Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

En spøjs form for forberedelse?

Det har egentlig altid undret mig, at mange kvinder har behov for at fortælle gravide og vordende mødre, om alle de åbenbart ganske horrible ting og sager, som er gået galt under deres egne, eller deres veninders fødsler.

Hvis man ikke besidder bare en lillebitte smule kritisk sans, får man dælme hurtigt en opfattelse af, at alle fødsler består af 34 timers vestorm efterfulgt af et skrev så flækket, at man aldrig igen kommer til at sidde oprejst, eller nogensinde igen vil formå at gemme tissetåren til man når ud på toilettet.

Jeg kan jo sagtens forstå, at en fødsel for den enkelte er noget ganske vanvittigt, livs-ændrende og unikt, som man ikke i sin vildeste fantasi tror at nogen som helst andre nogensinde kan forestille sig. Men det er alligevel også lidt pudsigt at det så ofte bliver præsenteret som et mareridt, hvor blodet flød i litervis og hvor alle parter kun lige med nød og næppe nåede derfra med livet i behold.

Altså – selvfølgelig gør det formentlig helt absurd ondt, det anfægter jeg slet ikke. Og jeg vil på ingen måde forsøge at spille helt, for jeg er sikker på at jeg kommer til at bande, svovle og klynke ligeså meget som gennemsnittet. Men vi kvinder er sgu da fucker-sejt indrettet, når vi kan klare os igennem sådan en omgang. Så hvor er alle de gode historier? Og hvorfor tror man i øvrigt at det er de dårlige versioner, som bedst muligt vil hjælpe den gravide kvinde man nu står overfor? Hvad er det man ønsker at opnå med skrækhistorierne om, at hun ikke skal forvente at kunne gå i ugevis? Meget mystisk…

En anden lidt påfaldende form for forberedelse, som jeg også har bidt mærke i, kommer fra folk der allerede har et afkom eller to. De kigger én helt intenst i øjnene, læner sig ind over bordet og hvisker betroet ”At blive mor bliver det bedste, der nogensinde kommer til at ske for dig. Det er vildt, du bliver aldrig den samme igen”.

Altså igen – det er jo vildt sødt – men sådan har alle det vel for fanden i én eller anden udstrækning med lige præcis deres eget afkom – og det er vel ikke en statshemmelig for de særligt indviede? Eller hvad? Jeg mener bare – det er sgu da lige præcis ud fra den forventning, at jeg igennem de seneste par år har forsøgt temmelig hårdnakket på at blive nogens mor – fordi jeg netop har en idé om at det er temmelig livsbekræftende, på den overdrevent fede måde?

En sidste ting der undrer mig for i dag – det lover jeg: Forældre med småbørn understreger gerne (igen og igen) hvor vanvittigt hårdt det hele er, og hvor meget jeg skal vende mig til aldrig nogensinde (nogensinde!) at sove igen, eller have tid til mit parforhold, mine veninder, eller min egen navle. Sex kommer jeg aldrig mere til at opleve, forstår jeg – og et glas vin på en fredag aften er ligeså utopisk som tanken om, at jeg nogensinde igen skal være tilnærmelsesvis produktivt på arbejdsmarkedet…?

Det forekommer mig temmelig logisk, at sådan en lille størrelse kommer til at optage godt og vel samtlige af mine vågne timer (og sovende, hvis de da nogensinde forekommer) – men dels er det min opfattelse at der er virkelig mange forskellige måder at begrave sig i mor-rollen på, og samtidig er det mig igen en gåde, hvad det dog skal hjælpe, med alle de dér skræmmebilleder?

Findes der slet ingen, der synes at dét dér med børn er sådan gennemsnitligt til at holde ud, og at det trods alt er muligt at finde en nogenlunde balance i tilværelsen? Er jeg bare vanvittigt naiv når jeg tror på, at det vil være muligt for en periode at skære ned på forventninger og ambitioner på en række andre områder, for derefter stille og roligt at finde en mellemvej mellem “mor” og “menneske”, efterhånden som ungen kan undvære mine babser i længere og længere intervaller? I don’t know…

Når nu jeg generelt med det meste andet i livet, har haft det rimelig godt med at tage tingene som de kommer, arbejde hårdt og så satse på at det hele nok går – er det så helt igennem absurd at forestille sig, at der ligger et dejligt og indholdsrigt liv på den anden side af babys ankomst, som ud over selvfølgelig at indebære rigtig meget “mor-hed”, også indholder alt muligt andet lækkert og meningsfyldt? Igen… hvad ved jeg…

