Følelser som social regulering…

“Følelsesforskning” står der i overskriften på den artikel, som møder mig, da jeg åbner en halvgammel Weekendavis over formiddagskaffen. Søndagen byder på solskin, avislæsning på altanen og en halvsløj 2-årig, som helst bare vil ligge og putte i fred inde på sit værelse. No arguments here!

Artiklen handler om en nyere historisk interesse i samfundets regulering af befolkningens følelser igennem tiden. En central pointe er, at forskellige følelser til skiftende tider og i forskellige subkulturer, har været anset for mere eller mindre legitime. Til alle tider har en række følelser været anskuet som uacceptable (tænk evt. på de bibelske dødssynder som et retro-inspirationskatalog).

Ligeledes har man fra samfundsmæssig og endda politisk side jævnligt haft en interesse i at begrænse (eller opildne!) befolkningens frygt, for at legitimere den første politik (deltagelse i krig og indvandringspolitiske tiltag bliver her de åbenlyse eksempler).

Feministiske kredse af denne forskning peger på en kønnet forskel i legitime følelser og reaktioner igennem tiden (mænd må i en vis udstrækning gerne være “vrede og agressive”, kvinder må der i mod hellere være “kede af det”) – og at denne sociale styring af kønnenes følelser implicit har modarbejdet kvindelig kritik af mandlig dominans igennem århundreder (ingen vrede og agression = intet oprør og kamp mod eksisterende orden).

Uagtet om man køber ind på den feministiske tolkning af følelsernes sociale historie, får artiklen mig til at tænke på netop forbudte følelser. Jeg kommer til at tænke på, at jalousi, frygt og sorg på mange måder er enormt normative – at der findes holdninger til hvad man “bør” og ikke “bør” føle – eksempelvis i et fertilitetsforløb. Hvor meget det må fylde, hvor jaloux man må være, hvordan man bør håndtere det?

Følelser er i høj grad præget af sociale konventioner. Eksempelvis hersker der nogenlunde enighed om, at man skal undgå at skraldgrine under en begravelse. Og det er på mange måder okay, at vi har nogle sociale koder at navigere efter – ovenstående scenarie ville træde folk over tærterne og i den grad bryde rammerne for det acceptable. Men samme måde findes der en hel masse reguleringer af, hvor længe og hvordan man må bære på en række negative og mindre elskelige følelser. Hvor længe må man fx sørge over en abort. Eller hvor længe man må bære angsten for at miste med sig ind i en graviditet? Eller må man melde afbud til en barnedåb, fordi man som ufrivillig barnløs ikke magter at omringe sig med gravide og småbørn, og har svært ved at finde oprigtig glæde på andres vegne? Når vores følelser ikke lever op til de sociale konventioner for det acceptable, kan vi enten trække os fra fællesskabet, eller forsøge at omdanne billedet af det acceptable.

Men sidstnævnte kræver godt nok umenneskeligt mange kræfter, hvis man befinder sig i en følelsesmæssigt presset situation. Og måske det forklarer, hvorfor mange vælger at trække sig i stedet. At de i perioder dækker over vreden, jalousien, skammen, eller hvad det nu er de (vi!) bærer rundt på, som ikke er særlig socialt “ønskværdigt”?

Nå, det var vist rigeligt med højpandede søndagstanker herfra. Hvad man dog ikke gør, for at ignorere at det er Mors dag.

God solskinsdag til jer der læste med!

PS: Der er et par nye læsere, som for nyligt har skrevet og spurgt, hvorfra de skal starte med at læse på bloggen, for at få hele historien med. Og jeg har svaret dem, at de med fordel vil kunne starte: HER.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s