Hvad så nu?

Her sidder jeg og kigger ud af vinduet, mens Danmark kører forbi i mørket. Det er koldt, klamt og tåget, men jeg har varm kaffe og en croissant foran mig, så det hele er faktisk til at holde ud, til trods for at vækkeuret sagde 05.15,  Jeg er i et lidt usædvanligt humør. På én eller anden måde er dagen i dag nemlig både virkelig rar, ret symbolsk og så en lille bitte smule vemodig.

Det er min sidste arbejdsdag, inden barsel. Jeg skal arbejde et andet sted på Sjælland, så derfor har jeg allerede sagt farvel til mine kontor-naboer og pakket de første stakke med bøger sammen. De skal med mig hjem og bo resten af 2016, så der bliver plads til min søde studentermedhjælp, der i mellemtiden kommer nu og da og hjælper med lidt opgaver.

Jeg sidder med en sjov følelse af “hvad så nu”? Ja, det er vel meningen at jeg nu går ud og bliver nogens mor, indenfor ikke så forfærdelig lang tid. Men altså… hvor går man lige hen, hvis man synes at tiden er gået alt for stærkt og at man egentlig ikke helt er nået dertil, hvor man er klar til at gå på barsel? Bare lige en måned mere… jeg skal bare lige…

Dels er jeg ikke færdig arbejdsmæssigt – ikke det som ligner. Dels er min krop slet ikke færdig med at være gravid. Mere, jeg vil bede om lidt mere af det her, tak! Jeg er klar over at det er vanvittigt priviligeret at have det sådan i 8. måned. En kombination af at være svine-heldig, og så det at have en krop der igennem et par år fandt sig i at alt gjorde ondt på den dumme måde, grundet hormoner, behandlinger og aborter. Nu er der da i det mindste en mening med galskaben, når kroppen i ny og næ giver et pip fra sig.

At det også spørger lidt i baghovedet, at jeg hellere bare må suge det hele til mig – fordi jeg ikke tør håbe på at få lov til at opleve det hele igen, det skal jeg ikke helt udelukke. Blandet med ovenstående, er jeg samtidig helt varm i maven ved tanken om, at denne dag rent faktisk er kommet. At vi er nået hertil, til trods for alle de mange bump på vejen.

Der er ikke rigtig nogen vej tilbage nu – og den sidste fase sætter for alvor ind. Fedlingen kommer ud om ikke så længe, uagtet om jeg føler mig parat eller ej. Nu skal jeg (officielt i hvert fald) ikke arbejde mere – verden forventer i stedet at jeg så småt bygger reden færdig og kaster mig over de sidste praktiske og mentale forberedelser.

Det gør jeg da nok også – altså lige forbereder det sidste – men jeg synes nu ikke at der er så meget igen. Jeg vil hellere i biffen, til yoga, ses med en masse med folk omkring mig og så ellers nyde stilheden, mens den varer. Og arbejde lidt – hjemmefra og i hemmelighed – med bloggen, med mit almindelige arbejde og så lidt med et par andre hyggeprojekter.

Det der med at “gå fra” på arbejde, har haft næsten symbolsk status i mit hoved igennem meget lange tider – også længe før jeg blev gravid og for en gangs skyld blev ved med at være det. Det har været et decideret svært tema for mig, fordi det var så uopnåeligt. Alle andre “gik fra” hele tiden – og jeg gik ingen steder. Drømmen for mig smuldrede altid længe, længe før målstregen overhovedet var i sigte.

Kollegaer er både gået på (og kommet tilbage fra) barsel, gravide veninder i hobetal har meldt sig ind i barsels-klubben og talt om babyrytmik, café-kaffe og lange gåture med barnevognen. Imens har jeg siddet ved siden af og mest af alt følt mig helt grå inden i. Nu er det så blevet min tur til at pakke arbejdslivet ned i en flyttekasse for en lille stund. Og det er en rigtig underlig, men også rigtig dejlig, oplevelse at få lov til at få med sig.