PS: Folk med børn over 10 år har ofte lykkeligt glemt livet som trætte småbørnsforældre, så de er meget mere med på det-skal-I-nok-klare-vognen. Folk i mine forældres generation synes til gengæld komplet at have glemt hele molevitten, og hentyder derfor mest af alt bare til at vores generation klynker helt forfærdeligt meget. Den er jeg så alligevel ikke helt enig i, trods alt :-)

Dét der med jobbet…

Når det er rigtig svært at få børn – vel at mærke så svært at man må opsøge behandling for at få skubbet projektet på rette spor, så er det hurtigt noget som risikerer at gå ud over mere end bare ens privatliv. Jeg har tidligere herinde givet et indblik i nogle af de konsekvenser, som de mange behandlinger og operationer desværre har medført i forhold til mit arbejdsliv.

Jeg tror ikke engang, at jeg har været så hårdt ramt som andre. Jeg har en en fleksibel ansættelse, som gør det muligt at arbejde på alle tider af døgnet og som derved også som regel giver plads til at jeg kan tage fri ved lægebesøg og lignende. Bagdelen ved denne medalje er de mange rejsedage og manglen på mulighed for at planlægge (det er bare mega svært at få taget æg ud på Rigshospitalet, hvis man samtidig er til møder i Herning). Dertil kommer at der ikke er mulighed for at hyre en vikar ind ved mit fravær – og at jeg ikke har kollegaer som kan dække ind. Hvis jeg er sygemeldt én dag, skal denne dag således blot hentes ind på et andet tidspunkt.

Derfor fik jeg etableret den såkaldte § 56- aftale, som sikrer at min arbejdsgiver modtager refusion under mit fravær, allerede fra første dag. Mit håb var at dette ville gøre det muligt for mig, at ansøge om en forlængelse af min ansættelse. Dette forstået på den måde, at jeg håbede på at det samlede antal sygedage kunne lægges oveni min kontrakt, således at min deadline blev udskudt tilsvarende. Det drejer sig trods alt om (hold nu fast) intet mindre end 104 sygedage over de seneste halvandet år. Det er desværre noget som godt kan mærkes, når man skal nå en deadline.

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så, at få denne forlængelse i hus. Jeg søgte oprindeligt herom tilbage i januar måned 2015 (tja, effektivitet kendetegner ikke nødvendigvis store organisationer) – og jeg afventer fortsat svar. Konkret betyder afgørelsen noget for, hvorvidt jeg skal forvente at modtage løn efter den 31. januar 2016 – altså om godt og vel tre måneder.

Indledningsvis afviste min arbejdsplads at hjælpe – de var ikke overbeviste om at fraværet beviseligt havde forsinket mit arbejde (?) – og ønskede alene at tilbyde en enkelt måneds forlængelse. Heldigvis stod jeg med min fremragende fagforening i ryggen, som ikke ville acceptere denne beslutning og som siden da har overtaget forhandlingerne på mine vegne. Det passer mig fint – jeg ønsker ikke at være uvenner med nogen, men jeg vil samtidig gerne holde på mine rettigheder.

Nu er der så som bekendt kommet en ekstra ubekendt ind i ligningen her henover efteråret, som komplicerer situationen en smule yderligere. En baby ser ud til at melde sig ankomst i starten af april måned 2016 – omkring en måned inden at min ansættelse ophører, såfremt jeg får den forlængelse, som jeg har søgt om.

Dårlig timing? Det tør fandme siges … det er jo helt vildt åndssvagt at skulle sætte et projekt på standby i 10 måneder, når man er så tæt på færdiggørelsen. Men hvad fanden skal man gøre? Jeg har om nogen ikke spekuleret i, at det var sådan det hele skulle falde sammen – og det havde jo i bund og grund taget ligeså lang tid og kostet præcis det samme, såfremt jeg havde taget den barsel for et år siden. Jeg ville gerne have byttet!

Ovenstående medvirker til, at jeg endnu ikke er sprunget ud af gravid-skabet på mit arbejde. Til gengæld har jeg et overforbrug af store cardigans og løse kjoler. I starten handlede det helt klart om at jeg overhovedet ikke turde tro på, at den barsel nogensinde ville blive nødvendig. Nu handler det også om at jeg gerne vil have dem til at forhandle længden på min kontrakt færdig først, uden at forvirre deres hoveder yderligere. Men… den holder snart ikke længere, det er jeg klar over!

