Got milk?

Ja, sagen er sgu den, at “vi” ammer. Altså babyen og jeg. På fulde drøn og uden at se os tilbage. Den (knapt så) korte version af, hvordan det endte med at kunne lade sig gøre, ser nogenlunde således ud:

Da vi første gang fandt ud af, at den lille fyr i maven var syg, trådte alt andet i baggrunden. På et splitsekund blev alle de ting, man normalt kan lade sig optage af som gravid, kastet i baggrunden som ubetydelige: Fødslen, amning, barselstiden, indlæggelse, osv.

Men efterhånden som udredningerne viste, at vi efter alt at dømme ville få lov til at beholde ham hos os, blev der atter på ny plads til de mere “almindelige” bekymringer. Flittige læsere af bloggen vil vide, at særligt amningen herefter kom til at fylde en del i min bevidsthed, for hvordan pokker ammer man et barn, der får så bøvlet en start på sin lille tilværelse?

Det var nyt for mig, at den slags skulle fylde så meget. Under sidste graviditet og egentlig også starten af denne, regnede jeg med at krop og baby ville finde ud af det sammen, hvis jeg blot krydrede kombinationen med lidt selvtillid og tålmodighed. Jeg er ikke normalt fan af den store informationssøgning eller har haft særligt behov for at definere, hvordan jeg vil gribe moderskabet an, jeg regner i stedet normaltvist med, at jeg finder ud af det meste undervejs.

Men denne gang var jeg komplet på bar bund. Kombinationen af vores mulige adskillelse efter fødslen, uvisheden og hans tilstand, samt operation, respirator og sondemad gjorde mig til sammen mere usikker end jeg før husker at have prøvet. Ville det overhovedet kunne lade sig gøre? I så fald hvordan og hvornår? Hvem kunne informere mig om muligheder og fremgangsmåde? Eller kunne jeg stadig stole på at jeg ville finde ud af det? – og så videre.

So I came prepared! Jeg modtog flere gode råd fra læsere herinde og kontaktede sågar en ammevejleder hos en frivillig organisation, som til min store forbavselse tog sig al tid i verden til at guide mig igennem mine usikkerheder. Jeg talte også med jordmødre og læger undervejs i vores forløb – hvortil sidstnævnte dog ikke var så voldsomt optaget af temaet, men ofte blot mente at “det jo også var fint med flaske”. Det er det selvfølgelig også, hvis vi er ude i tvivl omkring et barns helbred – men alt andet lige er det (eller blev det) af kæmpe betydning for mig, at få amningen til at køre hvis den overhovedet kunne.

De fleste jeg talte med synes dog enige om, at det ville kunne lade sig gøre, selvom det ville være op ad bakke. Og op ad bakke blev det da også.

Kort efter fødslen bad jeg en sygeplejerske om lån af maskine til udmalkning. Ingen på neonatal havde nævnt noget for os, men jeg vidste fra min research, at det var godt at komme i gang. Sygeplejersken stillede malkemaskinen ved min seng og meddelte, at jeg kunne få en vejledning senere. Jeg så hende dog aldrig igen. Derpå gik jeg i krig. Jeg malkede hver 3. time og kendte gudskelov både mine bryster og udmalkningsteknikken fra min amning af C. Havde jeg været granat-chokeret førstegangsmor med spædbarn på intensiv, ved jeg ikke hvad vej pilen havde peget. Eneste kommentar jeg modtog fra en sygeplejerske gik på, om det var nødvendigt at udmalke om natten.

Men mælken kom – og endda i rigelige mængder. Allerede på anden dagen leverede jeg adskillige små flasker til den store sultne kummefryser, og det var faktisk ikke uden en snert af stolthed – så langt så godt. Nu gjalt det om at få produktionen op, og dernæst håbe at baby ville kunne huske teknikken, trods forsinkelsen.

