Hvor meget tager man hensyn?

Jeg kan huske alle de gange, hvor det har været mig. Hvor jeg har været den, der sad med en klump i halsen under et middagsselskab, eller måtte ud og snøfte stille ned i ærmet ude på toilettet. Alle de gange, hvor andre som det mest naturlige i verden har talt om børn, graviditet og fødsel. Selvfølgelig! For det er jo netop noget af det mest naturlige i verden – altså lige indtil at det ikke er, og man opdager, at man har pisse svært ved det. Måske har de endda spurgt ind til mine planer eller ønsker, eller også har de bare siddet og ævlet løs om deres eget afkom, eller hvor nemt de blev gravide. Og der sad jeg så midt i det hele. Helt og aldeles barnløs og lammet af frygt for, om jeg nogensinde ville blive nogens mor.

Jeg har forbandet dem langt væk, alle dem som glemte at tage hensyn. Ellers som formentlig bare ikke anede, at der var et hensyn at tage. Fra damen i venteværelset, som havde sin nuttede baby på armen, alt imens jeg ventede på kontrol efter abort nr. 117, eller til den veninde som lige i et øjeblik glemte at jeg var til stede, da hun grinende råbte op om at hun blev gravid af at kigge på sin mands underhylere.

Men jeg har også med tiden accepteret, at meget af det handlede om min egen sorg og om at folk nu og da ikke tænker sig om. Eller en blanding begge dele. Og jeg har skammet mig, når jeg godt vidste at jeg var urimelig, og har banket mig selv oveni hovedet, når jeg ikke har magtet at indgå i relationer og arrangementer, med for mange gravide eller småbørn til stede. Men sådan var det nu engang, dengang. Faktisk er det stadigvæk nu og da en lille smule sådan. Kun lidt. Men jeg kan faktisk godt blive en lille bitte smule jalous, når jeg ser en flot gravid mave, selvom det langt fra fylder, som det gjorde engang. Eller når en veninde tager sin egen fertilitet for givet og griner af, at hun “godt nok er glad for, at hun ikke skal have flere unger”. Jeg bliver et lille sekund af såret, lidt stødt eller trist, selvom det er på en anden måde end før. Og det er jo bare fordi jeg godt ved, at jeg desværre ikke har den luksus selv at bestemme.

På en måde er jeg på én og samme tid både tilbage i nogle af disse de følelser, samtidig med at jeg på andre måder er et helt andet sted. For jeg er jo allerede mor – og derved en del af “den klub”, som jeg så længe higede efter og hadede på samme tid. Det betyder, at jeg på den ene side er enormt sårbar overfor mine omgivelser og deres (til tider manglende) forståelse og hensyn, samtidig med at jeg selv repræsentere noget af det, som andre med ondt i forplantningsevnen kan blive sårede over.

Personligt er jeg ikke sikker på, at jeg kunne have fulgt en blog dengang jeg kæmpede for at få C, som var skrevet af én, der havde et barn i forvejen. Jeg tror, at jeg ville have afskrevet hendes historie som irrelevant, for hun ville ikke for alvor kunne relatere til min situation, nu hvor hun havde fået et barn. Selvom jeg rationelt ville vide, at hendes frustrationer og sorg kunne være ligeså reel ved barn nummer to, tror jeg bare, at jeg alligevel ville være frustreret over, at hun jo “havde fået sit på det tørre”. Sådan ville min hjerne – dengang den var allermest presset og bange for at den aldrig ville få børn – formentlig havde fungeret.

Og faktisk prøver jeg i det daglige, at tage en række hensyn, som helt sikkert er farvet af min egen historie. Jeg spørger af princip aldrig nogensinde nogen, hvorvidt de skal have (flere) børn – det kunne jeg ikke drømme om! For jeg ved, hvor meget jeg risiskerer at rippe op sår af den ene eller anden art – og i ting som slet ikke vedkommer mig, med mindre vedkommende selv har behov for at fortælle. Og jeg går ultra stille med dørene, når jeg er i selskab med mennesker, som jeg ved på den ene eller anden vis slås med fertiliteten. Ikke på den måde, at jeg aldrig taler om C eller forsigtigt inddrager mine egne oplevelser nu og da, men jeg er bare hele tiden meget bevidst om, at der er klare grænser for, hvor meget børne- og graviditetssnakken behøver at fylde. Jeg gør også en dyd ud af aldrig, aldrig, aldrig at henfalde til “når det kunne lykkes for os, kan det også for jer” eller “du vil se, at det er det hele værd i sidste ende” – for jeg kunne personligt have slået i hjel over sådan noget pladder, for et par år siden.

