Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Milepælen…

Det er overstået. En helt igennem vanvittig og symbolsk milepæl i vores kamp på vejen mod forældreskab, er nu overstået. Og det gik godt. Selvfølgelig gik det godt, for fanden da!

Rigshospitalets afdeling for ultralydsscanning viste sig at være et gangske rædselsfuld sted i denne sammenhæng. Det er det rene samlebånd. Et propfyldt venteværelse på kogepunktet og en alt for hektisk aktivitet, var slet ikke hvad mine nerver behøvede. Vi knugede hinandens hænder og jeg var ret taknemmelig, da en sygeplejerske efter ganske kort tid kaldte os ind.

Hun synes ikke at kende det mindste til vores historie – hun spurgte i hvert fald om intet, og gik ligesom bare til sagen. Det var sådan set også fint nok, for jeg får på alle måder koldsved af at befinde mig i disse situationer – og jeg kan slet ikke hverken høre eller se noget som helst, før nogen siger at “der er hjerteblink”.

Dét sagde hun heldigvis hurtigt. Og derfra så jeg ikke særligt meget. Jeg tudede mildest talt som en stukket gris – så meget at jeg dårligt hørte risikovurderingen, størrelsen på nakkefolden, og alt det andet som vi egentlig var kommet for. På ganske kort tid var det ovre, og sygeplejersken lod os vente i rummet, imens hun hentede svarene på min blodprøver. Jeg var taknemlig for at hun ikke sendte os ud i det frygtelige venteværelse igen.

Mens vi sad der og ventede, fortsatte min reaktion. Jeg var så lettet og samtidig så udmattet af at holde sammen på mig selv igennem de sidste dage, at det hele væltede frem. Jeg hulkede og grinede på én og samme tid, så meget at jeg dårligt kunne trække vejret. Det må have set helt vanvittigt ud – og manden min kiggede da også flere gange mistroisk på mig, imens han efter bedste evne krammede og grinede med.

Sygeplejersken kom tilbage og betragtede optrinnet med nogenlunde professionel distance. Måske havde hun luret i journalen på vejen, for hun nævnte noget om at det da “også måtte være helt fantastisk, endelig at opleve gode svar”. Der ud over dvælede hun ikke mere ved det. Risikoberegningen var fin, størrelse og udvikling det samme – tillykke og tak for i dag!

Kort efter sad vi ved søerne, med hver vores store kaffe og et sort/hvidt scannings-billede imellem os. Det var ganske uvirkeligt. Jeg har ikke tal på, hvor intenst og inderligt jeg har drømt mig frem til lige netop den situation, igennem hele vores tur rundt i manegen. Nu sad vi der bare… nu var det ligesom bare det.

Om det er den store altoverskyggende forløsning, der gør at vi nu smider armene ubekymret over hovedet i sejrs-glæde? Nej. Om vi er klar til at råbe det ud over hele verden, at vi skal have en baby? Heller ikke. Men lige nu – lige præcis i dag, er glæden stor og bekymringerne mindre. Og jeg har tænkt mig at lade det boble rundt i kroppen, lige så længe som jeg overhovedet kan.

12+4

Dagen før dagen…

Oprigtigt ved jeg ikke, hvordan vi er nået frem til dagen i dag. For dagen i dag, er nemlig dagen før dagen. Dagen før den forjættede nakkefoldsscanning, som jeg både har længtes efter og frygtet, igennem et ondt år. Som altid har stået derude i horisonten, og har været helt igennem uopnåelig i alle mine andre graviditeter. Den scanning som alle andre “almindeligt” gravide har fået lov til at få, men hvor jeg tidligere er faldet om kort før målstregen.

Det har ligget så uoverskueligt langt ude i fremtiden, at det mange gange slet ikke har givet mening for mig at tænke på. Jeg har haft travlt nok med at komme igennem én dag af gangen – og har slet ikke kunne se flere uger ud i fremtiden.

Nu er det i morgen, at slaget skal slås. Og det føles både uvirkeligt og skræmmende på én gang. Dels er jeg så fyldt med frygt, at jeg nogle gange tror at jeg skal kaste op ved tanken, dels er jeg på en anden måde bare helt utroligt klar til at få det overstået og til forhåbentlig at få en lille smule mere vished omkring, hvorvidt alt ser ud som det skal være. Til at få det slået ud af min bevidsthed. Endnu engang har jeg den dér følelse af, at hvis der findes et plaster som skal rives af, så kan det fandme ligeså godt være nu!

