Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Jubel…!!!

Nu tør jeg faktisk godt sige det højt, for nu tror jeg selv en lille bitte smule mere på det, end jeg overhovedet har turdet gøre de seneste måneder. Jeg skal være moster. Bum! Min storesøster er gravid!

Tre måneder efter at jeg selv et sat til at føde, kommer der forhåbentlig endnu en lille rundkindet baby til i vores familie – som ellers er temmelig begrænset på småbørnefronten. Dette blandt andet fordi mine fætre og kusiner alle stadig blot er teenagere, min kæreste er enebarn – og hverken min søster eller jeg som bekendt har produceret små mennesker – før nu.

Selvfølgelig er  også bedsteforældrene på den anden ende. Min søster og jeg har vores kære far til fælles, så han ser frem til at gå fra 0 til 2 på rekordfart, når det kommer til morfar-titlen.

Den lille bønne i min søsters mave, som netop er blevet nakkefoldsscannet, bliver et vaskeægte regnbuebarn. Det betyder at min søster er blevet gravid ved insemination sammen med en ven, som hun altså ikke er kærester med. Han er i øvrigt homoseksuel, og havde således selv en udfordring når det kom til dét dér med ønsket om børn. Det hele er sket på et split-sekund, fra de traf beslutningen og til at hun testede positiv efter første insemination nogle uger efter. Helt igennem vildt og vanvittigt – på den fine måde.

Det er med andre ord gået vanvittigt stærkt. Pisse uretfærdigt, at nogen kommer så nemt til tingene sgu da!! Men altså… mest af alt er jeg bare overvældet af glæde over, at vores børn får lov til at vokse op side om side og være komplet jævnaldrene – det er en kæmpe gave, når man nu ikke føler sig spor sikker på, at man nogensinde bliver i stand til at give sine børn de søskende, som man egentlig ellers gerne ville.

Havde jeg mon overhovedet været i stand til at glæde mig på hendes vegne, for et års tid siden? Jeg tvivler, desværre…

Vi har forskellige måder at gå til det på. Dels skyldes det nok bare, at vi er ret forskellige i vores tilgang til tingene generelt – og dels selvfølgelig også at vi har vidt forskellige forhistorier bag vores graviditeter. Min søster blev mor og gravid i det sekund hun så to streger på testen. Hun døjede med kvalme og nogle andre sidegevinster der hurtigt gjorde det hele ret virkeligt.

Hun var således slet ikke sen til at snakke navne, barsel, indkøb – alt det som jeg slet ikke selv har kunnet finde ud af at forholde mig til, før for nyligt. Jeg turde dårligt snakke med hende om det hele, for for helvede hvor har jeg været bange på hendes vegne. Mine egne traumer sidder så dybt i mig, at jeg konstant skulle bide mig selv i kinden for ikke at sige “pas nu på… vent nu lidt… det er jo så usikkert det hele.” Selv efter en scanning i 7. uge, hvor hun med strålende øjne fortalte, at lægen havde sagt at “nu kunne det jo ikke gå galt”, skulle jeg virkelig kæmpe imod behovet for at fortælle hende, at det kunne det jo på alle måder sagtens.

Men jeg knyttede sylten… For hvad skulle hun dog bruge al min skepsis og frygt til? Selv hvis det gik galt, ville det jo ikke gøre mindre ondt på hende, bare fordi jeg havde fået smittet hende med alle (u)mulige bekymringer. Jeg ville bare så gerne beskytte hende, tror jeg.

Efterhånden tør jeg lidt bedre glæde mig højlydt på hendes – og vores allesammens – vegne. Over at de bliver to – over at vi kan dele det hele så intenst som vi jo kan, når vi bor 5 minutter fra hinanden og nærmest spytter børn ud samtidig. I øvrigt har hendes komplet ubekymrede tilgang til det hele den positive bieffekt, at hun med vold og magt slæber mig med rundt til alt muligt baby-orienteret, hvilket resulterer I at mit barn nu rent faktisk ser ud til at få både lidt tøj på kroppen og muligvis også en seng at sove i, når hun en dag kommer til verden. Det er hun sikkert glad for.

Så 2016 – din dejlige dame – du ser sgu ud til at rette lidt op på et par af de skader, som 2013, 2014 og 2015 forvoldte på babydrømmene. Af hjertet tak!

