Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

Drømmeland

Min søde jordemoder påstår, at der ikke er noget underligt ved de mange mærkværdige drømme og horrible mareridt, som stadig er en fast tilbagevendende følgesvend, selvom jeg har det mærkbart bedre og bedre, som tiden går…

Min hjerne ryder op, siger hun – og den har da i så fald gang i den helt store hovedrengøring derinde! Det er ikke nemlig slet ikke så lidt, der sådan kommer frem i drømmeland i løbet af en nat. Noget af det er skræmmende, noget andet er uforståeligt, og andet igen er bare downright mærkeligt.

I starten var jeg primært plaget af klassiske mareridt om at miste. I mange drømme skete ulykken mens jeg sov, og jeg begyndte at pludseligt at bløde voldsomt. Så kunne jeg ligger i flere timer om natten og svæve mellem sovende og vågen, uden helt at kunne finde ud af om jeg virkelig blødte, eller om jeg blot drømte at jeg gjorde. Jeg vågnede op for at finde ud af, at det hele var indbildning – og var derefter fuldstændig udmattet i både krop og sjæl. Sådan en drøm kunne godt sidde i mig resten af dagen og det var derfor ret anstrengende til tider.

En af disse drømme foregik ved, at jeg var faret vild i en by jeg ikke kendte. Jeg fik pludselige smerter i maven, og ledte efter nogen der kunne hjælpe mig. Jeg vidste desværre bare ikke hvor jeg skulle gå hen (ja ja, symbolerne er da til at tage og føle på her). Jeg endte i en baggård bag en container, hvor jeg blødte kraftigt og faldt om. Af én eller anden grund måtte der i min drøm ikke være nogen der opdagede mig.

Så vågnede jeg.

De mest markabre mareridt er aftaget noget i styrke. Hvor de i den tidlige graviditet nærmest lignede en form for sovende angstanfald, som også kunne mærkes fysisk dagen derpå, er de nu langsomt mere og mere håndtérbare, og består også af meget andet end blod og det at miste.

Omdrejningspunktet for drømmene bliver i tiltagende grad snarere en frygt for ikke at blive forstået, i forskellige sammenhænge. Jeg oplever gerne dette, hvis jeg i forvejen er frustreret over min omverdens til tider manglende forståelse af, hvordan det er at være gravid i den situation jeg befinder mig i. Den anden dag drømte jeg at min far ikke ville lade sig overtale til ét eller andet – og ligemeget hvor meget jeg bad, tryglede, græd og råbte, ville han bare ikke forstå hvad jeg sagde til ham. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor det lige var ham der blev målet for min drøm… for i den virkelige verden er han og min mor nogle af mine helt store støtter.

Så er der som sagt også nogle drømme, som bare er så helt igennem underlige, at jeg er glad for at det alene er mig selv der har kendskab til dem. Nu deler jeg så godt nok ud af dem på bloggen her – but try not to judge me! Disse drømme kan være en blanding af alle mulige (og umulige) ting, men har ofte graviditet eller baby som omdrejningspunkt.

Min seneste drøm var så bizar, at jeg tøvede med at fortælle selv manden om den. Scenariet var nogenlunde som følger: Min mand og jeg bor i vores lejlighed i København, hvor vi desværre ikke må holde hund. Derfor har vi i stedet valgt at anskaffe os en kælegris, da der ikke står noget forbud imod dette i vores lejekontrakt. Da det går op for os at jeg har svært ved at blive gravid (hvilket jo egentlig ikke er spor korrekt), får vi lavet en insemination med grisens DNA – og jeg bliver gravid. Derfor er jeg således gravid i drømmen, med en baby som et halvt gris, halvt menneske…

Lader det lige synke ind et øjeblik… gravid med en gris… what.the.shit.fuck?

Hele drømmen går på at min kæreste og jeg er voldsomt uenige om hvad vi skal stille op. Det er ulovligt det vi har gjort, men vi er alligevel virkelig glade for, at vi endelig skal være forældre. Min kæreste insisterer på at vi ikke skal sige det til nogen, for så vil de bare tage grise-baby fra os, og så skal vi starte helt forfra. Jeg hælder mere til den overbevisning, at nogen nok vil opdage det, når baby kommer ud og er lavet af 50 % svinekød…

Jeg ved simpelthen ikke hvilken tolkning jeg skal trække ned over sådan en drøm. Men seriøst… er der nogen der gider at ringe og alarmere kommunen?

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!

Plik plak pluk…

Så var der jo dét med de plukveer? Et tema som jeg synes at det er virkelig svært at skrive et bare nogenlunde interessant blogindlæg om. Jeg skal nu alligevel gøre mit bedste for holde jer vågne…

Jeg røg første gang ind til tjek omkring uge 17 – dels synes lægerne at det var lidt for tidligt til så mange plukveer, dels synes de at de varede lige lovligt længe af gangen, til at det var helt godt. Skal jeg selv sige det, synes jeg faktisk at jeg tog det i nogenlunde stiv arm. Dels gør de på ingen måder ondt på mig (eller på den lille fis – det lovede de!), og dels tænkte jeg bare at det var en fordel at blive undersøgt. Better safe than sorry!

(Rettelse: Jeg har lige læst mine indlæg fra dengang og kan godt se, at jeg ikke var i nærheden af at være cool med det!)

Nå, men som beskrevet så alt ud som det skulle. Ud over formaninger om at holde mig i ro (trods mine protester, for det jo var netop det jeg havde gjort) var der ikke meget mere de kunne gøre for mig. Jeg blev tjekket igen i forbindelse med MD scanningen og alt så fortsat glimrende ud, sagdehyperoptimistiske happy-Hanne, som scannede mig.

