverten havde den søde dame fra hospitalet noteret sig kønnet på vores kommende barn. Min mand havde fået den med sig, til hvis nu ventetiden og uvisheden blev for umulig. Det var vores kompromis, fordi han ikke til fulde delte min nonchalance omkring ikke at vide det, og fordi han mere end jeg, nok gik lidt og håbede på noget bestemt.

Hvor jeg hælder til uvidenheden, fordi det oprigtigt ikke gør forskel for mig, ønskede han sig endnu en lille pige. Fars pige, er vel ikke for meget at sige – og det kommer ikke bag på mig, at han føler det trygt og rart med tanken om at kunne genopleve alt det, vi har oplevet med C. Som om han ligesom føler, at dét dér med at være pigefar, det ved han ligesom hvad er. Fjollet egentlig, for ingen af os ville forvente at vi skulle gøre noget anderledes med en dreng, men sådan var det nu alligevel.

Et par gange har han forsøgt at lokke mig i fælden. “Skal vi ikke lige tage et lille kig, bare et lillebitte kig, vi siger det ikke til nogen”, plagede han…

Men jeg har holdt fast i mine argumenter… indtil nu. I fredags prøvede han så igen. Vi lå hele familien i dobbeltsengen og så Mickey Mouse og råhyggede lidt inden sengetid for det mindste medlem. “Skal vi ikke bare kigge lidt?”, forsøgte han igen.

Jeg spurgte, om det var helt utænkeligt, at han kunne holde uvisheden ud helt frem til termin. Eftersom vi skal scannes en del gange endnu, har jeg hele tiden haft den “udvej”, at han og vi kunne få det af vide senere, hvis det var. Men hvis vi alligevel ikke ville nå til termin før han blev spist af sin nysgerrighed, ja så begyndte rationalet jo at falme lidt.

Det mente han at det ville være. Uanset hvad, sagde han, ville han gerne vide det inden fødslen. “Det var jo det mest praktiske?”. Jeg skød argumentet ned som så mange gange før. A) Vi har hvad vi skal bruge, og mere til. B) C har aldrig været en pige-pige og langt det meste af de ting vi har til hende, er temmelig ukønnede.

Snakken fik mig til at tænke, at hvis det alligevel var et spørgsmål om tid, var det fristende at glæde ham. “Det vil da også være hyggeligt for C”, prøvede han så, “vi kan fortælle hende, om det er en lillebror- eller søster”?

Han hentede kuverten, og jeg protesterede kun halvhjertet. Han lagde den midt mellem os alle tre. C kiggede forvirret på os, og hun fornemmede uden tvivl den opløftede stemning. Men jeg fik kolde fødder, da manden gjorde antræk til at tage kuverten op. Vi grinede og fjollede videre – men pludselig fik C fingre i kuverten og grinede, mens hun stak hånden i den.

Vi standsede hende ikke, selvom det var tydeligt hvor vi var på vej hen. Hun fik bøvlet en lille seddel op af kuverten og holdt den derpå grinende og flagrende frem mod os. Den foldede sig ud og i et glimt fik jeg øje på teksten:

TILLYKKE, det er en …

wder

Jeg hoppede op med et forbavset hvin, og var ved at kløjs i en kombination af grin, forundring og tårer. Manden stirrede bare forvirret på mig. Trods hans ellers normale intellekt, fattede han ikke tegnets betydning (!). Han blev så perpleks og forvirret, hvilket gjorde sistuationen endnu mere komisk. Jeg morede mig kosteligt over hans desperation, da han flåede mobilen frem, for at lade den alvidende Moder-Google oplyse ham, at han ventede en søn.

En dreng. Simpelthen.

Det føles stadig uvirkeligt, at skrive det. De seneste dage, når nogen har omtalt baby som “ham”, har det ligeledes været meget svært at forholde sig til. Ikke svært som dengang med C, hvor jeg følte at kønnet kom alt for tæt på og hvor jeg blev endnu mere panisk for at miste hende igen. Mere sådan gladeligt forundret. Mistroisk nærmest – kan vi være så heldige? Kan det passe, at vi venter barn nummer to – en tilsyneladende sund og rask dreng? At C skal være storesøster?

Det tyder på, at den er god nok. Jeg glæder mig fortsat til at næste scanning efter sommerferien vil være med at sikre følelsen af, at det her måske nok skal ende godt.

