Hvor er det altså svært og trælst at skrive om noget, man godt ved fremstiller én på ærgerlig vis. Det er heldigt at bloggen tillader dette semi-anonyme format, for ellers er jeg ikke sikkert på, at jeg ville turde sætte ret mange af de kommende ord på mine følelser – jeg har i hvert fald ret svært ved at tale med andre om det.
Faktisk kender jeg kun én person, som med sikkerhed forstår dem, og som jeg tør dele dem med. Og det handler om, at hun selv bokser med noget lignende, og har ligeså svært ved at navigere i det som jeg. Resten af min omverden er jeg bange for vil have meget svært ved ikke at tænke, at tingene har taget overhånd for mig og at jeg bliver nødt til på én eller anden måde, at komme videre.
Det handler om den skide jalousi og sorg som jeg stadig oplever, hver gang noget handler om graviditet eller fertilitet, som bare synes at komme hamrende nemt til alle andre end mig og os.
Og selvom det også var svært at tale om dengang det handlede om, at jeg ingen børn havde (og var bange for aldrig at få dem), så var det dog i det mindste nogenlunde til at forstå for folk omkring mig, at det var lidt svært når andre blev gravide. Der var også mange der ikke forstod det, inklusiv mig selv i det første lange stykke tid. Og det var tæt på at koste mig venskabet til en af de mennesker, jeg holder mest af.
Men nu… nu er det helt umuligt. Jeg har fået det barn, jeg så inderligt drømte om. Ja, måske er der endda nummer to på vej, hvilket vel er langt mere end man kan tillade sig at drømme om, når man er i min situation. Men den er der endnu, den der fandens jalousi. Det er stadig svært, når andre tager deres fertilitet for givet eller bliver gravide på splitsekuner og gerne beretter vidt og bredt omkring det. Det sårer mig, jeg bliver ked af det, gal, jeg tænker utilgivelige tanker. Og jeg forstår det ikke altid selv – hvad fanden handler det om – har jeg ikke fået mit på det tøre og burde være taknemmelig? Get over it alright…
Sådan er det bare ikke. Faktisk kan jeg blive et sekund jalous, bare jeg ser en smuk højgravid kvinde på gaden. Pregnant Bitch syndromet lever endnu. Indtil jeg kommer i tanker om, at jeg jo selv har været gravid, at jeg er det igen. At hun intet har med min situation at gøre, og alt det dér. Jeg har også stadig antennerne ude – de er aldrig gået væk; Jeg kan opsnuse andres graviditeter på 117 kilometers afstand og undgår dem gerne, hvis jeg kan – en gammel forsvarsmekanisme, gætter jeg på.
Og når jeg den anden dag er sammen med en veninde, som annoncerede sin graviditet på arbejdet i 10. uge, uden at være tryghedsscannet, eller hører en anden veninde sige, at hun helst vil blive gravid i juli, for så passer det med hendes ferieplaner året efter – ja, så gør det bare pisse hamrende ondt. Det minder mig endnu engang om, at jeg blev frarøvet al den uskyld, som de oplever. Og det forstærker min følelse af, at stå alene om de oplevelser vi har været igennem – af at ingen andre helt kan forstå. Af at være efterladt tilbage på parronen, mens alle andre bliver ved med at drøne afsted.
Så selvom jeg er virkelig ked af, at jeg (stadig) har det sådan, så erkender jeg, at der er sådan det er. I hvert fald over for mig selv – selvom jeg ikke rigtig tør tale særlig højt om det med andre. Måske vil det ændrer sig med årene – men jeg tror det ikke. Jeg tror altid jeg vil sidde tilbage med en tristhed, måske endda bitterhed, over alt det vi har været igennem – og som de fleste andre, heldigvis, er forskånet for.
ErDuHerIkkeSnart? 
Jeg kan ikke sige, at jeg forstår, hvordan du har det, for jeg har på ingen måde været i nærheden af det rædsomme forløb, I har. Men så alligevel. Jeg kan genkende den følelse, der handler om, at andre kommer let til noget, man selv har blødt, svedt og grædt sine fortvivlede tårer over. Især hvis de tager det for givet og slet ikke værdsætter, at ikke alle har det så nemt. Eller de virker utaknemmeligt. Det kan jeg godt have det svært med. Kan det handle om, at det på en eller anden måde underkender ens egen smerte?
