Historien – altså min egen (I)

Jeg tillader mig at starte fra en ende af. Fra før det hele blev enormt besværligt. Dette indlæg beskriver med andre ord det forløb, som min kæreste og jeg har været igennem, i vores forsøg på at få opfyldt forældre-drømmen.

I sommeren 2013 smed vi præventionen. Ikke et øjeblik for tidligt, ville nogen måske mene. Vi havde kendt hinanden i årevis, havde boet sammen i størstedelen af dem, var blevet færdiguddannede, var omkring de 30 år, havde rejst jorden rundt et par gange og lidt mere til, og havde nu fået hver vores faste fod indenfor på jobmarkedet.

Hvorfor ikke noget før? Fordi vi på helt almindelig moderne forkælet vis ikke anede, at dét dér med børn ville blive så svært. Fordi vi gerne lige ville have styr på det hele – uddannelsen, økonomien, boligen, jobbet, you name it! Fordi vi havde travlt med at nyde vores forhold, vores venner, vores byture, vores rejser, vores frihed. Om vi ville have gjort det anderledes? Måske. Men det er omvendt også mærkeligt at planlægge børn, inden man har lyst til at få dem. Beslutningerne må nødvendigvis træffes i den rækkefølge, som man bliver klar til dem.

Nå, men altså væk med p-pillerne! Ingen menstruation. Eller i hvert fald meget sjældent. Afsted til lægen. Undersøgelser, henvisninger, undersøgelser, udredning, dommen falder: PCO i nogenlunde mild grad. Det vil sige: ingen overvægt, skægvækst, uren hud, eller nogle af de andre ellers meget flatterende symptomer som den sygdom ellers er kendt for at kunne medføre. Lægen mente at det kunne ordnes med en gang Pergotime – et præparat som stimulerer ægløsning og altså “tvinger” cyklus i gang. Fint – Det snupper vi!

Fast-forward en halvanden måneds tid. Min kæreste henter mig og vi beslutter os for en gåtur i den dejlige efterårssol. Vi sætter os på den lokale café og får et glas vin, ønsker hinanden god weekend. På vejen hjem nævner jeg, at jeg ikke rigtig tror på at dét dér Pergotime har haft nogen virkning. For jeg har da i hvert fald ikke fået menstruation endnu, og er gået et godt stykke over tid. Han foreslår at jeg tager en graviditetstest. Jeg tænker at det er fjollet, men omvendt får man sikkert ikke menstruation af at gå og spekulere. Så jeg kan jo ligeså godt tage én test, for at i det mindste at udelukke muligheden. Han går igang med at lave mad. Jeg tager en test. Den er positiv.

Lykke! Vi danser, hopper, regner på uger, glæder os! Vi ved godt til dét dér med, at de første tre måneders tid er usikre, men i vores optimisme er det ikke noget vi skænker nævneværdige tanker. Hvorfor skulle der gå noget galt?

Det er så fedt at overlevere nyheden til de nærmeste venner og den tætteste familie. De bliver så glade på vores vegne og særligt bedsteforældrene har svært ved at skjule begejstringen over udsigterne til det første barnebarn. Det passer så perfekt sammen det hele, at det næsten er til kaste op over. Vi har lige fået en ny stor lejlighed, timingen passer super i forhold til en række projekter på arbejdet, og hvem vil ikke gerne have barsel om sommeren?

Skæbnen vil at vi har planlagt en stor fest nogle uger efter. Vi vil gerne slippe for akavede løgne, som skal bortforklare at jeg pludselig ikke (for første gang nogensinde) står på bordene og danser til kl. 5.00 om morgenen, med champagne i den ene hånd og en smøg i den anden. Så vi vælger at fortælle om vores lykkelige omstændigheder. Det bliver en fed fest – og man kan åbenbart godt feste ædru og uden smøger, viser det sig.

Jeg har det i disse uger helt fantastisk. Minimal kvalme er eneste gene – men ellers er jeg fyldt af energi og i et fantastisk humør. Grundet behandlingen med Pergotime, bliver vi tilbudt en tidlig scanning, da man vurderer en øget chance for tvillinger. Tanken tager ærlig talt pusten fra os begge – og i vores uvidenhed om livets barske realiteter taler vi om, at der forhåbentlig bare er en enkelt. Alt andet virker alt for uoverskueligt.

Vi får en tid til scanning i uge 9. Jeg er så spændt på at se dét dér lille hjerteblink på skærmen, og tænker over om jeg mon overhovedet vil kunne se, hvad der er hvad. Damen med dildo-scanneren fumler lidt rundt, mumler noget uforståeligt, vender og drejer sig. Ser beklemt ud. Nævner noget om videre undersøgelser. Noget om Rigshospitalet. Hun kan ikke se nogen graviditet. Hun vil gerne have os videre til blodprøver og scanning, da hun frygter en graviditet udenfor livmoderen.