En anden form for 30…

Sidste gang jeg rundede 30, var det med en række blandede følelser i maven, som på forskellig vis gjorde dagen mærkelig for mig. Det var ikke så meget dét dér med en rund fødselsdag eller at blive ældre (den “krise” snuppede jeg ved de 25). Det var mere alt det omkring mig, som gjorde dagen en lille bitte smule uoverskuelig…

Vi var på vej i IVF-behandling, efter en  benhård sommer og et tilsvarende hårdt efterår, hvor håb og drømme langsomt med sikkert blev begravet én efter én. Jeg var stadig ikke gravid (ikke på den blivende måde, i hvert fald) og det gjorde ondt at runde endnu en milepæl og en mærkedag, som gjorde mig smerteligt bevidst om at jeg ikke var kommet spor videre i mit ønske om at blive mor. Den slags kan man bruge en hel del tanker på, når man er ufrivilligt barnløs, hvilket jeg tidligere har smidt nogle tanker afsted omkring, her. Inseminationsbehandlingerne havde ikke givet resultat og min krop responderede nu i stedet ved udelukkende at ville lave æg i den side, hvor min æggeleder var fjernet som resultat af én af de første ekstrauterine graviditeter. Alle andre blev til gengæld gravide i hobetal…

Jeg holdt en lidt halvhjertet fest, for selvom jeg elsker den slags og nyder at have mit hjem fyldt til bristepunktet med glade og fulde venner og veninder, så orkede jeg slet ikke det helt store “30 års show”, som jeg ellers havde forestillet mig. Jeg inviterede nogle veninder til mad og drinks og tog den i stedet derfra. Det var også rigtig fint og endte med at blive en glimrende aften. Mine tanker var godt nok til tider andetsteds, men det var alligevel nogenlunde til at håndtere (efter lidt krisehjælp fra en kvik veninde og en smøg noget frisk luft på altanen). Derfor rundede jeg med andre ord 30 år som en stor pige, uden det helt vilde postyr.

I denne uge er der så sket dét finurlige, at jeg har rundet en helt anden form for 30. Jeg har rundet den 30. uge af min graviditet. Intet mindre end 75% af tiden som rugekasse er nu overstået, og jeg aner ikke hvor den er blevet af. Jeg forsøger at holde fast og opleve alt det som foregår lige nu, men samtidig er der fuld knald på job og alle andre aktiviteter, så det næsten er svært at følge med. At fedlingen skal forestille at komme til verden indenfor det næste kvartal, er mig simpelthen ganske umuligt at forstå.

Folk spørger om jeg tæller ned til barsel? Nej for pokker – jeg har slet ikke nået alt det jeg gerne ville, og jeg nyder faktisk at jeg endelig kan yde en bare nogenlunde normal arbejdsindsats, uden at være forstyrret af fertilitetsbehandlingens mange glæder. Så man kan selvfølgelig godt sige at jeg på en måde tæller ned… men det er ikke på den helt længselsfulde måde. Endnu. Faktisk ville jeg meget gerne trække den lidt, inden jeg skulle gå fra, hvis jeg kunne…

Jeg er en blanding af vild glæde og lykkerus ved tanken om at hun inden for overkommelig tid er på vej – samtidig forstår jeg nok slet ikke hvad det betyder. Og sidst men ikke mindst er der en del af mig som ville ønske at det her graviditets-halløj kunne blive ved bare lidt endnu. Det korte af det lange er vist, at der er tale om to vidt forskellige måder at runde de famøse 30 på… Og jeg kan helt klart bedst lide den sidstnævnte!

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

En anden slags jul…

Det bliver måske svært at skrive dette indlæg, uden den efterhånden obligatoriske klump i halsen. Jeg må indse at jeg er en anelse hormon-følsom i disse dage, selvom jeg nødigt vil være ved det. Det er heldigvis ikke på den “gale-og-enormt-hidsige” måde, hvor ingen kan gøre noget rigtigt. Det er mere bare på sådan en måde hvor alt omkring mig giver mig lyst til at fælde en tåre af glæde og varme. Vorherre bevares!

I morges var det en lille kluntet hundehvalp, som jeg mødte på vej til arbejdet. Den var så nuttet og helt forvirret over alt omkring den, at det gik lige i tårekanalerne på mig. I går var det finalen i kvindehåndbold, som gjorde udslaget. Jeg kom til at tude da Norge vandt, fordi de var så glade og jeg synes at det var så rørende (jeg holdt egentlig med Holland) – alt imens min mand sad i den anden ende af sofaen og stirrede vantro på mig.

