Manden på den anden side af bordet

Der er ikke megen tvivl om, at jeg er tilfreds med vores behandling på den nuværende klinik. Dengang vi overgik fra det offentlige og til det private, var det forbundet med mange overvejelser. Primært endte det med, at være mine flossede nerver og følelser, som fik os til at trodse al rationalitet og smide vores opsparing efter et privat forsøg. Dette forsøg skabte som bekendt det lille knapt 1 meter høje sludrechatol, der dagligt er kilde til vores største fornøjelser.

Nu er vi tilbage på klinikken – med blandede følelser, men med samme tiltro til deres faglighed, som sidst vi var i deres hænder. Jeg tror ikke som sådan, at deres behandling kan noget andet, end i det offentlige – både procedurer og medicin er så godt som identisk – men modsat det offentlige oplevede vi for første gang, at vi blev set og hørt på den måde, vi havde behov for. At der var tid til vores bekymringer, og at der blev gået en “ekstra meter” for at imødese vores behov. Også selvom vi til tider sikkert var hammer besværlige og prægede af al den modstand, vi havde oplevet.

Efter 2017’s to mislykkede fryseforsøg, havde vi derfor behov for en snak med klinikken og med den læge, som indtil nu har taget sig af os. Særligt min mand havde brug for at snakke om, både hvad der var sket og hvad vores muligheder var fremadrettet. Jeg var nok mere kynisk (ja, surprise), idet jeg egentlig godt ved nogenlunde hvad vi står overfor, og hvad lægen kan (og måske særligt ikke kan) oplyse os om. Men jeg ville selvfølgelig gerne med til en samtale, og denne viste sig da også at være ganske fornuftig.

Jeg kan personligt godt lide vores læge, også selvom han igen fik indledt med et lidt kikset forsøg på humor, med en bemærkning om at “vi jo havde lavet børn sammen før, høhø”. Han var tilgivet, fordi det blev sagt med lige tilpas mængde lune og glimt i øjet, til ikke at blive upassende. Samtalen med ham handlede som sagt både om fortid og fremtid, og udspillede sig nogenlunde, som jeg havde antaget, at den ville. I meget, meget korte træk:

Os: Kan man sige noget om, hvorfor det ikke lykkes?

Ham: Nej, desværre. Vi kan ikke altid forklare, hvorfor tingenge falder ud, som de gør.

Os: Ser du grund til, at vi (læs: I) gør noget andet, når vi starter op igen?

Ham: Nej, det gør jeg ikke. Der er gode grunde til at vurdere, at den behandling vi tidligere har haft held med, vil kunne lykkes endnu engang. Vi vil dog være lidt ekstra påpasselige med, at du ikke bliver så svært overstimuleret.

Os: Men er du sikkker på, at vi ikke bare er et komplet håbløst tilfælde, som ligeså godt kan opgive med det samme?

Ham: Jeg er ikke sikker på ret meget. Andet end at I i mine øjne har gode chancer. Og bestemt ikke er håbløse. Det er lykkes før, I er stadig unge (I love him!) og det er formentlig mest et spørgsmål om, hvor mange forsøg der skal til.

Os: Men ….

Ham: Nej! I har gode chancer. Det er ikke umuligt det her.

Alt i alt var ovenstående jo præcis det, vi gerne ville høre – og som den ene halvdel af os godt vidst i forvejen, men alligevel havde enormt meget behov for at han satte ord på. Faktisk blev jeg lidt påvirket undervejs og måtte snøfte en tåre bort, fordi jeg så inderligt håber på, at manden på den anden side af bordet har ret.

Vi starter op, så snart jeg får min næste menstruation.

Advertisements

One thought on “Manden på den anden side af bordet

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s