En anden form for 30…

Sidste gang jeg rundede 30, var det med en række blandede følelser i maven, som på forskellig vis gjorde dagen mærkelig for mig. Det var ikke så meget dét dér med en rund fødselsdag eller at blive ældre (den “krise” snuppede jeg ved de 25). Det var mere alt det omkring mig, som gjorde dagen en lille bitte smule uoverskuelig…

Vi var på vej i IVF-behandling, efter en  benhård sommer og et tilsvarende hårdt efterår, hvor håb og drømme langsomt med sikkert blev begravet én efter én. Jeg var stadig ikke gravid (ikke på den blivende måde, i hvert fald) og det gjorde ondt at runde endnu en milepæl og en mærkedag, som gjorde mig smerteligt bevidst om at jeg ikke var kommet spor videre i mit ønske om at blive mor. Den slags kan man bruge en hel del tanker på, når man er ufrivilligt barnløs, hvilket jeg tidligere har smidt nogle tanker afsted omkring, her. Inseminationsbehandlingerne havde ikke givet resultat og min krop responderede nu i stedet ved udelukkende at ville lave æg i den side, hvor min æggeleder var fjernet som resultat af én af de første ekstrauterine graviditeter. Alle andre blev til gengæld gravide i hobetal…

Jeg holdt en lidt halvhjertet fest, for selvom jeg elsker den slags og nyder at have mit hjem fyldt til bristepunktet med glade og fulde venner og veninder, så orkede jeg slet ikke det helt store “30 års show”, som jeg ellers havde forestillet mig. Jeg inviterede nogle veninder til mad og drinks og tog den i stedet derfra. Det var også rigtig fint og endte med at blive en glimrende aften. Mine tanker var godt nok til tider andetsteds, men det var alligevel nogenlunde til at håndtere (efter lidt krisehjælp fra en kvik veninde og en smøg noget frisk luft på altanen). Derfor rundede jeg med andre ord 30 år som en stor pige, uden det helt vilde postyr.

I denne uge er der så sket dét finurlige, at jeg har rundet en helt anden form for 30. Jeg har rundet den 30. uge af min graviditet. Intet mindre end 75% af tiden som rugekasse er nu overstået, og jeg aner ikke hvor den er blevet af. Jeg forsøger at holde fast og opleve alt det som foregår lige nu, men samtidig er der fuld knald på job og alle andre aktiviteter, så det næsten er svært at følge med. At fedlingen skal forestille at komme til verden indenfor det næste kvartal, er mig simpelthen ganske umuligt at forstå.

Folk spørger om jeg tæller ned til barsel? Nej for pokker – jeg har slet ikke nået alt det jeg gerne ville, og jeg nyder faktisk at jeg endelig kan yde en bare nogenlunde normal arbejdsindsats, uden at være forstyrret af fertilitetsbehandlingens mange glæder. Så man kan selvfølgelig godt sige at jeg på en måde tæller ned… men det er ikke på den helt længselsfulde måde. Endnu. Faktisk ville jeg meget gerne trække den lidt, inden jeg skulle gå fra, hvis jeg kunne…

Jeg er en blanding af vild glæde og lykkerus ved tanken om at hun inden for overkommelig tid er på vej – samtidig forstår jeg nok slet ikke hvad det betyder. Og sidst men ikke mindst er der en del af mig som ville ønske at det her graviditets-halløj kunne blive ved bare lidt endnu. Det korte af det lange er vist, at der er tale om to vidt forskellige måder at runde de famøse 30 på… Og jeg kan helt klart bedst lide den sidstnævnte!

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

En anden slags jul…

Det bliver måske svært at skrive dette indlæg, uden den efterhånden obligatoriske klump i halsen. Jeg må indse at jeg er en anelse hormon-følsom i disse dage, selvom jeg nødigt vil være ved det. Det er heldigvis ikke på den “gale-og-enormt-hidsige” måde, hvor ingen kan gøre noget rigtigt. Det er mere bare på sådan en måde hvor alt omkring mig giver mig lyst til at fælde en tåre af glæde og varme. Vorherre bevares!

