Breaking Point

Hvis man undres over kronologien i mine indlæg, eller manglen på samme, må det hermed undskyldes med grødhjerne og en anelse søvnmangel. Men her er et, som er skrevet for nogle dage siden – og som nogen glemte at trykke “udgiv” på:

Hvis man nogensinde har tænkt over, hvor længe en krop mon kan klare sig uden søvn, i et nogenlunde højt alarmberedskab og med på et minimum af mad, så er svaret for en 34-årig kvinde af almindelig kropsbygning: Lige omkring en uges tid.

Det var i hvert fald den tidsperiode der havde udfoldet sig, siden de snuppede vandet den dér lidt spontane aften på Riget – og indtil jeg oplevede min første store nedtur i vores turbulente forløb.

Selvom fødslen ikke som sådan havde nedslidt mig, var jeg selvfølgelig mør. Øm, træt og drænet. Men især dagene efter Sylvesters operation, de uendelig udmalkninger, plejen og overvågningen af syg baby, gjorde også til sammen deres for, at det virkelig betød meget for mig, at vi nu blev overført til en mindre intensiv afdeling. Jeg var så uendelig stolt af, hvor langt vores lille fyr var kommet, og jeg glædede mig oprigtigt til næste del af kampen, for nu skulle vi fandme’ også snart hjem altså! Men mine forventninger skulle også blive indgangen til mit første store sammenbrud. Efter at have holdt mig selv gående på begejstring over de mange løbende fremskridt, blev vores første nat på ny afdeling én af de længste og hårdeste indtil nu. Af mange årsager:

Hospitalskuller. Det er vel en slags tilstand. Kald mig bare sart, men jeg sover sgu ikke tilnærmelsesvis brugbart på en 4-sengsstue, hvor lyset tændes på timebasis og man desuden både malker ud og giver sondemad, skal tisse ude på gangen og har er barn man ikke selv kan tage op og flytte rundt på, på grundet de mange slanger stukket ind i dets lille krop.

Udsultning: Også af mig, men nu mest af baby. Vi var så minimalt begyndt med mad. Sylvesters lille mave skulle lære at modtage og bearbejde modermælk, i et tilrettelagt og minutiøst planlagt skematisk helvede. Det betød, at lægerne langsomt skruede ned for den intravenøse ernæring. Vupti = sulten baby. Men en sulten baby, som alene måtte gives ganske få dråber mælk hver 3. time vel at mærke (udregn selv konsekvens og indsæt her).

Kontroltab: Det sled på mig, ikke at kunne styre mit barns behandling og tilstand. Hvem der vækkede ham hvornår, hvor meget de undersøgte og stak i ham, hvordan og hvornår jeg kunne få ham op til mig, hvordan han blev mæt… alt det basale, der normalt er en forældres hovedansvar, var taget ud af mine hænder og det rev mere og mere i mig, hvergang en natsygeplejerske stak hovedet ind i et velment ærinde.

Da næste morgen endelig kom ovenpå endnu en søvnløs nat, gjorde personalet antræk til at flytte en ny børnefamilie ind på vores stue. S var lige faldet til ro for første gang i timevis og jeg forsøgte febrilsk at nå den udmalkning, som allerede var timevis overskredet. Klokken var 7.30 da det væltede ind med personale, rengøring, stuegang og vores kommende roomies.

Og lige dér var så åbenbart mit knækpunkt. Mens jeg sad der i sengen og missede mod neonlyset, der pludselig bragede ned over mig og min ynkelig malkemaskine, ovenpå en nat som var blevet alt andet end det, jeg havde holdt mig selv oppe ved tanken om. Langt væk fra C og manden min, med udmattet og dødsulten lille baby vuggen ved siden af.

Her var jo ingen ro, her var jo ikke mere “normalt” eller rart – her var jo bare larmende, rædsomt, lyst og kaotisk. Og vi skulle sikkert blive her i uendelige tider. Nu på en overfyldt stue, så vi kunne vække hinanden hver gang de syge børn græd, blev undersøgt eller overvåget. Jeg kunne slet ikke se nogen udvej og min krop var nærmest desperat. Søvnig, sulten, ulykkelig.

Og så græd jeg. Som pisket. Lydløst og lige ned i min egen mælk. Tårerne trillede og trillede uden ophør og lod de sidste mange ugers og måneders mentale overarbejde dryppe ned i skødet på mig.

Jeg troede aldrig, at de skulle stoppe igen. Heller ikke da en sygeplejerske nænsomt og diskret satte en skærm op omkring lille hjørne af stuen og rakte mig en kilometer Klinex. Heller ikke da hun hviskende spurgte, om jeg var okay. Jeg kunne ikke svare hende, men rystede bare på hovede og krop og lod løbet fortsætte ud af øjnene. Til sidst lagde hun armen på min og sagde “Din mand kommer lige om lidt. Så kan du få sovet. Og jeg ved godt, at vi er nødt til at skaffe dig noget mere ro, jeg arbejder på sagen, stol på mig“.

Derpå faldt jeg faktisk i en slags søvn, der omme bag min skærm. I en halv times tid, før både min mand og afdelingslægen stod ved foden af min seng og havde en art forhandling. Den gode nyhed synes at være, at lægen mente, at det var på tide, at jeg prøvede at amme. Hvis jeg havde lyst? Og kun i 1 minut hver 3. time indtil vi så mavens reaktion!

Og så fik jeg luft igen.

Og tænkte, at vi jo var nødt til at fortsætte. At vi var kommet ufatteligt langt og at det satme’ ikke skulle gå ned uden kamp, med den amning. Det var jo for pokker blevet skide vigtigt for mig, og havde været hele årsagen til det komiske malkeshow jeg havde gennemført den seneste tid.

Og nu var manden kommet, så jeg skulle nok få sovet til formiddag, for han kunne jage alle ud af stuen med er stædigt blik.

Og børnefamilien overfor viste sig kun at skulle være indlagt i dagtimerne en enkelt dag.

Og efterårssolen skinnende igen en smule udenfor.

Og sådan blev jeg alligevel klar til at tage et par dage mere i helvedet.

Advertisements

4 thoughts on “Breaking Point

  1. Hvor er du sej! (og jeg ved godt at man som mor bare er nødt til at være ekstra sej, især med et lille sygt barn, men shit mand – jeg tager hatten af for dig og at du først knækkede efter en uge…)
    Det er SÅ frygteligt at føle sig magtesløs i forhold til sit eget barn, fordi andre faglige personer skal behandle dem, selvom man mest har lyst til at skubbe dem væk.
    Jeg sender dig lige en virtuel GIGA krammer og de allerbedste ønsker om at du får amningen op at køre. <3

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s