Mere vil have mere…

Når jeg kaster et blik henover række af blogindlæg fra det sidste halve år, er det næsten overvældende, hvor stor en udvikling der er sket. Det er en udvikling som jeg absolut også mærker inden i mig selv, og som jeg er meget bevidst om. En udvikling som går på, at kroppen og hjernen så småt begynder at bevæge sig fra at være i üpperste alarmberedskab og konstant stress-tilstand, til langsomt at nærme sig en mere normal tilstand.

Jeg er ligeså langsomt ved at komme til kræfter igen. Langsomt – for jeg kan sagtens mærke at jeg stadig er slidt. Der skal ikke så meget til at vælte læsset og kanterne på alle nerver og følelser, er stadig flossede. Det er noget som jeg godt forstår at omverdenen har voldsomt svært ved at forstå – for nu er mareridtet jo i deres øjne overstået, nu er der jo ikke mere at være ked af? Nu må jeg da snart vende tilbage…

Desværre er jeg kun alt for bevidst om, at livet aldrig bliver det samme for os, som før alt det vi har været igennem. Det er ikke udelukkende skidt, men det er noget som jeg har brugt lidt tid på at tænke over, igennem den sidste tid. For jeg har ændret mig, hvor lidt jeg ellers bryder mig om at indrømme det. Jeg har fået nogle ar på sjælen, som jeg ikke tror kommer til at forsvinde igen.

Det er som sådan også okay – så længe jeg fortsat får lov til at mærke, hvordan både jeg og manden langsomt bliver mere og mere os selv igen. Langsomt genvinder styrke, humor, overskud og fremfor alt troen på at det hele nok skal gå godt.

En ting jeg dog bøvler lidt med, selvom det måske virker utaknemmeligt når jeg nu endelig er gravid, er at komme overens med de fysiske skavanker, som min krop tager med sig hjem fra slagmarken. Jeg er uendeligt taknemmelig for den oplevelse min krop pt. gennemgår, og jeg nyder langt størstedelen af alle de skøre påfund den hitter på. Men jeg har samtidig også svært ved ikke at bemærke, hvordan det svider lidt i øjnene, når jeg tænker over, om dette mon er den eneste graviditet jeg nogensinde får. Eneste gennemførte, vel at mærke…

Når omverdenen har svært ved at forstå dette, tror jeg at det handler om, at de ikke helt tænker over, hvad der har været konsekvenserne af vores behandling – ud over det psykiske. At problemerne ikke som sådan er løst, når det kommer til fertilitet. At jeg er blevet steril som konsekvens af de mange graviditeter udenfor livmoderen og at jeg aldrig igen kommer til at opleve en naturlig graviditet. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om flere børn, skal vi i behandling igen, og det ved jeg ærligt talt aldrig nogensinde, om vi bliver klar til.

Én ting er at det kræver lægeinvolvering og nogle seriøse penge på bordet. Det er måske til at leve med, selvom det bedrøver mig uendeligt, at vi ikke selv bliver herrer over familieplanlægningen på lige fod med “almindelige” mennesker. Jeg er bare ikke sikker på, om vi skal hele denne tur igennem igen for en hver pris – for det er jeg alvorligt bange for at jeg ikke vil kunne holde til. At vi ikke vil kunne holde til. Derfor ved jeg at der vil være grænser for hvor langt vi vil gå, når lysten til endnu et barn formentlig engang vil melde sig.

Det skal jo nok løse sig – og vi finder en måde at få flere børn i vores liv, det er jeg sikker på. Vi har endda to æg liggenede i en fryser i Hellerup – og man ved jo aldrig! Men det betyder ikke, at jeg ikke er vred! Vred og ked af det over uretfærdigheden. Over at det skal være så svært, og måske endda også skal gøre så ondt – helt uden nogen som helst form for garanti, for at det vil lykkes. Vred over at vi ikke får lov til at bestemme selv. Vred over at jeg aldrig kommer til at “virke” igen.