Og puha. Hvor ville jeg gerne tage 2014-Signe i hånden – eller stikke hende et kram. Jeg ville fortælle hende, hvor hun ville være på vej hen i 2018. Også selvom jeg godt ved, at hun ikke ville have troet på mig.

Drømmeløs…

Kom pludselig til at tænke over, at jeg er holdt op med at drømme. Sådan fra én dag til en anden, føles det som om. Men jeg har først opdaget det nu, som om jeg var så vandt til dem, at jeg ikke længere skænkede dem mange tanker.

Jeg har ikke noget overfortolkende forhold til dem, drømmene. Mere sådan en nogenlunde accept af, at hjernen rydder op imens jeg sover. Men de har været svære, nogle af dem – og har siddet i kroppen længe efter solen var stået op.

Under graviditeten med C fyldte de meget. De nærmest mareridts-agtige drømme om blod og aborter varede ved helt ind i terminen og faktisk også ud på den anden side. Nogle gange var de tydelige og ligetil; jeg blødte, mistede barnet i min mave og var ulykkelig. Andre gange var de mere symbolske – en angst eller frygt for noget der var blevet væk eller var taget fra mig, men som jeg i drømmene ikke vidste hvad var.

De startede igen, under denne graviditet – allerede under behandlingen igennem efteråret og vinteren, tror jeg nok. I den tidlige graviditet var igen meget konkrete – men de var anderledes end første gang. Værre, næsten. For nu handlede de om, at jeg mistede C. Enten en ulykke, at nogen tog hende, at hun var væk… og så smerten bagefter. Uudholdelig og gennemsyrede i hvert fiber i kroppen. Sådan en nat kunne ryste resten af min dag.

Men nu er de væk, drømmene. Eller det er i hvert fald længe siden, at de har vist sig i mine nattetimer. At hjernen har sorteret ud. Det er en lettelse, virkelig. Som om hjernen får en tiltrængt pause.

Ved I så, hvad det bliver?

Præcis som dengang jeg ventede C, er det et af de mest oplagte spørgsmål at møde fra folk, når de opdager min efterhånden halvstore mave. Måske er det efterhånden blevet mere normalt at nysgerrige forældre betaler sig fra kønsscanninger så tidligt som det er muligt, eller også er det bare høflig smalltalk fra folk, som gerne vil være deltagende.

Det generer mig ikke i denne omgang, sådan som jeg husker det med C. Dengang kunne jeg ikke nyde at folk spurgte interesseret ind til min graviditet, fordi jeg hele tiden var fyldt med forbehold og havde behov for ikke at “jinxe” alt det som var på spil. Bær over med den lidt flabede tone i dette indlæg, jeg var stadig vred og skræmt, selvom jeg var gravid.

Men denne gang er lidt anderledes, at tale om det hele. Min gravide veninde (hende som har termin kort før jeg), sagde den anden dag, at hun mærkede en kæmpe forskel på den måde vi talte sammen om min graviditet denne gang, til forskel fra sidst. Selvfølgelig gør det en bemærkelsesværdig forskel, at hun nu er i samme båd, men hun fortalte at det var en kæmpe lettelse for hende at mærke, at vi kunne dele mange flere ting og tanker, end hun havde turdet håbe på, baseret på hvordan jeg var påvirket under sidste graviditet.

Trods ovenstående er sagen den, at vi ikke kender kønnet på den lille spir, der ivrigt sparker mod mit laveskind, mens jeg skriver disse linjer. Og hvor det under sidste gravditet i den første lange tid handlede om, at jeg var angst for at knytte mig til alt det jeg alligevel frygtede at miste, handler det denne gang mere om, at det er helt vildt ligegyldigt for mig, om det er en tissemand eller -kone, der gemmer sig derinde i mørket. Jeg er ikke oprigtigt nysgerrig for at vide det, jeg synes snarere at det er lidt hyggeligt at være lidt i uvished og bygge en masse forestillinger op  – hvilket passer ret fint til mit temperament vedrørende alt for kønsbetinget opdragelse i forvejen.

Måske er det fordi det er gået endnu mere op for mig, efter at jeg er blevet mor til en lille pige, hvor lynhurtigt verden går i selvsving (hej svigermor) i en sky af lyserøde dukkelege og pæne forventninger. Og meget kan man sige om C, men hun er ikke nogen forsigtig, sart, yndig lille blomst – hun er en bullerbasse med sår på knæene, kondisko og masser af krudt. Hun er mest af alt bare en blanding af det hele – kærlig, vild, forsigtig, modig, stærk, sjov og skør – og sådan kan jeg rigtig godt lide at hun får lov til at være længst muligt. Og sådan kan jeg også godt lide at forestille mig, at baby i maven får lov at være – og så er det ikke så relevant om det er et X eller Y på det andet kromosom.