Lige om et øjeblik er det jul, siger min kalender. Jeg har da også smidt en bunke gran ind i stuen med en rød sløjfe om, og bagt vaniljekranse i så store mængder, at alle omkring mig er vej at blive kvalt. Men ganske som det plejer, er det som at julen ikke sådan for alvor får mit pis i kog. Vi skal holde både lillejuleaften og 2. juledag hos os, og jeg glæder mig rigtig meget til hyggelige dage med både familie og venner, men det er ikke ligefrem fordi julestemningen er ved at fælde mig omkuld.

Alligevel er det anderledes med denne jul, end det har været de foregående to af slagsen. Anderledes på en rigtig god og tiltrængt måde, hvor jeg af indlysende årsager er meget mindre vred og ulykkelig, og meget mindre træt af verden. Jeg har lyst til at se mennesker og lave hyggelige ting, jeg har behov for andet og mere, end at gemme mig under dynen og være i fred. Det er en tiltrængt forandring.

I julen 2013 var jeg lige blevet opereret. Skuffelsen over at være blevet vældet bagover og chokket over at være blevet både en graviditet og en æggeleder fattigere, satte sine tydelige spor. Dels var vi rystede over at det overhovedet kunne ske, dels var vi bekymrede og bange for hvad det hele mon betød for vores fremtidsudsigter. Jeg sørgede over at jeg slet ikke at skulle være mor alligevel, men havde samtidig slet intet begreb om hvad der ventede. Heldigvis.

Året 2014 startede med en abort, som af forskellige årsager strakte sig over mange ugers usikkerhed og manglende afklaring. Derefter stod den på lægeordineret “pause” og et pusterum, som skabte nye forventninger til at det hele nok skulle løse sig henover sommeren. Det gjorde det som bekendt ikke.

Selvom resten af 2014 var graviditets- og abortfri, betød blandt andet opstarten i IVF, at efteråret stod på en af de største nedture i hele dette forløb. Jeg opsøgte hjælp hos en professionel og langsomt fik vi stablet os selv og hinanden nogenlunde på benene igen. Året sluttede desværre med at vores første IVF-forsøg var uden resultat. Vi gemte os på en skiferie med gode venner og forsøgte at se fremad.

År 2015 startede desværre som 2014 også havde gjort det. Først gravid, så ikke gravid. Så gravid igen, men gravid udenfor livmoderen.  Operation, fjernelse af sidste æggeleder. Frustration og sorg. Tvivl om hvorvidt det nogensinde skulle lykkes – og snak om hvad der var af alternativer. Vi ville ikke blive ved, men vi var heller ikke klar til at give op. Vi hævede opsparingen og gjorde det eneste vi kunne komme i tanker om. I et desperat forsøg på at gøre noget andet, opsøgte vi hjælp på en privatklinik. Resultatet ligger nu og sparker i min mave.

Og nu er det så, at klumpen i halsen vender tilbage imens jeg skriver. For det er pokkers så kontrastfyldt alt dette lige pludselig bliver, når jeg nu sidder her og er ved at blive overvældet af taknemmelighed. De mange ar på krop og sjæl findes absolut stadig, og frygten for hvornår lykken vender bider også fra tid til anden. Men jeg er så pisse hamrende glad for dét hvor vi er lige præcis nu. Uanset hvad der sker, kommer alt dette aldrig dårligt tilbage og jeg lapper det hele i mig som et sulten dyr.

Og så kan det godt være at jeg ikke føler mig direkte i julestemning på klassisk manér – men jeg foretrækker godt nok at holde jul med lige præcis de her følelser i maven, som jeg netop har beskrevet – fremfor oplevelsen af at det hele vælter forbi mig, mens jeg sidder hjælpeløst og kigger på, at resten af verden bevæger sig videre.

