Tilbageblik – juleferie

Da vi så småt var kommet på benene efter efterårets mange lidelser, var det såmænd gået hen og blevet jul.

Jeg havde ved graviditetens begyndelse tænkt lidt på, at det da kunne være ret hyggeligt med sådan en omgang december-barsel, med alt hvad det så end måtte indebære af småkagebagning og julegaveshopping. Senere, da fødsel og operation stod for døren, tænkte jeg på julen som en slags milepæl. Når vi bare kom til jul og årsskifte, ville vi se tilbage på alt det som var sket, og forhåbentlig ånde lettet op.

Realiteten blev det berømte sted midt i mellem alle forestillingerne. Bevares, jeg har bagt absurd mange småkager, men mest fordi ældstebarnet synes at det er hyggeligt og det således har været en fin måde at lave noget sammen på, uden at jeg og mine mælkereserver behøvede at bevæge sig for langt udenfor døren.

Juleshopping blev der ikke meget af. For første gang i mit liv er så godt som alt købt på nettet. Ikke særlig hyggeligt eller tilfredsstillende, men til gengæld effektivt. Thank God, at jeg ikke er på julegaver med ret mange mennesker. C og jeg nåede også at kreere de obligatoriske hjemmelavede gaver og sende et halvhjertet julekort (på den helt analoge måde!) til en ældre tante i sidste øjeblik.

Men faktisk …. kan jeg ikke rigtig huske ret meget fra december måned? November egentlig ej heller. På én eller anden måde, midt mellem lettelsen over at være udskrevet og forsøget på at jonglere to børn (heraf én med maveonde), har jeg mest fornemmelsen af, at jeg ikke var ret meget til stede i det hele? Som om jeg var så koncentreret om blot at føre bilen og holde den nogenlunde på midten af vejen, at jeg fuldkommen glemte at orientere mig i bag- og sidespejle. Jeg aner ikke hvilket landskab vi kørte igennem eller hvem vi passerede forbi (Er denne her metafor ved at køre i grøften?). Anyway…

Måske var der flere ting på spil, tænker jeg nu. Dels var der noget ren og skær overlevelse i “livet nu som familie på fire”, hvilket vel er temmelig almindeligt. Jeg kørte muligvis lige en smule i ekstra gear for at kompensere mit fravær overfor C. Hun skulle dælme ikke blive alt for ked af, at vi nu flyttede hjem og ind med lillebror.

Det er samtidig ved at gå op for mig, at jeg har haft brug for en håndfuld uger og endda måneder til at bearbejde fødsel og indlæggelse. Én ting var at vi var kommet hjem i god behold – en anden ting var, at det nu blev muligt at slippe tøjlerne, ånde lidt lettet op og derved også tid til at tænke, fordøje og bearbejde – på godt og ondt.

Jeg var udmattet. Ikke på grund af baby, amning eller nattesøvn. Ikke på grund af den 2,5-årige eller de mange julearrangementer. Ikke på grund af den nyligt overståede graviditet og fødsel. Næ, tvært imod var hele den bunke af faktorer faktisk nogenlunde i den tilforladelige ende. Men jeg var til gengæld mentalt udmattet af siden august at have været i én eller anden art alarmberedskab. På vagt, opmærksom, vedholdende. Yde omsorg, planlægge, koordinere, bekymre sig. Udmattet.

Og nu blev der rent faktisk plads til at være det.

Midtvejs i juleferien gjorde jeg to erkendelser, som rystede mig lidt. Men som også har hjulpet mig anderledes godt og fortrøstningsfuldt ind i 2019. Første skridt til løsningen er som bekendt erkendelsen af problemet.

For det første gik det op for mig, at jeg midt imellem lægebesøg, storesøster og julebag havde fuldkommen glemt at lære min baby rigtigt at kende. Hvor jeg dengang med C ikke havde meget andet at tage mig, end at lære at læse hendes signaler, var lillebror mest af alt blevet kastet ind i vores allerede eksisterende rytme. Meget 2’er klassisk måske – men kombineret med hans mavekneb betød det, at så snart han pippede, stak jeg enten en babs i munden på ham, eller smed ham i slyngevuggen til en lur – uden egentlig at forholde mig til, hvorvidt han egentlig udviste tegn på sult eller træthed.

Ovenstående gav (og giver!) mig akut dårlig samvittighed. Hvor jeg med C husker at disse måneder af babylivet bød på intens symbiose, følte jeg mig her måske faktisk en lille bitte smule fremmedgjort? Jeg ydede omsorg og alt det man skal – men på en underlig afkoblet måde?

En anden erkendelse og et ulideligt klarsyn, blev bragt på banen af min mand. Selvom den nybagte storesøster havde taget de seneste måneders hurlumhej på en måde jeg, som er inderligt imponeret over, er hun samtidig også bare en lille pige fanget midt i trodsalderens urimelig greb. Kombineret med vores (relativt) nogenlunde stringente måde at opdrage på som forældre, gik det op for mig, at vi stillede alt for store m krav til det lille menneske, hvis liv stod midt i en række omvæltninger. Og at dette var kilde til ret mange frustrationer for både os og hende. Det bliver et vist et helt selvstændigt indlæg, som kommer en af dagene, kan jeg mærke – men det korte af det lange er blevet, at vi har måtte sadle lidt om i forhold til de krav vi stiller til hende – og de konflikter, vi går ind i med hende.

Og så sad vi der. Halvvejs igennem juleferien og med ovenstående frit svævende i bevidstheden. Og så lavede vi faktisk en u-vending. Mest mig måske. En mental u-vending ikke mindst. Dels begyndte jeg at kigge meget mere på min baby, og forholde mig til at vurdere, om han var træt, sulten eller andet. Dels besluttede jeg mig for, at droppe en række af kravene til den store og glide af på nogle af de irritationer, det flere gange dagligt fik tingene til at spidse til.

Og så skete der noget magisk. Vi fik ro på! Og resten at jule- og nytårsferien blev faktisk… rolig. Og hyggeligt. Og virkelig rar at være i.

Da ferien sluttede den 7. januar havde jeg ikke den mindste smule lyst til at sende mand og ældstebarn afsted ud af døren igen. Jeg havde for første gang en fornemmelse af, at vi nu var ved at have knækket koden. På det tidspunkt rundede vi også næsten tre måneder som en familie på fire – og jeg begyndte igen at trække vejret helt derned, hvor det gør godt.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s