Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

He and she…

Midt i et andet indlæg, fik jeg lyst til at lave et lille opslag, der handler om forskellen på “ham og hende” her i det, der kaldes for 17. graviditetsuge. For selvom vi har stået tæt sammen igennem hele opstarten af denne graviditet, med de utallige op- og nedture, er der som med så meget andet, forskelle i vores måder at tænke og tale om det hele på. Nogle af disse ting, får mig til at trække lidt på smilebåndende:

Han snakker nemlig mest om:

  • Alt det vi skal, når vores barn kommer…
  • Al den fede elektronik, som man kan købe til sådan en baby (hvad fanden er en Nabby???) .
  • Noget med at spille en hel masse fodbold i parken (tror han at jeg føder en 5-årig?)
  • Hvor hyggeligt det bliver at komme hjem fra arbejdet, til sådan en lille smilende én.
  • At han holder af mine nye runde former (pas nu på, kammerat!)
  • At han glæder sig meget til at kende kønnet.
  • At vi har masser af plads i lejligheden – til mange børn!

Hun snakker derimod mere om:

  • Alt det vi skal, hvis vores barn kommer
  • Alt det unødvendige udstyr, som nye forældre tror at de skal købe til deres børn.
  • Noget med at spille musik for dutten i maven – den har udviklet hørelse, har hun læst.
  • Hvordan vi dog overhovedet skal få hverdagen til at gå op – de er jo pisse tidskrævende sådan nogle små skrævl.
  • At hun intet tøj kan være i, når hun stadig forsøger at holde det diskret på jobbet.
  • At hun stadig ikke er helt sikker på, at hun er klar til at vide, om det er en tissemand- eller kone, der gemmer sig derinde.
  • At der umulig kan blive plads til en baby på deres 100 kvm.

At der tid tider er visse forskelle på mænd og kvinder, er som bekendt ikke noget nyt. Allerede under fertilitetsbehandlingen lærte vi på den hårde måde, at vi tackler sorg og frustrationer meget forskelligt. Det er ikke min påstand, at det hele er absolut kønsbestemt, men det er alligevel min oplevelse at det ofte er muligt at generalisere bare en lille bitte smule.

Jeg har skrevet om dette – lige her. Vi måtte igennem nogle gevaldige op- og nedture, før vi fandt en balance, der gav plads til begge vores måder at holde den daværende situation ud på. Uden at han gik under på at holde modet oppe for os begge, uden at jeg følte at han negligerede mine følelser – uden at vi trak hinanden godt og grundigt ned i processen.

Det var nemmere sagt end gjort – og måden at nå derhen på var dels at få talt, talt og talt – men også på et tidspunkt at få noget hjælp udefra (til mig), som hjalp med at sætte ord på disse egentlig ret simple forskelle.

På nuværende tidspunkt er det blevet temmelig meget nemmere at håndtere, at vi trods alt stadig har vores forskellige måder at tilgå verden omkring os, og de mange udfordringer og glæder som vi med garanti står overfor. Det gør det nu engang uvægerligt nemmere at være forskellige, når tingene går godt og overskuddet stiger.

Jeg er helt sikker på, at vi nok også på sigt skal komme til at diskutere børneopdragelse så det brager – men det tager jeg gerne med. De grundliggende værdier er vi helt igennem enige om – og resten tager vi sgu nok bare som det kommer.

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Mavefornemmelser

Dagene går og ugerne gør det samme. Jeg er nået ind i det 2. trimester – og det er ret surrealistisk for mig. Jeg bliver stadig grebet af angsten for, at det hele snart bliver taget fra mig igen. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg altid aktivt huske mig selv på, at det ikke er noget jeg har drømt. At jeg stadig er gravid, indtil andet er bevist.

Min hjerne har svært ved at tro det – og min krop har ikke de store reaktioner, ud over en voksende bule foran, som nok snart gør det svært at være i de stramme jeans. Jeg er slet ikke mentalt klar til ventetøj – slet ikke. Min ny-fundne overtro blokerer for den slags indkøb, i hvert fald lidt endnu. Det bliver ikke nemmere med tiden at skjule det på arbejdet – synes allerede at min ene kollega har skævet til maven op til flere gange. Bare lidt endnu…

De sidste måneder har været præget af mange op og nedture. Af mareridt, angst-anfald og “babu babu” afsted til akut scanning ved den mindste blødning. Og også af vild og uvirkelig glæde. Det har været udmattende, men samtidig er jeg selvfølgelig helt igennem taknemmelig for, at have fået lov til overhovedet at gå det igennem. At få lov til at komme længer, end jeg havde troet at det var muligt.

