Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Advertisements

Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Dét der med jobbet…

Når det er rigtig svært at få børn – vel at mærke så svært at man må opsøge behandling for at få skubbet projektet på rette spor, så er det hurtigt noget som risikerer at gå ud over mere end bare ens privatliv. Jeg har tidligere herinde givet et indblik i nogle af de konsekvenser, som de mange behandlinger og operationer desværre har medført i forhold til mit arbejdsliv.

Jeg tror ikke engang, at jeg har været så hårdt ramt som andre. Jeg har en en fleksibel ansættelse, som gør det muligt at arbejde på alle tider af døgnet og som derved også som regel giver plads til at jeg kan tage fri ved lægebesøg og lignende. Bagdelen ved denne medalje er de mange rejsedage og manglen på mulighed for at planlægge (det er bare mega svært at få taget æg ud på Rigshospitalet, hvis man samtidig er til møder i Herning). Dertil kommer at der ikke er mulighed for at hyre en vikar ind ved mit fravær – og at jeg ikke har kollegaer som kan dække ind. Hvis jeg er sygemeldt én dag, skal denne dag således blot hentes ind på et andet tidspunkt.

Derfor fik jeg etableret den såkaldte § 56- aftale, som sikrer at min arbejdsgiver modtager refusion under mit fravær, allerede fra første dag. Mit håb var at dette ville gøre det muligt for mig, at ansøge om en forlængelse af min ansættelse. Dette forstået på den måde, at jeg håbede på at det samlede antal sygedage kunne lægges oveni min kontrakt, således at min deadline blev udskudt tilsvarende. Det drejer sig trods alt om (hold nu fast) intet mindre end 104 sygedage over de seneste halvandet år. Det er desværre noget som godt kan mærkes, når man skal nå en deadline.

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så, at få denne forlængelse i hus. Jeg søgte oprindeligt herom tilbage i januar måned 2015 (tja, effektivitet kendetegner ikke nødvendigvis store organisationer) – og jeg afventer fortsat svar. Konkret betyder afgørelsen noget for, hvorvidt jeg skal forvente at modtage løn efter den 31. januar 2016 – altså om godt og vel tre måneder.

Indledningsvis afviste min arbejdsplads at hjælpe – de var ikke overbeviste om at fraværet beviseligt havde forsinket mit arbejde (?) – og ønskede alene at tilbyde en enkelt måneds forlængelse. Heldigvis stod jeg med min fremragende fagforening i ryggen, som ikke ville acceptere denne beslutning og som siden da har overtaget forhandlingerne på mine vegne. Det passer mig fint – jeg ønsker ikke at være uvenner med nogen, men jeg vil samtidig gerne holde på mine rettigheder.

Nu er der så som bekendt kommet en ekstra ubekendt ind i ligningen her henover efteråret, som komplicerer situationen en smule yderligere. En baby ser ud til at melde sig ankomst i starten af april måned 2016 – omkring en måned inden at min ansættelse ophører, såfremt jeg får den forlængelse, som jeg har søgt om.

Dårlig timing? Det tør fandme siges … det er jo helt vildt åndssvagt at skulle sætte et projekt på standby i 10 måneder, når man er så tæt på færdiggørelsen. Men hvad fanden skal man gøre? Jeg har om nogen ikke spekuleret i, at det var sådan det hele skulle falde sammen – og det havde jo i bund og grund taget ligeså lang tid og kostet præcis det samme, såfremt jeg havde taget den barsel for et år siden. Jeg ville gerne have byttet!

Ovenstående medvirker til, at jeg endnu ikke er sprunget ud af gravid-skabet på mit arbejde. Til gengæld har jeg et overforbrug af store cardigans og løse kjoler. I starten handlede det helt klart om at jeg overhovedet ikke turde tro på, at den barsel nogensinde ville blive nødvendig. Nu handler det også om at jeg gerne vil have dem til at forhandle længden på min kontrakt færdig først, uden at forvirre deres hoveder yderligere. Men… den holder snart ikke længere, det er jeg klar over!

