Tidsrøver

Det har bliver et indlæg uden noget som helst andet formål, end at få tiden til at gå, frem mod scanningen senere i dag. En scanning som af én eller anden grund føles som én af de mest afgørende hidtil. Måske fordi det foregår tilbage hos egen fertilitetslæge, efter den kedelige besked fra sidste uge. Måske fordi jeg skifter mellem håb og optimisme på den ene side, og tristhed og opgivenhed på den anden. Måske bare fordi jeg ikke kan huske, at alle de andre scanninger har føltes mindst ligeså afgørende.

Nogle dage er jeg afklaret med, at det ikke bliver til noget denne gang heller. Tænker, at jeg nok skal klare det og at vi må tage den tid det tager at sørge og samle kræfter, så vi kan overkomme at gå i behandling igen. At det er godt, at vi allerede har tømt sparegrisen, så vi ikke skal have endnu flere penge op af lommen til næste forsøg. Og så videre. Andre dage er jeg knust ved tanken, kan slet ikke finde vej i mørket og synes, at det hele er håbløst.

Ovenpå flere symptomfri dage, var jeg sikker på at den lille havde givet op derinde og at det ville være et spørgsmål om tid, før kroppen opdagede det og gav slip. Igår og i dag har en forsigtig morgenkvalme givet mig håb endnu engang, og med den har fulgt en forsigtig tro på, at det måske alligevel ikke er så galt.

For at gøre dagen mere kompliceret, er manden i udlandet med arbejdet. Planlagt inden vi vidste, at dagens ville blive scanningsdag – og uden at vi kunne gøre så meget ved det. Med den hyppighed, vi fører lægebesøg, er det også næsten umuligt ikke at opleve planer, som kolliderer. Så jeg tager alene afsted, efter lange overvejelser. Min stakkels mor kunne slet ikke overskue det, og har flere gange forsøgt at overtale mig til, at tage enten hende, min far eller en veninde med. Jeg forstår hende godt; hun vil have én til at samle mig op, hvis nu…

Men jeg er endt med at beslutte, at jeg har brug for så lidt påstyr som muligt. At jeg har brug for en rolig og ensom cykeltur til klinikken og for ikke at lade en anden persons nervøsitet påvirke mig. Der skal ikke være nogen, at tage hensyn til. Så jeg har sagt nej tak, og nu sidder jeg alene og forsøger at få timerne til at gå.

Det er ok. I eftermiddag er jeg mere afklaret, og det er godt.