Nu hvor roen jo alligevel, trods alt, er faldet en smule mere på end i den tidlige start, er der nogle ting jeg bemærker, når jeg ser tilbage på de seneste måneder. Én af dem er lidt underlig, så jeg håber at I vil bære over med mig, nu hvor jeg forsøger at skrive om det.

Lad mig endelig afklare, at jeg ikke tror på “6. sanser” eller på andre spirituelle forklaringer – og jeg er heller ikke gået hen og er blevet synderlig religiøst ovenpå mine to streger – alligevel synes jeg bare at det er lidt pudsigt. Lidt mærkeligt.

For hvis der er noget der har kendetegnet alle de andre graviditeter før denne, så er det at jeg altid har haft en ganske klar mavefornemmelse, når det gik galt. En fornemmelse af at den vitterlig var gal – og at det var et spørgsmål om tid før lægerne bekræftede dét, som jeg allerede vidste i forvejen. Jeg har sikkert været vildt irriterende igennem alle de mange ugers samlet ventetid, hvor vi er blevet bedt om at se tiden an og “håbe på det bedste” – for jeg synes hver gang at jeg har været temmelig klar over, at der ikke var meget at håbe på.

Det var eksempelvis grunden til, at jeg valgte at blive opereret tidligere på året, selvom lægerne gerne ville vente lidt – jeg vidste hvad klokken havde slået, og ville bare gerne have det overstået.

Men… Det har været anderledes denne gang. Ikke at jeg har haft en tydelig fornemmelse af at, “nu ville det gå godt” – slet ikke. Jeg har været pisse ræd for at der skulle sker ét eller andet. Men min mavefornemmelse af at den var gal, har været fraværende. Min faste overbevisning, som nogle gange har overtrumfet lægernes ord, har ikke været der. Selv de gange hvor jeg har blødt og er styrtet afsted med vild panik mod den nærmeste scanningsklinik, har jeg ikke haft den der helt tydelige “nu er det slut”-afklaring i maven.

Manden og jeg talte om det på et tidspunkt. Han opfordrede mig til virkelig at stole på, at jeg ville kunne mærke hvis der var noget galt. For det havde jeg jo før kunne mærke, næsten alt for præcist. Og hvis jeg ikke mærkede noget denne gang, så måtte det være fordi at alt var i fin orden.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sådan lige efterkomme, for i mit hovedet stolede jeg på absolut ingenting ud over hjerteblink på en sort/hvid skærm. Men jeg ville da egentlig ønske, at jeg havde turde finde lidt ro i fornemmelsen.

Om man kan ligge noget i det? Sikkert ikke. Og jeg har som sagt heller ikke turde lytte til det uanset hvad, for jeg stoler ikke på noget som helst når det kommer til graviditeter. Men det er da alligevel lidt skørt…

Lige nu mens jeg skriver dette, har jeg egentlig en fornemmelse af, at det ender godt det her. Jeg tør ikke sige det højt (bloggen tæller ikke) – men en lille del af mig må være begyndt at tro bare en anelse. Det synes jeg er ret modigt af min hjerne, sådan at kaste sig ud i.

Måske har jeg  lige jinxet det hele voldsomt meget…

Identitetskrise…

Ja, altså ikke for mig selv, for jeg har det faktisk ret godt.

Shit, hvor er det længe siden at jeg har sagt den sætning: “Jeg har det faktisk ret godt” – og ment det.

Men det er bloggen den er gal med, i denne omgang. Den lider af gennemtrængende identitetskrise som resultat af min nuværende situation – for giver det overhovedet mening at skrive om ufrivillig barnløshed, når man er gravid? Bliver det ikke i længden røv-trættende at høre på alle mine usikkerheder og brokkerier, nu hvor jeg egentlig har krydset den almene grænse for, hvornår det giver mening at slappe lidt af og bare nyde at være gravid?

Jeg kan ikke helt finde ud af det – og som konsekvens er bloggen altså også blevet forvirret.