Når jeg læser ovenstående igennem skammer jeg mig lidt. Jeg ved hvor dybt taknemmelig jeg skal være, for det jeg har fået – og det er jeg også hver evig eneste dag. Men jeg slikker samtidig stadig mine sår – og det er typisk mig at blive en lille bitte smule arrig, når ikke jeg får tingene på min måde. Det burde jeg sgu ellers snart have lært …

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Alle historierne…

Det er ved at være nogen tid siden, at jeg sidst har haft fornøjelsen af at bringe en fortælling, fra et modigt kvindfolk her på bloggen. Men fortvivl ikke, for det er efterhånden blevet til rigtig mange fine og personlige historier, som hver og én giver et indblik i, hvordan det er at kæmpe med ufrivillig barnløshed.

Så indtil der kommer flere historier til, tænker jeg at I skal have muligheden for at (gen)opleve de tidligere historier. I finder dem hver og én her:

– Mie Louise Dorthe Nanna Christina Gitte Maja Jeanne Louise A – Charlotte Emma Anna

Hvis der sidder nogle af jer derude, som har lyst til at prøve kræfter med at dele jeres historier, er I fortsat meget velkomne til at skrive til mig. Jeg synes at det er sådan en fin måde at få indblik i de mange personlige konsekvenser, som rigtig mange af os lever med. I kan selvfølgelig være anonyme, hvis I ønsker det.

God søndag!

Det med det alternative…

I skal da lige se, hvordan svarene fra indlægget om brugen af alternativ behandling, egentlig fordelte sig:

Poll_Alternativ

Kostomlægning lander som topscorer, tæt efterfulgt af et besøg hos akupunktøren. Det er måske ikke super overraskende?

Kostomlægningen er forholdsvis omkostnings-frit (ud over at man sikkert ikke må få bland-selv slik, hvilket da sørme også en slags pris at betale!!). Desuden kan det nok næppe helt kaldes “alternativ behandling” idet det jo eksempelvis ved overvægt er anerkendt, at et vægttab kan være gavnligt.

Akupunktur er efterhånden mange steder anvendt som en supplement til almindelig lægebehandling for lidelser af forskellig art, og måske er det derfor også noget af det vi er mest tilbøjelige til først at afprøve, i vores søgen efter løsningen på infertilitetens gåde.

Tak for alle de mange svar der er afgivet – så blev jeg det klogere. God weekend!

Barnløs i badetøj

Nedenstående invitation er måske noget for jer? Det er et arrangement som foregår i København og som særligt er for mænd og kvinder med ufrivillig barnløshed tæt inde på livet. Det er en kombination af kunst og velvære – og det hele finder sted søndag den 14. juni 2015.

Selv håber jeg at have mod på at dukke op – selvom det af én eller anden årsag virker mig lidt grænseoverskridende, sådan at tage en badedragt på med overskriften: “Hej, jeg er barnløs”. Men jeg tror nu alligevel omvendt, at det kunne være en ret fed oplevelse…

Læs mere her: http://sjaellandsgadebad.dk/kulturelt-velvaere-arrangement-for-fertilitetsudfordrede-og-ufrivilligt-barnlose/

Velvære

Legen med den alternative ild

Som det kunne læses af mit tidligere indlæg, er jeg ved at rydde lidt op i nogle af de fine spørgsmål, som fra tid til anden bliver stillet, i forbindelse med bloggen. Et spørgsmål den anden uge gik på, hvorfor jeg er så skeptisk anlagt, når det kommer til nogle af de mange alternative behandlingsmuligheder, som der findes på fertilitetsområdet?

Lad mig for en sikkerhedsskyld starte med at fastslå, at det er min overbevisning at hver enkelt kvinde i denne situation (og i livet generelt, egentlig), skal gøre brug af lige præcis de muligheder som hun finder meningsfulde! I en verden fyldt med usikkerheder og manglende viden, er det op til hver enkelt af os at mærke efter, hvor lige præcis vores grænser og behov ligger placeret.

