Enden på historien

Det føles meget mærkeligt, at pippe herinde efter så lang tid. “Mon nogen overhovedet stadig læser med”, tænker jeg, som jeg fisker telefonen frem under hovedpuden her på tærsklen til min sidste barselsdag. Nu hvor jeg egentlig er på vej til at sove, og blive veludhvilet til dagen i morgen. Men jeg bliver pludselig grebet af en lyst til at skrive bare lidt. En lyst til at formulere en form for punktum.

Ved siden af mig snorker en ferietræt 3-årig ganske let. I soveværelset ved siden af er far og baby faldet i søvn arm i arm, klar til deres nye tilværelse, en hverdag som de skal dele i de kommende måneder. I morgen venter arbejdslivet for mit vedkommende – en ambivalent og bittersød størrelse. Jeg glæder mig og føler mig oplagt – og er på samme tid splittet i tusinde stykker over at sige farvel til tiden med mine unger, fleksibiliteten i hverdagen, boblen med baby – og alt det der følger med.

Hvor blev barslen af? Hvad fik vi lavet? Gik det som jeg havde håbet og drømt om?

Jeg ved det ikke. Det gik i hvert fald stærkt. Da de første måneders dramatik og overarbejde havde lagt sig i slipstrømmen bag vores lille familie, kom der på sin vis en slags ro på – og tiden blev igen en størrelse, som jeg havde nogenlunde føling med. Så meget som det nu lader sig give, med to små børn på armen. Men vi fandt en rytme, alle fire. Ungerne faldt til ro og de voksne ligeså. Dagene gik deres skæve og ofte alt for hurtige gang.

Gåture, amning, svømmeture, venindekaffe, børnehavestart for den store, flere gåture, og ikke mindst en pludselig involvering i en af nyere tids største folkelige bevægelser i dansk politik: Forældrebevægelsen (#Hvorerderenvoksen) og de landsdækkende protester over de alt for ringe normeringer i vores daginstitutioner – som endte med at påvirke et helt folketingsvalg og føre til politiske aftaler. Det er en historie for sig – men pludselig var det i hvert fald blevet sommer, ferie og nu jobstart. Tilbage ligger jeg her og kigger rundt i det mørke børneværelse – og begriber ikke helt den overgang, jeg står midt i.

For en overgang er det. Jeg forstår endnu ikke engang rigtig, at jeg er blevet mor til to børn. Med alt hvad de sidste mange år har budt os, er det over min fatteevne, at de begge to er hos os, tilsyneladende velfungerende, sunde og raske.

Vores børn. To børn. En stor pige, som taler som et vandfald, går i skovbørnehave, for længst har smidt ble og sut, insisterer på at hun kan cykle og svømme selv (“helt uden dig, moar!!”) og som nu og da er så stor, at det tager pusten fra mig. Og en lille dreng, der er så mild og medgørlig og 2’er-barn, som spiser som en fuldvoksen håndværker, kigger beundrende på sin storesøster og griner til tårerne triller ned af hans små buttede kinder, når hun gøgler for ham. De er mine børn, begge to. Både når de gør mig brølende lykkelig og dybt frustreret og dødtræt.

Er det mon min sidste barsel? Ligger min sidste graviditet, min sidste fødsel og tiden med mit sidste spædbarn bag mig? Det gør det nok, er jeg bange for. Selvom mine fingre gør en form for modstand, når jeg prøver at taste ordene. Det føles forbudt at tænke andet, end at vi allerede har fået meget mere, end hvad moder natur havde i kortene til os. At vi allerede er gået imod og henover alle tænkelige udfordringer for at få de to børn vi har, og at det ingen mening ville give, at udsætte hverken os selv eller dem for flere potentielle udfordringer, sorger og frustrationer, end vi allerede har været igennem. For ikke at tale om de fysiske udfordringer, det faktum at jeg er steril og slet ikke kan få børn ved egen hjælp, de økonomiske aspekter, de lavpraktiske hverdagsting, osv. Der er kun gode grunde til at tænke og mene, at denne aften udgør et endeligt punktum i det kapitel at vores liv, som handlede om at få børn. Slut – punktum – udråbstegn?