Ret skal være ret…

Det kan godt være at min nærmeste leder var lidt en nar, og tog forholdsvis køligt imod mine lykkelige omstændigheder – sådan som jeg tidligere har klaget over…

Men ret skal være ret – siden da er det faktisk væltet ind med meget overvældende og fine kommentarer fra både nære og fjerne arbejdsrelationer. I dag var jeg på besøg på mit gamle job, hvor en af mine nuværende samarbejdspartnere stadig befinder sig. Ud over at det altid er rigtig rart at komme på besøg derinde til de mange kendte gamle ansigter, så var responsen på den voksende mave virkelig rørende.

På intet tidspunkt blev det problematiseret, at bulen udskyder vores samarbejde i noget der ligner et år, eller påvirker en lang række af aftaler og deadlines. Der var fuldt ud fokus på “tillykke – og hvor er det bare fedt”og “neeeej, en forårsbaby, hvor dejligt”…

For få måneder siden, havde opmærksomheden fået mig til at krybe i et musehul, men jeg oplevede faktisk nu for første gang, er jeg nød at sole mig en lille bitte smule i alle de fine ord. Sågar kastede en velmenende sekretær sig over mavenusningen med en iver så stor, at jeg normalt ville gå helt i baglås… men jeg holdt ud!

En anden fin oplevelse var for et par uger siden, hvor en ældre og højt respektereret kollega betroede mig, at han synes det var det fineste tidspunkt i verden at få børn på… “Du er da lige dér hvor du skal være i din karriere”, sagde han – “Det er da det helt rigtige tidpunkt”! Jeg smilede skævt til ham og mumlede, at det var der vist lidt dele meninger om, alt efter om han spurgte mig eller min leder. Derpå kiggede han mig helt intenst i øjnene og fremførte en længere svada om kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet, om samfundets behov for at der fødes børn, samt om retten til private beslutninger. Han sluttede af med noget i retning af, at hvis der var nogen som helst der pippede negativt om noget så lykkeligt som dette, skulle jeg “bare komme til ham”, så skulle han nok tage sig af dem.

Alt i alt må jeg konkludere, at min leders syn på sagen heldigvis ikke er udtryk for generelle holdninger eller opfattelser. Og det er jo trods alt meget rart at vide, også selvom jeg havde besluttet mig at lade det hele prelle af på mig – og lade dem rende og hoppe!

Så var der dét med kønnet…

Af én eller anden grund er det noget, som vi alle sammen bevidst eller ubevidst meget ofte kommer til at gå vældig meget op i. Næst efter terminen, er kønnet et stensikkert spørgsmål, når folk opdager bulen på min mave. “Ved I hvad det bliver” spørger folk gerne… og jeg kunne i starten ikke dy mig for at svare, at vi satsede på at det blev en baby. Morfar-humor længe leve!

Nå, jeg har skrevet om mit manglende behov for at kende kønnet tidligere. Det startede med at handle om, at jeg slet ikke ønskede at forholde mig til, hvad det var for en lille skrøbelig spire jeg bar rundt på. Jo mere kendskab og jo flere detaljer – jo mere personlighed og jo flere drømme – ja, så meget desto mere smerte ville jeg føle, når det hele blev revet væk fra mig igen.

Men langsomt som tilliden til graviditeten voksede, ændredes mine argumenter for ikke at ønske at kende kønnet. Dels bryder jeg mig ikke voldsomt om for mange køns-stereotype forestillinger fra det øjeblik baby popper ud. Dels havde jeg i perioder ikke ét eneste form for behov for at vide det. Ingen nysgerrighed – bare jeg måtte få en sund og rask baby med hjem. Tissemand eller tissekone – makes no difference.

Men… manden har haft det anderledes, og han har været voldsomt tålmodig med mig. De sidste par måneder har vi flere gange fået tilbudet, når vi har været til nogle af de ekstra tjek. Hver gang har vi takket nej – og han har lovet at jeg ville få al den tid jeg havde brug for, indtil jeg blev klar til at vide det. Selv har han været klar i månedsvis. Til gengæld lovede jeg, at jeg ville forsøge at blive klar. Forsøge at få lysten og modet til at vide, hvem der boede derinde.

