Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!

Plik plak pluk…

Så var der jo dét med de plukveer? Et tema som jeg synes at det er virkelig svært at skrive et bare nogenlunde interessant blogindlæg om. Jeg skal nu alligevel gøre mit bedste for holde jer vågne…

Jeg røg første gang ind til tjek omkring uge 17 – dels synes lægerne at det var lidt for tidligt til så mange plukveer, dels synes de at de varede lige lovligt længe af gangen, til at det var helt godt. Skal jeg selv sige det, synes jeg faktisk at jeg tog det i nogenlunde stiv arm. Dels gør de på ingen måder ondt på mig (eller på den lille fis – det lovede de!), og dels tænkte jeg bare at det var en fordel at blive undersøgt. Better safe than sorry!

(Rettelse: Jeg har lige læst mine indlæg fra dengang og kan godt se, at jeg ikke var i nærheden af at være cool med det!)

Nå, men som beskrevet så alt ud som det skulle. Ud over formaninger om at holde mig i ro (trods mine protester, for det jo var netop det jeg havde gjort) var der ikke meget mere de kunne gøre for mig. Jeg blev tjekket igen i forbindelse med MD scanningen og alt så fortsat glimrende ud, sagdehyperoptimistiske happy-Hanne, som scannede mig.

Siden da har jeg nogenlund lært at “styre dem”. Nogenlunde, for der sniger sig alligevel hurtigt en 8-10 stykker ind på en dag. Hvis jeg ligger på ryggen (what the fuck?) eller går i meget raskt tempo, kan antallet godt snige sig op på 20. I følge min nye jordemoder er 5 om dagen helt normalt, hvorimod 20 er for meget – så jeg ligger lige midt i mellem og aner ærlig talt ikke helt, hvad jeg bør eller ikke bør stille op. Tror bare at jeg vender det med hende igen næste gang, hvis det fortsætter. Så må hun jo vurdere, om det behøver nærmere undersøgelse.

Plukveerne er ikke som sådan aktivitetsbestemte. Jeg kan fx godt snuppe en yogatime eller en svømmetur, uden at det udløser så meget som en enkelt. Dette er noget som jeg sætter så uendelig meget pris på, for tanken om at “miste min krop” allerede nu, efter i så kort tid at have følt at jeg havde den tilbage – ja, det er næsten ikke til at bære.

Jeg ved godt at mange kvinder oplever, at graviditet og ammeperiode på mange måder får dem til at føle, at deres krop for en tid ikke er deres egen. Men selvom der bor et lillebitte menneske inden i mig for tiden, så oplever jeg på forunderlig vi at jeg er meget mere mig selv, end jeg husker at have været meget længe. Jeg ved godt at jeg er i det famøse gyldne 2. trimester, og at meget kan ændre sig, når får vand i kroppen, strækmærker til op over begge øre og tasker så lange at det vil kræve en cylinderformet bikini… Men jeg nyder det fandme, så længe det varer!

For første gang virkelig længe oplever jeg at min krop samarbejder nogenlunde med mig. At den opfører sig bare sådan i retning af hvad jeg forventet – og at jeg ikke længere er pisse træt og frustreret over at den svigter mig.

Det er sgu da et par strækmærker eller to værd, synes jeg!

Så var der dét med kønnet…

Af én eller anden grund er det noget, som vi alle sammen bevidst eller ubevidst meget ofte kommer til at gå vældig meget op i. Næst efter terminen, er kønnet et stensikkert spørgsmål, når folk opdager bulen på min mave. “Ved I hvad det bliver” spørger folk gerne… og jeg kunne i starten ikke dy mig for at svare, at vi satsede på at det blev en baby. Morfar-humor længe leve!

Nå, jeg har skrevet om mit manglende behov for at kende kønnet tidligere. Det startede med at handle om, at jeg slet ikke ønskede at forholde mig til, hvad det var for en lille skrøbelig spire jeg bar rundt på. Jo mere kendskab og jo flere detaljer – jo mere personlighed og jo flere drømme – ja, så meget desto mere smerte ville jeg føle, når det hele blev revet væk fra mig igen.