Der er flere som har spurgt mig, om jeg ikke glæder mig til at kunne ånde lettet op, når det er overstået. For andre mennesker markerer denne scanning nærmest at de er kommet i mål – at de nu kan være “sikre på” at de skal være forældre og kan begynde at råbe ud over hustagene, at der er en lille ny på vej. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen – det kommer ikke til at ske her.

NF er en vigtig milepæl, som også for mig viser hvor langt vi er kommet. Men jeg føles langt fra at den giver nogen som helst sikkerhed, selv hvis den går godt. Dertil er min hjerne fortsat alt for meget i alarm-beredskab.

Det har fandme’ bare at gå godt!

Man har et standpunkt…

Siden jeg skrev mit indlæg omkring min “scannings detox“, er jeg blevet scannet intet mindre end to gange. Man har således som bekendt et standpunkt, indtil man indtager et nyt. Det måtte jeg sande, da jeg fredag morgen på vej ud af døren konstaterede, at jeg blødte

Egentlig gik jeg ikke komplet i panik (i stil med første gang) – jeg forsøgte at huske min hjerne på at det kunne være Lutinus, eller så meget andet – det behøvede ikke at være begyndelsen på et nyt mareridt. Jeg ventede (bevares, med en ret intens hjertebanken) på at klokken blev 8.00 og begyndte derpå at kime godt og vel samtlige klinikker i Storkøbenhavn ned. Den slags har åbenbart ikke for vane at åbne før kl. 09.00 de fleste steder (inklusiv Trianglen, som jeg derfor ikke kunne komme igennem til).

En enkelt klinik tog dog røret kl. 08.15 – og ville gerne tage mig ind kl. 09.00. Jeg blev simpelthen så lettet, at jeg glemte at spørge om både priser og adresse. Det fandt jeg senere på nettet. Manden var endnu engang udenlands med arbejdet og jeg tog derfor endnu engang beslutningen om, at det ikke ville nytte noget at give ham besked før jeg var afklaret. Lort.

Da klokken var lidt i 09.00 stod jeg gennemblødt af regnen i klinikkens venteværelse. Her herskede en munter weekend-stemning, som jeg slet ikke kunne overskue. Så snart jeg kom ind hos sygeplejersken måtte jeg overgive mig til tårerne, som pludselig havde deres helt egen vilje. Hun var sød og forstående og skyndte sig at sætte scanneren i gang.

Endnu engang blev min frygt gjort til skamme. For hver gang det sker, føler jeg mig grædefærdig af lettelse og samtidig en anelse fjollet over at være kørt sådan op i en spids. For midt på hendes sort/hvide skærm boblede der en lille klat rundt, som damen påstod var min baby. Faktisk kunne jeg godt se hvad hun mente, når hun udpegede hoved, hjerte og små begyndende luffer til arme og ben. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg reagerer som jeg gør, når der er det mindste tegn på fare, men jeg ville sådan ønske at jeg bedre kunne kontrollere det. Det kan jeg åbenbart bare ikke.

Erkendelsen af at jeg ikke er herre over min egen angst, resulterede også i at vi holdt fast i den scanning om mandagen, som hele tiden har været planen. Skrækken fra fredag sad dels stadig i mig, dels var manden nu kommet hjem og ville også gerne have del i oplevelse. Han var selvsagt også forskrækket over at høre om fredagens drama. Scanningen om mandagen gik ligeledes præcis så godt som den skulle – vi så fine billeder og fik endda også lov at høre lidt hjertelyd. Det sidste rørte mig ret meget, fordi jeg stadig har så svært ved at forholde mig til, at der faktisk bor noget inde i min mave, som indtil videre synes at være sundt og raskt.

PS: Jeg har to gange nu oplevet at blive scannet udenpå maven! Jeg er åbenbart langt nok henne nu, til at mit forhold til den enøjede dildo-scanner måske har set sin afslutning for denne gang.

Det er en lille ting, det ved jeg godt – men på én eller anden måde betyder det alligevel noget for mig.

Detox

Da jeg begyndte på dette indlæg, var det blot for at give et lille indblik i, hvordan det står til her midt i min underlige limbo af ventetid, frygt og en smule (virkelig forsigtig) glæde. Nu har jeg skrevet det hele lidt om et par gange, og kan godt se at det måske bliver temmelig rodet. Det passer meget fint til tilstanden i det store hele, egentlig.

Vi har bevæget os ind i uge 10 – hvilket for mig er både helt uvirkeligt og utopisk, men samtidig jo selvfølgelig også giver en eller anden form for lettelse. Det er det længste jeg nogensinde har været, uden at det endnu er gået galt. Det tætteste vi har været på opfyldelsen, af den mangeårige drøm.

