Om overfortolkningens magiske kræfter i en ventetid…

Der så uendelige lang tid til den forjættede blodprøve, som er i morgen. Så.lang.tid.! Selvom man ved blastocystoplægning faktisk kun skal vente halvanden uge, og selvom jeg havde troet at jeg ville være travlt optaget af arbejde, barn og juletid, så snegler dagene sig afsted. Virkelig langsomt.

I kombination med utålmodigheden vokser tankerne – og overfortolkningerne, som er så velkendte af mange i behandling. Hvad var det? Er det her normalt? Er jeg lidt gravid nu? Eller er håbet slukket? Har jeg ømme bryster? En lillebitte smule kvalme? Anything? Please?

Mine krop har ikke ligget på den lade side i de sidste dage, og min hjerne arbejder på højtryk. Jeg deler kun 14 % af mine tanker med manden, for ellers frygter jeg, at han vil tro, at jeg for alvor er blevet kuk. Eller også vil jeg inderst inde ikke skabe alt for meget håb, som alligevel veksles til skuffelse, ved at tale om alle de mange ting jeg mærker – eller bare bilder mig ind. Derfor hælder jeg tankerne ud over bloggen i stedet for.

I disse dage, nyder jeg nemlig godt af følgende forvirring:

Kulde-ture: De eneste tidspunkter i mit liv, hvor jeg nogensinde fryser, har været de gange, hvor jeg har været gravid. Faktisk kan jeg se, at jeg skrev om det, i mit allerførste indlæg på bloggen nogensiden. Ellers er jeg altid varm, vil altid have et vindue på klem, går altid i mindre tøj end gennemsnittet. Kæresten og jeg er stik modsatte på det punkt – han er top-pjevset og vil have varme på i september, hvis det stod til ham. Men i disse dage klaprer jeg tænder, som en slædehund (klaprer de tænder, egentlig?). Lige meget hvor mange lag tøj, jeg tager på. Og mine fingre og tæer er kronisk kølige. Men hey – samtidig er det jo sådan set blevet ret meget vinter udenfor, og mon ikke alle andre også går rundt og pissefryser i disse tider?

Tissetrang: Hele tiden, hele tiden, hele tiden! Jeg sjat-tisser som en 90-årig og må også op om natten. Det var jeg ellers lykkeligt fravændet efter jeg holdt op med at amme C om natten i starten af året. Øv, hvor er det nedern. Men sådan er der jo mange helt almindelige mennesker, med helt almindeligt ubefrugtede livmødre, der også har det. Det er vel for pokker begrænset, hvad det kan betyde.

Menstruationssmerter: Murren i underlivet – ikke på nogen dårlig måde, men bare sådan som om der er nogen, der niver eller vrider lidt rundt på det hele dernede. Sådan har jeg også haft det de andre gange, jeg har været tidligt gravid. Men det er jo blandt andet dét, hormorner kan – så jeg har ingen mulighed for at vide, om mine tidligere oplevelser skyldes graviditeterne, eller fertilitetshormonerne. Jeg har jo faktisk kun prøvet et enkelt IVF-forsøg, som slet ikke gav resultat i noget som helst (vores første forsøg) – og jeg kan ærligt talt ikke huske, hvordan jeg oplevede det dengang.

Humørsvingninger: Oh boy! Som læsere af de seneste indlæg vil vide det, svinger jeg tilnærmelsesvis psykotisk imellem sort humor, fortrøstningsfuldhed og surmulende depression. Min mand trækker tålmodigt på smilebåndet over mig (han skulle da også lige prøve andet) – men jeg ved, at vi tænker det samme; skyldes det ægte graviditetshormoner, der begynder at spirre, eller er det “bare” de kunstigt tilførte fertilitetshormoner? Eller er jeg bare presset af ventetid, håb og frygt?

Åh, jeg var eller lige blevet så gode venner med min krop igen, efter alt det den var blevet budt – og havde budt – i sidste omgang. Efter endt graviditet og amning gik det faktisk stærkt med at “blive mig selv igen” og jeg har nydt, nydt, nydt at genvinde følelsen af, at være nogenlunde glad og tilfreds med mit hylster – og ikke skulle stille det til rådighed for hverken fertilitetsbehandlinger, scanninger, graviditet, fødsels eller mælkeproduktion.

Men nu er det tilbage til dengang, hvor alting blev gjort til genstand for frustration og tankespind. Og hvis det i sidste ende viser sig, at der ikke er den mindste smule graviditet under opsejlning, så ved jeg kun alt for godt, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at have gjort mig selv komplet til grin med alle mine overfortolkninger. Don’t judge me!

Advertisements

3 thoughts on “Om overfortolkningens magiske kræfter i en ventetid…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s