Men langsomt som tilliden til graviditeten voksede, ændredes mine argumenter for ikke at ønske at kende kønnet. Dels bryder jeg mig ikke voldsomt om for mange køns-stereotype forestillinger fra det øjeblik baby popper ud. Dels havde jeg i perioder ikke ét eneste form for behov for at vide det. Ingen nysgerrighed – bare jeg måtte få en sund og rask baby med hjem. Tissemand eller tissekone – makes no difference.

Men… manden har haft det anderledes, og han har været voldsomt tålmodig med mig. De sidste par måneder har vi flere gange fået tilbudet, når vi har været til nogle af de ekstra tjek. Hver gang har vi takket nej – og han har lovet at jeg ville få al den tid jeg havde brug for, indtil jeg blev klar til at vide det. Selv har han været klar i månedsvis. Til gengæld lovede jeg, at jeg ville forsøge at blive klar. Forsøge at få lysten og modet til at vide, hvem der boede derinde.

Så da den alt for muntre lægedame i tirsdags spurgte endnu engang, sagde vi ja tak. Vi fik en lille seddel med os, hvorpå hun skrev kønnet på klumpen derinde, og gemte ned i en kuvert. Derefter gik vi over på stamcaféen, hvor vi fandt et hjørne for os selv… så sad vi ellers dér og stirrede på kuverten foran os. Lidt tøvende overfor at åbne den og læse indholdet.

Kæresten tog mod til sig – og læste sedlen. Han så dels overrasket, dels glad ud. Det var ikke dét vi havde troet, kunne jeg se på ham – trods min ellers meget stærke mavefornemmelse for hvad det var.

På sedlen stod, at vi skal have en pige :-)

Egentlig blev jeg dybt overrasket. Eller overvældet. Eller noget helt tredje. Det var helt uvirkeligt og jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg tænkte. Sådan gik der en halv times tid. Så blev jeg overmandet af en helt igennem varm og omsorgsfuld følelse – som har varet ved lige side. For selvfølgelig er det en lille pige. Min lille pige. Vores lille pige!

Jeg har altid forestillet mig selv som drengemor. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har været næsten sikker på at det var en dreng derinde. Nu giver det i stedet helt vildt god mening for mig, at med alt det vi har været igennem, er det selvfølgelig en baby af det stærke køn, som har klaret at holde ved derinde. Min lille seje fighter!

Så trods min langvarige modstand, er jeg overvældende glad for at vide at hun er en hende, derinde.

Jeg forholder mig lidt mere til at det er et vaskeægte lille menneske derinde nu – det er mere virkeligt – præcis som et par erfarne kloge kvinder havde påstået, at det måske ville blive for mig. Jeg har takket kæresten for, at han var så pisse stædig, at han holdt på at vi skulle vide det – for nu føles det bare helt igennem rigtigt…

Selvfølgelig er hun en pige!

MD

Lettelse.

Vi har det godt – og det gik godt. Den tidlige morgentid på Rigshospitalets Ultralydsklinik gjorde, at venteværelset var tomt og for en gangs skyld til at holde nogenlunde ud.

God bliver jeg aldrig til det – dagen inden havde jeg kronisk mavepine, og selvom jeg ikke er sikker på at det hang sammen med scanningen, var det en anelse påfaldende at det forsvandt som dug fra solen, da det hele var vel overstået.

Jeg havde ikke talt med så mange om den præcise dato for scanningen. Jeg orker ofte ikke at forholde mig til velmenende formaninger om, hvor fantastisk det hele kommer til at gå og hvordan der intet er at være bange for. Det er ofte nemmere at gemme mig lidt og selv arbejde med at prøve at se frem mod det (eller frem imod at det er overstået, i hvert fald) og så blot dele de bekymrede tanker med manden.