Så meget desto mere har vi jo så også at miste.

Dagene går sådan lidt i ring. Jeg er ikke dybt ulykkelig eller skræmt fra vid og sans hele tiden – men det er alligevel utroligt udmattende at være inde i mit hoved. Frygten kommer i bølger og rammer mig når jeg synes at opfange de mindste faresignaler : Er jeg begyndt at bløde, hvorfor er mine bryster ikke mere ømme, hvad var nu det for et stik i maven? Der skal ikke meget til at tippe læsset og jeg har haft virkelig mange tudeture igennem de sidste uger. Mange flere end hvad der er klædeligt.

Jeg prøver at tøjle angsten med det bedste våben jeg har – tryghedsscanningerne. Hvis det stod til mig, var der ingen øvre grænse for hvor ofte jeg gerne ville forbi og tjekke det lille liv. Men det lader sig ikke gøre, selvfølgelig, ikke hele tiden. Jeg har ikke tal på antallet af scanninger indtil nu, faktisk – hvilket vidner om at det måske tenderer til at tage lidt overhånd.

Jeg har ikke blødt siden mit panik-anfald i sidste uge, og jeg begynder at turde tro mere og mere på at det virkelig blot var Lutinus, som var skyld i en lille rift eller lignende. Jeg er blevet scannet flere gange siden da, og der er ikke grund til bekymring, påstår de. Nu er jeg heldigvis på “udtrapning” af både Lutinus og Østradiol, og jeg glæder mig voldsomt meget til at “få min krop tilbage“.

Så nu er jeg på detox i mere end én forstand – dels nedtrapning af al medicin, dels et forsøg på at netrappe antallet af scanninger. Den næste er i kalenderen til mandag den 7. september, og derefter er der ikke booket yderligere før NF om tre uger. Jeg ved sgu ikke om det holder…

Det er underligt at vide, sådan faktuelt, at jeg gravid. Det føles fortsat slet ikke sådan – hverken fysisk eller følelsesmæssigt (ud over den evige følgesvend – angsten for at det snart går galt). Jeg har fortsat stort set ingen symptomer på noget som helst – og jeg skal derfor hele tiden minde mig selv om, at jeg jo altså har set ved selvsyn, at den er god nok. Hvis jeg ikke havde lægens ord for det, kunne jeg godt lige nu være én af de kvinder, som ikke opdager en graviditet før de er meget langt henne. Mærkeligt.

Heller ikke følelsesmæssigt, er der rigtigt noget at spore. Jeg ville så gerne kunne glæde mig og mærke lykkeboblerne i kroppen. Jeg ville så gerne føle mig “forbundet” med dét derinde… men det udebliver altså for nuværende.

Vi har aldrig været så langt før, bliver jeg ved med at messe for mig selv. Vi har aldrig været så tæt på noget, som måske kunne komme til at gå godt…

Bare et lille hysterisk pip…

I tilfælde af at nogen er trætte af, at alle mine skriblerier handler om abort-angst og hyperventilation, er det nok et udmærket tidspunkt at stoppe læsningen. Til jer andre – kom ikke og sig, at jeg ikke har sans for drama!

Weekenden har ellers været dejlig! Jeg gjorde hvad jeg gør bedst i pressede situationer, nemlig at stikke fysisk af fra det hele. Denne gang blev destinationen Amsterdam, med en god veninde under armen. Det er jo et trick jeg før har afprøvet, og det fejler aldrig.

Nå, men eftersom der nødigt skulle gå for mange dage uden et emotionelt mini-drama, sendte jeg manden på en uges arbejde i udlandet og tog med oprejst pande hul på en nogenlunde spændende arbejdsuge. Det gik egentlig fint, sådan til at starte med. Så blev det tirsdag, og på én eller anden måde fik Fanden tag i mig. Der var uendelig langt til næste scanning, som er på torsdag (!)

Jeg besluttede derfor at tage en graviditets-test (seriøst – jeg lover at jeg godt selv er klar over hvor ynkeligt der er!) Ét eller andet i mig havde bare behov for at se de to streger. Det kan vist ikke forklares anderledes.

Så jeg satte mig til at tisse i den velkendte plastik-kop, som så mange gange før, og følte mig komplet og helt igennem åndssvag. Med rette! Men så  var det bare lige at jeg kiggede ned i den der kop. Og så at der slet ikke var tis i den, som forventet. Der var til gengæld blod.