I morges var det en lille kluntet hundehvalp, som jeg mødte på vej til arbejdet. Den var så nuttet og helt forvirret over alt omkring den, at det gik lige i tårekanalerne på mig. I går var det finalen i kvindehåndbold, som gjorde udslaget. Jeg kom til at tude da Norge vandt, fordi de var så glade og jeg synes at det var så rørende (jeg holdt egentlig med Holland) – alt imens min mand sad i den anden ende af sofaen og stirrede vantro på mig.

Lige om et øjeblik er det jul, siger min kalender. Jeg har da også smidt en bunke gran ind i stuen med en rød sløjfe om, og bagt vaniljekranse i så store mængder, at alle omkring mig er vej at blive kvalt. Men ganske som det plejer, er det som at julen ikke sådan for alvor får mit pis i kog. Vi skal holde både lillejuleaften og 2. juledag hos os, og jeg glæder mig rigtig meget til hyggelige dage med både familie og venner, men det er ikke ligefrem fordi julestemningen er ved at fælde mig omkuld.

Alligevel er det anderledes med denne jul, end det har været de foregående to af slagsen. Anderledes på en rigtig god og tiltrængt måde, hvor jeg af indlysende årsager er meget mindre vred og ulykkelig, og meget mindre træt af verden. Jeg har lyst til at se mennesker og lave hyggelige ting, jeg har behov for andet og mere, end at gemme mig under dynen og være i fred. Det er en tiltrængt forandring.

I julen 2013 var jeg lige blevet opereret. Skuffelsen over at være blevet vældet bagover og chokket over at være blevet både en graviditet og en æggeleder fattigere, satte sine tydelige spor. Dels var vi rystede over at det overhovedet kunne ske, dels var vi bekymrede og bange for hvad det hele mon betød for vores fremtidsudsigter. Jeg sørgede over at jeg slet ikke at skulle være mor alligevel, men havde samtidig slet intet begreb om hvad der ventede. Heldigvis.

Året 2014 startede med en abort, som af forskellige årsager strakte sig over mange ugers usikkerhed og manglende afklaring. Derefter stod den på lægeordineret “pause” og et pusterum, som skabte nye forventninger til at det hele nok skulle løse sig henover sommeren. Det gjorde det som bekendt ikke.

Selvom resten af 2014 var graviditets- og abortfri, betød blandt andet opstarten i IVF, at efteråret stod på en af de største nedture i hele dette forløb. Jeg opsøgte hjælp hos en professionel og langsomt fik vi stablet os selv og hinanden nogenlunde på benene igen. Året sluttede desværre med at vores første IVF-forsøg var uden resultat. Vi gemte os på en skiferie med gode venner og forsøgte at se fremad.

År 2015 startede desværre som 2014 også havde gjort det. Først gravid, så ikke gravid. Så gravid igen, men gravid udenfor livmoderen.  Operation, fjernelse af sidste æggeleder. Frustration og sorg. Tvivl om hvorvidt det nogensinde skulle lykkes – og snak om hvad der var af alternativer. Vi ville ikke blive ved, men vi var heller ikke klar til at give op. Vi hævede opsparingen og gjorde det eneste vi kunne komme i tanker om. I et desperat forsøg på at gøre noget andet, opsøgte vi hjælp på en privatklinik. Resultatet ligger nu og sparker i min mave.

Og nu er det så, at klumpen i halsen vender tilbage imens jeg skriver. For det er pokkers så kontrastfyldt alt dette lige pludselig bliver, når jeg nu sidder her og er ved at blive overvældet af taknemmelighed. De mange ar på krop og sjæl findes absolut stadig, og frygten for hvornår lykken vender bider også fra tid til anden. Men jeg er så pisse hamrende glad for dét hvor vi er lige præcis nu. Uanset hvad der sker, kommer alt dette aldrig dårligt tilbage og jeg lapper det hele i mig som et sulten dyr.