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Har du været i fertilitetsbehandling med donorsæd – og har mod på at fortælle om det?

Som det sker fra tid til anden, er jeg blevet kontaktet af to journaliststuderende, som har fattet interesse for et spændende område af fertilitetsbehandling og dens muligheder. Desværre er jeg ikke selv den rette case, men jeg vil gerne formidle deres søgen videre til jer, i håbet om at vi kan stable et match på benene. De skriver:

Vi er to journaliststuderende, som er ved at producere vores afsluttende bachelor-projekt på Syddansk Universitet. Bachelor-projektet er en tv-dokumentar, som vil tage fat på emner som sæddonation, fertilitetsbehandling og hjemmeinsemination.

Vi søger en kvindelige case til programmet, som er åben om at være ufrivillig barnløs, og som har lyst til at fortælle om sit liv som barnløs, samt drømme, forventninger og tanker omkring fertilitetsbehandling med donorsæd.

Helt specifikt søger viEn kvinde eller et par, der enten er i gang med fertilitets-behandling med donorsæd, skal i gang eller har været i gang. Det gør ingen forskel, om du er barnløs, gravid eller har født. Det vigtigste er, at du kan fortælle om, hvordan det er at ønske sig et barn, men ikke kunne få det uden hjælp. Optagelserne vil kunne laves på en dag, og det bliver mest af alt rigtig hyggeligt!

Vi vil gerne filme hjemme hos dig selv, når det passer. Her føler du dig bedst tilpas, og her ser vi også den mest autentiske side af dig. Optagelserne vil bestå af et interview, hvor vi spørger ind til dine oplevelser, tanker og overvejelser omkring at få hjælp til at få børn samt nogle optagelser, hvor der sker lidt. Det kan være en tur på legepladsen, en tur på klinikken eller til fødselsforberedelse. Det afhænger selvfølgelig af, hvem vi har med at gøre.

Opgaven er en intern opgave og vil derfor i første omgang ikke blive offentliggjort, så du skal ikke bekymre dig om at skulle i fjernsynet. Vi håber på at få vores projekt afsat senere hen. Men det sker kun med tilladelse fra vores medvirkende. Så hvis det skulle blive aktuelt, tager vi den bare til den tid.

Er det dig, vi leder efter? Så vil jeg meget gerne høre fra dig (også hvis du har uddybende spørgsmål til projektet)!

De bedste hilsner

Jeppe Sig

Telefon: 31132844

Mail: jeppesig@gmail.com

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Mavefornemmelser

Dagene går og ugerne gør det samme. Jeg er nået ind i det 2. trimester – og det er ret surrealistisk for mig. Jeg bliver stadig grebet af angsten for, at det hele snart bliver taget fra mig igen. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg altid aktivt huske mig selv på, at det ikke er noget jeg har drømt. At jeg stadig er gravid, indtil andet er bevist.

Min hjerne har svært ved at tro det – og min krop har ikke de store reaktioner, ud over en voksende bule foran, som nok snart gør det svært at være i de stramme jeans. Jeg er slet ikke mentalt klar til ventetøj – slet ikke. Min ny-fundne overtro blokerer for den slags indkøb, i hvert fald lidt endnu. Det bliver ikke nemmere med tiden at skjule det på arbejdet – synes allerede at min ene kollega har skævet til maven op til flere gange. Bare lidt endnu…

De sidste måneder har været præget af mange op og nedture. Af mareridt, angst-anfald og “babu babu” afsted til akut scanning ved den mindste blødning. Og også af vild og uvirkelig glæde. Det har været udmattende, men samtidig er jeg selvfølgelig helt igennem taknemmelig for, at have fået lov til overhovedet at gå det igennem. At få lov til at komme længer, end jeg havde troet at det var muligt.

Nu hvor roen jo alligevel, trods alt, er faldet en smule mere på end i den tidlige start, er der nogle ting jeg bemærker, når jeg ser tilbage på de seneste måneder. Én af dem er lidt underlig, så jeg håber at I vil bære over med mig, nu hvor jeg forsøger at skrive om det.

Lad mig endelig afklare, at jeg ikke tror på “6. sanser” eller på andre spirituelle forklaringer – og jeg er heller ikke gået hen og er blevet synderlig religiøst ovenpå mine to streger – alligevel synes jeg bare at det er lidt pudsigt. Lidt mærkeligt.