I forbindelse med nakkefoldsscanningen i forrige uge, modtog jeg en sød besked fra en læser herinde, som ønskede mig mange gange held og lykke. Jeg blev rigtig glad for hendes fine hilsen, som var både varm og oprigtig – og ret ærlig. For hun indrømmede også, at hun var ret jaloux over, at læse om hvordan det endelig var lykkes for mig. Her havde bloggen jo netop været hendes fristed til at finde ligesindede i samme sorg – og så er det ligesom bare ikke helt det samme, når skriverierne kommer fra én, som nu er tæt ved målet.

Den samme frustration husker jeg selv, fra nogle af de blogs jeg tidligere har fulgt med i undervejs i kampen. Når kvinden bag bloggen endelig blev gravid, holdt jeg faktisk nogle gange helt op med at læse med, for det var jo slet ikke det jeg havde behov for. Endnu en påmindelse om at det lykkes for f****** hele verden at blive gravide – bare ikke mig.

Derfor går jeg pt. og tygger lidt på, hvad der mon skal ske med bloggen. Jeg har stadig nogle ting på hjerte, som jeg egentlig gerne vil skrive om. For jeg føler jo (modsat resten af verden) slet ikke at jeg har mit på det tørre endnu, selvom det helt bestemt går den rigtige vej. Men hvis det fortsætter med at gå godt, vil der forhåbentlig også komme et tidspunkt, hvor det giver mening for mig at “give slip” på bloggen og den del af mit liv som den repræsenterer. Jeg ønsker ikke at “skrive for at skrive” – jeg vil have noget at sige – og jeg kommer ikke til at mommy-blogge, det er jeg ret overbevist om.

Men samtidig synes jeg også, at det er lidt trist at lukke ned. Tanken om at mit frirum skal have en ende og at alle skriblerierne, tankerne og frustrationerne ikke længere skal have modtagere, gør mig sgu i lidt gråt humør. Så derfor er jeg ikke afklaret endnu – og bloggens identitetskrise får lov til at vare en stund mere, indtil jeg finder den rette løsning.

Senere tanker om bloggens fremtid, finder du her.

Milepælen…

Det er overstået. En helt igennem vanvittig og symbolsk milepæl i vores kamp på vejen mod forældreskab, er nu overstået. Og det gik godt. Selvfølgelig gik det godt, for fanden da!

Rigshospitalets afdeling for ultralydsscanning viste sig at være et gangske rædselsfuld sted i denne sammenhæng. Det er det rene samlebånd. Et propfyldt venteværelse på kogepunktet og en alt for hektisk aktivitet, var slet ikke hvad mine nerver behøvede. Vi knugede hinandens hænder og jeg var ret taknemmelig, da en sygeplejerske efter ganske kort tid kaldte os ind.

Hun synes ikke at kende det mindste til vores historie – hun spurgte i hvert fald om intet, og gik ligesom bare til sagen. Det var sådan set også fint nok, for jeg får på alle måder koldsved af at befinde mig i disse situationer – og jeg kan slet ikke hverken høre eller se noget som helst, før nogen siger at “der er hjerteblink”.

Dét sagde hun heldigvis hurtigt. Og derfra så jeg ikke særligt meget. Jeg tudede mildest talt som en stukket gris – så meget at jeg dårligt hørte risikovurderingen, størrelsen på nakkefolden, og alt det andet som vi egentlig var kommet for. På ganske kort tid var det ovre, og sygeplejersken lod os vente i rummet, imens hun hentede svarene på min blodprøver. Jeg var taknemlig for at hun ikke sendte os ud i det frygtelige venteværelse igen.

Mens vi sad der og ventede, fortsatte min reaktion. Jeg var så lettet og samtidig så udmattet af at holde sammen på mig selv igennem de sidste dage, at det hele væltede frem. Jeg hulkede og grinede på én og samme tid, så meget at jeg dårligt kunne trække vejret. Det må have set helt vanvittigt ud – og manden min kiggede da også flere gange mistroisk på mig, imens han efter bedste evne krammede og grinede med.

Sygeplejersken kom tilbage og betragtede optrinnet med nogenlunde professionel distance. Måske havde hun luret i journalen på vejen, for hun nævnte noget om at det da “også måtte være helt fantastisk, endelig at opleve gode svar”. Der ud over dvælede hun ikke mere ved det. Risikoberegningen var fin, størrelse og udvikling det samme – tillykke og tak for i dag!