Så længe fagforeningen mener at der er en sag at kæmpe, vil jeg lade dem gøre det. De har tilmed rådet mig til at vente med at oplyse om graviditeten. De mener at den refusion som min arbejdsgiver har modtaget for mit fravær, skal bruges til at forlænge min kontrakt. Og at jeg for hver sygedag jeg kan dokumentere, skal have én arbejdsdag i forlængelse.

Selvfølgelig har vi derhjemme regnet på, hvordan vi er stillet hvis jeg ikke modtager løn i det nye år og hvis vi selv skal betale for min tid på barsel. Det kan godt lade sig gøre, selvom det bliver stramt. Men egentlig vil jeg bare gerne have mulighed for at udføre og aflevere et stykke arbejde, som ikke er ødelagt af det sygdomsfravær jeg har haft. Dertil kommer selvfølgelig også, at jeg rigtig gerne vil have lov til at gå ubekymret på barsel med de samme rettigheder, som alle mulige andre.

Siden sidste møde har det ministerium som mit arbejdsområde hører under, udarbejdet nogle retningslinjer vedrørende ansættelsestyper som min. Her understreges det hvilke rettigheder man som kontraktansat skal have, i tilfælde af langvarig sygdom. Min tillidsrepræsentant og fagforening mener, at gør sagen endnu mere simpel og til min fordel – men lad os nu se. Foreløbigt vil jeg bare gerne koncentrere mig om mit arbejde, som for første gang i halvandet år ikke forstyrres af konstant sygefravær, undersøgelser og behandling. Det føles nemlig virkelig rart…

 

Mere om bloggens fremtid

Da jeg for lidt tid tilbage skrev om bloggens identitetskrise, handlede det i høj grad om, at jeg befandt mig lidt i et dilemma. På den ene side ville jeg ikke fortsætte bloggen bare for at gøre det – jeg vil som nævnt have noget på hjerte, ellers bliver det hurtigt for tyndt. Samtidig ved jeg fra mig selv, at jeg til tider har haft svært ved at følge andre blogge, når vedkommende bag den er blevet gravid, og på den vis er trådt over “på den anden side”. Det har gjort for ondt at være vidne til, at det endnu engang lykkedes for en anden.

Samtidig har jeg dog været ganske trist ved tanken om, at bloggen skulle lukkes helt og aldeles ned. Jeg tror og håber stadig på at der findes en masse materiale herinde, som andre kan få glæde af. Men det er bare ofte sådan, at blogge som ikke er aktive drukner i cyberspace, og bliver mindre og mindre interessante som tiden går.

Alle jeres tilkendegivelser og virkelig fine kommentarer har varmet rigtig meget. Det viste sig at være en god gammeldags ego-booster, at modtage alle jeres pæne ord. Der var mange gode argumenter og forslag til måder at fortsætte på – og samtidig et par søde og ærlige meldinger fra læsere, som følte at det var på tide for dem at “springe fra”, i takt med at det simpelthen blev for hårdt for dem at læse med.

Jeg sætter stor pris på begge dele – både roserne og de ærlige udmeldinger. Og jeg kan levende sætte mig ind i begge dele – både de som gerne vil følge historien til dørs, og de som ikke har behov for at kigge på flere scanningsbilleder. Det må eksempelvis være svært at høre om min angst og usikkerhed på dette tidspunkt, hvor jeg efter alle fornuftige parametre at dømme, har fået mit på det tørre.

Hjernen har siden opslaget været lagt godt i blød, for at finde ud af hvad den fremtidige form så skal være – og hvordan det gøres på en måde, som både gør det rart og overkommeligt for mig selv, samtidig med at jeg ikke bliver straffet alt for hårdt på “læsertallene”.

Jeg er nået frem til, at bloggen får lov til at fortsætte lidt endnu. Det giver mening for mig, at gøre historien færdig, nu hvor den forhåbentlig er på vej mod noget, der minder om en lykkelig slutning. Jeg har stadig en masse tanker og kampe at kæmpe igennem de næste måneder – og bloggen er som altid en meget givende platform til at få sorteret ud i disse tanker og følelser.