Og så er der hjertet, på den anden side. Det forbandede morhjerte, som slet ikke kan holde ud, at det skal være slut med alt det. Som ikke tænker tilnærmelsesvis logisk eller rationelt, men som muligvis heller aldrig vil føle sig mættet, uanset hvor mange børn der måtte fylde det. Det hjerte må nok desværre se sig slået ud af de andre hensyn. Desværre. Jeg tør ikke tro eller tænke, at vi skulle kunne klare en tur mere. Jeg får lyst til at skrive, at jeg er så dybt taknemmelig over at have fået hvad jeg har, at det stadig nu og da tvinger tårer frem og klumper i halsen. Men det tror jeg ikke, at jeg behøver. Jeg håber, at det siver igennem i alt hvad jeg nogensinde har skrevet. Det er en grundfølelse, som jeg aldrig slipper, heller ikke selvom der ligger andre lag underneden. Heller ikke selvom virkeligheden kunne have været en anden, hvis og hvis og hvis.

Så nu ligger jeg her – og snart lukker jeg telefonen ned og sætter alarmen på “arbejdsliv” igen. Vi er blevet fire i vores lille familie. Vi har det godt. Det er mere, end jeg nogensinde havde turde forestille mig. Jeg ville stadig nu og da ønske, at jeg kunne træde tilbage til 2014 og fortælle dengang-Signe, at livet nok skulle lykkes. At hun ikke skulle frygte årene som kom. At hun en dag ville stå på den anden side af alt det grimme, det meningsløse og det ødelæggende – med sig selv, sit parforhold og sin tilværelse i behold. Jeg ville fortælle hende, at hun på godt og ondt ville opleve at blive en anden undervejs, eller i hvert fald blot en anden version af den Signe, som fandtes før. At den nye version egentlig slet ikke ville blive så tosset, selvom hun gerne ville have været de grimme oplevelser foruden. Jeg ville fortælle hende, at hun nok skulle blive okay igen. Også selvom jeg godt ved, at hun ikke ville have lyttet til mig.

Men hun blev okay igen. Jeg blev okay igen. Og ligeså gjorde vores fine lille familie.

Tak for denne gang <3

20 thoughts on “Enden på historien

  1. ❤️ Vi læser fortsat med. Tak for alt det du har delt. Dine fortællinger og tanker har gjort en forskel i vores forløb ❤️

    Like

  2. Tak for at du gav et sidste pip, det var dejligt at få lov til at få “slutningen” med. Og en lettelse at høre at stilheden blot var et udtryk for en helt almindelig barselstravlhed. Alt det bedste fremover.
    Venlig hilsen Mia

    Like

  3. Kære Signe. Jeg har i lang tid ventet på nyt fra dig og har ofte tænkt at intet nyt var godt nyt ❤
    Tak for alt det du har delt…tak for en skøn afslutning.
    Din fortælling har gjort vores forløb i behandlingen nemmere på en måde. Jeg har ikke følt mig alene omkring alle tankerne og følelserne.
    Jeg ønsker jer alt det bedste fremover. Håber at lykken altid vil finde vej til jer ❤ Tak for denne gang❤

    Like

  4. Tak for alt det, du har delt! Det har været til stor hjælp for mig, at der var en, der turde skrive om de mange følelser og tanker, der er forbundet med at være i behandling.
    Det varmer indeni at læse, at I alle fire har det godt – jeg ønsker jer alt det bedste i fremtiden.

    Like

  5. Jeg har været med herinde næsten fra starten og er så glad på jeres vegne at alt er godt hos jer! Tak for et dejligt lille punktum, som du på ingen måde skylder men som alligevel giver ro hos en, som mig, der har læst med gennem strabadserne. Alt mulig lykke til jer nu og fremover

    Like

  6. Jeg har jævnligt kigget forbi efter nyt, og det er dejligt at høre, at alt er godt for jer fire, selv om det nok altid vil være svært at slippe tanken om en til. Den kender jeg alt for godt. ❤️

    Like

  7. Tak for dig ❤️ Nogle gange tænker jeg, at et mor- hjerte måske er umætteligt? 3 børn og dertilhørende logistik suger al energi fra mig i disse år, og jeg synes det er en vanskelig øvelse at nå at tune ind på alle 3 hver dag i hverdagens trædemølle, men alligevel gør det ondt at tænke på, det er slut.. aldrig mere

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s