Så da den alt for muntre lægedame i tirsdags spurgte endnu engang, sagde vi ja tak. Vi fik en lille seddel med os, hvorpå hun skrev kønnet på klumpen derinde, og gemte ned i en kuvert. Derefter gik vi over på stamcaféen, hvor vi fandt et hjørne for os selv… så sad vi ellers dér og stirrede på kuverten foran os. Lidt tøvende overfor at åbne den og læse indholdet.

Kæresten tog mod til sig – og læste sedlen. Han så dels overrasket, dels glad ud. Det var ikke dét vi havde troet, kunne jeg se på ham – trods min ellers meget stærke mavefornemmelse for hvad det var.

På sedlen stod, at vi skal have en pige :-)

Egentlig blev jeg dybt overrasket. Eller overvældet. Eller noget helt tredje. Det var helt uvirkeligt og jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg tænkte. Sådan gik der en halv times tid. Så blev jeg overmandet af en helt igennem varm og omsorgsfuld følelse – som har varet ved lige side. For selvfølgelig er det en lille pige. Min lille pige. Vores lille pige!

Jeg har altid forestillet mig selv som drengemor. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har været næsten sikker på at det var en dreng derinde. Nu giver det i stedet helt vildt god mening for mig, at med alt det vi har været igennem, er det selvfølgelig en baby af det stærke køn, som har klaret at holde ved derinde. Min lille seje fighter!

Så trods min langvarige modstand, er jeg overvældende glad for at vide at hun er en hende, derinde.

Jeg forholder mig lidt mere til at det er et vaskeægte lille menneske derinde nu – det er mere virkeligt – præcis som et par erfarne kloge kvinder havde påstået, at det måske ville blive for mig. Jeg har takket kæresten for, at han var så pisse stædig, at han holdt på at vi skulle vide det – for nu føles det bare helt igennem rigtigt…

Selvfølgelig er hun en pige!

MD

Dér var den sgu!

Det står efterhånden klart for mig, at jeg ikke bliver baby-litteratur-typen i denne graviditet. Det er ikke som sådan en bevidst beslutning, men startede egentlig bare som så meget andet med, at jeg har haft temmelig svært ved at turde tro på projektet.

Min søde kæreste derimod, jubel-optimisten, hentede en såkaldt baby app allerede i uge 7. Sådan en fidus skulle jeg den-onde-lyne-mig ikke nyde noget af, for jeg husker kun alt for godt hvordan det føltes at slette den fra telefonen første gang. Hvor ondt det gjorde. Hvor latterlig jeg følte mig over, at have ligget dér uge efter uge mandag morgen og læse om den kommende uge i min graviditet. Det skulle jeg ikke udsættes for igen…

Men langsomt begyndte han alligevel at læse lidt op for mig. Jeg tillod det. Dels af egen nysgerrighed og dels fordi jeg aftalte med karma-guderne, at det ikke for alvor talte i forhold til at jinxe noget.

Det var egentlig ret hyggeligt – og det er blevet en fast weekendtradition efterhånden. Det betyder i øvrigt at han er ret godt inde i hvordan den udvikler sig derinde, og at det tit er mig der må spørge ham om hvor stor den eksempelvis er lige nu, eller om den har fået hørelse. Det synes jeg måske også har sin charme -. altså det der med at det ikke kun er mig der skal være eksperten på alt det nye, som ingen af os i virkeligheden aner særlig meget om.

Anyway – denne uge var ingen undtagelse og vi kunne derfor læse os til at man som 1. gangs gravid formentlig ville kunne være heldig at mærke liv i én af de kommende uger (det giver ingen point at det er den 5. omgang, lige i denne sammenhæng). I dagene forinden havde jeg faktisk mærket en del “rumsteren rundt” dernede, som jeg nok havde tænkt kunne være begyndelsen på netop dette. Som alle andre var jeg dog ret meget i tvivl om, hvad det egentlig var jeg skulle mærke efter, og hvad jeg skulle forvente. Det føltes ikke synderlig meget anderledes, end en gang solid luft i maven.

Men så sad jeg i teateret lørdag aften. Midt i et grineflip slog det mig pludselig, at jeg faktisk slet ikke længere var spor i tvivl. For dér var den helt bestemt – og det har den været temmelig meget siden. Når jeg sidder stille på kontoret, eller når jeg ligger til mig at sove, kan jeg ganske tydeligt mærke at den ligger og møffer rundt derinde.