Det er nok unødvendigt at sige til kvinder som har aborteret, hvilke tanker og følelser som flyver igennem hovedet på én i dette splitsekund. Alt det rationelle ved jeg godt – at mange bløder, at det ikke behøver at betyde noget, at alt stadig kan være fint, osv. Men det er jo lige meget, når man sidder der. Fuldstændig lige meget – for inde i mig betyder det jo kun én ting, det har jeg oplevet igen og igen. Drømmen var slut – og det var blot et spørgsmål om at få en læge til at bekræfte det.

Jeg gik i absolut handlings-mode. Ringede til Trianglen lidt i lukketid og fik fat på en sygeplejerske. De kunne først se mig næste morgen, netop grundet det sene tidspunkt. Jeg lagde på og ringede 1813 – her ville røvhullerne (ja, undskyld mig!) kun henvise mig videre til Riget, såfremt jeg havde smerter. Det havde jeg ikke.

Derpå forsøgte jeg at trykke på samtlige sympati-knapper, men damen var ikke til at rokke en millimeter. “Hvis det er en abort, er der jo alligevel desværre ikke rigtig noget de kan gøre for dig” messede damen i røret”, dog med en snert af medfølelse i stemmen. “Tak, det er jeg ganske klar over – det er min femte abort og jeg har bare brug for afklaring“, hvæsede jeg tørt ind i røret.

Så lagde jeg på og gik i gang med selv at finde nummeret til gynækologisk afdeling på Rigshospitalet. De har opereret mig flere gange, når jeg har været gravid udenfor livmoderen, og jeg har derfor et direkte nummer til deres døgn-afdeling. Det var jeg ikke bleg for at udnytte, tænkte jeg, imens min puls nærmede sig et uhensigtsmæssigt maksimal-niveau.

Men så ringede telefonen. Det var Trianglen. Nogen havde forbarmet sig over mig og de kunne klemme mig ind lige inden lukketid, hvis jeg kunne være fremme på et kvarter. Vi bor unægteligt ca. 20 minutter derfra, men jeg var ikke i humør til fordybelse i den slags detaljer, og jeg kastede mig derfor ned i en taxi og drønede afsted. Den søde tykke taxamand må have opfattet mig som dagens absolut mest ustabile kunde. Nuvel.

I taxaen nåede at jeg tænke over, hvordan jeg dog skulle overbringe de frygteligt nyheder til kæresten. Åh, han ville blive så ked af det, at jeg næsten ikke magtede det. Skulle jeg vente til han var tilbage i Danmark igen? Jeg ville jo ikke kunne skjule det… åh! Endelig nåede vi frem til klinikken.

Ja, du har i hvert fald ikke aborteret” konstaterede lægen med dildo-scanneren efter ganske få sekunders undersøgelse, der føltes som timer. Jeg forstod ikke hvad han mente. Var det ikke slut? Eller havde jeg bare ikke udstødt det endnu? Hvad mente manden?

Her blinker hjertet – og den vokser lige som den skal” fortsatte han pædagogisk, imens hans pegede på den sort/hvide skærm. Jeg kunne godt se det, når jeg anstrengte mig. Min hjerne prøvede at opfange betydningen: Du er stadig gravid. Der er stadig håb! Det er ikke slut!

Så stod jeg ude på gaden igen. Lettet, forpustet og efter at have spontan-krammet både læge og sygeplejerske på en helt sikkert alt for voldsom måde. Jeg gik derop hjem og sov som en sten i flere timer.

Som sagt, kom ikke og sig at jeg ikke har sans for dramatik!

Så længe det varer…

Den der lettelse varede ikke så længe. Euforien blev urimeligt hurtigst aflyst af hjernens søgen efter faresignaler – var der noget som stak? Føles det ikke lidt underligt? Hvorfor har jeg ikke kvalme?

Hvis alt går vel vil jeg netop være påbegyndt den 8, graviditetsuge. Selvom det kun er ganske få dage siden, at vi i fredags så dét hjerteblik, som i så mange år har synes ganske uopnåeligt, fylder frygten og skepsissen atter meget mere end hvad der er rimeligt.

“Det er jo i denne uge, at mange fostre går til…” siger min hjerne – og fortsætter med at remse gode grunde til alverdens ulykker op på en lang række. “Det er jo i denne uge at en række vitale dele dannes, og der kan gå så meget galt”, siger den. Jeg prøver at slukke for den og ignorere advarslerne. Jeg prøver at insistere på, at lægen sagde at der var gode chancer for at alt ville gå godt. Hold nu fast i dét, for fanden!

