Halmstrået knak

Det bliver ikke den juleferie, jeg havde håbet på. Klinikken har netop ringet og bekræftet det, som jeg godt vidste i forvejen. Jeg faldt nemlig i igår aftes. Som en anden junkie kastede jeg mig ud i det trøstesløse selvpineri, som er hjemmetesten. I et anfald af vente-psykose flåede jeg pakken op og tissede skamfuldt i min lille plastikkop i toiletlysets ucharmerende skarpe skær. Testen viste bragende negativ.

I morges begyndte jeg at bløde. Så da damen ringede med resultaterne på min blodprøve her ved frokosttid, var der ikke mange overraskelser i hendes oplysning om, at det heller ikke skulle være vores tur i denne omgang. Jeg er ikke gravid. Mit HCG-tal ligger på fire. It is over and the fat lady has sung. Fanden tage det. Jeg havde ellers en god fornemmelse undervejs i denne omgang. Jeg troede lidt på det, for en gangs skyld. I hvert fald til tider.

Skuffelsen skal fordøjes, og det vil tage et par dage. Der er ikke flere fryseæg tilbage og foran os ligger nu en kamp, som jeg har forsøgt at undgå at tage stilling til igennem de seneste to år. Det ved jeg ikke, hvordan jeg har det med. Men det er realiteten – og det er det, som bliver vores virkelighed i 2018.

Så nu vil jeg få færdiggjort mit arbejde henover de næste par dage, og så vil jeg drage på juleferie på en anden måde, end jeg havde håbet. Jeg vil formentlig knuge C ekstra tæt ind til mig i de kommende dage, måske fælde en enkelt lille trist juletåre ned i hendes fine lyse lokker. Uden at hun opdager det.

For sådan er det. Jeg bliver nødt til at tage hjem og holde en god juleferie med dem jeg elsker, og sørge for at de ikke lider under, at vores vej til forældreskab også i version 2.0 desværre tegner til, at blive længere end gennemsnittets.