Og så kan det godt være at jeg ikke føler mig direkte i julestemning på klassisk manér – men jeg foretrækker godt nok at holde jul med lige præcis de her følelser i maven, som jeg netop har beskrevet – fremfor oplevelsen af at det hele vælter forbi mig, mens jeg sidder hjælpeløst og kigger på, at resten af verden bevæger sig videre.

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!

Så var der dét med kønnet…

Af én eller anden grund er det noget, som vi alle sammen bevidst eller ubevidst meget ofte kommer til at gå vældig meget op i. Næst efter terminen, er kønnet et stensikkert spørgsmål, når folk opdager bulen på min mave. “Ved I hvad det bliver” spørger folk gerne… og jeg kunne i starten ikke dy mig for at svare, at vi satsede på at det blev en baby. Morfar-humor længe leve!

Nå, jeg har skrevet om mit manglende behov for at kende kønnet tidligere. Det startede med at handle om, at jeg slet ikke ønskede at forholde mig til, hvad det var for en lille skrøbelig spire jeg bar rundt på. Jo mere kendskab og jo flere detaljer – jo mere personlighed og jo flere drømme – ja, så meget desto mere smerte ville jeg føle, når det hele blev revet væk fra mig igen.

Men langsomt som tilliden til graviditeten voksede, ændredes mine argumenter for ikke at ønske at kende kønnet. Dels bryder jeg mig ikke voldsomt om for mange køns-stereotype forestillinger fra det øjeblik baby popper ud. Dels havde jeg i perioder ikke ét eneste form for behov for at vide det. Ingen nysgerrighed – bare jeg måtte få en sund og rask baby med hjem. Tissemand eller tissekone – makes no difference.

Men… manden har haft det anderledes, og han har været voldsomt tålmodig med mig. De sidste par måneder har vi flere gange fået tilbudet, når vi har været til nogle af de ekstra tjek. Hver gang har vi takket nej – og han har lovet at jeg ville få al den tid jeg havde brug for, indtil jeg blev klar til at vide det. Selv har han været klar i månedsvis. Til gengæld lovede jeg, at jeg ville forsøge at blive klar. Forsøge at få lysten og modet til at vide, hvem der boede derinde.

Så da den alt for muntre lægedame i tirsdags spurgte endnu engang, sagde vi ja tak. Vi fik en lille seddel med os, hvorpå hun skrev kønnet på klumpen derinde, og gemte ned i en kuvert. Derefter gik vi over på stamcaféen, hvor vi fandt et hjørne for os selv… så sad vi ellers dér og stirrede på kuverten foran os. Lidt tøvende overfor at åbne den og læse indholdet.

Kæresten tog mod til sig – og læste sedlen. Han så dels overrasket, dels glad ud. Det var ikke dét vi havde troet, kunne jeg se på ham – trods min ellers meget stærke mavefornemmelse for hvad det var.

På sedlen stod, at vi skal have en pige :-)

Egentlig blev jeg dybt overrasket. Eller overvældet. Eller noget helt tredje. Det var helt uvirkeligt og jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg tænkte. Sådan gik der en halv times tid. Så blev jeg overmandet af en helt igennem varm og omsorgsfuld følelse – som har varet ved lige side. For selvfølgelig er det en lille pige. Min lille pige. Vores lille pige!

Jeg har altid forestillet mig selv som drengemor. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har været næsten sikker på at det var en dreng derinde. Nu giver det i stedet helt vildt god mening for mig, at med alt det vi har været igennem, er det selvfølgelig en baby af det stærke køn, som har klaret at holde ved derinde. Min lille seje fighter!

Så trods min langvarige modstand, er jeg overvældende glad for at vide at hun er en hende, derinde.

Jeg forholder mig lidt mere til at det er et vaskeægte lille menneske derinde nu – det er mere virkeligt – præcis som et par erfarne kloge kvinder havde påstået, at det måske ville blive for mig. Jeg har takket kæresten for, at han var så pisse stædig, at han holdt på at vi skulle vide det – for nu føles det bare helt igennem rigtigt…

Selvfølgelig er hun en pige!