For hvis der er noget der har kendetegnet alle de andre graviditeter før denne, så er det at jeg altid har haft en ganske klar mavefornemmelse, når det gik galt. En fornemmelse af at den vitterlig var gal – og at det var et spørgsmål om tid før lægerne bekræftede dét, som jeg allerede vidste i forvejen. Jeg har sikkert været vildt irriterende igennem alle de mange ugers samlet ventetid, hvor vi er blevet bedt om at se tiden an og “håbe på det bedste” – for jeg synes hver gang at jeg har været temmelig klar over, at der ikke var meget at håbe på.

Det var eksempelvis grunden til, at jeg valgte at blive opereret tidligere på året, selvom lægerne gerne ville vente lidt – jeg vidste hvad klokken havde slået, og ville bare gerne have det overstået.

Men… Det har været anderledes denne gang. Ikke at jeg har haft en tydelig fornemmelse af at, “nu ville det gå godt” – slet ikke. Jeg har været pisse ræd for at der skulle sker ét eller andet. Men min mavefornemmelse af at den var gal, har været fraværende. Min faste overbevisning, som nogle gange har overtrumfet lægernes ord, har ikke været der. Selv de gange hvor jeg har blødt og er styrtet afsted med vild panik mod den nærmeste scanningsklinik, har jeg ikke haft den der helt tydelige “nu er det slut”-afklaring i maven.

Manden og jeg talte om det på et tidspunkt. Han opfordrede mig til virkelig at stole på, at jeg ville kunne mærke hvis der var noget galt. For det havde jeg jo før kunne mærke, næsten alt for præcist. Og hvis jeg ikke mærkede noget denne gang, så måtte det være fordi at alt var i fin orden.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sådan lige efterkomme, for i mit hovedet stolede jeg på absolut ingenting ud over hjerteblink på en sort/hvid skærm. Men jeg ville da egentlig ønske, at jeg havde turde finde lidt ro i fornemmelsen.

Om man kan ligge noget i det? Sikkert ikke. Og jeg har som sagt heller ikke turde lytte til det uanset hvad, for jeg stoler ikke på noget som helst når det kommer til graviditeter. Men det er da alligevel lidt skørt…

Lige nu mens jeg skriver dette, har jeg egentlig en fornemmelse af, at det ender godt det her. Jeg tør ikke sige det højt (bloggen tæller ikke) – men en lille del af mig må være begyndt at tro bare en anelse. Det synes jeg er ret modigt af min hjerne, sådan at kaste sig ud i.

Måske har jeg  lige jinxet det hele voldsomt meget…

Træt, glad og mæt på oplevelser…

Jeg gjorde det sgu! Tog på Roskilde, arbejdede, passede min behandling – og det var så fedt. Nu sidder jeg hjemme på altanen og nyder den sidste sommervarme, komplet høj på oplevelser og festivals-stemning.

Det gik over al forventning. Faktisk er jeg tæt på at putte dette års Roskilde under kategorien “top 3 over alle festivaller igennem tiden” – og dét siger ellers ikke så lidt for undertegnedes vedkommende.

Det var en anden måde at være afsted på, det er klart. Arbejdet fik al min fokus i dagtimerne og så gik aftenerne med musik og veninder. De fleste havde så travlt med selv at feste og drikke øller, at jeg faktisk ikke tror at mange opdagede, at jeg kørte på lavt blus. Jeg fik hørt langt mere musik og var langt mere “til stede” i forhold til at observere Roskilde og alle dens skønne mennesker, end jeg ellers ville have været.

Et par af aftenerne drak jeg lidt øl og en enkelt mojitos (nam nam) – og måske kom jeg også til at nasse en smøg, hvem ved? Satans også… nå, men man er vel kun et menneske…

Til gengæld fik jeg næsten passet mine sengetider i et stille og roligt VIP-campingområde og jeg var tidligt oppe hver morgen til et langt og dejligt bad – med morgenmad og hormoner inkluderet, naturligvis.

I virkeligheden fyldte dét med behandlingen nærmest ingenting – det var bare ligesom et vilkår der var med undervejs, og det var egentlig ok.

