Hende i hjørnet…

I disse dage får den fuld skrue med arbejdet, både frivilligt og dét jeg får løn for. Jeg er i Jylland til nogle dages sammenhængende møde i en bestyrelse jeg sidder med i og er derfor intenst sammen med nogle mennesker, som jeg efterhånden kender ganske godt. Vi er en lille sluttet flok, der nu skal bo sammen i 24 timer. Der bliver selvfølgelig dermed også tid til en hel del privat snak og hyggeligt samvær.

De fleste har børn og derfor en efterhånden halvstor gravid mave et hurtigt omdrejningspunkt for den megen smalltalk. Hvornår skal det være, hvordan har du det, hvad bliver det, hvordan med arbejde og barsel, og.alt.det.andet. Det var også på sådan en tur, at jeg engang fik svaret meget direkte på dét der med, om ikke kæresten og jeg snart skulle have børn. Det skrev jeg lidt om, her.

Efterhånden har jeg det mere og mere ok med den form for opmærksomhed, der følger med en graviditet. Det snørrer sig ikke længere sammen i halsen på mig og jeg får ikke samme lyst til at moonwalke baglæns ud af lokalet. Det er okay at folk spørger deltagende ind, og jeg får mindre og mindre behov for at overfuse dem med alle mine forbehold. Jeg skal ikke længere bide mig selv helt ligeså hårdt i kinden for ikke at råbe – “ja ja, lad os nu for helvede lige se om der kommer en baby ud af det i den anden ende”. Det ville nok også undre mange af dem, som ikke kender forhistorien.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at slappe lidt af i det – og selv når jeg faktisk synes det er svært, har jeg ikke samme behov for at sige det højt. Det er nemmere at gemme det til de mennesker omkring mig, som forstår hvorfor tingene til tider stadig er lidt anderledes, end de normalt ville være for en gravid.

Nå, men sagen var egentlig den, at jeg midt i al opmærksomheden, blev bevidst om en helt anden mekanisme. Nemlig den, hvor jeg pludselig er hende der er genstand for graviditets-orienteret snik-snak, uden at jeg egentlig ved, om der kunne sidde én i hjørnet og blive en lille smule indadvendt. Én som måske af den ene eller anden årsag ikke synes at temaet “baby” er det fedeste i hele verden. Èn som måske er igennem noget svært, helt uden at nogen af os andre kan se det? For pokker… det var jo mig for ganske kort tid siden.

Derfor bliver mine antenner pludselig er tændt på 120 % i forhold til, om dette samtaleemne potentielt støder nogen omkring mig. For jeg ved udmærket godt, at der kan sidde nogen et sted i sådan en gruppe, og krumme tæer. Sådan er det ikke altid muligt eller ønskværdigt at tænke, men jeg gør det alligevel. Jeg forventer ikke at andre gør det samme, eller at vi skal indrette os sådan at vi aldrig kan tale om gode ting i frygt for at andre bliver kede af det. Men jeg kan alligevel ikke lade være. For jeg ved lige præcis hvor ondt det gør. Langt mere ondt og meget større, end mit behov for at glædes med andre nogensinde kan blive…

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Nye begyndelser

Normalt ligger det ikke til mig at lave de helt store tilbageblik omkring nytår. Jeg plejer ikke at dvæle så meget ved de store nostalgiske referater af “året der gik”. Alligevel kan jeg ikke helt dy mig for at fortsætte lidt af sentimentaliteten fra mit juleindlæg, skrevet for nogle uger siden. For 2016 bliver forventeligt en smule anderledes, end de foregående år har været – forhåbentlig på den helt rigtige måde, og af de helt rigtige årsager….

Forbeholdene lyser måske lidt ud af ovenstående. Jeg er stadig ikke helt dygtig til at sige “når vi skal være forældre”. Nu og da sniger der sig stadig et stædigt lille “hvis” ind i sætningen. Men for nytårsløjernes skyld, handler dette indlæg om forventningerne og håbet, mere end om frygten. For selvfølgelig tyder alt på, at 2016 bliver en stor del sjovere på baby-fronten, end de tidligere år har været.

