Der findes rigeligt med blogge, som handler om at blive mor. Der findes knapt så mange, som handler om ikke at være det. Om at have svært ved at blive det. Sådan en blog får I her. Jeg er én af dem, for hvem vejen til at blive mor har været brolagt med dårlige oplevelser.
Emnet er omgivet af et ganske massivt tabu. Det vil mange af de som lever med ufrivillig barnløshed, desværre kunne tale med om. Selvom knapt 10 % af alle børn bliver bragt til verden med én eller anden form for hjælp “udefra”, er det som om vi ikke rigtig taler om det. Det er ikke et tema vi tager op i frokoststuen på arbejdet, eller til familiefesten. Det er for privat, det gør for ondt, måske skammer man sig – eller vil ikke spolere den “gode stemning”.
I kølvandet på alt det tabubelagte, følger et kæmpe fravær af fokus på de mentale konsekvenser af ufrivillig barnløshed. Det oplever jeg i mødet med sundhedsvæsenet, i den generelle samfundsmæssige debat, samt ved den alment udbredte uvidenhed om de mange problemer man står overfor, når vejen til forældreskab viser sig at være rigtig svær. Den manglende anerkendelse af problemernes omfang bliver endnu en udfordring, i en tilstand som i forvejen påvirker både krop og sind, arbejdsliv, parforhold og andre private relationer.
Samtidig er hele området omkring undfangelse, graviditet og fødsel omgærdet af tonstunge myter, røverhistorier og sejlivede ammestuehistorier, hvilket kan være super vanskeligt at navigere i, når man er sårbar og desperat. Dette er særligt problematisk, fordi det meste af det har meget lidt rod i egentlig evidens, og fordi det medvirker til at skubbe ansvaret tilbage på den enkelte barnløse, som skal hitte rede om hun/han nu har gjort nok, spist rigtigt, tænkt på en bestemt måde, osv. Desværre er tendensen til spredning af mere eller mindre pseudo-videnskabelige påstande udbredt blandt både privatpersoner og visse fagprofessioner. Tilsammen gør alt dette, at mange får følelsen af at stå komplet alene i en til tider uoverkommelig sorg, samtidig med at de tynges af selvbebrejdelse og forvirring.
Reproduktion er det mest naturlige i verden – og måske er det meget godt at vi som samfund er lidt naive overfor, hvor svært det egentlig er at få børn. Det sparer os sikkert for en masse bekymringer – og for langt de fleste går det jo heldigvis nemt. Men når det så går galt, så er det forbundet med så meget smerte og så mange ukendte følelser – og så bliver det lige pludselig rigtig svært at tale om. Jeg har aldrig følt mig så håbløs, forvirret og alene i verden, som jeg har gjort undervejs i dele af vores forløb – også selvom jeg langt fra var det.
Et skridt på vejen til mere åbenhed kan måske være, at jeg selv starter med at fortælle min historie. Da bloggen blev oprettet, var formålet at dele mine erfaringer, frustratoner og oplevelser igennem de år, hvor min kæreste og jeg forsøgte at blive forældre til vores datter. Selvom andre par må kæmpe forgæves meget længere, nåede vi alligevel få en række voldsomt grimme oplevelser med os i bagagen, igennem de tre år vores kamp stod på. Igennem fire forliste graviditeter, to operationer, samt efterfølgende inseminationer og IVF-behandlinger, måtte vi stifte bekendtskab med helt nye sider af både os selv og hinanden. Da vores sunde og raske datter rundede sine første tre levemåneder i sommeren 2016, lagde jeg bloggen i bero. Jeg besluttede i den forbindelse, at bloggen havde tjent sit oprindelige formål og nu måtte lukkes ned. Det gav ikke mening at blogge om barnløshed, med et spædbarn på armen – synes jeg.
