Jeg er blevet sendt i seng. Dog ikke uden aftensmad, men alligevel lidt som et uartigt barn, der har fået besked på, ikke at komme ud til resten af familien igen, før jeg har sovet 10 timer og er parat til at opføre mig som et nogenlunde almindeligt civiliseret væsen.
Så nu ligger jeg her og surmuler, mens jeg i smug har taget mobilen med mig. Det er manden, der har sendt mig i seng, efter et mindre sammenbrud, som vist kom nogenlunde lige meget bag på os begge to.
Om det var den manglende oprydning derhjemme, det lorteprojekt som jeg bliver ved med at udskyde på arbejdet, træthed, hormoner, ventetid, overfortolkning af kroppen, eller hvad pokker det var, ved jeg ikke. Men pludselig gav jeg mig til at max flæbe midt i en snak om indkøb og madplaner. C var lagt og alt åndede egentlig fred og ro, men på et splitsekund blev ALT komplet uoverskueligt, jeg blev uduelig til alt hvad jeg foretager mig og manden blev en følelseskold idiot, der ikke forstod mig. Synes jeg.
Eller også var det bare mig. Det er ikke hundrede procent umuligt. Men jeg troede egentlig, at jeg var mere okay. Åbenbart ikke helt. Så nu ligger jeg her, mussestille. Og skammer mig en lille bitte smule.
I morgen er alt nok bedre.
ErDuHerIkkeSnart? 
Jeg fandt din blog sidste forår og den var en stor hjælp for mig. At få sat ord på de tanker og følelser, jeg havde, men som jeg ikke oplevede, at jeg kunne sige højt, eller som nogen forstod. Har ofte tænkt på din blog siden, også her efter jeg selv har fået et barn i foråret (bitterhed, ærgerlse og sorg over tabte graviditeter og hvad det indebar lurer stadig, som du også beskrev så rigtigt). Så da jeg i går så, at du igen var begyndt at berette om dit og jeres forløb, blev jeg på en måde varm om hjertet fordi, at jeg gerne ville høre til, hvordan det nu gik hos dig, men på den anden side blev og er jeg også ærgerlig på dine (og jeres) vegne over, at du skal til at gennemgå hele møllen igen. Jeg håber meget på, at der må og skal komme noget godt ud af alt det meningsløse på den anden side. En lillesøster/bror. Det fortjener du/I. I morgen er en bedre dag.
LikeLike
Tusind tak H, for dine fine ord – I dag har bare at blive bedre (selvom jeg stadig er vågnet op og er lidt små-arrig).
En dag af gangen er den eneste vej frem, tror jeg. Kæmpe tillykke med din søn/datter, trods alle de ambivalente følelser, der også kan følge med dér – og tak fordi du vil læse med endnu engang.
LikeLike
Tak for dig og tak for din blog. Jeg begyndte at følge med dengang, hvor jeres kamp så ud til at lykkes. Jeg læste baglæns og så, hvordan du satte ord på alle de følelser og den kæmpe sorg jeg bar rundt på efter 3 aborter. Jalousien og vreden som ofte har gjort mig til tudefjæs og skræmt livet af den altid optimistiske og gode mand, jeg er så heldig af have.
Jeg genlæste dine indlæg, dengang det begyndte at gå den rigtige vej. Dengang der var hjerteblink og inden NF. Og dengang vi endelig havde vores fantastiske datter i armene.
Og da vi for en måned siden satte dato for, hvornår vi begynder at prøve igen, så måtte jeg lige se, om du mon var tilbage. Og tak for det. Vi er vist landet på, at til sommer skal vi prøve igen, men som du skriver, så ved jeg ikke, om jeg er klar. Hvordan er jeg en god mor, hvis jeg igen skal igennem x antal aborter? Den lille trold, der fylder hele vores verden var måske det mirakel, vi fik?
Så tak fordi du deler ud af noget så svært og sårbart. Vi er mange der sætter stor pris på det!
LikeLike
Kære T. Tak for din kommentar, det var lige den form for hjertevarme, der kunne sætte et lille, omend også lidt trist, smil på min læbe i dag. Jeg er ked af at høre, om den historie i har været igennem. Det er voldsomt at skulle træffe beslutningen om, at turde kaste sig ind i kampen igen. Man håber at det ikke bliver som sidst (og det gør det måske heller ikke!!), men samtidig frygter man, hvordan man dog skal kunne holde sammen på det hele, hvis det bliver. Jeg sender alle gode tanker i din retning!
LikeLike
Jeg kan kun tilslutte mig. Din historie er barsk, men jeg er helt sikker på at vi er mange der troligt læser med hver gang der kommer et nyt indlæg., Jeg værdsætter dine evner til at sætte ord på nogle af de mange følelser, der er så svære at beskrive for dem der ikke har oplevet det på egen krop.
Efter et turbulent forløb med behandlinger fik vi den skønneste pige i oktober sidste år. Og tankerne er begyndt at kredse om, hvornår vi er klar til hvad der formentlig bliver endnu en følelsesmæssig rutchebanetur. Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver helt klar til igen at få hormon-djævlen til at flytte tilbage ind i min krop og mit hovede. Allermest er jeg bange for at frustrationerne, tudeturene mv skal gå ud over den lille frøken, fordi vi så inderligt ønsker at hun skal blive storesøster. Derudover er jeg betænkelig ved at inddrage mit arbejde i et brændende ønske om flere børn, længe inden der er noget barn på vej, og kun relativt kort efter opstart efter barsel.
LikeLike
Tak, Camilla – jeg har virkelig haft fornøjelsen af hormondjævlen i disse dage, hvilket er kommet en smule bag på mig, når nu mængderne af hormon egentlig ikke var så store. Men ja, det er svært at beskrive – men dejligt at “blive læst” af nogen, som genkender de urimelige følelser. Jeg deler din betænkelighed omkring det med arbejdsgiver. Hvis vi bliver kastet ud i nye friske IVF-forsøg i det kommende år, bliver jeg på den ene side næsten nødt til at have deres opbakning. På den anden side er det en relativt ny arbejdsgiver, og jeg magter jo egentlig ikke at involvere alt og alle i de ting, vi gennemgår. Hmm, der ligger nok et blogindlæg gemt der, et sted. Tillykke med oktober-pigen, det er jer virkelig så velfortjent. Kh Signe
LikeLike