Jeg spurgte flere gange ind til planen for amme-opstart, men det gik snart op for mig, at en sådan ikke fandtes. Min mælk kunne gives i sonde når tid var, og derefter synes der ikke at være nogen det havde overvejet de videre skridt. En kær veninde, som desværre har tilbragt mange måneder med sin lille pige på neonatal og en række andre afdelinger på Riget, advarede mig lidt forsigtigt i en sms, uden at kende til mine egne observationer og begyndende undren.

Hun skrev, at såfremt jeg havde lyst til at amme, ville hun virkelig anbefale mig at blive ved med at insistere. Hendes erfaring var fra egen tid, at det lynhurtigt gik i glemmebogen fordi sonden var tilpas komfortabel for personalet at arbejde med. Den allerførste mælk Sylvester modtog, blev ganske rigtigt også givet i sonden. Ganske få dråber, i afmålte intervaller. Den langsomme optrapning trak tænder ud, som tidligere beskrevet, men vi var blot lykkelig for overhovedet at være i gang.

Vi fik nu og da lov til at dryppe lidt mælk i munden på ham med en lille sprøjte, fordi jeg havde en idé om, at det måtte være godt, hvis han fik lov til at smage og lugte mælken, fremfor blot passivt at få den hældt i mavesækken. Ved overflytning til børnekirurgisk klinik var planen en fortsat optrapning af madindtaget. Jeg havde fortsat ingen vejledning eller lignende modtaget omkring udmalkning, amning eller andet. Sygeplejerskerne var søde og tog pænt imod den mælk jeg bad om at få lagt på frys, men ellers var der ingen forholden-sig til den del.På børnekirurgisk deles alle de indlagte mødre om tre malkemaskiner. Man får ét malkesæt pr. dag, som skal koges og steriliseres mellem hver udmalkning. Det fandtes dog ikke sterile faciliteter til dette på afdelingen og sygeplejersken på vagt havde ikke erfaring med, hvordan det skulle håndteres fortalte hun. Det var heller ikke flere flasker til at fryse mælken i, og der nåede aldrig at blive leveret nogen, selvom de efter sigende bestilte dem på vores opfordring. Hvis man ikke tror, at ovenstående samlet set har betydning for, om indlagte mødre lykkes med udmalkning og amning, så ved man ganske enkelt for lidt om deres situation.

Nå, men efter mit famøse sammenbrud beskrevet i tidligere indlæg, foreslog en læge endelig, at jeg måtte forsøge at amme, omend under skarp tidskontrol. Dette var ikke et forslag opstået af ingenting – jeg havde dagen før (igen) spurgt en sygeplejerske, om det var tænkt noget ind i hans “madplan” om, hvornår amning kunne blive aktuelt. Hun kiggede venlig og lidt uforstående på mig, og sagde noget i retning af: ” Hmmm, det ved jeg ikke lige. Vil du da gerne amme? Det tror jeg ikke, at der skulle være noget i vejen for sådan umiddelbart, jeg kan da lige høre lægen ad i morgen“.

Suk…

Nå, men jeg fik endnu engang understreget, at ja gu pokker ville jeg da gerne amme, hvis jeg kunne. Og derpå fulgte så den rare føromtalte læges forslag, for fodenden af min seng dagen efter.

Derpå gik det egentlig stærkt. Jeg ønskede ro på stuen, en sygeplejerske jeg virkelig godt kunne lide stod diskret og ordnede nogle småting i hjørnet og tog samtidig tid. Jeg lagde en sulten Sylvester i position og lirkede lidt rundt: SVUP! Fast sad han – og han har sgu mere eller mindre siddet siden.

Det har ikke været smertefrit. Udsultning af baby, justering af hans sutteteknik og derpå en gang hardcore brystbetændelse hos moderen (undertegnede havde ikke lige opsnappet problemet ved, at min produktion blev sat fuldkommen vanvittigt i vejret de første uger – så hverken baby eller bryster kunne følge med).

Men vi ammer. For hulan da, hvor vi ammer. Så godt og problemfrit nu, at jeg forsigtig har turde introducere lidt af den råmælk vi stadig har på frys i en flaske, for det er som bekendt ikke uvæsentligt, at han får den også.