Da vi rundede 2013 af var drømmen om vores ønske-baby netop blevet knust. Operationsarrene var stadig friske og arrene på sjælen ligeså. Vi havde dertil måtte sige farvel til en kær venindes far, som var gået bort efter lang tids sygdom. En anden venindes mor havde netop fået konstateret cancer og en sidste veninde var blevet skilt fra kæresten igennem mange år og var blevet boligløs. Vi skåledes igennem tårerne og bød 2014 velkommen, med tanker om at det da forhelvede kun kunne gå fremad herfra. Vi blev lidt klogere.

Før 2014 var omme havde vi sagt farvel graviditet nummer to, og til håbet om at vi kunne blive forældre af naturlig vej. At nøjes med insemineringer var heller ikke længere muligt, og vi gennemgik vores første IVF-forsøg uden resultat. Det var frygteligt nedslående – og efteråret havde været hårdt for både venskaber og parforhold. Min venindes mor var gået bort og endnu et lorte-år blev således afsluttet med håbet om, at næste år ville byde på fremgang.

År 2015 satte ind med en perlerække af graviditeter. Mislykkedes gjorde de godt nok alle, bevares, men måske var vi så følelsesmæssigt lammede, at det egentlig ikke engang fremstår som den værste periode. Til sidst blev der banket i bordet og jeg sagde farvel til drømmen om nogensinde at skulle få børn på naturlig vis. Jeg afleverede min fertilitet på Rigshospitalet sammen med min sidste æggeleder, og ville bare gerne videre! Videre kom vi – og nu sidder vi her – med hinanden i hånden og en bule på maven.

Endnu et år er gået, kampe er kæmpet mange slag er blevet tabt. Men ėt enkelt afgørende slag blev også vundet – og 2016 tegner derfor lysere, end jeg i lange tider turde håbe på. Jeg er spændt, nervøs og lykkelig helt ind i mit inderste – og jeg forsøger stadig på bedste vis at nyde graviditeten under de forudsætninger, som jeg nu engang har.

År 2016 bydes velkommen med mange forventninger til alt hvad der venter – og med meget færre tårer end de foregående år. Lad det nu for helvede vare ved.

Tanker til jer og tak for at I har ladet bloggen leve i endnu et år. Det er jeg meget glad for. Rigtig godt nytår! Vi ses på den anden side!

Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!

Plik plak pluk…

Så var der jo dét med de plukveer? Et tema som jeg synes at det er virkelig svært at skrive et bare nogenlunde interessant blogindlæg om. Jeg skal nu alligevel gøre mit bedste for holde jer vågne…

Jeg røg første gang ind til tjek omkring uge 17 – dels synes lægerne at det var lidt for tidligt til så mange plukveer, dels synes de at de varede lige lovligt længe af gangen, til at det var helt godt. Skal jeg selv sige det, synes jeg faktisk at jeg tog det i nogenlunde stiv arm. Dels gør de på ingen måder ondt på mig (eller på den lille fis – det lovede de!), og dels tænkte jeg bare at det var en fordel at blive undersøgt. Better safe than sorry!

(Rettelse: Jeg har lige læst mine indlæg fra dengang og kan godt se, at jeg ikke var i nærheden af at være cool med det!)

Nå, men som beskrevet så alt ud som det skulle. Ud over formaninger om at holde mig i ro (trods mine protester, for det jo var netop det jeg havde gjort) var der ikke meget mere de kunne gøre for mig. Jeg blev tjekket igen i forbindelse med MD scanningen og alt så fortsat glimrende ud, sagdehyperoptimistiske happy-Hanne, som scannede mig.