LikeLike
Det er lige netop sådan noget, som det meget vel kan handle om. Noget med, at når det er “nemt for alle andre” (selvom vi godt ved, at det er det nok ikke helt), så bliver det ekstra svært at skabe rum og forståelse for, hvor hamrende ondt og svært det hele er, når det ikke er spor nemt…
LikeLike
Kære Signe,
Først og fremmest stort tillykke med din graviditet – hvor er det bare over månen fantastisk 👍😊👏 og jeg ved godt, at du nok stadig har det svært ved overstrømmende lykønskninger – men ihvertfald: så langt så (virkelig!) godt.
Og så til hvorfor jeg egentlig skriver: det, du beskriver I dit indlæg rammer plet – jeg havde det på præcis samme måde også som 2.gangsgravid: fintunet gravid-radar, meget svært ved andre, der tager deres graviditet for givet, og ligefrem tillader sig at planlægge og regne med den. Og så stirre ned på sin egen fine mave og tænke – hvad er problemet – hvorfor kan jeg ikke give slip (selv nu!) på det snert af jalousi og ensomhedsfølelse, der stadig er der? Hvis du spørger andre, der har været igennem det samme, tror jeg at du vil høre at disse skjulte følelser ikke er unormale. Måske ligesom kræftsyge synes at mange tager livet for givet, forestiller jeg mig.
Men jeg kan glæde dig med, at som årene går, forsvinder de stille og roligt – jeg har slet ikke samme gravid”næse” nu, hvor jeg ikke ønsker mig flere børn. Og jeg kan stadig mærke, at gravide der tager alt for givet, kan give mig en indre hovedrysten og lidt misundelse over al den uskyld – men mere som “klog gammel kone” end som en ligeværdig.
Så det træder i baggrunden. Og livet med to børn gør heldigvis, at man ikke har tid til at grunde så meget over det hele 😊😊😊
Jeg ønsker for dig, at du resten af din graviditet så meget som det er dig muligt! I dette skønne vejr kommer mange gravide maver frem – og du er en af dem. Tillykke igen.
Med kærlig hilsen Linda (“Mie”)
> Den 6. maj 2018 kl. 10.00 skrev ErDuHerIkkeSnart? : > > >
LikeLike
Kære Mie/Linda :)
Tusind tak for din lange og gode kommentar – det var lidt med hjertet i halsen, at jeg udgav mit indlæg og den skide jalousi, for jeg synes (som jeg skriver), at det bliver sværere og sværere at tale om – og at acceptere at alle de følelser stadig hænger ved.
Derfor er det også en stor lettelse, at så mange af jer skriver, at det er noget I genkender og selv også kæmper med. Selvom det altid gør mig trist at vide, at andre har det sådan, så føler jeg mig alligevel en lillebitte smule mindre umulig og urimelig – og hvis du ligefrem har ret i, at det bliver bedre og bedre som årene går, ja så skal det hele jo i sanhed nok bliver okay igen.
Jeg har nogle gange følelsen af, at det aldrig vil blive anderledes, men jeg vil forsøge at tage dine ord for gode vare :)
Tak fordi du skrev!
LikeLike
Men…
Du ved jo ikke hvad kvinden du møder med den gravide mave har været igennem?
Og selv de der taknemligt nævner deres gode fertilitet/evne til at opnå graviditet. Du ved jo ikke hvor mange aborter de har været igennem? Som dig selv? Du deler jo ikke engang selv alle detaljer, så måske tænker en anden kvinde præcis det samme om dig? Nu er hun allerede gravid igen og kan ikke engang glæde sig!
Følelserne giver ikke mening. Det er ok de er der. De kommer uanset hvad vi gør. Men vi må godt minde os selv om, at vi ikke aner, hvad andres baggrund er.
Everyone you meet, is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always.