Men nu er bloggen så opstået på ny. Efteråret 2017 hænger i træerne udenfor vinduet, og den lille familie som vi så taknemmeligt er blevet til, drømmer om at udvide med endnu et medlem. Bliver det ligeså svært og opslidende denne gang, eller er alting anderledes, når man allerede har ét barn i forvejen? Hvordan vil det påvirke familien, arbejdslivet og forholdet, hvis vi skal tage hele turen en gang til? Kan jeg risikere, at livet går ligeså meget i opløsning, som for bare få år siden og kan vi overhovedet tillade os det? Er vi forkælede og kan vi overhovedet være bekendt at være kede af det, hvis det ikke lykkes – bør vi bare sætte pris på dét, vi trods alt fik?
Det er blevet min erfaring, at mange af de frustrationer som følger med barnløshed, ikke nødvendigvis handler om, hvor længe det har stået på. Eller om hvem vi er, eller hvor vi befinder os i vores liv. Følelserne er tvært imod ofte ret gennemgående for mange af os – på tværs af livssituation i øvrigt. At opleve sig magtesløs i forhold til selv at bestemme over et af livets mest centrale omdrejningspunkter – har kæmpestore indvirkinger på langt de fleste af os. Det omvælter vores verden – og derfor tror og håber jeg på, at mine fortællinger kan komme andre til gavn. Både de som oplever det på egen krop, og deres omverden som ofte står magtesløse på sidelinjen.
Du kan læse min historie fra en ende af, her.
Tak fordi du læser med.
Kærlig hilsen
/Signe
PS: Jeg kan kontaktes på: ErDuHerIkkeSnart@gmail.com – og du er altid velkommen til at efterlade en kommentar på siden.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
ErDuHerIkkeSnart? 
Kære Signe
Jeg er tilfældigt faldet over din blog, og den rører noget ganske særligt i mig, da jeg i mange år var i samme situation som dig, og derfor kan nikke genkendende til stort set alt du skriver. For 4 år siden besluttede vi os for at prøve at blive forældre, og godt og vel 3 af de 4 år var fyldt med scanninger, nåle, hormontilskud, operationer og den generelle magtesløshed der følger med ens færden i behandlingsverdenen. Det blev heldigvis også vores tur til sidst og vi venter vores længe ventede søn om en 4 ugers tid.
Jeg vil blot sige, at jeg kender de situationer, du fortæller om, og du beskriver det så godt og præcist. Det er bare så hamrende vigtigt at få fjernet noget af tabuet omkring barnløshed og fertilitetsbehandling, og det er stort, at du kan gøre det mens du står i det. Det er vigtigt – bliv ved med det, hvis du kan.
Jeg håber af hele mit hjerte, at jeres kamp for et barn snart viser sig at være ved vejs ende.
LikeLike
Kære Anne
Tusind tak for din meget søde kommentar. Det varmer – og det giver helt bestemt mod og lyst til at fortsætte. Jeg synes til at starte med, at det var svært at sætte nogle af alle disse tanker ned på papir, men de meget fine tilbagemeldinger som jeg har fået, bekræfter mig i at der er et kæmpe hul i debatten – det er alt for overset, hvor mange kvinder (og mænd, uden tvivl), som går og kæmper med disse ting, og hvad det gør ved dem.
Hvor er det dejligt for jer, at jeres lille dreng lige straks er hos jer, efter sådan en lang kamp. Det er så fortjent, og jeg glæder mig på jeres vegne. Og tak for de gode ønsker – jeg håber også meget på at det måske snart kunne blive vores tur :-)
LikeLike
Kære Signe,
“Faldt” over dig blog på Vores Børns side, og sidder her med en stor klump i halsen, våde øjne og kuldegysninger. Som Anne er jeg en af de nu heldige hvis behandling endelig er lykkes, og venter med spænding på vores søn til februar.
Hvor ville jeg bare gerne have haft din blog de foregående 4 år! For hvor er det bare stort at du vil dele dine tanker, så alle vi andre ikke sidder alene med følelsen af at være ved at blive skør, alle tårerne og den ofte tomme følelse.
Selvom jeg nu er gravid vil jeg stadig følge din blog, for dine indlæg rammer faktisk også alle de tanker jeg jo allerede har tænkt, og den jalousi over andres graviditeter der også ramte mig, og de får lov til at finde deres egen plads i mit hoved.
Stort cadeau til dig- og manden i dit liv – for din indsats, og alt muligt held og lykke til jer.