MD

En lille rystetur

Bedst som jeg sidder her og praler med min nyfunde zen, opdager jeg hvorledes der alligevel skal forsvindende lidt til at ryste fundamentet, og sende mig direkte tilbage i panik-abort-og-barnløs-tilstand.

De sidste 2-3 dage har jeg har nogle underlige krampe-agtige spændinger i underlivet. Som om maven suger sig lidt sammen og livmoderen ligesom bliver helt hård eller spændt. Den bliver også lidt øm mens det står på, hvis jeg trykker forsigtigt. Det kommer på alle tider af døgnet og uafhængigt at min aktivitetsniveau – det gør ikke direkte ondt som sådan og det forsvinder igen efter nogen tid. Mens det står på kommer det sådan lidt on-and-off i en længere periode.

Først tænkte jeg at det måske var de famøse plukveer, som jeg har hørt så meget om. Jeg kunne læse mig til at enkelte kvinder godt kan opleve dem helt tidligt i graviditeten og at det ikke behøver at være tegn på noget som helst skidt. Alligevel undrede jeg mig, fordi de synes at vare over længere tid og komme uanset hvad jeg foretager mig – og særligt når jeg ligger ned? Underligt…

Egentlig var jeg meget rolig, da jeg startede med at forsøge at trænge telefonisk igennem til det bureaukrati, der er det danske sundhedsvæsen. Herre jemini – det er jo en ørkenvandring af dimensioner. Efter at have stået i kø i 30 minutter til jordemodercenteret, fik jeg fat på en sekretær som ikke besvarede jordemoderfaglige spørgsmål, men henviste mig til et nyt nummer, på hvilket jeg kunne ringe en time senere, når de åbnede. På dette nye nummer lykkedes det forbavsende hurtigt at komme i tale med en sød jordemoder – som dog ret hurtigt konstaterede at det måtte være en sag for egen læge..

Jeg ringede op til egen læge og var nr. 11 i køen. Jeg besluttede at jeg var nødt til at tage på arbejde, så jeg smækkede mit headset i ørene og cyklede afsted. Da jeg nåede frem til kontoret 35 minutter senere var jeg blevet nr. 2 i køen. Så langt så godt. Sød sekretær tilbød en forbavsende akut tid en time senere – så jeg vendte rundt på cyklen, og forbandede min spildte arbejds- og transporttid langt ind i helvedet. Det undrede mig at de ville se mig så hurtigt, så jeg kunne ikke helt kontrollere det lille gip af nervøsitet som det medførte.

Kæresten blev en smule urolig og ville smide hvad han havde i hænderne for at tage med. Da jeg kender min læge godt nok til at vide at jeg formentlig blot ville blive bedt om at tisse i en kop, synes jeg dog at dette var lige i overkanten.

Ind kom jeg – hos en sød kvindelig læge jeg ikke har mødt før. Hun fandt ingen grund til at slå alarm, efter at have mærket og lyttet på mig. Da hun slog op i min journal og så min historik, mente hun dog at hun gerne ville henvise til en undersøgelse på Rigshospitalet. Hun ringede derover og fik en semi-akut tid til i morgen tidlig, på gynækologisk afsnit. De var enige med hende i, at det var lige lovlig tidligt til så langvarige plukveer – og ville gerne udelukke en række andre mistænkeligheder.

Så selvom det hele var meget roligt (og faktisk forbavsende effektivt, da jeg først var trængt igennem), er det dælme svært for mig ikke at komme til at koldsvede bare en lille smule, når sådan noget forekommer omkring mig. Alene det at sidde hos lægen, som i sød omsorgsfuld forvirring forsøger at finde en forklaring på hvad der er galt, giver mig tilpas mange flashbacks. Min krop reagerer ret skørt på det og jeg er helt bogstavelig talt nødt til at gå hjem og skifte skjorten ud bagefter, fordi jeg er svedt igennem den. Når jeg kommer hjem går jeg desuden som regel ud som et lys. og falder i tungt i søvn midt på dagen, når adrenalinen endelig aftager. Kroppen husker kun alt for godt, gør den.

