Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

At elske og at arbejde…

En af psykologiens “grand old men” – Sigmund Freud – er kendt for at have sagt, at det psykisk sunde menneske kendetegnes ved, at kunne elske og at kunne arbejde (“lieben und arbeiten”). I vores kære lille land genkender vi måske til tider primært den sidste halvdel af Freuds psykiske sundhedsbegreb, fordi der over tid er sket en vægtning af arbejdsevnen over elskeevnen eller relationsevnen…

Anyway… normalt synes jeg at det er nogenlunde ligetil for mig med begge dele – både at elske og at arbejde – og sågar nogle gange ligefrem at elske mit arbejde, når bølgerne går rigtig højt. Denne følelse har dog været udfordret i flere omgange, blandt andet som følge af de ting vi er blevet trukket igennem på fertilitetsfronten igennem de seneste år.

Jeg har skrevet om de udfordringer, jeg har haft med arbejdsgiver i forbindelse med fertilitetsbehandling, sygdom, forlængelse – og nu barsel. Jeg var sen om at melde min graviditet ud på jobbet, af åbenlyse personlige årsager. Nu er katten imidlertid ude af sækken, hvorfor jeg tænker at det er på sin plads med en lille status.

Det er alt i alt gået nogenlunde med at melde ud, selvom det ikke har været helt uden udfordringer. Jeg har bestemt måtte sluge nogle kameler undervejs, og jeg har valgt mine kampe med omhu. Jeg har godt 5 måneder tilbage af min projektansættelse – og jeg drømmer på ingen tænkelige måder om at blive fastansat. Derfor føler jeg at det gælder om at komme så godt som muligt i mål – uden at blive trampet helt synder og sammen undervejs, selvfølgelig.

Da jeg delte nyheden, blev den af langt de fleste af de meget fornuftige mennesker jeg arbejder sammen med, taget helt fantastisk varmt imod. Så mange fine kommentarer og helt rigtige måder at ønske tillykke på. Mange blev selvsagt meget overraskede over hvor langt jeg var henne (18 uger ca.) – men det sneg jeg mig udenom at forklare, med et par små hvide løgne og et lille smil.

Mere lunkent blev det taget imod på ledelsesfronten. Blandt andet med nogle lidt afdæmpede (omend høflige) lykønskninger – lige sådan tilpas af hvad man kan tillade sig at slippe afsted med, uden at være et røvhul. Jeg har dog også fået kommentarer i retning af: “Det passer jo ikke ligefrem helt godt” og “Det ville vi da gerne have vidst”. Temmelig upassende, egentlig – men jeg har ladet flere af dem passere for husfredens skyld. Jeg nægter at undskylde for at det langt om længe er lykkedes os at få vores store drøm opfyldt, og jeg vil ikke gå den mindste smule med på præmissen om, at det er til besvær!

Dels er det noget useriøst pjat at en arbejdsplads ikke kan håndtere en graviditet (og det havde det også været, hvis de ikke havde kendt vores situation) og nu er det jo i øvrigt sådan at kvinder omkring de 30 år har det med at få børn i ny og næ… gudskelov for det! Egentlig kan de være taknemmelige for mine reproduktive udfordringer – det har sikret dem at jeg kun når en enkelt barsel under min ansættelse…

Trumfen kom under et møde med et par samarbejdspartnere den anden dag. De skulle briefes om at resultaterne fra det projekt jeg arbejder på, vil blive forsinket i den tid jeg er på barsel. De tog i mod med på nogenlunde stil til at starte med. Da vi så taler tidsplanlægning, siger direktøren højlydt og undrende om “man virkelig skal gå hele 6 uger før termin?” – sagt i en tone som på alle måder understregede, at det blev opfattet som hysteri. Jeg svarede tørt – at man bestemt ikke skulle – men at det var min plan at gøre, som jeg havde ret til. Senere på dagen spurgte min chef gudhjælpemig, om jeg var “sådan en” som slet ikke have tænkt mig at besvare mails eller arbejde lidt, mens jeg var på barsel. Den lader vi bare stå et øjeblik…

Når jeg læser ovenstående virker det lidt grotesk. Både at det rent faktisk er forekommet, men også at jeg har fundet mig i det uden at råbe bål, brænd og fagforening ud over det hele. Jeg har valgt at holde mig i skindet – samtidig med at jeg har nægtet at lade mig presse til at gå på kompromis. For selvfølgelig går jeg 6 uger før – sådan som jeg har ret til, og sådan som alle mine kollegaer i øvrigt også gør. Og jeg vil den-onde-lynemig heller ikke være forpligtet til at arbejde, når jeg er på barsel!!

