Tidsrøver

Det har bliver et indlæg uden noget som helst andet formål, end at få tiden til at gå, frem mod scanningen senere i dag. En scanning som af én eller anden grund føles som én af de mest afgørende hidtil. Måske fordi det foregår tilbage hos egen fertilitetslæge, efter den kedelige besked fra sidste uge. Måske fordi jeg skifter mellem håb og optimisme på den ene side, og tristhed og opgivenhed på den anden. Måske bare fordi jeg ikke kan huske, at alle de andre scanninger har føltes mindst ligeså afgørende.

Nogle dage er jeg afklaret med, at det ikke bliver til noget denne gang heller. Tænker, at jeg nok skal klare det og at vi må tage den tid det tager at sørge og samle kræfter, så vi kan overkomme at gå i behandling igen. At det er godt, at vi allerede har tømt sparegrisen, så vi ikke skal have endnu flere penge op af lommen til næste forsøg. Og så videre. Andre dage er jeg knust ved tanken, kan slet ikke finde vej i mørket og synes, at det hele er håbløst.

Ovenpå flere symptomfri dage, var jeg sikker på at den lille havde givet op derinde og at det ville være et spørgsmål om tid, før kroppen opdagede det og gav slip. Igår og i dag har en forsigtig morgenkvalme givet mig håb endnu engang, og med den har fulgt en forsigtig tro på, at det måske alligevel ikke er så galt.

For at gøre dagen mere kompliceret, er manden i udlandet med arbejdet. Planlagt inden vi vidste, at dagens ville blive scanningsdag – og uden at vi kunne gøre så meget ved det. Med den hyppighed, vi fører lægebesøg, er det også næsten umuligt ikke at opleve planer, som kolliderer. Så jeg tager alene afsted, efter lange overvejelser. Min stakkels mor kunne slet ikke overskue det, og har flere gange forsøgt at overtale mig til, at tage enten hende, min far eller en veninde med. Jeg forstår hende godt; hun vil have én til at samle mig op, hvis nu…

Men jeg er endt med at beslutte, at jeg har brug for så lidt påstyr som muligt. At jeg har brug for en rolig og ensom cykeltur til klinikken og for ikke at lade en anden persons nervøsitet påvirke mig. Der skal ikke være nogen, at tage hensyn til. Så jeg har sagt nej tak, og nu sidder jeg alene og forsøger at få timerne til at gå.

Det er ok. I eftermiddag er jeg mere afklaret, og det er godt.

Advertisements

7 thoughts on “Tidsrøver

  1. Ventetid er ulidelig og lige i dag forstår jeg til fulde at det er næsten umenneskeligt at vente. Fordi man bare ikke ved om det bliver godt eller skidt – fordi kroppen gang på gang snyder en – man kan aldrig vide sig 100% sikker på noget af det man mærker.. det behøver ikke være skidt fordi man ingenting mærker – men det er heller ikke garanti for det modsatte 😳 evig frustration og ængstelse – vente vente vente og håbe håbe håbe…. hvis nogen tror at det er let – så må de tro om igen… det er hæsligt – men heldigvis til tider også ok – når troen og håbet vinder..
    Jeg sender alt den bedste energi jeg kan og håb om en positiv scanning i dag… ❤️❤️❤️❤️
    Kh Hanne

    Like

  2. Jeg sender dig alle de bedste tanker overhovedet muligt i håbet om et positivt svar i dag 💜 Jeg har selv lige været samme mølle igennem og hvor kan jeg dog nikke genkendende til dine følelser og tanker. De varmester tanker herfra.

    Like

  3. Åh, håber og krydser fingre for at det er gået godt til scanningen i dag. Det er jo næsten ikke til at holde ud at læse dette nu og vide, at du nu har været til scanning! Sender dig de kærligste håbefulde tanker.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s