Siden da har jeg nogenlund lært at “styre dem”. Nogenlunde, for der sniger sig alligevel hurtigt en 8-10 stykker ind på en dag. Hvis jeg ligger på ryggen (what the fuck?) eller går i meget raskt tempo, kan antallet godt snige sig op på 20. I følge min nye jordemoder er 5 om dagen helt normalt, hvorimod 20 er for meget – så jeg ligger lige midt i mellem og aner ærlig talt ikke helt, hvad jeg bør eller ikke bør stille op. Tror bare at jeg vender det med hende igen næste gang, hvis det fortsætter. Så må hun jo vurdere, om det behøver nærmere undersøgelse.

Plukveerne er ikke som sådan aktivitetsbestemte. Jeg kan fx godt snuppe en yogatime eller en svømmetur, uden at det udløser så meget som en enkelt. Dette er noget som jeg sætter så uendelig meget pris på, for tanken om at “miste min krop” allerede nu, efter i så kort tid at have følt at jeg havde den tilbage – ja, det er næsten ikke til at bære.

Jeg ved godt at mange kvinder oplever, at graviditet og ammeperiode på mange måder får dem til at føle, at deres krop for en tid ikke er deres egen. Men selvom der bor et lillebitte menneske inden i mig for tiden, så oplever jeg på forunderlig vi at jeg er meget mere mig selv, end jeg husker at have været meget længe. Jeg ved godt at jeg er i det famøse gyldne 2. trimester, og at meget kan ændre sig, når får vand i kroppen, strækmærker til op over begge øre og tasker så lange at det vil kræve en cylinderformet bikini… Men jeg nyder det fandme, så længe det varer!

For første gang virkelig længe oplever jeg at min krop samarbejder nogenlunde med mig. At den opfører sig bare sådan i retning af hvad jeg forventet – og at jeg ikke længere er pisse træt og frustreret over at den svigter mig.

Det er sgu da et par strækmærker eller to værd, synes jeg!

Et kækt forslag…

Som reaktion på det seneste indlæg og den fremlagte debat, modtog jeg et gyldent svar fra en af læserne her på bloggen, som jeg bliver nødt til at dele med jer. Der er tale om et genialt forslag til en lidt alternativ kampagne, som kommune og stat kunne skyde igang, såfremt de virkelig gerne vil rykke ved fødselstallene herhjemme.

Den skulle lyde nogenlunde sådan her:

Kære borgere.

Vi ved godt mange af os har svært ved at få børn, så derfor er det nu ganske gratis at få hjælp til fertilitetsbehandling fremover. Ellers bliver vi simpelthen for få mennesker her i landet, til at få det hele til at løbe rundt.

Fertilitetsproblemer er langt om længe en anerkendt “sygdom” på lige fod med alt andet – og det er ligemeget om det er medfødt, livstilsbetinget eller hvad det er. I må få så mange børn I overhovedet magter. “Magter” skriver vi, fordi vi ved, at det er et latterlig hårdt og opslidende forløb, hvis man ikke kan reproducere sig naturligt. Derudover er det nu muligt at få hjælp på ALLE landets sygehuse, og transportministeren og SKAT har i samråd besluttet at give fradrag for besøg til fertilitets behandlingerne. I må få 10 timers parterapi betalt, så vi hjælper til, at I rent faktisk ikke bliver skilt i kampen for at reproducere.

Når I skal føde jeres børn, er der selvfølgelig en overskudsagtig og udhvilet jordemoder til stede, og en stue I kan føde på. I får hjælp til amning og noget ordentlig mad at komme jer på, inden I bliver sendt hjem.

I skal ikke bekymre jer om at få en vuggestueplads, for dem er der nemlig nok af nu, og prisen er tilmed sat ned, så I rent faktisk har råd til det. Samtidig har vi ansat rigeligt med pædagoger til at tage godt imod jeres lille små vidundre.

Til de af jer, der har lyst (mor eller far), er I garanteret ved lov at måtte arbejde deltid/nedsat tid indtil jeres barn starter i skole, om I har lyst og økonomi til det. Hvis I ikke har økonomi til det, så I rent faktisk kan nå at hente jeres børn, og ikke mindst se dem – får I et såkaldt “jeg gir’ en skalle for Danmark og laver en baby mere” fradrag.