Kort efter sad vi ved søerne, med hver vores store kaffe og et sort/hvidt scannings-billede imellem os. Det var ganske uvirkeligt. Jeg har ikke tal på, hvor intenst og inderligt jeg har drømt mig frem til lige netop den situation, igennem hele vores tur rundt i manegen. Nu sad vi der bare… nu var det ligesom bare det.

Om det er den store altoverskyggende forløsning, der gør at vi nu smider armene ubekymret over hovedet i sejrs-glæde? Nej. Om vi er klar til at råbe det ud over hele verden, at vi skal have en baby? Heller ikke. Men lige nu – lige præcis i dag, er glæden stor og bekymringerne mindre. Og jeg har tænkt mig at lade det boble rundt i kroppen, lige så længe som jeg overhovedet kan.

12+4

Dagen før dagen…

Oprigtigt ved jeg ikke, hvordan vi er nået frem til dagen i dag. For dagen i dag, er nemlig dagen før dagen. Dagen før den forjættede nakkefoldsscanning, som jeg både har længtes efter og frygtet, igennem et ondt år. Som altid har stået derude i horisonten, og har været helt igennem uopnåelig i alle mine andre graviditeter. Den scanning som alle andre “almindeligt” gravide har fået lov til at få, men hvor jeg tidligere er faldet om kort før målstregen.

Det har ligget så uoverskueligt langt ude i fremtiden, at det mange gange slet ikke har givet mening for mig at tænke på. Jeg har haft travlt nok med at komme igennem én dag af gangen – og har slet ikke kunne se flere uger ud i fremtiden.

Nu er det i morgen, at slaget skal slås. Og det føles både uvirkeligt og skræmmende på én gang. Dels er jeg så fyldt med frygt, at jeg nogle gange tror at jeg skal kaste op ved tanken, dels er jeg på en anden måde bare helt utroligt klar til at få det overstået og til forhåbentlig at få en lille smule mere vished omkring, hvorvidt alt ser ud som det skal være. Til at få det slået ud af min bevidsthed. Endnu engang har jeg den dér følelse af, at hvis der findes et plaster som skal rives af, så kan det fandme ligeså godt være nu!

Der er flere som har spurgt mig, om jeg ikke glæder mig til at kunne ånde lettet op, når det er overstået. For andre mennesker markerer denne scanning nærmest at de er kommet i mål – at de nu kan være “sikre på” at de skal være forældre og kan begynde at råbe ud over hustagene, at der er en lille ny på vej. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen – det kommer ikke til at ske her.

NF er en vigtig milepæl, som også for mig viser hvor langt vi er kommet. Men jeg føles langt fra at den giver nogen som helst sikkerhed, selv hvis den går godt. Dertil er min hjerne fortsat alt for meget i alarm-beredskab.

Det har fandme’ bare at gå godt!

Hvornår bliver du glad?

Det er et spørgsmål jeg har mødt i forskellige varianter, her igennem den seneste tid. Det gør mig en smule perpleks hver gang – for jeg ved ikke hvad folk forestiller sig af svar. Nogle dage har jeg lyst til at forklare, at sådan fungerer psyken jo slet, slet ikke – andre gange har jeg lyst til at svare at “det bliver jeg den 12. november 2015, klokken 10.45” – bare for at se deres reaktion.

Spørgsmålet kommer fra de af vores nærmeste, som har vidst at vi har været i behandling sommeren over og som derfor også (når de direkte har spurgt) har fået besked om det foreløbigt positive resultat af behandlingen. Folk har det med at blive meget glade på vores vegne (også lige tanden mere, end hvad jeg synes godt er), og de synes også i nogenlunde udstrækning at have haft forståelse for, at det er forbundet med en vis nervøsitet at være gravid for 5. gang.

I nogenlunde udstrækning… for det er ikke alle – og det er heller ikke på ubegrænset tid, har jeg på fornemmelsen. Et par stykker har allerede forsøgt sig med et par “nu skal du jo også bare tro på det”-kommentarer (det er de ikke sluppet så godt fra). Hovedparten synes dog fortsat at give en lille smule snor til vores skepsis, og accepterer fortsat at armene ikke helt er løftet over hovedet. Men de kan ofte ikke helt dy sig for at spørge ind til, hvor længe denne skepsis og frygt mon varer ved.