Dér var den sgu!

Det står efterhånden klart for mig, at jeg ikke bliver baby-litteratur-typen i denne graviditet. Det er ikke som sådan en bevidst beslutning, men startede egentlig bare som så meget andet med, at jeg har haft temmelig svært ved at turde tro på projektet.

Min søde kæreste derimod, jubel-optimisten, hentede en såkaldt baby app allerede i uge 7. Sådan en fidus skulle jeg den-onde-lyne-mig ikke nyde noget af, for jeg husker kun alt for godt hvordan det føltes at slette den fra telefonen første gang. Hvor ondt det gjorde. Hvor latterlig jeg følte mig over, at have ligget dér uge efter uge mandag morgen og læse om den kommende uge i min graviditet. Det skulle jeg ikke udsættes for igen…

Men langsomt begyndte han alligevel at læse lidt op for mig. Jeg tillod det. Dels af egen nysgerrighed og dels fordi jeg aftalte med karma-guderne, at det ikke for alvor talte i forhold til at jinxe noget.

Det var egentlig ret hyggeligt – og det er blevet en fast weekendtradition efterhånden. Det betyder i øvrigt at han er ret godt inde i hvordan den udvikler sig derinde, og at det tit er mig der må spørge ham om hvor stor den eksempelvis er lige nu, eller om den har fået hørelse. Det synes jeg måske også har sin charme -. altså det der med at det ikke kun er mig der skal være eksperten på alt det nye, som ingen af os i virkeligheden aner særlig meget om.

Anyway – denne uge var ingen undtagelse og vi kunne derfor læse os til at man som 1. gangs gravid formentlig ville kunne være heldig at mærke liv i én af de kommende uger (det giver ingen point at det er den 5. omgang, lige i denne sammenhæng). I dagene forinden havde jeg faktisk mærket en del “rumsteren rundt” dernede, som jeg nok havde tænkt kunne være begyndelsen på netop dette. Som alle andre var jeg dog ret meget i tvivl om, hvad det egentlig var jeg skulle mærke efter, og hvad jeg skulle forvente. Det føltes ikke synderlig meget anderledes, end en gang solid luft i maven.

Men så sad jeg i teateret lørdag aften. Midt i et grineflip slog det mig pludselig, at jeg faktisk slet ikke længere var spor i tvivl. For dér var den helt bestemt – og det har den været temmelig meget siden. Når jeg sidder stille på kontoret, eller når jeg ligger til mig at sove, kan jeg ganske tydeligt mærke at den ligger og møffer rundt derinde.

Det føles hverken som bobler eller en fisk der slår med halen, eller mange af de andre beskrivelser, som jeg ellers har hørt om. Det mærkes mere som lige netop dét det er – små bitte “smølfespark” på indersiden af maveskindet. Helt forsigtigt, men slet heller ikke til at tage fejl af. Så tak for det, baby – for jeg har i meget høj grad stadig brug for det. For påmindelser om, at der er noget derinde, om at den er god nok og om at det måske endda rent faktisk kunne ende lykkeligt.

En spøjs form for forberedelse?

Det har egentlig altid undret mig, at mange kvinder har behov for at fortælle gravide og vordende mødre, om alle de åbenbart ganske horrible ting og sager, som er gået galt under deres egne, eller deres veninders fødsler.

Hvis man ikke besidder bare en lillebitte smule kritisk sans, får man dælme hurtigt en opfattelse af, at alle fødsler består af 34 timers vestorm efterfulgt af et skrev så flækket, at man aldrig igen kommer til at sidde oprejst, eller nogensinde igen vil formå at gemme tissetåren til man når ud på toilettet.

Jeg kan jo sagtens forstå, at en fødsel for den enkelte er noget ganske vanvittigt, livs-ændrende og unikt, som man ikke i sin vildeste fantasi tror at nogen som helst andre nogensinde kan forestille sig. Men det er alligevel også lidt pudsigt at det så ofte bliver præsenteret som et mareridt, hvor blodet flød i litervis og hvor alle parter kun lige med nød og næppe nåede derfra med livet i behold.