Hvis alt går vel, kommer der en baby ud af hele historien i den anden ende. Det bliver forhåbentlig til april, og det bliver forhåbentlig godt. Når jeg kommer så langt, kommer jeg til at lukke bloggen ned.

Men den skal ikke have lov til at dø helt  – for det føles på én eller anden måde ikke som det rigtige. Der ligger flere hundrede siders fortællinger herinde fra mig selv og fra andre, som jeg ikke synes må gå til spilde. Den beskriver nogle meget personlige fortællinger om livets mange uretfærdigheder, samt op- og nedture igennem det som hidtil har været den største udfordring, jeg nogensinde har stået overfor.

Derfor kommer jeg på et tidspunkt til at kaste mig over bloggen som et bogprojekt. Jeg har i den sammenhæng en længere liste af potentielle forlag og andre muligheder, som jeg skal igang med at kontakte. Jeg er temmelig ny i den verden, men står samtidig med et stort set færdigt manuskript i hånden, hvilket gør mig optimistisk. Jeg ved godt at det er et long-shot, men jeg synes at bloggen fortjener forsøget. Hvis nogen derude sidder med gode idéer, kontakter eller måder at gribe det an på, hører jeg meget gerne jeres erfaringer.

Tak for opbakningen, det skal I altså have – der er sgu nogle virkelig dejlige kvindfolk med på listen over følgere herinde!

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Identitetskrise…

Ja, altså ikke for mig selv, for jeg har det faktisk ret godt.

Shit, hvor er det længe siden at jeg har sagt den sætning: “Jeg har det faktisk ret godt” – og ment det.

Men det er bloggen den er gal med, i denne omgang. Den lider af gennemtrængende identitetskrise som resultat af min nuværende situation – for giver det overhovedet mening at skrive om ufrivillig barnløshed, når man er gravid? Bliver det ikke i længden røv-trættende at høre på alle mine usikkerheder og brokkerier, nu hvor jeg egentlig har krydset den almene grænse for, hvornår det giver mening at slappe lidt af og bare nyde at være gravid?

Jeg kan ikke helt finde ud af det – og som konsekvens er bloggen altså også blevet forvirret.

I forbindelse med nakkefoldsscanningen i forrige uge, modtog jeg en sød besked fra en læser herinde, som ønskede mig mange gange held og lykke. Jeg blev rigtig glad for hendes fine hilsen, som var både varm og oprigtig – og ret ærlig. For hun indrømmede også, at hun var ret jaloux over, at læse om hvordan det endelig var lykkes for mig. Her havde bloggen jo netop været hendes fristed til at finde ligesindede i samme sorg – og så er det ligesom bare ikke helt det samme, når skriverierne kommer fra én, som nu er tæt ved målet.

Den samme frustration husker jeg selv, fra nogle af de blogs jeg tidligere har fulgt med i undervejs i kampen. Når kvinden bag bloggen endelig blev gravid, holdt jeg faktisk nogle gange helt op med at læse med, for det var jo slet ikke det jeg havde behov for. Endnu en påmindelse om at det lykkes for f****** hele verden at blive gravide – bare ikke mig.

Derfor går jeg pt. og tygger lidt på, hvad der mon skal ske med bloggen. Jeg har stadig nogle ting på hjerte, som jeg egentlig gerne vil skrive om. For jeg føler jo (modsat resten af verden) slet ikke at jeg har mit på det tørre endnu, selvom det helt bestemt går den rigtige vej. Men hvis det fortsætter med at gå godt, vil der forhåbentlig også komme et tidspunkt, hvor det giver mening for mig at “give slip” på bloggen og den del af mit liv som den repræsenterer. Jeg ønsker ikke at “skrive for at skrive” – jeg vil have noget at sige – og jeg kommer ikke til at mommy-blogge, det er jeg ret overbevist om.

Men samtidig synes jeg også, at det er lidt trist at lukke ned. Tanken om at mit frirum skal have en ende og at alle skriblerierne, tankerne og frustrationerne ikke længere skal have modtagere, gør mig sgu i lidt gråt humør. Så derfor er jeg ikke afklaret endnu – og bloggens identitetskrise får lov til at vare en stund mere, indtil jeg finder den rette løsning.

Senere tanker om bloggens fremtid, finder du her.