I mine øjne får vi det tidsnok af vide. Enten ved fødslen, eller ved nogle af de kontrolscanninger vi skal til igennem resten af gravditeten. Min mand er dog – i lighed med sidste gang – ikke heeeeelt ligeså neutral i sin opfattelse. Han ønsker sig i bund og grund en pige mere og vil gerne vide, hvad han skal se frem til, uanset hvad. Men eftersom at han fik lov at bestemme sidst, er turen på demokratisk vis kommet til mig i denne omgang. Dog har vi lavet en lille aftale. Ligesom sidste gang, fik vi den søde scanningsdame til at skrive en lille seddel til os, hvis nysgerrigheden en dag alligevel skulle tage overhånd. Den ligger nu i en fin lille kuvert, som manden har gemt et sted derhjemme.

Så må vi se, om én af os alligevel bukker under, en dag i den kommende tid.

PS: Måske er det bare virkelig irriterende for folk, at have det som ovenfor? Min søster er i hvert fald ved at gå helt kold vores manglende behov for at vide kønnet (og dele det med hende, vel at mærke). Og jeg forstår ikke helt hvorfor. En veninde fortalte, at hendes mor var blevet decideret fornærmet over, at de ikke ville vide det med deres første… er der noget jeg overser her, eller er folk bare (lidt for) søde og interesserede?

Roen der varede ved … næsten…

Det gjorde den faktisk, selvom jeg vedblev at være forundret over hvor den stammede fra. Jeg var fortrøstningsfuld, lidt spændt … men rolig. Fuldkommen modsat alle de scanninger jeg nogensinde før har været til – og det nærmer sig godt og vel en 100 stykker igennem de sidste syv graviditeter (indsæt evt. selv chokeret smiley).

Vi afleverede C til farmor, som holdt fridag og hygge med hende på eget initiativ. Vi slentrede over mod Riget og stoppede efter morgenmad på vejen, nu vi havde god tid. Vi snakkede om alt muligt andet end scanningen – først til allersidst rundede vi lige de manglende nerver. “Det gør mig nærmest nervøs, at jeg ikke er nervøs”, sagde manden pludselig. Jeg trak på smilebåndet over ironien, men vidste hvad han mente. Da jeg trykkede “udgiv” på sidste indlæg havde jeg tænkt det samme; det skulle lige passe, at man sænkede skuldrene i et sekund – at jeg rent faktisk var nået så langt i min håndtering af den angst, jeg har for at miste – og så komme til en scanning og få en dårlig besked?

Vi sludrede lidt videre, før vi betalte og bevægede os den sidste vej mod Juliane Maries Vej nr. 4.

Roen varede ved helt ind i venteværelset. Det mest forhadte rum på hele Rigshospitalet i min bog. Men vi fik lov at sidde der i under 3 minutter, før vi blev kaldt ind til hos en venlig og bestemt ældre sygeplejerske. Hun smalltalkede venligt mens hun startede – og jeg var rent faktisk i stand til både at lytte og svare hende. Jeg blev for en gangs skyld ikke irriteret over, at hun ikke havde orienteret sig i vores journal. Jeg kiggede blot mod skærmen og glædede mig til gensynet.

Så tonede små bevægelser frem på skærmen, og den endelige ro sænkede sig. Der var liv og spræl, ganske som forventet. Selv da sygeplejersken nåede til hjertet og undersøgte det tavst og meeeeeeget længe, var jeg tryg og rolig. For første gang i mit liv nød jeg rent faktisk bare, at se det lille liv spjætte rundt foran os.

Da hele omgangen var overstået, kiggede sygeplejersken på os og leverede en besked, som for er par uger siden formentlig havde sendt mig ud i en dyb krise. For selvfølgelig slipper vi ikke for drama i resten af denne graviditet, det ville være for unaturligt. Hun havde opdaget et manglende kar på navlestrengen – hvor kun to ud af de normale tre sørgede for blodtilførslen mellem baby og jeg.

Tilstanden hedder åbenbart SUA. Og selvom den bør være relativt ufarlig (!!), betyder den potentielle udfordringer for babys vækst i den sene graviditet. Derfor må vi finde os I at blive fulgt med scanninger efter sommeren og frem til termin.