Om dette indebærer hardcore udelukkelse af alle alternativer og en stålsat tro på vestlig medicin, eller om det indebærer måneskinsdans og røgelse – ja, det er sådan underordnet. Så længe man passer på sig selv, selvfølgelig (… og lidt på sin pengepung!).

Alligevel kan jeg godt forstå, at man kan få et andet indtryk af mine holdninger, når man læser nogle af indlæggene på bloggen igennem tiden. Jeg har det med at være småsarkastisk anlagt og jeg hælder nok til den skeptiske side, sådan af natur. Derfor får alt hvad der lugter lidt for meget af udokumenteret ”hokus-pokus” hurtigt en sarkastisk sidebemærkning med på vejen. Det er en del af charmen, håber jeg :-)

Det handler formentlig dels om min arbejdsbaggrund. Jeg arbejder med videns-produktion (ret langt fra naturvidenskaberne – men alligevel) og forholder mig derfor dagligt til spørgsmål om hvad ”sikker viden” er for en størrelse, og med hvordan man metodiske kan designe forskningsundersøgelser, særligt indenfor de mere komplekse felter.

Men det handler også om en anden ting – og det er nok her min egentlige kæphest findes. For når man er i behandling for ufrivillig barnløshed, er man som oftest utroligt skrøbelig. Alt efter hvilken fase man befinder sig i, tyer mange af os i desperation til at researche i det uendelige, i et forsøg på selv at afhjælpe vores situation. Det ligger i menneskets natur at være problemløsende – vi gør hvad vi kan for at komme ud af kniben.

Samtidig befinder vi os i en verden, som vi fagligt set ofte ved meget lidt om. For mange af os i hvert fald, er vores viden om fertilitet og befrugtning noget som stammer fra biologiundervisningen i gymnasiet eller i folkeskolen. Derfor er det bare så let at fare vild i sin søgning efter løsninger på fertilitets-gåden. Det er bare møg svært at finde ud af, hvad der er skidt og hvad der er kanel!

Samtidig er omverdenen ikke blege for at komme med mere eller mindre velfunderede ”guldkorn”. Alt fra kost til særlige mentaløvelser, over cremer og selvfølgelig akupunktur. Og vi er som målgruppe super modtagelige – for tænk nu hvis det lykkes? Derfor poster vi tid, håb og økonomiske ressourcer efter næsten hvad som helst, hvis bare nogen er villige til at love os, at det virker. Der er i hvert fald ikke nogen som skal komme og sige, at vi ikke gjorde hvad vi kunne.

Samtidig vokser frustrationerne, når det ikke virker – og derpå starter cirklen forfra, i et forsøg på at finde ud af, hvad der så kan hjælpe.

For mit eget vedkommende har det været svingende, med hvad og hvor meget jeg har villet eksperimentere. I starten var jeg meget skeptisk og sagde pænt fra og nej tak, hver gang en ny veninde havde hørt om et nyt vidundermiddel, eller et nyt trick. Senere kastede jeg mig alligevel over KISS-kosten (du godeste!) og fandt en akupunktør som havde speciale i infertilitet. Sidstnævnte var faktisk en rigtig positiv oplevelse, selvom jeg på ingen måder blev gravid – og selvom det kostede spidsen af en jetjager (som man siger).

Hvad gør man så? Når man står midt i sit livs mareridt og er villig til at gøre hvad som helst, for at få det til at virke? Tja, man gør selvfølgelig dét som føles rigtig for én selv i situationen. Samtidig forsøger man at bevare sin kritiske sans og sin sunde fornuft – og forsøger samtidig at sikre, at livet bliver nogenlunde til at holde ud, imens det hele står på.

Sådan tænker jeg. Men jeg kunne godt tænke mig at fyre spørgsmålet retur og høre andres overvejelser omkring de mange (u)muligheder, som findes derude. Hvad har I gjort brug af, hvordan har det hjulpet jer, hvad er jeres holdning?

Vælg gerne flere svar, smid gerne en kommentar:

PS: Med brugen af ordet “alternativ”, mener jeg i denne sammenhæng egentlig bare tiltag ud over de alment sundhedsfagligt anerkendte.