Ind kom vi – og i lokalet ventede verdens mest hysterisk morgenfriske og glade scanningsjordemoder. Enten var hun på en hel af række seriøst opkvikkende midler, eller også var hun bare gennemført smilende og hovedet-på-skrå-optimistisk af natur…

Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at acceptere det. Jeg gad ikke at gå ind i vores forhistorie, og der var sådan set heller ikke rum til det. I følge hende var alt skønt, fantastisk, og helt igennem uproblematisk. Da vi kom udenfor grinede manden stort… han havde straks luret at happy-Hanne’s tilgang havde sat gang i min indre galde, og havde blot håbet på at jeg ikke ville eksplodere i hovedet på den glade dame.

Nå, men alt viste sig faktisk at være rigtig fint. Inde i min mave ligger en lille størrelse, som efter alle målbare forhold synes at være glad, sund og rask. Det var en kæmpe lettelse, og jeg ved at den lettelse vil vare ved i nogen tid. Der er efterhånden længere og længere imellem de intervaller hvor angsten rigtig bider, så jeg håber at jeg kan gå i et godt stykke tid nu.

Hvordan og hvorledes så med kønnet?

Inden vi gik ind til scanningen, havde vi truffet en beslutning. Dels skulle kæresten have lov til at få sin nysgerrighed stillet. Dels forsøgte jeg at lytte til de mange stemmer, som har fortalt mig at det for dem havde været en rigtig god oplevelse at kende til kønnet på den lille, og på sin vis havde givet et fint videre skridt i forhold at forstå, at det her er virkeligt.

Så vi skulle vide hvad der lå derinde. Jeg ville bare ikke have den oplysning i det scanningslokale, som jeg så inderligt hader og frygter. Jeg ville så gerne have, at det bare var manden og jeg sammen, et helt andet sted, når afsløringen faldt. Jeg ville så gerne have at vi var alene, når jeg skulle se min mands reaktion.

Så vi fik det skrevet på en lille seddel, og denne seddel blev gemt i min taske. Derfra gjaldt det jo så bare om, at finde modet til at kigge på den :-)

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

Kontraster

Tidligere skrev jeg om vores sidste besøg på Riget – som heldigvis endnu engang gik mere end almindelig fint og medførte stor lettelse og lykke.

Glad og forpustede nåede vi caféen i Ryesgade efter scanningen, hvor vi ville puste ud og fejre med lidt frokost. Det var møgvejr og tilpas deprimerende, hvis det altså ikke var fordi vi var helt høje på en fantastisk fin oplevelse.

Inde på caféen sad Maria Gerhardt med sin kone. Både manden og jeg er netop nu i gang med at læse hendes selvbiografi, som dels handler om hendes møde med sit livs store kærlighed, og dels handler om den alvorlige kræftdiagnose som hun på tragisk vis fik stillet for nogle år tilbage. For de af jer som måske ikke lige er opdaterede på den danske musikscene, er hun en kvindelig DJ som har gået under navnet Djuna Barnes.

Hun er ikke voldsomt meget ældre end os – og jeg ved fra hendes biografi at hun sammen med sin kone har en lille dreng. Hun var egentlig erklæret rask, men der er nu kommet et tilbagefald, kunne jeg for nyligt læse i medierne. Prognoserne ser vist ikke alt for gode ud, er mit indtryk. Der er blevet startet nogle landsindsamlinger rundt omkring, som vist skal hjælpe til at finansiere noget behandling i udlandet. Et sidste forsøg, måske.

De sad der kun et par borde fra os.Vi kunne ikke høre hvad de talte, om jeg måtte virkelige koncentrere mig for ikke at kigge hen på dem. Ikke fordi hun er kendt, men fordi det var underligt at vide noget så personligt om et andet menneske, selvom hun overhovedet ikke kender mig og omvendt. I hendes biografi kan jeg læse, at hun ofte drager over forbi caféen efter sine utallige besøg og behandlinger på Riget. Nu virkede det alt for kontrastfyldt at vi sad der og fejrede vores nyfundne lykke, alt i mens de sad der midt i noget af det sværeste livet kan byde på.

