Dengang de andre havde ret…

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan læse mine egne indlæg. Og derved også regne ud, at vi har været mere pressede end normalt i den foregående tid. Fordi det her. Og det her. Men alligevel blev dagen ovenpå mit klædelige lille sammenbrud noget af en øjenåbner, omkring alvoren af også at passe på sig selv, når man har pisse travlt med at passe på andre.

Når livet er indstillet i tre-timers intervaller af omsorg, bliver der sjældent tid til hverken at sove eller spise. Og når der endelig er tid til enten det ene eller andet af de to, kan sjældent 10 vilde heste jage mig op i kantinen efter livstræt hospitalsmad. Ikke hvis jeg alternativt kan nå bare en halv times søvn. Resultat: Under to uger efter fødslen, gik jeg under min før-fødselsvægt. Av!

Taget i betragtning af, at jeg tabte mig betragteligt af at amme C igennem en 9-10 måneder og at jeg forhåbentlig også kommer til at amme S i de næste mange, er det ganske enkelt alt for hurtigt! Mest af alt fordi det er sket på den virkelig usunde måde: Manglende mad og søvn.

Egentlig skulle jeg have forsøgt at tage lidt ekstra på i denne graviditet. Med C blev det ikke til voldsomt meget, og da jeg så tabte halvanden gang det samme under amningen, ramte jeg underkanten af, hvad der er pænt og sundt for en kvinde af min bygning.

Men de mange liter ekstra fostervand i denne graviditet, gjorde det umuligt at indtage særlig meget mad. Jeg kunne ganske enkelt ikke spise ret meget og jeg tror derfor ikke, at jeg tog særlig meget på i de sidste måneder. Og nu stod jeg så dét og stirrede trodsigt på hospitalsvægten.

Jeg var trådt op på den for at lukke munden på manden. Han skældte mig ud over min manglende appetit og sagde, at jeg tabte mig alt for hurtigt. Da både min mor og en sygeplejerske havde kommenteret madindtag og vægt samme dag, fik jeg ganske enkelt (endnu!) et tudeflip og brølede, at jeg for pokker gjorde alt hvad jeg kunne, og at det ikke ligefrem hjalp på overskuddet at alle stod og skreg af mig hele tiden, at jeg skulle spise noget mere. Jeg bad manden bakke ned og passe sin egen butik, og gik trodsigt ned i kiosken og åd et koldt og daggammelt pølsehorn – og nu stod jeg så her og gloede på vægten.

Og ja… det går jo for fanden ikke. Selvom min appetit er væk og tiden til at spise bare ikke eksisterer, så skal der for dælen energi til at køre det ræs vi gør lige nu. Så nu tager jeg mig sammen! Jeg har således begået en selvopfunden regel om kronisk at små-snacke dagen igennem og samtidig spise minimum 2-3 måltider pr. dag. Det lyder ikke sf noget særligt for en som jeg, der normalt har en virkelig glubsk appetit, men når jeg tænker på det lige nu, er det næsten uoverkommeligt.

Men sådan må det være, når nu ikke jeg kan finde ud af det helt naturligt. Godt med måltider – og hvis der serveres sauce eller kage, skal det på tallerkenen (I know, life is tough!).

Så må og skal det nok gå – og selvfølgelig gør det også det. Jeg blev blot en anelse chokeret i dag, over hvor hurtigt man glemmer sig selv midt i alt det andet rod. Og så hader jeg i øvrigt altid, når jeg en sjælden ny og næ er nødsaget til at give manden ret…

Advertisements

2 thoughts on “Dengang de andre havde ret…

  1. Uha pas godt på dig selv, får helt lyst til at sende dig et kæmpe kram og en stor hjemmebagt kage. Spis og spis og få nogen til at bage kage til dig. Kan dog også godt forstå, at det er svært at huske maden, når kroppen bare skriger på søvn. Hvis du orker, så hør Kejser på P1 med blandt andre Olga Ravn, der taler om morrollen (hun taler om, hvordan hun følte, at der i forhold til det at være mor for hende kun fandtes god/dårlig og intet derimellem. Det fik mig at græde en hel dag). Det er ikke fordi det pres du har været under kan sammenlignes med at blive mor under almindelige omstændigheder, men at glemme sig selv for at være en god mor, det kan jeg godt genkende. Jeg glemte at spise under barslen med min første, fordi jeg altid travede rundt med barnevognen, og jeg ammede samtidig til han var 20 måneder. Den kombi var ret usund for min krop, kan ikke anbefales.

    Like

    1. Uh, det lyder som om du også alt for hurtigt glemmer dig selv lidt … netop traveture, amning og optagethed af baby rev kiloene af mig under første barsel. Så tanken var at lære lidt af det denne gang. Så jeg spiser kage, det lover jeg – og hiver cookies indenbords med liv og sjæl. Og så tror jeg helt afgjort, at den podcast skal have et lyt, når nu jeg alligevel trisser (langsomt og roligt) rundt med barnevogn 😊

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s