LikeLike
Kære Rikke
Mange gange tak for din varme og rørende besked. Det er så dejligt at modtage sådan nogle positive reaktioner – og det er dejligt at høre, at det er muligt at få noget ud af skriblerierne, selvom man ikke længere selv står i situationen. Et kæmpe stort tillykke med din graviditet og jeres dejlige søn som er på vej – jeg håber alt det bedste for dig og jer.
Kærlig hilsen
Signe
LikeLike
Kæreste signe
Håber for alt i verden at det lykkes for dig at blive mor
Jeg kender til alt det du skriver om.vi fik vores første barn uden problemer og anede ikke at nr ville tage fire års behandling. Det er de hårdeste år i mit liv. Men det lykkedes og så var der to skønne børn. Jeg var lykkelig og helt afklaret med at vi ikke skulle have flere. Men naturen ville åbenbart noget andet. For et år og ni måneder efter nr to kom nr tre!!!!!
Så tro på det selv når det er allerværst
Rigtig glædelig jul
LikeLike
Tusind tak, Dorte. Hvor er det en dejlig historie. Ja, man er på ingen måder forberedt på at det kan ramme en – eller hvor hårdt det er når det sker. Jeg håber at det snart er vores tur. Rigtig glædelig jul. Kh Signe
LikeLike
Hej Signe.
Jeg har netop læst din blog og den rammer mig præcist dér, hvor mange andre ikke gør, nemlig på de følelser, spekulationer, forventninger og nederlag der hører til ufrivillig barnløshed.
Min kæreste og jeg runder nu 2. År i denne kamp om ønskebarnet der endnu ikke er kommet. Jeg går tit og siger til mig selv i “overskudsperioderne” – vores barn lader bare vente på sig og – du er kun 29 år der er god tid endnu…. Men f*** de perioder hvor vi endnu engang har sat næsen op efter en positiv graviditetstest og den igen er negativ, er et kæmpe slag og en følelsesmæssig rutsjetur med flest nedture! Som mange ikke kan sætte sig ind i. Ikke af uvilje men af uvidenhed.
Jeg ønsker dig alt held og lykke på testdagen og også fremover, men håber at denne blog vil fortsætte omkring emnet, netop den kamp det er, at jage den graviditet, som for nogle bare er det nemmeste i verden, men for mig, dig og mange andre er en svær svær kamp.
Tak for denne blog 👏
Kærlige hilsner
LikeLiked by 1 person
Hej Kathrine. Tak for din kommentar, som jeg kan se at jeg aldrig fik svaret på. Det varmer rigtig meget at høre at du har haft glæde af bloggen. Dine tanker minder meget om dem jeg har haft (og stadig har) – det er en evig rutchetur af op- og nedture. Jeg håber alt det bedste for dig. Hvis du en dag får mod på at fortælle din historie, så er du meget velkommen. Så vil jeg gerne udgive den på bloggen – selvfølgelig anonymt, hvis du ønsker. De bedste hilsner, Signe
LikeLike
Kære Signe. En stor tak, fordi du deler dine tanker. Jeg har netop talt med min mor i dag, om hvor alene jeg har følt mig i “ufrivillig barnløs” kassen. Men så faldt jeg skisme over din blog i dag og hold kæft hvor din ærlighed rammede mig med 100 km i timen lige i hjertet, hvor det før har gjort rigtig ondt. Endelig føler jeg, at jeg ikke er alene med tanker, bekymringer og irritationer (åååh så mange) relateret til den unådige behandling man skal igennem med hormoner, gode råd og utallige undersøgelser. Så 1000 tak for din blog. Rock on!!