Tak fordi I knalder for Danmark, det er nemlig ikke for sjov!
Venlig hilsen hele Danmark – for vi vil nemlig gerne have nogle til at passe os når vi bliver gamle.

——————————————

Jeg ved ikke hvad I andre tænker – men personligt synes jeg at kvinden bag ovenstående kommentar bør udråbes til fertilitets-minister så snart det er muligt, så vi kan få sat lidt skik på reproduktionen herhjemme :-)

Lidt til debatten…

Ja – jeg er sgu lidt sent ude denne gang. Ikke fordi nedenstående ikke har medvirket til en kraftig stigning i mit blodtryk, men mere bare fordi der har været gang i så meget andet at passe (læs: middagslure, kaffeaftaler, plukkeveer, chokolade – fortsæt selv). Jeg henviser til de nylige kampagner, som både min kommune (København) og senest Danmarks Radio, har iværksat.

Fællesnævneren for kampagnerne er en bekymring over de dalende fødselstal – dels i hovedstaden og dels i hele Danmark (Man fristes til at spørge, hvor den bekymring har været siden 1980’erne, hvor tallene var endnu lavere end i dag – men nok om det).

Formålet med kampagnerne har eftersigende været, at ruske os danskere ud af vores skønhedssøvn og få os til at knalde noget mere og derved få nogle børn – vel at mærke oftere og tidligere end vi selv kan finde ud af at tage initiativ til.

Pyha. Dyb indånding. Den kampagne er jo ikke rettet mod dig, vel Signe? Den er heller ikke rettet mod single-solo-mødrene, eller de mange andre med udfordringer på det reproduktive område, vel? Slap nu lidt af…

Alligevel hidsede jeg mig vist en smule op. For jeg synes i den grad at de kampagner rammer forbi målet. I stedet for at se på (strukturelle) årssagsforklaringer, kører kampagner hårdt på med en individualisering af problemerne – og puster en hel masse mennesker i nakken med formaninger om, at de saft-susemig skal skynde sig at få nogle børn, hvis de nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at kunne. Ellers står alderdommen og alverdens andre ulykker nemlig og venter lige om hjørnet.

Om Københavns Kommunes seneste kampagne (“Har du talt dine æg”) har jeg ikke meget godt at sige. Dels finder jeg flere af deres “fakta” i kampagnen misvisende – dels er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes at der er en kommunal opgave, at gennemføre en sådan skræmmekampagne, uden at forholde sig til nogle af årsagerne til, at Københavnerne generelt er noget sene om at lave deres meget få børn.

Så som den sure gamle dame jeg er (hej, hormoner!), kunne jeg ikke holde fingrene fra tasterne. Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg fejlede. Det kom der nogenlunde følgende besked ud af:

Kære Kommune.

“I kan se, at mange bliver overraskede over, hvor svært det kan være at få børn hvis man venter?”. Derfor har I valgt jeres såkaldte “oplysningskampagne”, kan jeg læse mig til. Selvom I nødigt vil forholde jer til kritikken, vil jeg alligevel forsøge med et par spørgsmål:

Hvor kan I dog se disse fakta henne? Hvordan måler I overraskelsen, og hvordan vurderer I, at problemerne skyldes alder? I hvilken udtrækning forholder I jer til andre årsager og forklaringer, end blot det at folk vælger at vente for længe?

I øvrigt – hvis I genlæser kapitel 1 i en begynderbog om statistik, vil I lære at “korrelation er ikke det samme som kausalitet” – det betyder at det sene landsgennemsnit for børneproduktion i Hovedstaden, meget vel kunne skyldes andet end borgernes uvidenhed. Lad mig foreslå i flæng: Det høje uddannelsesniveau (presset igennem på rekordfart), lange arbejdsdage, de ringe forhold i daginstitutionerne, manglen på (billige) boliger….?

Venlig hilsen én, som faktisk har talt sine æg. De er ganske frugtbare – og der er mange af dem! Men mine ødelagte æggeledere havde været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde ønsket mig børn som 25-årig.