Det har været en mærkelig dag. Jeg er alene hjemme og forsøger at arbejde. Det driller mig og jeg får slet, slet ikke produceret nok. Jeg er nedtrykt, eller måske nærmere sådan uforklarligt rastløs og ubeslutsom. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor jeg er småtrist, småstresset og samtidig ret irriteret på resten af verden. Alle omkring mig synes at have forvandlet sig til idioter natten over. Måske meget godt at manden ikke er hjemme de næste par dage.

Ved siden af mig ligger min telefon. Den og jeg venter begge på at min egen læge ringer tilbage til mig. Jeg skal dels temmelig modvilligt have bestilt nogle tider til første lægeundersøgelse. Dette strider imod al lyst, for jeg føler at det er at friste skæbnen ALT for meget. Jeg vil fandme ikke forholde mig til hverken vandrejournaler eller NF! Jeg vil gerne først vente og se om jeg overhovedet når dertil, tak!

Men når telefonen ringer er der til gengæld noget andet jeg gerne vil snakke med længe om. Nemlig muligheden for en henvisning til en tryghedsscanning (eller gerne 12!), som igennem de næste uger måske kan hjælpe med at tage toppen af nerverne. Jeg ved jo desværre godt, at det vil vare kort, men jeg må omvendt sande at det nok bare er et vilkår i en graviditet som min. Og hvis jeg kan få bare 2 dages glæde og mindre bekymring, så vil det oprigtigt være kærkomment!

Den store forløsning…

Vi er begge to stadig rundt på gulvet. Det hele snurrer og adrenalinen pumper fortsat rundt i kroppen. Skiftevis en rus af glæde og en smule skepsis. Men den er vist god nok. Det sagde de jo selv. Og jeg spurgte flere gange ekstra. Insisterede på at få det udpenslet.

Der var hjerteblink!

Fredag morgen oprandt endelig – afgørelsens dag. Det var næsten uvirkeligt at være nået frem til den dato, som så længe har været så uopnåeligt langt ude i fremtiden. Ugerne har på den ene side sneglet sig afsted i drømme-agtig tilstand. På den anden side kan jeg intet huske, og de er på sin vis fløjet afsted.

Men der var hjerteblink!

Natten var igen præget af mareridt, som så mange af de andre nætter i den seneste tid. Jeg vågner altid lige før daggry. Dels skal jeg tisse, dels må jeg ud og se om jeg skulle have blødt i løbet af natten. Det er selvtortur, jeg ved det… men det er sådan det er, lige nu.

Vi cyklede tavse afsted mod klinikken. Det er første gang at jeg har oplevet kvalme i en sådan udstrækning. Det var nok mest nerver, besluttede jeg mig for. Vi sad urimeligt længe og ventede i forhallen. Ventede på at komme ind og få afgørelsen på, om vores anstrengelser over sommeren havde været forgæves. Jeg fik lyst til at gå min vej igen. Løbe væk. Jeg ville på en måde hellere leve i uvished, end at have taget drømmen fra mig. Jeg ville bare gerne flygte.

Selv manden min var tavs. En sjældenhed på disse kanter, skulle jeg hilse at sige. Han var presset, det var tydeligt. Men han prøvede vist at se optimistisk ud. Stakkels ham. Stakkels os. Det plejer at være lige præcis på nuværende tidspunkt, at vores liv bliver revet i stykker. Igen.

Men der var hjerblink!

Ind med os, op på briksen med mig. Jeg kunne ikke sige så meget. Kvalmen pressede sig på. Der gik kun et sekund, så kunne jeg høre min mand ånde lettet op. Han vidste hvad han skulle kigge efter. Og lige dér på skærmen var det – hjerteblinket.

Lægen bekræftede, undersøgte og målte – 6 millimeter sagde han – det var vist som det skulle være. Jeg måtte afbryde dem begge i en sky af tårer og lettelse – jeg kunne intet se på skærmen og jeg turde ikke tro på, at det de sagde var rigtigt. Tålmodigt vendte og drejede lægen scanneren lidt … og så var den der:

Jeg kunne se hjerteblink!

20150814_113312

Det er uvirkeligt, og vi er temmeligt rystede. På den gode måde, selvfølgelig. Frygten og frustrationerne er for en stund afløst af glæde, lettelse og en anelse mistroisk “kan det virkelig passe”-følelse.

Det skal nok vende tilbage, usikkerheden og angsten, det ved jeg godt. Men lige nu vil jeg nyde en weekend i euforisk tilstand.

Så langt, så godt!