Kærligst Sarah
LikeLiked by 1 person
Kære Sarah. Kommentarer som din er guld værd – tak for dine fine ord! Jeg er glad for at du læser med, og at bloggen kan give dig en lille følelse af, at der er nogen derude som kender til noget af alt det du går igennem. Man bliver så hurtigt isoleret med sine frustrationer og al sin sorg – som om man ikke havde nok at kæmpe med. Alt det bedste for dig – jeg håber at der snart sker dig en masse godt!! Kh /Signe
LikeLike
Tak for din blog Stine. Er selv i IVF behandling, mit 2.IVF, og ingen æg til frys. Fik sat 1 æg op den 8/2 og går bare og venter på den 23/2 hvor en blodprøve skal fortælle mere. Jeg lider også af spontane aborter, og kan godt blive gravid men har 4 gange oplevet processen stopper. Mit 2.IVF forsøg er min 8. graviditet. Så jeg ved om nogen, hvordan det føles at vente på ønskebarnet😉
LikeLike
Undskyld Signe, kom til at kalde dig Stine.
LikeLiked by 1 person
Kære Anette.
Tak for din kommentar – og sikke en omgang du er igennem. Det tager helt pusten fra mig at tænke på, hvor hårdt det må være at gennemgå så mange aborter. Jeg håber for alt i verden at denne gang er lykkens gang for dig. Og at du får ro og styrke til at klare ventetiden så godt som det nu er muligt. Hvis du en dag har lyst til at få luft ved at skrive om dine oplevelser, er din historie altid velkommen på bloggen. Du sender mig blot en mail, så finder vi ud af det. Alt det bedste,
Signe.
LikeLike
Jeg har også ledt med lys og lygte efter et forum, hvor jeg kunne føle mig mindre alene. Blev spontan gravid efter fire måneder med to streger på testen juleaften:) for at abortere i uge 9+. Reaktionen fra omverden var selvfølgelig, at det sker så tit, og det jo er en fordel, jeg kan blive gravid. Jo tak. Her sidder jeg over et år senere fyldt med hormoner i et IVF forløb.
Jeg er mildest talt rystet over, hvordan det er at være ufrivillig barnløs. Jeg er så fyldt af tanker og følelser, der gør mit liv mere og mere svært at holde ud. Ja, jeg holder mit liv ud fremfor at leve efterhånden. Har mine fire meget gode veninder, der er gravide eller barslende. Jeg følger derfor med største medfølelse din kamp for at holde fast i din gode veninde. Jeg har personligt lavet et mindre time out i vores venskaber for at kunne klare det. Og det giver mig selvfølgelig en masse kvaler samvittighedsmæssigt!
Shit altså, hvor er det hårdt!
Knus og kram fra Liv
LikeLike
Kære Liv. Tak for din besked, jeg bliver rigtig glad hver gang nogen giver udtryk for at de kan bruge bloggen til noget positivt. Jeg kan så godt relatere til dine oplevelser – jeg bliver stadig trøstet med at jeg jo godt kan blive gravid. Selvom det er over et år siden at jeg havde abort nummer to. Det klinger simpelthen så hult efterhånden. Og nu sidder man her med knuste drømme og hormoner til op over begge øre. Er det underligt at man føler sig lidt uretfærdigt behandlet af moder natur? Jeg forstår godt behovet for den time-out du beskriver – jeg tror også at jeg kommer til at gøre det nu og da, når jeg ikke kan magte det. Selvom den dårlige samvittighed driver mig til vanvid. Jeg håber alt det bedste for dig. Kh Signe
LikeLike
Hej Signe
Jeg har den sidste måneds tid fuldt med på sidelinjen og læst dine blogindlæg. Og som de andre også skriver – hvor er det rart at høre, at man ikke er alene med sine følelser, negative tanker og modvilje mod gravide veninder! Vi har indtil videre kun fået nej til behandling pga. ventetid og mange tilmeldte (!), så er ikke nået så langt i processen endnu. Allerede nu flyver der dog tusinde tanker rundt i hovedet på én; “er mine æg gode nok, hvor mange får de taget, bliver de til noget, osv”. Derfor finder jeg ro ved at læse dine indlæg og andres kommentarer. Synes egentlig det er utroligt der ikke er mere rådgivning og hjælp at hente, for det er den vildeste psykiske rutsjebane jeg nogensinde har været igennem! Og er, som sagt, ikke engang kommet ordentligt igang endnu.
Tak for at du er hudløst ærlig om dine tanker og følelser! Det hjælper virkelig, når jeg sidder og græmmes ved mine egne negative tanker at vide, at man ikke er alene!