Milepælen…

Det er overstået. En helt igennem vanvittig og symbolsk milepæl i vores kamp på vejen mod forældreskab, er nu overstået. Og det gik godt. Selvfølgelig gik det godt, for fanden da!

Rigshospitalets afdeling for ultralydsscanning viste sig at være et gangske rædselsfuld sted i denne sammenhæng. Det er det rene samlebånd. Et propfyldt venteværelse på kogepunktet og en alt for hektisk aktivitet, var slet ikke hvad mine nerver behøvede. Vi knugede hinandens hænder og jeg var ret taknemmelig, da en sygeplejerske efter ganske kort tid kaldte os ind.

Hun synes ikke at kende det mindste til vores historie – hun spurgte i hvert fald om intet, og gik ligesom bare til sagen. Det var sådan set også fint nok, for jeg får på alle måder koldsved af at befinde mig i disse situationer – og jeg kan slet ikke hverken høre eller se noget som helst, før nogen siger at “der er hjerteblink”.

Dét sagde hun heldigvis hurtigt. Og derfra så jeg ikke særligt meget. Jeg tudede mildest talt som en stukket gris – så meget at jeg dårligt hørte risikovurderingen, størrelsen på nakkefolden, og alt det andet som vi egentlig var kommet for. På ganske kort tid var det ovre, og sygeplejersken lod os vente i rummet, imens hun hentede svarene på min blodprøver. Jeg var taknemlig for at hun ikke sendte os ud i det frygtelige venteværelse igen.

Mens vi sad der og ventede, fortsatte min reaktion. Jeg var så lettet og samtidig så udmattet af at holde sammen på mig selv igennem de sidste dage, at det hele væltede frem. Jeg hulkede og grinede på én og samme tid, så meget at jeg dårligt kunne trække vejret. Det må have set helt vanvittigt ud – og manden min kiggede da også flere gange mistroisk på mig, imens han efter bedste evne krammede og grinede med.

Sygeplejersken kom tilbage og betragtede optrinnet med nogenlunde professionel distance. Måske havde hun luret i journalen på vejen, for hun nævnte noget om at det da “også måtte være helt fantastisk, endelig at opleve gode svar”. Der ud over dvælede hun ikke mere ved det. Risikoberegningen var fin, størrelse og udvikling det samme – tillykke og tak for i dag!

Kort efter sad vi ved søerne, med hver vores store kaffe og et sort/hvidt scannings-billede imellem os. Det var ganske uvirkeligt. Jeg har ikke tal på, hvor intenst og inderligt jeg har drømt mig frem til lige netop den situation, igennem hele vores tur rundt i manegen. Nu sad vi der bare… nu var det ligesom bare det.

Om det er den store altoverskyggende forløsning, der gør at vi nu smider armene ubekymret over hovedet i sejrs-glæde? Nej. Om vi er klar til at råbe det ud over hele verden, at vi skal have en baby? Heller ikke. Men lige nu – lige præcis i dag, er glæden stor og bekymringerne mindre. Og jeg har tænkt mig at lade det boble rundt i kroppen, lige så længe som jeg overhovedet kan.

12+4

Dagen før dagen…

Oprigtigt ved jeg ikke, hvordan vi er nået frem til dagen i dag. For dagen i dag, er nemlig dagen før dagen. Dagen før den forjættede nakkefoldsscanning, som jeg både har længtes efter og frygtet, igennem et ondt år. Som altid har stået derude i horisonten, og har været helt igennem uopnåelig i alle mine andre graviditeter. Den scanning som alle andre “almindeligt” gravide har fået lov til at få, men hvor jeg tidligere er faldet om kort før målstregen.

Det har ligget så uoverskueligt langt ude i fremtiden, at det mange gange slet ikke har givet mening for mig at tænke på. Jeg har haft travlt nok med at komme igennem én dag af gangen – og har slet ikke kunne se flere uger ud i fremtiden.

Nu er det i morgen, at slaget skal slås. Og det føles både uvirkeligt og skræmmende på én gang. Dels er jeg så fyldt med frygt, at jeg nogle gange tror at jeg skal kaste op ved tanken, dels er jeg på en anden måde bare helt utroligt klar til at få det overstået og til forhåbentlig at få en lille smule mere vished omkring, hvorvidt alt ser ud som det skal være. Til at få det slået ud af min bevidsthed. Endnu engang har jeg den dér følelse af, at hvis der findes et plaster som skal rives af, så kan det fandme ligeså godt være nu!