Jeg kan ikke rigtig huske min reaktion – men videre til Rigshospitalet kom vi. Efter en del ventetid og en snak hos en læge, som insisterede på at kalde mig ved mellemnavn (og i øvrigt udtale det forkert), kom vi ind til endnu en scanning. Og endnu en scanning. Og så en scanning efterfulgt af nogle blodprøver. Så blev vi sendt hjem. Jeg havde ingen smerter haft, havde ikke blødt, havde ingen tegn på at der var noget galt – men scanningerne viste fortsat ingen graviditet – inde i livmoderen i hvert fald. Så nu måtte HCG-tallene fra blodprøverne på banen.

De kom dagen efter. Da jeg stod midt i et møde… i Norge.

Når jeg ser det på skrift kan jeg høre hvor tåbeligt det er. Hvad helvede lavede jeg i Norge? Nå, men der var jeg altså, ikke desto mindre. Og damen i telefonen sagde at mine HCG-tal bekræftede deres mistanke om, at graviditeten kunne være såkaldt ekstrauterin – altså udenfor livmoderen. Jeg vidste godt at den var gal – for det første kan den slags graviditeter ikke redes, for det andet er det noget farligt stads, fordi man risikere at en æggeleder springer. Alligevel fik jeg lov til at vente med at komme ind til dagen efter. Jeg havde stadig ingen smerter, ingen tegn på at noget dårligt var under opsejling (og nå ja, så var jeg sådan set også i et andet land, men det kunne jeg ikke bringe mig selv til at fortælle telefonstemmen).

Ind på Rigshospitalet. Mere scanning. Nu med lægestuderende. Ah, hvad man dog ikke siger ja til. Lægen foreslår en udskrabning først – som skal tømme livmoderen. De kan nemlig ikke se hvor udenfor, en eventuel graviditet kunne sidde. Hvis de ikke finder noget, må de gå videre til en egentlig operation. Jeg bliver indlagt, får en stue, venter. Om aftenen siger jeg farvel til kæresten og bliver kørt til udskrabning. Da jeg ligger dér og venter, kommer en ny læge til. Hun skal forestå indgrebet og er uenig med læge nr. 1. Hun vil gerne undgå udskrabning og gå direkte til operation, for hun mener at graviditeten sidder i den ene æggeleder. Hvad jeg mon synes om det forslag, spørger hun gudhjælpemig? Jeg fremstammer, at dét havde jeg på én eller anden måde forestillet mig, at de ville tage sig af at vurdere.

Jeg bliver lagt i narkose. Stakkels kæreste har fået af vide at indgrebet vil vare maksimalt en times tid. Han er uvidende om ændringerne i planen. Det tager knapt tre timer. Jeg vågner op og har det herligt i min morfin-rus. Det aftager dog desværre alt for hurtigt efter at jeg er kommet op på en stue, da drænet i min mave sidder forkert. Lægen fra operationen kommer forbi – det viste sig at hun havde haft ret – graviditeten havde siddet i den ene æggeleder, som var blevet tilpas ødelagt og måtte fjernes. Jeg bliver udskrevet dagen efter.

Så blev det jul. Jeg humpede rundt i nogle uger og ømmede mig, tudede over vores skuffelse, og forsøgte at se fremad. Måske var jeg lidt i shock – jeg mener, hvad er lige chancerne for at den slags rammer én, når det ellers hører sig naboen til? Lægerne insisterede af uklare årsager på at jeg skulle se positivt på det – jeg var jo blevet gravid og der var intet som tydede på, at jeg ikke kunne blive det igen. Det var verdens dårligste trøst. Jeg følte det som om jeg var blevet kørt over af en bus, og at omverdenen forsøgte at trøste mig med, at jeg i det mindste ikke havde fået cancer. Irrationelt, måske.

I januar udeblev den første naturlige menstruation efter operationen – ikke underligt med alt det min krop havde været udsat for, tænkte jeg. Alligevel blev jeg mistænksom. Der var en række små tegn, som jeg i dag har svært ved at forklare. Jeg frøs, havde småkvalme, underlig oppustet mave. Jeg ville ikke sige noget til kæresten, for ikke at skabe skuffelse når det alligevel viste sig at være falsk alarm. Efter endnu en uge tog jeg en test. Den var positiv.

Fortsættelse følger i næste indlæg.

Advertisements

16 thoughts on “Historien – altså min egen (I)

  1. Tak fordi du deler! Jeg har selv 2 1/2 års forsøg, en spontan abort og en graviditet udenfor livmoderen (min æggeleder nåede desværre at sprænge, så jeg blev akutopereret og mistede både æggeleder og to liter blod) i bagagen. Det er så sindssygt hårdt, og man tror, man er helt alene, for der er ingen, der snakker om det. Så igen, tak fordi du deler din historie :)

    Like

    1. Hej Janni
      Tusind tak for din fine kommentar.
      Det er grænseoverskridende at sætte tankerne på papir. Man kan netop føle sig SÅ alene i verden, som du skriver.
      Tak fordi du læser med. Rigtig meget held og lykke fremover.
      Kh /S

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s