Altså – selvfølgelig gør det formentlig helt absurd ondt, det anfægter jeg slet ikke. Og jeg vil på ingen måde forsøge at spille helt, for jeg er sikker på at jeg kommer til at bande, svovle og klynke ligeså meget som gennemsnittet. Men vi kvinder er sgu da fucker-sejt indrettet, når vi kan klare os igennem sådan en omgang. Så hvor er alle de gode historier? Og hvorfor tror man i øvrigt at det er de dårlige versioner, som bedst muligt vil hjælpe den gravide kvinde man nu står overfor? Hvad er det man ønsker at opnå med skrækhistorierne om, at hun ikke skal forvente at kunne gå i ugevis? Meget mystisk…

En anden lidt påfaldende form for forberedelse, som jeg også har bidt mærke i, kommer fra folk der allerede har et afkom eller to. De kigger én helt intenst i øjnene, læner sig ind over bordet og hvisker betroet ”At blive mor bliver det bedste, der nogensinde kommer til at ske for dig. Det er vildt, du bliver aldrig den samme igen”.

Altså igen – det er jo vildt sødt – men sådan har alle det vel for fanden i én eller anden udstrækning med lige præcis deres eget afkom – og det er vel ikke en statshemmelig for de særligt indviede? Eller hvad? Jeg mener bare – det er sgu da lige præcis ud fra den forventning, at jeg igennem de seneste par år har forsøgt temmelig hårdnakket på at blive nogens mor – fordi jeg netop har en idé om at det er temmelig livsbekræftende, på den overdrevent fede måde?

En sidste ting der undrer mig for i dag – det lover jeg: Forældre med småbørn understreger gerne (igen og igen) hvor vanvittigt hårdt det hele er, og hvor meget jeg skal vende mig til aldrig nogensinde (nogensinde!) at sove igen, eller have tid til mit parforhold, mine veninder, eller min egen navle. Sex kommer jeg aldrig mere til at opleve, forstår jeg – og et glas vin på en fredag aften er ligeså utopisk som tanken om, at jeg nogensinde igen skal være tilnærmelsesvis produktivt på arbejdsmarkedet…?

Det forekommer mig temmelig logisk, at sådan en lille størrelse kommer til at optage godt og vel samtlige af mine vågne timer (og sovende, hvis de da nogensinde forekommer) – men dels er det min opfattelse at der er virkelig mange forskellige måder at begrave sig i mor-rollen på, og samtidig er det mig igen en gåde, hvad det dog skal hjælpe, med alle de dér skræmmebilleder?

Findes der slet ingen, der synes at dét dér med børn er sådan gennemsnitligt til at holde ud, og at det trods alt er muligt at finde en nogenlunde balance i tilværelsen? Er jeg bare vanvittigt naiv når jeg tror på, at det vil være muligt for en periode at skære ned på forventninger og ambitioner på en række andre områder, for derefter stille og roligt at finde en mellemvej mellem “mor” og “menneske”, efterhånden som ungen kan undvære mine babser i længere og længere intervaller? I don’t know…

Når nu jeg generelt med det meste andet i livet, har haft det rimelig godt med at tage tingene som de kommer, arbejde hårdt og så satse på at det hele nok går – er det så helt igennem absurd at forestille sig, at der ligger et dejligt og indholdsrigt liv på den anden side af babys ankomst, som ud over selvfølgelig at indebære rigtig meget “mor-hed”, også indholder alt muligt andet lækkert og meningsfyldt? Igen… hvad ved jeg…

PS: Folk med børn over 10 år har ofte lykkeligt glemt livet som trætte småbørnsforældre, så de er meget mere med på det-skal-I-nok-klare-vognen. Folk i mine forældres generation synes til gengæld komplet at have glemt hele molevitten, og hentyder derfor mest af alt bare til at vores generation klynker helt forfærdeligt meget. Den er jeg så alligevel ikke helt enig i, trods alt :-)