Jeg vil ikke undskylde for at jeg er gravid (tvært i mod – det skal saftsparkemig fejres!) og jeg vil på barsel på samme vilkår som alle andre! Fordi min ansættelse udløber undervejs, betaler jeg sådan set også selv for størstedelen af den – røvhuller! Jeg vil på barsel for at være mor – ikke for at være en besværlig deltidsmedarbejder med dårlig samvittighed. De må være vanvittige!!

Lidt til debatten…

Ja – jeg er sgu lidt sent ude denne gang. Ikke fordi nedenstående ikke har medvirket til en kraftig stigning i mit blodtryk, men mere bare fordi der har været gang i så meget andet at passe (læs: middagslure, kaffeaftaler, plukkeveer, chokolade – fortsæt selv). Jeg henviser til de nylige kampagner, som både min kommune (København) og senest Danmarks Radio, har iværksat.

Fællesnævneren for kampagnerne er en bekymring over de dalende fødselstal – dels i hovedstaden og dels i hele Danmark (Man fristes til at spørge, hvor den bekymring har været siden 1980’erne, hvor tallene var endnu lavere end i dag – men nok om det).

Formålet med kampagnerne har eftersigende været, at ruske os danskere ud af vores skønhedssøvn og få os til at knalde noget mere og derved få nogle børn – vel at mærke oftere og tidligere end vi selv kan finde ud af at tage initiativ til.

Pyha. Dyb indånding. Den kampagne er jo ikke rettet mod dig, vel Signe? Den er heller ikke rettet mod single-solo-mødrene, eller de mange andre med udfordringer på det reproduktive område, vel? Slap nu lidt af…

Alligevel hidsede jeg mig vist en smule op. For jeg synes i den grad at de kampagner rammer forbi målet. I stedet for at se på (strukturelle) årssagsforklaringer, kører kampagner hårdt på med en individualisering af problemerne – og puster en hel masse mennesker i nakken med formaninger om, at de saft-susemig skal skynde sig at få nogle børn, hvis de nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at kunne. Ellers står alderdommen og alverdens andre ulykker nemlig og venter lige om hjørnet.

Om Københavns Kommunes seneste kampagne (“Har du talt dine æg”) har jeg ikke meget godt at sige. Dels finder jeg flere af deres “fakta” i kampagnen misvisende – dels er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes at der er en kommunal opgave, at gennemføre en sådan skræmmekampagne, uden at forholde sig til nogle af årsagerne til, at Københavnerne generelt er noget sene om at lave deres meget få børn.

Så som den sure gamle dame jeg er (hej, hormoner!), kunne jeg ikke holde fingrene fra tasterne. Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg fejlede. Det kom der nogenlunde følgende besked ud af:

Kære Kommune.

“I kan se, at mange bliver overraskede over, hvor svært det kan være at få børn hvis man venter?”. Derfor har I valgt jeres såkaldte “oplysningskampagne”, kan jeg læse mig til. Selvom I nødigt vil forholde jer til kritikken, vil jeg alligevel forsøge med et par spørgsmål:

Hvor kan I dog se disse fakta henne? Hvordan måler I overraskelsen, og hvordan vurderer I, at problemerne skyldes alder? I hvilken udtrækning forholder I jer til andre årsager og forklaringer, end blot det at folk vælger at vente for længe?

I øvrigt – hvis I genlæser kapitel 1 i en begynderbog om statistik, vil I lære at “korrelation er ikke det samme som kausalitet” – det betyder at det sene landsgennemsnit for børneproduktion i Hovedstaden, meget vel kunne skyldes andet end borgernes uvidenhed. Lad mig foreslå i flæng: Det høje uddannelsesniveau (presset igennem på rekordfart), lange arbejdsdage, de ringe forhold i daginstitutionerne, manglen på (billige) boliger….?

Venlig hilsen én, som faktisk har talt sine æg. De er ganske frugtbare – og der er mange af dem! Men mine ødelagte æggeledere havde været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde ønsket mig børn som 25-årig.

Fertilitetsproblemer har mange årsager…

Mit opstød var ikke det eneste utilfredse, der var at finde på Københavns Kommunes Facebookside. Desværre var det svært at få kommunen til for alvor at forholde sig til kritikken – eller underbygge deres tal og påstande for den sags skyld. I stedet vaskede de hænder og henviste til Rigshospitalets fertilitetsklinik. Det var nu som sådan heller ikke fordi jeg forventede, at de stakkels ansatte der håndterer kommunens sociale medier, for alvor ville bruge tid på at svare – eller endsige vidste hvad de skulle sige. Det var mest bare fordi jeg synes at kampagner er så ensporede…

Jeg forestiller mig at kampagnerne prikker til et eller andet, hos mange der er i fertilitetsbehandling… Eller er det bare mig? Jeg er sgu lidt nysgerrig på, hvad I andre mener om det derude – er det en opgave for kommunen, er den grebet an på den rigtig måde, og sådan? Skriv løs…

Flashback til Rigshospitalet

Indrømmet. Jeg overreagerer. Og indrømmet. Verden er trods alt ikke gået under. Det er sgu nok bare fordi, der ikke skal så pisse meget til at vælte læsset, selvom de seneste uger har været nogle rigtig dejlige nogen af slagsen.