Fertilitetsproblemer har mange årsager…

Mit opstød var ikke det eneste utilfredse, der var at finde på Københavns Kommunes Facebookside. Desværre var det svært at få kommunen til for alvor at forholde sig til kritikken – eller underbygge deres tal og påstande for den sags skyld. I stedet vaskede de hænder og henviste til Rigshospitalets fertilitetsklinik. Det var nu som sådan heller ikke fordi jeg forventede, at de stakkels ansatte der håndterer kommunens sociale medier, for alvor ville bruge tid på at svare – eller endsige vidste hvad de skulle sige. Det var mest bare fordi jeg synes at kampagner er så ensporede…

Jeg forestiller mig at kampagnerne prikker til et eller andet, hos mange der er i fertilitetsbehandling… Eller er det bare mig? Jeg er sgu lidt nysgerrig på, hvad I andre mener om det derude – er det en opgave for kommunen, er den grebet an på den rigtig måde, og sådan? Skriv løs…

En lille rystetur

Bedst som jeg sidder her og praler med min nyfunde zen, opdager jeg hvorledes der alligevel skal forsvindende lidt til at ryste fundamentet, og sende mig direkte tilbage i panik-abort-og-barnløs-tilstand.

De sidste 2-3 dage har jeg har nogle underlige krampe-agtige spændinger i underlivet. Som om maven suger sig lidt sammen og livmoderen ligesom bliver helt hård eller spændt. Den bliver også lidt øm mens det står på, hvis jeg trykker forsigtigt. Det kommer på alle tider af døgnet og uafhængigt at min aktivitetsniveau – det gør ikke direkte ondt som sådan og det forsvinder igen efter nogen tid. Mens det står på kommer det sådan lidt on-and-off i en længere periode.

Først tænkte jeg at det måske var de famøse plukveer, som jeg har hørt så meget om. Jeg kunne læse mig til at enkelte kvinder godt kan opleve dem helt tidligt i graviditeten og at det ikke behøver at være tegn på noget som helst skidt. Alligevel undrede jeg mig, fordi de synes at vare over længere tid og komme uanset hvad jeg foretager mig – og særligt når jeg ligger ned? Underligt…

Egentlig var jeg meget rolig, da jeg startede med at forsøge at trænge telefonisk igennem til det bureaukrati, der er det danske sundhedsvæsen. Herre jemini – det er jo en ørkenvandring af dimensioner. Efter at have stået i kø i 30 minutter til jordemodercenteret, fik jeg fat på en sekretær som ikke besvarede jordemoderfaglige spørgsmål, men henviste mig til et nyt nummer, på hvilket jeg kunne ringe en time senere, når de åbnede. På dette nye nummer lykkedes det forbavsende hurtigt at komme i tale med en sød jordemoder – som dog ret hurtigt konstaterede at det måtte være en sag for egen læge..

Jeg ringede op til egen læge og var nr. 11 i køen. Jeg besluttede at jeg var nødt til at tage på arbejde, så jeg smækkede mit headset i ørene og cyklede afsted. Da jeg nåede frem til kontoret 35 minutter senere var jeg blevet nr. 2 i køen. Så langt så godt. Sød sekretær tilbød en forbavsende akut tid en time senere – så jeg vendte rundt på cyklen, og forbandede min spildte arbejds- og transporttid langt ind i helvedet. Det undrede mig at de ville se mig så hurtigt, så jeg kunne ikke helt kontrollere det lille gip af nervøsitet som det medførte.

Kæresten blev en smule urolig og ville smide hvad han havde i hænderne for at tage med. Da jeg kender min læge godt nok til at vide at jeg formentlig blot ville blive bedt om at tisse i en kop, synes jeg dog at dette var lige i overkanten.

Ind kom jeg – hos en sød kvindelig læge jeg ikke har mødt før. Hun fandt ingen grund til at slå alarm, efter at have mærket og lyttet på mig. Da hun slog op i min journal og så min historik, mente hun dog at hun gerne ville henvise til en undersøgelse på Rigshospitalet. Hun ringede derover og fik en semi-akut tid til i morgen tidlig, på gynækologisk afsnit. De var enige med hende i, at det var lige lovlig tidligt til så langvarige plukveer – og ville gerne udelukke en række andre mistænkeligheder.