Og jeg er sgu lidt stolt, det må jeg indrømme. Jeg tror ikke tidligere, at jeg til fulde har forstået, hvor mange følelser der kan være involveret i amning – men det blev langt vigtigere for mig, end jeg havde kunnet tro – og jeg er pisse hamrende taknemmelig og tilfreds over, at vi klarede den!!! Godt hjulpet på vej af gode råd fra udefrakommende, gode erfaringer tillært af ammeforløbet med C … og så helvedes masse tålmodighed og insisteren.

Advertisements

4 thoughts on “Got milk?

  1. For f….. altså… og her syntes jeg, at jeg ikke fik særlig meget støtte til amning i mit forløb. Jeg lykkedes også udelukkende med det fordi jeg havde sat mig grundigt ind i det inden… (og det var også derfor, jeg gerne ville give erfaringen videre til dig inden det var for sent) men jeg ville aldrig have troet, at det var endnu værre på en dansk afdeling. Der var aldrig nogen, der selv foreslog at jeg skulle komme i gang, men så snart jeg spurgte om hjælp havde de masser af folk der vidste noget om det og kunne hjælpe. Og jeg afleverede bare mine flasker, så frøs de dem selv ned og havde et system for hvilke der skulle tøs op, og det klarede de selv. Og det er jo altså kun de færreste, som ender på neonatalafdeling som allerede på forhånd ved, at de skal det, og som derfor har mulighed for at søge info… Hvor er du super sej at du søgte info, holdt ved og insisterede.

    Like

    1. Jeg er mest af alt oprigtigt forundret over, hvor lidt det fylder på afdelingerne. Det var som sådan ikke fordi, de ikke var søde og hjælpsomme, når man tog initiativ og spurgte – men det var bare slet ikke i fokus, sådan som jeg oplevede det. Måske så de, at jeg havde “styr på det”, selvom det overhovedet ikke føltes sådan… men jeg oplevede mest af alt bare, at det ikke var så “vigtigt” i deres optik. Bevares, når det handler om overlevelse, er det jo også totalt ligegyldigt … men alt der ud over peger jo på, at det netop er hammer vigtigt og godt, især når mor rigtig gerne vil. De gjorde selv et stort nummer ud af, at det var et centralt fokuspunkt for dem, da vi besøgte den inden indlæggelse … men i praksis var jeg overrasket over fraværet … det er min absolut eneste anke, for vi fik fantastisk behandling på alle andre punkter 💙

      Like

      1. Jeg har ellers også kun positive ting at sige om de afdelinger jeg var på. Men jeg var overrasket over, at der ikke var nogen, der før og især lige efter fødslen af to for tidligt fødte sagde til mig: “Vil du gerne give dine børn din egen mælk? Og have muligheden for at amme? Så skal du gøre sådan her.” Det var udelukkende på eget initiativ. Når så initiativet var der, havde de både nogle sindssygt dygtige ammevejledere og sygeplejersker som vidste alt om malkemaskiner etc. Det gik så også op for mig, at der var et vist tabu omkring at ville presse folk til at amme – det måtte de ikke. Og det kan sådan set også være fint nok, så længe det ikke hindrer dem der gerne vil i at få den info de har brug for før det er for sent at komme i gang.

        Like

      2. Tanken strejfede mig faktisk et par gange – om deres tilgang var præget af en (over)bevidsthed om, ikke at presse kvinder til at amme, som ikke kunne/ville/ønskede det. Og det er jo absolut prisværdigt – det må være rædsomt at føle sig presset i en i forvejen maximalt presset situation. Men så kunne man netop, som en del af kommunikationen med patienterne, spørge åbent og fordomsfrit, ala din formulering ovenfor. End of story. På Riget befinder afdelingen sig i sammen opgang som og på etage med hundredevis af amme-kyndige jordemødre, så kvalificeret vejledning og støtte ville være lige om hjørnet for de som ønskede (ligeså støtte til de som må opgive eller bare ikke ønsker at amme af forskellige årsager).

        Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s