Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Så var der noget med sex…

Ja, hmm… det var der jo! Som i datid – noget naboen dyrker og noget jeg svagt erindrer, noget som egentlig plejer at være temmelig fornøjeligt.

Når man har været sammen med sin partner siden man var en forvokset teenager, er det måske meget at forlange, at sex er noget der dyrkes på dobbelt-daglig basis og med evigt fyrværkeri til følge…. meeeen jeg synes nu ikke ligefrem, at vi normalt har grund til at klage over noget i den afdeling- tvært imod!

Anyway – sexlivet har bestemt også været under pres tidligere i projekt baby (seriøst, det udtryk burde stadig forbydes!). Det er som om at gentagende gynækologiske undersøgelser, hormon-bivirkninger og skemalagte tidsintervaller kan dæmpe lysten en anelse.

Jeg husker hvordan vi planlagte, at jeg kunne tage hjem undervejs fra Roskilde Festival 2014, fordi jeg havde æggeløsning. Jeg husker, hvordan jeg ligeledes vækkede min arme mand kl. 04.20 en mandag morgen, fordi jeg skulle rejse med arbejdet, men ligeledes havde æggeløsning. Jeg håber ikke at jeg udleverer staklen for meget, men han havde af gode grunde en smule svært ved at “performe” under denne form for pres (dog ikke mere svært, end at det faktisk var én af de gange jeg blev gravid!).

Jeg husker at vi begge oplevede en underlige form for lettelse, dengang vi overgik til IVF. Sammen med frustrationen over at være kommet “så langt ud”, var der en lille snert af lettelse over, at sex nu igen blev noget som vi dyrkede når vi havde lyst, fordi andre kom og overtog “ansvaret” for os. Det var en meget underlig og blandet følelse.

Nå – men så er der lige dét dér med sex, sådan nu og her. Altså under en spirrende graviditet, som indtil videre sidder hvor den skal og lever som den skal. Hvad gør man? Eller rettere: Hvad tør man?

Vi ved jo godt rationelt, at der ikke burde være den mindste fare på færde. Vi ved jo godt at lægerne påstår, at vi kan genoptage sexlivet fuldstændig som normalt, og at det ikke gør nogen som helst beviselig skade for noget som helst. Almindelige mennesker med almindelige graviditeter, dyrker jo også sex. Vi ved det godt -. men det er som om hjernen ikke vil acceptere informationerne. Og det begynder ellers at presse sig lidt på…

Først var der selve hormon-perioden forud for IVF-forsøget. Her blev jeg temmelig hurtigt påvirket, og jeg plejer ikke at have ret meget lyst i ca. en uge op til ægudtagningen. Så var der ægudtagningen – som helt af sig selv lægger en gangske naturlig dæmper på aktiviteterne i dobbeltsengen. Og så var der 3 ugers temmelig intens overstimulering, efterfulgt af den påbegynde graviditet og alle de vilde nerver, som fulgte i kølvandet herpå.

Den kvikke læser kan dermed regne ud, at det er nærmest tragisk længe siden, at vi har fået lov til at nyde hinanden helt uden ubehag eller nervøsitet. Shit, det er skræmmende at tænke over, hvor mange uger (måneder? Oh my God!!) der efterhånden er tale om. Og lysten er der ellers, det er den virkelig – selvom noget fortsat holder os tilbage…

Jeg er ikke sikker på hvad jeg præcist er bange for. Eller hvad han er bange for, for han har det heldigvis lidt på samme måde. Med al respekt for hans mandom og udrusning, er det jo ikke fordi han “ødelægger” noget dernede. Og vi behøver jo ikke kaste rundt med hinanden undervejs, mindre kan sikkert også gøre det (et blidt kindkys kan nærmest gøre det, lige på nuværende tidspunkt). Måske er jeg bange for om det kan gøre noget, hvis jeg får en orgasme – men selv dét ved jeg jo også godt er temmelig fjollet!

Åh! Det er lidt frustrerende – og jeg savner vores nærhed enormt meget. Jeg tror simpelthen ikke at der er så meget andet at gøre end at springe op på hesten igen (eller på manden, hø!). For det kan simpelthen ikke blive ved på denne her måde – vi bliver jo skøre begge to!

Den store forløsning…

Vi er begge to stadig rundt på gulvet. Det hele snurrer og adrenalinen pumper fortsat rundt i kroppen. Skiftevis en rus af glæde og en smule skepsis. Men den er vist god nok. Det sagde de jo selv. Og jeg spurgte flere gange ekstra. Insisterede på at få det udpenslet.

