Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Advertisements

Nye begyndelser

Normalt ligger det ikke til mig at lave de helt store tilbageblik omkring nytår. Jeg plejer ikke at dvæle så meget ved de store nostalgiske referater af “året der gik”. Alligevel kan jeg ikke helt dy mig for at fortsætte lidt af sentimentaliteten fra mit juleindlæg, skrevet for nogle uger siden. For 2016 bliver forventeligt en smule anderledes, end de foregående år har været – forhåbentlig på den helt rigtige måde, og af de helt rigtige årsager….

Forbeholdene lyser måske lidt ud af ovenstående. Jeg er stadig ikke helt dygtig til at sige “når vi skal være forældre”. Nu og da sniger der sig stadig et stædigt lille “hvis” ind i sætningen. Men for nytårsløjernes skyld, handler dette indlæg om forventningerne og håbet, mere end om frygten. For selvfølgelig tyder alt på, at 2016 bliver en stor del sjovere på baby-fronten, end de tidligere år har været.

Da vi rundede 2013 af var drømmen om vores ønske-baby netop blevet knust. Operationsarrene var stadig friske og arrene på sjælen ligeså. Vi havde dertil måtte sige farvel til en kær venindes far, som var gået bort efter lang tids sygdom. En anden venindes mor havde netop fået konstateret cancer og en sidste veninde var blevet skilt fra kæresten igennem mange år og var blevet boligløs. Vi skåledes igennem tårerne og bød 2014 velkommen, med tanker om at det da forhelvede kun kunne gå fremad herfra. Vi blev lidt klogere.

Før 2014 var omme havde vi sagt farvel graviditet nummer to, og til håbet om at vi kunne blive forældre af naturlig vej. At nøjes med insemineringer var heller ikke længere muligt, og vi gennemgik vores første IVF-forsøg uden resultat. Det var frygteligt nedslående – og efteråret havde været hårdt for både venskaber og parforhold. Min venindes mor var gået bort og endnu et lorte-år blev således afsluttet med håbet om, at næste år ville byde på fremgang.

År 2015 satte ind med en perlerække af graviditeter. Mislykkedes gjorde de godt nok alle, bevares, men måske var vi så følelsesmæssigt lammede, at det egentlig ikke engang fremstår som den værste periode. Til sidst blev der banket i bordet og jeg sagde farvel til drømmen om nogensinde at skulle få børn på naturlig vis. Jeg afleverede min fertilitet på Rigshospitalet sammen med min sidste æggeleder, og ville bare gerne videre! Videre kom vi – og nu sidder vi her – med hinanden i hånden og en bule på maven.

Endnu et år er gået, kampe er kæmpet mange slag er blevet tabt. Men ėt enkelt afgørende slag blev også vundet – og 2016 tegner derfor lysere, end jeg i lange tider turde håbe på. Jeg er spændt, nervøs og lykkelig helt ind i mit inderste – og jeg forsøger stadig på bedste vis at nyde graviditeten under de forudsætninger, som jeg nu engang har.

År 2016 bydes velkommen med mange forventninger til alt hvad der venter – og med meget færre tårer end de foregående år. Lad det nu for helvede vare ved.

Tanker til jer og tak for at I har ladet bloggen leve i endnu et år. Det er jeg meget glad for. Rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side!

To og tre på tur…

Jeg sidder i en bus i mørket, mens alle andre sover. Den drøner afsted på motorvejen og her er ret stille. Men jeg sover ikke. Jeg sidder i mørket med hånden på maven og smiler, imens hun rumler glad rundt derinde.

Bussen skal køre mig til Berlin, som så mange gange før. Sammen med manden. Her skal vi holde nytår, i vores by. Her har vi boet og været så ofte, at det næsten er hjem. Jeg kan dårligt huske, hvor mange gange før jeg har været gravid i Berlin. Men det er mere end én, er jeg sikker på.

Denne gang er jeg dog rigtig gravid. Officielt og synligt og hele molivitten. Sådan på den måde hvor der formentlig kommer en baby ud af det i den anden ende. Vildt.

Sidst vi var her var en helt anden slags tur. Det var i sommers og var vist mest af alt en flugt fra nåle, IVF og ægudtagningerne. Vi hoppede på en bus så snart jeg havde fået lagt æg op, bogstavelig talt. Væk, væk, væk!

Da vi havde været der et par dage blev jeg syg af det, som senere viste sig at være en overstimulering. Jeg var ganske tidligt gravid, men vidste det endnu ikke. På den måde er det vel egentlig hendes anden tur til Berlin. Denne gang har hendes hylster det dog væsentligt bedre end sidst.

Jeg glæder mig. Vi har for én  gangs skyld snuppet et hotel fremfor at bo privat – lidt luksus på den sidste kærestetur i lidt tid. Her skal vi stå på en tagterrasse og kysse nytåret ind under fyrværkeriet, når klokken bliver midnat. Romantikkken vil ingen ende tage. Jeg glæder mig – fik jeg godt sagt det?

En anden slags jul…

Det bliver måske svært at skrive dette indlæg, uden den efterhånden obligatoriske klump i halsen. Jeg må indse at jeg er en anelse hormon-følsom i disse dage, selvom jeg nødigt vil være ved det. Det er heldigvis ikke på den “gale-og-enormt-hidsige” måde, hvor ingen kan gøre noget rigtigt. Det er mere bare på sådan en måde hvor alt omkring mig giver mig lyst til at fælde en tåre af glæde og varme. Vorherre bevares!