So there you have it: Festival og IVF i én stor lækker sammensmeltning! Jeg er sgu nok en smule stolt af at jeg kom afsted. Lad det være en opfordring til mig selv om, ikke altid at lade behandlingen sætte hele livet på standby.

WP_001709

3…2…1…. Go!

Midt i mine indlæg om, hvordan jeg den seneste tid ellers har oplevet at blive mere og mere mig selv igen, samt om hvordan jeg igen er begyndt at gøre en masse af de ting som gør mig glad, er vi såmænd påbegyndt endnu et behandlingsforsøg.

Det er ikke fordi det er kommet fuldstædig bag på os – jeg mener, vi har jo været til forsamtale og alt dét dér – men alligevel er det lidt syret pludselig at sidde her med køleskabet fuld af kanyler og være klar, parat til start.

Som beskrevet på bloggen, har vi valgt at gå i behandling på Klinik Trianglen i København. Tanken om at vente til efter sommeren med at komme i gang, var simpelthen for smertefuld. Da vi kontaktede Trianglen kunne vi komme til med det samme, og efter en kort snak om vores situation over telefonen, bookede vi en forsamtale. Denne samtale var vi så til for et par uger tilbage, og siden da har vi trisset rundt og ventet på at min 1. cyklusdag ville oprinde.

Det er en anelse svært at planlægge sommerferie under disse omstændigheder, så det har vi måtte lade være med. Vi har små planer og feriedage – alt sammen noget som er tilrettelagt sådan, at jeg kunne smide alt fra mig og melde mig på klinikken, såfremt jeg pludselig fik menstruation. Ovenpå operation, graviditet underfor livmoderen og en tidlig spontant abort, har det ikke været helt til at regne ud, hvornår dette kunne blive.

Men afsted med mig i dag – en hurtig scanning som gav grønt lys, og derefter en samtale, udlevering af medicin, instrukser og plan for forløbet. Jeg blev pludselig nervøs for om æg-udtagningen mon ville være anderledes end jeg “kender”, men den rare læge beroligede mig med, at det i store træk var det samme. De ville være ganske gavmilde med morfinen, lovede han. Dope me up!

Vi er ved at være rutinerede, kan jeg mærke – jeg ved nogenlunde hvad jeg går ind til, jeg kender medicinen, måden den skal tages på, samt bivirkningerne. Der er ikke de store ændringer fra det sidste forsøg og til dette, så jeg føler mig godt forberedt. Alligevel har jeg lidt sommerfugle i maven.

En enkelt ændring blev iværksat – lægen foreslog at supplere med Prednison. Det er et binyrebarkhormon, som har flere forskellige virkninger i kroppen, blandt andet nedsætter det immunforsvaret i et vist omfang. På baggrund af min historik har jeg før overvejet muligheden for, om mit immunforsvar mon kunne være en faktor? Jeg er aldrig syg (som i – aldrig nogensinde) og jeg ved at dette er én af de første ting, som kvinder med gentagende aborter udredes for. Jeg har dog ikke haft tilstrækkeligt med “almindelige” aborter til at gøre mig “fortjent” til denne udredning, og derfor har jeg slået det hen indtil nu, hvor det blev foreslået.

Så nu tager jeg på festival!?! En temmelig mærkelig konstellation, med tasken fyldt med sprøjter og piller. Det gør naturligvis også at jeg må skrue helt ned for tempo og forventninger, i forhold til hvad den kommende uge vil byde på. Jeg må fokusere på mit arbejde og på at høre lidt musik – og så overlade abe-festen til de andre. Jeg glæder mig nu alligevel, selvom det bliver en anderledes festival.

Hvis det så samtidig betyder at jeg af baby-pasnings-relaterede årsager ikke kommer på festival til næste år, så vil jeg være godt og grundigt tilfreds!

Kan man elske nogen, som aldrig har været her?

Ved første øjekast tænker jeg at det muligvis virker til at være verdens underligste spørgsmål, men det er ikke desto mindre noget jeg har tænkt over på det seneste. Nu hvor vi går og venter på, at vores sommer-behandling i det private kan komme i gang, nyder jeg dels at det hele er kommet en smule på afstand. Samtidig giver roen mulighed for en række nye overvejelser og tanker, som der ikke altid er plads til når det hele er kaos.