Der var hjerteblink!

Fredag morgen oprandt endelig – afgørelsens dag. Det var næsten uvirkeligt at være nået frem til den dato, som så længe har været så uopnåeligt langt ude i fremtiden. Ugerne har på den ene side sneglet sig afsted i drømme-agtig tilstand. På den anden side kan jeg intet huske, og de er på sin vis fløjet afsted.

Men der var hjerteblink!

Natten var igen præget af mareridt, som så mange af de andre nætter i den seneste tid. Jeg vågner altid lige før daggry. Dels skal jeg tisse, dels må jeg ud og se om jeg skulle have blødt i løbet af natten. Det er selvtortur, jeg ved det… men det er sådan det er, lige nu.

Vi cyklede tavse afsted mod klinikken. Det er første gang at jeg har oplevet kvalme i en sådan udstrækning. Det var nok mest nerver, besluttede jeg mig for. Vi sad urimeligt længe og ventede i forhallen. Ventede på at komme ind og få afgørelsen på, om vores anstrengelser over sommeren havde været forgæves. Jeg fik lyst til at gå min vej igen. Løbe væk. Jeg ville på en måde hellere leve i uvished, end at have taget drømmen fra mig. Jeg ville bare gerne flygte.

Selv manden min var tavs. En sjældenhed på disse kanter, skulle jeg hilse at sige. Han var presset, det var tydeligt. Men han prøvede vist at se optimistisk ud. Stakkels ham. Stakkels os. Det plejer at være lige præcis på nuværende tidspunkt, at vores liv bliver revet i stykker. Igen.

Men der var hjerblink!

Ind med os, op på briksen med mig. Jeg kunne ikke sige så meget. Kvalmen pressede sig på. Der gik kun et sekund, så kunne jeg høre min mand ånde lettet op. Han vidste hvad han skulle kigge efter. Og lige dér på skærmen var det – hjerteblinket.

Lægen bekræftede, undersøgte og målte – 6 millimeter sagde han – det var vist som det skulle være. Jeg måtte afbryde dem begge i en sky af tårer og lettelse – jeg kunne intet se på skærmen og jeg turde ikke tro på, at det de sagde var rigtigt. Tålmodigt vendte og drejede lægen scanneren lidt … og så var den der:

Jeg kunne se hjerteblink!

20150814_113312

Det er uvirkeligt, og vi er temmeligt rystede. På den gode måde, selvfølgelig. Frygten og frustrationerne er for en stund afløst af glæde, lettelse og en anelse mistroisk “kan det virkelig passe”-følelse.

Det skal nok vende tilbage, usikkerheden og angsten, det ved jeg godt. Men lige nu vil jeg nyde en weekend i euforisk tilstand.

Så langt, så godt!

Du skal…

Være glad… Ikke bekymre dig for meget… Prøve at nyde det… Tro lidt mere på det… Have tillid til at det nok skal lykkes… Være glad… igen.

Men hvorfor egentlig?

Lidt kynisk sagt, så er det jo ikke paranoia grebet frit ud af det rene blå ingenting, som gør at jeg er et skeptisk nervevrag for tiden. Næ, der er snarere to års benhård erfaring med fire forliste graviditeter. Jeg har da empirien i orden, til at bakke min pessimisme grundigt op, har jeg ikke?

Hvis vi fire gange brænder os på kogepladen, så lærer vi jo også at den er varm? At det gør ondt… så fjerner vi fingrene så hurtigt vi kan.

Nå, men det er egentlig heller ikke fordi jeg mener det helt oprigtigt… altså at jeg bare gerne vil sidde i et hjørne og surmule og vente på katastrofen. Det er bare fordi der nu og da er dage, hvor jeg er virkelig meget i tvivl, og er bange for at alt går galt. Igen.

Og det er som om, at disse dage er lidt svære for omverden at rumme. Lidt ligesom med frustrationen over barnløshed generelt…

De vil nemlig gerne have at man tror på det. At man er optimistisk. At man tør håbe og have tillid. At man i det hele taget slapper lidt af… for de kan jo “mærke at det nok skal gå denne her gang”. Javel…

Har de mon så også kunne mærke alle de andre gange, hvor det ikke er gået? Så kunne de da godt lige have givet en “heads up”, synes jeg…

De vil også gerne sige tillykke. Jeg ved dælme ikke hvad de siger tillykke for endnu, men jeg ved jo godt at de mener det sødt. Men jeg har ikke lyst til at tage i mod det. Jeg har lyst til at være bange og mistænksom.