Dét de spørger ind til er naturligvis, hvornår jeg har tænkt mig at ånde lettet op og acceptere at jeg er sund og rask og gravid, og skal have et barn. Hvornår jeg dog har tænkt mig at give slip og bare nyde det? Være helt almindelig glad og gennemsnitlig? Alle andre i verden gør det jo efter 12 uger?

Sagen er bare den, at jeg slet ikke ved hvornår jeg får det sådan. Hvis jeg nogensinde gør. Selvsagt håber jeg at min angst bliver mindre og at jeg får lov til at komme så langt, at jeg på et tidspunkt kan nyde bare en lille bitte smule af det som foregår. Men jeg ved det ikke – og det føles ikke lige pt. som om, at det er noget der sådan ligger lige for. Eksempelvis føles det ikke umiddelbart som om at det gør den store forskel for mig, at skulle til NF i næste uge. Forstå mig ret – det bliver en skøn milepæl som forhåbentlig krydses – men jeg skal nok hurtigt opfinde noget nyt at bekymre mig over.

Rationelt ved jeg jo godt, at der er gode chancer for at vi kommer i mål – at der er gode chancer for at jeg får lov til at beholde graviditeten. Vi har på alle måder procenterne på vores side. Men jeg har også flere gange måtte sande, at procenter er noget man kan bruge til at tørre sig i numsen med! Chancerne for at skulle igennem alt det vi har været, har også været helt ufattelig små – men det skete jo alligevel.

Så når jeg bliver spurgt om, hvornår jeg bliver glad og begynder at tro på det, falder det mig altid så mærkeligt. Ingen vil hellere end jeg nå til et sted, der er nemmere at være, end dér hvor vi er lige nu. Men hvis nu en person har været alvorligt syg, kan man da heller forlange af dem, at de sætter et tidspunkt op for, hvornår de holder op med at frygte et tilbagefald? Den frygt forsvinder da formentlig aldrig fra dem, selvom den måske bliver mindre med tiden?

Så jeg ved ikke hvad jeg skal svare… måske skal jeg bare smile og stikke dem en fiktiv dato for, hvornår min uforbeholdne lykke indtræffer…?

Udvidet basistilbud…

Den anden uge var jeg ved lægen. Den dér første samtale, hvor man får lavet vandrejournal og sådan. Jeg havde trukket den så længe som det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg skal bare ikke rigtigt nyde noget af flere journaler og lægeaftaler, som alligevel skal aflyses når det hele går op i røg. Nå, men afsted kom jeg da.

I dagene op til havde jeg tænkt på, at jeg ville blive nødt til at sige noget om, hvordan jeg egentlig gik og havde det, og hvordan min angst og nervøsitet for at det igen skal gå galt, desværre alt for ofte får lov til at overskygge alt andet. Jeg har lært at man skal banke lidt markant i bordet hos min læge, for at trænge igennem. Han er af gammel skole og synes ikke at have for meget tilovers for de “psykiske” aspekter af hans patienters velbefindende. Eksempelvis har jeg virkelig skulle tigge og bede om bare én enkelt tryghedsscanning i denne graviditet – trods min forhistorie. Af samme grund havde jeg også på forhånd talt med en bekendt, som har været turen igennem, og hun rådede mig ganske klogt til at “kræve” lidt ekstra opmærksomhed.

Skæbnen ville at min normale læge var optaget, og at jeg derfor kom ind til en anden end jeg plejer. En sød og moderlig ældre dame, som jeg med det samme ret godt kunne lide. Som jeg desværre har fået for vane (fordi alt hvad der handler om lægebesøg og graviditeter har desværre fået denne effekt på mig), nåde jeg knapt ind af døren, før tårene stod i stride strømme ud af øjnene på mig.

Det blev således slet ikke nødvendigt med en “banken i bordet” – hun var simpelthen så sød og tålmodig, og noterede omhyggeligt det hele ned, efterhånden som jeg hikstende og spruttende gennemgik min kulsorte historie.

Jeg hader at sidde i disse situationer. Jeg bryder mig ikke om at tale om fødested, graviditetsgener eller kostråd. Min hjerne forstår jo for filan ikke, at jeg er gravid! Og den har ikke accepteret at der er en chance for, at jeg bliver ved med at være det – indtil der eventuelt kommer en baby ud af det i den anden ende. Jeg føler mig skyldig over at sidde der og “spille gravid” – jeg føler at jeg frister skæbnen langt ud over det tilladte.