Det er ikke fordi jeg er gået hen og er blevet synderligt spirituel på mine senere dage, men jeg har tænkt over det syrede i, at jeg på én eller anden måde allerede elsker dét barn, som jeg endnu ikke har fået. Når jeg tænker over alt det vi skal sammen, alt det som forhåbentlig ligger og venter på os på den anden side af barnløs-land, ja så bliver jeg varm om hjertet.

Denne varme bliver på én eller anden måde rettet mod noget som ikke findes – i hvert fald ikke endnu. En form for hjemløs kærlighed, om man vil – måske er det derfor den til tider gør så ondt.

Der er mange ting som minder mig om, at det nok er sådan det er.

I min lejlighed er der et lille værelse, som pt. har status af kontor/vasketøjsrum/walk-in-closet. Det er et rum med mange funktioner og ingen funktion på én og samme tid, for jeg ved jo godt hvem det er, som jeg en dag håber skal komme til at bo derinde. Det har jeg sådan set vidst siden vi flyttede ind – men vedkommende lader vente på sig mere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Nede i min gård står den flotteste ladcykel og skinner i solen (well, regnvejret – det er vel sommer i Danmark). Jeg har egentlig ikke brug for den, for jeg har jo min egen fine cykel. Men jeg håber sådan at jeg får brug for den – gerne en dag om ikke så længe.

Når bloggen har det navn den har, er det i virkeligheden også lidt hen af samme boldgade. Det er en titel, som på en måde henvender sig til ham eller hende, som jeg går og venter på. Som vi går og venter på. Jeg tager ofte mig selv i at tænke på, hvordan det bliver når han/hun en dag er her – jeg tager mig selv i at glæde mig. Det må jo på sin vis også betyde at der stadig er håb, gemt et sted dér allerinderst inde.

Så ja, man kan åbenbart godt elske nogen, som aldrig har været her. Som endnu ikke er her, selvom vi har ventet ret så længe. Jeg bliver ved med at vente – og jeg oplever for tiden at jeg fyldes af en tro på at det snart skal lykkes. Så den bider jeg fast i disse dage – for den optimisme skal tids nok svigte ingen.

Er du her ikke snart?

Sorgen efter en abort

For nogen tid tilbage, var jeg i kontakt med to journalist-studerende, som havde valgt at tage en emne af utrolig stor vigtighed, under deres lup. Deres arbejde handler om, hvordan kvinder hjælpes (eller ikke hjælpes) videre i sundhedssystemet efter en ufrivillig abort.

Det er der nu kommet en artikel ud af, hvor modige Marina på fin vis sætter ord på nogle af de tanker, som mange nok kan nikke mere end genkendende til, efter at have oplevet sorgen ved en abort (eller fire – but who is counting)?

Der er særligt to ting ved fortællingen, som får mig til at nikke ivrigt når jeg læser den: 1) Bare der dog havde været nogen i et sundhedsvæsen, som havde haft øje for de potentielle psykiske følger, i stedet for blot at fokusere på fysikken. 2) Bare nogen dog havde fortalt mig, at jeg ikke var hysterisk overreagerende, da jeg synes at det hele var så forbandet svært.

En veninde sagde til mig, ovenpå min allerførste abort: “Signe, du begyndte at blive mor dengang du opdagede at du var gravid. Og nu kommer der ikke nogen baby ud af det i den anden ende. Det sgu da klart, at det fucker én up!”. Hun havde evigt ret, og jeg har tænkt på de ord mange gange siden.

For mig nåede det ikke få samme tunge konsekvenser, som dem vi hører om artiklen. Jeg blev aldrig diagnosticeret med eksempelvis depression, selvom jeg nok i perioder har været på vippen. Jeg spurgte sådan set heller ikke nogen, for jeg oplevede jo et system som fortalte at tidlige aborter var normalt og at jeg blot måtte videre.

Af private omveje kom jeg i kontakt med en professionel, som kunne hjælpe mig med at kunne navigere nogenlunde rundt i alt det her. Men jeg ved samtidig at der er mange, som tabes på gulvet – fordi vi endnu ikke til fulde anerkender hvad aborter og barnløshed gør ved de mennesker, som der rammes af det.

Nok om brok – læs i stedet de studerendes artikel her – og smid gerne en kommentar eller noget feedback nedenfor, om deres arbejde.