Først var der to streger … og så var der ingenting.

De to andre beboere i husstanden er syge, og jeg har puttet dem i hver deres seng, med alt hvad der dertil hører af yndlingsbamser (den mindste) og Netflix (den største). Jeg nyder stilheden, tager et langt bad, ordner negle, ryder lidt op. I skuffen finder jeg graviditetstesten. Det er mig ubegribeligt, hvorfor jeg har gemt den. Men det gør jeg nu og da. Jeg har stadig den fra C – altså én af dem, ud af de tusinde jeg tog. Alle de andre, alle dem hvor det ikke gik, er røget ud undervejs.

Men denne her ligger der stadig. Det er en af de flotte dyre mærker, med hætte, plusser og hele møget. Én af dem man for længst holder op med at investere i, når man forbruger i det omfang, som jeg gjorde engang. Næh du, stik mig 55 af de billigste strips, så er der lidt at tage af.

Men denne her var den eneste jeg havde, da jeg testede for et par uger siden. To dage for tidligt, selvfølgelig! Man er vel masochist. Frem med koppen, ned med buksen, holde vejret og prøve at ramme. Derpå vente. Og vente. Jeg kiggede på testen og forsøgte at hypnotisere den – og det lykkedes, Frem i håbets fint afgrænsede felt, tonede den forjættede anden streg. Tynd, utydeligt og kun lige på grænsen af test-tidens udløb. Men den var der.

“Ovitrelle”, råbte stemmen i mit baghoved. “Det er bare hornonrester fra ægløsningssprøjten”, fortsatte den. Og jeg vidste godt, at stemmen meget vel kunne have ret. Det var kun en uge siden, at jeg havde sprøjtet mig i maven, for anden gang efter oplægningen af vores dyrebare fryseæg. Det skulle efter sigende understøtte en eventuel begyndende graviditet, men også risikere at give falsk positive tests i op til 10 dage efter. Fandens også.

Vi havde i ugerne forinden endelig taget springet. Jeg havde ringet til klinikken med bævrende læber, og bedt om opstart i fryseforsøg. Ustimuleret, selvom min cyklus er både en smule lang og temmelig rodet. Vi havde været til forsamtale og jeg havde haft en reunion med den enøjede dildo-scanner. Et besøg med blandede følelser.

Jeg havde siddet i venteværelset forud for samtalen, og mærket uroen i kroppen. Det startede allerede ved gensynet med bygningen, da jeg parkerede min cykel ude foran klinikken. “Kroppen husker, hvad hjernen nogle gange glemmer”, var der en læser, der skrev her på bloggen for nogle dage siden. Og det var sådan det var. Min krop huskede alt det, som hjernen i en blanding af forventning og håb havde lagt til side igennem de to år der var gået, siden jeg sad her sidst.

Jeg kiggede rundt i venteværelset. Et ungt par sad sammenbidt ved et bord, og famlede med hver deres Iphone. En kvinde kom alene ud fra lægens kontor med røde øjne og styrede målrettet mod udgangen. En anden kvinde sad med forsigtigt smil på læben, og ventede på en blodprøve. Jeg kendte dem alle sammen, hver og en. Jeg har været dem alle sammen, engang for ikke så længe siden.

Derfra gik det slag i slag – og hurtigt. En scanning, en snak, en ny tid, svar på et par spørgsmål. Halvanden uge efter første besøg på klinikken, tog jeg en ægløsende sprøjte, en sen aften ved køkkenbordet. Det rørte mig ikke; been there and done a lot worse. Yderligere 5 dage senere ringede jeg til klinikken med hjertet i halsen, for at høre til optøningen af vores blastocyst. Den første blastocyst vi har prøvet at få nedfrosset og den ene ud af de to eneste, som overlevede og “blev tilovers” fra de tidligere IVF-forsøg. Det ene af de to æg, som vi har klamret os til siden vi fik C, når snakken i ny og næ er faldet på drømmen om flere børn. Måske var der håb… vi havde jo to i fryseren…

Damen fra laboratoriet var alvorlig, men venlig, da hun oplyste, at den desværre ikke artede sig helt som “man kunne ønske”. Hun ville gerne se tiden an lidt, og håbe på at det alligevel blev til noget, der kunne bruges. Efter et par timers følelsesmæssigt limbo, hvor vores lille håb alligevel viste sig at tø nogenlunde helskindet op, smækkede jeg benene i de kolde bøjler og lod lægen gøre dét, som jeg nu engang havde betalt ham for. Derfra tog jeg hjem, rugende på en blastocyst af “middelgod kvalitet”. Hvad det så end betød.

Dermed startede også den ventetid, som de fleste i fertilitetsbehandling kender som den sværeste. En ventetid bestående af tanker, overfortolkninger af kroppens signaler, håb, angst og så lidt flere tanker. Og på et tidspunkt begynder hjernen at bilde én ind, at selvom man har tid til blodprøve en torsdag, så kan man jo godt teste lidt inden da. Bare en lillebitte smule. Også selvom man godt ved, at resultatet af testen ikke kan bruges til noget synderligt. At det ikke gør nogen forskel. At det blot skaber mere tvivl, flere tanker, mere overfortolkning. At en negativ test alligevel ikke afviser en graviditet – ligeså vel som en positiv ikke bekræfter den.

Så som enhver anden rationel kvinde i behandling tog jeg den forbandede test. Den flotte, dyre test, som var den eneste jeg lige havde.

Og den var positiv.

Et par dage efter, også kendt som 4+3, skulle jeg have taget blodprøven. Den første rigtig afgørende time var kommet i denne omgang – vi skulle have af vide, om vi var købt eller solgt – eller et sted midt imellem. Og jeg vidste egentlig godt, at vi ville lande lige netop midt imellem. Jeg har fem andre begyndende graviditeter at sammenligne med, så selvom jeg godt kunne mærke, at der var noget i gang, nagede også en klar følelse af, at det hele var ved at gå i sig selv igen. At kroppen gjorde sig klar til at give slip, før noget for alvor var kommet i gang.

Således tog jeg det faktisk med overraskende ro, da damen i telefonen leverede dommen med alvorlig stemme, senere samme eftermiddag: Mit Hcg-tal lå på 11.

Alt, alt for lavt til at være en sund og rask graviditet. Formentlig en biokemisk, som kun lige var startet, før det var slut igen. En biokemisk graviditet, en biokemisk abort. Begreberne var ellers lykkeligt forsvundet fra min bevisthed. Nu var de tilbage.

Jeg kendte godt forløbet derefter; kontrolblodprøver, en sidste scanning og så vente på at kroppen selv klarede udstødelsen. Få dage efter, på indgangen til den 6.  graviditetsuge, gav kroppen slip og lod naturen klare resten. Det var udramatisk. Trist, vemodigt, men problemfrit i øvrigt. Overstået på et par dage.

Så nu sidder jeg så her i stilheden, mens de andre sover. Det er rart, men også tomt og vemodigt på samme tid. Vores håb og chancer er halveret – og kroppen skal have tid til at komme stille og roligt videre. Måske skal jeg også selv lige have en puster. Før vi starter igen.

Og stregen på testen – den lille forræder – er forsvundet på de uger, den har ligget i min skuffe. Symbolikken er til at tage og føle på.

Der var en streg, og nu er den væk.