Rigshospitalet i morges: De er sikre på at det er meget tidlige plukveer der er tale om, og jeg undersøges i alle leder og kanter. Det behøver ikke at være noget farligt, beroliger de, men det kan i yderste konsekvens føre til en tidlig modning af livmoderhalsen og dermed fødsel. Derfor skal det tages alvorligt, når det er så kraftigt, så tidligt.

Jeg får the creeps af at være tilbage på gynækologisk afsnit. Jeg har ingen – som igen overhovedet – gode mindre fra det sted. Jeg havner selvfølgelig på stue 2 – stuen hvor stort set alle mine andre graviditeter er blevet dødsdømt af den ene eller anden overlæge. Denne gang er det en sød, ung, kvindelig læge, med et vældig humør. Hun nusser rundt og er lidt forvirret, snakker med sygeplejersken om løst og fast, men er ellers ganske behagelig. Sygeplejersken kender jeg fra mine operationer og husker hende som dygtig og omsorgsfuld.

Lægen kan se sammentræningerne i livmoderen når hun scanner. Baby har det dog fint (skønt at se “den” igen) og længden på livmoderhalsen er som den skal være. Hun konkluderer at der ikke er nogen forklaring på de tidligere plukveer, hvorefter nogenlunde følgende samtale udspiller sig:

Mig: Kan man sige noget om, hvorfor jeg får plukveer, eller hvad jeg kan gøre for at mindske dem? Jeg har virkelig haft en rolig uge, ellers…

Læge: Det kan skyldes anstrengelse. Der er ikke andet at gøre, end at du lytter til kroppen.

Mig: Ja, jeg skal nok lytte. Det var også derfor at jeg kontaktede lægen da jeg mærkede det… det undrede mig…

Læge: Ja, der er ikke andet for, end at tage det roligt.

Mig: Ja, sagen er bare den at jeg har taget det meget roligt den sidste tid.

Læge: Det kan også skyldes stress…

Mig: Ja… øh… men jeg er bare ikke rigtig stresset?

Læge: Så det er bare vigtigt at du lytter til kroppen. Sådan at den ikke overbelastes..

Mig: Jamen..?

Således gik jeg derfra uden at være blevet voldsomt meget klogere. Eller, det er ikke rigtigt, for det var skønt at se at den lille havde det godt derinde og at intet tyder på noget dårligt endnu. Når jeg om nogle uger skal til MD scanning, måler de igen min livmoderhals for at spore eventuelle forandringer. Andet er der ikke rigtigt at gøre.

Alligevel blev jeg sgu lidt frustreret (oversat til menneske-sprog: Jeg tudbrølede da jeg gik derfra)!. Jeg magter sgu ikke rigtig at vende tilbage til rollen som patient allerede – og selvom det måske lyder forkælet, var det lige så dejligt at det hele for en stund var så godt og uproblematisk. Jeg ved godt at det sagtens stadig kan ende sådan – men jeg kan slet ikke overskue at skulle være helt handicappet og intet kunne foretage mig. Selvfølgelig gør jeg alt hvad der er nødvendigt, men jeg var bare lige så lykkelig for at være helt normal for en stund.

Jeg synes ikke for alvor at jeg gik derfra med nogle svar på, hvad det kunne skyldes eller hvad jeg kunne gøre. Eneste råd var at holde mig i ro – til trods for mine forsøg på at forklare, at det netop er det jeg har gjort. Sjældent har jeg faktisk foretaget mig mindre, end det har været tilfældet de sidste dage – og alligevel er plukveerne optrappet. Hvis jeg slapper meget mere af, skvatter jeg sgu i søvn!

… pis og patter!!

En lille rystetur

Bedst som jeg sidder her og praler med min nyfunde zen, opdager jeg hvorledes der alligevel skal forsvindende lidt til at ryste fundamentet, og sende mig direkte tilbage i panik-abort-og-barnløs-tilstand.