Så da lægen på fertilitetsklinikken den anden uge sagde, at jeg da bare kunne tage C med til en undersøgelse den kommende uge, fordi jeg var udfordret på pasningsfronten, så føltes det bare helt forkert. Selvom det ikke havde været noget praktisk problem, så kunne jeg ikke få mig selv til at marchere igennem et venteværelse af barnløse kvinder og mænd, med et mindre barn på armen. Survivor guilt, much? Måske støredelen af dem havde været komplet ligeglade, eller ikke havde skænket det en tanke. Men jeg ved at jeg selv, dengang alting var allerværst, kunne være blevet såret over det. Det er ikke logisk, men sådan er det, når man er grund-ked af noget.

Og derfor synes jeg på en eller anden måde, at det er i orden og nødvendigt at tage en eller anden form for hensyn. Også selvom det er svært, og selvom jeg sikkert nu og da selv glemmer det, fordi min situation trods alt er anderledes denne gang, end da jeg ingen børn havde. Men jeg prøver alligevel.

Advertisements

4 thoughts on “Hvor meget tager man hensyn?

  1. Nogen gange bliver jeg helt forskrækket når jeg læser dine indlæg…for ofte skulle man tro at du kunne læse mine tanker og følelser. Alt hvad du skriver i dette indlæg er så rigtigt. Da vi også stadig var barnløse sad vi en dag på klinikken hvor et par med deres lille guldklump kom gående ind. Hold op det gjorde mig ked og blev mega jaloux over at de var der….de havde jo fået deres største ønske opfyldt. Derfor vil vi heller aldrig tage vores mirakel baby med. Måske vil de fleste være ligeglade, men hvis der bare sidder én med samme følelse som jeg, vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at undgå at de kommer i samme situation som vi gjorde!

    Like

    1. Det er jeg på mange måder glad for, at høre – selvom det jo så også gælder nogle af de mere triste ting og tanker, som vi har til fælles. Det er lige netop billedet af mig selv (fra før C) og af hvor såret jeg kunne være blevet, hvis nogen havde ramt mig på en virkelig trist dag. På samme måde væltede jeg heller aldrig jublende ud af scanningsrummet de gange det rent faktisk gik godt, for jeg vidste at der kunne sidde kvinder på anden anden side af døren, som var bange og som modtog meget blandede beskeder…

      Like

  2. Åh, hvor du bare rammer hovedet på sømmet. Jeg er i behandling og det ser sort ud. Jeg har en søn, som kom helt af sig selv og uden planlægning for 17 år siden i en anden tid. Så jeg har ikke været ramt på det helt eksistentielle omkring børn eller ingen børn. Men drømmen om et barn, et fælles barn med min mand er uendelig stort. Men jeg føler mig ikke helt berettiget til at ønske det så inderligt at jeg har lov til at være ulykkelig og sorgfuld over at jeg nu står overfor at skulle opgive. Så jeg elsker at læse dine ord om at man stadig kan være ked af det og man kan stadig være øm, selvom man allerede er mor.
    Ved siden af det skriver du også om noget andet, som jeg har tænkt meget over. Jeg er noget til der, hvor det der virkelig giver mig surt opstød og nærmest arrighed er når kvinder, der har været i behandling, men er lykkes, bagefter siger til os, der stadig er i showet “bare rolig, det er kampen værd” “Eller det skal nok lykkes, det gør det jo i sidste ende” Men det er bare ikke sandt – for 20 pct af barnløse, lykkes det ikke ! I hvert fald ikke uden donor. Så det irriterer mig voldsomt at de kvinder, som selv har været der, glemmer virkeligheden og overfører deres egne erfaringer til andre, for det kan man ikke.

    Like

  3. Det gør mig oprigtigt ondt at høre. Det må komme som en meget sorg, når man pludeslig konfronteres med en længsel, som muligvis ikke lader sig realisere. Og det handler jo ikke om manglende taknemmelighed overfor det man fik. Måske endda omverdenhar ekstra svært ved at forstå din frustration og sorg, når du har så “voksent” et barn i forvejen. (Hvis nogen siger til dig, at du bare skal nyde friheden over ikke at have småbørn længere, så har du min velsignelse til at pande dem én).
    Og ja, det rigtig barske ved at stå dér, hvor du står nu (og til dels jeg selv), er jo at der for pokker ikke er nogen garantier. Så folks trøst nytter ikke en pind, selvom det er velment. Da jeg engang fik af vide, at 63% fik børn igennem de tre offentlige IVF-forsøg på Riget, var det ENESTE jeg tog med mig fra den samtale, at der så med andre ord var hele 37% chance for, at det ikke ville være nok for os og at vi med andre ord skulle endnu mere igennem. Tanker til dig.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s