LikeLike
Din kommenater rammer lige spot on ned i det ømme punkt – for du har selvfølgelig helt ret – og man ved jo netop aldrig, hvad den anden står i eller overfor. Af samme grund bliver jeg (næsten for) opmærksom, når snakken falder på graviditet eller fertilitet, for jeg ved at der kan sidde én i rummet, med ondt i livet. Og jeg vil aldrig være hende, der tager det for givet (det kan jeg jo af gode grunde virkelig heller ikke). Men følelser er, som du så fint skriver, ikke nogle vi altid selv bestemmer over – selvom vi kan arbejde med måden vi håndterer dem på. Og det arbejde, er jeg vist langt fra færdig med på det her punkt…
LikeLike
Åhh Signe endnu en gang et indlæg som rammer plet! Det kunne lige så godt have været mit indlæg…hold op hvor er det både godt og skidt at vide at man ikke er alene om de tanker og følelser. Godt at vide at jeg ikke er alene, men jalousien og smerterne med andres fertilitet og graviditet gør også bare hammer ondt og jeg ønsker ikke for min værste fjende at de skal føle sådan😧
Vi oplever præcis det samme med at andre ikke kan forstå det, for vi har jo fået en dejlig datter!! Er begyndt at spørge hvorfor de ønskede mere end ét barn?! Og af præcis samme årsager ønsker vi brændende et barn mere. Vi elsker vores datter og er taknemmelige, men det ændrer ikke på at vi gerne vil gøre hende til storesøster.
Alle sætter sig mål i livet, og når de mål nås sætter vi vel alle nye mål. I vores tilfælde er det en lillebror eller lillesøster.
At være ufrivillig barnløs (det hedder det vel også selv om man har fået et barn ved behandling) er noget man er hele livet…præcis som når soldater tager i krig og kommer hjem med sår på sjælen! Men det er bare mere “tilladt” at tale om senfølger af krig.
Så jeg føler præcis det samme….og nej hvor gør det ondt når ens veninde som din siger, at de får det til at passe med et skoleår! Uhh hvor blir jeg møghamrende misundelig og bli’r mindet om vore egne problemer og at vi ikke bare lige kan lave babu😧 Øv hvor kan det gøre ondt! Nå det blev til en lidt lang kommentar, men har masser af tid for er på vej til klinikken igen igen.
LikeLike
Tak, Louise – selvom det er noget godt gammeldags møg at andre er igennem lignende, så føler man sig nu engang bare lidt mindre som en lort, når man ikke er alene.
Når man er ufrivillig barnløs helt uden børn, kan de fleste forstå kampen og sorgen (ikke alle – men alligevel en del). Og når man så “kommer i land” efter den lange kamp og får det uendeligt store ønske opfyldt, så ånder folk lettet op på ens vegne. “Puha, det lykkedes for dem”. Når man så et par år efter gudhjælpemig fortæller, at man har tænkt sig at gå igennem hele møllen igen, fordi man (præcis som alle andre) har et inderligt ønske om flere børn, ja så kan det åbenbart være svært at forstå, at man ikke bare er “taknemmelig”. Som om de to ting udelukker hinanden. Dit retur-spørgsmål til dem, omkring deres egne børn, giver så meget mening!
Flere har sagt til mig, at det nok ikke vil være ligeså hårdt, hvis det ikke lykkes denne gang, for nu har vi jo C at være glade for. Også selvom jeg selvfølgelig ville have mindre “mulighed” for at gå fuldstændig i hundene nu, hvor et lille menneske kræver min omsorg, så har jeg meget svært ved at acceptere, at min sorg skulle være mindre, hvis denne graviditet går galt. Jeg siger i så fald farvel til mindst ligeså mange drømme og håb, med ligeså meget smerte, som jeg har gjort alle de andre gange inden vi fik C.
Nå, det blive en lang smøre – jeg sender alle gode tanker mod dig og klinikken i dag. Må det for helvede snart gå godt! Kh Signe
LikeLike
Endnu engang vil jeg virkelig gerne slå et slag for at finde en god psykolog og investere de timer og penge det kræver at arbejde med de følelser.