De sidste 2-3 dage har jeg har nogle underlige krampe-agtige spændinger i underlivet. Som om maven suger sig lidt sammen og livmoderen ligesom bliver helt hård eller spændt. Den bliver også lidt øm mens det står på, hvis jeg trykker forsigtigt. Det kommer på alle tider af døgnet og uafhængigt at min aktivitetsniveau – det gør ikke direkte ondt som sådan og det forsvinder igen efter nogen tid. Mens det står på kommer det sådan lidt on-and-off i en længere periode.

Først tænkte jeg at det måske var de famøse plukveer, som jeg har hørt så meget om. Jeg kunne læse mig til at enkelte kvinder godt kan opleve dem helt tidligt i graviditeten og at det ikke behøver at være tegn på noget som helst skidt. Alligevel undrede jeg mig, fordi de synes at vare over længere tid og komme uanset hvad jeg foretager mig – og særligt når jeg ligger ned? Underligt…

Egentlig var jeg meget rolig, da jeg startede med at forsøge at trænge telefonisk igennem til det bureaukrati, der er det danske sundhedsvæsen. Herre jemini – det er jo en ørkenvandring af dimensioner. Efter at have stået i kø i 30 minutter til jordemodercenteret, fik jeg fat på en sekretær som ikke besvarede jordemoderfaglige spørgsmål, men henviste mig til et nyt nummer, på hvilket jeg kunne ringe en time senere, når de åbnede. På dette nye nummer lykkedes det forbavsende hurtigt at komme i tale med en sød jordemoder – som dog ret hurtigt konstaterede at det måtte være en sag for egen læge..

Jeg ringede op til egen læge og var nr. 11 i køen. Jeg besluttede at jeg var nødt til at tage på arbejde, så jeg smækkede mit headset i ørene og cyklede afsted. Da jeg nåede frem til kontoret 35 minutter senere var jeg blevet nr. 2 i køen. Så langt så godt. Sød sekretær tilbød en forbavsende akut tid en time senere – så jeg vendte rundt på cyklen, og forbandede min spildte arbejds- og transporttid langt ind i helvedet. Det undrede mig at de ville se mig så hurtigt, så jeg kunne ikke helt kontrollere det lille gip af nervøsitet som det medførte.

Kæresten blev en smule urolig og ville smide hvad han havde i hænderne for at tage med. Da jeg kender min læge godt nok til at vide at jeg formentlig blot ville blive bedt om at tisse i en kop, synes jeg dog at dette var lige i overkanten.

Ind kom jeg – hos en sød kvindelig læge jeg ikke har mødt før. Hun fandt ingen grund til at slå alarm, efter at have mærket og lyttet på mig. Da hun slog op i min journal og så min historik, mente hun dog at hun gerne ville henvise til en undersøgelse på Rigshospitalet. Hun ringede derover og fik en semi-akut tid til i morgen tidlig, på gynækologisk afsnit. De var enige med hende i, at det var lige lovlig tidligt til så langvarige plukveer – og ville gerne udelukke en række andre mistænkeligheder.

Så selvom det hele var meget roligt (og faktisk forbavsende effektivt, da jeg først var trængt igennem), er det dælme svært for mig ikke at komme til at koldsvede bare en lille smule, når sådan noget forekommer omkring mig. Alene det at sidde hos lægen, som i sød omsorgsfuld forvirring forsøger at finde en forklaring på hvad der er galt, giver mig tilpas mange flashbacks. Min krop reagerer ret skørt på det og jeg er helt bogstavelig talt nødt til at gå hjem og skifte skjorten ud bagefter, fordi jeg er svedt igennem den. Når jeg kommer hjem går jeg desuden som regel ud som et lys. og falder i tungt i søvn midt på dagen, når adrenalinen endelig aftager. Kroppen husker kun alt for godt, gør den.

Dét der med jobbet…

Når det er rigtig svært at få børn – vel at mærke så svært at man må opsøge behandling for at få skubbet projektet på rette spor, så er det hurtigt noget som risikerer at gå ud over mere end bare ens privatliv. Jeg har tidligere herinde givet et indblik i nogle af de konsekvenser, som de mange behandlinger og operationer desværre har medført i forhold til mit arbejdsliv.

Jeg tror ikke engang, at jeg har været så hårdt ramt som andre. Jeg har en en fleksibel ansættelse, som gør det muligt at arbejde på alle tider af døgnet og som derved også som regel giver plads til at jeg kan tage fri ved lægebesøg og lignende. Bagdelen ved denne medalje er de mange rejsedage og manglen på mulighed for at planlægge (det er bare mega svært at få taget æg ud på Rigshospitalet, hvis man samtidig er til møder i Herning). Dertil kommer at der ikke er mulighed for at hyre en vikar ind ved mit fravær – og at jeg ikke har kollegaer som kan dække ind. Hvis jeg er sygemeldt én dag, skal denne dag således blot hentes ind på et andet tidspunkt.