Et kvartér senere gik jeg lettet derfra – nu med lægeordineret omsorg i lommen! Desuden også med en henvisning til en ekstra tryghedsscanning “hvis jeg fik behov“, som hun sagde. Den ekstra omsorg består i at hun henviste mig til et såkaldt “udvidet basistilbud” på Rigshospitalet – hvilket jeg i første omgang forstod handlede om noget ekstra jordemodertid og en lidt tættere opfølgning, samt eventuelle ekstra scanninger senere i graviditeten. Jeg tvang al stolthed i mig og takkede ja med kyshånd!

Det lød præcis som noget, der kan være med til at hjælpe mig igennem den kommende tid. Også selvom jeg ikke helt præcist ved hvad det vil indebære – andet end nogle flere af de dér lægebesøg, som jeg ikke er så glad for. Jeg må sgu nok hellere se at komme over det…

Man har et standpunkt…

Siden jeg skrev mit indlæg omkring min “scannings detox“, er jeg blevet scannet intet mindre end to gange. Man har således som bekendt et standpunkt, indtil man indtager et nyt. Det måtte jeg sande, da jeg fredag morgen på vej ud af døren konstaterede, at jeg blødte

Egentlig gik jeg ikke komplet i panik (i stil med første gang) – jeg forsøgte at huske min hjerne på at det kunne være Lutinus, eller så meget andet – det behøvede ikke at være begyndelsen på et nyt mareridt. Jeg ventede (bevares, med en ret intens hjertebanken) på at klokken blev 8.00 og begyndte derpå at kime godt og vel samtlige klinikker i Storkøbenhavn ned. Den slags har åbenbart ikke for vane at åbne før kl. 09.00 de fleste steder (inklusiv Trianglen, som jeg derfor ikke kunne komme igennem til).

En enkelt klinik tog dog røret kl. 08.15 – og ville gerne tage mig ind kl. 09.00. Jeg blev simpelthen så lettet, at jeg glemte at spørge om både priser og adresse. Det fandt jeg senere på nettet. Manden var endnu engang udenlands med arbejdet og jeg tog derfor endnu engang beslutningen om, at det ikke ville nytte noget at give ham besked før jeg var afklaret. Lort.

Da klokken var lidt i 09.00 stod jeg gennemblødt af regnen i klinikkens venteværelse. Her herskede en munter weekend-stemning, som jeg slet ikke kunne overskue. Så snart jeg kom ind hos sygeplejersken måtte jeg overgive mig til tårerne, som pludselig havde deres helt egen vilje. Hun var sød og forstående og skyndte sig at sætte scanneren i gang.

Endnu engang blev min frygt gjort til skamme. For hver gang det sker, føler jeg mig grædefærdig af lettelse og samtidig en anelse fjollet over at være kørt sådan op i en spids. For midt på hendes sort/hvide skærm boblede der en lille klat rundt, som damen påstod var min baby. Faktisk kunne jeg godt se hvad hun mente, når hun udpegede hoved, hjerte og små begyndende luffer til arme og ben. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg reagerer som jeg gør, når der er det mindste tegn på fare, men jeg ville sådan ønske at jeg bedre kunne kontrollere det. Det kan jeg åbenbart bare ikke.

Erkendelsen af at jeg ikke er herre over min egen angst, resulterede også i at vi holdt fast i den scanning om mandagen, som hele tiden har været planen. Skrækken fra fredag sad dels stadig i mig, dels var manden nu kommet hjem og ville også gerne have del i oplevelse. Han var selvsagt også forskrækket over at høre om fredagens drama. Scanningen om mandagen gik ligeledes præcis så godt som den skulle – vi så fine billeder og fik endda også lov at høre lidt hjertelyd. Det sidste rørte mig ret meget, fordi jeg stadig har så svært ved at forholde mig til, at der faktisk bor noget inde i min mave, som indtil videre synes at være sundt og raskt.

PS: Jeg har to gange nu oplevet at blive scannet udenpå maven! Jeg er åbenbart langt nok henne nu, til at mit forhold til den enøjede dildo-scanner måske har set sin afslutning for denne gang.

Det er en lille ting, det ved jeg godt – men på én eller anden måde betyder det alligevel noget for mig.