Korthuset der styrtede sammen…

Her til morgen ser det lidt lysere ud. Det ser lysere ud og solen har valgt at skinne lidt ind af mit vindue. Men igår var det mentale kollaps noget nær totalt og jeg var endnu engang sikker på, at jeg ville blive for evigt sindssyg af alt det her. Jeg har prøvet at rydde lidt op i det nedenfor:

Det har taget et par uger at komme ovenpå, efter den mislykkede semi-graviditet. Skuffelsen skulle sluges og sårene heles en smule, men jeg havde en rimelig tro på at jeg ville rejse mig igen – sådan som jeg plejer, fristes man til at sige. Når min kæreste har kigget bekymret på mig, har jeg kunne svare noget i retning af at: “jeg lover at jeg ikke går helt i stykker – jeg skal bare lige være færdig med at være ked af det“.

Efter en herlig tur i sommerhus og en solid omgang kærlig veninde-terapi, begyndte det faktisk også at vende. Den foregående uge har været ganske tålelig, for ikke at sige glimrende.

Alligevel er jeg tydeligvis en anelse sprød og sårbar nedenunder min oplevelse af, at det ellers begyndte at gå fremad. For der skal godt nok ikke meget til at vælte mig om kuld. Jeg kunne godt mærke at jeg i et par dage har været lidt mere irritabel end normalt – snerret lidt mere af manden, over noget ligegyldigt (shit, hvor kan mænd sgu da også bare være irriterende!). Men bunden blev nået da vi igår sad til årets påskefrokost hos mine forældre.

I gamle dage gik den slags temmelig heftigt for sig – øl, snaps og mad til den lyse morgen. Men nu drikker jeg ikke rigtig længere, min veninde er gravid og gør derfor heller ikke, to af gæsterne var i bil, og min mand skal løbe marathon i næste uge og var derfor også på vandvognen. Det lagde lidt en dæmper på nogen af os, mens andre stadig kørte på. Jeg er åbenbart bare ikke særlig god til fulde mennesker, når jeg selv er piv-ædru.

Det kammede over for mig på et tidspunkt, da jeg ud af det ene øje kan se at min søde veninde for alvor sidder og gnubber den store mave og ser træt ud (det er formentlig hårdt at være i 7 måned – I wouldn’t know). Samtidig sidder min halvdøve mormor på 93 år og råber til mig, hvor spændende det er at der nu kommer en lille ny. Hun himler op om, at børn jo er livets gave. Samtidig har min kære far fået et par snaps for meget, og bliver mere og mere irriterende at høre på generelt – alt i alt fik jeg vist bare nok.

Klump i halsen. Ud på toiletter, lidt luft og lidt vand i hovedet. Det gik okay og jeg kunne vende tilbage til bordet. De 16 efterfølgende gange, hvor nogen talte om børn, graviditet og barnedåb, gik det faktisk nogenlunde med at holde masken. Hvem fanden gider at holde barnedåb, anyway (bitter, much?)

Jeg hader på den ene side, at alle skal tage så meget hensyn til mig hele tiden. På den anden side ville jeg ønske, at de ville holde deres kæft. Ja, jeg bander!

Da vi cyklede hjemad var jeg godt presset, men pusten gik først rigtig af ballonen da vi kom hjem og i seng. Jeg blev simpelthen så ked af det og vred, at jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle gøre af det. Så jeg valgte at hælde det hele ud over min stakkels elskede mand, som til sidst lå en en sø af mine tårer og så temmelig magtesløs og forvirret ud.

Jeg var så pisse ked af det. Af det hele. Jeg hader at jeg ikke har magt over denne her situation. At jeg er låst fast i sådan en ynkelig venteposition, som langsomt men sikkert stjæler mit liv lige for næsen af mig. Måneder og år bliver revet ud af mine hænder, og jeg står blot og ser på, mens alle de andre suser afsted. Vreden bobler i mig, men jeg ved ikke hvor jeg skal sende den hen. Der er jo ikke nogen jeg kan slå på, eller skælde ud?