Så længe fagforeningen mener at der er en sag at kæmpe, vil jeg lade dem gøre det. De har tilmed rådet mig til at vente med at oplyse om graviditeten. De mener at den refusion som min arbejdsgiver har modtaget for mit fravær, skal bruges til at forlænge min kontrakt. Og at jeg for hver sygedag jeg kan dokumentere, skal have én arbejdsdag i forlængelse.

Selvfølgelig har vi derhjemme regnet på, hvordan vi er stillet hvis jeg ikke modtager løn i det nye år og hvis vi selv skal betale for min tid på barsel. Det kan godt lade sig gøre, selvom det bliver stramt. Men egentlig vil jeg bare gerne have mulighed for at udføre og aflevere et stykke arbejde, som ikke er ødelagt af det sygdomsfravær jeg har haft. Dertil kommer selvfølgelig også, at jeg rigtig gerne vil have lov til at gå ubekymret på barsel med de samme rettigheder, som alle mulige andre.

Siden sidste møde har det ministerium som mit arbejdsområde hører under, udarbejdet nogle retningslinjer vedrørende ansættelsestyper som min. Her understreges det hvilke rettigheder man som kontraktansat skal have, i tilfælde af langvarig sygdom. Min tillidsrepræsentant og fagforening mener, at gør sagen endnu mere simpel og til min fordel – men lad os nu se. Foreløbigt vil jeg bare gerne koncentrere mig om mit arbejde, som for første gang i halvandet år ikke forstyrres af konstant sygefravær, undersøgelser og behandling. Det føles nemlig virkelig rart…

 

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Kirstine’s historie – Del 1

Ligesom en række andre seje kvindfolk før hende, har Kirstine skrevet til mig for nyligt, for at dele sin historie om at være ufrivillig barnløs. Det er muligt at jeg er en anelse hormonel i disse dage, men hendes historie rørte mig til tårer og jeg har glædet mig til at dele den med jer.

Historien spænder over mange oplevelser og er tilsvarende også fordelt over mange (læseværdige) sider. Derfor har jeg tilladt mig at dele den lidt op, så den passer til blog-formatet – og servere den for jer i nogle små lækre bider.

Læs det første ud af tre afsnit, her: Kirstine’s historie – Del 1

Du kan læse del 2 og 3 her: Kirstine’s historie – Del 2+3

PS: Hvis du er gået glip af alle de tidligere historier, kan du finde dem lige her: Charlotte, KamillaGitte, Nanna, Jeanne, Maja, Christina, Dorthe, Susanne, Emma, Louise A, Mie, Anna og Louise.

Bare et lille hysterisk pip…

I tilfælde af at nogen er trætte af, at alle mine skriblerier handler om abort-angst og hyperventilation, er det nok et udmærket tidspunkt at stoppe læsningen. Til jer andre – kom ikke og sig, at jeg ikke har sans for drama!

Weekenden har ellers været dejlig! Jeg gjorde hvad jeg gør bedst i pressede situationer, nemlig at stikke fysisk af fra det hele. Denne gang blev destinationen Amsterdam, med en god veninde under armen. Det er jo et trick jeg før har afprøvet, og det fejler aldrig.

Nå, men eftersom der nødigt skulle gå for mange dage uden et emotionelt mini-drama, sendte jeg manden på en uges arbejde i udlandet og tog med oprejst pande hul på en nogenlunde spændende arbejdsuge. Det gik egentlig fint, sådan til at starte med. Så blev det tirsdag, og på én eller anden måde fik Fanden tag i mig. Der var uendelig langt til næste scanning, som er på torsdag (!)

Jeg besluttede derfor at tage en graviditets-test (seriøst – jeg lover at jeg godt selv er klar over hvor ynkeligt der er!) Ét eller andet i mig havde bare behov for at se de to streger. Det kan vist ikke forklares anderledes.