Ikke fordi de er forkerte, men fordi de lyder så utroligt smertefulde, at ingen kan være tjent med dem.
Tro mig, det er muligt at få det bedre. Mit forløb ligner dit, og børn er bestemt heller ikke kommet nemt til mig. Siden min første graviditet (hvor jeg følte, som du gør nu) har jeg arbejdet meget med mig selv.
Jeg er nu gravid igen i 15. uge. Skæbnen har desværre villet det sådan, at jeg er havnet i en højrisikograviditet, hvor jeg kun har ca. 84% chance for et levende barn. Men jeg har det godt. Jeg er naturligvis bekymret, men jeg er positiv og ikke fyldt med fortrydelse og tristhed.
Så tro mig virkelig, når jeg siger, at det ER muligt at rykke sig. Men det kræver en dygtig psykolog, som forstår sig på netop de følelser, som barnløse slider med.
Jeg ønsker dig alt det bedste 😘
LikeLike
Tak, Marie – for dine velmenende råd og for at dele ud af egne erfaringer. Jeg er rigtig ked af at høre, hvordan din graviditet har udviklet sig, og jeg sender alle gode tanker og ønsker dig alt godt i den kommende tid.
Som jeg tidligere har skrevet om, har jeg af flere omgange haft stor glæde af at snakke med en fagperson, som har lige præcis barnløshed og fertilitetsbehandling som sit specialeområde. Og det har været ufattelig godt for mig – ikke som sådan fordi jeg “blev mere glad, eller mindre bekymret”, men mere fordi jeg fik nogle værktøjer til at holde ud at være i det som det er, og til at finde en vis accept af, at mine tanker og følelser er ganske almindelige, også selvom de er besværlige.
Det er jo en løbende proces, det der med at arbejde med sig selv når man er igennem noget svært – og en af de gode måder for mig består blandt andet af, at skrive om alle oplevelserne og de svære tanker herinde – ikke mindst fordi jeg oplever, hvor mange kvinder i lignende situationer, som kæmper med noget lignende. Men jeg ville aldrig tøve med at opsøge professionel hjælp igen, hvis jeg oplevede at det kunne give mig noget ekstra. Dog føler jeg lige nu en vis tillid til, at jeg nok selv skal nå dertil i mit eget tempo.
Alt det bedste til dig og held og lykke med det hele.
Mange hilsner, Signe
LikeLike
Jeg bliver helt ked af at læse, at du føler dig så alene og forkert af misundelsen, for jeg nægter virkelig at tro, at der findes en eneste kvinde, der er gået igennem et langt behandlingsforløb uden at føle misundelse på dem, der fik børn omkring dem – hvadenten det var søsteren, broren, bedsteveninden eller en random Hollywood-stjerne. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at misundelse er en forbudt følelse for os alle – sågar en af de dødssynderne, så det er ikke så underligt, at man skammer sig så frygteligt over den følelse. Misundelsen har været min egen helt store akilleshæl i behandlingen. Ikke blot det at de andre fik børn, men også at de var så forbandet lykkelige! Og så føler man sig som en endnu større lort, at man misunder lykke! Som om man ikke under andre at være glade.
Jeg venter mit første barn, og mange af mine veninder er i mellemtiden ved at være klar til nummer to, og så sidder de og snakker om hvor mange børn de vil have. Og man sidder der og tænker misundeligt, at det er skide uretfærdigt, at de kan få de børn helt kvit og frit uden at blande læger ind i det.
Jeg fik det gode råd fra en psykolog undervejs, at det kan godt være, at jeg ikke følte glæde på andres vegne, når de blev gravide, men det vigtige var, at jeg i bund og grund gerne VILLE føle mig glad, og det er det, der definerer mig som menneske – ikke nogle følelser, jeg ikke har kontrol over. Det hjalp mig meget.
Jeg vil egentlig bare sige, at du på ingen måde er alene, og jeg er stensikker på at blive ramt af de samme følelser som dig – eller at de gamle misundelsesfølelser vælter frem, når vi vil have nummer to – ja, sikkert længe før vi overhovedet er klar til nummer to…
Knus herfra
LikeLike