Nu og da får jeg lyst til at råbe af alle mennesker, om der overhovedet er nogen af dem som fatter, hvor svært jeg har det. Om de overhovedet kan få ind i deres små hoveder, at mit liv er splittet ad og at alt er ved at falde fra hinanden. At de seneste knapt to år har ødelagt mig i en grad, så jeg til tider ikke aner hvem jeg er længere?

Andre gange kommer jeg i tanker om, at de jo faktisk alle sammen på hver deres måde forsøger at hjælpe mig, og at mange af dem ville give alt i verden for at løse situationen.

Alligevel har jeg lyst til at skrige, at det jo forhelvede bare bliver ved det her!! At det netop var dette mareridt jeg frygtede, dengang jeg forsøgte at komme mig over den første mislykkede graviditet og det kæmpe chok, der fulgte med. Jeg har lyst til at finde samtlige læger, sygeplejesker og mine nærmeste og skrige: “I FUCKING TOLD YOU SO!!! – Det var jo lige netop dette mareridt, jeg var så bange for den gang!”. 

Det var dengang alle stadig krævede af mig, at jeg bevarede håb og optimisme – og slog mine bekymringer hen med lovning om, at det hele ville løse sig lige om lidt. Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der kræver af mig længere. Måske har de snart fattet, at det er alvor. Jeg kræver det ikke engang af mig selv længere. I hvert fald ikke på dage som disse.

Dette er et af de længste indlæg, jeg har skrevet her på bloggen. Men det er også længe siden, at jeg har været så frustreret. Jeg prøver at tænke tilbage på alle de andre gange, hvor jeg har været nede og vende – og er kommet op igen. Jeg prøver at holde fast i, at det plejer at blive lysere lige om lidt. Solen skinner i hvert fald videre udenfor, som om intet var hændt.

Er det rimeligt…?

…at skulle hele dette forløb igennem for at opnå noget, som andre klarer i en brandert på toilettet på Crazy Daisy? At det skal være så pisse svært at blive gravid, når andre bliver det ved uheld? Nej, så afgjort ikke. Nå, men det er nu egentlig ikke det, som dette indlæg handler om…

I stedet handler det om antallet af forsøg man modtager, når man er i IVF-behandling i det offentlige. Som de fleste vil vide, har man mulighed for at få tilbudt tre omgange IVF-behandling (æg-oplægning, for at være mere præcis), inden man må videre ud i den private sektor. Inden man må grave dybt i lommerne og smide knasterne på bordet.

Det har jeg lidt svært ved at finde ud af, om jeg finder rimeligt. Dette er der flere årsager til, ud over den åbenlyse mulighed for at det kan komme til at koste mig selv og manden spidsen af en jetjager, hvis ikke der snart sker noget på graviditets-fronton.

For måske er det på den ene side rimeligt nok, at vi ikke lader frustrerede infertile kvindfolk malke fælleskassen på ubestemt tid, hvis de enten har en hel perlerække af unger i forvejen, eller hvis der ikke er nogen synderlig sandsynlighed for, at der nogensinde er så meget som et enkelt æg, der vil overleve og blive til noget. Måske!

Men på den anden side, så synes jeg at der er noget galt. Der er noget forkert i, at det efter tre forsøg bliver et spørgsmål om finansiel formåen, hvorvidt og hvor meget man har mulighed for at fortsætte behandlingen. Der er noget unfair over, at manden og jeg såmænd nok på den ene eller anden vis skal få skaffet midlerne, imens den enlige sosu-assistent nok skal komme i bekneb på et tidspunkt.

Der er også noget noget unfair ved, at selvom vi bruger uanede midler på at kurere andre sygdomme (og det skal vi blive ved med), så stopper legen efter tre skud i bøssen for os – uagtet hvad årsagen til vores problemer ellers måtte være, og hvad prognoserne for fremtiden forudsiger.