Det føles hverken som bobler eller en fisk der slår med halen, eller mange af de andre beskrivelser, som jeg ellers har hørt om. Det mærkes mere som lige netop dét det er – små bitte “smølfespark” på indersiden af maveskindet. Helt forsigtigt, men slet heller ikke til at tage fejl af. Så tak for det, baby – for jeg har i meget høj grad stadig brug for det. For påmindelser om, at der er noget derinde, om at den er god nok og om at det måske endda rent faktisk kunne ende lykkeligt.

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Første besøg

Nu er jeg fanden-galme’ også blevet sådan én, som går til jordemoder! Hvem havde troet det. Jeg havde trukket den så længe jeg overhovedet kunne, så nu var der ingen vej udenom at bestille en tid og “få det overstået”.

Hvorfor jeg har udskudt, er jeg ikke sikker på. Det er lidt samme fornemmelse som med nakkefoldsscanningen. Noget i retning af, at hvis jeg først for alvor begynder at gå rundt og tro at jeg er gravid, og bestiller tider her og der og alle vegne, ja så bliver det nok bare så meget desto mere umuligt at holde ud, når det hele går fløjten.

Ja ja, tænker du – sådan hænger det jo ikke sammen, din lille tåbe! Men alligevel….

Alt hvad der har direkte med denne graviditet at gøre, gør noget underligt ved mig. Ligeså snart jeg skal til en konsultation af nogen som helst art – om det er læge, scanning eller (åbenbart) jordemoder, begynder min krop at forberede sig på noget småfarligt. Det er ikke helt retfærdigt overfor det sundhedssystem, som ellers for størstedelens vedkommende behandler os godt – men det er som om krop og hjerne lidt går egne veje, lige på dette punkt.

Uden at jeg helt bemærker det, forbereder jeg mig på kamp – på at skulle starte forfra, på at forklare hele min komplicerede historik igen igen, bære over med dem, når de insisterer på at jeg kan smide alle bekymringer, og så fremdeles. Denne gang opdagede jeg først hvad der var igang, da det i venteværelset gik op for mig, at jeg havde kold-svedt mig igennem min undertrøje. Sexet nok, ellers.

Jeg smækkede min cardigan lidt tættere om kroppen og blev kort efter modtaget af en venligt udseende dame – lad os kalde hende Jytte. Jordmoder Jytte. Hun havde (selvfølgelig) en jordemoderstuderende på slæb, og jeg bed ærgrelsen i mig, over at have endnu mere publikum på til mit snarlige sammenbrud. Én fra eller til…

Ind kom jeg, blev sat ned, blev ønsket tillykke med graviditeten. Nikkede på vanlig høflig vis og undlod at svare så meget andet end “tjoh, tak”. Derfra tog Jordmoder Jytte over – og viste sig fra lige præcis sådan en side, som jeg kun havde kunne håbe på.

Hun havde først og fremmest læst lidt journal på forhånd, hvorfor hun var helt og aldeles med på, at jeg havde det en anelse anderledes end den gennemsnitlige gravide. Derpå sikrede hun sig en evig plads i mit hjerte ved kommentaren:

Måske vil det blive nemmere for at dig at tro på med tiden – måske ikke. Men det vigtigste er at du ved, at det tager din baby ikke på nogen måder skade af. Du må tage det som det kommer”. 

Så var stilen lagt. Jeg knus-elskede hende fra starten af – og den søde studerende var faktisk kun med til at gøre stemningen lettere undervejs, når vi i vores lange snak vekslede imellem det alvorlige og det mere humoristiske. Der var en rigtig god kemi – og selvom jeg for god ordens skyld blev bedt om at fortælle min historie forfra for 34. gang i denne måned, gjorde det ikke så meget. Jeg skulle nemlig ikke forklare særlig meget om, hvorfor jeg havde det som jeg har – og jeg behøvede hverken at retfærdiggøre eller forsvare min tanker heller.