Er det mon for min skyld at de gerne vil gennemtrumfe det positive? For at gøre min ventetid mindre opslidende for mig? Eller er det for deres egen? Fordi det er svært at rumme en andens usikkerhed og frygt? Fordi vi helst se det gode og lyse ved tingene? Fordi det mørke og svære gør os usikre?

Jeg ved det ikke rigtigt. Men jeg kan mærke at jeg har brug for at kunne stoppe lidt op på de dage, hvor det hele er ekstra svært. Bare at være til i det og lade det stå på. Lade det være et vilkår. Jeg har behov for at acceptere, at frygten bor i mig nu og da.

Og jeg ville ønske at jeg i højere grad kunne få min omverden med på den accept…

Drømmeland…

Jeg er bange.

Altså min hjerne er bange i hvert fald – helt nede i hulemandshjernen. Så selv når de mere rationelle tanker får love at vinde magten for en stund (og det er slet ikke altid tilfældet – no no!), så leger min underbevisthed stadig med mig.

I dag stod jeg op klokken 06.12 – og jeg har vel at mærke fri. Men jeg kunne ikke holde ud at sove mere. Eller rettere, jeg kunne ikke holde ud at drømme mere.

Første del af natten var jeg på kursus med mit arbejde. Der var jeg af én eller anden grund booket ind på et hotelværelse sammen med en mandlig kollega. En kollega som jeg ikke kender særlig godt og ej heller har noget synderlig interessant forhold til, i virkeligheden. Men i min drøm havde vi haft en affære – lige præcis på samme dag som æg-oplægningen i juli måned. Og derfor vidste jeg nu ikke, hvem der var faren til mit kommende barn (?).

Wow…

I min drøm bekymrede selve utroskaben mig ikke voldsomt meget (jeg er åbenbart blottet for dårlig samvittighed, når jeg sover?) – næ, det var mere det faktum, at min kollega er mørk og at man derfor ved fødslen ville kunne se, hvem der var far til barnet?

Jøsses…

I den sidste halvdel af natten drømte jeg i stedet, at jeg var på ferie med min mand (min rigtige mand, vel at mærke) og at ingen af vores venner måtte vide at jeg var gravid. Dette var svært at skjule, fordi jeg blødte hele tiden og alle vegne. Det var meget stressende og jeg husker følelsen af en høj puls der banker.

Da jeg vågnede skulle jeg virkelig tage mig sammen for at skelne. For at huske at det var en drøm, og huske at jeg stadig er gravid indtil andet er bevist. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at styrte på toilettet og kigge efter blod. Det holdt kun i 10 minutter. Så sad jeg ude på kummen og åndede lettet op.

Så nu er jeg stået op – det er simpelthen for anstrengende og krævende, dét dér med at sove.

Et nyt lykketal…

Så blev jeg frigivet fra klinikken. I hvert fald indtil på søndag, hvor jeg endnu engang skal til tjek. Det ser ud til at væsken i min mave fortager sig en anelse, og mine blodprøver er kommet tilbage med fine tal på både blodlegemer og organer. Ingen røde lamper her, som den rare doktormand sagde.

Dertil oplyste han at scanningen viste, at min slimhinde er blevet tykkere – et godt tegn på at noget er under udvikling. Det sidste døgn her ellers været ret følelsesmæssigt presset for mig, og nervøsiteten har desværre fået lov til at køre sit eget (lidt for selvstændige) show.

Der skal intet til før panikken sidder i halsen. Jeg har ofte murren i maven som om menstruationen er lige om hjørnet, jeg synes ikke at mine bryster er tilstrækkeligt ømme, og hver gang der er Lutinus på retur er jeg sikker på at det er fordi jeg bløder. Det er jo fucking tortur. Jeg forsøger at tvinge mig selv til ikke at rende på toilettet og tjekke konstant – men det er svært.

På klinikken blev jeg lagt ned til et par timers hvile og drop igen, igen – og mens jeg lå dęr kom det længe ventede svar på den allervigtigste af alle prøverne. Blodprøven viste en HCG-stigning og et tal på 285. Det er den magiske fordobling som vi havde håbet så inderligt på.