LikeLike
Hej med dig. Tak for de virkelig fine ord. Det er lige netop, som du skriver, en rutsjetur af dimensioner. Det er så nemt at komme til at føle sig ret alene i verden. Jeg er blevet positivt overrasket over, hvor mange der har tilkendegivet at de kan genkende nogle af alle de svære tanker og følelser, som følger med – det må jo betyde at vi ikke hver især er blevet helt igennem vanvittige. Selvom du ikke er kommet “rigtigt” i gang endnu, lever du jo stadig med en masse usikkerheder og den frygtelige ventetid. At blive afvist pga. overbooking er bare så nedslående, og en måned (mere) i barnløsheds-land føles som bekendt som en sand evighed. Jeg håber at det snart er din tur. Tak fordi du læser med. Kh Signe
LikeLike
Tak for din søde kommentar – og for din fine blog, som rør mig meget dybt. Jeg føler på alle måder med den forfærdelige situation du står i, og jeg synes at du er meget stærk og modig, når du fortæller så malende om det hele. Hold ud! Kh Signe
LikeLike
Hej Signe.
Har lige læst din blog og den rører mig utroligt meget! Håber inderligt at det snart lykkes for jer! Da jeg kun alt for godt kan sætte mig ind i jeres situation.
Har i en 3 år fulgt min bror og svigerindes svære og hårde forløb med behandling, som på mange områder kan mindre om jeres forløb, de har heldigvis et hold dejlige tvillinger i dag på ca. 1 1/2 år.
Min kæreste og jeg valgte så selv at smide p-pillerne for over 2 år siden, da der gik et år uden noget skete, gik vi videre! Vores første behandlingsforløb startede i efteråret 2014, havde 13 æg, 8 befrugtede (trods væsentlig nedsat sædkvalitet), desværre var ægene også langsomt udviklende! Men der var heldigvis et godt æg, et blastocyst! Det ene æg var nok og satte sig fast!! Desværre stoppede det så udviklingen i uge 8+6 – opdagede det i uge 10 :-( det har nu været en hård kamp, at få min krop normal igen og få det til at frastøde graviditeten, har taget 2-2,5 måned!! Ved godt det måske ikke lyder af så meget, men som du selv skriver, ventetiden i alt dette her, føles som evigheder – er bare så fokuseret på at komme igang igen!! Er nu sat til start igen til april, krydser fingre for at kroppen er klar hertil!! Kan mærke at psysken ændres og der bliver svære og svære at skubbe det fra sig og tage det som det kommer!! Vil bare gerne at det lykkes hurtigst muligt… Samtidig føles det som om alle omkring, smider salt i såret med at offentliggøre graviditeter. Føler sig som en dårlig person, når man oprindelig har svært ved at være glad på andres vegne og føler jalousi for deres glæde. Vi har valgt at gå stille med vores behandling, herfor det er begrænset hvor mange der kender til vores situation. Så ingen gør jo noget bevist for at såre os.
Undskyld det lange indlæg, tror lige jeg havde brug for at komme ud med historien, det gik så ud over din blog :-)
Ser frem til at følge din blog, og håber virkelig snart det lykke for jer!!
Mvh. Anne Mette
LikeLike
Kære Anne. Tak fordi du lod det gå ud over bloggen :-) Jeg bliver altid meget glad for sådanne kommentarer og det bestyrker mig i hvor mange vi er som kæmper med disse ting, og hvor hårdt det er – uanset om det er noget som står på i årevis, eller skyldes nogle grimme hændelser over kort tid. Jeg føler meget med både jeres og din brors historie, det må være umenneskeligt. Jeg håber at I måske kan bruge hinanden lidt, når I nu begge desværre kender til kampen. Lad bare 2015 være det år, hvor det vil lykkes for os alle. Rigtig meget held og lykke, og tak fordi du læser med. Kh Signe
LikeLike
Kære Signe
Jeg har fulgt dig et stykke tid – og synes, at det blevet min tur til sige dig tak for dine skriblerier.