Planen er nu den, at jeg i løbet af nogle dage bliver kontakter af deres enhed for “sårbare” gravide (du godeste – mig??). Her vil jeg få tilbudt at blive tilknyttet deres enhed og høre lidt nærmere om, hvad de tilbyder. Så vælger jeg derefter, om jeg vil overgå til dem, eller om jeg hellere vil blive hos Jordmoder Jytte og være helt almindelig gravid.

Egentlig ser jeg fordele ved begge dele. Det vil dels være fint med noget ekstra omsorg og tid, men det vil også være rigtig rart at blive dér, hvor jeg lige har haft en positiv oplevelse. Så nu tager jeg lige en snak med dem, når de ringer, og så tager vi den derfra.

Piece of cake!

X eller Y?

Som i kromosomer – er det en dreng eller en pige? Selvom det nærmest virker umuligt, er vi så småt ved at nå frem tidspunktet for, hvor det er muligt at få afklaret, hvad der gemmer sig bag bulen i maven og under de ømme bryster. Hvis man har lyst, altså.

Men jeg er ikke klar.

Jeg forstår godt at det er noget, som normalt driver nysgerrige forældre til randen af utålmodighedens sinddsyge, når de får muligheden for at vide, om at det er en bob eller en bobine, som ligger derinde. Jeg synes egentlig også, at det er ret fantastisk, at man kan se den slags allerede nu, hvor fosteret egentlig ikke er meget længere end mit dankort.

Men jeg har slet ikke på nogen måde travlt. Det er ikke fordi jeg som sådan er i mod man får det oplyst – eller har særlige kønspolitiske argumenter i ærmet – det er rent og skær følelsesmæssigt. Jeg er ikke klar til at personificere min graviditet så meget, at jeg ved om der gemmer sig en lille tissemand- eller kone derinde. Det er som om at det vil gøre det en tand for virkeligt, end tand for menneskeligt? Åh for fanden, hvis det så går galt… har man så ikke endnu mere man mister? Eller er jeg helt idiot?

Manden vil vældig gerne vide det. I sin evigt optimistiske tilgang til verden tror jeg ikke at der er så super mange forsvars-mekanismer tilbage i ham. Han skal være far, og der er ikke så megen grund til at lade glæden påvirke af for mange forbehold. Derfor kan man jo ligeså godt få kønnet af vide også – nu hvor det kan lade sig gøre?

Men han har lovet at give mig tid. Og jeg har til gengæld lovet at forsøge at arbejde på at blive klar. Arbejde på at få lyst til at vide det.

Jeg kan godt se at det er praktisk. Men jeg har nu aldrig drømt om at gå amok i hverken lyserødt eller -blåt (måske er der alligevel en anelse kønspolitik gemt i mig?). Selv er jeg vokset udmærket op i forholdsvis kønsneutrale omgivelser og med arvetøj fra min fætter, som sjovt nok var en dreng. Faktisk giver det mig en anelse creeps når forældre går komplet prinsesse-amok i en sky af lyserød tyl og flæser…

Don’t get me started på dem, som rent faktisk omtaler deres afkom som netop “prinsessen”…

Men igen… det er altså mest af alt bare fordi jeg endnu ikke er klar. Jeg har rigeligt at gøre med at forstå, at der gror noget derinde. Når jeg stadig intet mærker og ingen gener har, er det svært nok i sig selv at tro på. Bulen på maven kunne ligeså godt skyldes dét lune thebirkes, som jeg lidt for ivrigt kører ned næsten hver morgen.

Det er svært for mig for alvor at tro, at man kan have en mavefornemmelse for den slags – altså for hvilket køn det gemmer sig derinde. Ud over at man jo har temmelig gode odds for at gætte rigtigt. Sådan omkring 50 % vil jeg mene.

Men hvis jeg skal vælge, tror jeg at det er en dreng. Mest fordi jeg nok tidligere har forestillet mig, at jeg ville blive mor til drenge. Måske ubevidst fordi mit temperament passer mere til lego end til perleplader. Men vi får se… og det er jo i virkeligheden komplet og aldeles ligegyldigt hvad det er for én derinde, det er indlysende. Hvis bare den er sund og glad.

Men jeg er endnu ikke klar…