Det vrimler jo med dem…

I forlængelse af seneste indlæg, som handlede om noget der er temmelig svært for mig, er jeg blevet ekstra opmærksom på et forårsfænomén, som jeg med gru kan huske fra dengang jeg var “rigtig” barnløs.

Det fucking vrimler med gravide maver og barnevogne i hele byen. Det er umuligt at gå en tur om søerne, uden at vælte over enten babyer eller gravide damer. Og hvor andre formentlig ville finde dette fænomén vældig livsbekræftende, så er det som bekendt bare aldrig rigtig noget, som bliver min favorit kop the.

Min kusine er gravid. Det vidste jeg godt, da vi for uger tilbage var til familiearrangement. Det er deres første, de glæder sig, det fylder (selvfølgelig!) i hele familien – præcis som det skal. Og hvis jeg havde være bare nogenlunde normal i knolden, havde vi jo siddet i vores gravide symbiose og dyrket dét fællesskab hele aftenen. Men jeg orkede ikke. Jeg føler mig stadig ikke som en del af den klub. Så jeg bad min mor om ikke at annoncere graviditeten op til festen, og tog derpå en alt for løs kjole på og undgik høfligt emnet hele aftenen.

Min gode, dejlige, tætte veninde er gravid. Ved et uheld, siger hun. Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg tror på den slags uheld for folk midt i 30’erne i faste parforhold, men hun er glad og lykkelig og det er det absolut vigtigste. Men det er også været hammer svært, for vi har temin næsten samtidig og det første lange tid turde jeg slet ikke at gå ind i hendes glæde, eller tale om “hvad vi skulle sammen, når…”. Jeg var så rystenden angst for, at én af os skulle miste. Jeg turde ikke dele hendes begejstring eller gå ind i snakke om det ene og andet fremtidsscenarie. Jeg frygtede som så mange gang før, at jeg (eller hun) ville ende alene tilbage med en tom livmoder, mens den anden voksede sig smuk og rund lige ved siden af. Om nogen husker jeg så ganske tydeligt, ved den slags desværre kan gøre ved et venskab. Det bliver langsomt bedre og bedre – og jeg tackler det mere og mere naturligt – og kommer vi begge to helt og godt i mål, vil det være en ubeskrivelig gave, at få mulighed for at dele hele oplevelsen på tæt hold med hende – ligesom jeg sidste gang fik lov til at gøre, med min allerbedste storesøster.

Mine kollegaer er gravide, og alle snakker om babyer rundt om frokostbordet. Siden min egen tilståelse i sidste uge, opfattes jeg naturligvis som en del af gruppen på dét område. Hvilket både gør det nemmere men også lidt sværere, fordi det stadig gipper i mig, når snakken falder på emnet. Jeg er glad for deres venlige interesse og deltagelse – men jeg har hele tiden lyst til at begrænse deres begejstring med et “lad os nu se”. Hvilket ville være både overdramatisk og underligt, når de nu ikke kender vores historie og årsagen til min skepsis.

Damen overfor mig her i lufthavnsterminalen er gravid. Hun smiler inforstået til min mave og jeg til hendes. Jeg aner intet om hende, det kan være hendes historie har været langt fra let og ligetil – men alligevel har jeg følelsen af, at jeg ikke helt hører til at samme klub som hende. At jeg ikke helt hører til blandt alle de gravide, som det vrimler med dette forår.

Heller ikke selvom jeg begynder at ligne dem lidt.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s