Manden min skævede til mig flere gange undervejs, men jeg klemte hans hånd og sendte et indforstået “jeg er okay”-blik. Jeg var fattet og fik stillet alle mine spørgsmål, inden vi forlod lokalet og bookede de nye scanninger hos receptionisten på vejen ud.

Ja, det er sgu da belastende. Ja, jeg fløj (selvfølgelig) lige hjem og Googlede “SUA”, for selv at vurdere, hvad vi står overfor. Men dette bekræftede egentlig blot den fortrøstning jeg følte – og da manden skrev fra sit arbejde, at hans kollegas datter netop var født helt sund og rask efter samme omgang, ja så parkerede jeg faktisk paranoiaen endegyldigt i hjørnet.

Og nu føles det okay. Jeg er stadig rolig, afklaret – glad for at have set vores lille spir. Og de ekstra scanninger bliver en mulighed for at se ham/hende igen og igen, og for at sikre at alt vitterligt er som det skal være.

Så… Hvor fanden den kommer fra, roen, det ved jeg ikke. Mine nærmeste stirrer lidt mistroisk på mig nu og da. Men jeg nyder den manglende vægt på mine skuldre. Jeg kan trække vejret på ny. Og det vil jeg nyde til fulde, i tilfælde af at det ikke varer ved.

Stilhed og ro

Da det alligevel ikke var muligt at sove mere, og da skraldemændende i gården var ganske vedholdende med deres rumsteren, besluttede jeg mig for at stå op.

Kigger ind til C, der snorker som en lille traktor – for tiden skal hun nærmest hives ud af sengen om morgenen, for at vi når vuggestue og arbejde.

Lader hende sove, går ud i køkkenet og laver kaffe. Stilhed. Sætter mig og kigger ud over København med min kop i hånden. Ro.

Hvor bliver nerverne af? Angsten? Scanningen er jo kun et par timer væk nu?

Men jeg kan ikke rigtig mærke noget. En let spænding eller måske endda forventning i maven, er det eneste jeg kan fornemme. Og så resterne af en meget forvirrende drøm, jeg vidst nok drømte i løbet af natten.

Men det er dét. Ingen ondt i maven. Ingen rysten på hænderne. Ingen kvalme?

Nu lyder et søvndrukkent og velkendt “moar” inde fra det lille værelse. Jeg trækker på smilebåndet og går derind. Manden vågner i soveværelset. Roen er på sin vis overstået for nu – men i min krop er der stadig fredeligt.

Sådan bliver det …

Om godt og vel halvandet døgn, sidder vi atter i Rigshospitalets rædsomme scanningsventeværelse. Blandt de runde maver og forventningsfulde smil. Jeg har formentlig kvalme, koldsved og hjertebanken. Siger nok ikke rigtig noget. Der vil være ventetid, for hvor meget jeg end hader at sidde der, kan jeg slet heller ikke holde ud at komme for sent. Hvilket i øvrigt ikke sker, da vi bor 10 minutter derfra. Men alligevel.

Så vil vi formentlig blive kaldt ind. Til en scanningslæge/sygeplejerske/jordemoder, som knapt har skimmet min journal og derfor ikke aner, hvorfor jeg opfører mig hammer akavet og er ligbleg i hovedet. Jeg vil formentlig ikke orke at forklare noget, men stille undre mig over, hvorfor jeg egentlig har skulle udfylde de samme spørgsmål om historik, graviditet og fødsel tre gange indtil nu, når ingen alligevel synes at anvende oplysningerne til noget.

Så vil vedkommende scanne på livet løs og vi vil sidde i tavshed, og vente på dommen. Først når vedkommende begynder at tale, vil der forhåbentlig falde en smule ro. Hver tøven eller stilhed vil dog blive overfortolket. Til sidst vil vedkommende, forhåbentlig, hvis mine bønner til de gud jeg ikke tror på, er blevet hørt, fortælle os at det hele efter alt at dømme ser sundt og godt ud på skærmen.

Og så vil jeg bryde grædende sammen. I lettelse, forundring og af udmattelse. Og vi vil gå derfra med hinanden i hånden og være et par bekymringer fattigere. Jeg vil ringe til min mor, som også vil begynde at tude i telefonen. Derpå vil jeg skrive til min søster og mine veninder, som vil sende søde og kærlige tillykker retur, selvom de ved at jeg ikke er så god til at modtage dem.

Sådan håber jeg at det bliver. Sådan har det været før og sådan skal det være igen, når nu ikke jeg synes at kunne blive det bekymrede forspil foruden.