Siden da har jeg nogenlund lært at “styre dem”. Nogenlunde, for der sniger sig alligevel hurtigt en 8-10 stykker ind på en dag. Hvis jeg ligger på ryggen (what the fuck?) eller går i meget raskt tempo, kan antallet godt snige sig op på 20. I følge min nye jordemoder er 5 om dagen helt normalt, hvorimod 20 er for meget – så jeg ligger lige midt i mellem og aner ærlig talt ikke helt, hvad jeg bør eller ikke bør stille op. Tror bare at jeg vender det med hende igen næste gang, hvis det fortsætter. Så må hun jo vurdere, om det behøver nærmere undersøgelse.

Plukveerne er ikke som sådan aktivitetsbestemte. Jeg kan fx godt snuppe en yogatime eller en svømmetur, uden at det udløser så meget som en enkelt. Dette er noget som jeg sætter så uendelig meget pris på, for tanken om at “miste min krop” allerede nu, efter i så kort tid at have følt at jeg havde den tilbage – ja, det er næsten ikke til at bære.

Jeg ved godt at mange kvinder oplever, at graviditet og ammeperiode på mange måder får dem til at føle, at deres krop for en tid ikke er deres egen. Men selvom der bor et lillebitte menneske inden i mig for tiden, så oplever jeg på forunderlig vi at jeg er meget mere mig selv, end jeg husker at have været meget længe. Jeg ved godt at jeg er i det famøse gyldne 2. trimester, og at meget kan ændre sig, når får vand i kroppen, strækmærker til op over begge øre og tasker så lange at det vil kræve en cylinderformet bikini… Men jeg nyder det fandme, så længe det varer!

For første gang virkelig længe oplever jeg at min krop samarbejder nogenlunde med mig. At den opfører sig bare sådan i retning af hvad jeg forventet – og at jeg ikke længere er pisse træt og frustreret over at den svigter mig.

Det er sgu da et par strækmærker eller to værd, synes jeg!

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Så var der dét med kønnet…

Af én eller anden grund er det noget, som vi alle sammen bevidst eller ubevidst meget ofte kommer til at gå vældig meget op i. Næst efter terminen, er kønnet et stensikkert spørgsmål, når folk opdager bulen på min mave. “Ved I hvad det bliver” spørger folk gerne… og jeg kunne i starten ikke dy mig for at svare, at vi satsede på at det blev en baby. Morfar-humor længe leve!

Nå, jeg har skrevet om mit manglende behov for at kende kønnet tidligere. Det startede med at handle om, at jeg slet ikke ønskede at forholde mig til, hvad det var for en lille skrøbelig spire jeg bar rundt på. Jo mere kendskab og jo flere detaljer – jo mere personlighed og jo flere drømme – ja, så meget desto mere smerte ville jeg føle, når det hele blev revet væk fra mig igen.

Men langsomt som tilliden til graviditeten voksede, ændredes mine argumenter for ikke at ønske at kende kønnet. Dels bryder jeg mig ikke voldsomt om for mange køns-stereotype forestillinger fra det øjeblik baby popper ud. Dels havde jeg i perioder ikke ét eneste form for behov for at vide det. Ingen nysgerrighed – bare jeg måtte få en sund og rask baby med hjem. Tissemand eller tissekone – makes no difference.

Men… manden har haft det anderledes, og han har været voldsomt tålmodig med mig. De sidste par måneder har vi flere gange fået tilbudet, når vi har været til nogle af de ekstra tjek. Hver gang har vi takket nej – og han har lovet at jeg ville få al den tid jeg havde brug for, indtil jeg blev klar til at vide det. Selv har han været klar i månedsvis. Til gengæld lovede jeg, at jeg ville forsøge at blive klar. Forsøge at få lysten og modet til at vide, hvem der boede derinde.

Så da den alt for muntre lægedame i tirsdags spurgte endnu engang, sagde vi ja tak. Vi fik en lille seddel med os, hvorpå hun skrev kønnet på klumpen derinde, og gemte ned i en kuvert. Derefter gik vi over på stamcaféen, hvor vi fandt et hjørne for os selv… så sad vi ellers dér og stirrede på kuverten foran os. Lidt tøvende overfor at åbne den og læse indholdet.

Kæresten tog mod til sig – og læste sedlen. Han så dels overrasket, dels glad ud. Det var ikke dét vi havde troet, kunne jeg se på ham – trods min ellers meget stærke mavefornemmelse for hvad det var.

På sedlen stod, at vi skal have en pige :-)

Egentlig blev jeg dybt overrasket. Eller overvældet. Eller noget helt tredje. Det var helt uvirkeligt og jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg tænkte. Sådan gik der en halv times tid. Så blev jeg overmandet af en helt igennem varm og omsorgsfuld følelse – som har varet ved lige side. For selvfølgelig er det en lille pige. Min lille pige. Vores lille pige!

Jeg har altid forestillet mig selv som drengemor. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har været næsten sikker på at det var en dreng derinde. Nu giver det i stedet helt vildt god mening for mig, at med alt det vi har været igennem, er det selvfølgelig en baby af det stærke køn, som har klaret at holde ved derinde. Min lille seje fighter!

Så trods min langvarige modstand, er jeg overvældende glad for at vide at hun er en hende, derinde.

Jeg forholder mig lidt mere til at det er et vaskeægte lille menneske derinde nu – det er mere virkeligt – præcis som et par erfarne kloge kvinder havde påstået, at det måske ville blive for mig. Jeg har takket kæresten for, at han var så pisse stædig, at han holdt på at vi skulle vide det – for nu føles det bare helt igennem rigtigt…

Selvfølgelig er hun en pige!

MD

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!