Hvad nu hvis man uforskyldt er født med sammenvoksede æggeledere? Eller hvis man er blevet steril som konsekvens af en alvorlig sygdom? Eller hvad hvis man godt nok er heldig at have fået et barn med manden (eller kvinden) man elsker, men af forskellige årsager har behov for hjælp til nummer to? Er det så bare too bad, out of luck, figure it out on your own? Det ville vi jo ikke sige på samme måde til folk, der led under andre sygdomme?

Nå ja, så er der jo i øvrigt den lille demografiske detalje, at vi er i signifikant baby-underskud i gode gamle Danmark og i virkeligheden har behov for at der bliver født langt flere børn, som kan hjælpe med at trække læsset for den aldrende befolkning

Så måske er jeg faktisk ikke så meget i tvivl, når jeg læser ovenstående argumenter igennem. Måske synes jeg faktisk, at der er noget ulogisk ved måden hvorpå systemet pt. reguleres på dette område. Jeg er dog ikke hundrede procent sikker på, at jeg har løsningen på de problemer jeg påpeger – og det er jo en klassiker.

Rettigheder i fertilitetsbehandling

Det er lidt pinligt, for i mit arbejde beskæftiger jeg mig faktisk en del med sygedagpengeområdet og arbejdsfastholdelse af sygemeldte. Alligevel må jeg sande, at jeg havde en gabende stort hul i min viden, når det kom til fertilitetsbehandling og alt det sygefravær, som den slags medfører.

Derfor fik jeg alt for sent øjnene op for, at infertilitet er anerkendt som en kronisk sygdom, der derved giver ret til at ansøge om en § 56-aftale. Denne aftale sikrer arbejdsgiver økonomisk kompensation fra kommunen, ved medarbejderens første fraværsdag.

Det er lidt af et projekt at få trumfet en sådan aftale igennem, når hverken kommune, arbejdsgiver eller sundhedssystem helt synes at være sikre på, hvordan de skal håndtere en ansøgning. Jeg tror at de er til tider er godt trætte af mig inde i administrationen. Noget af det som komplicerer billedet er, at der dels er tale og drypvis fravær og dels om fravær som vil fortsætte på ubestemt tid. Det er systemet ikke helt gearet til at håndtere.

Alligevel vil jeg gerne holde på min ret, for det betyder meget for mit arbejdsliv, at jeg er dækket ind af en sådan aftale. Helt konkret betyder det for mig, at min projektansættelse forlænges med den periode som jeg har mistet grundet behandling. Det giver en kæmpe ro og letter på den evigt dårlige samvittighed, som jeg ofte har været plaget af. Jeg føler samtidig, at det er med til at legitimere mit fravær, når fertilitetsbehandlingen anerkendes som begrundet sygdomsfravær.

Den anden dag gik det desuden op for mig, at jeg også på anden vis vil være bedre stillet, når det kommer til arbejdssammenhænge, hvis jeg har oplyst arbejdsgiver og fagforening om hvad der foregår. I fagforeningen DM’s medlemsblad, faldt jeg over følgende notat:

Fyret

Selvom jeg ikke kender detaljerne i den konkrete sag, synes jeg at det er værd at tage til efterretning. Der er flere gode grunde, til at insistere på en sådan aftale med sin arbejdsgiver, selvom det kan virke uoverskueligt midt i behandlingen. Min egen aftale er så småt ved at være godkendt, men fordi jeg kom så sent igang, er det pt. usikkert om alt mit sygefravær godkendes under aftalen, eller hvor meget der går tabt.

Jeg har været i dialog med min fagforening, som heldigvis bakker op – så hermed en opfordring til at gribe fat i dem, hvis I har mulighed for det. Det er bare med at komme igang.

Lidt mere om adoption…

Der har været en masse trafik på bloggen den sidste tid, og det skyldes at magasinet Vores Børn, har valgt at bringe endnu et indlæg fra bloggen på deres website og på deres Facebook. Det er mine tidligere skriverier omkring adoption, som nu har fået lov til at blive delt med et lidt større publikum. Det er jeg jo kun glad for – og I kan finde artiklen her:

http://voresborn.dk/gravid/foedsel-og-barsel/9616-barnlos-blogger-er-adoption-en-plan-b