Jeg følte lige pludselig enormt meget med dette smukke fremmede menneske på caféen. Faktisk havde jeg lyst til at sige ét eller andet til hende, selvom det ville have været virkelig upassende. Men jeg havde lyst til at sige noget i retning af, at det er en røvsej og uretfærdig kamp hun og hendes kære kæmper, og at jeg ønsker hende al mulig styrke til at komme igennem den næste tid. Men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg tænkte bare på hende… og det gør jeg stadig nu her et par dage efter…

Mavefornemmelser

Dagene går og ugerne gør det samme. Jeg er nået ind i det 2. trimester – og det er ret surrealistisk for mig. Jeg bliver stadig grebet af angsten for, at det hele snart bliver taget fra mig igen. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg altid aktivt huske mig selv på, at det ikke er noget jeg har drømt. At jeg stadig er gravid, indtil andet er bevist.

Min hjerne har svært ved at tro det – og min krop har ikke de store reaktioner, ud over en voksende bule foran, som nok snart gør det svært at være i de stramme jeans. Jeg er slet ikke mentalt klar til ventetøj – slet ikke. Min ny-fundne overtro blokerer for den slags indkøb, i hvert fald lidt endnu. Det bliver ikke nemmere med tiden at skjule det på arbejdet – synes allerede at min ene kollega har skævet til maven op til flere gange. Bare lidt endnu…

De sidste måneder har været præget af mange op og nedture. Af mareridt, angst-anfald og “babu babu” afsted til akut scanning ved den mindste blødning. Og også af vild og uvirkelig glæde. Det har været udmattende, men samtidig er jeg selvfølgelig helt igennem taknemmelig for, at have fået lov til overhovedet at gå det igennem. At få lov til at komme længer, end jeg havde troet at det var muligt.

Nu hvor roen jo alligevel, trods alt, er faldet en smule mere på end i den tidlige start, er der nogle ting jeg bemærker, når jeg ser tilbage på de seneste måneder. Én af dem er lidt underlig, så jeg håber at I vil bære over med mig, nu hvor jeg forsøger at skrive om det.

Lad mig endelig afklare, at jeg ikke tror på “6. sanser” eller på andre spirituelle forklaringer – og jeg er heller ikke gået hen og er blevet synderlig religiøst ovenpå mine to streger – alligevel synes jeg bare at det er lidt pudsigt. Lidt mærkeligt.

For hvis der er noget der har kendetegnet alle de andre graviditeter før denne, så er det at jeg altid har haft en ganske klar mavefornemmelse, når det gik galt. En fornemmelse af at den vitterlig var gal – og at det var et spørgsmål om tid før lægerne bekræftede dét, som jeg allerede vidste i forvejen. Jeg har sikkert været vildt irriterende igennem alle de mange ugers samlet ventetid, hvor vi er blevet bedt om at se tiden an og “håbe på det bedste” – for jeg synes hver gang at jeg har været temmelig klar over, at der ikke var meget at håbe på.

Det var eksempelvis grunden til, at jeg valgte at blive opereret tidligere på året, selvom lægerne gerne ville vente lidt – jeg vidste hvad klokken havde slået, og ville bare gerne have det overstået.

Men… Det har været anderledes denne gang. Ikke at jeg har haft en tydelig fornemmelse af at, “nu ville det gå godt” – slet ikke. Jeg har været pisse ræd for at der skulle sker ét eller andet. Men min mavefornemmelse af at den var gal, har været fraværende. Min faste overbevisning, som nogle gange har overtrumfet lægernes ord, har ikke været der. Selv de gange hvor jeg har blødt og er styrtet afsted med vild panik mod den nærmeste scanningsklinik, har jeg ikke haft den der helt tydelige “nu er det slut”-afklaring i maven.