Da laboranten var gået igen lå jeg bag mit forhæng og tudbrølede ganske lydløst. Jeg kommer faktisk til at gøre det igen nu, af at skrive dette. Ustabil type!

Jeg er lettet og glad, det er der ingen tvivl om, men jeg er også angst som bare pokker. Angst for at komme videre op af denne stige med de mange trin, for jo mere der “går godt” – jo længere jeg kommer – jo mere ondt kommer det til at gøre, når nogen kommer og tager det væk fra mig igen.

Personalet ville gerne have at jeg bestilte tid til en graviditetsscanning inden jeg gik. Jeg tøvede en anelse, for det føles som om jeg på én eller anden måde jinxer det, hvis jeg bestiller tid? Så er det jo ligesom at friste skæbnen ved at sige, at jeg stadig tror, at jeg vil være gravid om to uger? Jeg fik en tid den 14. august. Der er små fire år til, inde i mit hoved.

Da jeg kom hjem fra klinikken ringede jeg til min egen læge. Jeg har besluttet at jeg vil bede om en deltidssygemelding i den kommende tid, selvom jeg måske egentlig finder det en anelse hysterisk. Sagen er dog bare den at jeg har brug for at tage de kommende uger med komplet ro og ikke skulle have den mindste smule dårlige samvittighed over det jeg ikke når, grundet lægebesøg og grundet det psykiske pres som jeg formentlig vil være ret mærket af. I tillæg hertil gør min fortsatte overstimulering at jeg stadig ikke kan sidde oprejst ved computeren ret længe af gange og arbejde – og at jeg har brug for sådan ca. 700 timers søvn i døgnet. Umiddelbart oplevede jeg lydhørhed overfor problemstillingen og blev bedt om at ringe igen mandag kl. 8.00 for at tale med en læge om en akut tid. Så får vi se…

Nu vil jeg nyde at lade lettelsen sidde lidt i kroppen for en stund, inden frygten sikkert igen stikker sit grimme hoved frem om en dags tid eller to. Lige nu er jeg mest bare træt og udmattet, så jeg tror at jeg starter med en lur…

Noget om angstanfald og blodprøver…

Om lidt lægger jeg mig på sofaen, for at tage en velfortjent morfar-lur. Vel at mærke efter at jeg har været i bad, for at vaske lidt af koldsveden af mig. Vi er lige kommet hjem fra Rigshospitalet. Pulsen er så småt ved at genfinde et normalt niveau.

Der har været rigeligt med drama igennem de seneste 48 timer. I mandags var svarene på blodprøve nr. 2 egentlig ganske positive. Mine tal var steget fra 113 til 577 på tre dage. Det er første gang nogensinde – som i nogensinde – at jeg har prøvet at få et positiv svar på en blodprøve. Lettelsen var til at mærke, men den varede for fanden alt for kort.

Tirsdag eftermiddag besøgte jeg min meget-højgravide-og-føder-lige-om-lidt-veninde. Hun blev så henrykt for at høre nyheden om endnu en graviditet. Det var rørende og jeg blev endnu engang mindet om, hvor hårdt det også er for hende, at vores venskab i den grad påvirkes af alt det her. Alligevel er jeg jo langtfra dér, hvor jeg lader lykønskning synke ind i hjernebanerne.

Tirsdag aften drog vi til middag hos en tredje fælles veninde. Det gik fint og stemningen var god. På vej ud af døren og hjemad, gik det dog helt galt for mig. På toilettet opdagede jeg brunligt udflåd. Jeg samlede mine ting, sagde intet, men skyndte mig blot op på cyklen og trampede i pedalerne. På den korte tid hjemad fik jeg tiltagende smerter og min mave blev helt hård og oppustet. Jeg kæmpede mod tårene det bedste jeg kunne. Hvorfor kan det ikke bare for helvede lykkes for os?

Da jeg nåede vores opgang måtte jeg stå et minut og tage mig sammen til at gå ind. Jeg kunne slet ikke overskue at gå ind af døren, velvidende at jeg få minutter efter ville knuse min kærestes hjerte med beskeden om, at det endnu engang var ved at gå galt.

Han tog det helt roligt – og jeg elskede ham for det. Også selvom jeg flere gange måtte sige til ham, at det var ok hvis han også var bange. Det var han nok, men han gik i det velkendte overlevelses-mode, som for ham primært handler om at passe på mig. Han fandt et nummer frem til Rigets akutafdeling, hvor jeg for snart halvandet år siden blev opereret for min første graviditet udenfor livmoderen. Det viste sig at være godt tænkt.