Derfor fik jeg etableret den såkaldte § 56- aftale, som sikrer at min arbejdsgiver modtager refusion under mit fravær, allerede fra første dag. Mit håb var at dette ville gøre det muligt for mig, at ansøge om en forlængelse af min ansættelse. Dette forstået på den måde, at jeg håbede på at det samlede antal sygedage kunne lægges oveni min kontrakt, således at min deadline blev udskudt tilsvarende. Det drejer sig trods alt om (hold nu fast) intet mindre end 104 sygedage over de seneste halvandet år. Det er desværre noget som godt kan mærkes, når man skal nå en deadline.

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så, at få denne forlængelse i hus. Jeg søgte oprindeligt herom tilbage i januar måned 2015 (tja, effektivitet kendetegner ikke nødvendigvis store organisationer) – og jeg afventer fortsat svar. Konkret betyder afgørelsen noget for, hvorvidt jeg skal forvente at modtage løn efter den 31. januar 2016 – altså om godt og vel tre måneder.

Indledningsvis afviste min arbejdsplads at hjælpe – de var ikke overbeviste om at fraværet beviseligt havde forsinket mit arbejde (?) – og ønskede alene at tilbyde en enkelt måneds forlængelse. Heldigvis stod jeg med min fremragende fagforening i ryggen, som ikke ville acceptere denne beslutning og som siden da har overtaget forhandlingerne på mine vegne. Det passer mig fint – jeg ønsker ikke at være uvenner med nogen, men jeg vil samtidig gerne holde på mine rettigheder.

Nu er der så som bekendt kommet en ekstra ubekendt ind i ligningen her henover efteråret, som komplicerer situationen en smule yderligere. En baby ser ud til at melde sig ankomst i starten af april måned 2016 – omkring en måned inden at min ansættelse ophører, såfremt jeg får den forlængelse, som jeg har søgt om.

Dårlig timing? Det tør fandme siges … det er jo helt vildt åndssvagt at skulle sætte et projekt på standby i 10 måneder, når man er så tæt på færdiggørelsen. Men hvad fanden skal man gøre? Jeg har om nogen ikke spekuleret i, at det var sådan det hele skulle falde sammen – og det havde jo i bund og grund taget ligeså lang tid og kostet præcis det samme, såfremt jeg havde taget den barsel for et år siden. Jeg ville gerne have byttet!

Ovenstående medvirker til, at jeg endnu ikke er sprunget ud af gravid-skabet på mit arbejde. Til gengæld har jeg et overforbrug af store cardigans og løse kjoler. I starten handlede det helt klart om at jeg overhovedet ikke turde tro på, at den barsel nogensinde ville blive nødvendig. Nu handler det også om at jeg gerne vil have dem til at forhandle længden på min kontrakt færdig først, uden at forvirre deres hoveder yderligere. Men… den holder snart ikke længere, det er jeg klar over!

Så længe fagforeningen mener at der er en sag at kæmpe, vil jeg lade dem gøre det. De har tilmed rådet mig til at vente med at oplyse om graviditeten. De mener at den refusion som min arbejdsgiver har modtaget for mit fravær, skal bruges til at forlænge min kontrakt. Og at jeg for hver sygedag jeg kan dokumentere, skal have én arbejdsdag i forlængelse.

Selvfølgelig har vi derhjemme regnet på, hvordan vi er stillet hvis jeg ikke modtager løn i det nye år og hvis vi selv skal betale for min tid på barsel. Det kan godt lade sig gøre, selvom det bliver stramt. Men egentlig vil jeg bare gerne have mulighed for at udføre og aflevere et stykke arbejde, som ikke er ødelagt af det sygdomsfravær jeg har haft. Dertil kommer selvfølgelig også, at jeg rigtig gerne vil have lov til at gå ubekymret på barsel med de samme rettigheder, som alle mulige andre.

Siden sidste møde har det ministerium som mit arbejdsområde hører under, udarbejdet nogle retningslinjer vedrørende ansættelsestyper som min. Her understreges det hvilke rettigheder man som kontraktansat skal have, i tilfælde af langvarig sygdom. Min tillidsrepræsentant og fagforening mener, at gør sagen endnu mere simpel og til min fordel – men lad os nu se. Foreløbigt vil jeg bare gerne koncentrere mig om mit arbejde, som for første gang i halvandet år ikke forstyrres af konstant sygefravær, undersøgelser og behandling. Det føles nemlig virkelig rart…