Mere om bloggens fremtid

Da jeg for lidt tid tilbage skrev om bloggens identitetskrise, handlede det i høj grad om, at jeg befandt mig lidt i et dilemma. På den ene side ville jeg ikke fortsætte bloggen bare for at gøre det – jeg vil som nævnt have noget på hjerte, ellers bliver det hurtigt for tyndt. Samtidig ved jeg fra mig selv, at jeg til tider har haft svært ved at følge andre blogge, når vedkommende bag den er blevet gravid, og på den vis er trådt over “på den anden side”. Det har gjort for ondt at være vidne til, at det endnu engang lykkedes for en anden.

Samtidig har jeg dog været ganske trist ved tanken om, at bloggen skulle lukkes helt og aldeles ned. Jeg tror og håber stadig på at der findes en masse materiale herinde, som andre kan få glæde af. Men det er bare ofte sådan, at blogge som ikke er aktive drukner i cyberspace, og bliver mindre og mindre interessante som tiden går.

Alle jeres tilkendegivelser og virkelig fine kommentarer har varmet rigtig meget. Det viste sig at være en god gammeldags ego-booster, at modtage alle jeres pæne ord. Der var mange gode argumenter og forslag til måder at fortsætte på – og samtidig et par søde og ærlige meldinger fra læsere, som følte at det var på tide for dem at “springe fra”, i takt med at det simpelthen blev for hårdt for dem at læse med.

Jeg sætter stor pris på begge dele – både roserne og de ærlige udmeldinger. Og jeg kan levende sætte mig ind i begge dele – både de som gerne vil følge historien til dørs, og de som ikke har behov for at kigge på flere scanningsbilleder. Det må eksempelvis være svært at høre om min angst og usikkerhed på dette tidspunkt, hvor jeg efter alle fornuftige parametre at dømme, har fået mit på det tørre.

Hjernen har siden opslaget været lagt godt i blød, for at finde ud af hvad den fremtidige form så skal være – og hvordan det gøres på en måde, som både gør det rart og overkommeligt for mig selv, samtidig med at jeg ikke bliver straffet alt for hårdt på “læsertallene”.

Jeg er nået frem til, at bloggen får lov til at fortsætte lidt endnu. Det giver mening for mig, at gøre historien færdig, nu hvor den forhåbentlig er på vej mod noget, der minder om en lykkelig slutning. Jeg har stadig en masse tanker og kampe at kæmpe igennem de næste måneder – og bloggen er som altid en meget givende platform til at få sorteret ud i disse tanker og følelser.

Hvis alt går vel, kommer der en baby ud af hele historien i den anden ende. Det bliver forhåbentlig til april, og det bliver forhåbentlig godt. Når jeg kommer så langt, kommer jeg til at lukke bloggen ned.

Men den skal ikke have lov til at dø helt  – for det føles på én eller anden måde ikke som det rigtige. Der ligger flere hundrede siders fortællinger herinde fra mig selv og fra andre, som jeg ikke synes må gå til spilde. Den beskriver nogle meget personlige fortællinger om livets mange uretfærdigheder, samt op- og nedture igennem det som hidtil har været den største udfordring, jeg nogensinde har stået overfor.

Derfor kommer jeg på et tidspunkt til at kaste mig over bloggen som et bogprojekt. Jeg har i den sammenhæng en længere liste af potentielle forlag og andre muligheder, som jeg skal igang med at kontakte. Jeg er temmelig ny i den verden, men står samtidig med et stort set færdigt manuskript i hånden, hvilket gør mig optimistisk. Jeg ved godt at det er et long-shot, men jeg synes at bloggen fortjener forsøget. Hvis nogen derude sidder med gode idéer, kontakter eller måder at gribe det an på, hører jeg meget gerne jeres erfaringer.

Tak for opbakningen, det skal I altså have – der er sgu nogle virkelig dejlige kvindfolk med på listen over følgere herinde!

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1