Tanker fra venteværelset

En hektisk formiddag på klinikken flyver forbi mig. Kvinder kaldes ind og ud til scanninger, blodprøver og akupunktur. Igen sidder jeg og forsøger at studere deres ansigter, for at genkende mig hvem de mon er, og hvor de er henne i deres forløb. Er de bange, optimistiske, stressede, forventningsfulde?

Jeg skal til tjek efter den første uge med hormonoptrapning. De 9 kanyler og 18 tabletter er gået, siden jeg sidst sad overfor manden på den anden side af bordet. I dag er det hans kollega, som har taget over. Han fortjener vel også en fridag nu og da, tænker jeg, mens jeg indlemmer endnu en fremmed person i min historie og ligger mig nøgen op på briksen. Gad vide hvor mange, jeg har mødt igennem tiden.

Vi snakker om forløbet, justerer medicin og laver en tid til næste besøg. Det bliver i weekenden, siger vedkommende. Min mors fødselsdag kommer i fare, men jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Min opgaver i alt det her, er blot at følge med. Det er nogle andre, som sejler skibet. Jeg er bare passagerer.

Kontrasterne er til at tage og føle på i disse dage. Jeg føler mig stærk og fuld af mod, når jeg hver aften som en stor pige stikker mig i maven uden at pive. Når jeg tager de lede tabletter, selvom de fucker med mit immunforsvar og gør mig utilpas. Jeg high-fiver mig selv, over at der er gået en uge, hvor jeg både har været mor, kone og nålepude på én gang, uden at nogen har lidt overlast. Den mindste i familien opdager selvfølgelig ingenting, og overskudet er intakt. Så føler jeg mig pisse hamrende sej og tapper.

Men samtidig er jeg også sårbar. Jeg er bekymret for, hvad der skal ske. Jeg ved godt, at den forgangne uge har været den nemmeste, af de som kommer. Hvor meget magt vil det få over mig? Hvor meget vil det påvirke os? Hvornår forvandler jeg mig til en ildspyende hormor-drage, som hader min mand og har ondt alle vegne – måske mest af alt af mig selv? Hvor ondt får jeg ved ægudtagning, og hvor meget af mit arbejde bliver jeg nødt til at aflyse? Og hvordan skal jeg overleve den rædsomme ventetid, som står på den anden side af alt dette, såfremt der overhovedet vil være et godt æg at lægge tilbage?

Før jeg ser mig om, står jeg igen ude på gaden. Det er ren rutine, tænker jeg – og det føles også til dels sådan. Selvom det ryster hver en lille del af tilværelsen at være her, hvor vi er nu, så er vi også blevet rutinerede. På godt og ondt ved vi, hvad der venter og hvordan vi kommer nogelunde hele igennem det. I hvert fald indtil videre.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s