Så jeg satte mig til at tisse i den velkendte plastik-kop, som så mange gange før, og følte mig komplet og helt igennem åndssvag. Med rette! Men så  var det bare lige at jeg kiggede ned i den der kop. Og så at der slet ikke var tis i den, som forventet. Der var til gengæld blod.

Det er nok unødvendigt at sige til kvinder som har aborteret, hvilke tanker og følelser som flyver igennem hovedet på én i dette splitsekund. Alt det rationelle ved jeg godt – at mange bløder, at det ikke behøver at betyde noget, at alt stadig kan være fint, osv. Men det er jo lige meget, når man sidder der. Fuldstændig lige meget – for inde i mig betyder det jo kun én ting, det har jeg oplevet igen og igen. Drømmen var slut – og det var blot et spørgsmål om at få en læge til at bekræfte det.

Jeg gik i absolut handlings-mode. Ringede til Trianglen lidt i lukketid og fik fat på en sygeplejerske. De kunne først se mig næste morgen, netop grundet det sene tidspunkt. Jeg lagde på og ringede 1813 – her ville røvhullerne (ja, undskyld mig!) kun henvise mig videre til Riget, såfremt jeg havde smerter. Det havde jeg ikke.

Derpå forsøgte jeg at trykke på samtlige sympati-knapper, men damen var ikke til at rokke en millimeter. “Hvis det er en abort, er der jo alligevel desværre ikke rigtig noget de kan gøre for dig” messede damen i røret”, dog med en snert af medfølelse i stemmen. “Tak, det er jeg ganske klar over – det er min femte abort og jeg har bare brug for afklaring“, hvæsede jeg tørt ind i røret.

Så lagde jeg på og gik i gang med selv at finde nummeret til gynækologisk afdeling på Rigshospitalet. De har opereret mig flere gange, når jeg har været gravid udenfor livmoderen, og jeg har derfor et direkte nummer til deres døgn-afdeling. Det var jeg ikke bleg for at udnytte, tænkte jeg, imens min puls nærmede sig et uhensigtsmæssigt maksimal-niveau.

Men så ringede telefonen. Det var Trianglen. Nogen havde forbarmet sig over mig og de kunne klemme mig ind lige inden lukketid, hvis jeg kunne være fremme på et kvarter. Vi bor unægteligt ca. 20 minutter derfra, men jeg var ikke i humør til fordybelse i den slags detaljer, og jeg kastede mig derfor ned i en taxi og drønede afsted. Den søde tykke taxamand må have opfattet mig som dagens absolut mest ustabile kunde. Nuvel.

I taxaen nåede at jeg tænke over, hvordan jeg dog skulle overbringe de frygteligt nyheder til kæresten. Åh, han ville blive så ked af det, at jeg næsten ikke magtede det. Skulle jeg vente til han var tilbage i Danmark igen? Jeg ville jo ikke kunne skjule det… åh! Endelig nåede vi frem til klinikken.

Ja, du har i hvert fald ikke aborteret” konstaterede lægen med dildo-scanneren efter ganske få sekunders undersøgelse, der føltes som timer. Jeg forstod ikke hvad han mente. Var det ikke slut? Eller havde jeg bare ikke udstødt det endnu? Hvad mente manden?

Her blinker hjertet – og den vokser lige som den skal” fortsatte han pædagogisk, imens hans pegede på den sort/hvide skærm. Jeg kunne godt se det, når jeg anstrengte mig. Min hjerne prøvede at opfange betydningen: Du er stadig gravid. Der er stadig håb! Det er ikke slut!

Så stod jeg ude på gaden igen. Lettet, forpustet og efter at have spontan-krammet både læge og sygeplejerske på en helt sikkert alt for voldsom måde. Jeg gik derop hjem og sov som en sten i flere timer.

Som sagt, kom ikke og sig at jeg ikke har sans for dramatik!