Der er flere som har spurgt mig, om jeg ikke glæder mig til at kunne ånde lettet op, når det er overstået. For andre mennesker markerer denne scanning nærmest at de er kommet i mål – at de nu kan være “sikre på” at de skal være forældre og kan begynde at råbe ud over hustagene, at der er en lille ny på vej. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen – det kommer ikke til at ske her.

NF er en vigtig milepæl, som også for mig viser hvor langt vi er kommet. Men jeg føles langt fra at den giver nogen som helst sikkerhed, selv hvis den går godt. Dertil er min hjerne fortsat alt for meget i alarm-beredskab.

Det har fandme’ bare at gå godt!

Hvornår bliver du glad?

Det er et spørgsmål jeg har mødt i forskellige varianter, her igennem den seneste tid. Det gør mig en smule perpleks hver gang – for jeg ved ikke hvad folk forestiller sig af svar. Nogle dage har jeg lyst til at forklare, at sådan fungerer psyken jo slet, slet ikke – andre gange har jeg lyst til at svare at “det bliver jeg den 12. november 2015, klokken 10.45” – bare for at se deres reaktion.

Spørgsmålet kommer fra de af vores nærmeste, som har vidst at vi har været i behandling sommeren over og som derfor også (når de direkte har spurgt) har fået besked om det foreløbigt positive resultat af behandlingen. Folk har det med at blive meget glade på vores vegne (også lige tanden mere, end hvad jeg synes godt er), og de synes også i nogenlunde udstrækning at have haft forståelse for, at det er forbundet med en vis nervøsitet at være gravid for 5. gang.

I nogenlunde udstrækning… for det er ikke alle – og det er heller ikke på ubegrænset tid, har jeg på fornemmelsen. Et par stykker har allerede forsøgt sig med et par “nu skal du jo også bare tro på det”-kommentarer (det er de ikke sluppet så godt fra). Hovedparten synes dog fortsat at give en lille smule snor til vores skepsis, og accepterer fortsat at armene ikke helt er løftet over hovedet. Men de kan ofte ikke helt dy sig for at spørge ind til, hvor længe denne skepsis og frygt mon varer ved.

Dét de spørger ind til er naturligvis, hvornår jeg har tænkt mig at ånde lettet op og acceptere at jeg er sund og rask og gravid, og skal have et barn. Hvornår jeg dog har tænkt mig at give slip og bare nyde det? Være helt almindelig glad og gennemsnitlig? Alle andre i verden gør det jo efter 12 uger?

Sagen er bare den, at jeg slet ikke ved hvornår jeg får det sådan. Hvis jeg nogensinde gør. Selvsagt håber jeg at min angst bliver mindre og at jeg får lov til at komme så langt, at jeg på et tidspunkt kan nyde bare en lille bitte smule af det som foregår. Men jeg ved det ikke – og det føles ikke lige pt. som om, at det er noget der sådan ligger lige for. Eksempelvis føles det ikke umiddelbart som om at det gør den store forskel for mig, at skulle til NF i næste uge. Forstå mig ret – det bliver en skøn milepæl som forhåbentlig krydses – men jeg skal nok hurtigt opfinde noget nyt at bekymre mig over.

Rationelt ved jeg jo godt, at der er gode chancer for at vi kommer i mål – at der er gode chancer for at jeg får lov til at beholde graviditeten. Vi har på alle måder procenterne på vores side. Men jeg har også flere gange måtte sande, at procenter er noget man kan bruge til at tørre sig i numsen med! Chancerne for at skulle igennem alt det vi har været, har også været helt ufattelig små – men det skete jo alligevel.

Så når jeg bliver spurgt om, hvornår jeg bliver glad og begynder at tro på det, falder det mig altid så mærkeligt. Ingen vil hellere end jeg nå til et sted, der er nemmere at være, end dér hvor vi er lige nu. Men hvis nu en person har været alvorligt syg, kan man da heller forlange af dem, at de sætter et tidspunkt op for, hvornår de holder op med at frygte et tilbagefald? Den frygt forsvinder da formentlig aldrig fra dem, selvom den måske bliver mindre med tiden?

Så jeg ved ikke hvad jeg skal svare… måske skal jeg bare smile og stikke dem en fiktiv dato for, hvornår min uforbeholdne lykke indtræffer…?