I morges var det en lille kluntet hundehvalp, som jeg mødte på vej til arbejdet. Den var så nuttet og helt forvirret over alt omkring den, at det gik lige i tårekanalerne på mig. I går var det finalen i kvindehåndbold, som gjorde udslaget. Jeg kom til at tude da Norge vandt, fordi de var så glade og jeg synes at det var så rørende (jeg holdt egentlig med Holland) – alt imens min mand sad i den anden ende af sofaen og stirrede vantro på mig.

Lige om et øjeblik er det jul, siger min kalender. Jeg har da også smidt en bunke gran ind i stuen med en rød sløjfe om, og bagt vaniljekranse i så store mængder, at alle omkring mig er vej at blive kvalt. Men ganske som det plejer, er det som at julen ikke sådan for alvor får mit pis i kog. Vi skal holde både lillejuleaften og 2. juledag hos os, og jeg glæder mig rigtig meget til hyggelige dage med både familie og venner, men det er ikke ligefrem fordi julestemningen er ved at fælde mig omkuld.

Alligevel er det anderledes med denne jul, end det har været de foregående to af slagsen. Anderledes på en rigtig god og tiltrængt måde, hvor jeg af indlysende årsager er meget mindre vred og ulykkelig, og meget mindre træt af verden. Jeg har lyst til at se mennesker og lave hyggelige ting, jeg har behov for andet og mere, end at gemme mig under dynen og være i fred. Det er en tiltrængt forandring.

I julen 2013 var jeg lige blevet opereret. Skuffelsen over at være blevet vældet bagover og chokket over at være blevet både en graviditet og en æggeleder fattigere, satte sine tydelige spor. Dels var vi rystede over at det overhovedet kunne ske, dels var vi bekymrede og bange for hvad det hele mon betød for vores fremtidsudsigter. Jeg sørgede over at jeg slet ikke at skulle være mor alligevel, men havde samtidig slet intet begreb om hvad der ventede. Heldigvis.

Året 2014 startede med en abort, som af forskellige årsager strakte sig over mange ugers usikkerhed og manglende afklaring. Derefter stod den på lægeordineret “pause” og et pusterum, som skabte nye forventninger til at det hele nok skulle løse sig henover sommeren. Det gjorde det som bekendt ikke.

Selvom resten af 2014 var graviditets- og abortfri, betød blandt andet opstarten i IVF, at efteråret stod på en af de største nedture i hele dette forløb. Jeg opsøgte hjælp hos en professionel og langsomt fik vi stablet os selv og hinanden nogenlunde på benene igen. Året sluttede desværre med at vores første IVF-forsøg var uden resultat. Vi gemte os på en skiferie med gode venner og forsøgte at se fremad.

År 2015 startede desværre som 2014 også havde gjort det. Først gravid, så ikke gravid. Så gravid igen, men gravid udenfor livmoderen.  Operation, fjernelse af sidste æggeleder. Frustration og sorg. Tvivl om hvorvidt det nogensinde skulle lykkes – og snak om hvad der var af alternativer. Vi ville ikke blive ved, men vi var heller ikke klar til at give op. Vi hævede opsparingen og gjorde det eneste vi kunne komme i tanker om. I et desperat forsøg på at gøre noget andet, opsøgte vi hjælp på en privatklinik. Resultatet ligger nu og sparker i min mave.

Og nu er det så, at klumpen i halsen vender tilbage imens jeg skriver. For det er pokkers så kontrastfyldt alt dette lige pludselig bliver, når jeg nu sidder her og er ved at blive overvældet af taknemmelighed. De mange ar på krop og sjæl findes absolut stadig, og frygten for hvornår lykken vender bider også fra tid til anden. Men jeg er så pisse hamrende glad for dét hvor vi er lige præcis nu. Uanset hvad der sker, kommer alt dette aldrig dårligt tilbage og jeg lapper det hele i mig som et sulten dyr.

Og så kan det godt være at jeg ikke føler mig direkte i julestemning på klassisk manér – men jeg foretrækker godt nok at holde jul med lige præcis de her følelser i maven, som jeg netop har beskrevet – fremfor oplevelsen af at det hele vælter forbi mig, mens jeg sidder hjælpeløst og kigger på, at resten af verden bevæger sig videre.

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Jubilæum

WordPress fortæller mig, at det netop nu er et år siden, at jeg oprettede bloggen. Der er sket ikke så lidt siden da – det gør mig en smule svimmel at tænke på.

Da jeg oprettede bloggen, var jeg allerlængst nede og vende. Både før og efter i processen har der været svære perioder, men filmen var for alvor knækket for mig og jeg greb muligheden for at gemme mig væk og skrive mig ud af de mange knudrede tanker og følelser. Jeg anede ikke hvem der kunne finde på at læse med, eller om de ting jeg rendte rundt og tænkte over, kunne have nogen som helst relevans for andre end mig selv og min egen navle.

Siden da er der blevet klikket rundt på bloggen godt og vel 110.000 gange. Det virker helt vanvittigt, og jeg er meget taknemmelig. Jeg modtager så fine kommentarer, mails og historier fra jer – og det har for alvor understreget for mig, hvor mange der enten interesserer sig for emnet, eller oplever frustrationerne på egen krop. Det er dels altid dejligt ikke at være alene i verden – det er dels trist at vide, at der er så mange som kæmper.

Tak for jeres evigt fine feedback. Bloggen får som tidligere nævnt lov til at leve videre lidt endnu og følge graviditeten til dørs, samtidig med at jeg pusler videre med bogprojektet.

Kærlig hilsen

Signe