At knække koden

Sådan har det føltes i løbet af denne juleferie. Ekstra lang som den har været, har vi nu været to voksne og to børn på matriklen i to uger. Og hvor de første dage føltes lidt som det føromtalte løbebånd, som nogen blev ved med at skrue op for farten på, og hvor vi trods modsatte intentioner alligevel endte med at afholde såvel lillejuleaften, juleaften og nytår med os som værter herhjemme, så har den seneste uge givet mig følelsen af, at vi trods alt er ved at finde melodien som en familie på fire.

Vi ved nu nogenlunde, hvor længe det tager at komme ud af døren. Vi ved nogenlunde, hvornår og hvordan det yngste medlem skal sove, og vi ved nogenlunde hvor meget stimuli én dag kan indeholde, før vi kollektivt kollapser og det hele når ned i flammer, truthorn og nytårshatte.

I forlængelse af at hjerne og hjerte er faldet nogenlunde tilbage i takt, er mine ord også så småt ved at vende tilbage. Det svære lige nu er sådan set at forsøge at sortere i dem, så de fremstår tilnærmelsesvis sammenhængende.

Når jeg kigger tilbage på de seneste måneder, er der sket overvældende meget, ikke mindst inde i mig, som jeg godt kunne tænke mig at se, om jeg på én eller anden vis kunne finde ud af at smide ned på papir. Både for terapiens skyld, men også fordi jeg tænker at det er en del af S’ historie, som han måske en dag skal have lov til at læse.

For at gøre det, har jeg været nødt til at tage min kalender i brug. Helt alvorligt er det den eneste måde, jeg kan komme omkring de sidste uger og måneders forløb. Meget typisk bliver jeg en ganske ypperlig kontrolfreak, når jeg er presset nok, så det har ikke været vanskeligt at følge vores spor. Alt har været noteret ned og alt er sirligt gemt.

Så de næste par indlæg bliver en række små tilbageblik, som hver kredser om et tema der fylder noget hos mig eller os. Lidt om efterforløbet i kølvandet på udskrivning, lidt om (måske) at være blevet en frygtelig pylremor, lidt om den nybagte storesøster, osv.

Hvor bloggen så skal henad derefter, vil tiden vise, men nu starter jeg i hvert fald med at skrive, til der ikke er flere ord tilbage i denne omgang.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s