Brudte løfter

De vanlige 4-5 dage siden sidste scanning er gået, også kendt som perioden hvori jeg normalt formår at huske den positive melding fra lægen, og finde nogenlunde tryghed ved tanken om, at det er håb. Det er de dage, hvor jeg tør tænke på, at jeg måske skal være mor og de dage, hvor jeg tør drømme mig bare en lille anelse fremad mod voksende mave eller ønskelige forberedelser. De dage tør jeg godt tænke på, hvordan det bliver at skulle på barsel, eller på hvilken type fødsel jeg håber på. Der tør jeg sige til manden, at “jeg glæder mig til… hvis nu …”.

Faktisk er der gået endnu længere denne gang. En uge nogenlunde – og jeg er endnu ikke fuldkommen panisk. Heller ikke selvom tvivlen prikker til mig hver eneste dag. Time, faktisk. De sidste mange dage har været fyldt med ferieaktiviteter og en masse adspredelse, efterfulgt af en rolig, men spændende, opstart på job igen. Symptomer har der været en smule af, hvilket jeg tager imod med kyshånd, og tydeligt mærker dæmper nerverne.

Men nu … nu er det hverdag. Nu kommer tankerne igen. Katastrofetankerne, som jo egentlig overhovedet ikke er katastrofetanker, men er helt reelle minder, om hvad der før er sket. Tvivlen vokser, analyse af kroppen signaler ligeså. Er symptomerne ikke mindre i dag, end de var i går?

Jeg har et frikort til scanning, så snart jeg har behov. Jeg skal bare ringe og bestille tid. Men jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle holde ud til næste planlagte undersøgelse i den kommende uge. At jeg skulle tage mig sammen og turde vente. Huske, at det ikke vil gøre en forskel – hvis det går galt, går det galt. Uanset hvornår jeg bliver scannet.

Men nu … tvivler jeg på om jeg overholder mit løfte til mig selv. Om jeg kaster håndklædet i ringen og griber telefonen. Samtidig er der en lille del af mig, som ikke tør. Hvis der er gået noget galt, vil jeg måske helst vente med at få det bekræftet…