Og nu til poesien…

En læser på bloggen gjorde mig for nyligt opmærksom på en netop udkommet digtsamling. Samlingen bærer titlen Stik og er skrevet af to kvinder, henholdvis elev på forfatterskolen Stine Dige og cand.mag i litteraturvidenskab Marie Ladefoged – som begge har haft ufrivillig barnløshed alt for tæt inde på livet. Dertil er samlingen krydret med smukke og dystre billeder af en kvindelig billedkunstner.

Digtsamlingen handler om ufrivilligt barnløshed, fertilitetsbehandling, håb, sorg, frustrationer og alt derimellem. Det taler selvsagt direkte ind i de emner, som behandles her på bloggen og jeg blev derfor straks interesseret. Nu har jeg jeg været så heldig, at få en aftale i hus med forlaget. Jeg har modtaget et fint anmeldereksemplar af udgivelsen, som jeg efter endt læsning efter bedste evne vil forsøge at anmelde her på bloggen til de interesserede.

Da digtsamlingen ankom med posten, kastede jeg mig over den med frådende nysgerrighed. Dog vidste jeg ikke rigtig, hvad det var jeg skulle forvente at blive mødt af. Dels er det nyt for mig at læse digte på denne måde, dels er temaet for digtsamlingen en smule usædvanligt. Derfor var jeg meget spændt efter at se, hvad der mon kom ud af denne kombination.

Jeg slugte de første sider – men måtte hurtigt standse op. Det er nogle tunge temaer som berøres, og det gik hurtigt op for mig, at det til trods for den begrænsede tekstmængde, tager tid at læse digte. Derfor er jeg i stedet begyndt at tage udgivelsen frem og læse lidt i mindre bider. Helst når jeg er alene og helst når jeg er i rette humør til den eftertænksomhed som jeg synes at det kræver.

Om lidt kommer bogen med mig på nytårsferie. Der er en lang køretur inkluderet i planerne, hvor jeg glæder mig til at dykke endnu mere ned i den og lukke verden lidt ude. Om jeg så kan finde ud af at sætte de rette ord på for jer efterfølgende, vil tiden vise – men jeg vil forsøge at gøre mit bedste. Indtil da tænker jeg at I skal have en lille forsmag:

Vi tørster
efter dig
du lille
der gik i stå
mens vi stirrede ud af vinduet

Om værket skriver forfatterinderne selv: Vi tænker, at vores bog vil kunne hjælpe andre barnløse, som kæmper med nogle af de samme tanker. Fordi vi er så hudløst ærlige og beskriver de følelser, som følger i kølvandet på infertilitet. Bogens inderlighed og poesi gør det muligt for andre i samme situation at spejle sig i de følelser, som bogen og et fertilitetsbehandlingsforløb er så fuld af: håb, håbløshed, sorg, eufori, længsel, tristesse, trøst, frygt …

Så er stilen lagt og I kan måske fornemme hvor det bærer hen. Udgivelsen hedder Stik og er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag her i 2015. I kan læse mere om den her: http://detpoetiskebureau.dk/nyheder/#stik

8 thoughts on “Og nu til poesien…

  1. Uff…
    Ja, jeg husker jo godt følelsen:
    “Vi tørster
    efter dig
    du lille
    der gik i stå
    mens vi stirrede ud af vinduet”

    Er der også digte fra nogen af de kvinder der så aldrig nåede det?

    Jeg er ved at være ovenpå efter min deroute med ufrivillig abort nummer jeg-ved-ikke-hvad, kæreste der skrider og verden der styrter sammen.

    Men jeg er 42… Så hvor efterlader det lige mig?

    Når jeg at møde en ny inden det er for sent?

    Jeg skal jo lige møde ham, og så skal man lige nå dertil i forholdet hvor man begynder at overveje det, og så skal det jo så også lykkes….
    Alt det, inden kroppen siger “så er det slut frøken, der er ikke flere æg”…

    Jeg prøver at lade være med at tænke så meget over det.
    Mest af alt prøver jeg at sige til mig selv, sker det, så er det skønt, sker det ikke, så er det også skønt… For så er der en anden -og lige så god plan- for mig…

    Det er ikke hver dag jeg tro på det.

    <3

    Kh Hanne
    http://venterpaastorken.com/
    En blog om livet: Kærlighed & nedture, livskriser & personlig udvikling

    Like

    1. Der er noget utroligt simpelt og samtidig meget rammende ved de linjer. For det var sådan vi havde det – længtes og tørstede og så gik det hele bare i stå.
      Det glæder mig at høre at du har det lidt bedre ovenpå alle de mareridt. Det må tage tid og kræve ufattelig styrke. Om digtsamlingen rummer noget om “livet efter” ved jeg faktisk ikke. Mange af teksterne handler om frygten for ikke at “nå det” – men forfatterne kom alle over på den anden side som jeg har forstået og det bærer det nok præg af. Jeg vender tilbage med mere når jeg har læst videre. Knus og tanker til dig

      Like

      1. Vil se frem til at læse din anmeldelse så…
        Frygten for “ikke at nå det” sidder stadig i mig, selvom jeg nok må indse at det gør jeg ikke…

        Pisse ærgerligt. Urimeligt og ulykkeligt.
        Men jeg er nødt til at finde fred med det.

        Tror ikke jeg tør læse sådan en digtsamling, men jeg kan godt forstå at når man endelig er lykkes, så kan man bedre distancere sig fra alt det ulykkelige i at gå der og vente og tørste.

        Kram og kæmpe, kæmpe stort tillykke med jeres lykkelige omstændigheder. Er så glad på dine vegne på trods af at jeg jo dybest set ikke kender dig.
        Men jeg kan sætte mig levende ind i den lettelse og lykkefølelse det må være efter alt hvad du og “manden din” har været igennem.

        Tillykke!
        <3

        Kh Hanne
        http://venterpaastorken.com/
        En blog om livet: Kærlighed & nedture, livskriser & personlig udvikling

        Like

      2. Jeg håber at jeg kan leve op til dine søde ord. Og der er meget sandt ved det du siger – jeg tror aldrig at jeg ville udforske disse digte, hvis jeg ikke sad i min nuværende situation. Selv nu, tager det pusten fra mig at vende tilbage til mange af de følelser, som stadig ligger lige under overfladen. Det gør mig så oprigtig ked af det at vide, at du skal leve med din sorg hver dag. Jeg ville ønske at jeg kunne love dig, at det blev som du drømmer om. Men det ved vi vist begge kun alt for godt, at ingen kan. Og ja, der findes ikke nok grimme ord – urimeligt, pisse tarveligt, fuldstændig hamrende ulykkeligt. Tanker til dig, du stærke kvinde!

        Like

Leave a comment