Jeg er 30 år, min kæreste og jeg har to års forsøg i bagagen, og vi er nu i fuld gang med det store IVF-cirkus på Herlev.
Jeg kan virkelig spejle mig i dine tanker og refleksioner. Netop fordi, at man så nemt drukner i hokus pokus råd og skrækhistorier på internettet og ofte føler sig uforstået selv blandt sine allernærmeste, er det en befrielse at følge dine blogindlæg.
Jeg har aldrig før været den store bloglæser, men fordi du gang på gang rammer plet omkring de små og store, hårde og nogen gange mindre kønne tanker, som så nemt fylder hele mit hoved, er din blog er blevet et lille helle i min hverdag.
Alle os med fertilitetsudfordringer har jo forskellige forløb og individuelle udfordringer, men dine refleksioner gør, at jeg føler mig lidt mindre alene. Og selvom det nogen gange virker som om, at alle andre kan bestille børn efter forgodtbefindende, så er vi jo faktisk mange derude. Det er bare ikke lige det første emne, der kommer op over personalefrokosten eller til en parmiddag. Desværre.
Foruden min tak, vil jeg ønske dig al held og lykke i verden med projektet. Jeg ved, at det skal lykkes. Og nu ved du, at du har endnu en taknemmelig og fingerkrydsende læser i dit “stille heppekor”.
De bedste hilsner,
Astrid
LikeLike
Kære Astrid
Tusind tak for din virkelig fine og varme besked. Jeg har været alt for sløv og fraværende på computeren, så derfor dette noget sene svar. Jeg blev rigtig rørt over at læse dine fine ord om bloggen, og ikke mindst om din egen svære situation.
Jeg er glad for at bloggen kan medvirke til et lille bitte afbræk i en ellers til tider umulig hverdag, fyldt med alle fertilitetens glæder og (nok nærmere) sorger! Jeg håber på alle tænkelige måder, at det snart er både din og min tur – enhver der går igennem IVF-behandling fortjener sgu en medalje.
Alle de bedste ønsker og tanker til dig – og mange tak fordi du læser med derude. Jeg er meget berørt og taknemmelig for hele mit “stille heppekor”.
Kærligst
Signe
LikeLike
Hvor er det her en fantastisk blog. Og hvor ville jeg ønske, at jeg havde kendt til dens eksistens for fem år siden, da jeg selv gik i sving med IVF-cirkusset. For det er så inderligt sandt, at det at være ufrivilligt barnløs er noget af det mest tabubelagte, hvilket er paradoksalt, når man tager i betragtning, hvor mange der rent faktisk oplever det. Jeg krydser alt, hvad jeg har, for at jeres lille spire holder fast. Jeg selv og min mand oplevede i december ’13 den store lykke at blive forældre til den dejligste lille dreng. Han kom til verden uden hormoner, da vi havde opgivet alt håb og lægerne på hospitalet direkte adspurgt havde frarådet os at bruge penge på privat fertilitetsbehandling. Vi var knuste, og tænkte: vi har brug for en pause fra alle de skuffelser. Bookede en ferie til
new York cirka en måned efter dommedagsmeddelelsen, og i det store æble fandt vi ud af, at jeg fandenederme var gravid. Helt naturligt, old School gravid. Så fulgte angsttrip på
angsttrip. Var der hjertelyd? Havde fosteret Downs? En hjerneskade? Ville det være dødfødt? Alle bekymringer, der vokser sig tifold større, når man har prøvet at miste og er blevet skuffet så mange, mange gange. Men alt gik godt! Vores dreng er nu 1 år og 8 mdr, pissefræk og ufatteligt sød og vidunderlig. Jeg håber sådan, I får lov til at opleve det samme denne gang, hvad enten det bliver en lille dreng eller pige. De allerbedste ønsker og TAK for en enestående blog.
LikeLike
Tak for de virkelig fine ord – både om bloggen og om jeres egen historie, som virkelig gav mig et smil på læben. Jeg håber på en lignende lykkelig slutning herovre, men holder vejret lidt endnu. Tillykke med jeres herlige lille søn – og tak fordi du læser med. Kh Signe
LikeLike