Følgere at bloggen vil vide, at jeg ikke altid har pæne ting at sige om sundhedsvæsenet, hvilket unægteligt kan hænge sammen med alle de knuste drømme, som jeg normalt står tilbage med efter mine besøg hos dem. Men vi ringede ikke desto mindre uden henvisning – og mindre end 15 minutter senere lå jeg på briksen hos den sødeste og mest tålmodige reservelæge. Hun tog sig god tid og havde sat sig ind i vores historik. Jeg blev scannet grundigt, fik en gynækologisk undersøgelse og hun indkaldte en bagvagt for at give en second opinion. Deres konklusion var enstemmig: Intet unormalt at se nogen steder, hverken indenfor eller udenfor livmoderen. De havde endda pli nok til ikke at nævne, at årsagen til mine smerter måske primært sad mellem ørene (?).

Vi tog hjem, smerterne aftog og natten blev faktisk nogenlunde rolig. Dagen igår sneglede sig afsted, indtil det i morges var tid til blodprøve nr. 1263 (sådan cirka). Senere på formiddagen mødte vi så op på fertilitetsklinikken til blodprøvesvar og endnu en scanning. Jeg må give dem, at de er grundige!

Nu sidder jeg derhjemme og er ved at kollapse af træthed. Blodprøven viste at HCG-tallene er steget til 1700. Det er nærmest magisk, og jeg tudbrølede så snart lægen oplyste tallet. Scanningen viste fortsat ingenting – intet udenfor livmoderen, intet indenfor. Måske en minimal prik, men de ville ikke konkludere på det.

Så nu prøver jeg at beslutte mig for, at det er gode svar og at det “bare” betyder at jeg er meget tidligt henne. På mandag skal blodprøven endnu engang bekræfte fremgang, og så kommer der til at være en mere tydelig prik på skærmen – inde i livmoderen, vel at mærke. Sådan bliver det – og nu holder jeg i øvrigt op med at skabe mig! Basta!

Historien – altså min egen (XI)

Verden omkring mig er gået 100 % i stå – timerne føles som uger.

Igår drog jeg mod Rigshospitalet så tidligt som det kunne lade sig gøre, for at få taget den frygtede blodprøve. Vi bor heldigvis få minutter derfra – ellers ved jeg snart ikke, hvordan de mange besøg skulle kunne lade sig gøre. På vejen mødte jeg min mor. Hendes vej til arbejde krydser min vej til Riget, og hun regnede med at jeg ville være på vej omkring dette tidspunkt. Så hun stod ved søerne med sin cykel og spejdede efter mig, for at sige held og lykke. Det gav mig tåre i øjnene. Hormoner er der nok af.

Timerne frem mod svaret gik faktisk nogenlunde, selvom jeg et par gange måtte rejse mig fra computeren og trække vejret dybt. Den sidste time brugte manden og jeg på at gå en lang tur og klare tankerne. Så gik vi ellers amok med at ringe, så snart klokken strejfede 12.45. Sygeplejersken i røret var sød, og jeg synes at ane at hun lød glad i den anden ende. Det plejer ikke altid at være positivt, men alligevel…

Mine HCG-tal var steget til 577. Denne besked fik mig spontant til at bryde ud i gråd i telefonen – det var jo mere end jeg havde turde håbe på! Den søde sygeplejerske talte ubemærket videre. Fordi der er stor tvivl om hvor langt jeg er henne, ville hun gerne give mig en tid til en scanning på mandag. Jeg kunne høre at hun regnede ud fra min sidste blødningsdag. Selvom jeg er overbevist om at dette egentlig giver et forkert billede, undlod jeg at rette hende. Jeg vil gerne tage chancen om at blive scannet for tidligt til at kunne se hjerteblink, hvis bare jeg kan få afkræftet at graviditeten sidder udenfor livmoderen.

Glæden var stor da jeg lagde på, men forbeholdende hobede sig alligevel hurtigt op. Dette er min fjerde graviditet – og kvikke læsere på bloggen vil bemærke, at jeg ikke har så meget som en eneste unge. Alt hvad der kan gå galt, plejer at gøre det.

Om eftermiddagen var jeg tilmeldt en træningstime. En stille og rolig en af slagsen, ikke noget med en masse bump eller max-puls. Manden pressede på for at jeg tog afsted, for han ved at det normalt gør mig glad. Til sidst tog jeg mig sammen: “Nej, du aborterer jo ikke fordi du forsigtigt og fornuftigt dyrker lidt motion. Tag dig nu sammen, frk. paranoia!”