Manden og jeg talte om det på et tidspunkt. Han opfordrede mig til virkelig at stole på, at jeg ville kunne mærke hvis der var noget galt. For det havde jeg jo før kunne mærke, næsten alt for præcist. Og hvis jeg ikke mærkede noget denne gang, så måtte det være fordi at alt var i fin orden.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sådan lige efterkomme, for i mit hovedet stolede jeg på absolut ingenting ud over hjerteblink på en sort/hvid skærm. Men jeg ville da egentlig ønske, at jeg havde turde finde lidt ro i fornemmelsen.

Om man kan ligge noget i det? Sikkert ikke. Og jeg har som sagt heller ikke turde lytte til det uanset hvad, for jeg stoler ikke på noget som helst når det kommer til graviditeter. Men det er da alligevel lidt skørt…

Lige nu mens jeg skriver dette, har jeg egentlig en fornemmelse af, at det ender godt det her. Jeg tør ikke sige det højt (bloggen tæller ikke) – men en lille del af mig må være begyndt at tro bare en anelse. Det synes jeg er ret modigt af min hjerne, sådan at kaste sig ud i.

Måske har jeg  lige jinxet det hele voldsomt meget…

Identitetskrise…

Ja, altså ikke for mig selv, for jeg har det faktisk ret godt.

Shit, hvor er det længe siden at jeg har sagt den sætning: “Jeg har det faktisk ret godt” – og ment det.

Men det er bloggen den er gal med, i denne omgang. Den lider af gennemtrængende identitetskrise som resultat af min nuværende situation – for giver det overhovedet mening at skrive om ufrivillig barnløshed, når man er gravid? Bliver det ikke i længden røv-trættende at høre på alle mine usikkerheder og brokkerier, nu hvor jeg egentlig har krydset den almene grænse for, hvornår det giver mening at slappe lidt af og bare nyde at være gravid?

Jeg kan ikke helt finde ud af det – og som konsekvens er bloggen altså også blevet forvirret.

I forbindelse med nakkefoldsscanningen i forrige uge, modtog jeg en sød besked fra en læser herinde, som ønskede mig mange gange held og lykke. Jeg blev rigtig glad for hendes fine hilsen, som var både varm og oprigtig – og ret ærlig. For hun indrømmede også, at hun var ret jaloux over, at læse om hvordan det endelig var lykkes for mig. Her havde bloggen jo netop været hendes fristed til at finde ligesindede i samme sorg – og så er det ligesom bare ikke helt det samme, når skriverierne kommer fra én, som nu er tæt ved målet.

Den samme frustration husker jeg selv, fra nogle af de blogs jeg tidligere har fulgt med i undervejs i kampen. Når kvinden bag bloggen endelig blev gravid, holdt jeg faktisk nogle gange helt op med at læse med, for det var jo slet ikke det jeg havde behov for. Endnu en påmindelse om at det lykkes for f****** hele verden at blive gravide – bare ikke mig.

Derfor går jeg pt. og tygger lidt på, hvad der mon skal ske med bloggen. Jeg har stadig nogle ting på hjerte, som jeg egentlig gerne vil skrive om. For jeg føler jo (modsat resten af verden) slet ikke at jeg har mit på det tørre endnu, selvom det helt bestemt går den rigtige vej. Men hvis det fortsætter med at gå godt, vil der forhåbentlig også komme et tidspunkt, hvor det giver mening for mig at “give slip” på bloggen og den del af mit liv som den repræsenterer. Jeg ønsker ikke at “skrive for at skrive” – jeg vil have noget at sige – og jeg kommer ikke til at mommy-blogge, det er jeg ret overbevist om.

Men samtidig synes jeg også, at det er lidt trist at lukke ned. Tanken om at mit frirum skal have en ende og at alle skriblerierne, tankerne og frustrationerne ikke længere skal have modtagere, gør mig sgu i lidt gråt humør. Så derfor er jeg ikke afklaret endnu – og bloggens identitetskrise får lov til at vare en stund mere, indtil jeg finder den rette løsning.

Senere tanker om bloggens fremtid, finder du her.