Kommer du til at fortryde?

Det spurgte en god veninde mig om den anden dag. Hun henviste til, hvorvidt min skuffelse over et manglende resultat vil være endnu sværere at håndtere ved dette IVF-forsøg, end ved de tidligere – nu hvor vi selv har betalt.

Jeg forstår godt spørgsmålet – og det indkapsler meget fint hvordan jeg tror at omverdenen nogle gange ser på ufrivillig barnløshed og prøver at forstå de følelser, som er involveret i at være i behandling. For mange handler det om mere rationelle overvejelser og selvfølgelig til tider også en sorg – men desperationen og den afgrundsdybe afmagt, er det alligevel de færreste som kan sætte sig ind i.

For mig er der nærmest ikke tale om et valg. Det lyder underligt – for på papiret var der jo et valg: Vi kunne bare vente med at søge behandling igen til Rigshospitalet ville se os engang efter sommeren. Men at forsøge at komme sig over endnu en abort, og samtidig leve med tanken om aldrig selv igen at kunne lave børn af naturens egne veje, gjorde det næsten umuligt at udholde tanken om endnu mere ufrivillig ventetid.

Det handler ikke om at have travlt i traditionel forstand. Jeg er har kun rundet de 30 somre – biologiske og i forhold til samfundsnormerne, har jeg ikke spor travlt. Sagen er dog bare den, at jeg lever med nogle store åbne sår på sjælen, som river og flår i mig hver evig eneste dag. Jeg lever med et par traumer, om man vil – som formentlig først vil finde ro og hvile den dag, hvor jeg står med mit sunde og raske barn i armene. Derfor har jeg travlt – jeg har travlt med at ville heles og komme til at leve livet igen. Travlt med at slippe væk fra den ulidelige allestedsnærværende frygt for, at jeg aldrig bliver nogens mor.

Det er meget ansvar, at placere på et kommende barn, kan jeg godt se, når jeg skriver det. Men jeg sørger jo stadig over min første forliste graviditet… over det barn jeg ikke fik… over den næste abort… og den næste…. Det vil jeg formentlig altid gøre, og det vil altid være en del af min og min mands historie. Men det vil med tiden hele, og det vil med tiden træde i baggrunden, når det dybe og instinktive behov for forældreskab forhåbentlig en dag opfyldes. Når vi en dag kan kigge på hinanden og vores barn og sige, at vi klarede den.

Så jeg bliver ikke skuffet over, at det ikke lykkes i det private, fordi vi selv har betalt – men jeg bliver rigtig ulykkelig over endnu et forgæves forsøg og endnu en nyttelæs kamp – uanset hvor behandlingen har fundet sted henne, og hvad den har kostet. Det gør jeg fordi det er så umenneskelig hårdt at længes efter noget, som man tilsyneladende ikke kan få.

Hvis det altså er sådan, det bliver … nu må vi jo se tiden an, som det så populært hedder!