Alligevel fortrød jeg da jeg kom hjem. Jeg havde murren i underlivet og niv i maven, så meget at jeg vågnede kl. 5.30 i morges, og styrtede ud for at se om jeg blødte. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men der er godt nok gang i nederste etage. Jeg er panisk ved tanken om at det kan sidde forkert, og jeg bemærker hver en lille bobbel og hvert et niv med dobbelt opmærksomhed.

Så der er ret lang tid til mandag – virkelig. Og jeg er sgu bange, selvom jeg havde lovet mig selv at være cool og tage mig sammen, den dag jeg forhåbentlig igen ville stå med en positiv test. Det er jeg langtfra – altså cool, men jeg prøver virkelig at holde fast i håbet!

Fortsættelse følger i næste indlæg.

Historien – altså min egen (X)

Uret på reolen i min stue er gået i stå. Viseren står og kæmper i små ryk, men der er ikke batteri og kræfter nok til at den kan komme videre. Det er så symbolsk, at det næsten driver ned af væggene. For at det ikke skal være løgn, viser kalenderen også fredag d. 13.

Jeg sidder og stirrer ind i min skærm, og vælger som altid at finde tilflugt på bloggen fremfor i arbejdet, som ellers skriger på min opmærksomhed. En sød besked tikker ind fra min altid opmærksomme (og meget gravide) veninde. Hun spørger, hvordan det gik med resultaterne af min blodprøve? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare.

For hvordan gik det? Jo… altså… det gik egentlig af helvede til.

Igennem den sidste uge har jeg været gravid. En morgen stod jeg pludselig i England med en positiv test i hånden og underkæben på gulvet. Overraskelsen var stor, selvom jeg havde mærket en del tegn. Men det gør jeg altid, uden at det betyder noget.

Vi forsøgte med koldt vand i blodet. Vi om nogen ved, at en positiv test ikke nødvendigvis betyder, at man får en sund og rask baby med sig hjem otte måneder senere. Men alligevel var vi rundt på gulvet. Glade og lettede over at der endelig skete noget, efter et helt år fyldt med ingenting. Tænk hvis vores lille æg, af tvivlsom kvalitet, alligevel endte med at opfylde vores største ønske.

Det tog så lang tid, før det blev onsdag og blodprøvetid. Så lang tid. Men vi holdt humøret oppe og prøvede at finde troen på projektet. Det gik op og ned, selvfølgelig. “Hvis nogen så meget som mumler, at 3. gang sikkert er lykkens gang for os, så pander jeg dem én” hvæsede jeg til manden, i et presset øjeblik.

Da jeg endelig kom igennem på telefonen til Riget, kunne jeg høre sygeplejersken tøve. Hun begyndte at fortælle en hel masse, hurtigt og usammenhængende. Men min hjerne slog fra.. Tårerne tog over og al den opsparede bekymring fra den seneste uge stod ud af øjnene på mig. Jeg kunne dårligt finde luft til at stille mine spørgsmål. Jeg undskyldte mange gange – men sygeplejersken var sød og forstod godt, at det var hårdt.

De havde fundet graviditetshormon i min prøve, ganske som jeg havde forventet. Men tallet var for lavt til, at de var trygge ved det. Et HCG-tal på 27 i uge 4+5 er åbenbart ikke meget at råbe hurra for. De havde gerne set at det mindst lå over 50.

Det betyder også at de ikke har nogen mulighed for, at sige hvad der er ved at ske. Måske er min krop ved at udstøde den tidlige graviditet. Måske sidder det udenfor livmoderen. Måske kan man håbe på et mirakel og en “slow starter” – men jeg skulle ikke regne med det. Der er ikke andet at gøre end at vente og se, og tage en blodprøve mere i starten af næste uge.

Så nu sidder jeg her. Jeg fik en uge i graviditets-land. Det var en god uge, trods al den angst og usikkerhed som det fører med sig. Men nu er det slut, lige om lidt. Drømmen bliver slukket for gud-ved-hvilken gang, og arbejdet med at samle os selv sammen til endnu en halvleg i den urimeligt lange kamp, kan begynde.

Min krop har ikke opdaget det endnu. Den tror stadig at den er gravid. Bare den dog for én gangs skyld kunne have ret.

Fortsættelse følger i næste indlæg.