Så selvom det hele var meget roligt (og faktisk forbavsende effektivt, da jeg først var trængt igennem), er det dælme svært for mig ikke at komme til at koldsvede bare en lille smule, når sådan noget forekommer omkring mig. Alene det at sidde hos lægen, som i sød omsorgsfuld forvirring forsøger at finde en forklaring på hvad der er galt, giver mig tilpas mange flashbacks. Min krop reagerer ret skørt på det og jeg er helt bogstavelig talt nødt til at gå hjem og skifte skjorten ud bagefter, fordi jeg er svedt igennem den. Når jeg kommer hjem går jeg desuden som regel ud som et lys. og falder i tungt i søvn midt på dagen, når adrenalinen endelig aftager. Kroppen husker kun alt for godt, gør den.

Dér var den sgu!

Det står efterhånden klart for mig, at jeg ikke bliver baby-litteratur-typen i denne graviditet. Det er ikke som sådan en bevidst beslutning, men startede egentlig bare som så meget andet med, at jeg har haft temmelig svært ved at turde tro på projektet.

Min søde kæreste derimod, jubel-optimisten, hentede en såkaldt baby app allerede i uge 7. Sådan en fidus skulle jeg den-onde-lyne-mig ikke nyde noget af, for jeg husker kun alt for godt hvordan det føltes at slette den fra telefonen første gang. Hvor ondt det gjorde. Hvor latterlig jeg følte mig over, at have ligget dér uge efter uge mandag morgen og læse om den kommende uge i min graviditet. Det skulle jeg ikke udsættes for igen…

Men langsomt begyndte han alligevel at læse lidt op for mig. Jeg tillod det. Dels af egen nysgerrighed og dels fordi jeg aftalte med karma-guderne, at det ikke for alvor talte i forhold til at jinxe noget.

Det var egentlig ret hyggeligt – og det er blevet en fast weekendtradition efterhånden. Det betyder i øvrigt at han er ret godt inde i hvordan den udvikler sig derinde, og at det tit er mig der må spørge ham om hvor stor den eksempelvis er lige nu, eller om den har fået hørelse. Det synes jeg måske også har sin charme -. altså det der med at det ikke kun er mig der skal være eksperten på alt det nye, som ingen af os i virkeligheden aner særlig meget om.

Anyway – denne uge var ingen undtagelse og vi kunne derfor læse os til at man som 1. gangs gravid formentlig ville kunne være heldig at mærke liv i én af de kommende uger (det giver ingen point at det er den 5. omgang, lige i denne sammenhæng). I dagene forinden havde jeg faktisk mærket en del “rumsteren rundt” dernede, som jeg nok havde tænkt kunne være begyndelsen på netop dette. Som alle andre var jeg dog ret meget i tvivl om, hvad det egentlig var jeg skulle mærke efter, og hvad jeg skulle forvente. Det føltes ikke synderlig meget anderledes, end en gang solid luft i maven.

Men så sad jeg i teateret lørdag aften. Midt i et grineflip slog det mig pludselig, at jeg faktisk slet ikke længere var spor i tvivl. For dér var den helt bestemt – og det har den været temmelig meget siden. Når jeg sidder stille på kontoret, eller når jeg ligger til mig at sove, kan jeg ganske tydeligt mærke at den ligger og møffer rundt derinde.

Det føles hverken som bobler eller en fisk der slår med halen, eller mange af de andre beskrivelser, som jeg ellers har hørt om. Det mærkes mere som lige netop dét det er – små bitte “smølfespark” på indersiden af maveskindet. Helt forsigtigt, men slet heller ikke til at tage fejl af. Så tak for det, baby – for jeg har i meget høj grad stadig brug for det. For påmindelser om, at der er noget derinde, om at den er god nok og om at det måske endda rent faktisk kunne ende lykkeligt.